Et stille sted...(Eik)

S: Firewood village, den ruinerede del
O: Ødelagte huse og huse der er ved at blive genopbygget. Få til ingen folk.
T: Aftenen
V: Få skyer, lunt og en svag, varm vind.

Der var gået lang tid, siden sidst. Siden sidst han havde været i Firewood village og siden han havde gået mellem resterne af husene, der i sin tid blev angrebet af en drage. Historien havde været ret stor i sin tid, om en drage der havde ødelagt halvdelen af den lille landsby og hvordan en dæmon-lignende skikkelse på sin vis fik skik på dragen. Og til sidst var de begge forsvundet. Ingen vidste hvem de var. Senere havde han hørt at nogle var døde, andre sårede og en del huse totalt skadede. Men han måtte nu sige at det så bedre ud, folk havde ryddet op og ved begyndt at bygge husene op igen. Men lige nu, om aftenen, var der ingen der byggede. De fleste var taget hjem for at spise, se familie og slappe af, så de kunne bygge videre næste dag. Det passede Sean fint at gå her, stort alene, med undtagelse af en fattig der gemte sig i vragresterne og en ansvarlig der tjekkede hvor langt de var med de forskellige huse. Ellers var der ikke rigtig flere, end en vildfaren kat.
Vejret var varmt, men det var aften og bare det at solen var gået ned i horisonten havde sænket varmen et par grader. Det var rart, rejsen til Firewood village havde været helt ubehagelig i den varme. Han var iklædt sorte sko, nogle sorte bukser og en hvid skjorte, som var åben var kravebenet. Et par dolke var gemt rundt om på kroppen, steder hvor folk ikke lagde mærke til den ellers lette udbulning som der kom af dem.
Det mørkebrune hår strittede til alle sider, godt hjulpet på vej af sveden, han havde plaget af næsten hele dagen. De mørke øjne gled over omgivelserne, både opmærksomme og ligeglade.

Firewood village. Han havde været her sidst, ud over da Luce var gået amok, under krigen for at hente et par klanmedlemmer hjem til Doomsville. Hvorefter de var blevet angrebet af en flok undeads, men var sluppet næsten helskinnet fra det. Under krigen havde byggearbejdet stået stille, men det var selvfølgelig genoptaget nu.
Sean stoppede op foran et af husene, som tydeligvis havde været på mindst to etager. Tydelig, fordi et par stolper stadig rakte forholdsvis langt op i luften, som vidner på en bedre tid. Nogle reb og byggematerialer ved siden af huset vidnede om at de var begyndt at bygge det op igen. Mange fra byen var flyttet til Doomsville, da de havde mangler hjem. Mange var også blevet fattige eller havde mistet deres levebrød, ved de butikker og andet der måtte være blevet ødelagt.
Hvad han lavede i Firewood village? Han overvejede at købe en af husene, der endnu skulle bygges op. Så ville han bede dem om at bygge den op til en butik og skabe sig endnu en stabil plads til hans handler. Han ville jo snart starte et lovlig handelskompagni, hvis værdier kunne støtte hans klan. Resourcer og penge til klanen, samt ham selv? ikke dårligt! Han var der også for at snakke med byens handelsmænd, for at lave aftaler og høre hvad de havde af råd. Ikke fordi de var meget for at give dem, de ville jo ikke have konkurrenter! Men et par var venlige nok...For at par sølvmønter.
Huset var for stort. Han gik videre.

Byen havde holdt ham oppe denne aften. Holdt ham oppe til at tumle rundt og se sig om. Selvom han nok kendte det meste af den "offentlige by" så kendte han ikke lige så meget til det mere undergrunds prægede verden som udfoldede sig her omkring. Han havde valgt at tage væk fra det værtshus som han havde opholdt sig de sidste 7 timer. Han havde ventet på at solen rigtig var gået bort og nu var lyset så svagt helt forsvundet, hvilket kun gavnede Eik. Han var stoppede op ikke så langt væk fra byen, han var gået med den store sti der nærmest indikerede at dette var en hovedvej til en større by nemlig Firewood village området.  Han var kommet til "ruin" landsbyen.... eller det kaldte han det selv. Han havde holdt sig væk fra området i en periode da der havde været en masse ballade for noget tid siden, men det var vist ovre nu? Han havde søgt tilflugt i en af ruinerne, men blev forstyrret da han hørte faste fodtrin på stien. Eik rejste sig langsomt op for at se hvem der gik der ude, dog stadig bag en ruin mur der stod på ca 1/2 meter. Det var en mand.... og af lugten af dømme en han dæmon. En ældre dæmon han end ham selv. Med en kraftig aura omkring sig. Det nærmest opslugte alt Eiks opmærksomhed.

