Moonlight Shadow

" I guess this time you're really leaving
I heard your suitcase say goodbye
And as my broken heart lies bleeding
You say true love is suicide....ATJUUU" ...Skikkelsen løftede en lys hånd op , for at klø sig på næsen. Pokkers til tidspunkt at skulle nyse, hun håbede virkelig ikke hun var ved at blive syg nu?!

Hun begyndte den sagte nynnen igen , og tonerne surfede på den friske luft i det mørke værelse. En brise listede sig rundt , den kom fra det åbne vinde.
Vejret var mildt, selv om klokken nok var omkring de midnat allerede, og månen kastede gavmildt sit sølvskær ned over hele byen.

" You say you're cried a thousand rivers
And now you're swimming for the shore
You left me drowning in my tears
And you won't save me anymore"

kvindestemmen som var eneste afsender, og eneste lyd i selve dobbelte værelset , stoppede brat op, og denne gang ikke grundet et nys.
Hun kunne høre stemmer på gangen.Endelig!
Var det mon ham? Det var i hvertfald En stemme der lød som hans ..og en kvinde der viste ham vej til rummet!

" Denne vej hr...kvinden er ganske urørt og skulle nok kunne...tilfredsstille din appetit" smilede den smukke pige med røde slangekrøller og ligeså røde læber, til herren der blev ledt vej.
Hun tale sex naturligvis....men skulle man have behov for andet, mere voldsomt- så kunne alt arrangeres for den rette pris her på bordellet Dream girls.
Mange dæmoner og vampyrer kom her for deres måltider .

Døren knirkede da Rudy åbnede den, og bad herrerne gå indenfor.
Hans selvskab denne aften ville støde til om få minutter lovede hun og sagde at han var velkommen til at gøre sig det....mageligt.

Kun en skyde dør, adskildte de ro rum.Det ene med et sofa arrangement , og et omklædnings hjørne med en skærm foran.En smuk en med udskæringer beklædt med guld.Bag den sad hun på en høj stol....med mørket som eneste ven.
Kvinden var Camille St.Clair.
En lidt utraditionel , stædig , skævt tænkende ung kvinde, med et hjerte der bankede for de svage og de skæve eksistenser der var til.

Hun havde på sin rejse fået opsnuset at han kom her ofte...for selvskab.
Hun rynkede på næsen.Det var kun anden gang hun var her.Den første var forklædt som landevejsrøver, hvor hun snød  en ganske dejlig fyr for penge. Hun havde stadig lidt sort samvittighed, men de penge havde købt to slaver legalt fri, så havde man ikke råd til at pyldre om sin samvittighed. Så levede man med den.

Camille håbede ved gud det var HAM der kom.
Ellers ville ting blive temmelig akavet om et lille øjeblik.
Hun sad musse stille, bag skærmen.Ventede.
Ønskede at overraske ham. Og ønskede at være  glad sålænge det lod sig gøre...de få minutter til hun skulle fortælle ham, hvorfor hun egenlig var kommet her, for at møde ham.

Hun spidsede ørene, hvad lavede han i det andet rum?
Langsomt gled hun ned af stolen, og de flade sorte converse var ganske stille mod det tykke bløde tæppe på gulvet.
Hun listede lidt frem...ønskede at snige sig ind på ham bagfra om et øjeblik.
Hun kiggede ind gennem skydedørens sprække.

Camille var klædt helt i sort. En sort feminin kjole der passede til hendes figur, dog en del mere nedringet end hun normalt ville gå med , men man skulle jo hyle som de ulve man var blandt- og hun VAR på et bordel.Gummiskoene passede derimod slet ikke, men hun havde intet valg- for der var ingen sko med høj hæl taget med i den sparsomme oppakning , som hun kunne have på sin hest, Frosty.

