Fight or flight! - Micah

Sted: Doomsville’s gyder.
Vejr: Overskyet, med storm og regn.
Tid: En meget sen nat.
Omgivelser: Utrolig mange folk som kæmpede for at finde ly for regnen, som lige havde taget til i styrke.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Sikke en nat! Den havde været utrolig god for ham indtil videre. Han havde fået en masse penge ind, og endelig blot været travlt beskæftiget! Det meste af aftenen og natten havde nogle af hans bekendte sagt til andre at han kunne fikse tage, vægge eller andet, her i stormen! Så han havde været fra hus, til hus, til hus og endelig blot reperaret alt muligt! Og fået en masse penge ind!

Så her var han. I hans alt for store, posede og slidte tøj, som endelig var gennemblødt nu, på vej igennem gyderne som han kendte utrolig godt og videre for at komme hjem og få en masse mad! Hans mave knurrede.. Han var utrolig sulten. Måske skulle han også købe noget nyt tøj? Han trak hans hat mere ned over hovedet. Hans krid hvide hår tiltrak ofte opmærksomhed han ikke gad. Så derfor var han for tiden begyndt at gå med denne.

Dog var han ikke noget langt før en gruppe havde pludselig omringet ham. Han vidste slet ikke hvordan og han bremsede op.

”Oooh hej kisser!” udbrød en af dem. Shit.. Dette var en gruppe han tidligere på ugen havde stødt på og løbet fra.. De havde været efter ham de sidste par dage.

”Gå nu bare væk!” Sukkede han irrereteret og prøvede at komme forbi en af dem.. Dog opdagede han slet ikke hvad der skete, før han pludselig mærkede en knytnæve i hans ansigt. Han faldt til jorden og smerten skød up i hans underlæbe og kind..

Det var en rimelig rolig, almindelig nat for Micah indtil videre. Hans slaver var i gang med deres normale arbejde tilbage i huset, nu Jozaf endelig havde fået lært at styre blodtørsten nok til at han turde lade ham være alene med dem - plus han havde beordret hans ghoul til at tage sig af ham, skulle han alligevel prøve på noget. Så det var rart endelig at kunne være ude af huset uden at han skulle decideret spærre Jozaf inde først, eller tage ham med sig.

Han havde været på et kort visit til slave markedet inden det lukkede, blot for at se om der nu engang skulle være nogen de rinteresserede ham der. Det var der ikke, så han var gået videre over til det sorte marked, igen for lige at tjekke ting, og for at få betaling for et veludført arbejde - han havde fået slået den person ihjel, han var blevet hyret til at dræbe for omtrent en uge siden, og han kom skam også med beviset personen havde bedt om, en ring som offeret aldrig nogensinde selv havde taget af, nemlig vielsesringen, som der så var bevis nok for hans 'kunde', til at han fik de guldstykker de internt havde aftalt han skulle have. Så dette var skam en meget god aften, som han begyndte at gå væk fra det sorte marked, og gennem de normale gyder. Lidt sulten måtte han nu indrømme at han også var blevet... Det havde været lidt tid siden han sidst havde sat tænderne i nogen.

Så da han hørte tumult et stykke væk, gik han stille og roligt den vej. Hvor mange andre ville gå væk fra lyden af slåskamp, var Micah typen der altid gik derhen - med den styrke han havde, værende vampyr, var det også sjældent han risikerede noget som helst ved at blande sig i en kamp. Udover at kunne få sig et ekstra måltid, altså. Så da han rundede hjørnet, og så den mindre gruppe der var gået igang på en tilsyneladende rimelig ung fyr, sukked ehan let, men smilede derpå, som han højlydt sagde til gruppen; "Det der virker lidt unfair, gør det ikke? Skulle I ikke hellere lege med en på jeres egen størrelse?" han vidste udmærket godt at han ikke selv var særlig kraftigt bygget, overhovedet ikke, rent faktisk, men det snød jo så noget så grusomt med den skjulte kraft der lå i ham istedet.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han havde knap nok opdaget hvad der skete, før en anden mand kom frem. Den unge shapeshifter så op og stirrede op ham i noget tid.. Blodet dryppede svagt fra hans ødelagte underlæbe.. Han slugte en klump og langsomt rejste sig op.

