Welcome to the Valley Of The Dead

Når den bagende eftermiddags sol stod højest på himlen, og små fugle uforstyret flyv over den lysseblå sommerhimmel, og solens kraftige stråler slog hårdt ned på alt og alle med en massiv intens varme. Nogen ville bruge denne formidabele eftermiddag til en strand tur med kæresten, eller tage grillen ud i haven, og gøre klar til den helt store familie fest... men man kunne jo også grave et kæmpe hul i jorden, smide et jern gitter ned i midten for at dele hullet i to dele, og fylde den ene med en røvfuld levende døde, og den anden del med et børne kirke kor fra Firewood Village.
Der tynde jern gitter bliv trukket, sparket, og flået i af de mange levende døde der kæmpede hårdt og viljestærkt på at anskaffe sig de søde små børn, for vise dem hvordan deres egne indvolde ser ud, udenpå. Børn i alderen mellem 7-17 løb forskræmte, paniske, og skrigende. i sådan en tilstand løb de fortvivlet frem og tilbage, mens stønnede og sultene lyde kom fra den anden side jern, som var det eneste der adskilte børnene fra en grusom og nervepirrende død, hvor kødet ville blive rivet fra knoglerne med zombiernes bare halvrådne hænder.
En dæmon sad og studeret hele showet, men han så hverken ud til at nyde det, eller have noget mod det. Dæmonen var ikke alene, ved hans side sad en kvinde på knæ, armene spændt af stål kæder bagved ryggenlænet på den stol hun sad på, og hendes skønne små spinkle ben var tilbageholdt op af de stolebenene.
Dæmonen havde et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på den store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema. og nogen frygtsomme militær støvler.
Kvinden havde nogen brune afslappede pose middelalder bukser, og en hvid middealder skjorte i hø stof. Dæmonen sad med en appelsin i hænderne, som han sad og pillet med fingerne, mens hans snakkede til kvinden med en gusten dæmonisk stemme fjernet fra alt der hed humor "You know" Dæmonen smed et stykke skæld fra appelcinen ned til børnene "It ain't a hobby of mine too make happy-meals out little kids." han smed et nyt stykke skæld "But I am ´for the greater good´ kind of guy" han smed et nyt stykke skæld "and a man gotta do, what a man gotta do." Dæmonen smed endnu et stykke skæld ned "So.if you would be so kind to open you piehule for just five minutes" Dæmonen tager sin første bid af appelsinen "And share with me a little story.. shall we say.. about how Isabella is delivered the fine food and drinks for her party, and what the ice lady want to eat" Kvinden fik en lille glædes tåre ned af den ene kind, og sagde så "Then.. you let me and the children go?" Dæmonen nikkede gentagende gange stille og roligt, han havde ikke travlt "I will leave you and the children alone, you never have to worry about me again" Kvinden nikkede tilfreds, og sagde så med mere sindsro "In my bedroom, beneath a chair, there is a lockbox. insideyou find my orders" Dæmonen satte appelsinen i hendes mund, og tippede stolen hun sad på, ned i hullet til børnene, hvorefter han kiggede ned i hullet til hende, og sagde med et lumsk dæmonisk smil "Sorry sweetheart. The greater good does not take any chances" Dæmonen ventede nogen korte øjeblikke for at se med sine egne øjne at gitteret bliv brudt, og stoppede ikke med at studere det hele, til hvert eneste liv i det store hul, havde mistet sit liv, og givet liv til en ny masse grav. Rafael tog ingen chancer, og da skrigene var stoppet, kiggede han op mod himlen, og tænkte tanker som kun han kendte. hvad mon denne dæmon havde af plot i hans koge bog. Dæmonen der hed Rafael vendte sine militær støvler i den modsatte retning af masse graven. uret tiggede. 9 dage tilbage. men for den næste del, skulle han bruge hjælp... og han vidste ligepræcis fra hvem.