Ulven er på besøg (privat)

Årstid : Sommer
Vejr : Små køligt af nattens kulde men så småt ved at varme op af solens stråler
Sted : Skoven.
Tid : 05:55
Omgivelser : Skov og skov og atter skov og dyr

Dagen var på vej til at komme, og natten var på vej til at forsvinde. Alt var ved at vågne igen, bortset fra nattens dyr der var ved at gå i seng nu. Men mest af alt var der næsten ingen aktivitet lige nu, ikke noget ud over to som spænede af sted så godt som de over hovedet kunne. Spænede igennem skovens dyb, den ene efter den anden. Den ene var et mystisk, lidt ukendt dyr, imens den anden var en dreng, med et meget sultent ansigts udtryk, og påklædt og bærende på alt hvad han ejede. Han sprang og løb så godt han kunne efter dyret, han var sulten, og han ville have sin morgenmad nu!
Han sprang og løb så godt han kunne, og lidt efter lidt kom han tættere og tættere på monsteret der løb alt hvad den kunne for at slippe væk fra ham. Men uanset hvor hurtigt dyret løb var det ikke hurtigt nok i forhold til Rolf som havde nogle ukontrollerede varulve gener i sig, som gav ham en eller anden stor træng til at jage og æde, og lige nu var den gået lidt over gevind i hovedet da han var ekstra sulten.
Pludseligt trippede dyret foran ham, hvilket han så som en virkelig god mulighed, og sprang med det samme over dyret og kværkede det straks bevist løst. Han gispede heftigt imens han tørrede panden let imens han fandt noget reb frem fra sin pakkede taske på ryggen og bandt dyrets fødder sammen. Han kendte ikke dyret og vidste derfor ikke hvor sjældent det var, alt han vidste var at det skulle være hans næste måltid.
Han begyndte så at se lidt rundt, for han skulle finde et godt sted han kunne starte et bål han kunne grille dyret over, og samtidig ikke riste skoven af, for det ville betyde at han mistede føde. Han så kort på dyret og bandt så en snor rundt om halsen på den så at luftvejen blev blokkeret og den ville dø imens den var bevist løs. Let greb han så om dens ben og begyndte at gå roligt videre, videre for at finde et sted han kunne lave dyret om til ordenligt mad.

Kasandra blev vækket af nogle af de andre moonwalkere der ruskede i hende. For dælen, kunne de ik lade hende sove i fred. Hun var først kommet i seng kl. lort, da der havde været problemer med nogle orker som ville slå skoven ned. Hun åbnede øjnene og så at det var en af de få mænd som havde joinet moonwalkerne lang tid før hun gjorde. Hans mørke hår var pjusket, han var åbenbart også lige stået op, og havde så noget normalt camoflage tøj. Han rykkede i hendes skuldre endnu en gang og sagde så at hun skulle vågne op. Der var problemer.
Kasandra satte sig op med et ryk, men Den anden moonwalker var allerede på vej via grenene. Hun rystede sit hovede og lagde håret op i en hestehale så det ik blev grebet af grenene. Hun rakte op efter sin bue og koggeret med pilene og tjekkede sine dolke og begyndte så at løbe samme vej som manden var forsvundet hen. Hun så ham længere fremme og stoppede selv op og så ned. Nede blandt træerne så hun en mand, nej en dreng som var igang med at binde en af sølvmare ungerne. Rasende tog hun fat i en dolk og lod sig falde lydløst ned på jorden. Ingen ville kunne hun var der.
Hun brugte sin evne til at gå i et med omgivelserne og listede frem. Hun så op på den ældre moonwalker og sagde, *Gå efter drengen og så klare jeg ungen!* Meget få kunne komme tæt på en, men Kasandra havde et tæt bånd til dem, da hun havde Meric, hvad hun ik fattede var hvordan den lille dreng kunne komme efter den. Hun så op i det manden sendte en pil ned mod drengen og hun hørte at den ramte. Men hun så ik hvor, da hun var løbet frem og skåret rebet over og nu stod over ungen mod buen rettet mod ham. Pilen lagde hun på strengen inden hun løftede den. Hun havde gjort sig synlig, så han kunne se hvad der foregik. Den anden elver blev oppe i træet og holdte øje med hvad der skete, så det var kun Kasandra der stod i fokus.
*Hvad er det du vil? Hvorfor angriber du en af de eneste unger fra sølvmarene? Pas på med hvad du siger!* Hun sagde det inde i hans hoved og hun var ik blid ved sin indtrængen.