Gruppen så også over på Micah og specielt med hans fine tøj, begyndte de ente at grine eller fnyse. En af dem gik over imod ham og spyttede ned på jorden.

”Hvad med at du pisser af?” Knurrede han lavt.

Adryen så dette som hans snit til at prøve at stikke af igen.. Han løb hurtigt og prøvede at komme forbi.. Men igen sendte en af mændene en knæ i hans mave og han faldt på jorden endnu engang. Hostede og klynkende svagt, mærkede han hvordan alt skreg i smerte i hans mave. Sparket havde også resulteret i hans hat faldt af og det sne hvide hår blev nemt at se. Hans kombination af lidt anderledes hud farve? Og med dette hvide hår var så sjælden.. Og specielt fordi det hvide også fulgte med i hans katteform.

Han trak vejret hurtigere, han ville væk.. Nu.. Så derfor så han snart sit snit og så lidt omkring.. Den nye mand.. Der var noget med ham. Adryen så over på ham, hvis Micah så tilbage? Ville deres øjne nok mødes.. For en stund, før Adryen’s skiftede og hans pupiller blev lange og som en kat’s. Hele hans krop begyndte at krympe ned og snart voksede det lange flotte, hvide pels ud. Han fangede posen med hans penge i, med hans mund.. Før snart han løbe ud af klumpen af tøj som han efterlod. En hvid lille bold skød frem og løb forbi mændene’s ben, før han dykkede om bagved Micah, stod der lidt og hoppede op på en træ tynde som var tæt på.

Micah's blik havde kort hængt ved den blodige underlæbe ved fyren de havde slået på, før hans blik gled op til hans øjne, og deres øjne kort mødtes, før han så tilbage på fyren der havde spyttet på jorden lige foran ham... Mangel af respekt var noget af det der pissede Micah allermest af, så det var jo bare synd for fyren her, at han lige netop havde givet udtryk for det. Han forstod skam godt at det nok så ud til at han ikke var typen til at slås, især med det tøj han havde på lige nu, men skindet kunne bedrage noget så grusomt. "Hmm... Det må jeg beklageligvis afslå," sagde han roligt, måske lidt for roligt og fattet et toneleje til denne situation. Noget som folk der kendte Micah, ville vide var lidt af et faresignal.

"Hvad med at jeg bare leger lidt med jer i stedet, hmm?" Og som der nu tonede et smil frem på hans læber, ville den lille gruppe af mænd tydeligt kunne se Micah's hugtænder, som de blev blottet fuldt ud. Det næste skete så hurtigt at det nok kun ville være andre vampyrer der rigtigt kunne følge med i det - nogle skridt, et slag, og den første fyr var slået ind i en væg. Et par skridt mere, og en anden fyr modtog et spark der var hårdt nok til at knække et par ribben, og sende ham flyvende halvvejs ned af gyden, før Micah så rettede sit fokus på ham, der havde spyttet ned i jorden lige foran ham. Han trådt ehelt hen til ham, og tog et hårdt tag i hans krave. "Du burde passe lidt bedre på med præcis hvem du fornærmer," knurrede han, mens hans øjne fik et lettere rødt skær, som vampyr instinkterne for alvor vældede op i ham og viste den langt mere unaturlige side af ham. "Du ved aldrig hvem der er et væsen der lever af små, sølle skabninger som dig selv," Det kunne godt være han selv havde været et menneske førhen, men det var milevidt fra hvem han var nu. Mennesker var ikke mere ned blot kvæg for ham.

Adryen sad på den træ tønde og så på imens det hele skete foran ham. Han rystede svagt af skræk.. Var hans reningsmand en vampyr? Han duftede til luften og snart lugtede det. Ja, en vampyr. Shit.. Han sank en klump, i hans lille katteform, og så hvordan menneskerne snart blev sparket til side, slået og hvad ikke andet. Resten af flokken stak af i skræk, da Micah snart greb fat i manden, som lige nu havde mere travlt med ikke at pisse i bukserne, end at snakke. Mennesket prøvede at få ord over hans læber, men han kunne ikke andet end klynke og næsten skrige i skræk..

