Moonlight

Månen stod på sit højeste, Clair sad og kiggede op på den. Grusvejens sten er ikke specielt blide at sidde på. Men hun nød smerten, kun pga. at månen var så beroligende. Hun lukkede sine øjne for at lytte til natten, men så hørte hun noget. Det lød som trin der kom lige imod hende. Hvem var dog ude på dette tidspunkt?

De lavmelde torden lyde kom flyvende gennem luften for hvert af de store titan tunge skridt gjort af de voldsomme militær læder støvler med jern hæl. Støvlernes ejer var intet mindre end hvad lydende gav hint om, brede skuldre der var tilsluttet et par overarme på størrelse med halve træstrammer, ej heller var det skaldet hoved mindre intimerende, de velovervejende øjne, med det kolde og lumske, gav et tydeligt indblik i mandens sadistiske og stålhårde personlighed.
Manden havde dækket den klippefaste overkrop med en håndlavet læderjakke, og indenunder en blød og mild silke skjorte som var denne kæmpe på vej til en galla fest. Manden.. som var dæmon, hed Rafael, og han var her ikke for at lege dåse skjul. det målrettet udtryk på hans ansigt antydet han vidste præcist hvad han skulle, og han ville ikke afbryde sine planer for hverken jordens undergang.... eller en kvinden som lå ned og ikke gad flytte sig. støvlerne forsatte.

Hun satte sig op og kiggede tilbage, hun så hvad der var på vej. Dog følte hun sig dog ikke i farer. Hun rejste sig op og lagde sine arme over kors. Hun ville ikke kæmpe, hun ville dog bare vide hvad han lavede her. Hvem han var? "Hvad laver sådan en herre som dig dog herude så sent?" Hun havde en drilsk klang i sin stemme, hendes øjne viste stilhed. Hun var ikke bange. Hun svingede med sit hår, og blev stående og lod ham trædde nærmere.

Rafael gik ikke op i hendes mod, frygt var ham mere ligegyldigt end om han skulle træde i et tyggegummi, man vandt ingen bamser i hans bod, ved at være modig, hvis man forstod alvorden i at undgå han og den anden ikke skulle udveksle knytnæver.. og i Rafaels tilfælde knytnæver med kraft som lastbil med 120 i timen. Rafael var ikke i chat humør, og selvom en sortelver var et vidunderligt smukt og lækkert syn.. denne pige var intet andet end yndig formet lidt over det hele.. men det ændret ikke på hun stod i hans vej, og hun måtte have taget fejl mellem ham og en gammel bedstemor, hvis hun tror en stolt dæmon går udenom hende som en eller anden svagpisser. Rafael kunne mærke sine knorre klø, og et brændende ønske til at give denne pige en brutal omgang, og sende hende på hospitalet hvor hun kunne få lov at spise mose mad indtil slutningen af december.. men Camilles ord og ønske om mindre brutalitet påvirket ham, og selvom han måtte synke en klump, og enlig ikke ville andet end at gå direkte over hende, stoppet han foran hende, og efter en dyb indånding sagde han med en dyb og hæs dæmonisk stemme til den gude smukke pige foran ham "Spar mig deres arrogance unge æret frøken, vil de være så ekseværdig at flytte den skønne røv, inden dens vægt laver et hul grusvejen" Hvis man var flabet mod Rafael var han flabet igen, og han genglædte hendes drilske tone, men holdt stadig på en form for gentlemands stil i den.

Hun stod og trippede lidt, hun kiggede ham dybt ind i øjne. Bare for at læse ham lidt, hun vidste hvad der kunne ske. Hun ville helts ikke risikere noget, men dog var hun yderst nysgerrig. "Hmm.." Hun svingede lidt med sit hår. "Så gerne." Hun gik til siden, men betragtede hans bevælgelser nøje. Månen ramte hendes øjne perfekt, det gjorde den altid om natten. Hun smilte drilsk til ham. "Hvor skal du hen?" Spurgte hun af ren nysgerrighed og tog en dyb indånding. Hendes hjerte slog et par takter over, men hun prøvede at blive i sit gode skin.

