I'm sorry... //Azazel//

Sted: THe Oasis Tid: 23:00 Omgivelser: Planter, træer det naturlige.. Tøj: http://www.fanpop.com/spots/female-ass-kickers/images/23975749/title/anna-valerious-van-helsing-photo

Isobel havde været ude i Oasis i et stykke tid, og hun var ved at være ret irreteret over at hun ikke kunne finde nogle dyr at jage.. Hun havde virkelig brug for noget blod, da hun ikke havde spist i langtid, så hun skulle altså bare havde noget.. Hun begyndte med at gå lidt stærker, da hun syntes hun hørte noget lidt længere fremme, så det måtte hun jo lige undersøge.. Hun skulle have noget blod snart, da hun vidste at der ikke ville gå lang tid før vampyrene kom efter hende.. Hun sukkede irreteret, hun ville snart smutte, der var ikke nogen grund til at være der hvis hun ikke kunne få noget at spise.. Hun kravlede hurtigt op af et træ, måske kunne hun se noget der oppe fra.. Hun kunne se noget lys flere kilometer fra hende.. *Det dem..* Hun var ret så sikker på at det var vampyrene.. Hun sprang ned fra træet, og begyndte at gå den anden vej.. Hun så et dådyr løbe forbi hende lidt længere fremme, hun satte i løb efter den med et lille skummelt smil på læben..

*frugt, jeg elsker frugt*
Azazel havde efter et mirakel af en kamp, og med sved på panden, endelig fået kæmpet sig vej op i toppen af træet, og i hans store sejre over endelig at have kunne kravle så højt slog han ud med armene og skulle til at råbe i alt hans mandlighed. men, lyden bliv ikke til noget, da hans udslået arme jo ikke længere holdte fast i træet, og med et fart han slet ikke ture gætte på hvor høj var, faldt han ned mod jorden, skrigende som en forskrækket abe. ikke mange filosofiske tanker kom gennem hans hoved, bare et ord, som gentog sig selv...av av av av av av. og det var til tros for han slet ikke havde ramt jorden endnu. og der kom det så.. sammen stødet mellem mand, og.. kvinde.. han troet han havde et stævne møde med jorden, men fandt sig nu oven på en af jordens største skønheder. overrasket, og glad for hun tog det hårde slag for ham, så han slet ikke det dådyr hun havde øjnene på, var begyndt at løbe væk, da de høje lyde kom. Azazel flyttede sig ikke for hende, han prøvede at spille lidt sej.. men vidste ikke hvilke replikker man sagde.. hej, er det bare mig, eller slår kærlighed hårdt?.. nej ikke den.. han vidste det ikke, og kom heller ikke langt i sine tanker for få sekunder efter han havde slået hende og ham selv til jorden med det hårde slag fra tyngde kraften, kunne han se et langt spyd, .. eller nej.. tre af dem faktisk, tre lange spidse spyd af sølv dybbet i helligt vand, peget mod skønheden og udyret (Azazel og Isobel) Azazel smuttede stille af den smukke pige, og kunne skam godt forstå en hentydning.. det var ikke hans tøs. Azazel så af de tre mænd som havde læderrustning på, havde omringet dem, og der nu kom en fjerde mand frem, han havde et fint håndsyet jakkesæt på, et rødt slips, og det mest djævelske smil, som Azazel nogensinde havde set. manden havde nogen skarpe lange hugtænder, og nogen gennemborende blodrøde øjne, med en lille gul prik i midten som pupil.


(+ et par hugtænder, og nogen røde øjne ^^´)