Rolf havde gået bare en smule da øreene opfangede noget, noget som lød som en susen. Hans krop reagerede og kraftigt rykkede han sig til siden så pilen snittede hans overarm og ned over håndryggen som fik ham til at slippe sit bytte og tage sig til hånden ømmende. Blikket gled på pilen hurtigt og han så sig hurtigt omkring. Han fik store øjne da han pludselig havde en pil for næsen og rettet direkte mod ham, imens han så den bevist løse marene ligge under hende. Han begyndte så at knurre voldsomt af hende og knurrede ret faretruende af hende, "hvor vover du... stjæler min mad!" råbte han før at hun så begyndte at snakke i hans hoved. Han fik et meget underligt ansigts udtryk. Det var første gang han havde oplevet nogen snakke i hans hoved, i stedet for til hans hoved. Han fnøs og knurrede lidt mere af hende, "hvad kommer det dig ved? tyv! stjæler andres morgenmad.." knurrede han af hende imens han trådte et lille skridt tilbage. "hvem er du!" knurrede han af hende og krydsede sine arme bestemt imens han så lidt rundt, "er der andre af din slags her!? andre... tyve!" sagde han irriteret og gloede rundt, men begyndte så at snuse til luften. Han sendte hende et dyrisk blik, "jeg vil have mit bytte... jeg vil have kød" hvæsede han let af hende og bøjede fingrene som om han havde klør på enden af dem, hvilket kun var tilfældet når han endelig var helt varulv.
Pludselig gav han så et ulvehyl fra sig hvor han begyndte at gå nærmere og nærmere pigen, med et meget sultent blik og en mund der var ved at løbe godt i vand, "måske skulle jeg bare tage dig som min morgenmad.. der er sikkert mere kød på dig end den lille ting" sagde han med et frygteligt smil over læben. Man kunne måske mærke lidt på ham at han ikke var helt rask i hovedet lige nu, men han havde også ret meget svært ved at styre sit indre nu hvor han var virkelig sulten.

Hendes øjne flyttede sig hurtigt op til den anden moonwalker og beordrede ham så til at hente noget kød til den sultne fyr. Hun var ik bange for ham. Han var tydeligvis meget tæt på et dyr, det ville hun sagtens kunne styre hvis det blev nødvendigt. Og tyv, tja hun er blevet kaldt værre. Hun rettede pilen mod hans bryst og sagde så,
*Kom et skridt tættere på og du vil fortryde det!* Hun trak strengen tilbage og var klar til at skyde. Kasandra har øvet bueskydning siden hun var en baby og hun ville sagtens kunne ramme plet, hvis det blev nødvendigt.
Hun trådte et skridt frem og gik så på knæ, stadig med buen rettet mod ham, og lyttede til maren for at se om han ville komme sig. Han trak stadig vejret og hun sukkede lettet over at havde nået det. Hun rettede sig op og stod og så på ham. Hun kunne se at han ik var menneskelig, hun kunne se de dyriske træk ved ham. Hun kunne ik lade være med at smile. At få dyr til at falde til ro omkring hende var hendes speciale. Hun ville dog ik bruge evnen endnu.
*Jeg er Kasandra beskytter af denne skov og dens dyr, og du var ved at gør en art truet.* Hun så alvorligt på ham, *Og nej, mig vil du ik spise.* Hun hørte at ungen var ved at komme til sig selv og hun trådte foran den så drengen ik kunne komme til den. Hun hørte den hvine og så stikke af. Det skridt hun havde taget havde gjort at hendes pil nu stod presset mod hans bryst. Hun trak strengen tilbage og sagde så, *Jeg ville prøve på at styre det der, hvis jeg var dig. Det får dig kun i problemer.* En hårtot faldt ned foran hendes venstre øje, det måtte have revet sig løst da hun løb og hun pustede det væk.

