Et uventet besøg (Camille)

S: Cliff of kings
O: gamle og nye porte.
T: sent på eftermiddagen
V: let overskyet, men ikke direkte koldt.

vejret var mildnet, vinden var lidt varmere og det værste af sneen var forsvundet igen. Nu kunne vejret bare ikke finde ud af om solen skulle skinne eller om der skulle være overskyet.
For Singal gjorde det ikke så meget, bare det holdt tørvejr det næste stykke tid.
Hun havde nogle lettere sko på denne dag, nogle der næsten ville svare til den moderne verdens kondisko, men bare mere primitive og af forarbejdet læder.
Hun havde nøgle mørke bukser og sin trøje på, med lilla mønster. Kappen havde hun også på, da det kunne blive køligt efterhånden som aftenen sænkede sig. Håret sad løst, gled noget over hendes ryg, let som silke. Blåt.
Hun havde brug den halve dag på at nå hertil uden folk skulle lægge mærke til hende og nu var det lykkedes.
Omgivelserne var en blanding af lidt græs, noget af det hårde som kunne overleve dette landskab, og ellers tørre jordstykker.
Overalt var der sten, store og små, efter ødelagte porte. Der var porte over alt, ovaler af sten, nogen virkede, andre gjorde ikke, nogen var gået i stykker, nogen var lige blevet bygget.
Singal stoppede op på en lille forhøjning og kiggede sig omkring.
Hun havde modtaget en kort besked.

Portene, Cliff of kings, dig og camille

Der stod bare han ville komme en eftermiddag, hvilket nok ville være svært at bedømme da de to dimensioner ikke havde samme tidsindstilling.
Hun havde følt sig frem og i dag syntes hun det føltes rigtigt. I dag ville han komme.
Hun havde opsøgt stedet hvor Camille holdt til, efterladt en note.

cliff of kings, i eftermiddag

hun havde ikke fortalte hvem der kom eller hvorfor. Hun ville se reaktionen.
hendes tanker gled nogen gange tilbage på hendes hund, hun ville have haft den med nu hvis det var...Men i stedet var hun alene.
Hun sukkede og mumlede noget på sit hjemsprog. Nogle gatekeepers gik rundt mellem de mest aktive porte, heldigvis viste hun at Zean ville bruge en af de mere ubrugte. en de ikke holdte så meget øje med.
Hun drejede om og begyndte at gå hen til porten hun forventede at se ham komme fra. Hun var spændt.

Møde Singal ved portalen?
Havde hun mistet sine fulde fem? Måske var det et større tab af hunden, end Camille havde forstået. En kærlighed til et kæledyr, var ofte langt mere ukompliseret end den til andre levende ..eller døde...,fordi den ikke rummede spor af svig, modstand, bedrag, sorg, eller hvad man nu kunne være blevet budt af genstanden for ens affektion....et kæledyr var altid hengiven til ejermanden, ikke sandt ?

Camille ville naturligvis ikke svigte sin nye mentor, selv om stedet hun havde sat Camille i stævne , var en kilde til bekymring. Desuden havde hun intet valg, for hvis Singal røg ud i problemer der, måtte Camille nødvendigvis hjælpe hende.Ikke alle kunne rejse igennem, der var ikke fri passage, men gatekeeperne genkendte hende, og tillod hendes aktivitet der.

Hun var næsten nået frem, og synes at kunne genkende Singal.
Camille løftede en hånd til hilsen.
Hun var praktisk klædt i baggy sorte bukser, en grå lang ærmet bluse og det hele blev dækket af en dueblå kutte med en stor hætte, der pt dog hang afslappet ned af nakken. Hendes hår var flettet i en skødesløs fletning, der han til den ene side.
Efter nogle minutter skridt, var hun helt fremme ved Singal.
" Hey ...noget imod at fortælle mig hvad i himlens navn vi laver her? " spurgte hun lavmeldt Singal og var reaelt interesseret, da hun ikke selv havde et kvalifiseret bud.