Isobel havde næsten dådyret, hun var ikke langt fra den.. Hun havde tænkt sig at springe på den, men den tanke fløj hurtigt ud af hovedet på hende, da hun pludselig lagde på jorden, med en mand oven på hende.. Han var åbenbart faldet ned fra træet ved siden af dem.. Hvad lavede han egentlig der oppe.. Isobel ventede lidt til at fjernede sig, men det skete ikke så hurtigt som hun havde forstillet sig.. Hun havde forstillet sig at han hurtigt ville flytte sig, og sige undskyld, men intet af det kom.. Da han havde fjernet sig, rejste hun sig hurtigt op og skulle til at løbe, men blev stoppet af en af de spyd som nu var rundt om dem.. Hun havde ikke set dem i starten, men da spydet ramte hendes arm, gik hun hurtigt et skridt tilbage, da der var helligt vand på spydet.. ''Hvad..!'' Hun så sig lidt omkring, inden hun kunne se hvad der skete.. ''Se nu hvad du har gjort!'' Hun kiggede truende mod manden som havde slået hende ud.. Hun ville dræbe ham, men droppede også den tanke, da han så vampyren med jakkesættet.. Det var ikke lige ham hun gerne ville se, da han var den stærkeste af dem.. Hun vendte sig hurtigt mod ham, og så på ham med et lille venligt smil.. Han var jo gammel og kunne være meget venlig, bare ikke lige over for hende altid.. Men han satte pris på høflighed, og ville for det meste gerne have at hun så ham i øjnene når hun talte til ham.. ''Aah.. Hyggeligt at møde dig igen..'' Hun smilede venligt og negede over for ham...

Manden med de gotiske og frygtsomme øjne, og de kridt hvide hugtænder, satte skam med hele sit kolde is hjerte, pris på høflighed, og hvis man var formel og artig, kunne man måske stadig gå hjem med øjne i hoved uden de bliv flået ud med en the-ske. Manden hørte hende respektfulde tone, og venlige smil, men med et sind så hårdt som sten, og en sympati på størrelse med et støvkorn, forventede han den yderste formelle tone fra hende. "Ikke ´du´, men ´dem´. hyggeligt at møde dem igen." han rettede gerne på hende, hans ordre var stålfaste, og at hun stadig trak fri luft, og ikke svømmede i dødsfloden i efterlivet, var på hans nåde.. så ja.. han følte sig på sin plads at få lov at rette hendes sprog. Manden som Uriel, lod sine fine ny poleret jakkesæts sko, tage nogen skridt mod hende, og med et strengt og næsten faderligt blik, sagde han i bedste gyser film tone "Jeg er skuffet over dem frøken Graf." Han lod ikke sit blik glide væk fra hende, men pluseligt, da en af vampyrerne bagved ham, en meget yngre vampyr, men stadig omkring de 1000 år, som holdte et af spydene, åbnede sine læber, og det var tydeligt at han ville sige noget.. men hvad der følte som et lille vindbust, som fik bladene på træerne til at bevæge sig, var den ældgamle vampyr bagved den unge vampyr, og hvis man vil måle hurtighed, kan man trygt sige, at inden den unge vampyr havde løftet et eneste af sine hår på armene af skræk, havde den gamle vampyr hvisket ord i hans øre, så skræmmende, at vampyreren næsten tabte sit spyd i skræk.
Azazel havde slet ikke opfanget af den gamle mand bevæget sig. før han ligepluselig havde skiftet plads, og hvis ikke der havde været spyd fra alle flugtveje, havde han løbet som syv vilde heste. det her virkede ikke som noget den stakkkels lille Azazel havde brug for at blande sig i.. men hvis de store vampyrer med skarpe pinde af sølv, sagde han var en del af det, så havde han ikke meget lyst til at sige dem imod.
Uriel, lod sine rovdyr øjne smides over på en anden vagt, og sagde med en dyb hæs stemme "Tag fyren med også.. han skulle have valgt nogen bedre veninder."

Hun smilede lidt og så ned i jorden.. Efter alle de år rettede han stadig på hende, hun var ved at være godt træt af det.. Hun kiggede ærefuldt op på ham igen, med et lille smil på læben.. ''Jeg kan høre de stadig retter på mig. Efter alle de år?'' Hun fulgte ham med øjnene da han gik hen i mod hende.. Hun lyttede forsigtigt til hvad han havde at sige til hende, med hans faderlige stemme som han dog kun brugte på hende.. Hun så lidt ned i jorden efter han havde sagt hvad han skulle sige.. Han havde jo hjulpet hende igennem meget af dette vanvid, men da det blev alt for ulovligt hoppede han af, og begyndte i stedet at jage hende.. ''Jeg kan kun sige i lige måde Uriel..'' Hun så ham hurtigt flytte sig om bag en af de yngre vampyre, og hviskede noget i øret på ham.. Hun var sikker på at hun kunne klare de andre unge vampyre.. Men Uriel kunne hun ikke klare, eller jo, det kunne hun nok godt, men det krævede held, og da hun ikke fik sit blod, var det nok ikke lige der hun skulle slå til.. Hun så over på en anden vagt, som fik af vide at han også skulle tage manden med.. Hun rystede blot på hovedet, da hun ikke mente at han skulle med, da han nok ikke ville være til den store hjælp, han ville sikkert bare gå i vejen for hende... ''I behøver ikke tage ham med, jeg har lige mødt ham..'' Hun kiggede irreteret over mod Uriel..

