Unlucky (Alane)

Alane lå nu bare på jorden ved siden af ham, det var ikke fordi det havde været hårdt hans skub men endnu engang ville han ikke lukke hende ind. Hun sukkede stille og satte sig så op, hun så lidt på ham. Hendes ansigt stadig bare dødt og koldt for en hver tænkelig følelse som kunne få igennem hende. Hun var ikke sur eller ked af det eller jo måske var hun ked af det men man kunne ikke se det på hende. Hun sad bare roligt og så på ham som råbte ordre af hende men hun lyttede som sådan ikke rigtigt eller ikke før han var færdig med at råbe af hende. Hun så ikke nogen grund til at snakke med folk som ikke kunne andet end at råbe af hende.

Hun sagde stadig ikke noget men kravlede hen til ham og kravlede så op i hans skød og lagde sine hænder bag hans hoved så det nu var hendes hænder det gik udover og allerede ved første knald begyndte hendes fingre at bløde men hun var ligeglad, det gjorde ikke ondt og han skulle ikke skade sig selv, så hellere hende, det var jo hende som havde bragt det på banen. Hun sagde stadig ikke noget, hun sad bare og så på ham.

Han lagde mærke til at hun lagde hænderne bag hans hoved og han nåede kun at knalde hovedet bagud en gang før han stoppede og så bare på hende. Det var ikke hende der skulle skades, der var jo ikke hendes skyld at Lyssa var død men hans fordi han ikke kunne passe på hende... Men i virkeligheden var det Melvins skyld, da han havde skildt dem ad ved at tvinge Lyssa til at være hans slave

''Det er min skyld at hun døde... At jeg ikke kunne beskytte hende...''

Han sad bare og så på hende. Endnu engang var han på renden til at begå selvmord over det. Det var ikke lige det her han havde haft brug for... Han kiggede bare på hende, og sagde så helt neutralt det næste han fik sagt...

''Alane... Tror det er bedst du går... Det næste syn vil ikke være noget jeg ønsker du skal se...''

Hun lod bare sine hænder forblive bag hans hoved selvom han var stoppet med at knalde hovedet ind i muren. Blodet løb i små linjer ned af væggen hvor hendes fingre var, der var ikke meget men nok til at muren blev en smule rød. Alane mente stadig at det her var hendes skyld, hun havde jo bragt det her på banen så det var hendes skyld at han nu var sådan her og at han havde skadet sig selv men hun havde ikke tænkt dig at lade ham skade sig selv mere end allerede. Hun ville gøre alt hvad der stod i hendes magt for at stoppe ham om det så gik udover hende selv det var hun ligeglad med. Hun holdt for meget af Sajro til at hun gad bekymre sig om sig selv.

"Nej Sajro det er ikke din skyld, det er hvem end der gjorde det mod hendes skyld. Det bliver aldrig din skyld, du gjorde alt hvad du kunne for at beskytte hende"

Det var på ingen måde hans skyld og hun ville ikke finde sig i at han sad og sagde det var hans skyld fordi det var det ikke. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham slippe afsted med at skade sig selv.

"Nej Sajro, jeg går ikke. Hvis du har tænkt dig at skade dig selv må du tage de konsekvenser som følger med og jeg har ikke tænkt mig at efterlade dig så suck it up!"

Han så på ehnde, og rystede bare på hovedet af det hun fortalte eller rettere sagde omkring det med at det ikke var hans skyld. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre, hvordan han skulle reagere men så kom hendes næste ord... Det virkede som om, i hans hoved, at hun var ligeglad med om han døde, eller ihvertfald at hun ville være ligeglad med at skulle se ham dø for hendes øjne.

''Fint, hvis jeg ikke betyder mere end du har noget imod at se mig dø!?''

Han lod sin hænder blive til klør og han skar sig hurtigt i sin hals og begge underarm. Han satte sig så bare og lænede sig tilbage imod væggen, mens blodt løb fra ham, om han døde af det vidste han ikke. Han havde aldrig helt lært hvor hurtigt han healede, så han havde svært ved at bedømme hvor meget han skulle skære...

