The valley of dead...but whose death? (Nephthys)

S: valley of the dead
O: klipper, sten. få planter, der kan vokse dette stenede sted.
T: aftenen.
V: klart, køligt. stjerner og månen.

Der var gået nogle uger. Han havde intet hørt fra Nephthys, hvilket betød hun var taget med den helvedes mand til Kain. Hun var altså svag, når alt kommer til alt. Han var stadig vred over hendes valg. Han følte hun havde valgt et helveds liv, frem for at ville være der for sine venner. og for ham. hun havde forladt ham, vendt ryggen med dårlige undskyldninger. Alt hvad han mente han havde opnået, med hende og hendes dårlige selvtillid, kastet direkte i skraldespanden! Og han orkede ikke at genoptage kampen...
Men dette skulle blive en helt anden kamp. Ikke kun for Nehpthys, men for alles sikkerhed. Kain kunne vel finde på hvad som helst og han kunne ikke sove godt, før han var væk. Han hadede den mand, for alt han havde gjort.

De havde brugt en uge på at lede. til sidst fandt de endelig ud af hvor han gemte sig. Han havde sendt nogle spioner af sted, få af dem var vendt levende tilbage og kunne fortælle hvordan tingene så ud og var.
og nu havde de brugt endnu en uge på at samle mænd, som ikke havde familie og ville risikere livet. Dem kendte Sean en del af og havde derfor sin egen lille hær.
til sidst havde han sendt Kain et brev. Et brev der udfordrede ham til at komme frem. Og at tage Nephthys med. det var jo hende der havde begyndt det hele.
Nu skulle tiden så vise, om Kain turde det. Eller om han faktisk havde lidt hjerne.

Sean var trukket i nogle solide, let stramme, mørke bukser. Kniven sad samme sted som altid. Nogle solide sko, der beskyttede hans fødder mod den stenede grund.
Han havde en sort T-shirt på.
Intet andet havde han. Ud over nogle våben. Rundt om hans hofter sad et stramt bælte. I den ene side havde han fastsat endnu en kniv, dog en længere en, dryppet i vievand. Med kors på. Af sølv.
I den anden side hang andre små våben af forskellige slags. Dette var næsten som en slags krig. han var ikke kommet for at tale. Men for at slås. Og han ville selv gå efter Kain.
Han havde en lang, solid, træstav i den ene hånd, holdt den lidt bag sig. Afventende...

Aftenen var kølig og klar. Både godt og dårligt. Han håbede ikke der gik for lang tid. Så ville hans mænd blive kolde og det kunne sinke deres reaktionshastighed. De fleste af hans mænd var gemt ud over det hele i en allerede aftalt formation.
Sean stod sammen med lidt over en snes mænd som stod bag ham i mørket. De var alle klædt i mørkt tøj, for at gemme sig i natten.
De alle havde våben der kunne skade en vampyr mest muligt. og selvfølgelig rette skade på almindelige mennesker.
De ventede.

Hvad der ventede hende vidste hun ikke. Kain havde vækket hende, ved at bide hende blidt i skulderen, og lod læberne glider op over hendes hals.
Hun lukkede øjnene saligt.
''McGivens venter på os.'' hviskede han mod hendes hals.
Hun stivnede brat.
''jeg tror han vil slå os begge ihjel denne gang Sephthys.'' hun nikkede. Hun havde ikke lystret navnet Sephthys i flere år.

''Få noget pænt på. Du skulle nødig ligne en skøge når han ser dig.'' Kains stemme var blid, som en far der talte til sin lille pige - eller en bror til sin søster.
I dette tilfælde, en morder til en ligemand.

Hun rejste sig stille, og fandt det udsyr frem som var blevet lagt til hende.
Hendes sværd var knap så tungt som hun kunne havde ønsket.
Hendes tøj dækkede alt for lidt. Det var upraktisk.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kain stod allerede klar, afventende på Neph's ankomst. sammen ville de gå Sean og hans mænd imøde.
Kain medbragte ingen mænd. Han ønskede ikke at virke som en kujon.

