Inside these walls I am a goddes, and no thife shall break into my temple. \\Sean

Det var en kølig og fredfyldt aften, som kunne byde på de naturlige skønheds toner fra de mange natur intrumenter, men lavet deres egen lille aften sang, og lod de rige borgere i denne del af den glorværdige by, falde trygt i søvn, med naturens kærlighed i deres tanker.
Som en metro i myldre tid, kunne man se vagter, private såselv som lejesvende, marche gennem gaderne, som var verden i borger krig. der bliv sparet på ingenting i Terrorvilla District, og endnu mindrei en bestemt villa, høj og bred som et verdens bjerg, med så tygge mure af en borg af sten ville ligne en papir væg iforhold til disse sindsyg dyre meter tygge mure.
Isabella Dé Minion, is droningen, den rigeste i hele Underworld. hun ejet ingen politisk magt, ingen byer, ej heller ønsket hun det, hele hendes orginasation tænkte kun i guld, og sparet på ingenting, og tros de voldsomt bevogtede gader, som kunne tage nok selv den dygtigste klatre tyv, og som aldrig lod folk gå i deres marmor belagte gader uden at eje en af de ekstremt dyre boligere i nabolaget. udover det de vagter, havde hun en håndplukket gruppe af tidligere soldater fra de forskellige racer, og helte fra store krige, som gik rundt i det store og kolde palæ. væggene og gulvene derinde var så rene at man kunne spejle sig selv i de marmor belagte mure, og selv det mindste lys bliv genspejlet i det pusset gulv. op af væggene stod der gamle rustninger fra de kendte slag mellem racerne, eller andre magt krige, og hvor der ikke hang unikke ustattelige vare, hang der dyre malerier fra kunstnere fra hele The Underworld. gangene var lange og mange, ingen tegn på barnlighed eller liv, hvis noget kunne bruges penge på, så var det her, men intet livsgivende var i denne kolde villa, og alt liv, alt hyggeligt bliv kvalt af den tomme og øde facade, som stedet her havde.
Isabella selv var i et af hendes store sove sale, hvor hun nu sad som en pynte dukke, kiggede så stift ud i luften at hun lignet en maleri. og hvis man fangede de døde øjne var det som at en tom afgrund kiggede ind i ens sjæl, og tømte en for alt håb. Isabella fik lagt lilla negle lak på af en tjener, Isabella selv havde aldrig slaver. hun havde pålidlige godt betalte tjenere. det var ingen hemmelighed hun så ned på slaver, og havde en indre afskyd til de rotter som fyldte verdens gader, for hun så dem som intet andet.
Der var dø stille i hendes villa, selvom vagter i massevis gik rundt uden stop, var her så stort og tomt at det føltes som så stille som at ligge i graven.

Stedet havde interesseret Sean i lang tid. Og han havde brugt mange dage på at tænke over stedet og lytte til rygterne. Men rygterne var mange og det var ikke til at sige hvilke der skjulte en sandhed. Hvilket den skjulte en bid af den rigtige historie, som en gang blev fortalt.
Han havde brugt de sidste par dage med at lære byen at kende. Han havde været her få gange før, mest for sit arbejde, men denne gang kendte han den bedre. Han viste hvor han skulle løbe hen, hvis han skulle komme hurtig væk. Og måske fik man brug for det.

Denne nat havde han trykket nogle forholdsvis stramme, sorte bukser på og en sort T-shirt. Hans mørkebrune hår var redt tilbage, dog med pandehåret der gled ned over panden. Ved slutningen af denne aften ville det nok sidde kaotisk, som en vidnesbyrd om det skete.
Bare fødder og til sidst havde han to bælter på. Et om livet som indeholdt det sædvanlige. Noget reb var sat fast i den ene side, alle hans små lommer på bæltet indeholdte alt fra små sløringsbomber til et plaster. Og alt fra et kors, sølv til andre genstande som diverse væsener ikke brød sig om. Selvfølgelig alt andet end hvad der kunne skade en dæmon. Han ville ikke risikere det gik ud over ham selv.
Og så havde han selvfølge en kniv også. Bare en almindelig en.
Den anden sad nede ved ankelen. Den var svær at se, gemt inden under buksebenet, helt flad. En af hans mere foretrukne knive sad her. Sølv. Med et håndtag af ben. Gamle tegn på.

Sean listede sig gennem mørket, alene. Han havde valgt at lade sine mænd blive hjemme i dag. Dette var et...oplysningstogt. Så deres endelige angreb en dag kunne blive meget bedre. Og derfor tog han kun selv af sted, ingen grund til at risikere deres liv...Og så viste han bedst selv hvad han ledte efter.
Og han var spændt på hvordan natten kom til at gå.

Det var svært at komme tæt på denne bygning, denne store villa. Hvert vindue, hver dør og generelt hver eneste åbning var bevogtet af opmærksomme øjne. Af dygtige folk. Intet med en nybegynder der faldt i søvn på sin post...Desværre.
Han havde studeret villaen længe. Faktisk havde han siddet her i skyggen i nogle timer, mens han studerede alle aktiviteterne.
Folk blev sløve af at sidde stille fo længe. Det skulle ikke risikeres. Derfor bevægede de fleste vagter sig...Og faktisk kendte han allerede orken der...havde lederskabet for i hvert fald nogen af dem. Hvis han stadig levede.
Et smil gled over hans ansigt.
Det var på tide at begynde.

Der var mange ting at holde øje med, at være opmærksom på. Men Sean arbejdede ikke med disse ting for ingenting.
Og på en eller anden underlig måde, som nok gik lidt langsom, lykkedes det ham at nå så langt, som til at ligge hånden mod husets væg...

I den store sove sal. hvor Isabella havde ene ret til at ligge sig ind i drømmeland, kunne man se hendes majesætstiske krop være belagt af en tynd og fin kjole, den var tæt ind til hendes slanke figur, og den sorte farve vejet op for hendes enormt hvide hud, ikke en eneste dag med sol for øje, stod hun der i den elegante sorte kjole med små skov elver mønstre, nok for synets skyld. hendes hår var så fast sat som en sten, man kunne slå en mur i en million stykker, men det stive hår bliv på sin unikke og skønne opstilling, efter brug af flere timers hår produkter. Isabelle havde et åndeløst smil på sine læber, som et skelet i en grav var hun suget fra alle følelser på hendes ung pige ansigt, og ligesom hendes villa, var hun tør, kedelig, fin, og frygteligt stille.