Det lyse hår hang løst og faldt en smule pjusket ned i hendes ansigt, da hun lænede sig frem for bedre at kunne titte igennem dørsprækken-  hun var her ikke for at få en rigmand på krogen jo, men for at se sin ven...Sean McGivens.

Sulten havde gnavet i ham de sidste par timer og han følte sig som en udhungret hund. De fleste ville nok overfalde det nærmeste fad med mad, hvad han sagtens kunne få serveret derhjemme, men maden gav ham ikke samme mæthed, som en frisk sjæl. Nuvel, det fyldte hans mave og han følte sig...Fysisk mæt? Men bare uden at være mæt...Bare fuld. Og derfor så han ingen grund til overhoved at prøve, tingene havde jo ikke ændret sig de sidste 700 år.
Han kom her ofte, måske lidt for ofte, men det var et godt sted at finde villig mad og man kunne altid betale sig udenom ligene. Stedet var van til lig...Okay, van til lød måske lidt dramatisk, men de kendte til dem og gav altid de tilløbene eller usikre piger til de sultne, da de ikke tjente lige så mange penge ind, som de andre.

Sean var klædt i nogle mørke, smidige sko, der gjorde ham næsten lydløs. Nogle sorte bukser, der var lidt løsere end han normalt tillod dem at være. De skulle jo af alligevel. Og endelig en sort skjorte, som var åben ved kravebenet. Om hans ene håndled hang det sædvanlige armbånd, trods han slet ikke havde kontakt til kvinden, som havde givet ham den. Et simpelt armbånd med et lille vedhæng af engle- og dæmonvinger, sat sammen på midten, som en mutant.
Det mørkebrune hår var redt tilbage. Men trods forsøget, strittede det alligevel lidt ud til alle sider. Pandehåret hang let ned over hans pande. Da Cam kiggede ind i rummet, stod han med ryggen til hende og var ved at smøre sine ærmer op, mens han ventede på sin mad. Hans blik gled ud af vinduet, som var dækket af noget rødt stof. Det var mørkt udenfor. Han viste ikke hvorfor, men han foretrak at spise om natten...Som om han bedre kunne slippe af sted med det. Mørket gjorde det mystisk og spændende.

Hvis man spurgte Sean, var dette det sidste sted han forventede at møde Camille. Faktisk forventede han slet ikke at møde hende, men hvis det skulle ske...Gik han ud fra hun ville opsøge ham, på hans residens.
Mens han ventede, gled hans tanker ufortrødent videre, som de altid gjorde. Til Alane, der måske var gravid, ikke med ham, men med en voldtægtsmand. På Elyas, der havde oplevet lige lovlige mange eventyr på det seneste. Og på hvad han skulle stille op med Dae, kvinden han aldrig viste hvor han skulle placerer, men som nu havde smidt sin kærlighed på Elyas...Hvilket kun kunne være katastrofalt. Og, endelig, på hvad han skulle gøre med Xander. Tanken om at være far faldt ham fremmed...Og skræmmende. Hans første reaktion havde været at forlade drengen i skoven og aldrig se ham igen. Den næste, at bruge drengen i sin klan, og undgå direkte kontakt til drengen. Og nu...Hvad nu? Han viste det ikke. Han ventede, ventede på at se hvad der nu skulle ske. Og midt i alle disse, personlige kriser, faldt tanken om Camille ham slet ikke ind. Nej. Nu skulle han spise...

Camille mindede om et lille barn der kigger ind af nøglehullet , for at se hvad julemanden havde i sin sæk. Hun var i hvertfald lige spændt og indsvøbt i forventningens søde favntag.Det var en rum tid tid siden hun havde set ham.
Al for længe egenlig, tavet i betragtning at HAN havde Elyas nu, men det kunne hun jo så ændre på- hvis Sean altsår ikke skulle vise børster. Hun håbede nu på det bedste.