Ikke så effektivt eller hurtigt som at gøre hende til en grønsag resten af livet, men hun flyttet sig da, og mon ikke Camille ville være tilfreds med den måde at håndtere det på? Rafael havde ikke meget tålmodighed når det kom til sådan noget, han var ikke en rygradsløs skøde hund, og brutalitet virkede meget mere som ham, men hun flyttet sig så no harm done. han så ikke ned på hende fordi hun flyttet sig, hun anderkendte bare ingen af dem ville få noget ud af at brække rygsøjlen, eller hældt kogende vand ned i øje hullerne, så det var skam fint hun flyttet sig, mindre problemer for dem begge to.
Rafael havde ikke tiden.. eller jo. men ikke lysten til at stå og lege spørgsmåls leg, der var en børnehave i nærheden hun helt sikkert kunne lege med, men han var her ikke for at skifte hende bleer, eller svare på spørgsmål, han forventet jo heller ikke på hun gjorde den anden vej. Men hun havde pakket den hånefulde tone væk, så Rafael gav hende respekten tilbage ved at svare på hendes spørgsmål, selv en ondt nar, har værdighed. "På hjemmebesøg, hvis frøkenen vil have jeg selv undskyldt, pressende opgaver kræver min opmærksomhed" vejen mellem at få hans høflighed og hans støvle til ansigtet, var kort. Rafael havde en mand at besøge, og give ham en personlig meddeles.. og pinsler nok til at kunne blære sig i den lokale Sm klub. Måske træk han stadig vejret når Rafael var færdig med ham, men om så guderne selv kom ned fra himlen for at stoppe det, havde Rafael tænkt sig at få mandens ansigt til at ligne et trafik uheld. hvis manden døde underveje, ville Rafael da heller ikke ligge søvnløs over det.. langtfra.

"Okay." Svarede hun hurtigt, men hendes drilske smil var skiftet ud med et mere lumsk smil. "Bare pas på hvor du går." Hviskede hun snu, men med en tone så han kunne hører hende. Claire havde det som om at det ville være en dårlig ide at tirre ham. Hun ville aldrig gøre en dæmon mere vred end det var nødvendigt. Han ville sikkert ikke tage hendes advarsler alvorligt. Men det kunne han nu gøre klogt i, for ingen i dette område ligeher kendte stedet så godt som hende. Hun vidste at skoven var som en labyrant hvis man ikke kendte den ordenligt. Stien var allerede tæt på skoven, og skoven tæt til byen. Men Claire havde aldrig været nede i byen. "Du skulle jo nødig fare vild." Hun lagde sine arme over kors.

Pas på hvor han går? hun talte som stod han med en slikkepind i kæften, og lysserøde rottehaler på hoved. hvad troet denne ... yderst attraktive sortelver.. hun talte til? Hvis ikke det kunne flytte sig, måtte det leve med at få samme form som katofel mos, når han havde lavet en intim date mellem vedkommede og hans monster af en støvle. Rafael fandt hende meget dejlig at lade sine øjne hvile på, som en hver anden sortelver var den nattemørke hud så blød og nuttet at kigge på som en sne-tiger unge. Men under de fleste sortelvere var intriger, sadisme, og magt begær en stor dem af dem.. det var ihverfald hvad han havde hørt om dem, men det var ikke tit man fik fornøjelsen af deres prægtige udsende. da der ikke var så mange af dem, og dem som var, boet vist isoleret i deres egne små samfund. Rafael havde altid fået opkast af de sukkersøde kvinder, så sortelverne var mere hans smag, så længe de holdte den fine tone overfor ham, de kunne stikke deres stolthed op et vis sted, han som dæmon gik meget op i at være maskulin, og selvom de så godt ud, så var respekt noget man fik, for at give det selv også.
Rafael var ikke urolig for at farevild, han var selvsikker og havde ikke tænkt sig at tillade sig selv andet end at finde vej. "Og deres mund skulle nødigt tale sig ind i situation, som deres røv over mit knæ, ikke kan tale sig ud af. " Et lille snap for at hentyde til han ikke kunne finde vej, han så dem lige igen. Han begyndte at gå videre.

Hun fnøs, hun kunne da være ligeglad. Hun vidste at præcis denne skov var en jungle for fremmede. Hun stillede sig op af en træstamme og kiggede ind i skoven. Hun levede alene, hun var sin egen hersker. Hun kunne da være ligeglad med en dæmon, han var ikke hver at sætte sin stolthed på. Hun knep øjne sammen og smilte lumsk. Hun kendte området meget bedre end ham, det vidste hun. Men at han ikke ville have hjælp, så måtte han klare sig selv. Det var hun ligeglad med. Hun betragtede ham i mens han gik. "Jeg siger det bare.. Skoven kan være næsten levende." Den lumske klang i hendes stemme, den gav ekko imellem skovens grene. Hun bed sig en smule i læben og ventede på at han ville reagere.