På ydre siden, var vagterne som en trænet enhed, alle kendte hver en centimeter af deres post, alle vidste hvor skygger stod, hvor de ikke burde være, og hvem der skulle komme i deres synvinkel fornår.
Hvis Sean var opmærksom, kunne han se hvordan hans snedige og hårfine hænder ikke var de eneste der var på togt for at komme indenfor disse mure. i skyggerne gangske tæt på hans brillante hoved, stod en skikkelse opslugt af nattens mørke, som en figur tegnet med en blyant på et sort stykke papir. bagved den kunne man nu se to ekstra skikkelser komme frem, de var lidt mere tydelige, og man kunne se de var dækket af en sort ninja ligende dragt for top til tå. begge mænd. udover den første skikkelse, som var mere timeglass figur, hvilket kunne tyde på en kvinde. skikkelserne, kastede et tydeligt blik på Sean, uden tvivl om at de ikke kun havde set ham, han havde også set dem. de lavet ingen lyde, eller startede nogen alarmer, men drejet sig mod væggen som de stod op af, også kunne man se at den ene mand lagde en hånd på væggen, efter at have taget sin natte sorte hanske af, så hans nøgne hud rørte væggen, og uden at give så meget som et vind pust, bliv den sten for sten skilt ad, ikke hele muren, men et hul i den, og de to andre grab stenene inden de faldt ned til jorden. de kastede et blik på Sean, inden to af dem, kvinden og den ene mand, gik indenfor, mens den anden mand gik mod en busk, og så ud til at holde en form for vagt. hullet var der stadigvæk. hvis Sean ville gå den vej ind, men han kunne også finde sin egen

Sean havde set dem. Han havde set det hele.
Hans blik gled over omgivelserne, tjekkede for vagter og om hvor lang tid der gik før de kom herhen. Hvornår de mon ville se ham.
Da de fremmede ikke havde angrebet ham eller sat alarm, tillod han sig at studere sine omgivelser.
Han brugte dog ikke lang tid på det.
Hullet i væggen kunne virkelig været nyttigt. Han så hvordan den åbnede ind til en gang. Men han var betænksom af flere grunde. Hvem var disse fremmede? Hvad ville de? Og...hvorfor fandt de sig i ham?
Tanken om at andre nok også ville prøve at bryde ind, strejfede ham. Men samtidig sendte han dem bare et afslappet smil. Åh nej, han havde ikke tænkt sig at stole på tilfældige folk! Selv om de tydeligvis lod vægge stå åben til ham, ville han ikke tage imod det ellers gode tilbud. Nej, han havde ikke tid til små fælder!

For fælder måtte isabella have mange af. Paranoid som hun var og sikkert af god grund.
Han vinkede kort til dem, som om han ønskede dem held og lykke og pludselig var han væk. Sneget sig videre gennem mørket. Han ville ønske han var en skyggens dæmon lige nu, men han måtte vel nøjes med det næst bedst. Lang tids træning havde gjort ham ret god til at skjule sig, mens han bevægede sig hen langs huset. Han overvejede at bruge de andre som lokkemad, om de var fjender eller ej, men tænkte at de nok skulle støde ind i nogle vagter og dermed skaffe sig opmærksomhed så han kunne fortsætte.

At kravle op af husmuren var udelukket. Der var for mange opmærksomme øjne.
At bruge værktøj var også udelukket, da de larmede og drog opmærksomheden mod ham.
Nej...Han havde udset sig en vagtpost, som han ville manipulere lidt med.
Åhh nej da..selvfølgelig holdt det jo ikke i længden! Og lige så snart hans evne holdt op med at virke igen, ville manden sætte alarm.
Men Sean smilte underligt nok bare ved tanken. Lige nu gik det som planlagt.

Han bevægede sig langs skyggerne. Stoppede op når der var brug for det, fortsatte ellers.
Til sidst nåede han ende det udvalgte vindue. Eller rettere, han kunne endelig se det frem for sig. Og selvfølgelig kom der nogle vagter gående. Og en af dem...Gik alene. Fjols!

Sean smilte af det og holdt sig gemt. Fuld af tålmodighed ventede han bare på at vagten, den ensomme af dem, kom nærmere...Og endelig, da vagten var henne ved ham og skulle lige til at meddele sine venner han var der, trådte han i et sekund ud af skyggen, greb fat i manden og trådte tilbage i skyggen igen. Med manden.
Han holdt så manden ikke larmede og hurtigt, så han ikke nåede at gøre noget, lod han sine tanker infiltrere hans.
Tingene virkede...

Manden lod sin manipulere. Lidt efter trådte vagten ud af skyggen og skyndte sig hen mod de andre vagter.
"Jeg har hørt nogen er brudt ind gennem væggen" meddelte han og så fra den ene til den anden. Han sagde nogle flere ting, for at lokke dem den anden vej....
Lykkedes det, ja, så kunne Sean hygge sig lidt endnu. Virkede det ikke måtte vagten angribe sine egne.
Og ellers...Måtte han jo bare blive fanget.

"Væggen?" - Sigmór
De to andre vagter var klart oppe på tærende, og den ene tog en blå krystal frem, og smadret den mod jorden, en form for alarm system, alle vagterne havde en, og når en gik i stykker ville de andre blå sten lyse svagt, for at sige at noget ikke var som det burde. den anden vagt gik med sin store fuld-plade stål rustning på ned mod det område som den ensomme vagt havde snakket om, sammen med den ensomme vagt, men en af dem bliv hvor han var, de tog ingen chancer, og alle brud på sikkerheden skulle tjekke. uden undtagelser. men selvfølgelig skulle man ikke lade punkter være ubeskyttet, det her var jo ikke børnehave børn der leget soldater.