Da de endelig ankom til The Valley Of The Dead, så Kain kort på Neph.
''Hvad end han vil, så accepterer du.'' sagde han kort, og en smule koldt.
''men jeg-'' hun blev afbrudt.
''stille! Sean vil dig det bedste. Om det så er at dræbe mig.'' hun så ned.
Afventende. Hun kunne se ham, men sagde intet.
Hendes følelser for Sean var ikke svundet det mindste. Men hun var blot en dråbe i havet i hans verden - eller sådan føltes det.
Hun så lidt ned, væk fra det hele.

Han smilte kort da han så dem komme. Kain havde været dum nok til at komme. Klog nok til at tage neph med...men hvad med mænd? Troede han virkelig de bare skulle snakke? No way! Han kom ikke bare for at snakke. Hvis Kain troede han slap herfra i aften, uden at dø, måtte han tro om. om han havde mænd med eller ej, betød intet. Han gik frem, da de nærmede sig. Hans mænd blev stående i mørket, delvis usynlig. De fleste var usynlig.
"ingen mænd? Trist...jeg havde set frem til rigtig at slås" sagde han. han lød overraskende glad, når man tænkte på omstændighederne.
Faktisk var han bare gledet tilbage til sit gamle jeg. Han havde lukket ned for følelserne, for de ikke skulle ødelægge denne aften. Eller noget som helst andet, nogen sinde igen. Præcis som han en gang fik at vide. Hvad Neph viste nu. Og hvor ligeglad havde hun ikke virket? på at vide noget...om ham...og ham som ellers intet sagde om sig selv...Han følte en underlig vrede og brugte et øjeblik på at kontrollere den.
Han lod blikket glide over Kain og Neph. Hvad Kain end pønsede på, lignede hun stadig hans legetøj. Nu mere end nogensinde før.
Og som altid, havde hun sikkert misforstået ham...Eller troede hvad hun kun ønskede at tro. Men denne gang var han ligeglad. Han gad ikke mere, for lige meget hvad han sagde, blev hun ved med at tænke på det samme. Lige meget hvad han sagde, ændrede det intet. Det havde det aldrig gjort.
"Kain...Hyggeligt at se dig" han smilte og lagde hovedet let på skrå.

Kain stod, overlegen som han allerede følte sig, og knejsede med nakken.
''Sean. Godaften.'' sagde Kain roligt.
Neph stod som den lille pyntegenstand - fuldkommen tavs.

''hvad du nu engang vil, få det overstået hurtigt. Det er køligt, og når hun bliver syg så er hun ikke specielt rar at være i rum med.'' sagde han, udemærket klar over at han ikke kom fra dette i live.

Neph stod der bare, med en underlig fornemmelse af at hun ville blive efterladt alene tilbage så snart kain var død. Sean ville have fået hævn over sine mænds død, og så ville det være overstået.
Hun bakkede et skridt væk, men stivnede da Kain spændte overarmen kort - endnu et tegn på at hun var gået udenom hans ordre.

Han grinte kort og nikkede lidt.
Hans fri hånd gled op gennem luft et øjeblik, før den gled ned langs siden igen. Enlig var det utroligt at nogen kunne se gennem aftenens mørke. Mens hans mænd havde åbenbart set det.
Nogle mænd stilte sig bag dem og forhindrede dem i at flygte. Sean havde sagt de ikke måtte gøre kvinden noget. At de udelukkende var efter Kain og de måtte slå de evt. mænd ihjel, som skulle gå i vejen.
"Nuvel. Jeg vil dræbe dig, Kain. Det har jeg drømt om de sidste par uger. Det er det jeg vil" sagde han lige ud, og så stadig så rolig ud, som om de snakkede om hvilken kage de skulle spise.
Et lille smil spillede på hans læber.
enlig var det en måde at beskytte sig selv på. Hvis han ikke legede med døden, hvordan skulle han så leve, hvis han skulle have dårlig samvittighed over døden? Eller de dræbte...Han levede af at dræbe, sådan var det.
Han bemærkede kort at Neph ikke så særlig glad ud. Nærmest bange og trist. Som altid.
Hans blik låste sig fast på Kain.
"Dog skal du hav lov til at vælge...det er mig der vil have æren af at dræbe dig, men har du nogen måde du hellere vil dø på end andre? Hvem ved, måske er jeg sød..." smilte han.

hans skulder var healet. Kun et langt ar strakte sig over hans skulder og hev lidt i huden i ny og næ, indtil det havde tilpasset sig.
Han havde altså fuld førlighed i begge arme.
"Og Neph...Dejlig at se du stadig er i live" han blinkede kort til hende. Det var ikke hans mening at ignorere hende. Hun gjorde det bare...svært.

