Inside these walls I am a goddes, and no thife shall break into my temple. \\Sean

Forestillingen foran ham morede ham. Kvinden havde virkelig ikke forventet det og det var tydeligt hun nu hadede ham...Sikkert fordi han netop havde ødelagt alt for hende. Men han havde så mange fjender i forvejen...Desuden havde han sit eget ærinde, han kunne virkelig ikke tage sig af at hun havde været illoyal! Hvad hendes grund så end var.

Han så kniven, hvordan der borede sig ikke bare ind i stolen, men også gennem håret...Og så endelig en forholdsvis normal trækning i isabellas hår. irritation? Raseri?
"My lady" han bukkede galant. Og vendte sig så om mod kvinden, mens han smilte udfordrende tilbage.
"Jeg har dog et enkelt spørgsmål,nu hvor katten alligevel er sluppet ud af sækken. hvorfor var du enlig på den kro, når du viste din Lady var imod det?" spurgte han. Han forventede halvt om halvt ikke at få noget svar. Hvorfor skulle hun? Men om igen...Det var ikke til at vide, hun var jo blevet opdaget.
Han bukkede sig ned, løftede op i sit ene bukseben og tog sin kniv frem.
Han lod den glide mellem sine finger på en erfaren måde. Han var van til at dræbe. For penge godt nok, men et ekstra job kunne også bruges.

Og kvinden betød intet for ham.
Og lad hende bare se kniven. Det gav ingen mening at skjule den alligevel. I stedet borede hans øjne sig ind i hendes, mens han langsomt forsøgte at manipulere med hendes tanker. At gøre hende usikker, bare et øjeblik var nok...hvis man var hurtig.

Den rød håret kvinde var ikke Seans største beundre lige nu, hvis man skal sige det mildt, og isabella reaktion undrede hende enlig ikke, den forkælet egoistiske pige havde da heller ikke noget bedre at lave end at være irratende syntes den rød håret. hun hørte efter hvad Sean sagde, og var da ikke bleg for at give et svar, ikke et deltaljeret et af slagsen, men katten var som Sean sagde ude af sækken, men den rød håret mente stadig hendes spil ikke var slut endnu, så alt bliv ikke offentligt gjort. "Seriøst. Lang historie kort. min arbejdes giver er ikke Isabella." ¨

Den rød håret kvinde havde ingen intention om at dø her, men sean var en trussel man skulle tage seriøst, så lidt ord var måske bedre end stål, så kunne begge deres mavesække være i god behold imorgen tidlig.. eller måske udsatte det bare det uundgåelige. "Sean, Jeg er en ven af Tristan, spar denne aften for blod og udveksling af stål. du har fornærmet Isabella hertil aften, hun lader dig ikke gå. du VED da mine tricks aldrig var peget mod dig.. svare gerne på alle dine sprøgsmål... når vi udenfor"

Hvorfor tvivlet hun sådan på sig selv nu? hun havde normalt bare sagt trist, og skåret halsen over på noget der truet hendes liv, men hun var usikker, på hun kunne klare Sean. så hun håbede han kunne snakkes til fornuft.

Han grinte svagt. En let truende lyd.
"nej, selvfølgelig er det ikke det" svarede han og rettede ryggen, mens han gik et skridt frem, dog ret langsomt. Som en dans. Han undervurdere hende ikke, men så efter den mindste bevægelse...frøet var sået. Godt.
"Ærlig talt...har jeg kun mødt Tristan en gang. En ung fyr. Han har sine ideer, men virker ret uerfaren" smilte han
"Men som du ved er dette en krig. Og i en krig er det klogest at holde med den stærkeste. Jeg har måske nok fornærmet My Lady..." han vendte sig halvt mod Isabella, mens han bukkede hovedet, som om han ville vise respekt.
"...Men at afprøve andre er slet ikke en dårlig ting. Jeg arbejder ikke for hvem som helst og kan personen ikke svare for sig..." han trak på skuldrene. Hvis ikke folk kunne svare ordentligt, var de intet værd. De havde måske tankerne, men da ikke viljen til at udtrykke dem. Sean satte pris på folk med viljer.

"Beklager, ven af Tristan. Jeg har mine egne grunde til at gøre som jeg gør. At du dør er bare en brik" Og så havde han sine egne ideer...Og et af dem skulle nok dække over hendes...forsvinden.
"så gør det nu let...du syntes jo selv det er en god sag. Så dø for den!" han var nu helt henne ved hende, som havde han distraheret hende med snak.
Da stod helt tæt op af hinanden, mens Sean vedblev at fylde hende med en usikkerhed. Den havde virket end til nu, men folk blev altid så uberegnelige når deres liv stod på spil.
"en sidste besked?" Men så det ikke, men pludselig borede kniven sig ind i siden på hende, hvis hun blev stående længer nok til det.
Ikke dødeligt, men alligevel slemt nok. og så hun havde en chance for at svare...Og så Isabella alligevel fik lidt underholdning.