Han blev en smule mere ophidset af at hun snakkede i hans hoved hvilket fik ham til at knurre lidt højere. Han stoppede dog, og stod stille imens hans sultende blik var nede på dyret som stille kom sig efter hans behandling. Han sendte hende et borende blik "truet eller ej det var min mad" knurrede han stille og var faldet en smule ned. Han kunne mærke pilen ved sit bryst og så at hun havde spændt buen godt ud så den ville nok gennembore hans brystkasse hvis det var hun gav slip på den fra nogle centimeter fra ham. Han holdte sig derfor i ro indtil at hun blev forstyrret af noget hår hun havde spændt fast og som havde revet sig løs. Hans blik blev skarpt og med en hurtig hånd greb efter hendes hånd der holdte om pilen og strengen og ville klemme hårdt til så hun ikke ville kunne affyre sin pil så let. Imens den anden hånd fløj hurtigt mod hendes bryst for at trykke hende op mod det nærmeste træ, imens kroppen drejede sig til siden så pilen ikke længere var mod hans bryst men ved siden af hele hans krop, og når han trykkede sig ind mod hende ville buen og pilen komme imellem dem, bortset fra ved hovedet. Han havde et lumsket smil imens tungen gled rundt om munden, "jeg er måske lille men ikke tabt bag en vogn" knurrede han og åndede mod hendes hals let imens han duftede en smule til den. At stege en pige som hende havde han enligt ikke tænkt over før nu, mund hun ville smage godt? Hans blik flakkede dog let omkring hvor han først slikkede på hendes hals og slap så hende helt og trådte godt tilbage hvor han satte sig ned. "du skylder mig mad.." kom det så stille knurrende fra ham, hvor han med en lidt rystende hånd greb ned i sin taske og trak stille sin harpe frem. Han kæmpede, det kunne ses, kæmpede for at holde sig tilbage. Stille begyndte han så at lade fingrene glide over tonerne i en beroligende lille melodi, der fik ham selv til at slappe af, og få instinkterne til at falde lidt i søvn. Han kendte selv kun til den medicin mod hans dyriske jeg. Et lille suk kom fra ham da han var færdig og let proppede han harpen ned i tasken igen og tog sig til sin knurrende mave.. "suulten" mumlede han imens han skar et utilfredst ansigts udtryk.

Hun havde ventet at han greb hende om håndledet og den anden hånd fik fat i en dolk som hun skjulte i sit lange ærme, hvis hun skulle bruge det. Hun lod ham få følelsen af kontrol, da det er det bedste at gøre når man er sammen med et sindsygt dyr, og han var mere dyr end menneske lige nu. Hun mærkede hans hånd mod sit bryst og lod ham skubbe hende op mod et træ.
At stå så tæt på drengen fik hende til at tænke på Somdev. Hvordan ville han mon have taget dette syn? Hun rystede hovedet og igen faldet håret foran øjnene. hun kunne mærke hans ånde mod sin. Hun stod stille og sagde intet og hun kunne stille se at han begyndte at ændre holdning. Han endte med at trække sig væk, hvilket hun havde regnet med.
Hun så over mod træerne og så at moonwalkeren var tilbage med bue hævet og hun rystede stille på hovedet.
*Jeg har styr på det her. Bare rolig. Send det herind og lad ham ik se dig.* Hun sagde det kun til den ældre elver, så drengen ik hørte noget. Da hun begyndte at hører musik, kiggede hun ned på ham og satte sig så overfor ham, mens hun lyttede til ham spille. Hun kunne se forandringerne på hans ansigt, og det virkede vildt fasinerende. Der var helt klart noget med den harpe som han havde brug for. Hun hørte han mave og hvad han sagde bagefter og hun nikkede. Manden havde fundet et bræt og puttede kødet på brættet og fik det til at flyve ind, da han havde evnen til at få ting til at flyve.
Hun kiggede på den og rejste sig op og tog brættet. *Er det her godt nok?* spurgte hun mens hun rakte ham brættet med kødet. Hun efterlod ham og gik lidt væk men hun kiggede sig omkring. Hun fandt den lille sølvmare unge og undesøgte den for skræmmer og men. Hun var tilfreds med at finde ud af at han ik havde lidt nogen stor skade, så hun gik tilbage til drengen og så på ham.
*Hvem og hvad er du?*