Neph's første reaktion på hans ord var at smile. Et lille, næsten usynligt smil der alligevel kunne virke så varmt og hjerteligt.
Og med ét var det væk igen.

Kain så på ham, rolig.
''Slå mig ihjel? Du skal da være velkommen.'' sagde han, med et lille smil.
''du aner ikke hvor længe jeg har ønsket at kunne få fred.'' sagde han, oprigtigt.
Han så nu på de andre mænd, afventende.

Neph reagerede ikke på Kains ord længere. Hun så på Sean, som om han var den eneste udover hende.
Ingen overraskelse.
Hun sukkede kort.
''I må klare jer selv. Jeg sidder herovre hvis i nu engang bliver færdige.'' Hun gik hen i nærheden af nogle af de mænd Sean havde medbragt, og satte sig i skrædderstilling og så afventende på de to unge herre.

To af Seans mænd gik tæt på hende. ikke vildt tæt, men tæt nok til at vise de bare ville beskytte hende, hvis det var.
Nephs lille smil, fik til gengæld et større smil af Sean. Et varmt smil.
Men da hun gik ud til siden, forsvandt det igen og så han så direkte på Kain igen. Var han seriøs? Han virkede ikke som en mand der gik i døden, uden at have en bagtanke ved det...Hans øjne studerede ham i lidt tid, vurderede ham. Han var over bevist om at han havde en plan, en grund...
"Så du vil dø, uden modstand?" grinte han
"Det lyder dejligt. Kender følelsen. nogen gange bliver livet sgu for kedeligt! Men hvad er bagtanken? Du virker ikke som en mand der kysser døden, uden at grund..." spurgte han

*Han lyver... han ønsker ikke at dø..* Hun blev siddende.
''sæt jer bare ned, det her kræver ikke mere end hvad Sean selv kan præstere.'' sagde hun, halvt i sjov, dog kunne man høre at hun var seriøs.

''Ingen bagtanke. Jeg har levet det jeg skal. Set folk fødes, dø. Set min datter blive gammel og dø, set min hustru forfalde. Og nu, er min tid kommet.'' han så på Sean.
''det må du kende til, Dæmon? At miste dem man elsker, på grund af den forbandelse det evige liv kan være.'' han så bare på ham, roligt.

Neph bed sig i tungen, for at undgå at sige at det umuligt kunne passe.

Sean lod sig ikke snyde så let. han viste ikke hvad Neph regnede ham for. åbenbart ikke særlig meget.
Men i stedet for bare at påstå han løg, valgte han at lege med på legen. At give Kain en falsk fornemmelse af at tingene måske gik som han ønskede det.
Sean bevægede sig roligt. Han bevægede sine arme lidt, for at holde kroppen varm og i gang. og grinte så.
"At miste sine elskede? Nej ikke rigtig. Jeg har holdt folk på afstand" han valgte ikke at nævne de få gange han netop havde holdt af nogen...hvor de disse havde forladt ham eller svigtet ham. Det var sket nogle gange efter hånden...Også ganske fornylig.
"Nå, jeg gider altså ikke bare stå og snakke. Nuvel, jeg elsker at snakke. Men denne samtale finder jeg faktisk kedelig. Hvorfor trække tiden ud?" spurgte han og virkede pludselig anspændt i sine muskler. Klar til enden selv at angribe eller blive angrebet.

''Du har ret. Hvorfor udsætte det yderligere?''
Kains ord fik Neph til at rejse sig.
Hun gik hen til Sean, uden rigtigt at tænke over det.
''hvor mange har du intentioner om at slå ihjel i nat?'' spurgte hun, i en blanding af hvisken, og små svage kærtegn mod hans nakke.
''For ham her - gælder knap for én.'' hun virkede helt oprigtig.