Heldet tilsmilede Camille, og det var ret tæt på en lille trille stak af fra hendes læber,der havde en meget ny farve rosa i anledning af hun var i et glædeshus.
Hun blev ikke skuffet over at se ham, mere lidt forunderlig over hvordan hun næsten havde stopper i glemmebogen hvor flot en mand han var. Men det var ikke looks der imponerede Camille, det var mere måden folk opførte sig på....Sean var altid meget i kontrol. Hun var en smule nysgerrig på, hvordan han var når han slap tøjlerne...når han var sorgeløs og bar fyldt med glæde. kunne han danse og svinge hans dame rundt?... Alane ...det var det hun hed. Meget smukt navn.
Fik hun ham til at stråle og være glad helt i ind i maven? Camille håbede det.

Et smil strålede fra Camille, anyway...da hun gennem gnaskede ham med blikket og nåede til hans sko. Tænk at han havde det i dag! Han var normalt barfodet.
Men nu var han jo også i byen for at spise. Argh....bare han ikke ville blive vred, når han opdagede at hans sild svømmede væk, så han ikke blev mæt?!

Hun trak et silke mørke rødt tørklæde ned fra et lille stativ med smykker og nips, og lid det dingle fra hendes hånd , da hun så stille som det lod sig gøre , puffede døren til side.
Rudy var over alle bjerge, og Sean i færd med at spørge ærmerne op, som Camille listede frem.
Hun forsøgte at tale med en halvhjertet fransk accent, for at hjælpe med at sløre sin stemme, som hun prøvede at tilføre lidt mere bas .

" Mr. McGivens...føj mig ? ...bliv endelig stående , helt stille.."talte hun sagte, et stykke væk fra ham.

Camilles intention var at lyde indsmigrende og lokkende , men da hun ikke stolede på effekten og dermed ikke var sikker på det havde den virkning, så var hun hurtigt henne og stillede sig meget tæt op af Sean, men en hånd på hver en skulder.
Hun nød at få lov at lege en smule....bare lidt med ham. Det var i det hele taget efterhånden så sjældent hun legede eller havde det sjovt...bare pjattede rundt.
At han så ville blive tosset på hende om lidt, skulle ikke spolerer fornøjelsen lige nu, vel?
Hun gav begge hans skuldre et lille klem, og talte så igen...

" Velkommen til...det skal være mig en fornøjelse at være deres ...selvskab...denne aften, sir...tillad mig at sørge for ...forretten?" Camille glemte helt at trække vejret af bar spænding, og hvis det lykkedes ville hun slippe hans skuldre, sno tørklædet et par gange, og svipse det hurtigt op foran Sean øjne , for så at binde det med en lille sløjfe bag i.

Han ville være forhindret i at se hende nu, hvis ikke hans natur havde fået ham til at reagerer instinktivt og forhindret hendes lille leg, så det istedet nu var Camille der stod bagbundet ude i haven - op af det 182 år gamle egetræ, som stod derude.

Han syntes efterhånden han havde ventet for længe. Hvor blev hans middag af? Hun havde vel ikke fået kolde fødder? Skulle han virkelig selv ind og hive hende frem under sengen? Han var ret så sulten og en hel utålmodig af den grund. I et øjeblik forestillede han sig hende...Både blond eller med mørkt hår. Måske havde hun en mørk hud...Det var lige som at få eksotisk mad. Han håbede ikke hun var for buttet. Efter flere år, med en stor menu, var han ved at blive lidt mere kræsen i sin mad. Buttede kvinder blævrede som budding. Han foretrak pæne former, gerne en smidig kvinde, der kunne sno sig om ham, som en slange...
Han smilte svagt for sig selv, i dette private øjeblik. Et privat øjeblik, som det jo var, når han skulle spise. Han havde aldrig inviteret sine bekendte med på middag og ville aldrig gøre det...Han spiste altid selv, alene i mørket, uden at vise sine bekendte hvad der egentlig skete. Han foretrak de intet viste og lod det farve deres mening om ham...Mere end normalt.
Han havde lige ved at vende sig om, da han fornemmede døren gik op. Han hørte den svage, tøffende lyd af sko der krydsede det gulvtæppe-beklædt gulv og endelig nogle kvindelige hænder mod sine skuldre, akkompagneret af en kvindelig stemme med en dårlig accent. Der var vist nogen der prøvede at skjule sin identitet.
Det faldt ham slet ikke ind at Cam kunne være her, så hans hjerne genkendte slet ikke stemmen. Ikke til at starte med, i hvert fald. Måske senere.
Som altid nød han at lege med sin mad og se hvad de kunne byde på, før han spiste dem. Så med et svagt smil blev han stående og lod hende...Lege lidt. På efternavn...