I Isabellas tomme selskab, da hendes negle lak var smurt på af hendes fornemme tjener, bliv en dør banket på, og Isabella lod bevidst døren ubesvaret i omkring ti sekunder før hun endelig lavet en håndbevægelse til tjeneren, der betød hun skulle svare for hende "Frøken Dé Minion siger kom ind" Isabella kiggede ikke på hvem der kom ind, eller hvad de ville, hun kiggede bare forsat ud i luften, og hørte en anden tjener sige "Vil de fortælle frøken Dé Minion at aftens underholdning er klar" tjeneren kunne godt se Isabella, men de eneste Isabella tolereret snakkede til hende var over tjeneren, som havde lakkeret hendes negle, også hendes hof-nar. ingen andre.
"Frøken Dé Minion. Deres underholdning er klar." Isabelle drejet stadig ikke hoved, ellers gjorde tegn til hun ville rejse sig, hun forventede at over tjeneren vidste hvad hun skulle gøre. overtjeneren som hed Anika, lagde et lilla tæppe med Dé Minions tegn på, ud på marmor gulvet, og først der, da Isabella kunne gå på det bløde tæppe, gik hun ud af rummet, og bliv ført ned i af nogen af de lange gange af fem vagter, og de to tjenere, mens selve hendes sovesal havde to vagter udenfor døren, ligesom næsten alle døre i hendes villa havde. udover døren til kælderen, og køkkenet. der var syv.

Godt så. Det virkede. Vagterne fulgte den ensomme vagt, som stadig troede det var sket..Men det var det jo også. Han viste bare ikke om hullet stadig var der.
nu gjaldt det om at være hurtigt. Mens han hele tiden holdt kontakten til den ene vagt, trak han lydløst sin kniv fra bæltet og bevægede sig langs skyggerne, tættere på manden.

Han var ikke sikker på om manden havde set ham.
I hvert fad nåede han ikke gøre noget, før Sean havde skåret halsen over ham. Han sank til jorden, med blodet pumpende ned over sig. Sean skyndte sig at flytte ham ind i skyggerne, så han ikke ville blive opdaget for hurtigt.
Så trådte han hen til vinduet. Alt var gået som planlagt...nu var det på tide at se om det fortsat ville det.
Hvis han var isabella ville han, ud over at have sat vagter der, også sætte et alarmsystem op omkring døre og vinduer. Nu ville han se hvor meget hun enlig stolede på sine vagter!
Og uden at tøve slog han vinduet ind. Glasset knustes og lyden kunne høre tydeligt gennem natten.
Ifølge hans kontakt til den ensomme mand, var de kun lige nået hen til muren. Den knuste rude kunne svagt høres hos dem, men manden sørgede for at hoste samtidig og pegede så på væggen, så de ikke kunne nå at blive opmærksom på det.

Men om andre vagter havde hørt det, viste han ikke. Men han håbede det.
Han fjernede de små rester der sad i rammen og hoppede ind af vinduet.
Gangen var mørk. Og hen begyndte at bevæge sig afslappet ned af den...tydeligvis ikke bange for at blive opdaget...længere.
Men hvad? Han viste nu så meget at det var muligt at komme ind og at hendes vagter ikke var bedre end så mange andre, trods deres antal.

"Sean.."
En gusten svag næmest hviskende stemme, lod sine sørgmodige klank komme gennem gange, en stemme fra et knust hjerte, en nedbrudt mand, den gennemklare usikkerhed, som et lille lam der skulle slagtes, som kun bliv brugt i afmagt eller desperation. Men stemme holdt mere end blot disse skræmte toner, den var rund og hul og omfavnet sindet som et kindkys af djævlen selv. Få meter bagved Sean, stod en kutte og hætte klædt mand, stirret intenst ned i gulvet, som en hængt mand ville mens han hang i lykken, og så jorden under hans usikkkere fødder, mens den livgivende luft bliv presset ud af hans lunger. Manden foran Sean var dækket fra hoved til tå af den grå og beskidte kåbe, og efterlod ikke en eneste centimeter hud være tydelig. mandens kropsholdning var ikke truende eller provokerende, han stod blot, ligesom han kom... stille.

Selvom man intet kunne se af den magre, og tynde mand, var hans ikke kvindelige former tydelige, så hans køn var ingen mystisk, han var mand som Sean selv. Han gentog Seans navn, denne gang uden frygt eller afmagt, nu mere som afbilledering af Seans egen rolige og kølige tonefald. "Sean". ikke mange sekunder gik før den mystiske figur gentog hans navn for tredje, og sidste gang, denne gang med had og vrede, og hans slog ud med de kuttekældt arme, og væltede en vase på en bord, inden en gigantisk søjle af koncenteret ild bliv skabt lige der hvor hans fødder stod, og manden skreg i smerte og pinsel, men ilden forsvandt så hurtigt som den kom, men da de varme flammer var forsvundet, var manden forsvundet, ud af den samme luft, som han få øjeblikke siden, havde syntes at komme ud af. ingen tegn stod tilbage på han havde været der, andet end den væltede vase.

Dette var interessant. Hele sit liv havde han trænet sig i ikke at vise hvad han følte eller tænkte. At vurdere, bedømme andre ud fra selv de mindste tegn i deres kropssprog, eller med de ord de valgte når de talte.
Hele sit liv havde han presset sit selv til det yderste, for at forblive den rolige mand han så gerne ville være. Og resultater var...Ja, den mand der nu stod her.

Han vendte sig om og lod blikket glide over mod den fremmede mand. For det fornemmede han at han var. Kutteklædt, skjult. Skræmmende, bestemt.
Men hans hjerne kørte straks videre...Videre fra den skræmmende lyd, til hvorfor...hvorfra...Manden mon kendte ham.
Faktisk var det nok ikke så underlig. mindst det halve af underworld kendte ham, for hans arbejde. Enten som fjender eller som venner. Nej, bekendte.
Han smilte svagt til manden, mens han stadig virkede overraskende afslappet.
Hvad der skete indeni ham, kunne ingen dog vide. Skjult som det var.

Manden...
Ja, faktisk havde han forberedt sig på et angreb. Han var kommet ind for murene og det var klart folk nok ville gå til de mere...drastiske midler, for at fange ham.
Men trods hans forventninger, gik manden nærmest op i ild i forsvandt.
Han blev stående et øjeblik mens han bare kiggede mod stedet, hvor manden havde været lige før.
Hvad var meningen enlig? Et fælde? En advarsel? Dukkede manden snart op bag ham for at angribe?
Tja, han fandt jo ikke ud af det ved at stå her. Han måtte skynde sig videre.
Ifølge den vagt han havde kontrollen over, mere eller mindre, havde de andre tyve vist lukket hullet igen og de skældte ham ud for at løbe rundt med røverhistorier.
De ville opdage vinduet når de kom tilbage...