''Farvel?''

Hun sad bare og så på ham, det her ar kommet alt for langt ud, det her gik den helt forkerte vej, det var jo ikke sådan her det skulle være. Hvorfor kunne han ikke bare lade være med at skade sig selv, han gjorde det altid og altid når Alane var i nærheden, kunne han ikke forstå hvor ondt det gjorde på hende? Havde han ikke set det før. Han havde jo oplevet det en gang før. Men nej han kunne åbenbart ikke lade være og hun betød åbenbart ikke mere for ham end det.

"Tænk at du overhovedet kunne finde på at tænke det! Du ved hvor meget du betyder for mig!"

Noget af hans blod ramte hendes ansigt, hun så bare stadig på ham. Hendes øjne fyldt med tåre og smerte. Tænk han kunne finde på det her? Det her gjorde mere ondt end noget andet som hun havde oplevet. Hun trak stille en kniv frem og så ham i øjnene mens hun hurtigt og uden tøven kopierede de ting han havde gjort ved sig selv.

"Her er dine konsekvenser Sajro og nu håber jeg virkelig at det var det værd og at du måske nu forstår hvad det er du gør ved mig når du skader dig selv. Men Farvel"

Hun så bare ned af sig selv, den øverste del af kjolen var allerede dækket af hendes røde blod. Hun var ikke bange, hun havde aldrig været bange for at dø.

Han nåede at opfange hvad der skete... Det var farligt selv dyret havde set sig glad på hende. Selv dyret så hende som familie og familie lod man ikke bare dø. Han kiggede stille på ehnde og mens han var ved at forsvinde tog dyret over, da den kunne presse kroppen lidt mere...

Han flåede sit tøj i strimler og forbandt hurtigt hendes sår, og nåede også selv at forbinde sin egen hals og den ene arm, men han vidste at han ikke kunne nå den sidste... Han faldt om mens han stille brugte sin negl til at skrive på sin kutte med sit blod...

undskyld søs... jeg var forvirret... Bare overlev!
safe me

Han faldt så helt om...

-Sceneskift-

Stormen var drevet over og de var på vej ned af bjerget. Han var stadig ikke helt sikker på hvordan Alane havde det men han valgte at det nok var det smarteste baer at holde sit eget humør så højt som muligt...

''Hvad vil du lave?''

Han så smilende dog fordigtigt på hende. Han håbede bare hun havde lyst til et eller andet... Han vidste ikke hvor meget hun spiste råt kød men måske hun ville med ud og jage....

''Vil du med ud og skaffe noget aftensmad?''

Han smilede bare stadig, dog lidt mere oprigtigt og knap så forsigtigt denne gang, da han håbede hun var blevet i bedre humør.

Hun kunne stadig ikke forstå hvordan Sajro altid kunne dømme hende som så selvisk og ond en person. Men hvis det var sådan han så hende kunne hun så ikke lige så godt bare blive sådan. Nej det ville hun ikke, han måtte bare lære at se udover sin egen næse. Tænk at han var frihedskæmper, hun ville ikke ligge sin frihed i hans hænder. Ikke med det stunt han lige havde lavet der. Den hvide kjole hun havde på var dækket af hendes eget blod og hendes ansigt var oversprøjtet af Sajros. Hun gik bare tavs, hun var bleg og så ikke ud til at bære nogle følelser lige nu. Hun havde ikke været så chokeret over hans opførsel siden han havde angrebet hende. Hun så på ham.

"Det ved jeg ikke, hvad vil du?"

Den lille tøs stemme var lav og indeholdte ikke særlig meget følelse overhovedet men indeni havde hun lyst til at råbe og skrige af ham. Hvordan kunne han tænke alle de ting om hende, det gjorde ondt. Let bed hun sig i læben og forsatte ned af bjerget. Noget af hendes røde hår var filtret sammen af hendes blod og hang i klumper. Alt i alt var hun ikke noget særlig kønt syn.

"Jeg vil gerne vaskes og have noget andet tøj på"

''Alane se på mig...''