Hans alarmklokker ringede, ca. samtidig som hendes tørklæde gled over hans øjne. Efternavnet...
Han var altid på fornavn. De personer, der kendte hans efternavn, kunne tælles på en hånd. Han skjulte godt nok ikke sit navn, men han brugte aldrig sit efternavn. Slet ikke her. Var det en der var blevet sendt for at dræbe ham, skade ham eller få informationer ud af ham? Han forventede det....Og besluttede sig for at lade som om han intet havde opdaget, i håb om at afsløre kvinden, at få mere at vide om hende.
Da han havde fået tørklæde for sine øjne, hvad der på ingen måde huede ham, snurrede han rundt og fangede hende i sine arme. Hvis hun ville opnå noget, måtte det også blive for noget. Så uden videre omsvøb kyssede han hende ned af halsen, før han smilte let ud foran hendes øre.
"Du ved ting du ikke burde vide...Leg lidt med mig. Lad os se om jeg kan gennemskue hvad du vil mig. Hvem der har sendt dig..." han snakkede lavt, hviskende, drillende. En ting han aldrig ville have gjort over for Cam...Men for ham var dette endnu en fremmed kvinde. I en hurtig bevægelse, men ikke mindre tiltrækkende, lod han skoene glide af. De virkede hæmmende. Han fik det til at ligne en del af deres sensuelle dans, inden selve akten skulle ske. Hans arme lagde sig hårdt om hendes krop og lod hende vide at der ikke var nogen vej væk. Det hele med et lille smil.

Camille på det nærmeste radierede , da hun slap afsted med at give ham silketørklædet på.
Det var en spøjs fornemmelse, at have magten over en der var så stærk.
For det var netop hvad hun i et glad tilfælde af vanvittig naivitet, bildte sig ind at hun havde. Styr på det hele og magten ...og dermed Sean i hendes hule hånd.
Den illusion varede cirka fire sekunder, før Camille i et overrasket gisp, befandt sig godt og grundigt i armene på Sean.
Først greb hun fat i hans overarme, og forsøgte læne sig tilbage imens hun skubbede ham fra sig. Men det var som at rykke på en klippe og da hun hørte hans ord, forstod hun at hun havde lavet en smutter.
Damn...
Seans arme var faste og hårde omkring hende, og Camille kunne ikke undgå lidt at føle sig som det lille lam i ulvens favn.

Camille lod ham føre dem en smule rundt, der var ikke andet at gøre.
Det føltes som de var en krop der bevægede sig, så tæt var hun holdt ind mod ham.
For at være ærlig, fik hun et tilfælde af akut koncentrations besvær.
Burde hun ikke stoppe ham nu, hæve stemmen og skælde ham ud?
På den anden side...han bad jo nærmest om det, ikke?

" Oh...Sir.." Begyndte hun igen og krydsede fingre for han ikke kunne smide mere tøj, end skoene sålænge han skulle holde fat i Camille samtidig.
" Sikke moderne du er.Nu det ikke længere dig der skal lege med maden , men maden der skal lege med dig ? " Camille følte sig parat til den lille udfordring, og lagde da også frisk ud..." jamen...så lad os sige at hvis jeg kan besvar et person,igt spørgsmål....så kan jeg få et personligt ønske opfyldt?....deal?"