Hun havde ingen ide om hvad Camille tænkte og det undrede hende lidt at hun ikke selv havde tænkt på det nok kunne virke lidt underligt.
Det var...På en måde underligt, igen at være sammen med den person der nok havde hende på et af sine svageste øjeblikke.
Billede af hendes hund gled ind og ud af hendes tanker hele tiden.
"Nej, men ikke lige nu" hun så sig kort omkring og gik så hen mod en port, den port hende og Zean plejede at bruge...Eller plejede og plejede, den port de en gang havde brugt.
Hun stoppede op og stirrede op og ned af den, det var en af de mindre. ca. på almindelig menneske størrelse.
"Der kommer meget snart en overraskelse, jeg fik besked på at tage dig med" sagde hun lidt kort for hovedet, hendes øjne lød endnu engang omkring dem, som om hun holdt øje med et eller andet. Hun skiftede vægten fra det ene ben til det andet som om hun var...spændt eller måske nervøs for noget.
Nu kunne der ikke gå så lang tid...

Det lød mere som et " det skal du nok ikke regne med " i Camilles øre og hun hun pressede læberne sammen, lidt hårdt, for ikke at hælde en spandfuld eder ud over Singal.Det var hverken tid eller sted, og nok heller ikke på sin plads, når alt kom til alt.
En overrsakelse ? Hvad fablede kvinden om ? Hvad kunne der ske her ?
En kamp af en slags. Hun skælvede. Det var et stykke herfra, Tristan og hun havde møde orkerne og var blevet adskildt, mon Singal var klar over de farer stedet her rummede?
Hun iagttog Singal, hendes spændte muskler og rasteløse tilstand.Var hun nervøs? Eller spændt på noget ? Camille holdt nøje øje med hende.

Endelig virkede det som om porten kom til live.
Gatekeepers havde en underlig tendens til at vide hvilke porte der var åbne hvornår, så singal håbede bare han kom før de opdagede noget.
Hun var ikke så gode venner med dem. Mente hun da, ikke mange brød sig om sortelver, så det var noget hun bare gik ud fra.
Hun trådte nogle skridt baglæns, porten lyste op og viste dem et langt sort hul...Et hul der nærmest gled længere og længere væk, uden de kunne se nogen ende på det.
Og så snorede det rundt.
det hele skete meget hurtigt, porten gav nærmest efter, nok fordi den var gammel og ikke så tit brugt, men til sidst spyttede den noget ud og blev helt sort og stille igen.
det var dog ikke hvem som helst som var kommet hoppede, men Zean.
Han lænede sig op af portens ene side at øjeblik, bare lige for at få balancen igen.
Han lignede meget sig selv, bortset fra han havde skiftet tøj. han havde bare fødder, nogle lette bukser og en...T-Shirts agtig trøje på.
Hans mørkebrune hår strittede let som altid og de mørke øjne var også de samme.

Singal viste ikke om hun skulle smile eller lade være.
"Så kom du, er du klar over hvor svært det er at vide hvornår du kommer?" sagde hun, næsten bebrejdende.
Zean rystede svagt på hovedet og måtte et øjeblik lukke øjnene. Han var lettere svimmel efter turen.
Han åbnede dem snart igen.
"lad vær og brokke dig" sagde han kort og lod nu blikket glide over på Camille.
et smil voksede frem og han rettede sig op fra porten.
"Camille...Jeg var ikke sikker på om du ville komme..." sagde han. han havde en underlig følelse indeni sig selv...som savnet af en gammel ven, glæde ved at se denne...Men også en sorg, sorg over han ikke var blevet valgt.
Det sidste ignorerede han.

Man kunne fornemme en sær form for aktivitet, allerede inden portalen åbnede sig.
Camille blev anspændt i hele kroppen, den reagerede på DANGER, det var jo ...vanvid...ingen vidste hved der kunne komme ud ,når der åbnede sif, af underlige væsner.
Camille måtte blinke nogle ekstrra gange, for at sikkre sig at hun ikke blot var fanget i et syne. Manden ...eller rettere dæmonen..der stod foran dem, var Zean.
Hendes Zean! Det sortnede for hendes øjne et øjeblik. Han var det eneste link til hendes gamle liv, den eneste der stod frem som repræsentant fra dengang, nu hvor Tristan var forsvundet, væk.
Glemt var Singal, et øjeblik, og Camille kom først til live igen da han talte til hende.
På en normal dag ville hun kækt have svaret at havde hn vidst det var ham, var hun ikke dukket op, og man ville have set et drillende smil på hendes læber.
Men der var intet...normalt over hendes liv n, og ej heller over at Zean med et stod her, foran dem. Så hun handlede, udelukkende på instinkt, da hun hurtigt kom over til ham ..." Zean !"