Han skyndte sig ned langs gangen, kun for at komme til endnu en. Lang og mørk.
Han drejede til højre. Hvis bare han kunne finde en trappe....Han havde set, begrund af lyset i vinduerne, at isabella sikkert befandt sig i et soveværelse på en af de andre etager...Og der ville han hen.

Den kolde vind kom blæsende ind af det smadret vindue, uden stop kunne man høre naturens rolige kærtegn af sin verden, men som Sean gik og kiggede ud af vinduerne efter det lys, ville en lavmel lyd, præcis som en messen af ukendte eller utydelige ord, og på da de stoppede, var det som en film fik en anden kvalitet, fra normal opløsning til HD. væggene, vinduerne, dørene, tingene, alt bliv mere skarpt, og farven skiftede lidt, til en lyssegul farve der kom ind i alt, omkring ham, alt var sine normale farve, men der var en glød, en gul glød over det på samme tid.

Vindeut bagved stoppede sin vind lyd, og hvis han vendte sig om, ville han se det var lukket, som havde han aldrig gået indenfor. og nu ud af døren til højre for Sean, kom en mand ud, han havde en stor kappe på, en nærmest konge ligende kappe, med et stort møntre af to roser der var viklet sammen, og i midten af roserne var Dé Minions symbol. kappen var ligesom resten af hans middealder fine tøj, helt hvidt, som havde han aldrig haft brug for at vaske det nogensinde. Manden så ikke ud til at høre eller se Sean på nogen som helst måde, og hvis Sean slog ud efter ham, ville den maskuline hånd som Sean havde, gå gennem manden. Manden havde et stort og faderligt smil på læben, og et morfar ligende overskæg. men kroppen var så stålfast brystkasse som en kriger. Manden vinkede til den anden side af gangen, hvor en kvinde, i en lang hvid kjole stod og så prægtig ud, som en gudinde i solens lys.. ja. gennem de åbne og store vinduer, kunne man nu klart og tydeligt se at nattens mystiske skyggetæppe også kaldet natten, havde lagt sig væk, og solen var nu oppe, som var det en sommer eftermiddag.

Kvinden havde havde hår meget ligende Isabella, men ansigtet var lidt anderledes, og hun havde ikke det døde blik som Isabella havde, hende her, havde mere et blik så sødt som jordbær. Kvinden løb mod Sean og den anden mand, men hun så heller ikke ud til at reagere på Sean overhoved eksisteret.
Hun kastede sig om nakken på manden, som ved et glædes udtryk gik et skridt tilbage, og kom til at vælte en vase der stod på en pedistal bagved ham. et lidenskabt kys mødte hans kind, og i det sekund at hendes læber rørte kinden, hørte mand en stemme fra den anden side gange, en soldat en skindene rustning. "Sir og Fru Dé Minion. heste vognen køre snart"

Endnu skete tingene. Denne gang, lidt mere som en film. Før havde det virket som en drøm, nu som en film. Det forvirrede Sean lidt og han kunne ikke lade være med at tænke på...hvorfor. Hvor kom det fra? Hvad var meningen?
Han studerede de to folk, der som spøgelser bevægede sig gennem stedet. Solen stod op og lyste rummet op med sit rødlige skær. Sean så sig om mange gange, som håbede han at finde en forklaring.
Hvis han da bare kunne snakke med...At snakke med folk havde altid beroliget ham. Han følte tit han havde nemmere ved at dreje tingene til sin egen fordel ved det.

Han lod en hånd glide gennem sit hår i et øjebliks usikkerhed.
så væltede vasen og da den ramte gulvet, faldt en brik på plads i hans hoved. Alarmen.
Det var en alarm og godt skjult en! Når vaserne gik i stykker, ville folk kunne høre om her var nogen. De små scenerier var vel til for at skjule det bedre, for at forvirre folk...
Han så smilende på folkene, da en vagt kom og annoncerede at deres vogn ventede og ventede så ellers bare på at sceneriet skulle fortage sig.

Alarm...Ret smart. snedigt. Kunne man måske forhindre vasen i at falde? Vasen så jo ud til at være af fast stof, så måske kunne man gribe den i faldet?
Han blev stående i måske lidt for lang tid, mens han overvejede hvad der var bedst.
På den anden side, det virkede endnu ikke som om nogen havde hørt vaserne.
Så...hvorfor ikke bare sætte lidt tempo på?

Og pludselig satte han i løb, mens han snart fandt en trappe, som han ilede op af. To trin af gangen, overraskende lydløst af en mand af hans størrelse.
Han håbede mest på at det han løb af sted, måske ville forhindre billederne i at virke på samme måde. Og at han kunne nå at komme hurtigt nok videre, inden den næste vase ville annoncere hans kommen...hvis han var hurtigt nok ville hans entre måske stadig nå at virke...

Da sean begyndte at løbe, var det som at løbe ud af skræmen på en film. ting bliv langsomt, meget langsomt deres normale farve, og skarpheden bliv helt normal. varserne. det havde helt klart noget med et alarm system at gøre. brugbar viden, til når Sean engang skulle komme tilbage hertil. Som Sean kom længere ned af gangen, så han mange forskellige døre, og dyre genstande langs væggende, og der kom ikke flere drømme syner mens han kom ned af gangen, men han kunne høre store flokke vagter kom stormende til det sted han havde været, og hørte en stor velkendt ork råbe af sine vagter.

Isabella var et rum.. ikkke langt fra Sean. hvor hun sad med to tjenere, og kun en enkelt vagt, hvor hun der i sin majesætiske nærmest trone agtige stol, og kiggede på tre kvinder der stod på hver deres skammel, med en lykke rundt om halsen. Man kunne se den ene tjener holdt et hvid stykke papir med et spørgsmål på, og det tog ikke mange tanker at regne ud, spørgsmålene og det faktum de stod på skamler klar til at få en ende på deres liv, havde noget med hiannden at gøre. spørgmålene handlede selvfølgelig alt sammen om noget der kunne tiltale Isabellas ego, og de var alle sammen om hende.