Camille fiskede efter noget hun kunne bruge til at få Elyas med sig hjem, at få Sesn til at holde ord og indfri et ønsker der i sandheden var personligt.
Hun håbede dog på at det nu ville forståes som hun talte sex , og dermed kunne få hans accept , hans ord....helt uden at lyve.Men hun vidste Sean var intelligent , så skulle han sige ja, så skulle han i den grad være i er lidt skødesløst og meget legesygt humør.
Så da hans læber gled ned af Camilles lyse hals, trak hun vejret i små støn.
En kraftig reaktion på de lette kys....men ....årh gud, hun vidst jo han ville skælde hende ære og hæder ud, om lidt når han fandt ud af hvem han holdte i sine arme.

Kunne hun når en sidste omgang dril , og føre ham til et mere samarbejdsvillige sted?

" Jeg ved ting jeg ikke burde...og kan ting en pæn pige ikke burde heller" drillede hun tilbage...
" har du en udfordring til mig...et spørgsmål om dig selv? Så ser vi om jeg kan svaret" lokkede hun og lod på samme tid , langsomt spidsen af sin pegefinger trække over Seans overlæbe, blot for at vække ham en anelse og lokke ham med på legen.

Han blev i et øjeblik i tvivl om hvad han burde gøre. Tørklædet generede ham, den forhindrede ham i at se hvad hun lavede og i at se hvem der overhoved stod foran ham. Og det forhindrede ham i at læse personen, som flere års træning havde lært ham. De små rynk og vrik i ansigtet og kroppen, som folk slet ikke lagde mærke til, men som sagde utroligt meget om deres inderste tanker og følelser.
Hendes gisp af overraskelse lokkede kun et smil frem på hans læber. Og dog...virkede det ikke som om hun tøvede over et eller andet?
Hendes kommentar om maden røbede at dette var en person, der viste hvordan han spiste og tydeligvis havde noget at sige om det. en flabet kommentar...Som Camille ville have leveret den. Hans øjenbryn gled sammen i en let undren. Camille? Stemmen...Lød lidt som hendes. Men hvad skulle hun dog lave her?

Han besluttede sig for at vente lidt. Han måtte ikke tage forhastede beslutninger, måske lød hun bare som Cam, uden at være det. Men hendes tilbud gjorde ham ikke bedre tilpas. Faktisk var han lige ved at slippe hende, da han skiftede mening og næsten endte med at mase hende i stedet. Til sidst tog han fat i hendes arme og holdt hende ud foran sig, mens han overvejede hvad han burde gøre. Fingeren ned over hans læbe fik ham til at smile lidt...
Fint. Hvis denne mistænksomme kvinde ville sælge den, måtte hun også være rede på at gå hele vejen. Han slap hende helt nu, kun for at fjerne tørklædet, inden han selv sagde noget. Og blev ærlig talt lidt overrasket. Kvinden foran ham lød ikke bare som Cam...Hun var hende.

I et øjeblik viste han ikke hvad han burde gøre. Til sidst følte han sig vred. alle hans spekulationer gled til side fra en let vrede over at se hende her og en frustration om ikke at få noget mad. For han kunne ikke få sig selv til at spise hende...
"Camille?" en konstatering, frem for et spørgsmål.
"Hvad laver du her?" hans stemme var kommanderende, den forlangte et svar. Hvis hun ville stikke af, var han klar på at gribe fat i hende. Han så hende ikke i lang tid og pludselig stod hun foran ham, klar til at sælge sig selv?
"Jeg tvivler på dit liv kan være så miserabelt at din eneste mulighed er at dø i favnen på en dæmon, uanset hvor god en elsker han er..." Hans stemme var dyb, men neutral nu. Hans blik gled ned over hende et øjeblik og han lagde ikke skjul på at han brød sig om synet. Når hun var her, måtte hun også leve med det...En slags straf. Hvis hun altså fandt det ubehageligt. Han lod tørklædet falde til jorden og lod en hånd glide igennem sit mørkebrune hår, da hans mørke øjne fandt hendes ansigt igen.
"Jeg viste noget var galt, når en tilfældig kvinde kende mit efternavn...Og samtidig havde sit at sige om min mad" kommenterede hende og fortalte hende samtidig hvor hun var trådt forkert. Han gik tilbage til et lille bord, med to stole. Han trak en af stolene ud og satte sig i den, med front mod Camille, klar på at modtage hendes forklaring.