Uriel lavet en gestus med en udtrukket hånd til Azazel, og lagde i bedste djævlens advokat stil, sin arm om Azazels skuldre, og sagde så med en lille grufuld hæs stemme "Kender ham ikke? jamen så undskyld misforståelsen" sagde han efterfulgt af en dyb latter, og gav så Azazel et skalde, så hård, at Azazel flyv gennem luften, og rev den ene af vampyrerne med i flyve turen, og begge smadret ind i et træ med mindst 70 kilometer i timen, og man kunne se hvordan en forslået Azazel, sikkert med et par brækkede knogler, faldt ned sammen med en vampyr vagt fra hullet i træet, som de lige havde lavet, og først der, stoppede Uriel med at grine ondt, og kiggede så over mod Isobel, og sagde med et tone som en slange ville hvis den kunne tale menneske sprog "De gav mig selv intet valg unge frøken. jeg selv ville skælve landet fra hinanden, i et hav af tåre, og en regn af blod, for at hævne deres forældre, men.. de har spillet deres kort forkert frøken. nu vil det nattens ro, blive afbrudt af dine dybeste smerte skrig. hvis deres forældre var i live ville de væmmes ved deres afkom." han nikkede mod et træ, også kom et par flere vagter, også med spyd, også sagde Uriel "Før denne mord væk fra mit syn. hendes straf vil komme når vi er hjemme i lejren." Azazel var ikke istand til at slås mere, og bliv løftet af den ene vagt.

Hun så bare på manden som fløj igennem vinden med fuld fart ind i et træ... Han betød intet for hende, og hun havde ikke noget i mod at han døde, det var ikke hendes problem.. Hun så i et lille stykke tid på manden, og vagten som lagde henne ved træet, helt forslået begge to.. Hun havde ikke ret noget at sige til det. ''Han betyder intet.'' Hun sagde det med en kold hård tone, og så over på Uriel. Hun lyttede forsigtigt til alt det han sagde *VÆMMES!* Hun ville ikke vise at hun var blevet såret af det han sagde til hende, men det var hun bestemt.. Hun vidste at hendes forældre ikke ville væmmes ved hende, men hun blev stadig såret, uden at vise det. ''Vi var så tæt på Uriel! Hvis du bare havde været med lidt endnu...'' Hun så på ham med et hårdt og hjerteløst blik.. ''Jeg følger gerne friviligt med, men jeg kan love dig Uriel, det bliver værst for dig selv..'' Hun smilte venligt, og begyndte med at gå den vej, som nogen af de andre vagter havde gået.. Hun havde ikke andre valg end at følge med ham, hun var død på stedet hvis hun ikke havde gjort det, men måske var det også bedre.. Men nej hun fulgte med ham, hun ville flygte, og muligvis dræbe nogen på vejen ud.. Det var en smal sag at komme forbi vagterne, men ikke Uriel.. Hvis han bare er det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, kunne hun komme væk.

