Everlasting flight from love - Zann

Fortiden…
Man hørte en dør lukke sig stille og forsigtigt, ude på den mørke gade, der fik en svag oplysning fra gade lamperne.
Nogle stille skrid hørtes forlade stedet og stille liste sig ud på vejen, hvor personen med lange faste, hurtige skridt ned ad gaden, og da personen trådte ind i skyggen af en af de små gadelygter, så man at det var en ung kvinde med ildrødt hår, klædt i en fin knækort hvid kjole, lette sorte sko, og så havde hun en halskæde med et vedhæng der var formet som en dråbe med en slyngplante viklet om, og ned langs siden hang der en gammel brun slidt lædertaske som var fyldt med penge.
Kvinden standsede der i lyset, tog forsigtigt en enkel guldring hun havde på sin højre ringfinger, spændte sin halskæde op og puttede forsigtigt ringen på kæden, tog den så på igen og begyndte igen at gå ned af gaden, og forlade stedet første med små skridt, og stille og stille blev de større og større indtil hun løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende væk fra dette sted (og det var hurtigere end man lige skulle tro).
Det sidste man så til kvinden i lang tid var et kort glimt af den hvide blafrende kjole og røde hår der mindede om ild ildebrand.

Nutiden…
Det var en evighed Alítheia sidst havde været i denne omegn, men fortiden havde vel indhentet og kaldt hende tilbage. Mange ville finde det mere normalt det der var hendes historie, men for hende var den noget af en mærkelig noget, mest på grund af hendes følelsesløshed, da hun havde droppet alle former for det for længe siden… næsten da, for nogle gange skete der det, at en fik frembragt nogle i hende, og når de kom frem, voksede de sig hurtigt stærke, stærkere end normalt for andre, så hvis hun sørgede, kunne det hurtigt udvikle sig til en grådkvalt situation, eller hvis hun var forelsket, til en alt for sød situation, og det vidste hun udmærket godt, derfor skyndte hun sig altid væk fra en person, når der dukkede det mindste tegn på følelser op.
Det var sket for mange år siden, Alítheia havde været forlovet, tro det eller ej, men ringen der altid hang i den halskæde hun havde på med det mærkeligt formede vedhæng, havde dengang været hendes forlovelsesring.
Han hed Zamandron Elliot Bang, i starten havde lod hun som om hun elskede ham, men ville egentlig lokke penge ud af ham, og så kort forlade ham, men i forhold til mange andre havde han behandlet hende godt, og inden hun vidste af det var de så forlovede, hun ville egentlig ikke sige ja, men noget inden i Alítheia fik hende til det, en følelse der var ved at komme frem, og så en nat et halvt år senere havde hun forladt ham, taget mange af hans penge med og de ting der ville vække flest minder hos ham om hende.

Grunden til Alítheia befandt sig dette sted igen var ham, men ikke for at vende tilbage til ham, nej hun havde hørt om hans død, og en del af hende måtte tilbage og sige farvel, så derfor befandt hun sig nu inde på gravpladsen, for netop at sige farvel.


Der sad hun så, i nøjagtigt det samme tøj som den nat hun forlod ham, hun sad på knæ foran det store gravkammer, hvorpå han navn stod, med en enkel lille hvid lilje ringen havde hun sat på sin finger, og så det blå dråbevedhæng der lå køligt på halsen. En enkelt tårer gled stille ned af hendes blege kind og ramte sagte jorden.
Så skete det, alt sammen på en gang, da hendes tårer ramte jorden åbnede dørene sig pludseligt, og der, lige foran hende stod han, ham hun havde sørget over Zann…

