Det rigtige sted? vi får at se! (Zann)

S: shadowflame district
O: huse af forskellige slags, mennesker og væsener i et stort virvar.
T: aften
V: ude for grotten, let overskyet men faktisk lunt.

Hvis ikke det var fordi hun faktisk havde noget at lave her, kunne hun ikke se hvorfor hun skulle befinde sig netop her. Stedet bar præg af, at ligegyldige folk gik rundt mellem husene hele tiden. affald fra alt muligt lå langs gaderne, mens tilfældige, sikkert kriminelle, folk stod ved hvert gadehjørne og prøvede at se mere truende ud end dem man ellers lige var gået forbi.
Men alt dette ignorerede kvinden, som netop gik forbi dem og ignorerede deres blikke. Hun var ikke ude på ballade, hun var ude efter oplysninger. Og guderne skulle vide hun havde prøvet mange ting efter hånden!
Men ham hun søgte var åbenbart beder til at lege gemmeleg end som sådan...

Denne tidlige aften havde hun nogle løse, sorte bukser på og en lille top som viste hendes muskuløse mave. Ellers havde hun en lille jakke på, lynet halvt op, så man netop ikke kunne se maven...Og så hun ikke tiltrak sig alt for meget opmærksomhed.
Hendes lange, gyldne hår var slået ud og gled livligt ud over hendes skuldre og ryg i en evig dans.
Hun havde sort makeup om øjnene og læberne.
Og ellers bare fødder.

Amaranthe gik op langs gaden og spejdede til hver side, overraskes ville hun ikke. Og spørge ville hun heller ikke, men kort sagt var hun faktisk faret vild. Hun kunne ikke finde den fyr hun ville stille nogle spørgsmål. Åh, hvorfor skulle denne by også ligge under et bjerg?! Hvad var der galt med almindelige byer, med udsigt til himlen og som man faktisk kunne finde rundt i?
Hun blev mere og mere irriteret som hun fortsatte med at forvilde sig ind mellem husenes evige labyrint. For stædig til at spørge om vej.

Skyggerne blev større. Klaprende lyde kunne høres. 3 mænd kom gående med deres kappe tætte om dem og hætten helt ind foran øjnene. De to til siderne kunne man ikke engang se hagen på. Den sidste kunne man se indtil lige under næsen. Munden. Den skrækkelige tynde mund. Og hagen der var så bleg at den så ud til at være hudløs. Lige under hætten når han kiggede lidt op. De dybeste sorte øjne. Eller rettere der var ingen øjne. Bare nogle huler ind til hans kranie. Hvor der var små blå lysende flammer. Små bitte prikker. De fleste som kiggede direkte på dem plejede at skrige. Hans øjne viste sandheden. Fortidens sandhed. Dem som blev påvirket der kiggede ind i dem. Så intet andet end mørke. I lang tid. Derfor havde han hætten ind foran sig. Hans største angreb var hans øjne. Dødens øjne. Som angrebet hed. Dem der blev alvorligt påvirket føltes de forsvandt ind i mørket. Dem som blev ikke blev påvirket så meget. Blev bare sort for øjnene et lille stykke tid. Ligesom hvis man rejser sig for hurtigt op. Bare uden de små prikker. Men han havde ikke kontrol over sine øjne. De var så nye. Og så magtfulde. Hvis han var i sin dæmonform kunne han ikke styre dem.

De tre kappeklædte gik roligt hen af bygadernes stilhed. Flere så undrende på dem. Engang imellem var der en der var flabet og stille sig ind foran ham. Men hans 2 makkere bag dem gik bare hen og greb fat i manden og hev ham med ind i en gyde. Hvor der kunne høres et skrig og så stilhed igen. Den mand som tydeligt var lederen stod bare og holdt øje med gaden indtil hans mænd kom tilbage. Han vidste der var en der ledte efter ham. Han kunne mærke det. Men nu havde han gået rundt en time. Uden at ha fundet noget som helst.