Den lille snehvide kat tog dette øjeblik og forsigtigt prøvede at stikke af. Eller hvertfald gemme sig lige nu. Han krøb ned af tønden og snart luntede væk. Prøvede at være stille.. Men han blødte stadig lidt, så i stedet fandt han en lille træ kasse som var på siden. Regnen var begyndt igen også, så han krøb derind og lagde sig ned med posen med penge og pakkede sig ind i en lille kugle af hvid pels.

Hans lille hjerte bankede hurtigt, skræmt, i smerte og sulten.. Han kunne ikke andet end ryste og blot pakke sig ind der og håbe på manden ikke ville finde ham og vælge ham som sit næste måltid..

Micah kunne ikke lade være med at grine en smule af præcis hvor patetiske han nu engang syntes menneskene var, som de forskræmte løb væk, og ham han havde fat i ikke engang kunne sige noget længere. Så han var i virkeligheden ikke så stor i slaget, kun i munden? Trist... Men det betød da så om ikke andet et meget let måltid for Micah. Hans øjne fulgte kort hvordan den hvide kat fik krøbet sig væk, men det var ikke vigtigt lige nu - med den måde han havde set formskifteren bløde på, før han skiftede form, så skulle han nok sagtens kunne finde ham igen, så i stedet koncentrerede han sig om måltidet lige foran sig, som han lænede sig ind til fyrens hals og bed godt til, for derefter grådigt at drikke af det søde blod der vældede frem. Det tog ikke mere endet par minutter, før han smed den nu livløse fyr fra sig, og derpå still eog roligt tørrede sig om munden, og rettede let på sit tøj.Derefter begyndt ehan stille og roligt at gå i den retning, han havde set den hvide kat snige afsted.

Da han havde rundet et hjørne, lukked ehan øjnene, og tog en dyb indånding - den søde duft af blod afslørede hurtigt hvilken vej han skulle gå, så han fulgte sin næse, som han havde gjort så mange gange før... Som han kom tættere på, opfangede hans ører så også lyden af et lille, meget hurtigt bankende hjerte, og det gjorde ham helt sikke rpå, at han var i den rigtige gyde. Et par skridt mere, og lyd og lugt blev tydeligere, hvorfor han vendte sig om, og fik øje på en lille træ kasse. Stille og roligt satte han sig ned på hug, og fik, som forventet, øje på den lille, snehvide kat. "Hvorfor var de efter dig?" spurgte han så stille og roligt.

Han hørte ikke nogen kom, før det allerede var forsent og han snart så op.. Han så direkte ind i vampyren’s øjne og skubbede sig endelig blot mere tilbage ind i kassen. Han rystede svagt og væste svagt tilbage til manden.. Hans hjerte bankede hurtigt i hans brystkasse og han rystede på hovedet blot. Katten kunne jo ikke svare ham? Han kunne ikke snakke i denne form og hvis han skiftede tilbage nu? Ville han knuse kassen.. Og sidde helt nøgen foran denne fremmed og det havde han endelig ikke lyst til!

Dog så han snart sig om.. Han begyndte at falde lidt til ro og snart rejste sig lidt op og gik ud af kassen, for at sætte hans porte op på Micah’s hånd.. Daskede lidt til den og lagde derefter pengene ned. Han ville give hans penge som tak til vampyren for hjælpen og satte sig blot ned derefter. Hvide katte som Adryen var så sjældne.. Der var faktisk ikke andre end ham i dette område af hvad han havde hørt og set på det seneste.. Måske ville manden være sød og ikke dræbe ham?..

Micah sukkede og rulledelet med øjnene, som han i starten blot blev hvæst af. Virkelig? Han havde lige fået dig det måltid han var ude efter. Godt nok ville det ikke være helt uvant for ham at drikke mere end han havde brug for, men han havde ikk elige den store lyst til det i aften. Han havde set sig lidt omkring, men hans blik røg med det samme tilbage på katten, som formskifteren begyndte at bevæge på sig igen.