Lidt som at spise forbuden frugt kunne man drage parrael til at røre ved Seans mund.
For ikke at nævne hans læber ned af hendes hals.
Men evigheds frugter der blev ved og ved at være til, var ikke opfundet endnu, og Camille kunne mærke at Sean ikke blot føjede hende og legede med længere.
Han var begyndt så småt at lægge brikkerne i puslespillet, vel vidende at han ikke havde det samlet billed til at stå helt klart for sig.
Da hun blev holdt udi barms vide, og Seans hånd løsnede tørklædet op, så hans øjne igen var aktive, forberedte hun sig på han ville blive irriteret og kræve forklaring.

Hans øjne afspejlede over for hende for første gang , ægte overraskelse.
Ellers plejede Sean at være lidt foran i de fleste sammenhænge.
Hun sad fast som en bi i honning , dvælede ved hans blik- og kunne dermed også se hvordan overraskelsen klingede af og erstattedes af vrede.
Hvad hun lavede her? " Jeg..øøhhh " startede hun men tog for lang tid, så Sean brød ind igen , og fik Camilles øjne til at blive store og runde.." uanset HVOR god en elsker han er? Oh pleeease ...du trænger vist til mere modspil fra dine kvinder " smilede hun af hans kvikke, vovet og vanvittig provokerende udtalelse...og slap så for at svare omkring sit egen liv.
Hun følte sig mere afklædt end hun var, med Seans blik gående på opdagelse, men hun prøvede ikke at lade ham ryste hende. Hun var ret sikker på det var hans hensigt,og ikke blot en tavst tilbud om at hoppe videre til næste afsnit hvor hans skjorte røg af.
Hendes øjne fulgte det røde silketørklæde og så så op på Sean igen.
" Ja...jeg mærkede ændringen i dig...og vidste jeg havde trådt forkert, bare ikke med hvad" smilede hun for første gang til ham. Det var sødt af ham at indvillige hende i det, da det var en vigtig lære skulle hun forsøge snyde nogen en anden gang, skulle ting som dette tænkes ind....ikke bare en halv dårlig stemmeforvrængelse og accent.

Camille fulgte efter Sean .Hun trak dog ikke den anden stol ud og tog plads, men blev stående og skiftede ofte vægt fra ben til ben, en smule urolig i sit kropssprog.
Hun kunne jo også bare have sendt et brev om hun ville komme,som havde hun til Sakref? Men så da nogle piger på kroen havde talt om den mørkhåret Sean , åååh så mystisk , rig og lækker , der skulle komme forbi, og Camille havde lysnet til alle deres gætterier om den hemmelighedsfulde mand, havde hun fundet det mere sjovt at opsøge ham her. Og så var hun jo lige i nabo laget.

" Nu skal du ikke være sur, vel....du ser godt ud, og du kan spise senere....alt er ok" indledet hun og så sig omkring.Der var en lille kommode med en karaffel der havde vin i , og nogle glas.
" Hvad med du supplerer din mad med lidt vin ?" Smilede hun kækt og slog så endelig lidt hul på hendes agende.