Uriel kunne ikke lide hendes respektløse tone, men han viste det ikke.. for nu. han havde en hel aften til at mishandle hende, og hendes bekendte.. eller hvem end ham den anden var. og hun købte sig ikke ligefrem mindre smerte ved at tale sådan til ham, som Uriel altid sagde, ´hvad man ikke har i mannere, må man have i smertetræskel´. Uriel og hans folk havde lavet sig en lille lejre, der var en masse telte, og cirka 10-15 store telte, og nogen små lejre båle rundt omkring. Uriel løftede en teltdue, og man kunne se en store jernstang med stål kæder, til både ankler og håndled, dværge håndværk, selv ikke Uriel ville kunne bryde de stål kæder. Uriel lod vagterne dække om dem, mens han personligt med fuld koncentration, og parat hvis hun skulle prøve på nogen uartigheder. han spændte hende fast på hænderne, og pressede hende mod jern pælen, mens en vagt tog sig af kæden om anklerne. da hun var spændt forsvarligt fast, gav han hende et sindsyg stor lussing med sin håndryg, så slem, at hvis hun havde været menneske, var hendes hoved kørt 180 grader rundt. hvorefter han sagde med ansigtet mod Isobel, men snakkede til en vagt "hent mine redskaber"
Azazel bliv spændt fast med en normal jern kæde til et træ bord inde i det samme telt. det var skam mere end nok til at holde ham der.

Hun lod dem spænde hende fast uden problemer.. Hun vidste at han ikke ville dræbe hende der, det var jo kun tortur telt, så der overlevede hun nok, men mistede nok mange krafter.. Efter det hun havde hørt fra hans tidligere trusler, var at de en dag skulle kæmpe i mod hinanden, hvor kun en af dem kunne overleve.. Hun vidste ikke om det var det han ville, men det var det hun troede, og håbede.. Hvis det ikke var det, var det nok noget værre.. En lille lyd fløj ud fra hendes mund da hun blev ramt af hans hårde kolde hånd.. Hun var vampyr, så meget smerte følte hun heller ikke over sådan noget.. Hun havde vendt kinden mod ham da han talte.. Det var ikke til hende, men hun vidste at det var nu torturen satte ind.. Hun blev mere og mere nervøs, da hun ikke havde spist i lang tid, og nu skulle til at tortureres, hun ville sikkert blive meget svag, og ikke overleve det næste.. Hun grinede svagt af ham efter lidt tid.. ''Uriel... Er de blevet så svag at de bliver nød til at torturere mig først, inden jeg kan komme i kamp? Eller er det bare mig der er blevet stærkere?'' Hun smilede et skummelt smil til ham.. Hun vidste ikke om det var angsten der talte, eller om der kunne være noget i det hun sagde.. Hun havde ikke lagt mærke til manden som var skyld i det hele, man han var inde i telten, og hun kunne høre hans åndedrag.. I et lille øjeblik prøvede hun på at komme fri, ikke for at flygte, men for at få hans blod.. Hun kiggede over på ham, men opgav hurtigt..

Uriel sagde intet tilbage til hende, han gik væk fra hende, og gik han til et bord som var slæbt ind til ham med hans redskaber på, som havde en hvid due over, så han flyttede den i en håndbevægelse. på det lange bord, lå rivejern, piske, spanksrør, dildoer, og knive i alle forme og størrelser, og selvfølgelig nål og tråd, som var hans yndlings redskab. man sagde han engang syet hans egen mors skamlæber sammen, og flået kødet fra hinanden i en dyrisk bevægelse, da hun bryd sig mod vampyr loven... men måske var det bare et rygte. Uriel var ivertfald en mand med stort M, og gjorde det nødvendige, når det var nødvendigt, og derfor var hans følelser ikke særlig tydelige, og nogen tvivlede at bagved de røde dæmoniske øjne, at der lå følelser. selv for en vampyr, var han ikke kendt som en hygge mor. endelig vendte han sig mod Isobel, og sagde så "Ingen af delene unge frøken. de skal ikke i nogen kamp. de vil blive taget hånd om, som man tager hånd om et sygt dyr.. se med fryd på mine redskaber, de vil ledsage dig, inden det kolde intethed, og mordet på dine forældre vil gå ustraffet, og når dit familie navn bliver nævnt, vil det være med foragt.. for du gjorde sådan en ærefuld slægt, til en familie der kun blive husket som den med morder datteren." Uriel tog en lille kartoffel skrælder op fra bordet, og kigget kort på den, og tænkte den nok ville være brutal nok til dens formål. "Vi starter med din ven. også rykker vi videre til dig"