Han fangede godt hurtigt hvad det var formskifteren mente med gestussen, men han rystede let på hovedet. Penge havde han ikke brug for - han havde nok af det i forvejen. Og han måtte nok indrømme at han var blevet en del nysgerrig omkring denne formskifter, ikke mindst grundet hans atypiske udseende. "Jeg har ikke brug for penge." uddybede han, og strøgen hånd gennem sit sorte hår for at holde det ud af øjnene, hvor noget af det ellers var faldet hen under den meget korte slåskamp før. "Men dig... Du virker rimelig... Interessant. Og hvis jeg hører rigtigt, er der vist også en lille mave der har brug for at blive mættet," sagde han så, og lagde hovede tpå skrå med et skævt smil. "Hvis du vil svare på et par spørgsmål for mig, skal jeg med glæde sørge for at du kan få fyldt den mave."

Mad? Han ville give ham noget at spise? Han stod lidt og så på manden. Ville han angribe ham? Det håbede han inderligt ikke.. Siden han ikke magtede at løbe eller slås mere. Nok i hans tilfælde, at løbe og stikke af. Det var hvad han var van til efterhånden. At stikke af. Han kunne ikke så meget med at give igen, i en kamp. Adryen havde ikke mange kræfter og han endte ofte imod dem som havde venner!

Han så lige længere på manden, før han snart hoppede op på hans lår. Micah kunne sikkert bevæge sig hurtigere end ham, så derfor valgte han at gå imod hans instinkter og i stedet ville lagde Micah tage ham med. Plus det begyndte også at regne mere, så at måske få lidt dække ville hjælpe på det. Måske var Micah endelig en rar nok mand, som blot så-.. Uhyggelig ud? Man kunne vel håbe.

En svag spinden kom fra ham og da han sad på mandens lår, var vel tegn nok for at han gerne ville med?

Et lille smil var at spore på Micah's læber, som formskifteren tydeligtvis lod til at tage imod hans tilbud. Derfor løftede Micah blidt katten op, og holdt ham i sine arme som man ville holde enhver anden kat, for at yde godt nok støtte til at han ikke bare lige faldt ned igen, hvorefter han roligt begyndte at gå hen mod sit hus i Angerforge distriktet.

Det tog ikke længe med hans tempo - absolut ikke så hurtigt et tempo somhan kunne skyde, men stadig en del hurtigere end det tempo menneskene omkring ham gik i. Han ignorerede også fuldkommen de blikke han fik for at han uden problemer gik i dette højere tempo - det var ikke noget han gad bekymre sig om,hvad andre tænkte om ham. Inden længe betød det så at de var nået fram til hans hus - et to-etagers hus, hvor de med det samme blev budt velkommen af en yngre menneske kvinde, der med et smil nejede. "Velkommen hjem, Hr. Snow." hun hilste ikke på formskifteren - hun hilste nemlig aldrig på gæster, medmindre hun blev bedt om det. "Spurv, gør et måltid klar. Og en af hver type flaske," sagde Micah blot i et roligt toneleje, og Spurv nikkede, nejede en ekstra gang, og gik så ned afen gang til køkkenet hvor hun med det samme gik i gang.

"Hmm... Vi burde nok sørge for noget tørt tøj til dig først..." sagde Micah så, som han så ne d på den hvide kat, før han bar ham med sig ind i et gæsteværelse. "Der er lidt forskellige størrelser af tøj i klædeskabet - du tager bare hvad end der passer dig."

Adryen brugte det meste af turen på at kravle lidt op på Micah’s skulder og endelig blot så tilbage efter dem.. De mange blikke. Ikke nok med blikkende på Micah, sådan som han gik og hvor hurtigt.. Men han mærkede også blikkende på hans eget lange hvide pels. Han krøb derefter tilbage ned på pladsen, på Micah’s arm og endelig blot nød turen. Dog tiltrods for hvor kold Micah var.. Meget kold. Men igen, vampyr? Han havde dog aldrig været så tæt på en her, som ikke ville dræbe ham eller tage ham på stedet.

Da de nåede frem til huset, så han blot på kvinden.. Et menneske? Hmm.. Han kiggede mere rundt, og specielt da de kom op på det gæsteværelse som Micah ledte ham ind i. Adryen hoppede elegant ned på gulvet og så sig omkring. Hans hjerte bankede stadig lidt hurtigt, han var ikke helt tryg.. Men han vendte sig snart til det, håbede han.. Det var jo blot et kort besøg og så kunne han tage hjem igen!