Han stoppede op lidt længere henne og lod blikket glide over endnu en ruin. Den var mindre. Han prøvede at forestille sig den færdig og smilte svagt. Denne bygning ville have en passende størrelse, det var han sikker på. Selvfølgelig ville de få brug for at udbygge kælderrummet, nok, men det var jo det mindste.
Han mærkede den kendte, stikkende fornemmelse i nakken, som hvis nogen holdt øje med en. Hans øjenbryn gled sammen i en undren. Han drejede sig, kiggede hele vejen rundt, men kunne i første omgang ikke få øje på nogen skikkelser. Var det en fjende?
Stille løsnede han den kniv, han havde sat fast på underarmen og lod den glide ned i hans hånd, gemt, men dog klar. Han brød sig ikke om dette...Han kendte fornemmelsen og vidste bedre end at ignorerer den.
"Kom frit frem!" udfordrede han sin hemmelige beskuer.

Sølvfølgelig ville hans tilstedeværelse kunne mærkes, især af væsner som ham selv. Han forblev tavs og holdte sin position i mørket selv da den anden han dæmon nærmest kommanderede Eik til at træde frem fra sit skjul. Han ville umuligt havde kunne se Eik. Et kort sekund havde Eik troet at personen ikke havde mærket ham og at personen bare ville gå videre men da Sean havde stoppet op og nærmest spejdet ud over de ødelagte bygninger så viste Eik godt hvad klokken havde slået. Der var helt stille nu, det eneste man kunne høre var nogle enkelte fårekyllinger og måske en nattergal der fløjtede i baggrunden. Der fløj mange tanker igennem hans hoved, skulle han give sig til kende eller skulle han forblive tavs? Hvad ville personen gøre hvis han valgte det ene og det andet. 2 hanner/mænd var aldrig gode sammen, ihvertfald ikke hvis man ikke kendte hinanden. Eik Valgte at bevæge sig i mørket og træde frem fra sit skjul så den anden dæmon ville kunne se ham i fuld figur. "Jeg ønsker intet ondt imellem os" Sagde han med en fast og bestemt stemme, nu måtte han afvente den andens reaktion på ham. Han så med et stift blik imod Sean som både udviste en form for respekt men også alvoren i hans ord.

Han ventede. Lod personen, som han vidste var her et eller andet sted, tænke. Hvis personen havde ønsket at komme ham til livs, ville den nok have angrebet allerede nu...Hvilket betød at denne person enden ledte efter noget andet, ville drille ham eller at personen måske bare var tilfældig.
Men hvorfor tage chancen?
Han stod stille og ventede. Tålmodig som et rovdyr, der opsøgte et bytte. ventede på det rigtige tidspunkt til at slå til.
Og endelig...Bevægelse. Han havde på vej til at ville gennemsøge stedet. På et tidspunkt skulle han nok finde personen. Han ville ikke lade denne slippe så hurtigt...
Men personen sparede ham besværet og kom selv ud. En mand. Der var en svag spænding i luften, forventningens spænding. Sean, der halvt om halvt forventede manden ville angribe. Manden, der afventede om Sean ville. Han smilte svagt.
Lugten...Og fornemmelsen...Fortalte ham at manden var en yngre dæmon. Og siden han ikke havde angrebet, var der grund til at formode han også vidste dette. Så Sean lod sin kniv glide på plads. I en lille bevægelse med hånden, skubbede han kniven op på plads igen, så den endnu en gang sad fast, klar til brug.
Han smilte svagt og lod blikket glide over manden.
"Ligger du og lurer, eller vil du påstå det var en tilfældighed?" spurgte han lige ud.