Ja, hun kendte skoven bedre end ham... hun kunne uden tvivl navn på hver og et blad på træene iforhold til ham, men han bad da ikke om hjælp, han havde en okay ide om hvor han skulle hen, og hvis han ikke kunne finde vej, måtte han vel bare gå til den gode gamle ´lav lejerbål ud af skoven´ så kunne man se hvor levende skoven var mens den brændte op. som sagt var Rafael ikke en hippie, eller havde tålmodigen til jungler. Rafael stoppede dog sine voldsomme skridt da hun snakkede, også lod han den store krop vende sig som et bjerg på hjul. Rafael lod blikket hvile lumsk og længe på hende inden han endelig afbrød stilheden "Jeg siger det bare.. elver tøser burde hol..." Rafael bliv afbrudt i hans dæmoniske trusler og provokationer da en vind .. meget lokal vind.. lige over hans hoved faktisk.. fik givet ham en første klasses flyve tur gennem luften indtil hans 120 kilo muskel krop bliv smadret ind i den kolde og hårde overflade af et træ, og han glid ned af den efterfulgt af faldne bak stykker der røg ned sammen med ham. I samme øjeblik som den lokale vind kom ud af det blå, kom en lille pige gående ud mellem to træer, som bliv hun skabt af selve luften, hendes tøj var en smuk yndig rød kjole, den passede som var den skadersyet til den lille 9 årige pige. Hun havde langt sort hår med nuttet lille pige røde striber ned af siderne. et varmt og kækt smil bredte sig fra øre til øre, ikke bogstavligt dog, men det var et gladt og rart stort smil. I hendes hænder havde hun en glass krukke med låg, hvor der svævet en lille sort drage ligende skabning rundt, som lignet den var skabt af ren skygge. Pigen havde nogen gennemboerende blå øjne.

Ligger hovedet på skrå, og synker. For hvem eller hvad var denne lille pige? Nysgerrigt blev Claire ved med at kigge på, hun var imponeret over den styrke som havde kastet dæmonen ind i træet. Hun trak vejret hurtigt, og prøvede at få vejrtrækningen i balance igen. Hendes hjerte bankede hurtigtere end da hun så dæmonen. Hun bevægede sig elegant langs de mørke skygger, kun enkle månestråler ramte hendes hud. Lysten til at stikke af kæmpede imod lysten til at blive. Hun kiggede på den lille pige, smilet udstrålingen. Hvordan kunne Claire dog frygte noget for en lille pige?
Hun forstod ikke selv sin frygt, men det var nok bare frygen for at skulle komme så galt af sted som dæmonen. Men hun havde da ikke gjort noget, havde hun. Hmm.. Hun blev imod hendes vilje, hun ville vide mere.. Hendes skridt føltes tunge, men hun kendte sin egen hurtigthed. Hun kunne hurtigt løbe væk hvis det skulle blive for meget..

Støven rejste sig over den skamslået dæmon, nogen dybe indåndinger bliv gjort inden hans jernhårde ben fik kæmpet sig tilbage på sin solide plads på jorden. Rafael rejste sig vilje stærkt op efter det hårde slag, og man kunne se hvordan et helveds raseri, og brutalitet fyldte begges hans øjne, som havde han drukket hele det røde hav. Men hvad der skulle blive en action-man fremgang til at give den lille pige sin helt egen flyve tur, bliv istedetfor til et ynkeligt show da den lille lavet en meget meget lille bevægelse med sine øjebryn, der fik Rafael til at smage indersiden af sin egen kød og blod, da han faldt til knæ og brækkede en stor omgang blod og nogen små kødstumper fra indersiden af hans hals, stor smerte kunne tydeligt ses på ham, men han var en badass så han tudet, brokket, eller gav op, så let. pigen fik et lidt større smil inden hun så efter at sige "Aww sødt" vendte sig om mod den natte skjulte sortelver, og så helt uskyldig ud, også sagde hun med en stemme så nuttet som en sommerfulg, og varm som en sommerdag "Thyrix"

Clarie smilte hurtigt, og blev i sit smil. Hun havde ikke lyst til at røbe sit navn. Hun var stærk meget stærk. Men så længe hun bare kiggede gjorde det vel ikke noget. "Hej." Svarede Claire med en normal stemme som hun prøvede at få til at lyde super sød. Men det lykkedes ikke helt. Hun stillede sig op af en ny træstamme og kiggede over på dæmonen, og sank ved dens smerte. Eller bare tanken om selv at bære smerten gjorde ondt. Hendes instinkter bad hende løbe ind i skoven og gemme sig. Men hun lyttede ikke til hendes instinkter, hun blev ved med at kigge. Hendes hjerte sad oppe i hendes hals, og hun hendes hænder rystede en smule. Men hun havde et helt andet ansigt, som sinalerede at hun var ligeglad med dæmonen. Men den lille piges øjne fik straks frygten frem i hendes øjne.