Blikket var faldet direkte på hendes ansigt. Det var ikke det varme blik hun kendte. Dette var koldt og blodigt. Han var vred. Det var tydeligt. Og det var osse tydeligt hvorfor. En kraftig bølge af en voldsom udød Aura kom. Kort efter åbnede nogle af kisterne omkring på kirkegården. Efterfulgt af skeletter kom gående hen bag hende. Zann gik roligt ud i lyset. Og så snart lyset ramte blev han forvandlet. Til noget skrækslagene. De hule huler af hans øjne. Og den lille blå prik i midten. Den evige mørke man så når man så hans blik. Det var som om at man blev fanget i mørket. Zann var ikke bare i live. Han var Halvt i live halvt død. Selv ikke en vampyr var lige så halvdød som ham. Han havde en aura som var utrolig for en død. Og styrken blev bare ved med at stige. Læberne gik fra hinanden og med en blid kold og kynisk stemme sagde han. "Velkommen til mit ydmyge hjem skat" Smilet blev sindssygt og 2 soldater greb fat i hende for at hun ikke skulle stikke af.

Den sorg der havde været i hendes øjne før, de tårer der havde været ved at strømme ud var med et væk, og skiftet ud med en stor undren.
Forvandlingen skete lige efter at han var trådt ud i skyggerne, det var skræmmende og mystisk på samme tid.
Øjnene, var så anderledes fra dengang hun kendte dem, der var de ikke fyldt med mørke og rædsel, de var derimod fulde af omsorg og kærlighed.
Alítheia kunne ikke stoppe, med at kigge ind i de mørke øjne, hun følte sig fanget af dem, magtesløs over for det mørke der ikke ville stoppe.
Hun var i chok, at han stod der, og det var ham, ikke bare hende hjerne der spillede hende et puds fik hende til at se ham. *Hvordan er det lykkedes ham at komme til i live igen? Hvordan var det egentlig han døde?* tænkte Alítheia hurtigt indtil hendes tanker blev afbrudt af hans kolde stemme der skar som skarpe knive. Kort efter mærkede hun kolde hårde hænder gribe om hendes arme. Det var skellet hænder, han havde fået dem til det.
I starten vred hun sig en del for at komme ud af deres greb, men hver gang gik det den modsatte vej, de strammede bare grebet mere og mere, indtil hun var ved at skrige af smerte, og derfor holdt op.
Alítheia var måske ikke altid den mest fornuftige når det ikke var hende der havde grebet om situationen, for i stedet for at være ydmyg, valgte hun som så ofte at være kold og flabet.
”Mange tak skal du have søde, og ja ydmyg det har du jo altid været, så det undrer mig ikke at de hjem også er det” Sagde hun med en hel kold monoton stemme, og sendte ham bare et ligegyldigt blik.
Hun vidste egentlig udmærket godt at han muligvis ville få et raseri udbrud snart, og det ville sætte hende i en værre situation, men hvis det skulle være på den måde, kunne hun jo lige så godt fyre et par bemærkninger til af… Og det gjorde hun også.
”Jeg må indrømme at der er noget jeg virkelig har savnet dig…” sagde hun med en kærlig uskyldig stemme, som snart ændrede sig til at være lidt for kæk… ”din fuldstændigt stupide tankegang” endte hun sætningen og sendte ham et lidt for selvtilfredst smil. ”Og at du døde… tja det beviser jo bare, hvad jeg siger… Men en ting må jeg dog vide… Hvorfor er du i live, når der i så mange år har været rygter om din død Zamandron” sagde hun med en munter stemme og lagde så hovedet let på skrå, og kiggede bare på ham.

Zann så koldt på hende. Den flabede stemme irriterede meget hans indre stemme. Den stemme der egentlig styrede hans krop lige nu. "HOLD DIN KÆFT DIN SO." Råbte han før han fandt sin hånd frem og knyttede den hvorefter han slog hende lige på kæben. Han kunne mærke noget sige knæk. Men om det var hendes kæbe eller hans knor. Det vidste han ikke han vidste bare. At der var blod på hans næve lige nu. Blodet dryppede svagt fra hans næve. En skeletarm mere kom op som greb fat om halsen på hende og tvang hende ned på jorden. Hans krop blev hans menneskelige krop igen. Han havde selv taget over igen. Og det første han gjorde var at grine hånligt. "Hvor du ynkelig. Du har lige stået og grædt ved min grav og så tror du jeg er dum?. Jeg har holdt øje med dig i flere år. Selv i min død har jeg holdt øje med dig. Hvad er det ved at være? 2.000 år siden vi blev gift? Jeg har holdt øje med dig i al den tid. Jeg lod dig løbe du stak ikke af. Jeg vidste du ikke elskede mig. Jeg vidste det kun var efter pengene. Jeg fik ondt af dit usle liv. Derfor lod jeg dig løbe. Men nu? Kommer du og besudler min grav? Og det tror du du kan slippe godt for." Han grinte hånligt. Før han roligt bukkede sig ned og gav hende en lussing. "Din modbydelige kælling. Jeg foragter dig. Og på grund af det vil jeg pine dig hele denne lorte dag. Lige indtil du opgiver og overgiver dig til mig." Sagde han med et ondt smil.