Han tog stille fast i hende og han kunne tydeligt se at hun ikke var i super godt humør stadig... Han ahvde også opført sig svinsk overfor hende... Men hun kunne nok bare ikke forstå at da han mistede sin kone var det som at al hans grund til at leve blev taget fra ham og han gik derfor ofte og endte i det hul som han havde gjort der...

''Jeg holder virkelig meget af dig... Og uanset hvilket indtryk jeg gav dig før, så ser jeg dig som et godt, sødt, rart, fantastisk og dejligt væsen... Jeg ville ønske jeg kunne spole tilbage og stoppe mig selv... Men det kan jeg ikke...''

Han kiggede ned i jorden, mens han stille gik videre imod noget skov eller noget eller hvor hun førte hen...

''Jeg ved godt jeg var selvisk... men har du nogensinde oplevet noget hvor det virker som om du mister al grund til at leve? Hvor det du elsker mere end dit eget liv bliver taget fra dig?''

Han sukkede han måtte bare lyde ynkelig... Han brugte dog det meste af den vrede på at være så god en frihedskæmper som muligt...

''Jeg ved selv at jeg nok er virkelig træls at være sammen med lige nu, men jeg kan ikke udtrykke hvor glad jeg er for stadig at have dig i mit liv...''

Hun stoppede stille op og vendte sig mod ham. Han tog så meget fejl, hun havde følt det og det havde hun også fortalt ham om da han havde fulgt hende hjem. Hendes familie som var blevet taget fra hende eller nej noget endnu værre, de havde glemt hende, efterladt hende. Hun knurrerede lavt.

"Du kender mig jo tydeligvis ikke, du tror jeg er en forfærdelig person som gerne vil se dig dø, som ville lyve og udgive mig for noget andet. Er det det du gerne vil have jeg er fordi det kan arrangeres. Vil du gerne skubbe mig over til dem, dem du kæmper imod?"

Alane var vred, meget vred og hun kunne på ingen måde forstå ham. Uanset om han havde mistet sin elskede, troede han så virkelig at hun ville have han skulle dræbe sig selv eller kæmpe videre for den sag han troede på. Lige nu var han så langt ude og det kunne godt være at hun var hård og kold men han skulle virkelig tage sig sammen hvis han forsat skulle kalde sig selv frihedskæmper, fordi det var han på ingen måde i hendes øjne.

"Så det har jeg ikke, hele mit liv har folk efterladt mig, udnyttet mig. Mine forældre og min bror efterlod mig da jeg var lille og det ved du godt. Men jeg bliver ved med at kæmpe fordi selvom de er væk så ved jeg at det var det de ville have jeg skulle gøre og jeg vil gerne ære min familie i stedet for at bringe skam over dem"

Hun rev sig fri fra hans greb, tænk at han havde glemt det, hun havde vist ham billedet af hendes familie, han var det eneste som hun havde vist det til.

"Så stol på mig i stedet for at skubbe mig ud af dit liv, i stedet for at angribe mig, i stedet for at trække mig igennem det her, Vis mig at du er glad for at have mig i dit liv. Vis mig at du er stærk, fordi lige nu Sajro så er du ikke nogen frihedskæmper i mine øjne og på ingen måde en oprørsleder"

Tåre løb ned af hendes kinder, det var hårdt og det vidste hun godt men nogen skulle jo bede ham om at tage sig sammen. Hun vendte sig om og gik så videre ned af bjerget, hun skulle vaske sig, hun kunne ikke bære at være indsmurt i hans blod mere og for den sags skyld heller ikke sit eget.

''Eller også går jeg igennem en svær tid... Der gør det svært ikke at tage altting som negativt... Måske jeg er mere følsom en man skulle tor om mig... Jeg troede aldrig at DU udgav dig for andet! Jeg troede at der var en anden der udgav sig for at være DIG... Den dag var jeg bare bange for at der var sket dig... den virkelig dig noget...''

Han fulgte hende og forstod godt at hun var vred... Men han kunne ikke forstå at hun ikke forstod ham, når hun selv sagde hun var gået gennem noget lignende... Hans svaghed lagde i det psykiske i hans følelser...