Dens lille piges legesyge øjne danset næsten rundt på sortelveren kom tættere på, og man kunne fornemme intet fra den uskyldig udsende lille pige, end den glød af barnlig naivitet og flammen i deres sjæl som ikke kunne tilbage holdes fra at løbe ud i haven og lege. Pigens silke bløde hvide hud kørte over overfladen på den lille glass krukke, mens hendes læber bliv adskildt fra hinanden, og formet ord, så uforståelige, så mystiske, så kærtegnende at hvert ord magisk nusset ens hud, som stod man nøgen på en græs mark i nattens måne skind, og bliv kærtegnet af en elskers blide men stadig faste berøringer. "Yhu Kvóm" En fri hånd bliv kørt gennem hendes frisindet løse hår, efterfulgt af en lille trækning i hendes nuttet læber. Pigen tog det kolde glass op mod hendes kind, og efter at sige nogen selvtilfrese lyde af et nusse hendes kind med den kolde genstand i hendes hænder, bliv de små blå peget mod dæmonen igen, også sagde hun "Mr.Wonder, Femínus Yhu Rafael, Dela vundin termibal" Dæmonen som tydelgvis intet forstod af de underlige ord, og som eneste brændende ønske var at rive pigen i to lige store stykker prøvede med alle sine maskuline kræfter at genvinde sin kontrol og rejse sig op, men det var nøttetsløst, som at slås uden udstyr under vand med en hej, hvor kampen starter med dens kridt hvide tænder om dit liv.
Pigen undslap en latter fra hendes rose røde læber, og sagde så i et mere forstået og normalt sprog, som ikke havde nogen bestemt påvirkning som det andet sprog havdet, men hun lyd stadig præcis som hun så ud.. lille pige agtig. "Ejjj, glemmer det. Hej Rafael, du kender mig ikke, men skulle bare lige sige at hvis du gør Mr Wonder ked af det, ved at skuffe Frøken St.Clair" hun holdt en pause, og sagde det sidste med hoved på skrå som en lille søster der truet sin store bror "Skal jeg personligt rive dine blodåre ud af pikken på dig og kvæle livet ud af dig med dem." morskab var så tydelige som to små fyrtårn i hendes øjehuller, så man kunne spørge sig selv om pigen var seriøs, men på den anden side, selvom hun virkede som en der elskede dåseskjul, så virkede hun heller ikke som om hun jokede med blodåre delen.
Men..... En ting man ikke kunne være i tvilv om, var det indre had og vrede som dæmonen følte, det var så tydeligt at selv en blind mand, ville kunne føle vreden brænde i ens hud som en million sole. Rafael kæmpede med hver en lille muskel for at bare åbne munden, og sige hvor den lille pige kunne stikke sine trusler op.. der hvor solen ikke skinner... Men han kunne ikke, som havde hun lagt et kul tog på jorden, og bundet hans kæber fast til det med jernkæder der var lavet i dværges smede ild.
Den lille pige vendte sig mod sortelveren, og lod en lille og spinkel hånd glide op foran sig, og pege på Claire, og som i en gyser film kunne man høre mørke skikkelser tage form i de uhyggelige afkroge af skoven, og nogen levende døde, rådne, og fyldt med larver, og fluer der nød livet i det fordærvet kød, kom gående i utal, en stank så ækel, og så dårlig en mave fornemmelse, som havde man slugt fem dårlige æg, og skyldet efter med en liter seks år for gammel mælk. kom til en, fra de mide befængte lig. Den lille pige lod hendes hånd glide ned af hendes side igen, og i samme øjeblik, som havde gud personligt kommet og udslettet de levende døde, kom nogen nådesløse lyn ned og slog dem til en masse der mest af alt lignede brændte bøffer. Pigen udbrød i latter igen, den sødeste lille latter, hvis en rose kunne grine, var dette dens lyde. så rar som den mest beroligende melodi, kom hendes rytmiske latter gennem luften, også sagde hun "Clarie, du skulle have set dine rovdyrs øjne, det var så ... aww. snydt!" pigen hoppede ned at sidde på jorden, og satte glass krukken foran hende, og studeret den, som havde hun aldrig set den før, mens hun forsat snakket til Clarie "Kender dit navn, kan vi ikke springe hele overraskelsen over? Det er kun sjovt de første 100.000 gange."