Han så lidt tilbage på Micah, hvorefter han kravlede ind i skabet.. Han fandt snart nogle bukser, nogen som nok ville passe ham fint! Om ikke andet, ville han kunne spænde snoren om hans liv op. Han kravlede ind i dem og snart skiftede hans form. Hele hans krop groede op til den menneskelige skikkelse og heldigvis sad han så bukserne blev på ham.. Og han ikke vidste noget af hans private ejendom frem.
Langsomt rejste han sig og strakte hans krop lidt. Hans læber var heldigvis stoppet med at bløde.

Adryen’s krop var lille, men slank og tydeligt levede han et aktivt liv.. Men ikke nok at spidse. Han var på den tynde side og hans hud havde ikke så meget glød, på grund af manglen på vitaminer osv.

”Tak..” Sagde han venligt, før han ville se efter en skjorte. Han tog ikke meget tøj. Kun det han havde behov for. Et par bukser, sokker, skjorte, en vest og hvis der var sko? Så ja, dem også. Det han lidt på ham, så han rullede blot ærmerne op og derefter prøvede at få det vilde hvide hår til at slappe lidt af. Uden succes..

Hvor Adryen netop lagde godt mærke til alle de mange blikke mod dem, ja, så ignorerede Micah dem netop, da han på nuværende tidspunkt var altfor vandt til det, og virkelig ikke kunne bekymre sig mindre om det end han i forvejen gjorde - han var helt og aldeles ligeglad med hvad folk måtte tænke om ham. Så det tog virkelig ikke særlig lang tid før de var fremme i huset, og han fik taget formskifteren med sig hen til gæsteværelset der havde det meste af det tøj han havde at tilbyde gæster. Selvfølgleig var det kun alt for tydeligt for ham, hvordan den lille formskifters hjerte stadig bankede en smule hurtigere derudaf end det reelt burde, men han bebrejdede ham skam heller ikke. De fleste følte sig vel ikke særlig trygge i en vampyrs nærvær, medmindre de selv ogsåvar et lidt mørkere væsen. Dæmoner, skyggevæsner og faldne engle, for eksempel, havde sjældent noget som helst imod vampyrer.

Som formskifteren nu var tilbage i sin oprindelige form, havde Micah's blik kort været henne på hans læber... Med ja, desværre så blødte han ikke længere. Synd og skam. En gratis lille smag derfra havde nu været dejligt. Micah trak blot let på skuldrene som han blev takket af ham, dog - måske var det i virkeligheden lidt for tidligt at sige tak. Det var uhyre sjældent at Micah hjalp for blot at hjælpe,og dette var skam ikke en undtagelse.

"Det var så lidt. Hvordan havnede du overhovedet i den situation? Var de efter dig på grund af dine penge, eller andet?" spurgte han blot roligt, som han stod lænet mod dørkarmen, i døren ind til gæsteværelset, de utroligt klare blå øjne skarpt fokuseret på Adryen. Det kunne jo godt være fyren bare havde været uheldig og de havde ledt efter en at gå efter, men det kunne jo også sagtens være det var nogen der havde fulgt ham i lidt tid. Man vidste aldrig helt i denne verden.

Han stod lidt og fumlede med en knap i vesten og så derefter op på Micah, da han spurgte ham om gruppen.

”De var blot.. Nogle få af mange små grupper som er efter mig..” Han trak lidt på hans egne skuldre. ”Jeg tror det er en større gruppe.. For det er altid mennesker og de er altid i en gruppe.. Altid ved hvor jeg er, når jeg er færdig med mit arbejde og så videre.” Han sukkede tungt og så derefter op.

”Dette..” Han hev lidt i hans eget hår. ”Dette er ofte grunden til nogen vil have fat i mig.. Det er sjældent.. Og fordi min pels er hvis, når jeg er i min anden form.. Jeg har ikke set andre i dette område, som har det.. Så sjældent, specielt.. Og derfor unikt nok til nogen kan få noget magt ved at have en hvid kat med sig.”

Han trak til sidst lidt på hans skuldre og så om i gæste værelset efter han havde fået tøjet på. Skjorten hang lidt på hans krop, men vesten fik den til at sidde pænere. Bukserne blev holdt oppe af et bælte og de knæ høje strømper hjalp også på det meget, samt hans sko. Han så derefter ind i skabet.. Og valgte en hat, som han blot rullede op og stak i bæltet, til senere. Når han skulle hjem igen. Han gik derefter over til Micah og sukkede svagt.