Blodet begyndte stille at dryppe ned på den før hvide kjole, så der kom små røde pletter, der langsomt flød en anelse ud og dannede små mønstre, før det størknede.
Alítheia mærkede en stor smerte i sin kæbe, men der var dog ikke sket noget værre ved den, end et slag (og så det at det havde fået hende til at bløde ud af sin mund). Hun havde haft ret angående til Zanns raseriudbrud, hun havde fået pirret ham nok til at reagere på det.
Faktisk morede det Alítheia en smule, at hun havde så let ved at få hans temperament til at stige i den grad, som det gjorde, når bare hun kom med nogle små kommentarer.

Hun mærkede Endnu en skellet hånd gribe om hende, denne gang, var det hendes nakke, og den maste hende hårdt ned af mod jorden, så hun nu ikke kunne bevæge på nogen måde, det eneste hun kunne gøre, var at se hadefuldt på Zann, der nu havde taget skikkelse af sit eget jeg.
Hun begyndte at fnise da han kom med sit lange foredrag om hvordan han havde holdt øje med hende i alle de år, og at han lod hende stikke af. Alítheia havde meget svært ved ikke at bryde ud i en høj latter, men hun gjorde alt for at holde den inde.
Alítheia begyndte at tale til ham i et muntert og flabet tonefald.”Så i alle de år holdt du øje med mig… ja ja, det var vel din eneste måde at få kontakt med nogle på. Og min kære vi blev aldrig gift, jeg stak jo af inden… Og ja jeg kommer, fordi jeg priste mig lykkelig over at verden endelig slap af med dig!” Hun endte dog med at sige det sidste skarpt.
Inden hun egentlig havde sagt det havde Zann givet hende en lussing på den ene side af hovedet, der gjorde den forrige smerte til at blive værre, så hun derfor skar tænder.
”Zann måske er jeg modbydelig… men det er vi jo egentlig alle sammen… og det rager mig om du piner mig, du vil sikkert bare slå mig mere, sparke lidt til mig, måske skære lidt i mig?” sagde hun i et ligegyldigt tonefald og så ham lige i øjnene. ”Men jeg vil aldrig, og jeg mener ALDRIG overgive mig til dig!” sagde hun nu med en kold stemme, og et tomt blik, og håbede på han ville glemme sine planer om hævn.

Snart efter mærkede hun skellet soldaterne hive hende op, og troede han ville lade hende gå, men hun tog åh så grueligt fejl, dette ville ende værre end hun overhovedet kunne ane, den smerte han ville tilføre hende, var værre end hun havde troet.