Hun så for stenet på alle tingene der lagde på bordet.. Nogle farligere end andre.. Hun var ikke sikker på om han vidste det.. eller jo det var hun, men havde han mon glemt det.. Vampyre mærker jo ikke sådan rigtig smerte når nu deres krop er død, de kan jo bare mærke at der sker noget med deres krop.. Det de kan mærke, og som gør ondt er jo vievand.. Og jo flere sår de får, jo svagere bliver de.. Eller hellige symboler, som kors, det gør jo også meget ondt på dem, ligesom sølv.. Hun var ikke sikker på om han havde glemt det, men havde han det, var det jo bare heldigt for hende.. ''Han er ikke min ven..'' Hun mumlede det lidt for sig selv. Hans liv betød stadig intet for hende.. Han kunne gøre hvad han ville med ham.. Så længe manden ikke kom i vejen for hende, var hun ligeglad med ham..

//sorry kort svar//

Uriel var træt af at høre hun var ligeglad med manden, hvis han belød så lidt, kunne det være hun rent faktisk ikke løj om det, og hvis hun sagde sandheden, var der ikke meget sjov i at plage ham. Uriel var selv vampyr, han vidste godt hvad der gjorde ondt, men hvis Isobel kun så de redskaber som smertegivende, så forstod hun slet ikke hans tankegang. han så dem som muligheder, at hælde helligt vand på knivene, eller dildoerne for den sags skyld. det var skam mere kreativt end bare skære i hende, at fylde hendes sår med flydende varmt sølv, at tvinge kugler med helllige symboler ned i hendes hals.. der var så mange muligheder, og hver af de redskaber skabte flere muligheder. Uriel vendte sig mod Isobel, og sagde så "Fint, hvis du er så ivrig efter selv at begynde. så lader vi ham vente lidt endnu" Uriel, tog et glass helligt vand, og dybbede sin katofel skrælder i det. han havde altid været fan af hus midler, det havde en form for charme. Uriel gik over mod hende, og lagde den på hendes håndryg, og lod det kolde blad pirre hende, inden han med et hårdt ryk, tvang stålet med det brændende hellige vand ind i hendes hånd, og rev et lille stykke hud af, til hvad der virkede til at være ham en fornøjelse. han kiggede på hende, og sagde "Lige nu, kunne de beskidte hunde hvalpe ligge for dine fødder. hulkene, og tiggende. men du skulle bare ødelægge det hele for dig selv. jeg prøvede at hjælpe dig, men du bragte det her på dig selv"

Isobel skreg af smerte da bladet ramte hende.. Hun havde noget at sige, hun skreg bare.. ''Stop stop stop... Jeg ber dig...'' Hun ville slet ikke havde sagt det, men det fløj bare ud af hende, da det jo gjorde ondt på hende.. Hun tænkte lidt på det med varulvene.. Hvis han havde hjulpet hende var de aldrig kommet videre, han hjalp hende ikke engang til sidst.. han var ikke til nogen stor hjælp.. ''Med din hjælp, ville de aldrig komme til at ske..'' Hun kiggede truende på ham i mens hun sagde det.. Han havde ikke givet hende andet end problemer, så hun havde intet at takke ham for..

Uriel trak på skuldrene, og lagde bladet mildt på hendes kind uden at skære hul, og sagde så roligt "Find en anden tone frem, eller jeg svæver, at selv din afdøde mor vil tude i smerte. jeg er ikke julemanden, jeg er ikke påskeharen, jeg giver ikke gaver, jeg giver ikke chokolade, men hvis den mund ikke lære sin plads, vil jeg minde den om det" han vendte sig mod bordet igen, og tog en læderpisk frem, en lang en af slagsen, hvor hellige symboler var håndsyet ind i lædret, og efter en lille tur i helligt vand, gik han langsomt mod Isobel, og flået hendes overtøj af i en hurtig bevægelse, og lod pisken flyve langt over hoved, og med en hjerteløst magt, slå han ned den over hendes nøgne maveskind. da han havde slået, sagde han igen roligt "Din far og jeg var tæt. hvis han kunne se hvilken vanskabning hans datter var blevet, ville han blive hjerte knust."