''Jeg sagde ikke at du ikke havde oplevet det... Jeg spurgte dig om du havde? Hvilket du fint svarede på... Men så kan jeg ikke forstå at du bliver så vred på mig... Du bliver vred på mig fordi jeg havde følelser for nogen... Følelser som jeg ikke ønskede skulle kappes... Og jeg ved godt jeg ikke er meget værd lige nu...''

Han kiggede stille på hende... Hun lod ikke til rigtigt at forstå hvor svært han havde det... Igen tænkte han at hun alligevel bare var ligeglad med ham, men som hun sagde måtte han stole på hende...

''Jeg forsøger, og jeg stoler også på dig Alane...''

Han gik bare stille med hende, mens tankerne kørte i hovedet på ham... Lige der var det ikke hårde ord eller pres han havde brug for... Han havde brug for hjælp og en guidende hånd istedet... At nogen viste sig at de holdt af ham... Hun var den der var tættest på at opleve det han havde gjort, men hun forstod ham stadig ikke...
Hans liv havde været et mørkt hul konstant... Lyssa havde været den der formåede at lyse det op...

Hun vendte sig mod ham og så ham i øjnene. Han takkede hende på den måde, ved at skade sig selv.

"Så det er den måde du takker hende på, du skader dig selv, tror du hun ville blive glad for det. Hun ville sikkert have du skulle blive ved med at kæmpe for det du tror på. Jeg beder dig ikke om at stoppe med at være ked af det, jeg beder dig om at lade være med at skade dig og hvis jeg ikke er en god nok grund så er hun måske.."

Alane bed sig i læben og havde forsat lyst til at råbe af ham. Hvis han holdt af hende hvorfor var han der ikke når hun havde brug for ham, hans fjende havde reddet hende fra at blive voldtaget og sikkert det der var værre. Med et satte hun sig bare ned og trak benene op til sig og begravede så sit hovede mellem sine knæ. Efter lidt tid begyndte hendes skuldre at ryste, små hulk undslap hende og hun sad der bare. Det her var bare for meget og hun kunne ikke tage mere, hvorfor var det hende det skulle gå udover, hun var jo ikke Lyssa og hun kunne ikke bringe hende tilbage men hun syntes heller ikke at hun skulle bøde for at Lyssa var væk.

''Hvis det er min skyld... Så ville hun ønske hævn over mig... Det er jeg sikker på...''

Han satte sig ned da hun gjorde det, og i starten sad han bare og kiggede på hende... Han ville ikke røre hende da hun ikke virkede til at ville have ham tæt på sig, han var blevet rigtig god til at skubbe folk ud af hans liv og såre dem på det sidste, men ingen forstod ham... Det var det der var problemet...

Der var ingen der havde været der for ham nogensinde når han havde haft brug for hjælp. Folk troede altid at den store robuste fyr han var kunne klare hele verden selv, men ingen vidste at han døøjede med problemer som mange kun kunne gisne om... Og endnu engang kunne han se at det var ham der skulle trøste... Ham der skulle holde om og af...

Han satte sig ned og lagde armene om hende, mens han stille sagde noget...

''Måske jeg nogle gange bare har brug for at nogen faktisk gider at trøste mig, holde om mig... Holde af mig... Vise at jeg ikke er ligegyldig...''

Han knuggede hende indtil sig... Det at holde om hende var jo det nærmeste han kom på det...

''Jeg kan ikke klare alting selv...''

"Du kan bare ikke forstå at folk holder af dig og indtil da er intet godt nok til dig"

Hendes stemme var hulkende men også kvalt fordi hun stadig sad med hovedet mellem benene. Hun havde ikke brug for ynk og især ikke fra ham af, hun vidste godt hvem hun gerne ville have var her lige nu men hun sagde ikke noget, hun sad der bare og holdt om sig selv. Med et stoppede hun så bare med at græde og sad bare, hun løftede hovedet og stirrede bare tomt frem for sig.

Kort vendte hun blikket med ham som han satte sig ned og lagde armene om hende, dog efter kort tid skubbede hun dem væk, hun havde ikke brug for det. Hun rejste sig op og stod bare og så frem for sig. Hun kunne ikke hjælpe Sajro før det gik op for ham at hun rent faktisk bekymrede sig for ham.