”Så-.. Ja.” han grinte lidt og trak på hans skuldre.

"Hmm... Ja, okay. Det er vel ikke så unormalt at der er nogle der går efter dem der ser anderledes ud..." sagde han så bare,og trak let på skuldrene, som han fik forklaringen på hvorfor den gruppe havde været efter ham. Men det var nu også meget interessant det der med at det kunne give folk prestige at have en hvid kat med sig... Det var måske ikke lige dét fyren skulle have nævnt overfor ham, men igen, så vidste formskifteren jo heller ikke præcis hvor magt hungrende Micah nu engang var... Hvilket var ekstremt meget. Han ville ikke have nået op på at have dette hus, og sige ja til jobs fra hans raceleder, der tilfældigvis også var hans Sire, hvis det ikke var for at opnå mere magt og have beviserne for det... Så det at en hvid kat som fyren her måske kunne tilføje til det? Ja, det passede jo fint ind i hans planer. Hmm... Men nu var de tlig eom at få fyren til at slappe af og måske stole lidt på ham først. Det ville jo være bedst hvis han kunne beholde ham omkring sig uden at tvinge ham til det, men han ville heller ikke være bleg for tvang og det der var værre, skulle det komme til stykket.

"Uanset hvad... Så ser du ud som om du stadig godt kunne bruge lidt mad. Spurv burde også snart være færdig med det - så hvad siger du? Vil du blive lidt?" spurgte han roligt, og gestikulerede mod døren som for at sige 'efter dig'.

Adryen havde ingen idé om hvad vampyren tænkte eller ville med ham.. Men mad? Han var utrolig sulten selv, meget sulten og mærkede hvordan det hele i hans krop gibbede efter at ville have noget mad. Så da Micah sagde endnu engang at der var mad, smilte han blot og nikkede.

”Jo tak, det vil jeg meget gerne.. Men ved ikke hvordan jeg kan betale tilbage på dette.. Er du sikker på du ikke vil have de penge?” Spurgte han forsigtigt og så op på Micah derefter igen.

Ingen i denne by, gjorde noget uden at få noget tilbage.. Det havde han selv altid oplevet, ingen gjorde noget, uden betaling på en eller anden måde! Så hvorfor ville denne vampyr være anderledes? Det vidste han ikke, men han ønskede og håbede han var! Inderligt. Siden han havde ikke selv lyst til at få en frygtelig overraskelse.. Det ønskede han virkelig ikke, på nogen måde!

Dog ville han smile lidt til Micah og snart trådte ud af lokalet, da Micah vidste ham ud. Han så sig om på gangen og nysgerrigt begyndte blot at se sig om. Han ville jo selvfølgelig følge efter, hvis Micah viste vej.

"Helt sikker." sagde han blot med et lille smil, til det med betalingen. Igen, flere penge havde han ikk ebrug for - men måske kunnehan få brug for knægten her... Han skulle bare vide lidt mere om ham. Måske ville han være interesseret i at arbejde for ham? Hvis han kunne få ham til det helt frivilligt ville det jo være strålende. Hvis ikke... Måtte han ty til lidt andre metoder. Han var ikke bleg for bare at tvinge ham til at blive her mod hans vilje, trods alt. Det samme havde han jo gjort mod Jozaf...

Så ja, han var så absolut ikke anderledes end andre i byen, han var bare meget bedre til at skjule det end de fleste, han havde som regel et eller andet i baghånden der nok skulle sørge for at han alligevel fik sin vilje, selv hvis det lod til at der ville ske noget andet.

Så Micah ledte blot vejen nedenunder igen, og hen til stuen, hvor Spurv helt åbenlyst havde fået dækket op til dem begge. Til Adryen var der blevet sat en god, stor skål suppe - oksekøds suppe - med en god humpel af brød til, og et glas vin. Til Micah var der hvad de fleste måske ved første øjekast kunne tro bare var endnu et glas vin, men farven var lidt en tak mørkere, og væsken en del mere tyktflydende - for det var skam blod, selvfølgelig var det det.