Singal slog sig til tåls og kiggede sig omkring.
Zean derimod slog armene ud, inviterede til et kram som han i hvert fald godt kunne bruge.
For en gangs skyld var det ham der krammede hende...Eller var det sket før? Han var ikke sikker.
Han holdte hende ud for sig og lod de mørke øjne glide ned over hende.
"Har du det godt?" spurgte han
"Jeg havde aldrig troet...Jeg forstår ikke helt hvorfor...at du ville hertil? Så meget forskelligt. Jeg nåede knap nok at sige noget, så var du væk" han lod armene falde ned langs siden igen og så nu også hen på Singal.
"Du har vel ikke været for hård ved hende?" spurgte han, men med et let drillende smil.
Singal himlede med øjnene.
"Jeg har jo haft tid, har jeg? Skal vi komme videre, det er bare et spørgsmål om tid før gatekeepers kommer og dem tror jeg ikke...Jeg har i hvert fald ikek lyst til at møde dem" nikkede hun kort og så skiftevis frem og tilbage mellem dem begge.
"Der vil være bedre tid til at snakke når vi kommer tilbage til hytten. En jeg har lejet til dette formål"

Endelig en følelse af noget trygt og kendt.Zean føltes uanmindelig dejlig at være nær, og måske var dét o virkeligheden første gang hun var tæt på ham, helt uden filter, regler og hæmninger.De skulle nok indfinde sig , senere...men hun havde ikke haft tid til at have paraderne oppe, da hun ikke forventede at stå foran ...ham.
" Jeg...er okay..."svarede hun og slugte ham med øjnene.Han så ud som han plejede, godt !
"Jamen...Dét gik lidt stærkt....dét blev besluttet den ene aften og næste aften, var vi væk. Jeg fortæller dét senere ,Zean " .Hun kunne ikke tro han var her.Hvad mon hans grund var?Bare han ikke var i problemer, for gennem hende.
"Øh...Singal har været helt fin " afbrød hun lidt uhøfligt, da den snak kun al for nemt kunne få en drejning der omhandlede hendes hund.
"Har du lejet en hytte ,Singal ? "Hun skulle lige til at sige at de kunne have været hos hende, men om Aleck ville bifalde dét, var hun lidt i tvivl om, faktisk.

Hun så lidt på hende.
"Jeg siger ikke vi alle behøver sove der eller noget, men det giver i hvert fald nogle mere trygge rammer at snakke i" sagde hun, Zean nikkede.
"Det ville jeg også foretrække...Jeg er ikke van til sådanne rejser" han smilte svagt og de begyndte snart at gå væk stedet, gik ud fra camille også gik med.
"Hvor meget er i noget? Med camilles træning?" spurgte han og så skiftevis mellem Singal og Camille.
Singal trak lidt på skuldrene.
"Nok...som det plejer, hvis jeg kan sige det sådan. Jeg prøver stadig at finde ud af hvad hun kan..." Hun virkede tøvende et øjeblik, hvilket fik Zean til at se mere på hende end på Camille et øjeblik. Dog så han ud til at slå sig til tåls. Mest fordi han kendte Singals luner.
Han så hen på Camille.
"Og hvordan går det med..." han skulle lige til at sige kæresten, romantikken eller et andet ord der ville lede hende på spor, men valgte at ændre det da Camille ikke havde syntes om det tidligere.
"...Dusørjægeren?" spurgte han så. Han viste jo Tristan var taget med. Simpelthen fordi drengen var væk.

De kom længere og længere væk fra porten og længere og længere væk fra vogterne, de begyndte at nærme sig et landskab med flere buske og træer end porte. De trådte ud på en sti som var den hurtigste mod nærmeste bebyggelse.

Camille så helt perpleks ud. Sove? hvem havde dog talt om at sove ? Hun mente bare at snakke. Hun nåede ikke at udrede misforståelse, inden Zean spurgte til hendes træning. Oh, det ville blive svært at komme uden om deres sidste trænings session.
Men Singal viste sig meget, diplomatisk og bragede ikke ud med hvor total umulig og frygtelig Camille havde været. Hun sendte hende et varmt blik.Der var flere lag i den pige, end man regnede med.

Zean...
Hun mærkede hun blev indhyllet i en tryghedsfølelse,bare ved at være ham nær.
Indtil han punkterede den...lidt ved at spørge ind til..".ham".