Isabella havde i den højre hånd et glass med vand, og isterninger i. I den anden hånd havde hun ikke noget, hun stirret bare tomt ud i luften, som en make-up dukke, og med ansigt som et lig, modtog aftens underholdning.
Hendes læber formet ingen ord, og hendes øjne gad ikke rykke sig en tomme. Den ene af tjenerene havde Sean set før, hun så meget bekendt ud, hun havde langt rose rødt hår, og en lækker tynd formet figur. hendes øjne var blå som tidevand, og hendes hænder rolige og afventende. Sean havde mødt hende i kroen da han prøvede at få noget ud af den store ork.

Vagten var intet bestemt, han var ikke høj, ikke veludrustet, men kunne nok undre sig over hvorfor han var der, men måske var det hele meningen med en svag udsende vagt. måske havde den lille mand som var iklædt en læderrustning, noget mere oppe i ærmet end muskler.

Han stoppede ikke helt op, men bremsede nok op til at studere de døre han kom forbi, imens han genkaldte sig billedet fra udenfor.
Lidt længere...nej, næste dør...Nej, tilbage igen.
Han havde hørt vagterne bag ham og viste han ikke havde meget tid, for snart ville de gennemsøge hele stedet.
Han slap den ene ensomme vagt, han havde haft en smule kontrol over, med tankerne for at spare på energien. Og fordi han ikke længere havde brug for ham.

Han havde hørt den velkendte ork og havde ikke kunne lade være med at smile. Hvis Isabelle bare viste hvor nem han enlig var at gennemskue...Men det var nok noget han hellere måtte holde for sig selv.
Han rankede ryggen og lod kort hånden glide over sit nu lidt mere strittende hår. Han trak vejret dybt, for man ikke skulle kunne se han direkte havde løbet, måske bare at han havde haft en smule travlt. Alt sammen planlagt.
Faktisk havde han ikke regnet med at nå så langt...Han havde troet han ville blive fanget og først til Isabella...Og han viste ikke om han skulle være bange for ikke at være fanget eller ej.
Han skød tanken til side, tog fat i dørhåndtaget og åbnede spontant døren. Folkene derinde havde nok ikke forventet at blive afbrudt i deres små lege...

Det glædede ham at se han havde regnet rigtigt og fundet det rigtige rum.
Han lukkede stille døren efter sig og til sin overraskelse mærkede han at nøglen stadig sad i låsen. Han låste derfor døren. Han skulle ikke nyde noget af flere vagter!

tjenerne sagde ham intet...Ud over...
Han mærkede sit hjerte hoppe en ekstra gang i overraskelse...Den mærkværdige kvinde fra kroen! så hun var tjener...Måske skulle han have lyttet til hende alligevel?

Hans øjne gled over sceneriet, men så så han på vagten. Han så ikke...stærk ud, som sådan. Men han ville heller ikke undervurdere ham.
Og...Isabella.
Hans smil voksede da han så hende, sidde der stiv som en dukke, sminket som en dukke, sikkert druknet i en forestilling om sin egen magt. Eller mangel på samme.

"Godaften...Forstyrre jeg?" han så stadig af slappet ud. Hans smil var venlig, åbent...Som om det var meninger han skulle være der.

Alle ansigter pejet mod døren, udover Isabellas, da den bliv åbnet. Isabella i alt hendes udsendes pynt og sminke, kiggede ikke mod Sean, hun sagde intet, men da den ene tjener tabte spørgsmåls kortene af overraskelse af Sean kom ind, kunne man.. uden hun sagde noget, eller bevæget sig som sådan, føle den utilfredhed over legen stoppede, og tjenereden sammelede hurtigt kortene op igen. Isabella dejet sig, efter at kortene var samlet op, sit hoved mod døren, og udgjorde en stemme, så stikkende for sjælden, som prøvede man at kysse en brandnelle busk. "Når de forstyre kan den umuligt være god vel?"

Den rød håret tjener, så mærkværdigt lidt overrasket ud over at se Sean, hun prøvede dog at undgå hans blik, men virkede ikke til at skjule sig, men mee at hendes blik havde ramt ham før. Den rød håret kvinde lod en hånd glide ned til hendes middelalder læderbelte, og lagde mildt fingerspidserne på skaftet at en knvi som enlig var designet til frugt skæring. men hun trak den ikke, og største delen af tiden, ramte hendes flakkende øjne, ikke Sean, men vagten.

Vagten havde lænet sig afslappede op af væggen da Sean kom ind og låste døren. han havde kun en lille kniv som synligt våben, men han virkede ikke urolig over Sean, som ellers var rimgelig meget større og strækere end ham selv. han ville ikke risikere at afbryde Isabella, så han sagde ikke noget, men begyndte at rode med nogen spille kort, og lavede nogen små kort tricks, mens han så ud til at vente.

Man kunne høre vagterne ude på gangen, og uden tvivl ville de finde ud det var derinde alt skete, men de ville ikke kunne komme igennem den voldsomt solide dør, så sean havde intet at frygte derfra.

Han grinte svagt og gik længere ind i rummet, men uden at gå for langt væk fra døren. om muligt ville han helst holde folk væk fra døren, så den ikke blev låst op igen.
Hans blik gled over den rødhårede et par gange. Hun var stadig svær at finde ud af og han viste ikke om kniven var tiltænkt ham eller ej. Hendes blik mod vagten kunne sige to ting. Angriber du ham? Eller, at hun faktisk ville angribe vagten om nødvendigt.
De andre så ikke ud til at signalere fare...Lige nu.
Han vente sig derfor mod isabella, men fuldt bevidst om sine omgivelser.
"Det kommer jo an på hvordan man ser det. Nogen finder faktisk mit selskab interessant" smilte han, det var tydeligt han var ligeglad med hvilken magt hun måske havde eller hvad hun kaldte sig. Eller hvad rygterne sagde.
Han dannede sig altid selv sine meninger om folk.
Uanset titel. For bare fordi de havde den, var det ikke sikkert de fortjente den. Og gjorde de ikke det, gad han ikke spille med på det.