Hans tanker gled over til hende.
Ikke bare usikkerheden, men lige frem en besked. En besked der sagde hun enten kunne dø og han selv hjælpe Camille og Tristan. Eller hun kunne spille død og han ville tage sig af livet...så hun kunne vende tilbage til Tristan.
Hun ville være en farlig fjende...og han havde intet imod at dræbe hende. Hvilket kniven også beviste. Faktisk så han hende helst død...så var der ingen ukendt trussel fra den side.

hun sagde intet om hun støttede Camilles sag, bare hun var venligstillet med Tristan, og efter det lille stunt i tristan hus, regnede hun med han også på hende positivt. Hun var en atletisk og meget dygtig lejesvend, men hun havde aldrig været god til mentale angrib .. jo fra ord.. men evner var en anden sag, nogen var født heldige på den front, andre havde bare flere erfaringer i det fysiske.
Hun kunne føle jernet kravle ind i hendes side, hvilket selvfølgelig fik hende til at falde til den ene side, og med alt den mentale påvirkning, kunne hun slet ikke tage overskud til at holde sin balance, og hun faldt så derfor ned på gulvet, og efter et hårdt slag efter mødet med marmor gulvet, lod hun en kniv falde fra indersiden af sin kjole igen, denne gang et meget mere blodig, og kamp størrelse kniv, end en lille kaste en af slagsen, men hun angreb, ikke, og svaret på hans tilbud om en besked, ved at lade kniv bladet stikke sig ind i hendes eget bryst, og mens en blod linje kom ud af hendes mund, satte hun sin lid til at hun havde ramt rigtigt under hjertet, så hun ville åbne øjnene igen. men hun var ikke bange, hun havde haft en god tur i livet, og død i fint tøj i en gloværdi villa, med en muskuløs fyr som Sean lænede indover hende. ikke den værste måde at gå kold på. hun faldt helt bagover, og lå stille efter hendes baghoved havde ramt marmor gulvet halvt hårdt, hun sad jo kun lidt op, hun stod jo ikke oppe.

Isabella nød forstillingen, men det var tydeligt hele denne aften, og at have nedsat sine parader, var noget hun fortrød. og det ville ikke ske igen, nu havde hun overfor sig selv bevidst sin paranoia var begrundet.
"Dé Minion belønner i mange former. hæder. magt, penge, spænding, eller en blanding. mod hvilket begære dit hjerte?"

Han satte sig på hug og tog pulsen på hende. den var der endnu, om end lidt svag. Om hun faktisk kendte Tristan eller ej, viste han ikke. Det måtte tiden vise. Nu gjaldt det dog om at spille videre. og helst lidt hurtigt, så hun ikke nåede at forbløde helt. Selv om det så ud til hun havde ville ramme sig under hjertet, var det et meget følsomt sted. at ramme en åre eller lidt af hjertet kunne nemt ske. og blødet flød på.
Han tørrede sin egen kniv af i hendes kjole og proppede den i skeden i sit bælte.

Han rejste sig op og vente sig mod Isabella. Og smilte så svagt til hende.
"Mine..." startede han, men tav pludseligt. så prøvede han igen.
"Jeg mener..." han slap pigen med tankerne. Han kunne allerede mærke hvordan nattens aktiviteter var ved at tage på ham.
"...At vi vist blev enige om et job" smilte han. Spændingen havde været nok, selv om det næsten var hverdags kost at håndtere døde.
Han tørrede sine hænder af i sin T-shirt. i hvert fald den der var fuld af blod. Og lod den anden glide gennem sit mørkebrune hår.

Isabella trak et smil over sine læber. "Og deres belønning vil blive stor. Men først har jeg endnu en sag, der kunne bruge din kompetance, og med hende død, er der ingen til at tage sig af den sag. Fra en lille havn nordøst doomsville city, vil et skib sejle om tre dage, skibet har en meget vigtig gæst ombord i fangerummet. Og jeg stoler ikke på de lejesoldater alene med sådan en opgave. Jeg er en streng lady, men jeg betaler bedst af alle. Er du oppe til udfordringen?"

Hvem denne fange...undskyld, gæst, kunne være, vækkede hans nysgerrighed. Hans evige tendens til at ville vide så meget som muligt.
Han var dog lidt betænkelig ved hendes sætning `belønning vil blive stor` som regl når store og strenge folk sagde det, var det som regl manipulerende og lovede enlig bare at man en dag selv ville dø for en ny person der faldt for samme trick. Men han valgte dog at lege med på legen. og så hvor langt den førte ham.
"well...Du kan være ganske tryg. Denne...Person, vil få min personlige opmærksomhed. Doomsville city, nordøst. Tre dage" smilte han. Han viste ikke hvor skibet sejlede hen eller hvornår han ville være tilbage...men det var småting. Han var van til at hans job krævede forskellige ting af ham, til forskellige tider.

Men man kunne heller ikke stole på en person så hurtigt. Hun ville sikkert holde øje med ham. Enden hemmeligt eller mere gennemskueligt. Og det kunne han godt forstå. Hvilket skabte et nyt problem...Men det måtte han se på.
"Men, my Lady...Deres gæst ventede vist. Hvis ikke der er mere De vil mig, vil jeg trække mig tilbage. Tak for en...interessant aften" han bukkede galant.
"Jeg tager liget med mig. Jeg kender en der nok bliver glad for at se det" han blinkede, som om det var en lille leg de skulle til at begynde med...
Han gik over til liget og gjorde mine til at hive hende halvt op, for så at smide hende over skulderen.

Med hende over ryggen, og stadig en anelse blod der løb ned over ham da han gjorde det, så han over mod Isabella, hvis hun nu havde en sidste ting at tilføje...