Hun prøvede at lyde som havde hun kontrol og styr på det hele, selv om hendes indre slog flik flak. " Han er...væk Zean. Som sunket i jorden. Vi nåede kun lige at lande her...så blev vi overfaldet af orker, og adskilt. LANG historie " svarede hun så odt det lod sig gøre, uden hendes stemme knækkede over. det var svært for hende at tale om. Hun havde ikke ville tænke tanken om at han måske ikke var i live længere ? Hun synes at kunne ...fornemme ham, og så alligevel ikke. Han gled væk...og følte anderledes. Måake hun skulle oplyse Zean og disse...syner...visioner..hun fik? Indtil nu havde hun undladt, da hun frygtede begge svar. Enten var hun ved at udvikle endnu en evne...ellers var hun så slidt mentalt, at hun var ved at "miste grebet".

Singal opfangede ikke Camilles blik, selv om hun normalt var ret opmærksom på folk omkring sig.
Zean Nikkede kort, så frem for sig i noget tid uden at sige noget. Han ønskede ham væk, og så ikke alligevel. Hvem sagde Camille gad ham, bare fordi hendes nyeste kærlighed var forsvundet? Han kendte alt for godt til hvordan sorg kunne forvrænge en.
"Han er der nok, derude et sted" sagde han og så på Singal i samme øjeblik.
Hun var drejet af vejen og første dem ned af en lille sti som først ned til en ensom hytte. Godt i stand, det var ikke det.

Han vidste, kunne fornemme at Camille var bekymret for ham. og sikkert frygtede det værste.
"Jeg har tænkt over noget nyt" sagde Singal
"Måske kan hun ike bruge sin evne mod visse andre væsner, fordi det er blokeret? Lukket inde? Jeg ved det selvfølgelig ikke, men det er en ide" sagde hun og så på Zean.
Zean var glad for at få noget nyt at tænke på og nikkede tankefuldt.
"Måske" svarede han så, lidt kort for hovedet.

De nåede hytten og Singal trak en nøgle frem og åbnede døren.
"Zean, henter du lidt brænde? Der er et brændeskur rundt om hjørnet. Vi kan lige så godt få varmen" Zean nikkede og gik om for at hente det.
Imens trådte Singal ind.
Hytten var ikke den største, selv om den havde en ekstra etage.
Den bestod af et lille køkken, et toilet med bad og en stue. I stuen var en lille trappe der første op til to værelser, små.
I stuen var der en pejs og ved den stod der nogle stole og en bænk. I et hjørne stod et andet lille bord med stole til, det fungerede nok som spisebord.
Singal gik over til et lille skab og åbnede det, der lå puder, dyner og tæpper hvis folk frøs.
Hun tog sin kappe af og hængte den op.
Zean kom ind igen med brændet og gik over i pejsen for at tænde op.

Nogen gange havde det at Zean kunne være så fåmeldt, drevet hende til vanvid, fået hende til at drage, sikkert, alle de forkerte konklutioner, men nu..virkede det ..beroligende.
Hun lyttede og tog hans ord til sig, naturligvis var tristan derude et sted. Spørgsmålet var om han bevidst holdt sig væk fra hende ? efter deres hussnak, havde han helt klart fået en slags kolde fødder,selv om det ikke just var hans hånd i ægteskab hun havde krævet.
Camille trådte ind i hytten og hendes blik,fejede rummet. Hyggeligt,simpelt og perfekt til at være sammen , uforstyrret.
" Det er virkelig pænt af dig Singal.Hvor længe har du vidst at Zean ville komme ? og ved du precist hvorfor han er her ? ".
Hun ville ikke stille spørgsmålet om hvor længe, ikke endnu. NU ville hun bare nyde at han var her ! Når han altsår kom tilbage med brænde til dem.
Hun gik over til kaminen og fejede lidt, med en lille kost...gjore klar.
Hun følte sig urolig. Sidst hun havde været i en hytte med Zean, var de blevet...lidt...uvenner, Leonard var også kommet...og Camille havde smadret hele hytten i frustration. Det hele virkede så...barnligt af hende,set i bakspejlet.