Clarie var overrasket, hun lagde sine arme over kors. Hun trådte et par skridt væk fra træernes skygger. Hun sank og kiggede på glaskrukken som den lille pige sad med. Hvad var dog det? Clarie kørte en hånd igennem sit hår, skøndt det var lidt filtret. Hun kørede sig lidt i nakken, som om hun var løbet tør for sakastiske bemærkninger. Hun bed sig blidt i læben og havde lyst til at gå over for at se den lille piges krukke. Hvorfor var den så spændende? Clarie hævede sit bryn, og gik elegangt endnu et skridt frem.

Den lille piges ansigt bliv mere sørgmodigt, hun syntes ikke denne høje forbrændte pandekage med lange øre, var særlig sjov at lege med, hun lagde bare sine arme overkros som kvinden selv havde gjort, også rettet sine tidevands farvet himmel øjne mod sit glass med den lille skygge ligende drage der uforstået og ligeglad med omverden, bare fløj rundt. Den lille pige så meget betaget ud af glasset, man kunne se hvordan hendes ekstremt tynde feminine fingerspidser nød at danse over den spejlgladte overflade. uopmærksom på verden omkring hende, indtil nogen lyde fra fine lak belagte jakkesæts sko, sniget sig over den mørklagte skovbund, og i ly af de evige skygger, som en slange den spredte sine genkendelige lyde fra det grumme læder, der bliv lagt gentagende gange på jorden i form af skridt. Den lille pige rettet ansigtet mod lydene, hvilket tydeligt gav et indblik i, at det ikke længere var hendes jule lege der havde skabt dem. Nu kom en mande skikkelse til syne i skoven, en mand klædt i et beskidt og støvet jakkesæt, som havde han kravet rundt under en sofa, Men skjorten han havde på indenunder jakkesæts jakken, var så hvid som kridt, som havde den skjorte aldrig set skyggen til snavs hele sin leve tid. Manden sko var som lydene antog, nogen jakkesæstsko, dyrt og håndskaffet læder, men de var helt dækket til i mudder, som havde han fornøjelsen af at gå gennem verdens mest onde mudderbøl. Bukserne var ligesom jakken, beskidt og støvet. Manden hår var sort, kort og sort, som var lagt tilbage til slikhår. Manden var generalt meget attraktiv, og ansigtets venlige smil fik ham til at ligne noget af en elite gentlemand, men han lugtet forfærdeligt af røg, som havde han stået i midten af et bål i flere timer, og taget sig et bad i røgen.
Det var den lille pige som først brød stilheden mellem de to "Sééz" Manden nikkede anderklende og ydmygt, som var den lille pige langt mere værd end ham selv, eller han arbejdet for hende. Manden så ikke ud til at kunne lide pigen derimod, faktisk kunne man se en lille trækning ved det højre øjne når hun talte. Manden svaret hende "Mr Wonder Yhu Depem calised." Manden kiggede mod den gudeskønne sortelver, og blinket til hende, meget sensult, han havde intet problem med at vise hvad han tænkte på. Et smil bliv kombineret med blinket, efterfulgt af den lille pige tog hans opmærksomhed, da hun forsatte med at snakke på det underlige sprog. Rafael var ved at blive tosset, men tros hans anstrengelser, og hans brutale magt, så var magien bare for stræk. Men det stoppede ikke den kæmpe med at prøve.
Pigen kiggede mod sortelveren, nu hvor den sorte slikepind var her, kunne hun ligeså godt blive her og lege.. sådan tænkte den lille pige. Så hun log to finger blive ført op, og lod dem falde ned igen, mens sortelverens ben langsomt sank sammen, som en kludedukke, ude af stand til at nægte sin dukkeføres ønske, ligesom dæmonen, lå hun nu der på en lille piges nåde, med sine knæ som bundet fast til jorden, men Clair kunne tilforskel fra dæmonen stadig snakke.
Manden med jakkesættet trak ærgeligt på skuldrene, som havde han ellers håbet at kunne prøve kvinden af i soveværelse, eller give hende en middag i dette sørgsomme måneskind, men han havde vist ikke lyst til at råbe op, og komme med et alternativ til den lille pige, han var enten for bange, eller også var han bare ikke glad nok for sortelveren. Rafael kunne ikke være mere ligeglad med sortelveren, men nu sad de i samme mængde lort... til halsen. Rafael havde ingen for ide om hvem Mr Wonder som pigen talte om var, men Frøken St.Clair, var han sikker på var Camille, men Camille ville da aldrig være på samme hold som små freaks som den lille pige, tænkte Rafael. han var lidt usikker på hvad den røde tråd her enlig var. Men han skulle nok finde ud af det. så sandt som hans navn er Rafael Dominatix, og så sandt han vil knække pigen som ikke kogt pasta, når han engang kommer fri herfra.