Zann tog med lette skridt et lille vend. Hans hånd hævede sig og vinkede hende med. Skeletterne tvang hende med. Hvis man så efter på deres ansigter kunne man se hjørnetænder. Det var vampyr skeletter. Og deres styrke havde de endnu. Zann gik roligt hen mod en kiste af marmor som stod midt i rummet. 2 soldater der tydeligt var gamle barbarer kom hen og hev kistens låg op. Indeni var der en trappe. Og forsiden kørte ned så man kunne gå ned af trappen. Zann gik med rolige skridt ned af trappen. Trappen var lang og der var kun et svagt blåt lys. Alligevel kunne Zann gå som om han kunne se det hele derinde. Da de nåede et godt stykke ned under jorden nåede de til et stort rum. Et rundt rum med mindst 20 meter til loftet. Nede i bunden lyste et blåt pentagram. Rundt i kanten var der 5 døre. Alle sammen i marmor dør så de skulle bruge kræfter til at få dem op. Undtagen en af dem som var en titanium dør. Zann nåede ned til bunden og vendte sig rundt og ventede på sine soldater. Da de kom ned med hende førte de hende ind i et rum i nærheden. Rummet med titanium døren. Zann fulgte med. Derinde var der kæder over det hele. Skeletterne gik hen og satte hende fast med ryggen til Zann. Med tre kæder på hver arm. Og 4 kæder på hver fod så hun ikke kunne bevæge sig særlig meget. Specielt ikke vende sig om. Derefter gik skeletterne hen i et skab i nærheden. Hvor de fandt en nihalet pisk frem. Med knupper for enden for at det skal gøre mere ondt. Derefter gik skelettet hen bag hende og slog hende hårdt på ryggen.

De to skeletter hev Alítheia op at stå, og fik hende trukket med ned i gravkammeret, hvor Zann lige var kommet ud fra. De gik ind i graven, og der blev et låg hevet af, så det afslørede en lang trappe ned, til under jorden. De to skeletter, som havde været vampyrer engang, havde stadig godt fat i hende, og hev hende med ned ad trappen. Trappen var mørk, men blev oplyst af et svagt blåligt skær, da de kom længere ned, kunne Alítheia se at det var fra et stort stjernepentagram, der dækkede det store gulv.
Da de stod nede i rummet kiggede Alítheia rundt, og så at de fleste døre var tykke, undtagen en. Hun tænkte først at det måtte være et ligegyldigt rum, og et af dem med tykke døre måtte være en fangekælder. ”Sikke smukt du har indrettet dette ’hyggelige’ hjem” Sagde hun med en flabet og hovmodig stemme til Zann.
Alítheia havde slet ikke ret, for det var den tynde titaniums dør, hun blev ført hen til, der blev hun låst fast med kæder der raslede. Hun prøvede at kæmpe imod mens de satte dem på hende, men hun kunne ikke gøre meget, hun strittede imod mens de satte kæderne på hende, men der var ikke meget at gøre. Da kæderne først var sat på, kunne hun ikke rokke sig ud af stedet, det eneste hun kunne, var at vende hovedet, og der så hun et skelet komme gående med den nihalede, en forfærdelig pisk. Hun mærkede slaget ramme hendes ryk, og smerten, den varme følelse, der gjorde å ondt og sved, hende kjole blive flænget af pisken, og blodet stille sile ned af ryggen, hun mærkede smerten. ”så dette er din simple og ynkelige hævn, en hævn for en svagpisser” sagde Alítheia da den værste smerte var væk, med sammenbidte tænder. Hun klare meget smerte, men hvis dette var hans hævn, kunne hun være ligeglad for den ville snart være over og han ville være ynkelig.

Det svage hånlige grin kunne høres på lang afstand. Det var sådan at selv nogle af skelletterne gøs. Han så ondt på de skeletter som gøs. "Svage skeletter." Hviskede han svagt imod dem. De bukkede dybt og ydmygt. Hvorefter hans blik vendte sig imod Alítheia. Langsomt blev hans hånd langsomt hævet. Og roligt greb fat om hendes hage og op langs kindbenene. Hev hendes ansigt hen foran hans eget. "Hvis du virkelig er så klog. Hvad så med at fortælle mig. Hvad ville være en stærk hævn nok. Jeg kunne bare sprælle dig op. Jeg kunne flænse huden af dig. Jeg kunne gøre så mange ting. Men det betød at jeg blev nød til at dræbe dig. Jeg synes det er mere hævngerrigt at gøre en ting af gangen. Først pisk." Skelettet piskede igen mens Zann holdte hårdt fast om hendes kæbe. "Dernæst tror jeg at jeg vil brække din kæbe så din uvaskede mund ville kunne tie stille." Langsomt stak han en finger ind i hendes mund og lagde en hånd på hendes pande. Langsomt hev han ned i hendes kæbe mens han holdte hendes pande oppe. Mere og mere. Før eller senere ville hendes kæbe give op og brække.