Kain stirrede lamslået på Neph, sådan som hun bare bevægede sig rundt om incubus-dæmonen.
Han kendte intet til at Neph ikke frygtede Sean, ikke på det punkt.
Han ville jo aldrig røre hende, så der var intet at frygte.

''Sephthys, stop det der, omgående!'' mens Kains ord prællede af som vand mod plastik.
''Jeg har savnet dig..'' sukkede hun, inden hun trak sig lidt væk fra ham. Hendes krop havde gnedet sig op af hans, afslappet og kælende. Dog... ikke intimt.

Han smilte og smed træstaven hen mod en af sine mænd, som greb den atletisk.
Han Vendte sig mod Kain for at angribe...Da Neph lige pludselig blandede sig. Hvorfor nu det? ville hun hævne sig på noget, på ham? Han kunne ikke se hvorfor. Men han stolede ikke på hende lige nu. I sådanne tilfælde her, var man a sig selv nærmest. Når kain kan overtale hende til at komme tilbage, kunne han vel også bruge hende imod ham. i håb om den knækkede ham.
Sean rettede ryggen helt op, greb fat i Nehps arm, ikke for hårdt men heller ikke helt blidt. Han så over på Kain et øjeblik.
"Betyder hun overhoved noget for dig?" spurgte han smilende, som om hun slet ikke havde prøvede at smigre sig ind på ham. hun havde virket så...overfladisk.
pludselig havde Sean en kniv i hånden og holdt den hen til Neph et øjeblik for at se Kains reaktion.

Han lod kort blikket hvile på Neph.
"Hvad har du tænkt dig? Pisse på mine følelser og forlade mig på den måde igen? Det tror jeg ikke. Jeg gør ikke kun dette for dig. Hvis du tror du kan snyde dig, ved at charmere dig ind på mig, har du spildt den chance. " hun havde sikkert arbejdet for Kain hele tiden.
Han slap hende, samtidig med han skubbede hende lidt væk og gik tættere på Kain. Han ville gerne have dette overstået. Han ville gerne have Kains blod på sig, inden solen stod op igen.

Om hun betød noget? nej. Det havde hun aldrig gjort. Hverken for den ene eller for den anden.
Kain stod kold som is, hvilket kun understøttede hendes følelser.
Ikke blodt holdte han en kniv mod hende - han afviste hende blankt.
Forståeligt nok.

Da hun blev skubbet væk stod hun ven sværeste beslutning længe.
Skulle hun gå hen til Kain som hun var blevet påbudt? Skulle hun lade Sean gøre hans 'job' færdigt? Skulle hun vende sig om og gå? Hendes sidste mulighed virkede som den bedste.
Ligemeget hvor mangen mænd hun skulle igennem, så ønskede hun ikke at se på dem et øjeblik længere.
Kain kunne have set hende blive gennemboret af den kniv uden at fortrække en mine. Og Sean kunne gøre det med fryd i øjnene.
Hun ønskede ikke være i selvskab med to der kunne være så... fremmede.

Kain ventede blot. Han rørte ikke en muskel, stod bare og ventede.
Mens han stå neph begynde at gå. Ikke fra retningen de selv var kommet fra, og heller ikke hvor Sean var kommet fra - bare væk. Hun følte sig til grin, hvilket hun i bund og grund også var.

Hun så det som altid kun fra sin egen side. han skulle dog ikke gøre sig hellig på det punkt...han havde ikke ligefrem været sød ved hende på det sidste...men han følte selv han havde prøvet at forstå hende mere, end hun prøvede at forstå ham. Han havde bare lukket godteposen. For stedse. Det var bedst for dem begge. Han håbede bare, hvis de slap levende fra dette, at hun ville glemme ham og leve videre...på en måde.
Han smilte svagt. Kain var så kold, at man næsten skulle tro han faktisk følte noget.
Sean var dog ligeglad.

på et øjeblik var han over hos ham, med kniven i hånden. Han var ikke van til at folk ikke gjorde modstand, men valgte bare at angribe, så måtte kain opføre sig som han havde lyst til.
Hans kniv fløj direkte mod struben....