De tre kappeklædte folk gik roligt ind i en bygning. Selvom der var elektrisk lås svang han bare sin hånd og hviskede nogle småting. Hvorefter systemet nærmest døde. Og døren gik op. Op af trapperne. Hele vejen op på taget. Der stilte de sig de tre mænd og kiggede ud over byen. Noget sagde ham at han var det rigtige sted. Men der var ikke en sjæl. Det var underligt.

Hun havde stirret ned i jorden i lang tid. Hun viste hun ikke kunne finde rundt, så hvorfor overhoved være interesseret for omgivelserne, længere? De lignede hinanden...Lidt for meget.
"Hej, kvinde! Du ser da lidt..." manden stoppede midt i sætningen, da hun sendte ham et dræbende blik. Selvfølgelig kunne hendes øjne ikke dræbe, men betydningen var der. Hun gik videre.

Hun viste ikke hvor længe hun var gået, eller hvor hun var, men pludselig tyndede det ud af folk. Der blev mindre og mindre...Og til sidst ingen.
Hun så ud af øjenkrogen, en kvinde der skyndte sig væk, som var hun bange for noget.
"De er her...væk, væk, væk..." kvinden mumlede usammenhængende.
Amaranthe var nysgerrig, for hvad skræmte folk væk fra en lille del af byen? Hvem var De? Men hun spurgte ikke, gik dog videre uden at vide hvad hun skulle forvente at se.

Hun stoppede op midt i det hele og lod blikket glide rundt. Hun stod på et lille torv og havde god plads til begge sider...for her var ingen. Her var helt stille, bortset fra nogle der skramlede inde i deres huse.
Den lyd dødede dog også snart ud...
Hun forstod det ikke, men følte pludselig en...tilstedeværelse.

Hun kendte ikke ham hun skulle snakke med. Hun var bare blevet sendt herhen, med en besked på at hvis måtte vide besked, måtte det være ham. Og at han boede her og nok ville være her. Hun lod en hånd glide gennem sit hår og lignede ikke ligefrem en der var bange. Eller havde noget at frygte. Men hun kendte ham jo heller ikke.
Hendes mistænksomme, mørkebrune øjne gled fra den ene gyde til den anden, fra den ene vej til den anden. Ikke et øje.
Endelig kiggede hun op...I en bygning, ikke langt fra hende, stod tre personer. Gemt i hver deres kutte. Hun undrede sig. Men blev stående hvor hun var.

Stilheden mellem de 4 personer blev ved et stykke tid. Lederen af de kutteklædte kiggede direkte på kvinden på torvet. De små lysende brikker kunne ses. Roligt vendte de alle sammen rundt og gik tilbage ned af trapperne og kom ud direkte ved torvet. Små bump kunne høres. Samt krallende lyde fra knogler som støtte sammen hele tiden. De stoppede op et par meter fra hende. Stilheden kom igen. En lille baby legede ude ved torvet. Ikke mere end 4 år gammel. Moren kom hurtigt ud og tog babyen tiggede om nåde og skyndte sig indenfor igen. Låste døren. Som om det hjalp. "Det er dig som leder efter mig." Sagde lederen. De 2 kutteklædte bodyguards gik roligt og krallende hen på hver side af hende med fronten mod hende kun en meter fra hende. De stod og holdte øje med hende. De løftede hovederne. Og det blev pludselig klart hvorfor man aldrig kunne se deres ansigter. De havde noget sort stof ind foran sig. Noget gennemsigtigt sort stof. Ligesom en dårlig døden hue. Roligt løftede lederen en hånd som en gestus til at tale frem hvad hun ville ham.