"Nuvel, jeg er kommet dertil jeg godt ville. Nemlig at se dig for mig selv. Jeg har hørt mange ting om dig, my lady" smilte han,mens han stadig så ret afslappet ud.
"Og enlig...Vil jeg både rose og kritisere dit sted. Jeg elsker ideen med alarmsystem når man er kommet indenfor. Men dine vagter er...lidt sløve, ikke? Der er faktisk andre end mig der er sneget sig ind til aften, lad os håbe de finder dem..."
Han snakkede som om...Som om han var kommet for at hyggesnakke.
Nu hvor han var kommet så langt, ville han gerne lære denne kvinde lidt bedre at kende...men hendes stive holdning fortalte ham ikke meget. Han kunne bare håbe hun var i snakkehumør.
Han lod kort blikket glide over de andre folk i lokalet igen.
Så trådte han et skridt tilbage mod døren.
"Men jeg forstyrrede altså. Tag jer ikke af mig...fortsæt bare jeres underholdning" dem, der måske var på vej i døden, var måske lettet over at se Sean komme ind og forstyrre...Og hvis de havde været det, måtte de nu føle dødens angst igen.

Vagten fandt et lille muntert smil til sine læber, da Sean snakkede så frit til Isabella, og ansigtudtrykket på ham sagde hans tanker meget bedre end ord nogensinde ville kunne. ´Du har meget at lære dreng´. Vagten kiggede kort over på Isabella, og kendte hende efter hånden godt nok til at kende tegn fra hendes islandskab af et ansigt, så han gik over til den ene skammel, og sparket den væk, og lod den ene mand falde ned i kvæle døden, også lod vagten sparke skammlen langs gulvet over til Sean, så den stod på sine ben, da Sean fik den.

Isabella sagde ikke meget, men da skamlen var kommet mellem Sean, og hans vej til døren, sagde hun "Vagterne er sløve hundehavlpe, og alarm systemet intet andet end et middel til at tage løkkejægere og idioter. Men tror ikke at de ville finde dem selv så tæt på deres mål, hvis jeg ønskede dem væk. hvor bliv deres hyggesnak humør" Isabelle drejet hoved mod den rød håret tjener, og sagde koldt dræb ham.

Som et pluseligt hårdt vindbust kunne vælte en uden at kunne se det komme, bliv den lille frugt kniv spiddet ind i gennem det ene spille kort, et ace, og satte sig solidt som en armbryst pil i hjertet på vagten der faldt til jorden. Isabella kiggede tilbage på Sean. "jeg må indrømme, jeg havde forventet en der var højere. Men livet er fyldt med overraskelser... En lav dæmon.. en oprører der lejer min vagt . Men med livets kaos, kommer der begær og ønsker. behov om du vil.. Nogen begære penge, forretning, og logisk mening i alt omkring os, som dig og mig. Sig mig .. Sean.. Hvis jeg nu antog du søgte en form for viden. ville jeg så tage gruligt fejl?"

Det var mere interessant end han ville have troet muligt. end til videre fortrød han ikke aftens handlinger. nu måtte de se om det varede ved.
Han lod blikket glide over personen, som nu hang og dinglede i rebet. Drabet så ikke ud til at genere ham. Og skamlen tog han sig heller ikke af, uanset hvad den så end skulle betyde.
Hans blik gled hurtigt fra Isabella til den rødhårede kvinde. Han havde været klar til at beskytte sig, til at undvige kniven, da den fløj mod vagten som faldt mod gulvet.
Han måtte indrømme...At Isabella alligevel forstod at udfordre ham lidt. Godt, det satte han pris på.
Men Isabellas ord sagde ham mere end noget af alt det der var sket omkring dem.
Han drog sine helt egne konklusioner af de ting hun sagde.
Og da han endnu en gang vendte sig med front mod isabella, var det med er fornøjet smil.
"Aha..." han var interesseret i hende på flere måder...men mest af alt hvad hendes historie mon kunne være...siden hun var endt sådan her.
Han mente dog ikke hun gad svare ham, hvis han spurgte om det.
"For at bruge dine ord, begære og lyster jeg mange ting, honey" smilte han afslappet. At give hende et direkte svar...lå bare til hans væsen. Han ville helle lege nogle små ordlege...og spillede folk godt med, fik de måske et svar.

"Hvis jeg spurgte dig, om du begære magt og penge, måske ville du kalde det en anden form for forretning." smilte han selv, prøvende.

Isabella lod sit iskolde sind falde over sean som en hammer. hun tog sig god tid til at svare, men så ikke tænkene ud, måske et spil af mimik, eller måske svaret hun langsomt for at sætte sin status på plads. endelig skilt hendes dukke døde læber "Hvis jeg sagde deres ord er flabet, ville de være smart nok til at regne svaret ud selv?" Isabella kiggede stift på Sean, og han havde nu hendes fulde opmærksomhed.

En pil kom flyvende frem fra en mørk afkrog af det enormt høje loft, og som en ørn kom dykkende ned mod sit bytte flyv pilen i sin fulde fart mod Isabellas tænding, men tros lyden af den afskudte pil, havde hun trygt blikket på Sean, i visheden om den rødhåret kvinde bagved hende, der kastede en talarken fra bordet bagved hende, og den fine sølv talerken gribe slaget fra pilen, og sål overfladen trak pilen og talerkende til siden, så det ikke ramte Isabella, hvorefter den rødhåret kvinde lavet et rulle fald hen til den afdøde vagt, og greb kniven fra hans belte, og inden bueskytten i mørket havde affyret næste salve, faldt han med en kniven boret ind i hjertet, ned fra loftet, og man kunne høre den afdøde ninja ligende mand knogler knuses i mødet med gulvet.

Isabella forsatte "at nedsætte sine tre forsvarsværker, for at vi kan snakke sammen, har sine ... ulemper. rotter blive tiltrukket af ost du ved"

hendes svar morede ham. det var tydeligt at hendes forsøg på at tage magten, ikke virkede på Sean. Faktisk var det lige før han slet ikke mærkede hendes kulde. Men han mærkede den dog, den var der som en evig påmindelse om hvor han var.
"Jeg er flabet. Over for hvem som helst, jeg finder passende. Men enlig var det jo bare et spørgsmål. Det er dig der bedømmer det som flabet" svarede han let.
Den rødhårede kvinde...imponerede ham. Det var tydeligt Isabella var heldig med hende ved sin side...men det måtte heller ikke være billigt. alt havde sin pris.