Hun bed sammen, ligeglad med at de to gik i flæsket på hinanden.
Sean ville vinde alligevel. Kain ville ikke slås, han ville jo bare have det overstået.
Hun gik væk fra dem, i et stødt tempo. Egentlig, følte hun sig bare godt og grundigt gjort til grin.
Kain havde været ligeglad med at hun blev truet med en kniv, og Sean var åbenbart også. Fint, Hun havde ikke brug for at de to stædige mennesker skulle blande hende ind i det yderligere.

Kain lod Sean angribe.
Lod ham gøre hvad han ville.
Han var lamslået, frustreret.
Hun havde slanget sig om Sean, på en måde hun aldrig havde gjort på ham. Så intimt.
Og de øjne hun havde når Sean blankt afviste hende gjorde blot at han ikke længere kunne se på hende.
Hun havde virket så... tæt på ham, i forhold til hvor tæt hun ville komme på Kain. Og alligevel havde hendes blik da hun blev afvist virket så... Tom?

Han var ligeglad med Kains tanker og forvrængede følelser. Kniven skar igennem halsen og ville normalt dræbe et menneske. Men Kain var vampyr, hvilket var grunden til han lynhurtigt fandt en træpæl frem fra sit bælte og borede den ind gennem hans hjerte. Ikke fordi han var gammeldags, men mest ford pælen kunne blive der og det intet ville gøre hvis den gik i stykker.

Han rettede sig op med blod ud over hænderne og noget af tøjet. Og smile. Det var lykkedes, han havde dræbt Kain. Men hvad nu? Hvad ville hans mænd gøre?
Han kunne ikke lade være med at være lidt betænkelig.
En af hans mænd kom over til ham.
"bos?" det var Jimmy fra før.
"Vi er færdige. Sendt nogle mænd rundt og tjek om der gemmer sig nogle eller der er andre mistænkelige ting i området. Send nogle spioner til hans game skjulested og se hvad de foretager sig. Jeg finder dette ret mistænkelig..."
"Og kvinden?" Sean sukkede kort.
"Hun er nok ligeglad med mig. Hvorfor skulle jeg så være andet for hende?" Jimmy så lidt på ham. Han endte sin chef bedre end det, men modsagde ham ikke.
Mens Sean gjorde klar til at gå hjem, valgte Jimmy dog selv at gå efter kvinden og snakke med hende...For sin chefs skyld.

Så midt i mørket, efter ordrende var givet, fandt han hendes spor og fulgte det...

Kain mærkede smerten før noget andet. Kniven var han ligeglad med, men træpælen sved. Blodet flød da han faldt om - livløs på jorden. Med øjnene spærret op i smerte.

Neph derimod, havde sat sig ved en stor sten.
Hvad skulle hun gøre nu? Kain havde givet hende en ordre, at tage tilbage og fortælle de andre at de skulle komme væk.
Men til hvad nytte? Hun var ligeglad.

Hun sad med knæene op under hagen, og armene slynget om benene.
Hun ville ikke mere, hun blev bare her.
Her ville ingen komme efter hende, regnede hun da med.
Og da hun endelig følte sig nok alene, begyndte hendes negle at bore sig ned i hendes overarme. Blodet dryppede lidt.
Hun var kold, følelsesløs. Tom. Hun havde ikke mere nu. Intet.
Eller sådan føltes det.
Lige ind til hun hørte skridt i nærheden.

Sean havde set efter om Kain nu også var død. Han bad nogle halshugge ham, hive hans hjerte ud og brænde det hele. Så var han sikker på personen aldrig kom til live igen. Man viste aldrig, med de skide blodsugere...
Og som han bad om, det blev gjort.