Som om hun havde brug for en tilladelse! Hun talte og gjorde hvad der passede hende. og så skulle en mand, der legede døden, ikke komme og tro noget andet.
Hun viste ikke helt om hun skulle træde væk fra de to...skeletter? Som kom mod hende, men da de stoppede op lidt fra hende, valgte hun at være trodsig. og stadig blive stående hvor hun var.
hun kiggede fra de to hætteklædte væsener til deres leder. Han var også skjult. Var han da også skelet?
"Det kommer jo an på så meget" svarede hun så endelig. Hun var anspændt, klar på hvad der end ville ske...For hun havde på fornemmelsen af at manden her var van til at få respekt...at blive frygtet...og, lige som hende, gøre tingene på sin egen måde.
"en mand man burde frygte og som ved en masse? så er det måske dig" hun kendte intet til ham eller de to bodyguards. men det var tydeligt alle andre frygtede ham.
Hun smilte svagt. gad vide hvordan han ville reagere på en frygtløs varulv?

Et hårdt snif ind kunne høres når han lugtede dybt. Roligt gled hans hånd op og rettede på hans hætte så de hule sorte huler med den lille blå prik i midten kom frem. Det blege tynde ansigt kom osse frem. Kappen blev spredt ud og hans ribben kom frem. Helt gennemsigtige og sorte. En blå flamme kom frem inde bag ribbenene. Styrken blev stor efter han havde åbnet kappen. En nyvelkommen kom. Endnu en kutteklædt person som hoppede fra taget og landede lige ved siden af ham blødt som ingenting. Den nyvelkomne svang kappen af sig og det zombie lignende ansigt kom frem. Han holdte et spyd og så utroligt voldsom ud. Han så ud til at blive holdt tilbage af usynlige lænker. "Rolig Waren. Ikke endnu lad os høre hvad varulven har at sige." Den anden som tydeligt var denne Waren stod stadig som om kæder holdte ham. Ud af øjenhulerne var der ingen øjne men grønt lys. Og når han åbnede munden var der osse et grønt lys. Alt der holdte dette monster fra at angribe var Zann's tålmodighed.

hun forstod hvorfor folk havde kigget ned, da de var ilet den modsate vej af hende. Han var ikke behagelig at se på...Og hendes ulveinstinkt fortalte hende hun nok skulle holde sig fra at se ham i øjnene.
i stedet lod hun blikket glide over hans kumpan. endnu et zombie lignende væsen.
Havde han magt over de døde? Hvor måtte det være deprimerende.
Hun lagde armene over kors, da hun igen så på lederen, dog uden at se direkte på hans ansigt. Og smilte svagt. ville han skræmme hende? Vise hende hvad hun kunne forvente, hvis hun ikke passede på? Jamen hun havde jo ikke gjort noget...Havde hun? Hvem viste hvilke opfundne regler manden her levede efter!
Hun kommenterede det dog ikke. Hvis det var hans måde at vise sig på, over for andre...så ville hun lade ham gøre det.
Og da manden ikke havde bekræftet, eller af bekræftet, om det var ham hun søgte, gik hun ud fra det nok var ham.
"Nuvel..." sagde hun så og skiftede vægten fra det ene ben til det andet, ret afslappet, trods hun var omringet at døde folk.
"...Jeg søger en varulv. Han kaldte sig Judas da jeg kendte ham, men hvem ved hvad han kalder sig nu? Han er en forholdsvis ny varulv, har sikkert flænset nogle på sin vej. Almindelig højde, let muskuløs, som forvandlet har han en sort pels. Lyder det bekendt?" spurgte hun. Hun kunne jo lige så godt blive færdig her...så hun kunne prøve at finde ud af byen igen.

Zann så på hende. "Du kan ikke fange ham. Han bevæger sig voldsom hurtigt. Han er stærkere end dig. Han har kun et tilholdssted som han er lidt oftere. Men dette sted er ikke noget for en kvinde som dig." De 2 skeletter skubbede hende roligt tættere på Zann. En svag blæst skubbede til de 4 mænds kapper. Og en avis fløj hen mod Zann. Men i stedet for at ramme ham. Fløj den hurtigere og 2 gange rundt om ham. Før den fløjere videre. Det viste der var noget over ham her som ikke var normalt. "Det er hvad jeg kan fortælle. Flere informationer kommer til at koste. Dine evner." Han smilede roligt før han tog hætten over hovedet igen. Så hun ikke kunne se de dybe huler i hans øjne. Så hun kunne se på ham ordenligt uden at se ham i øjnene. "Jeg skal bruge dig til en kamp mellem mig og en anden necromancer. Jeg kan give dig flere informationer. Men den dag jeg tilkalder dig skal du tage imod signalet og hjælpe mig. Er det forstået?" Spurgte han roligt mens han fortsat så på hende fast.