Han holdte sig let om maven imens han prøvede at holde på sulten. At der pludselig kom mad foran ham fik ham til at glo stort. Han hørte hvad hun sagde i hans hoved og nikkede heftigt hvor han så kastede sig lettere som et dyr over kødet og flåede og gumlede det hele i sig. Han nød det virkelig, for han var pænt sulten af en varulv at være. Det ville tage lidt tid at få det hele ned, men han arbejde rigtig godt på det. Hans øjne fulgte dog pigen da hun forsvandt pludseligt og så lidt undrende efter hende imens han gumlede kødet i sig som var det slik. Han så hun kom igen og måtte tykke af munden før han så begyndte at svare hende. "først... kan du ikke lade være med det der at snakke i mit hoved? det er ret irriterende" sagde han og skulede en smule til hende, "jeg er... var et menneske, men er nu en ny udsprunget varulv.. Juhuu" sagde han hvor det sidste var ret sarkastisk ment. "mit navn er Rolf Sølvskind, og er oprindeligt oppe nord fra men siden jeg blev lemlæstet og forvandlet har jeg været rejsende" sagde han og så roligt på hende. Han rynkede dog brynene let, "men hvem er du så? og hvorfor gå imod mig når mit hoved er mere ulv end mig selv?" spurgte han hende undrende og havde selv kun været halvt med, da den anden halvdel tydeligt havde været hans indre ulv. "Kun et år siden jeg blev forvandlet" mumlede han og trak på skuldrende. Han kom pludselig til at tænke på noget og sendte hende så et lidt mistroisk blik, "du fanger ikke vilde dyr og sælger dem gør du?" spurgte han hende varsomt og man kunne se han var klar til at springe op og løbe alt hvad han kunne afhængig af hendes svar. Han havde ikke lyst til at ende som hund for en eller anden herrer. Men igen, noget i ham sagde at hun var okay, at hun ikke ville ham noget ondt som sådan. Ud over, selvfølgelig, at spolere hans morgenmad. Han endte med at rykke sig lidt nærmere hende i stedet for og så studerende på hende, "jeg er slet ikke god til at styre de her ulve gener jeg har fået, jeg er bare glad for jeg ikke snuser andre i enden" sagde han og så på hende og fniste en smule. "og at du tog min mad gjorde det bestemt ikke nemmere, hvad var der over hovedet med det dyr?" spurgte han hende undrende og lagde hovedet på skrå imens han stille satte sig med lidt krydsede ben og armene lige ned så hænderne havde godt fat om benene.

Hun smilede og kæmpede en del for ik at begynde at grine. Det virkede lidt komisk så meget han snakkede. Hun kunne ik få lov til at svare, før han kom med et nyt spørgsmål eller helt skifte emne. Hun så på ham, mens hun lige tænkte det igannem han sagde og sagde så;
*1. Nej jeg kan ik lade være med at snakke i det hovede, da det er den eneste form for kommunikation jeg har, medmindre at du kan tegnesprog. 2. Fordi jeg gik imod dig, er fordi jeg ik er bange for dig. Du opførte dig som et dyr, og jeg har et godt tag på dyr. 3. om jeg fanger vilde dyr?* Her kunne hun ik lade være med at grine lidt.
*Nej, og selv hvis jeg gjorde, så havde du ik været på listen, så havde det været din morgenmad.* Hun blinkede til ham.
*Hvad der var med dyret, så kan jeg fortælle dig, at det er en meget sjælden heste race som bor her i skoven. Dens generation er der kun 3 hunner og 2 hanner, og du var ved at dræbe den ene han, hvilket ville gøre dem truet. Og det kan jeg ik tillade.* Hun sagde det hele roligt og langsomt, men hun kunne se på ham at han var ved at falde til ro. Hun lagde mærke til at han rykkede tættere på og hun lod ham gøre det.
*Hvem jeg er, så har jeg sagt at jeg hedder Kasandra, jeg er en elver og skovens og dyrenes beskytter, mere behøver du ik at vide.* Hun så over mod den anden moonwalker og nikkede til ham, for at sige at han kunne smutte når han ville, for hun havde styr på situationen. Så kiggede hun tilbage på ham.
*Du siger du er en nyforvandlet varulv, hvor er den varulv der forandrede dig? Hvorfor opsøger du ik en som kan hjælpe dig til at kontrollere dine evner?* Hun lagde hovedet på skrå, mens hun så på ham.