Hans greb og kæben gjorde ikke ondt, eller skadede hende, endnu. Men Alítheia havde dette med at blive rørt af folk, og det skete nu. Den slimende fornemmelse sprang frem ved hendes fingre, det var som små orme krøb under hendes hud, og langsomt begyndte at kvæle hende. Hun ignorerede det, og prøvede at fortsætte hånligt.
Hun grinte let af hans svar, med sin kolde latter, som skar i huden på folk. Zann var ikke efter hendes mening god til dette her, hun led, men hævn var det ikke, han var ikke så ond som han troede, og det skulle hun nok få sagt. ”Åh kære lille pus, jeg ville være en tåbe hvis jeg sagde det til dig, og det ville være synd og skam hvis du ikke lærte noget jo.” hun lo lidt videre, men smerten fra pisken, stoppede latteren, og i stedet bed hun hårdt sammen. Alítheia hørte på alle Zanns idéer, og hans lange tale om smerte. Hun blev lidt lettet da han ikke ville slå hende ihjel, men den lange smerte glædede hun sig nu heller ikke meget til.
Da han begyndte at hive til for at brække hende kæbe, gjore hun det eneste der kunne gøres for at det ikke skulle ske. Alítheia bed ham i fingeren, ikke forsigtigt, men hårdt, og hun bed hårdere og hårde. Efter et stykke tid kunne hun smage den metalagtige smag som blod havde, hun havde bidt hun på hans finger, og stoppede ikke med at bide til før at fjernede sin finger.
Da han havde fjernet sin finger, og hun havde spyttet hans blod ud sagde hun med en mørk kold stemme. ”Du tror du er god til hævn, men fysisk smerte er ikke altid det bedste lille pus.”
Alítheia fortrød hurtigt hun havde sagt det, for i de ord havde hun egentlig afsløret hvad han kunne gøre, hvis han endte hende lidt godt, eller bare kunne se noget på mennesker.

Grinet kom først da hun bed. Han fjernede ikke hånden til at starte med. Nej. Han pumpede hånden. Så mere blod flød ind i hendes mund. Da det første var kommet ud kom det rigtige blod. Hans rigtige blod. Blodet var ikke rødt som så meget andet. Hans blod var sølvagtigt. Og havde en stærk smag af rådden kød. Det blod hun fik i munden var ikke normalt. Det var ældgammelt og råddent. Det var som fordærvet kød. Der var noget helt forkert ved det blod. Og det blev kun værre og værre. For hans blod var osse blevet tilsat noget så smagen forblev i munden. Da hun selv gav lidt slip fjernede han roligt sin hånd mens han fortsat som før. Med at grine. Han hørte hendes skarpe flabede ord. Og hans blodige næve knyttede sig. Før han roligt slap igen. Og grinte svagt. "Du taler om familie. Eller måske venner. Gad vide hvem du har kært som kunne være gode at skade. Lille pus." Sagde han roligt med et hånligt grin. Før han roligt vinkede en af skeletterne hen. Skelettet kom roligt og ærbødigt hen og rakte ham en kniv. Kniven tog han roligt imod. Og lige så hurtigt som han havde fået den. Slap han den igen. Men den faldt ikke. Han havde viftet den og stukket den hårdt ind i hendes lår. Lige imellem den specielle bue i lårknoglen. Hvorefter han viftede 2 skeletter hen. Som begge kom hen. Deres skeletter glød fra hinanden og samlede sig til en stol bag ham. Som han roligt satte sig på.