" Sean.., jeg har planer om at forlade underworld...det er noget jeg overvejer kraftigt . Jeg synes jeg ville fortælle det"
Camille kunne ikke finde de rette ord. Hun ville ikke klynke og de fleste ville alligevel ikke forstå hvad hun gemte på at følelser og oplevelser, der efterhånden havde hobet sig op og var ved at trække hende ned med nakken.
Hun vidste ikke længere hvordan hun skulle være...sig selv...om 'sig selv' var tilstrækkeligt. Hun smuldrede. og ja...hun vidste ikke hvordan hun skulle bygge sig selv op længere, så hvad var formålet med at bygge en skole så?

Denne nat blev endnu en nat i forvirringens og ubehagets tegn. Han var træt af dem, de kom hele tiden snigende og vente op og ned på hans tanker. Hvis folk bare viste hvor mange timer han efterhånden ad derhjemme, tænkende over alt det der var sket og om hvad han skulle gøre ved dem. Han kunne ikke gøre for det...Han følte folk ønskede han fandt løsninger til dem. Til dem og til sig selv. Alane...Endnu et problem. Han havde slået det hen og sagt det var i orden...Uden at vide hvad han faktisk følte omkring emnet. Men dette var ikke tidspunktet til at tænke over Alane, dette var tidspunktet til at glemme sin sult, endnu en gang, og tænke på Cam. En kvinde han desværre var blevet lidt forfalden til. Hans blik var vandret til ned gulvet og blev der, til hun var færdig med at snakke. Han lænede sig frem og begravede hovedet i hænderne, uden så meget at smile en lille smule. Og sådan sad han i måske lidt for lang tid.

Til sidst lænede han sig tilbage igen, i starten med lukkede øjne, men til sidst åbnede han dem og så på hende. Hans øjne sagde ikke meget. Måske kunne man fornemme en lille kamp om hvorvidt det gik ham følelsesmæssigt på eller om han skulle være ligeglad, uden han viste hvilken side han burde hælde sig til. Han havde lagt to og to sammen - Han viste ikke præcis hvordan, men på en eller anden måde havde hun opsnuset at han ville være her og ville komme for at sige farvel.
"Hvis det er din beslutning" lød hans svar først. Et svagt smil gled frem, mest af ren vane. Han havde overvejet at kommenterer at hun tog hjem til hans bror, selv om han på ingen måde viste om hun ville tage kontakt til ham. I et svagt øjeblik overvejede han om hun kun kom for at tage Elyas med sig...Men han slog tanken til side. Han ville ikke komme ind på Elyas, medmindre hun insisterede på det.
"Men fortæl mig i det mindste hvorfor"
Nej. Han havde ikke tænkt sig at bryde grædende sammen. Måske var han lidt for stædig, på det punkt. Han blev i hvert fald mere stiv i kroppen, i hans forsøg på at holde det hele væk fra det ømme punkt. Han gad bare ikke mere. Alle de følelsesmæssige op og nedture...Nej tak. Han var begyndt at skubbe folk væk igen. Ikke Alane, men alle andre.
Det mindste Cam kunne gøre, var at fortælle ham hvorfor. Var det for hans bror? Fordi Tristan ikke havde opsøgt hende? Fordi hendes skole ikke var kommet i gang, så vidt han viste?
"Åh ja...Tag endelig noget vin. Beklager hvis jeg ikke føler mig i humøret til det. Jeg er sulten og finder emnet alt for ubehageligt, til at det bør fejres med lidt drikkelse" kommenterede han kort og slog kort ud med hånden, imod vinen.

Det kunne have været...på en 'overdøvede hævet stemme agtig' reaktion, men det at Sean lukkede øjnene og forsvandt lidt ind i sig selv da hun talte , udløste Camilles bekymring i større grad, end havde han vrisset eller råbt.
Hun vidste Sean ikke var typen der bar små lyserøde hjerter uden på tøjet, eller skrev valentines kort, han ville til hver en tid presse og holde følelserne ude af samtalerne, så vidt det var muligt for ham.
Og det lignede på en måde at han forsøgte gøre det.