Jimmy gled gennem mørket, om en fisk gennem vandet. Han var vant i mørket og fulgte let sporet, til han endelig bemærkede en skikkelse der sad på en sten lidt fremme. Det var ikke hans mening af snige sig ind på hende, men han var trænet i at være lydløs og tænkte ikke nærmere over det.
"Nephthys?" han havde hørt hende blive kaldt det navn flere gange.
"Jeg kommer ikke for at skade dig eller være efter dig. Jeg kommer af egen fri vilje, min chef...Sean...Ved ikke engang jeg har opsøgt dig. Er du villig til at snakke lidt? Jeg er Jimmy. Jeg bar dig til vores hus, sidst gang vi havde et sammenstød med Kain. Jeg er en af Seans bedste mænd og betroede. Jeg har magten over mange mænd og kender min chef på det venskabelige niveau..." Han kunne ikke komme i tanke om, hvorvidt der var andre ting hun bør vide.

''hvad vil du?'' hendes stemme var grødet og underligt betonet af både smerte og sorg.
Hun var ligeglad med hvem han var. Hun kendte ham, og hun kunne ærligtalt ikke se det vigtige i hans forhold til Sean.
''Hvis du er her for at bede mig holde mig væk - så er det spild af tid. Jeg kommer ikke tilbage mere..'' mumlede hun.
Hun så ned, og bed sammen

Han smilte svagt, fandt en sten som han skubbede hen et sted ved siden af hende, som han satte sig tungt på. Han lod blikket glide op mod himlen et øjeblik.
"Jeg har oplevet mange ting" sagde han så endelig.
"Min barndom var nok en af de bedste. Dejlige forældre, dejlige søskende. Ha, jeg sloges tit med min bror! Vi var altid sammen ser du, sikke en masse ballade vi kunne lave!" han smilte let ved mindet.
Men så sukkede han, et dybt suk som lød alt alt for dybt.
"Det er først når tingene er væk, det går op for en, hvor meget man enlig har brug for dem" sagde han så endelig og så hen på hende, gennem mørket og månens lys.
"Sådan er det også med Sean, han er bare for stædig til at indrømme det. Han har været meget indelukket, skal du se. Ja, det ved du nok allerede. Han er ikke lige frem en bog alle kan læse. Men du har nok været tættere på starten, end jeg har set andre være længe! og guderne skal vide han har brug for det...Jeg kan ikke forklare hvordan, men det har han. Han har brug for dig, som ven, som støtte..." han rystede på hovedet.
"Jeg ved ikke hvad jeres relation var eller er. Men han har aldrig givet sine mænds liv, uden rigtig god grund. Han har nu gjort det to gange, hvor du har været med. Hvorfor tror du?" han rejste sig op igen og bankede sine hænder sammen, som om de var meget kolde.
"Nå...Det var bare det jeg ville sige. Lad dig ikke slå ud. Livet er fuld af oplevelser. Modgang som medgang." og så begyndte han at gå tilbage.

''mine forældre blev slået ihjel, af den mænd i lige har slået ihjel..'' sagde hun stille.
''min storebror.. voldtaget og slået ihjel. Sean var den eneste der vidste hvordan Kain har behandlet mig... Nu, nu har jeg intet at leve for. Min hævn over Kain.. Min verden har ikke drejet sig om andet end Sean på det sidste. Jeg tænker ikke på andre. Aldrig. Jeg ville sådan ønske at han..'' hun så på Jimmy da han rejste sig.
''det her bliver mellem os to, ikk?'' spurgte hun stille, og så bedende på ham

han stoppede op og så ned på hende med et lille smil.
"Selvfølgelig. Bare os to. må jeg sige noget? Livet er ikke slut endnu. Man må leve med hvad man kan. du kan måske ikke blive hans eneste ene. Men der er vist ingen der har forbudt jer at være sammen alligevel. vær hos ham, hvis det gør dig glad og giver dig noget at lev for. Brug ham som din nye grund. For han har brug for dig" foreslog han.
"Selv om han skulle sige nej. Selv om han skulle virke afvisende. så være stædigere end ham. Det har han rigtig godt af!" han smilte lidt igen ved dette. Han var en af de få der kunne sætte sig op imod denne dæmons særlige temperament. Og det havde tit båret frugt. Selv om Sean var gået væk i vrede, kom han ofte tilbage lidt senere og gav ham ret. Han skulle bare lige tænke lidt over tingene.