Hun så lidt på hende.
"Jeg har vist det i nogle dage, men var ikke sikker på hvilken dag" svarede hun
"Med hvad hans planer er, ved han kun selv...Hvis han er heldig" hun smilte svagt og kiggede på at Zean smed brændet ved siden af pejsen og stablede nogle stykker ind i selve pejsen. Han brugte træspåner til at tænde op med. Lidt efter buldrede ilden, lidt svagt stadig, men den var i live.
Han rejste sig op og klappede kort i hænderne.
"Nogen der vil have noget at drikke? der gemmer sig nok noget vand ude i køkkenet...Eller hvad Singal?" han så på hende og hun nikkede.
Han nikkede igen som om han bekræftede det.
Så hev han nogle puder frem, lagde dem p åtræbænken og satte sig så ned. Strakte sig lidt.
Ventede stort set bare på de kunne komme i gang med at snakke...DE havde nok alle nogle spørgsmål...eller singal havde nok ikke, hun ville nok finde det kedeligt på et tidspunkt, eller også ville hun sidde og samle de informationer hun kunne. Det var ikke altid til at vide med hende.

I nogle dage? Så dette var ikke en impulsiv idé, taget ud af den blå luft, hvilke også ville passe dårligt til zean.Hendes indtryk af ham var at dét meste var velovervejet , af hans gerninger.
Hun ville gerne have noget vand , og fik også sat sig tilrette på bænken.Hvad der drev ham til at rejse tværs gennem en dimension, havde vakt hendes nysgerrighed på ham.
Hun sendte Singal et smil .Dét var på en måde underligt at sidde her med to af hendes 'bekendte ' og så havde de en lang historie sammen.
Hun så på Zean og spurgte til hans et og alt , den lille søn .."Hvordan har Elyas dét, Zean ? "
Ungen var noget så dejlig, ikke et under at Zean var så betaget af ham, dét var hun også...og hun var ikke en gang forældre.Hun smilede og tænkte på deres tur på legepladsen.

Singal trak en stol hen, så de ikke alle skulle sidde på række i bænken. Det ville være lidt akavet.
Hun bankede en pude på plads og satte sig ned, nød endelig at være under tag og med varme.
"Der er også lidt mad...Begrænset, lidt kød og grønsager" hun trak let p åskuldrene. Selv var hun van til at leve af havd skoven gav hende. Og det var ikke altid hver dag, ikek her om vinteren. til næste år måtte hun lave sig et forråd.

Zean smilte og så på Camille.
"Han har det godt, jeg var med til hans fødselsdag for noget tid siden....Der var godt mange andre irriterende unger, men jeg ved det gjorde ham glad. Han er stærk" han var stolt af sin unge. sin nu 2 årige unge.
Han snakkede også bedre med Dawn, de havde snakket om måske at vende tilbage til hinanden da hun faktisk elskede ham.
Og det var gengældt kunne diskuteres, men det ville skabe trygge rammer for hans familie.
Men så var han rejst. Rejst væk, var taget hjemad for at se sit gamle barndomshjem.
Han havde ikke været der siden han stak af...
Han rystede kort på hovedet, de ting han havde oplevet der måtte han tænke over på et andet tidspunkt.
Han så over på Singal.
"Ja, du er vel ikke faldet tilpas med en mand eller nogle børn, hvad laver du nu?" spurgte han lige ud. Han viste Singal nok ikke helt gad snakke om det, men de var jo hvad man kaldte gamle venner. Selv om deres forhold nok mere mindede om søskende.
"Nej, hvorfor skulle jeg det? Du ved hvordan jeg har det. Desuden har jeg levet alt for kort af mit liv til at binde mig med nogle børn" hun rystede på hovedet.
"Jeg stak af hjemmefra og bor nu i skoven" Zean så lidt på hende og nikkede så.
"Med det du har fortalt om din mor kan jeg godt forstå det" svarede han

Han så tilbage på Camille igen.
"Nå...Hvorfor så sådan en hast i at komme her til, og af alle steder?" spurgte han, oprigtig nysgerrig.

Et smil dansede om hendes læber, imens Zean fortalte ,stolt og fyldt af kærlighed, om Elyas.
Hun så også ikke helt uinteresseret på Singal, havde hun fravalgt kærlighed...helt bevidst, og var alligevel lykkelig? Eller havde hun en skal som værn, ligesom mange andre.