"Men uanset hvad jeg gør er det lige meget, jeg redder dit liv men holder åbenbart ikke af dig Sajro. Okay, jamen så håber jeg virkelig du en dag finder nogen der holder af dig"

Hun så ned på ham med knuste øjne, det gjorde ondt. Meget ondt. Efter kort tid flyttede hun dog blikket fra ham og så frem for sig. Hvis hun ikke holdt af ham ville hun ikke redde ham. Han havde jo tydeligvis ikke brug for hende i hans liv så skulle han da også blive fra for hende.

"Det er der ingen der forventer, hvorfor tror du jeg reddede dig, snakkede med dig om Lyssa. Men det er jo ikke godt nok, jeg er ikke god nok til dig så nu skal du da nok blive fri for mig"

Forsigtigt og langsomt begyndte hun at gå. Tårene løb ned af hendes kinder.

''Hvis du vil vide mit syn på det er det at det meste er for godt til mig!''

Han lod hende bare trække sig væk fra ham... Igen ingen forstod ham, og han var så elendig til at forklare hvordan han havde det... Han var ved at blive så irriteret på sig selv...

''Jeg... jeg ved bare ikke hvad jeg skal tro... Alle omkring mig plejer bare at se mig som en der kan klare alting selv... Og derfor bliver jeg overladt til mig selv...''

Han kunne ikke lide hun begyndte at gå... Han kunne slet ikke lide det på nogen måde... Han rejste sig op... Han gik nogle dkridt hen mod hende, men følte hendes kolde holdning til ham... Han frygtede udfra hvordan hun havde talt om melvin at hun bedre kunne lide ham...

*DU er en fiasko...*

''Please Alane... Lad være med at gå... Jeg vil ikke miste det sidste jeg holder af... Jeg vil ikke miste den sidste der faktisk bekymrer sig om mig... Jeg vil ikke miste det sidste jeg har jeg kan kalde familie...''

Han faldt bare på knæ... Han kunne intet gøre... Han var lammet og utroligt nervøs... Nervøs for at hun bare ville fortsætte... Nervøs for at hun ville sige hun kunne lide Melvin... Nervs for så meget...

"Så kunne du lade være med at sammenligne mig med alle andre Sajro, du kunne åbne øjnene og se hvad jeg gjorde for det. Men nu har du jo skubbet mig væk..."

Hun stoppede stille op og stod bare, tårene løb ned af hendes kinder og blandede sig med det blod hun havde i ansigtet så det lignede hun stod og græd blod. Hvorfor var han sådan her, fortjenete hun virkelig bare ikke bedre end det her, den måde han behandlede hende på. Hun var åbenbart ikke god nok og ville nok heller aldrig blive det. Roligt lagde hun hovedet tilbage og så op på himmelen.

"Så nu bekymre jeg mig pludselig om dig, så når jeg er ved at forlade dig er jeg god nok, er det sådan det er?"

Roligt vendte hun sig mod ham og så på ham. Hun så bund ulykkelig ud.

Ordene ramt ham hårdt og brutalt... 'Men nu har du jo skubbet mig væk' De rungede genne m hovedet på ham de blev bare ved med det... Det var det værste han nogen sinde kunne høre fra nogen overhovedet... Mente hun det virkeligt? Havde han lige ødelagt det sidste værdifulde forhold han havde til nogen som helst?

''NEJ!!! NEJ NEj nej ne...j''

Han sank fuldstændigt sammen ordene var det værste nogen nogensinde kunne have sagt til ham... Han ville ikke skubbe folk vææk... Han sad bare sammensunket og kiggede så halvvejs på hende, halvvejs på sine egne hænder...

''Det er ikke det... Jeg... Jeg er bare dårlig til at se det... jeg er aldrig rigtigt blevet holdt af Alane... du er den eneste der har gjort det... Ikke engang min kone gjorde det... Ikke engang hun holdt rigtigt af mig... Jeg elskede hende, men hun elskede mig slet ikke på samme måde... Hun ville heller aldrig hjælpe mig når jeg havde problemer... Faktisk er du den eneste der har gjort det nogensinde... Så for at være ærlig forstår jeg godt hvis du bare gerne vil slippe for mig, men jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde jeg gerne ville have du ikke ville det...''