''det er noget andet med dig og ham. I to er fortrolige. Han mistænker mig sikkert for alt mellem himmel og jord. Et kort sekund havde han været venlig, og så snart han så Kain var han parat til at spidde mig med en kniv. Sean har brugt mig som en lokkedukke. Intet andet. Der er intet mellem mig og Sean, og det bliver der aldrig. Hverken som venner eller noget andet. Jeg er bange for at jeg selv har smadret den spinkle mulighed da jeg slog den handel med Kain af..'' hun så på ham, opgivende.
''nej, livet er ikke ovre. Det ved jeg. Men jeg har ikke lyst til et liv hvor Sean hader mig, fordi han tror jeg holdte med Kain...'' hun så lidt ned.

''Sean tror ikke på mig.. Hvis jeg fortæller ham sandheden vil han tro det er en løgn.. Og sådan er det bare nødt til at være..'' sagde hun spinkelt og bed sig i læben.

Det endte med at Jimmy satte sig på stenen igen og lænede sig hen mod hende.
"Du minder mig om min datter. Ja, altså den gang hun levede" svarede han tungt. Mindet gik ham stadig på. Sean var den eneste grund til han kunne have en normal hverdag. Evigt på jagt efter de slags, som gjorde sådan noget her...
"nu vil jeg fortælle dig om nogle sandheder om Sean. Hvad du vil drage af konklusion om ham bagefter, er mig uvedkommende.
Jeg er en af de få, som ved bare lidt om hans liv. Og endnu mere, jeg ved lidt om en gammel mand, kaldet James.
Jeg lærte Sean at kende på et ret uheldigt tidspunkt. Han havde ikke alt det her! Han havde levet i denne verden i næsten hundred år, men den tid gik med en ting. han var et vrag da jeg fandt ham. Jeg vil ikke komme ind på detaljerne. Men jeg fik ondt af ham, han nægtede dog at tale med mig. afviste mig, som alle andre.
Dengang havde jeg stadig min datter. Der var ren tilfældighed det hele!
vi var ude og gå i byen, midt om natten, da nogle vampyrer kom. De omringede os og ville kun en ting. Drikke os tomme for blod.
Vi sloges og løb for vores liv, men det er jo næsten umuligt mod de dyr..." han så sorgfuld ud at øjeblik, da han stirrede ned på sine hænder.
"...Havde det ikke været for Sean, var jeg også død. Havde det ikke været for Sean, gik de bæster måske stadig rundt i byen. Min datter døde senere samme aften af blodmangel. Jeg ved hun ikke ville se sin far sidde og sygne hen, så det endte med jeg forfulgte Sean. Selv om han havde reddet os, var han stadig lige ligeglad. Men med tiden åbnede han sig lidt op igen.
Inden han gjorde det, var jeg overbevist om han hadede mig. Hvorfor viste jeg ikke, men jeg var helt i den syvende himmel, da han talte til mig..." i et øjeblik lyste Jimmys øjne op, da han så op på Nephthys igen.
"...Den skøre rad! han var jo skræmt fra vid og sans. Den eneste person...Den første person der nogen sinde havde vist ham kærlighed. Havde givet ham omsorg, var død. Det var første gang han rigtig havde oplevet det. Jeg ved ikke hvad der er sket med hans forældre, siden de ikke gav ham det...men nu var manden død og han viste ikke hvad han skulle. Da samarbejdede vi om at blive de bedste til de ting vi gør nu..." han sukkede svagt og lænede sig lidt tilbage igen.