Zanns grin kunne give kuldegysninger, selv Alítheia fik det, og snart fandt hun ud af hvorfor han lo. Hun havde troet hun var smart at bide ham, men da han ikke trak sin hånd til sig, men bare lod blodet flyde mærkede hun den kvalmende smag, der blev tvunget ned i hendes mave og lunger, hun smagte hans rådne blod. Da han endelig fjernede hånden, hostede og spruttede hun, så blodet væltede ud af hendes mund. I lang tid Hostede Alítheia, både for at få den frygtelige smag ud af munden og for at få blodet væk. Dog stoppede hun hosten og sprutten, da han talte om at skade folk hun holdt af, i et millisekund, gled nogle billeder, af få personer frem, før hun fik svaret ham. ”Åh kære, lad dog være med at bilde dig ind, du ved jeg ikke holder af nogen. Det troede jeg du vidste af erfaring eller tager jeg fejl skat” svarede hun ham hånligt. Hun vidste ordene ville ramme, selvom de nu var blevet til en løgn, for lang tid var gået og få folk havde sneget sig ind selvom, hun ikke ville indrømme det.
Et gisp undslap hendes læber, da hun mærkede kniven, i sit lår. Hun skreg ikke, det var kun gispet, der viste hvor ondt, det havde gjort. Kniven sad i låret, og blodet begyndte at løbe ud fra benet. Alítheia kunne intet stille op, hun var lænket og måtte leve med kniven og smerten. Hun så op på Zann, som han satte sig roligt på sin stol, som havde han vundet en krig, men det ville hun ikke lade ske. ”Kære lille søde Zann, vi ved begge, godt at du er håbløs til at straffe… og alt andet i livet. Så for pokker gi nu op, før du ydmyger dig selv mere” Sagde hun med en stemme, der lød som betød det noget for hende, en stemme der var omsorgsfuld, men fuld af hån.

//undskyld langsomt svar... men kan ikke love forbedrelse... //

Grin der kom denne gang var anderledes før var det hånligt. Nu var det bare ondskabsfuldt. En af skeletterne kom hen med et par små æsker. Derefter gik skelettet i frakobling. Og dannede et lille bord hvor æskerne var indbygget. Roligt gik æskerne op. Der var noget pulver i dem. Et med noget sort. et med noget brunrødligt. En med noget hvidt. Og til sidst. En med noget underligt rødt pulver. Langsomt tog han æsken med det hvide pulver. Greb fat i ledende på hendes kæbe så hendes mund blev tvunget op. Derefter tog han bøtten med salt og kastede i gabet på hende. Så snart det rørte hendes tunge kunne hun med garanti smage det var salt. Efter at have puttet saltet ind i hendes mund tog han det brunlige og kastede ind i hendes hals. Det var kanel. Som opsugede alt hendes vand. Til sidst tog han osse det røde pulver og kastede ind i hendes mund. Chilli. Meget stærk af det osse. Derefter tog han det sorte. Han behøvede ikke at kaste med det uden at man kunne lugte det var peber. Peberen røg tilgengæld ikke ind i hendes mund. Men i hendes øjne. Alt sammen bare for at irritere hende. Mens han smilede ondt.

Alítheia havde forventet noget andet, noget større da bordet og æsken blev bragt ind, end krydderier. Dette ville hun nu snart forstå måske var værre og mere ubehageligt, end hun troede. Hun kunne smage det salte, saltet der var kommet ind i hendes mund, gav hende lyst til at kaste op og hoste, men intet af dette nåede hun førend hun fik smidt kanel ind i munden, en slem hosten kom nu fra hende, og det lykkedes hende at få hostet meget af kanelet udover Zann, hvilket hun så som en mindre sejr. Chili, Hendes mund og hals begyndte at brænde, hun ville hoste, men kunne ikke, hendes øjne løb i vand, og begyndte at trille nedover det beskidte ansigt, og sidst men ikke mindst pebberet, han fik pustet i hendes ansigt, der gjorde at det frygtelige nyseri begyndte. Hun havde svært ved at få vejret, efter alle disse krydderier, der mere eller mindre stoppede hendes luftveje.
Efter længere tids, hosten, sprutten og nysen, havde hun genvundet talens brug, selvom hendes stemme var hæs og svag. ”Er det virkelig…” et langt hosteanfald fik afbrudt hende, men snart begyndte hun igen at tale ”det bedste du kan gøre Zann… du er uden tvivl det mest ynkelige skidt jeg kender” sagde hun, mens et koldt smil kom frem på hendes læber. Hendes hosten og nysen fortsatte et stykke tid.