Det var jo det han havde gjort. Hun havde jo ikke kunne gøre noget som var godt nok til ham eller som hovedet vidste at hun holdte af ham, så det måtte vel være sådan som han sagde. Han var en forkælet lille unge, eller sådan opførte han sig i hvert fald lige nu. Hun så bare på ham som han sank samme, han havde selv været skyld i det. Det ville tage tid for Alane at opbyggede tillid eller et forhold til ham igen på nogen måde, han var gået over stregen denne gang.

"Og jeg kan jo ikke engang gøre det ordentligt fordi jeg holder åbenbart ikke af dig. Jeg er ked af at høre det med Lyssa men jeg vil ikke bøde for det, jeg vil ikke tage skylden for at hun ikke holdt af dig. Fordi ved du hvad Sajro, jeg holder af dig men det er ikke godt nok fordi jeg er bare ligesom hende. Du syntes jo ikke jeg er bedre end hende, jeg holder jo ikke af dig. Hvis det er sådan du vil tænke, så fint men du skal bare vide, jeg venter ikke på dig for evigt Sajro... En eller anden dag er det for sent og så kan du ikke få mig tilbage. Fordi dem du kalder fjender, mange af dem har behandlet mig bedre end du har. Vil du gerne have jeg skal gå med dem og blive en af dem?"

''FInt så bare gå Alane... Hvis du virkelig tror at jeg ikke tror du holder af mig... Hvis du bare tror jeg sidder og lyver for dig omkring det jeg siger med at du er den eneste der har holdt af mig... Hvis du ikke tror jeg mener det er godt nok til mig, så bare gå... Så gå ud og bliv en af dem... Gør det hvis du mener og tror jeg lyver for dig...''

*Men så kan du forvente at jeg ikke har tænkt sig at flytte mig fra dette sted nogensinde...*

Han blev bare siddende sammesunket men han hulkede ikke mere. Han havde ikke flere tåre at give af, så han ahvde intet at græde eller hulke med... hvis hun virkelig troede at han løj for hende var det da fint at hun gik... Hvis hun ikke kunne se hvor knust han var, og det eneste hun så var at han var værre end dem han kæmpede imod...

''Så da jeg redede dig fra slangebiddet den første gang betyder intet for dig? At du var den eneste ikke indviede person jeg fortalte om min stilling, betyder det heller intet?''

Hun vidste godt at han ikke løj. Men det med at han fortalte hende om hvem han var havde jo været fordi han havde haft ondt af hende men det var lige meget.
Roligt gik hun over og satte sig foran ham og lagde bare armene om ham. Hun holdte ham tæt ind til dig og lagde så hovedet mod hans skulder.

Små tåre løb ned af hendes blege hud og ramte hans tøj så det blev helt vådt.
Hun sagde ikke noget men sad bare ved ham uden at sige noget eller røre sig. Hun ville ikke miste ham, det holdt hun for meget af ham til og forhåbentligt var det gået op for ham at hun holdt af ham.


//Sorry det blev kort ^^'//

''Alane? Jeg håber virkelig at du forstår jeg tror på at du holder af mig... Og på grund af dig... Og for dig vil jeg være stærk...''

Han blev bare ved med at holde hende ind til sig... Han havde så mange ting han gerne ville spørge hende om... mente hun virkelig at han behandlede hende så slemt, Altså generelt... Fordi han kunne godt se at han ikke behandlede hende særligt godt, men han følte heller ikke hun behandlede ham meget bedre selv...

''Skal vi finde en å til dig?''

HAn sad og knugede sig bare ind til hende. Han nød den følelse... Han følte sig som et barn, og mærkede den omsorg ingen af hans forældre nogensinde gav ham... Han følte at han var elsket...