"Du nævner tre forsvarsværker" snakkede han så videre, da hans øjne var gledet fra det skete, tilbage til Isabella.
"Min første tanke er, hvad de kan være for nogen. Også siden du ikke sætter dem til igen, nu hvor jeg allerede er her. Men min anden tanke køre lidt hen mod...Du viste altså jeg kom? Eller prøver du at lege alt vidende?" smilte han. Personligt prøvede han ofte selv at give indtryk af at han viste en del. At fortælle hun viste han kom og ville snakke med ham, kunne være et forsøg på at få magten over ham. At vise han skam havde noget at frygte, at hun viste alt og han snart ville dø hvis han ikke passede på. At han kun var her fordi hun ville have det. Magten...Men han hoppede ikke på den. Ikke hvis det var det hun prøvede på.

"Jeg har overvurderet dem. En smart mand vil påpege at hvis de var flabet, ville mit svar være irrelavant." Hun lod ikke noget glæde eller varme være i hendes stemme, hvis der var noget Isabella personligt kunne, var det den benhårde facade, om det var en facade, eller blot en maske som hun havde haft så længe hun ikke længere kunne fjerne, det var uvist. Isabella hørte det første slag på døren komme fra en stor tohånds økse, uden tvivl vagtene på den anden side. hun ville dog ikke se væk fra Sean endnu, ikke før de to kloge hoveder som de begge var, havde fået det de begge søgte, det var som en dans, en leg på manipulation og status, men på samme tid så spænende en aktivitet.
Hun svaret ham på det næste han sagde "De høre vist ikke efter.. jeg forventet du var højere. knap så altvidende efter min mening, men opmærksom nok til at vide det nødvendige" "Jeg ville gerne give mine oplysninger til mit forsvar, men så stort et kød ben fortjener de heller ikke.. Men det ville være et kedeligt spil, hvis der ingen kort lå på bordet" Isabella kiggede mod døren, hvor vagterne var, også over på den rød håret kvinde, der satte sig ned og stille tog glasset ud af Isabellas hånd, og slog glasset i stykker mod det hårde marmor gulv, og lod et stykke glass ramme hendes hånd gentagende gange, så blodet stod ud af hånd overfladen, og man kunne høre den store økse stoppet, og bliv aflyst af en masse vagters smeteskrig, mens deres hud på den anden side bliv flået fra hiannden, som bliv hver femte centimeter af deres nøgne hud ramte af glassskåret, og en stor potion vagter døde, mens resten kunne man høre begyndte at.. gå tilbage til deres poster.
Isabelle forklaret "Neus Vita. Det eneste aktive forsvar, hvis noget prøver at skade mure, døre, vinduer, kan hvilken som helst påtvigne lidelse på sig selv, og give den tifold på de indtrængene.. jeg syntes det lød ubrugeligt i starten, og i forhold til de mere passive forsvar, er det ikke det bedste, men det er også mere til.. store muskel grupper, end simple og mere snige grupper." Isaella gav ham nok dét mest useless forsvar at vide, hun så ham ikke som krigshær typen, og udover det var dette spænende

Hun fornærmede ham faktisk. overvurderet ham? Antog hun han ikke var...god nok?
For en gangs skyld mærkede han vredens harme i munden. Og han forstod pludselig hvorfor så mange var imod hende. Men han viste også bedre end at give udtryk for sin utilfredshed og holdt den derfor for sig selv, skjult.
Hvis det var sådan hun ville lege....

"Jeg tror hurtigt vi kan blive uenige om det. En klog mand var sikkert aldrig dukket op" blinkede han, som om de kørte en lille drilleleg med hinanden. Hendes kommentar om hans person ignorerede han, kort sagt. Hun prøvede vist at gejle ham op og...ja, styre det hele. Men han ville ikke lege med på det. Det irriterede ham lidt at hun mente hun var så meget bedre, men...på den anden side, dem var der vist mange af. Han viste nok mere end hun vidste han gjorde, alligevel. Hun kunne vel ikke bedømme hvor meget han enlig lagde mærke til?
Men det ville altid været umuligt at være altvidende.
Han smilte bare svagt af hendes måde at formulere sig, af de ting hun sagde. Hun skjulte ikke sin mening eller hvad hun mente var rigtigt.

Vagterne udenfor døren ignorerede han. Mest fordi Isabella også ignorerede dem. Han ville ikke slippe hende af syne, nu hvor de endelig kørte deres lille spil.
Men de smertensskrig han hørte lidt efter, fortalte ham han nok ikke behøvede være nervøs for dem længere. Og han undrede sig over hvorfor...hun ikke bare lod dem fange ham.
"Aha...Interessant" helt useless var det jo ikke, hvis man antog hun fortalte sandheden. hvis hun ikke fortalte sandheden, ville det skam være totalt unødig viden.

Isabella lagde det ene ben over det andet, og lod sin ryg hvile op af den store stol, og lagde sine mere afslappede på armlænede. hun fornøjet sig med denne kattekilling hun havde taget ind i sit hus. hun valgte dog ikke at smide den kolde facade "En mus der begynder at tvivle på at gå ind i labyrinten var en god ide. hvor kvalmende nuttet" hun kiggede kort ned på den rød håret kvinde, der var igang med at ligge et stykke stof om sin håndflade, og sagde til hende mens hun stadig sad dernede på gulvet "og en anden mus der finder sin plads på gulvet." hun holdt en pause, og kiggede over på den anden tjener, som var den eneste anden i rummet udover de tre, og sagde "Tjener. Vores æres gæst er sulten" Hun var meget bestemmende i hendes tonefald til tjenerne, nærmest meget end til Sean, selvom hendes tone langtfra var sød og rar til ham. hun kiggede tilbage på Sean med de sjælsomme øjne "hvordan har Camille, og hendes kæreste det?" Hun havde skam mødt Tristan, og den tone, det blik han havde da Tristan snakkede om Camille, og de ting han gjorde for at holde hende tryg, var da ikke til at tage fejl af, selv for et børnehave barn. de var hinanden svaghed, og de skulle passe på.. for the bad guys can see it too