Han så lidt på hende imens hun snakkede og pillede ved sin næse, en smule uinteresseret, indtil hun kom til det med at fange morgenmad til HAM! Han fik store øjne og hvis han havde haft en hale havde den logret meget lige nu "mad? til mig?" sagde han imens han slikkede sig om munden og lænede sig ind mod hende imens hans øjne så undersøgende i hendes. "jeg kunne godt bruge mad" sagde han og kradsede lidt i jorden med neglende.
Han løftede let et øjenbryn og så undrende på hende, "men hvis der er 2 hanner og en overlever, så der jo stadigvæk en til at hoppe på de 3 andre hunner" sagde han lige ud og forstod ikke hvorfor 2 var så vigtigt. Han gav dog let et fnys og smilte overlegent imens han krydsede sine arme, "men hvis de virkelig vil overleve så må de lærer at løbe en del hurtigere" sagde han så og blinkede til hende "selv jeg kunne indhente den" sagde han med et smil.
"Kassandra" mumlede han let for sig selv og så ikke at hun sendte en andet et blik. Han så hurtigt op på hende, "Kassandra lyder godt... bliver næsten helt sulten af navnet" sagde han drillende til hende og så lidt rundt. "men hvis du er dyrenes beskytter... vil det så sige jeg ikke kan få lov til at jage i det her område?" spurgte han hende så direkte og undrende.
Han lagde hovedet på skrå og så på hende med et undrende blik, "det ved jeg da ikke, jeg ville gerne, men så ville han eller hun ikke være i live mere" sagde han med en let kold snert i tonen og bed sig kort i underlæben. Han trak så på skuldrende til det andet hun spurgte om, "jeg kender ingen som kan det, jeg har ikke været i en by i lang tid nu, og jeg har bestemt ikke lyst til at spørge fremmede om den slags, især ikke hvis de bære rustning" sagde han og kløede sig i hovedbunden imens han så på hende.
Han gav et let suk fra sig og lod sig ligge ned på ryggen med armene og benene ud til hver sin side og tasken ved siden af sig, "vidste du at det er træls at være det dyr man hader selv?" spurgte han hende undrende og løftede sin ene hånd op i luften imens han så på den, "det var det her dyr som dræbte min familie, og det er det her dyr som efterlod mig som en af dem" sagde han og så hen mod Kassandra. Han kunne ikke lade være med at lade munden løbe, han kunne godt lide Kassandra, hun var ikke en som ville ham ondt som sådan kunne han mærke, hvilket gjorde ham en del tryk ved at være i hendes nærvær.

Hun kunne ik lade være med at grine af hans kommentar. Nogle gange var dyr noget af det sjoveste at snakke med, da deres hjerne kun fokuserede på nogle få ting. Det gjorde dem ofte komiske.
*Nej, jeg mente ik at jeg ville fange mad til dig. Jeg mente at hvis jeg var efter specielle dyr, så var jeg gået efter sølvmaren og ik dig.* Hun rystede lidt på hovedet og så så op på ham igen. Hun sukkede lidt og indså at han ik vidste noget som helst. Hun løftede armene for at rette på sit hår mens hun begyndte at snakke igen.
*Det du ik forstår, når det kommer til sølvmare, er at de er ik kun dyr. De har faktisk en samvittighed og ved hvad de laver og de holder oftes sammen med deres mage i længere tid. Det er sjældet at de vælger deres søskende som mage, og de vil alle sammen være søskende, hvis de har samme far. De er loyale og fantastiske dyr.* Hun kom til at tænke på Meric og undrede sig over hvor han mon var henne. Han var sikkert ude og jage. Hun kunne ik lade være med at smile da hun tænkte på at en hest jagtede en ræv eller noget for morgen mad. Det var da lidt komisk. Hun løftede øjnene og fokuserede på Rolf endnu en gang.
*Når jeg siger dyrenes beskytter, så passer jeg på dyr som sølvmaren og andre sjældne dyr. Hvis du jager et dyr som der er mange af, så stopper vi dig ik. Men forvent, at hvis du jager det forkerte dyr, så vil ingen af os holde tilbage med at skade dig. Du var heldig at det var der kom, for de andre ville have dræbt dig på stedet.* Hun så på ham med alvorlige øjne og håbede virkelig at han forstod hvad det var hun sagde til ham. Hun ignorede hans kommentar omkring hendes navn, da hun synes det lød lidt creepy.
*Jeg ville prøve på at finde en der kunne hjælpe mig med at styrer mine evner, hvis jeg var dig.* sagde hun lige ud.
Hun så på ham med triste øjne, da han begyndte at snakke igen. Hun blev siddende, mens han lagde sig ned. Hun sad med ryggen mod stammen, hvilket gjorde at hun kunne høre træet snakke om hun smilede svagt.
*Nej, det ved jeg ik, for jeg har aldrig oplevet det, men jeg kan forstille mig at det er hådt. Men du bliver nød til at kæmpe dig forbi dit had, for ellers hader du dig selv og selvhad føre dig ingen steder hen andet end til din grav.*