Camille vidste ikke helt hvor hun skulle begynde.
Og forklaringen kom lidt rodet over hendes læber...ordene væltede klodset ud
"Deepshell virkede...truende, jeg fik breve ...som leder for menneskerne, med trusler....Dét at jeg hang ud med jægernes leder, gjore mig et oplagt mål og som dét ikke var nok, var rygter om mit blod taget til Zean.Tristan mente ikke der var sikkert lige nu....så vi ville tage et break fra dét hele.En pause....Og 10 år her er blot nogle uger hjemme, så vi regnede dårligt dét ville bemærkes at vi var væk.Han bad mig stikke af med ham, og jeg forslog hertil.
Stikke af....som venner " synes hun på en måde lige burde med, da Tristan havde gjort dét fint klart de ikke var sammen 'på den måde ', hvilke hun også godt vidste, hun havde jo bare troet....

Zean nikkede lidt og et stykke tid på hende før han sagde noget.
"Okay...Men lige her til? i kunne rejse hvor hen i verdenen i ville, hvis det var kunne jeg give nogle råd til hvordan man gemte sig, jeg er ikke helt talentløs" han smilte svagt. Bare venner?
Han var så nysgerrig, men turde næsten heller ikke spørge...Men det trængte sig bare mere og mere på og dette var nok det bedste tidspunkt.
"Så dig og Tristan...I er stadig ikke sammen?" han gjorde sit bedste for at skjule sin ivrighed, sit håb. Hvor godt det gik kunne han se på Singal, selv om hun altid så sådanne noget bedre end andre.
Hun himlede en smule med øjnene, men lænede sig ellers tilbage i stolen.

Camille blev næsten helt flov."Dét ved jeg godt du ikke er ,Zean ...dét var lidt spontant vi blev enige om dét.Fra dét kom på tale var der ikke gået 24 timer.Og vi vidste Sakref og Mina ville være her, så vi så dét som et lille eventyr." Hun forsøgte bravt ikke at lade dét skinne igennem, hvor meget Zeans ord ramte hende.For dét gjore de, men hun arbejde på at fikse dét, og Aleck...hendes udlejer og nye støtte...hjalp hende,uden at vide dét,med dette.
"Nej...vi er ...stadig....ikke sammen.I guess han ikke har travlt,eller ikke er interesseret...men nu han altsår helt væk....så vi taler ikke længere." At hendes stemme lød sårbar og skrøbelig ,var nok ikke at skjule....og hun vidste Zean ville bruge hendes ord på en måde han fandt...bedst.
Men hvad skulle hun gøre ...dét var jo sandheden, ik ?
"Dét kompliseret "sluttede hun næsten undskyldende af med, og så først på Singal og dernæst på Zean.

Det virkede som to emner der ikke helt var så gode at snakke om. Camille virkede i hvert fald ikke glad for nogen af dem. Han trak "følehornene" lidt tilbage igen, lod begge emner falde til jorden uden nogen greb dem. Det var nok bedst på den måde. For Camille i hvert fald.
Men selv da Camille havde sagt hun ikke elskede ham, i hvert fald ikke på samme måde, var det som om han bare var blevet mere besat af følelsen. og han havde svært ved at glemme den, hvor meget han prøvede.
Han sukkede svagt og lænede sig tilbage i puderne, så ind i ilden der nu havde vokset sig større.

Singal så lidt frem og tilbage på dem begge og fornemmede en akavet stemning. En stemning hun i hvert fald ikek brød sig om.
"Nå, Zean...Du er jo ikke kendt for at gøre noget du ikke har tænkt over. Hvorfor er du her så? Bare for at se til en gammel bekendt og en ulykkelig kærlighed...jeg mener venskab" hun så smilene mellem dem begge to. Hun havde det dejligt nemt, hun havde intet med det emne at gøre og følte derfor hun kunne kommentere det.
Hun sluttede af med at så på Zean, der så lidt på hende.
"Der er mange grunde til jeg valgte at kigge forbi..." sagde han så

Tristan havde aldrig været et...nemt samtale emne når hun var sammen med Zean, og ligeledes når hun var med Tristan.I lang tid havde hun ikke nævnt dem overfor hinanden, men nu havde de både været igennem kampe og endt med at slutte fred, nok mest for hendes skyld.
Hun kunne ikke se hvad Zean tænkte ,da han lænede sig i puderne.Og Singal der synes at tage dét hele lidt muntert, havde nær fået en pude i hovedet af Camille, da hun kom med den 'sjove ' bemærkning om ulykkelig kærlighed.Hun havde lyst til at klippe hendes lange blå hår af.
Istedet lavede hun en lille grimasse og rettede igen opmærksomheden på Zean.
"Ja...hvorfor er du her...nu ? ikke at dét ikke er vidunderligt " fik hun lige klemt ind, heeelt uden at møde Singals øjne.