Mødet var interessant. Og han vidste nu meget mere end da han var kommet, hvilket var meningen. Han var begyndt at overveje slutningen af det.
Og endnu engang fik hendes kommentar ham til at smile.
Hvem eller hvad hun mente med æresgæst undrede ham lidt. det var der efterhånden mange ting der gjorde. Hvis hun mente han var æresgæsten, ville han afslå. Ganske enkelt fordi han levede af helt andre ting end almindelig mad...Og på en helt anden måde end almindelige dæmoner.
Men mente hun en anden...ja, så kunne han jo være ligeglad. Det var aldrig til at vide med hende her.
Så han bestemte sig for at tie. Og se hvad der skete.
"Jeg kan sige så meget at du faktisk også skuffer mig" smilte han til hende, da han skiftede vægten fra det ene ben til det andet, mens han stod og så på hende.
"Jeg havde forventet du ville stille mig over for et valg. Gør et eller andet eller dø. Det har du slet ikke gjort endnu. Men måske er du ikke så kold og ligeglad som folk påstår?" han prøvede bevidst at stikke lidt til hende. I håb om...nogle lidt andre ting, end det han havde set end til videre. Nok var ord spændende og vær at analysere...
Men han brugte lige så meget kropssproget. og hendes mangel på dette, kede ham faktisk lidt.
Han svarede med vilje ikke på hendes spørgsmål om Camille og Tristan. Det var ikke det han var kommet her for.

Isabella havde ikke i sine at reagere på hans fornærmelse, hun var ikke et fornærmet skole barn, og hun søgte en meget mere saftig hævn og gengæld, end at lade sig overtage af følelser, og bære dem udenpå tøjet. Den rød håret kvinde, lod blikket gå frem og tilbage mellem dem, og gjorde det meget opdelt, så det var svært at sige hvem hun kiggede mest på, men i samme øjeblik, som man kunne se Isabellas læber, skulle til at adskilde sig, men ikke havde gjort det endnu, skyndte hun sig af komme ind i samtalen. "Frøken Dé Minion, deres ærede højhed skal huske at villaen har en gæst der afventer deres selskab. men alt respekt selvfølgelig my lady"

Isabelle peget blikket over på den rød håret, og da hun ikke direkte havde afbrudt hende i at snakke, så bliv hun ikke straffende, men svaret "Tjener. få denne mand ud af villaen.". Den rød håret kvinde gik et par skridt frem mod Sean, efter hun havde rejst sig op, og lagde sin hænder bagved ryggen, for at virke mindre truende, og mere høflig. "Sir. Dé Minion takker for deres tid. vil de være venlig at følge med mig." hun prøvede at vise med sin tone, det som kroppen ikke gjorde, at hun havde intet problem med at skulle sige det igen, eller på en helt anden måde. men hun prøvede også ikke at ligge op til noget provokerende.

Han grinte. en dyb lyd, som gled gennem rummet. Hvordan kunne han andet? det hele emmede af Nøj-så-vigtigt-hed. Så meget at han ikke kunne tage det alvorligt. Hvad skulle det dog til for? Han så lige gennem folks skuespil.
Isabella havde været en..udfordring at snakke med. Og nu troede hun åbenbart hun kunne sende ham væk uden videre.
"Åh, kvinde! Dig jeg har mødt i kroen..." han så over mod Isabella, for at se om hun mon kendte noget til det...Men så så tilbage på den rødhårede. Han viste hun kunne en masse ting. Og nogle af dem gjorde han klogt i at frygte.
"...Jeg hørte hende aldeles ikke sige tak! Stå ikke der og lyv. Hun har jo ikke åbnet munden!" smilte han og fornemmede hendes uudtalt trussel.
"Men forlov, rødhårede kvinde, bliver jeg til jeg selv har hørt hende sige det!" sagde han, på en spøjs drillende, men alligevel bestemt måde. Han var ikke van til folk ville bestemme over ham...Og kunne ikke fordrage det, hvis de prøvede.

"Men tror i jeg kom, bare for at kigge?" han så nu tilbage til Isabella.
"Nej. Jeg kom af mere personlige årsager. Fordi jeg søger noget nyt...Måske et arbejde for my lady?"
han var nysgerrig over hvem denne æresgæst kunne være.
Men han var også overbevist om, at tog hun imod hans tilbud ville han opleve spænding på en helt anden måde end han gjorde i forvejen. Nemlig for hele tiden at undgå døden.
Og han havde brug for spændingen...kald han bare en junkie, hvad det angik. Han havde levet længe og gik hele tiden efter mere og mere drastiske midler for at opleve noget. Noget spændende.
Men faktisk regnede han ikke med et ja...

Seans ord var som at slå den rødhåret kvinde over fingerne med et spanskrør, man kunne se hvordan den milde ydmyge tjener status, fik et spark bagi, og hun tabte helt sin takt og tone. Isabella så kort og kontant over på den rød håret kvinde, da hun tydeligvis ikke have hørt om denne kro tur, eller at hun havde været ude af villaen overhoved, og da Isabella så sandheden i den rød håret kvindens ansigt, kiggede hun tilbage på Sean. Den rød håret havde ikke set de ord komme, måske i starten, men nu kom de mere end bare ubelejlig, og man kunne se hvordan hendes fingerspidser rystede.. ikke på den urolige måde, men når en kniv ligger foran en, og ens mest hadet fjende sidder på en stol foran en, men den rødhåret kvinde greb igen sin fatning, inden hun gik til våben, og mens hun kiggede på Sean "De må have .." hun bliv afbrudt af Isabellas stemme "Ud.." hendes hentydning af ord var vist kun til den rødhåret kvinde, som stilte sig op af væggen ved siden af døren, i sin lette elegante tyve agtige stilling, med en fod på muren bagved hende, og armene over kors, og svaret igen, som en nød der bid tilbage på en nødeknækker "Stille når de voksne taler" hun lod en hånd glide ned i indersiden af den lette tjener kjole, og før Isabella kunne få reageret med så meget at blinke, kom en kniv og satte sig dybt ind i stolen hun sad på, og gennembordet den lange heste hale hun havde sat sit hår i, og helt sikkert sat Isabellas hår tre år tilbage.

Isabella kunne ikke klare at se så u fin ud, så upassende, og hun kiggede på Sean og sagde nu med en meeeeget mere hævet stemme "Vil du have et job? skaf hende af vejen.". Kvinden med det lange hår trak selvsikkert på skuldren, og sagde "Come on. Du er ikke røvslikker typen, kom udenfor med mig. vi kan nok udveksle mange sjove fortællinger"