hvordan kunne Judas være...stærkere end hende? Han...Havde måske nok været varulv længere end hende, men sidst hun så ham havde han slet ikke styr på det...
Hun tænkte på hvor lang tid der varet gået. Kunne han virkelig have nået at lære det?
Hun nåede frem til at det havde han nok. Selv havde hun jo ikke tænkt på andet end at finde ham, i stedet for at blive bedre til at styre sin nye race.
Hun trådte overrasket et par skridt frem, af skeletterne skubbede til hende. Hvad bildte han sig ind?
Hun stoppede op og lagde armene over kors.
"Hvordan kan du vide hvad det er for mig?" spurgte hun en anelse hårdt. Hvis Judas kunne holde til stedet kunne hun sandelig også! Han undervurderede hende vist...
Der var et eller andet med denne mand...Og hun brød sig sandelig ikke over det!
Især ikke fordi han konfronterede hende med et ret svært valg...
Hun kunne ikke fordrage at være bundet til nogen, skylde dem en tjeneste eller noget arbejde. Hun ville være fri.
Men hendes eneste, og største, ønske var at finde ham...finde ham og slå ham ihjel.
Hun så på ham, men undgik at se ham i øjnene. Da han tog hætten på igen, kunne hun bedre se på ham.
en necromancer? Hvad kunne hun, som han ikke selv kunne? Men måske bestod hans magt i netop at så andre til at gøre det beskidte arbejde...
"Mine evner?" sagde hun en anelse tvivlende. Mente han som...varulv? Han havde tydeligvis vildere evner end hende....så hvad skulle han bruge en forvokset hund til?
Hun kendte stadig intet til sine evner med vand. Hun viste hun altid følte sig godt tilpas i vand...Men ikke mere end det.
"Som varulv eller hvad? Hvad skal jeg kunne gøre, som du ikke selv kan?" hun lod blikket glide over hans kumpan, Waren.
Men ville hun finde Judas eller hvad?
"Hvad er det for en necromancer?" spurgte hun så endelig.

Der kom et roligt smil og blikket blev rettet direkte imod hendes ansigt. Det svage smil kunne ses under skyggen. Hans skeletter gik lidt længere tilbage så hun var mere fri. "Ja som varulv." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. "Der er intet du kan som jeg ikke kan andet end at blive et savlende bæst. Men jeg taler heller ikke om denne necromancer jeg skal vinde over. Jeg taler om den hær der sikkert vil være der for at beskytte ham. Jeg skal bruge dine stærke evner til at hjælpe min hær af skeletter. Så vi på den måde kan vinde over Dhuum." Han smilede svagt. "Kongen af Valley of the Dead. Lederen over de døde. Jeg har aldrig mødt ham. Men jeg vil ikke lade min herre være under en så dum en som faktisk hedder dum. Min herre er en drage. En af de første drager. Den stærkeste drage der nogensinde er død. Han er min sjæl. Han skal være konge af Valley of the Dead. Og jeg vil stå ved hans side. Men alt hvad jeg skal bruge er en hær. Jeg har masser af skeletter. Og når jeg først har hjulpet min herre fri igen fra sit fangested. Vil vi sagtens kunne vinde over Dhuum. Men jeg skal bruge dine kræfter til at komme ind til ham. En varulv er meget snu derfor skal jeg bruge dem." Han smilede svagt og koldt hvorefter han rettede blikket mod sine arme. Blå tegn tegnet rundt om hans tegn kunne ses. Det var de mærker der viste han var ejet af denne døde drage.