"Sajro jeg er glad for at høre det. Men jeg ville bare ønske du også kunne være stærk for din egen skyld.. Og ja jeg ved godt du holder af mig men nogen gange er det bare svært at se og så bliver jeg i tvivl. Og så overreagere jeg og så kan jeg godt blive lidt led"

Hun så stille ned i jorden. Det var vel hendes måde at sige på at hun ikke havde behandlet ham så godt som hun kunne her på det sidste. Men han havde heller ikke behandlet hende så pænt og nu gjaldt det vel egentlig bare om at komme over det og starte på en ny. Hun var i hvert fald klar til at komme videre nu. Let lod hun sine fingre nusse ham i nakken som hun bare sad roligt og holdt om ham.

"Det lyder som en god idé..... Men Sajro, hvad var det der skete tilbage der? Det var som om det ikke var dig der reddede mig men bæstet, dine øjne var i hvert fald ikke dig?"

Hun skubbede sig lidt væk fra ham så hun kunne se ham i øjnene men så hun stadig holdt om ham.

''Jeg er også ked af jeg er dårligere til at vise det at jeg holder af dig Alane... men at være stærk for min egen skyld har jeg svært ved, fordi jeg føler ikke jeg har brug for det. Det er derfor jeg er stærk for andres skyld og for slaverne og de folk jeg har reddet gennem min tid, det er dem jeg vil være stærke for og hjælpe.''

Han krammede hende bare stille og roligt, og aede hende over ryggen og over nakken som for at sige det var i orden at hun havde været en smule led overfor ham, sådan som han jo også havde opført sig overfor hende, så det var vel egentligt ganske fair at hun havde reageret sådan...

''Jeg er ikke den eneste der holder af dig Alane... Fordi når jeg holder virkelig meget af nogen så påvirker det også 'bæstet' så det var faktisk bæstet der reddede dig... Fordi den har en helt anden viljestyrke den kan presse sig meget længere... og så når jeg er ved at dø tager den over og redder kroppen fra helt og dø... Og fordi den vidste at jeg holdt virkelig meget valgt den at redde dig først...''

Han smilede sorgmodigt til hende, og ville ønkse og håbede bare hun forstod grunden til at han havde gjort det.

"Det er okay Sajro, jeg har tilgivet dig for lang tid siden men jeg er glad for at du i det mindste har noget at være stærk for og jeg er sikker på at en dag så vil du også være stærk for dig selv Sajro"

Hun nød den stille nussen som han lod hendes ryg kærtegne med. Det var rart og især fordi hun vidste der ikke var andet bag den end broderlig kærlighed. Det var det hun havde brug for. Noget omsorg på den måde havde hun ikke følt længe og det var dejligt fordi lige som Sajro havde hun også brug for det og på den måde havde de vel brug for hinanden.

"Wow, jeg troede bare at bæstet var for dyrisk til sådan noget, jeg vidste ikke at det også kunne mærke sådan noget men det er jeg glad for fordi havde det ikke været for bæstet var vi begge egentlig døde."

Alane forstod det på nogle punkter og på andre punkter ikke men for at være ærlig havde hun ikke lyst til at snakke mere om det. Roligt slap hun ham og rejste sig, hun så stille ned på ham og gav ham et stille smil.

"Skulle vi ikke finde den å?"

''Det er jeg glad for du har... SÅ har jeg det også en smule bedre og nemmere ved at tilgive mig selv for det...''

Han smilede stille til hende, og kærtegnede hendes ryg, bare for at berolige hende og fortælle at de altid ville have hinanden, og at der aldrig ville være nogen der kunne tage det fra dem som de havde, og han ville ikke tillade at der var nogen der så meget som forsøgte på at gøre det ved dem...

''Tro mig, jeg blev meget overrasket den første gang jeg opdagede det... Det var med Lyssa... Hun oplevede bæstet på en kærlig og omsorgsfuld måde, der var hun jo så også med barn, så den så jo at den var nød til at beskytte og passe hende også... Men stadig var det ikke kun på en dyrisk måde...''

Han smilede stille og rejste sig op sammen med hende og nikkede bare til at det måtte de vel hellere.

''Kender du et sted i nærheden?''