"Det var vist den lange historie. Hvad jeg enlig gerne vil sige er, at det skulle undre mig meget hvis Sean faktisk hader dig.
Prøv at tænke over det...hvilken en af de forsvars mekanismer har folk? Folk som frygter at blive såret? De kan blive kede af det, indelukket...eller de kan prøve at ignorere den eller det der giver denne følelse. Sean går mest efter det sidste. Hvis ikke han slår det ihjel, ignorere han helt sine følelser. Det har reddet hans liv mange gange.
Men han hader dig ikke. Det ved jeg. Han har risikeret vores alles liv to gange nu...Ja, godt nok tog Kain ikke mænd med, men i teorien. For dig, mest af alt. Det er mere end han har gjort for nogle andre. og jeg er ærlig talt nysgerrig over hvem der kunne få ham til det..." han blinkede kort til Nephthys, men på en næsten faderlig måde.
"Sean stoler på meget få i sit liv. De få han gør, vælger han med omhu. Det har tiderne lært ham, siger han selv. At være forsigtig og jeg giver ham ret, man skal være forsigtig. Men du har ramt ham på et ømt punkt. Jeg gætter på han stolede på dig, men har sikkert følt du svigtede ham, på en eller anden måde.
Desuden kan jeg godt fortælle dig, han havde aldrig tænkt sig at slå dig ihjel. Han gjorde det udelukkende for at irritere Kain, håbede han i hvert fald" han havde lyst til at smile. Men viste ikke om det overhoved var tidspunktet for det.
Men han kunne allerede nu mærke, hvad Sean mon havde fundet tiltrækkende ved denne kvinde. Sean havde altid haft en svaghed for...visse ting. Han viste at Sean allerede havde en kvinde at kalde sin. Men det forhindrede ham ikke i at ville have Neph tæt på sig...

Hun sad bare og lyttede, indtil det kom på banen med James.
Så... Han kendte altså til James? Hvor meget mon..

''Jeg tør ikke tage tilbage til Sean..'' indrømmede hun stille.
''Hvis han virkelig er som du påstår - så giver han mig den kolde skulder. Hvis ikke, så tager han imod mig med åbne arme. Han ved ikke at Kain udvalgte en ny leder for klanen. Jeg kan ikke sige hvem, da det er blevet mig forbudt. Klanen kommer ikke efter ham mere. Heller ikke efter mig. De dræber ikke længere. De bliver i deres huler og gemmer sig.'' sagde hun bare inden hun rejste sig.

''jeg påskønner virkelig din fortælling, Sir.. Jeg ved hvor hårdt det er at se familie dø. Jeg kan ikke påstå at jeg forstår dig - for det ved jeg ikke om jeg gør. Hvis jeg ikke ser Sean igen, må du love mig en ting.. Pas godt på ham, ikk? Jeg vil ikke se endnu en dø.'' sagde hun stille, bukkede sig pænt for ham inden hun begyndte at gå igen.
Blodet dryppede igen fra hendes arm mens hun gik.
Hun savnede allerede nu at se Seans lettede smil - nu da Kain var væk.
Men hun havde fravalgt ham - for at beskytte ham. Tro det eller lad være, hun var stadig ved at dø efter at trykke sig ind til Seans krop og kysse ham.
Men det kommer dog aldrig til at ske.

Han havde gjort hvad han kunne. Men når personen ikke selv ville, var det umuligt at gøre mere. han havde prøvet at samle dem igen, trods hans chef ville blive ret vred.
Han overvejede om denne nye leder ikke bare ville give flere problemer. Men valgte at lade det ligge. Han rejste sig tungt fra stenen og begyndte at gå hjemad, helt alene.
Han ville altid passe på ham. Men han ville nu helst se ham, sammen med Neph igen. Hans chef havde virket glad på det punkt. Nu virkede han indelukket og...sur. hele tiden. Han ville ikke tænke mere over det. måske var det bedst, måske ikke. det var ikke hans bord, han burde slet ikke have prøvet.
Han kunne ikke gøre mere. Ikke når hun ikke selv ville. på en måde beundrede han sin chefs tålmodighed...Hvis hun altid så stædigt blev ved med at tro alt var forbi. Og på en måde havde han ondt af hende, at hun altid tænkte sådan.
Han rystede svagt på hovedet. Hun mindede alt for meget om hans datter...lige så stædig. Dog havde hun været fuld af glade tanker, hele tiden. En sand perle.
Han mærkede sorgen vælde op i sig, og mærkede tårerne der gled ned over hans kinder, mens han gik hjem.

//Jeg har ikke mere at skrive lige nu...?//