En hær?En kamp? En stor, død drage? hun kunne ikke tro på det. Hun viste der var ting hun ikke kendte til. Men...sådanne ting fandtes kun i tegneserier! Og dog stod han foran hende, talte som om han mente det. Måske havde han levet for længe og kunne ikke længere se forskel på det ene eller det andet? på historie og virkelighed?
mange ting havde rykket på hendes tro på virkeligheden. Givet hende et nyt syn på hvad der kunne lade sig gøre. Men hun viste ikke om hun turde tro på dette her.
Og var det en skør, gammel historie...jamen så slap hun jo let for det her! Hun fik at vide hvor hendes eks var, han kunne lege videre i sit eget hoved. synd. Han virkede ellers fornuftig nok og folk frygtede ham jo...
Og hvad hvis det var sandt?
*Åh, men det kan det umuligt være!* tænkte hun for sig selv.
Og derfor endte det bare med hun smilte.
"Top" svarede hun. Det var jo en chance at tage...Og ingen andre, intet andet, havde båret resultater med sig. Dette var sikkert sidste mulighed for at få at vide hvor han var...

En af skeletterne greb fat om hendes håndled. Fingrene fløj af skelettet. Og stramte hårdt om hendes håndled. Hvorefter en sten fløj op fra jorden. Den blev kul sort ligesom det modsatte af en diamant. Den satte sig fast på skelet armbåndet som hun nu havde fået sat fast om hendes håndled. "Hvis den lyser rød. Har jeg tilkaldt dig til kampen. Hvis den bliver blå så skal du komme til kirkegården. Så skal jeg snakke med dig. Og hvisk den bliver hvid så kommer jeg hen til dig." Sagde han roligt. Og smilede svagt. "Din ven Judas hedder det samme som dengang. Og har sat sig i en skov ikke langt fra denne by. Den er farlig. For han kender den udenad. Han gemmer sig bedre end en flagermus gør i mørket. Du skal være forsigtig." De 2 skeletsoldater bag hende tog hætterne af dem selv. og deres skelet ansigter kom frem. "Lad krigen begynde." Sagde han. Og tog sin hætte op så hans ansigt kom frem igen.

Hun blev noget overrasket over deres lidt voldsomme behandling. Og især brød hun sig ikke om skelettet, der rørte ved hende. Den havde en kold aura...Men det koldeste var nu knoglerne som havde en forbavsende styrke.
Hun slappede først af igen da den slap hende og hun lod blikket glide over sit nye armbånd.
Rød for krig. Blå for kirkegård. Hvid for besøg.
Hun lod blikket glide over dem, lidt i tvivl om hvad han enlig mente. At han ville begynde krigen...allerede nu?
Hun havde virkelig ikke tid til det her...hvis Judas virkelig gemte sig i skoven her i nærheden, og hele tiden havde gjort det uden hun havde fundet ham, måtte hun skynde sig inden han stak af igen.
han skulle ikke have lov at slippe...

Hun sendte ham et svagt smil.
"Tak for advarslen" svarede hun og trådte nogle skridt tilbage, som tegn på hun enlig gerne ville gå nu. hun regnede ikke med han havde mere at sige...lige nu.
Hun kom til at tænke lidt over det...Hun håbede da, for hans egen skyld, at bånden var elastisk. Under hendes forvandlinger gik hendes tøj og smykker, dem hun havde på, næsten altid i stykker.
"Og forresten...Hvad hvis jeg ombestemmer mig? Og ikke kigger forbi når du...ja, kalder?" spurgte hun. For en sikkerhedsskyld måtte hun jo hellere spørge...
Selv om hun havde en fornemmelse af hvad svaret ville blive...

Zann smilede roligt og så bare på hende mens hun gik tilbage. Hans hænder vendte om på ryggen og tog fat i hinandens overarme. Blikket gled på skeletterne som tog hætter på igen. Zann rettede derefter blikket mod Warren.