Singal tog det ikke så tungt. Det gjorde hun aldrig, hun var ligeglad med hvad folk syntes om hende. Camille burde mere være glad for hun kom med noget ironi overhoved. Zean opfangede dog ikke noget af det, andet end han sendte hende et hurtigt blik ved hendes måde at udtale sig på.
Nu var samtalen drejede om på ham, hvad han hade, men dog havde forventet.
"De vigtigste grunde er nok..." han trak lidt på skuldrene. Hvilke grunde havde han enlig? Han havde intet specielt behov for at se Singal, deres lille venskab klarede de fint over et brev om året. Hvad der for hende nok var et øjeblik. Eller også var det omvendt? han havde ikke helt styr på det.
Camille? Ja, han havde været nysgerrig, ville gerne vide hvordan hun havde det...Og endnu mere om der var endnu en mulighed...
Han sukkede kort.
"Jeg ved det ikke" sagde han så kort.
"Det passede bare lige ind. Jeg tog fra mit gamle barndomshjem til Elyas og nu hertil." sagde han og håbede Singal lod emnet falde.
Det gjorde hun ikke.
"Men...hvorfor tage så lang en tur, bare for...ingenting?" det var som om hun fiskede efter et eller andet. Uden at få noget på krogen.
"Vær dog bare glad for jeg er her!" han mærkede at han begyndte at blive irriteret. Han havde ellers holdt sit temperament ret godt, mente han. okay, nu havde der heller ikke helt været noget...men alligevel...

Hendes øjne hvilede på Zean , fulgte hans bevægelser og nød hans velkendte træk.
Hun var lykkelig over at se ham igen, over han var her.
Som Singal,var også Camille lidt forundret over der umiddelbart direkte årsag var til besøget, at rejse gennem portalen og tværs igennem en dimension, var noget mere hård kost, end de fleste lige regnede med.
Hun fornemmede han begyndte at blive lidt...anspændt og for at han ikke skulle begynde toppes med Singal, skyndte hun sig at bryde ind og sige " Dét er godt at se dig igen ,Zean....vildt godt faktisk !" Et glad smil dansede omkring hendes læber og nåede også hendes øjne.
Først nu hvor han sad her, ramte dét hende hvor meget hun havde savnet Zean.

Singal så længe på ham med sine hvide øjne.
"Som du vil" sagde hun kort og rejste sig.
"Jeg lader jer snakke...Jeg er træt af at sidde ned" hun gik hen og tog sin kappe, lagde den om skuldrene og trådte udenfor for at gå en lille tur. Lade gamle venner så hinanden.

Zean prøvede at slappe helt af igen som han havde gjort før, men det havde aldrig været hans største talent.
Han smilte svagt.
"Det er også godt at se dig igen" sagde han og så lidt på hende, for så at se ind i ilden. Han overvejede hvor god en ide det nu også havde været at tage hertil.
Han viste ikke hvad han mere skulle sige, da det virkede som om en underlig stemning havde spredt sig i rummet.

Camille spejdede efter Singal .."God tur, kom nu ikke for sent hjem, og tal ikke med fremmede ".
Singal ville helt sikkert brumme over dét.Camille smilede og så på Zean.
Du må være helt flad efter rejsen.
Vil du have noget af dén lokale øl, dét står derude ,så jeg før ?
Hun hentede til sig selv, og til Zean hvis han ville have.
Hun kastede nogle tæpper og puder foran Kaminen og fik placeret sig der,som dén lille havfrue.
"Er du okay ?" Spurgte hun og hendes øjne veg ikke fra ham.

Han så lidt på hende, utroligt som hun kunne ændre sig så hurtigt. Som om det var begrund af Singal hun ikke havde været i så godt humør før. Gad vide hvad der var sket mellem dem?
Han rystede på hovedet. Ingen øl, hvis noget så bare vand.
Men han var faktisk ikke tørstig.
"Jeg har det fint" sagde han lidt kort og håbede hun ikke ville fortsætte, for det orkede han ikke.
Måske med at andet emne, men han viste ikke lige hvilket. Det havde føltes som om de havde så meget at snakke om, men stilheden bredte sig allerede.
"nå, har du så fundet dig at sted at være?" spurgte han så.

Singal havde knurret et eller andet på vej ud af døren. Sjovt som Camille altid skulle fornærme hende!