Han startede med at bare glo på hende efter hun havde snakket, og let fik han et super overrasket ansigts udtryk, "Så spids ørere kan godt være kloge og vise!" sagde han næsten udbrydende og så på hende med åben mund. Der var intet provokation over hans måde, han var komplet overrasket som en hund der lige havde set en kat flyve. Han vendte sig om i et ryk og lå på maven imens benene let sparkede lidt bag sig og så smilende på hende. "enlig.. ved du hvor der kunne være andre som mig som måske har lidt hjerne?" spurgte han hende direkte og lagde hovedet en smule på skrå.
Men inden han lod hende svare sprang han op på alle 4 og kravlede over ved siden af hende hvor han lagde sig halvt ned og med hovedet ind til hendes side og lukkede øjnene, "men hvis du virkelig er sådan en ven til skov og dyr.. så har jeg vel ikke meget at frygte" sagde han og smilte varmt.
Han åbnede dog øjnene igen og så op på hende let, "forresten du var ikke alene før var du? du virkede sådan halvt fraværende og der duftede ikke helt kun af en af din slags" sagde han og prikkede på sin næse, "snuden er blevet nået bedre siden jeg blev forvandlet" sagde han og smilte op til hende. Han havde sit varme og søde og kærlige smil på læberne, og virkede virkelig som en hund der var hjemme i tryghed. Han fik så store øjne og skyndte sig at kravle over til sin taske og begyndte at grave ned i den. Den var mange små ting som fyldte rundt omkring hvor han så til sidst fik fat i noget som lød ret metallisk, og op af tasken trak han en rævesaks og rakte den mod Kassandra, "hvordan virker sådan en her?" spurgte han hende lige ud og så undrende på hende. Det eneste han vidste var at den blev brugt til at fange dyr, og det ville jo så hjælpe ham med at fange sin mad jo.

Hun så forvirret på ham, da han sagde spids ører. Mente han hende eller sølvmaren? Hun valgte dog at lade det vare det, da han tydeligvis havde en rigtig dårlig koncentrations evne. Det kunne hun se på, at han hele tiden skiftede position, at han snakkede så meget og kunne skifte emne på under 1 minut. Kasandra kunne ik lade være med at undre sig over, om alle nyforvandlede varulve var sådan, eller om det kun var Rolf. Hun så på ham med rolige øjne, da han endnu en gang skiftede position, for at springe op og komme over til hende.
Hun ville gerne have rykket sig tilbage, men hun vidste at det kunne tages som overgivelse eller svaghed fra hendes side, så hun blev siddende med ryggen mod barken. Hun mærkede hvordan han lagde sig op af hende, og hun tog det som en sejr. Men hun havde også regnet med at vinde. Han var måske et menneske, men han opførte sig endten som et dyr, eller et barn. Hun så på ham og svarede så;
*Jo, jeg kender en der er som dig, eller måske en anden gren for varulv. en teknikken er den samme. Hans navn er Sargonis. Meget venlig varulv. Hvad angår om du har noget at frygte... Så kommer det meget an på hvordan du opføre dig, da jeg prøver på at opretholde balancen i skoven du ser omkring dig.* Hun havde advaret ham før, men om hans hjerne forstod advarslen, vidste hun ik.
Hun var lidt overrasket over at han havde lagt mærke til det, og så nikkede hun og da han begyndte at lede i sin taske svarede hun ham.
*Nej, jeg var ik alene. Det var ham der vækkede mig for at fortælle mig at sølvmaren var i fare.* Hun så at han smed ting rundt og skulle til at spørge om hvad det var han ledte efter, men inden hun fik chancen vendte han sig rundt med et metal monster i sin hånd. Hun tog imod den, da han rakte den til hende og så på den. Hun havde set den før, da dværge, orker og mennesker allesammen havde brugt den i skoven, Men hun vidste ik præcis hvordan den virkede.
*Jeg er ik ekspert, men du skal vist få de to sider med tænderne skilt ad og sat metalstangen imellem. Så når der er noget der træder på metalstangen så lukker siderne sammen. Men om der er mere til det, ved jeg ik.* Hun rakte den tilbage til ham.