(undskyld det langsomme svar, men så først dit svar nu ^^´)

Lige meget hvad han sagde ville det ikke kunne ændre hendes mening om ham.. Til sidst var han bare ikke til mere hjælp, han gik bare i vejen for hende, måske var det også meningen, da han jo forlod hende til sidst, og i stedet for at hjælpe hende, jagtede han hende.. Hun så roligt på pisken han tog frem, hun så lidt mere uroligt på ham da der var kommet helligt vand på, men hun havde stadig det kolde rolige blik, som slet ikke viste at han var bange.. Hun var nærmest lammet af frygt, for det næste der ville komme til at ske.. Hun så ned på hendes maveskind, hun var sten sikker på at det var det næste sted der ville ske noget, da det øverste af hendes tøj stadig var på hende. Isobel vred sig, og skreg så højt hun kunne.. Det var som tusinde nåle, med helligt vand på der bare blev hamret i hende.. Hun så ned i jorden da han talte igen, hun ville ikke finde sig i at blive talt til på den måde.. Hun vidste at hendes forældre ville elske hende lige meget hvad.. Hun så langsomt op på ham med et roligt blik.. ''Min kære ven.. Hvad du end siger dårligt om mine forældre, ved jeg at de alrid vil elske mig.'' Hun smilede venligt til ham, og holdt bare blikket på ham.

Uriel trak på skuldrene, og lod et djævelsk smil pege mod hende, og sagde så til vagterne "Udenfor. unge frøken Isobel skal have en mere... privat lektion i ydmyghed" Uriel så på vagterne, som langsomt gik udenfor, og tænkte det næsten var synd for Isobel, de vidste godt nok ikke hvad Uriel ville nu, men de regnet ikke med det var noget godt.. for hende.
Uriel lod et sidste blik kigge for at se om vagterne var gået udenfor teltet, inden han så gik mod Isobel med et strengt blik, men lagde pisken på bordet igen, og puttede sin mandelige hånd på hendes søde læber, og løftede en finger foran hans egen mund, for at vise Isobel skulle være stille. hvorefter han diskret tog en nøgle op af en lomme, og løsnede hendes kæder, og anklerne først, også hendes håndled, hvorefter han uden et ord, lagde nøglen i en lille halskæde, og ødelagde kæden, så det ville se ud som om Isobel havde revet den af halsen på ham. han hviskede til hende "Der vil gå ild i et af teltene om tyve sekunder. når folks opmærksomhed er rettet mod den anden ende af lejeren, så smutter du ud... find de hundehvalpe der dræbte din far. hævn ham... for vores begge skyld. slå mig.. slå mig så det ser ud som en rigtig fange flugt. du har kun fem sekunder tilbage."

Isobel så bange på Uriel, hun ville ikke være alene med ham.. Eller det var hun jo ikke da manden stadig sad bagved hende, men det var nærmest som om han ikke var der.. Hun så på vagterne der gik uden for, hun ville ønske de ikke gik.. Hun så bedende på Uriel, hun ville ikke mere, kunne han ikke bare slå hende ihjel.. ''Jeg ber dig.. Vil du ikke nok stoppe!'' Hun hviskede det med en lille svag stemme.. Hun lyttede lidt til hvad han sagde, og efter han havde sluppet hende fri, rejste hun sig helt op.. Hun forstod ikke hvorfor han gjorde det.. Hun troede lidt at der var en bag tanke ved det hele.. Hun smilede bare og mimede med munden 'tak.' Hun gik hurtigt over til manden.. Hun kendte ham ikke, men hun skulle have ham med, hvis hun ikke kunne finde noget dyr, kunne han jo være nyttig for hende. Hun rev ham hurtigt, og næsten uden lys løs, og løb så hen og slog Uriel.. Hun kunne høre det brændene telt udenfor.. Hun tog manden i hånden, og rev ham afsted.. Hun flygtede med ham ud af lejren.. Hun vidste, at selvom Uriel lod hende gå denne gang, ville de stadig være efter hende, og det ville han også.. Da de var et godt stykke væk smed hun manden ind i et træ, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med ham, da hun ikke ville dræbe ham, kun hvis hun ikke kunne få blod andre steder fra.. ''Du fri nu.'' Hun kiggede koldt og stift på ham.