Claire smilte til den lille pige. "Ikke for noget men jeg har det meget bedre ved at stå op." Hun sagde det med en drilsk klang i stemmen. Hun kiggede op på manden. Hun smilte til ham. Hun var ikke van til at blive bestemt over, det hadede hun. At hun ikke kunne rejse sig op, det satte hendes tempramant på prøve. Hun skulle ikke løbe om hjørner med denne lille pige. Skønt hun var lille, så var hun så stærk. Claires smilte igen til den lille pige. "Hvad ville du lige præcis?" Hun pustede til sit hår som sad foran sine øjne. Hun kiggede over på dæmonen, hun ønskede ikke at ende i den samme smerte.

\\forhelved, mit indlæg bliv slettet. gider ikke skrive det igen, du får den korte version.

Manden svinder sortelveren til for at overbevise Thyrix om hun er intet end et skadedyr, og Thyrix skal ikke høre efter det understående væsen, og derfor glemme hun var respektløs mod Thyrix (de har nogen bestemte måder at tale på, og snakker man uden at snakke ´rigtige´ ser de det som respektløst).
Også sætter Thyrix Rafael og Clair fri. også forsvinder den ukendte mand, og den lille pige i en støv sky, og bliver helt væk. bagefter rejser Rafael sig op, og siger "nogen af dine venner?"

Claire rejste sig op, kiggede på ham. Hun lagde armene over kors. "Selvfølgelig vi perlevenner?" Hun smilte drilsk men med en klang af alvor. "Selvfølgelig kender jeg dem ikke. Og jeg formoder heller ikke at du gør." Claire hævede et bryn. Men hun var glad for at bestemme over sin krop igen.

Rafael forventet det heller ikke, så hendes svar overraskede ham ikke, men det rejste så bare mere spørgsmål i ham, hvad fanden der skete. han var ikke blind, men det var grunden til det han mente. "Det er kun et rigtigt venskab, hvis man vender mine indvolde på ydresiden mindst engang om ugen." han var selvfølgelig mega sarkastisk, han havde aldrig set nogen af grød hovederne før. Han fik pluselig mere lyst til at filosofere over det for sig selv, fremfor at tæve en håndlanger fra Isabella, som han ellers havde tænkt sig at bruge aften på. og i et kort sekund.. tog hans pik over hans mund, og hans tanker bliv ført over til de mere erotiske lyster her i livet, end de blodige, også rettet han sine øjne mod hende, og sagde med et frækt smil, og et glimt i øjet "Pæn halskæde, kan meget godt lide den blå sten." han lavede ingen skjul på han gerne ville hygge, det syntes han heller ikke var nødvendigt at gøre.

Hun smilte drilsk til ham og og satte sine hænder på sine hofter. Hun vendte sit hoved på strå. "Ja ikke? Det jo utroligt hvad man kan finde rundt omkring." Hun åndede lettet ud og holdte øjenkontakt med ham.

Rafael lod igen de brutale støvler gøre deres arbejde, og gik i retningen mod hende, hvor han lagde armene om hendes liv, og forsatte med at snakke, mens en blid mens fast hånd bliv holdt på hendes hage og kørte hendes øjne og hoved op mod hans, "Mit blodtryk stiger" han pressede hendes lidt ind til ham, og sluttede af "Men at give halskæden æren ville være en skam" han vidste ikke om hun var klog nok til at fortå, men det håbet han

Hun var ikke hundrede procent sikker på hvad han mente.
"Stiger dit blodtryk? Vil du til lægen."
Hun smitle flabet og sødt. Hun var ikke sikker på om han faktsik havde brug for at blive healet. Hun havde nogle urter og lidt andet som kune hjælpe.

//Out, du glemmer mig jo o.O//