Han havde lyttet en smule af hvad hun sagde, da hun snakkede om en anden varulv som hun kendte, men lagde mest mærke til da hun snakkede om han havde noget at frygte og så lidt på hende med et lidt nervøst blik. Han vidste at han havde svært ved at styre sig nogle gange og det gjorde ham nervøs for hvad han kunne risikere at gøre når han var helt væk, og især under fuldmåne. Han lod det dog ligge og lod hende fortælle om den ting han havde fundet for et par dage siden. Han gloede lidt på den og skilte så de to kæber ad hvor der kom et klik og den stod åben på jorden, med en klap i midten.
Han så lidt mellem Kasandra og tingen han lige havde åbnet og tænkte lidt om den over hovedet gjorde ondt? det kunne jo være den var i stykker eller sådan noget eller var brugt til noget helt andet end hvad han frygtede. "den ser underlig ud gør den" sagde han og bed sig nysgerrigt i underlæben imens han kradsede lidt i jorden. Den fristede en smule syntes han, for det var ikke noget han havde set før, og derfor lavede han en bevægelse der nok også overraskede ham at han pludselig gjorde det. Han kastede sin krop let over rævesaksen imens han trampede sin ene hånd ned i den lille afløser der var i midten og lagde hele sin kropsvægt i for at affyre den..
Øjnene blev store da der stille gled blod ned af armen og en af knoglerne trykkede halvt mod huden så det kunne ses at den var brækket. Han sad til at starte med og sagde intet og rykkede sig ikke, og var i en kraftig form for chok. Lige indtil at det så gik op for ham hvad der lige var sket hvor han så begyndte at give ulvehyl fra sig imens han i desperation prøvede at hive armen til sig, men siden det gjorde mere ondt var han nød til at stoppe og begyndte at hive i en af kæberne på rævesaksen men det gjorde også ondt, siden han kun kunne tage i den en side hvilket ikke åbnede den over hovedet, men mere rev den til siden. "FÅ DEN AF, FÅ DEN AF, FÅ DEN AF" skreg han imens han små trippede med fødderne og skrækken var printet i hans ansigt. Det havde godt nok ikke været en behagelig oplevelse for ham.

Kasandra så på ham og lagde mærke til det, da han begyndte at blive nervøs. Hun regnede med at det var da hun sagde at moonwalkerne ik ville tøve med at skade ham, hvis han trådte uden for linjen. Men han så ud til at komme over det rimelig hurtigt igen. Hun kiggede rundt, der var rimelig stille og solens stråler, var endelig begyndt at komme gennem træerne.
Mens hun kiggede rundt, kunne hun høre metal knirke og hun så igen over på Rolf, som var i gang med at åbne rævesaksen. Hun stille og opgivende på hovedet. Hun undrede sig lidt over hans alder. Hun vidste jo godt, at han jo var genfødt med nye evner og instinkter. Men han opførte sig som et barn der lige havde lært at gå. Hun rejste sig op, med hjælp fra træet og gik lidt til siden for at få sin bue. Hun havde lige fået puttet den spændte bue i koggeret og sat den fast på ryggen, da hun hørte et smæld og en lyd der lød som om noget knækkede.
Kasandra vendte sig om og så Rolf havde sin arm i rævesaksen og kunne ik lade være med at slå sig selv for panden. Dét var en af grundende til at hun ik gik og overvejede børn. Man skulle ALTID holde øje med dem. Så begyndte han at skrige op. Hun forholdte sig rolig, da hun roligt gik over til ham og greb fat i hans raske arm. Hun kunne ik få den af, hvis han fortsatte med at springe rundt. Da han faldt til ro greb hun om kæberne og trak dem fra hinanden og smed den på jorden, hvor kæberne smækkede sammen med et højt smæld.
*Det her kommer til at gøre ondt!* Sagde hun mens hun så ham i øjnene. Hun greb om begge sider af den brækkede knogle og trak dem sammen, så enderne stod overfor hinanden igen. Hun slap hans arm med det samme og gik over til en stor gren og skær den til to bredder med sin dolk. Hun så på ham og gik så tilbage til ham og rev noget af sin bluse af. *Utroligt så meget jeg har revet af mit tøj for tiden* tænkte hun for sig selv. Hun lagde bredderne om hans arm og holdte dem samlet med den ene hånd, mens hun bandt det afrevnet stykke stof omkring, så det gav støtte til heleingen.
*Jeg ved godt, at som varulv at du heler meget hurtigere, men det nytter ik noget medmindre knoglen bliver sat på plads igen.* Hun sagde det mens hun arbejdede med knuden og slap så og så på hans arm. *Hvor lang tid det tager for den der at hele, ved jeg så ik.*