Warren smilede roligt. Han forstod hvad Zann ville ha Warren til. Warren greb fat i sit spyd ordenligt. Derefter hoppede han med en voldsom kræft så nogle af fliserne flækkede hvor han var hoppet fra. Efterfulgt af at han landede bag hende. Spyddet blev rettet direkte mod hendes ryg så hun svagt kunne mærke bladet. En brummen kom fra Warren mens det sindssyge smil uden læber fortsat var på hans ansigt.

Zann smilte svagt "Så dræber Warren dig. Armbåndet kan ikke ødelægges eller fjernes. Det kan ikke engang strækkes af når du forvandler dig. Det vil bare vokse lidt mere så du har plads til at forvandle dig." Zann smilede bare fortsat med blikket rettet mod hendes ansigt. "Hvis du vil må du godt bruge dine kræfter nu og se om du kan vinde over Warren. Men jeg lover dig. Du kan stikke et spyd igennem hovedet på ham. Og det ville ikke stoppe ham." Han smilede ondt for at understrege sin point. Derefter trak han kappen og hætten ordenligt om sig.

Warren tog sin kappe tæt om sig igen og fjernede spyddet igen. Derefter gik Warren forbi hende efter at have duftet til hende. Han stilte sig bag Zann og rettede sig mod kvinden. Med et sindssygt smil trak han hætten helt foran hovedet og satte spyddet i en holder udvendigt på kappen på hans ryg.

Denne gang var hun lidt mere forberedt på en...speciel handling.
Og hun stod bare stille og lyttede. Og smilte så svagt.
"Tag en dyb indånding, tro mig det gøre godt en gang i mellem!" lød hendes kommentar
"Men bare rolig...ville jo bare spørge, ikk?" Hun lod blikket glide over Warren og...lederen? igen. Det gik op for hende at hun ikke engang viste hvad han hed. Men havde det nogen betydning? Hvis hun nævnte en fyr, omgivet af skeletter, mon folk så ikke viste hvad hun mente?
Hun nikkede svagt for sig selv.
"Jamen så ses vi" sagde hun. Hun havde ikke tid til at stå her...
Hun mærkede en underlig følelse af...glæde? Spænding? Ved endelig at kunne hævne sig...og hævne sin far...Efter flere måneders søgen!
Så kunne hun altid tænke over de skeletter senere...
Hun tillod sig at vende ryggen til ham og begynde at gå...hun regnede ikke med han havde mere at sige. Ellers måtte han jo sende et skelet efter hende. Eller tilkalde hende. Som den hund han forvekslede hende med.

Da hun havde gået nogle skridt blev hun enig med sig selv om at hun ikke kunne vente til hun kom ud til skoven...hun havde ikke tid til at lege almindeligt menneske.
Og uden tanke for at hendes tøj gik i stykker, forvandlede hun sig pludselig.
En stor ulv stod pludselig hvor hun før havde stået, med det ødelagte tøj der gled af hende. Hendes pels var grålig-hvid og strid. Båndet sad stadig på hende.
Og så satte hun i løb. Hendes instinkter fortalte hende hvilken vej hun skulle løbe, for at finde ud af byen igen...

Zann blev bare stående. Så efter hende løbe. "Velbekommen." Sagde han og vendte ryggen til det hele. De 3 kutteklædte bodyguards gik hen og stilte sig en på hver side af ham. Den sidste som var Warren stilte sig bagved ham. Eftersom tid de kom længere og længere væk fra gaden. Derefter forsvandt de helt. Stilheden bragte intet andet end at menneskene turde gå ud igen. Han havde kun været væk i 5 minutter før festen begyndte igen i gaderne.

//Så det vel OUT

//Jep...du skriver virkelig godt. Du er god til at bringe lidt spænding i emnet //

//Takker mit første afsluttede emne

//Ja det blev lidt kort. Vi må se om det ikke bliver længere næste gang //

//Jo