Han sad og snøftede imens han så at hun åbnede rævesaksen og fik hans arm fri fra tænderne. Blodet dryppede godt og armen var næsten følelses løs nu. Dog lige indtil hun skulle sætte knoglen på plads, så kom der pludselig en ordenlig omgang smerte mere til ham, som han sendte ud i et højt ulvehyl, hvor han bagefter hun havde forbundet hans arm, lå nede i græsset og gispede let over smerten imens han aede sin arm stille og prøvede bare at slappe helt af imens at smerten fortog sig en smule da han holdte armen i ro. "j-jeg har ingen anelse.. jeg er aldrig kommet rigtigt til skade imens jeg var ulv.." sagde han en smule gispende og pev en smule imens han lå på jorden, "men jeg ved ikke om jeg har lyst til at flytte armen mere" sagde han så og bed sig smertefuldt i læben. Han så let op på kasandra med et bedende blik, han havde ingen chance for at fange mad med en brækket arm på den måde, for han kunne ikke udholde smerten hvis det var han skulle løbe med den, så gammel var han ikke endnu, skønt hans menneskelige alder ville gøre ham til en hærdet kriger allerede. Men som ulv var det ingen ting. Han så sig lidt omkring og syntes enligt han lå lidt dårligt, det var ikke helt så rart at skulle ligge med en ny indbundet arm på græsset uden noget læ eller noget. Han måtte et andet sted hen hvis det var regnen havde tænkt sig at vise sig, eller måske et andet rovdyr der ville have ham til aftensmad siden han nu var skadet. "vil du beskytte mig?" spurgte han så Kasandra endeligt og sendte hende et rigtigt hvalpe blik med lidt små piben med. Han ville spille så sød som over hovedet muligt for at få hende til at sige ja, dog var det måske lidt svært når han ikke var en rigtig ulve unge som nok ville være en del mere pjusket og nusser end en voksen menneskebarn med nogle seriøse ulve personligheds problemer.

Hun så på ham og himlede lidt med øjnene. *Meric, jeg har brug for din hjælp!* Hun sendte tanken ude gennem skoven og vidste at han ville høre kaldet. Det gjorde han altid. Så satte hun sig ned på jorden ved siden af ham og trak knæene op og lagde armene rundt om, mens hun så på ham.
*Jeg ved ik meget om varulve, men jeg ved så meget, at de heler hurtigere end andre væsner. Ik lige så hurtigt som vampyrerne selvfølgelig.* Hun samlede en gren op og begyndte at snitte i det, mens hun ventede Meric. Hun så så ned på ham og begyndte at tale.
*Jeg kan give dig tag over hovedet, men mit hus er næsten tom. Og der snakker jeg møbler og ik mad. Selvom der heller ik er mad i huset* Hun skar en grimasse og begyndte at snitte i træet endnu en gang. Hun sendte sine tanker til ham, mens hun fortsatte med at snitte. *Jeg skal nok prøve på at passe på dig, men hvis naturen kalder, så bliver jeg nød til at gå.* Hun skævede til ham, mens hun lavede en runding i træet. Hun lod træernes snak komme ind i hendes hoved og fandt snart ud af, at Meric var på vej. Selvom han var en styk vej væk endnu.
*Men det er et stykke væk.* Hun så over på ham, sådan som han lå på ryggen og gik så med ordene *Jeg kommer lige om lidt.* Hun gik Hen til en busk med hvide blomster og lagde sig så på jorden og kiggede under busken. Der var den plante hun ledte efter. En blomst som havde skiftevis grønt og gult blad. Hun plukkede to og fandt hurtigt en bæk og hvor hun tog noget vand i en sten med hul i, som hun fandt. Hun lagde blomsterne i og samlede så stenen op og gik tilbage til Rolf.
Hun satte sig ned og tog den ene blomst og pillede bladene af og rev dem i stykker og puttede det i vandet igen. Hun gentog det ved den anden blomst. Hun svang det lidt rundt og lod det trække i lidt tid. Hun så kort over på ham og så tilbage til vandet. Hun fjernede bladene og gik så over til Rolf og stillede stenen ved siden af ham.
*Drik det. Det vil hjælpe en smule på smerten, så det er muligt for dig at rejse hjem til mig..... Ohh det smager måske lidt fælt.* Hun satte sig igen og lyttede efter Meric.