Valentines kort? Hun forsøgte at finde ud af hvornår nogen sidst havde gjort en romantisk gestus for hende? Hvis man lige så bort fra Eric der købte en rød læbestift til hende, dengang hun var påvirket af en hash agtig plante, og tudede over han havde rå kysset Ruby...der tilfældigvis havde meget røde læber, som Camille så mente måske var det hun manglede for at fange Erics opmærksomhed på samme måde Ruby have. Camille mente dog ikke det var romantik kassen dén episode skulle ned i . Hun rystede let på hovedet af sit fjollede liv.

Camille sagde ingenting men ventede på en reaktion, et udspil fra Sean - og da han endelig slog blikket på hende og hun så ind i hans øjne, lignede det at han igen komplet greb om situationen.
Han udstrålede ro og overblik...ikke andet kunne hun finde i hans øjne, jo...måske en splint af nysgerrighed...interesse...for hendes handlinger, hvad drev hende?

" Hvorfor jeg overvejer...åh..du går da lige til sagen hvad? Ingen small talk men bare det STOOOREEE spørgsmål " hun smilede svagt og bevægede sig mod vinen hun havde fået tilsagn om at måtte drikke.
Camille trak den smukke prop ud af karaflen, og fyldte til lidt over halvejs i to glas, selv om Sean havde afslået.

" Vi fejre ikke...vi nyder bare et øjeblik, sammen" sagde hun ,
da glasset blev sat på bordet og hun med en finger skubbede det nærmere Sean.
Camille satte sig ned overfor ham, og hævede sit glas i en tavs skål, som han måske eller måske ikke ville følge.
Hun trak vejret ind, og lukkede sine øjne i ...bare et sekundt eller to..imens den fyldige vin legede med hendes smagsløg.
Hvordan skulle hun dog forklare ham det? Han bad hende strukturerer kaos, med et par få sætninger, for hun var sikker på at han som alle andre mænd, ønskede Pixie udgaven og ikke udviget version af Camilles små kampe og bump i livet.

Hun sukkede, og så over på ham.
" Der er så meget Sean, men for at samle det hele op, så føler jeg at jeg har ydet det jeg skal " hun tav lidt og søgte efter ord der illustrerede det lidt bedre...

" Jeg har set så mange forfærdelig ting her.Været en del af så meget...og det er fint, det er hvad jeg vil ... Og skal.
Jeg ville aldrig kunne venne ryggen til de hjælpeløse, men....jeg er løbet tør for strøm, og ...ja..jeg har ingen steder at lade op mere.
Tristan forsvandt, mit hjerte flækkede midt over...og vi blev et dejligt minde....og imellem tiden begyndte mit eventyr med Eric Valentine, og ...ja...i en tid troede jeg faktisk at han var den der kunne give mig roen inden i og den kærligehed jeg tror kunne være min ' opladning'... Men tiden er gået, løbet fra os...han har ikke ønsket mig , ikke på DEN måde, og igen...har jeg invasteret mere personligt, end jeg skulle....og ...har jeg ingen energi selv, hvordan skal jeg så kunne være en skid for nogen anden? "

Det var sikkert en ordenlig mundfuld som hun fik kastet ned over ham.og det var jo bare stikord.
Måske det slet ikke gav menig , men Camilles følelsesliv var gået i svær hårdknude, og somme tider kunne hun ikke mærke sig selv længere...ikke den stærke glade kvinde hun var, hendes tid gik med at prøve at stille andre tilfreds og være som de ønskede...da hun kunne se de ikke viste tegn på at ....ja...skal vi bare sige der var et snært af noget var kørt skævt for hende...og hun var ikke engang sikker på selv hvornår...eller hvordan.

Hun forventede ikke Sean havde løsningen, tvært om...hun forventede at hun SELV havde den og piskede derfor sig selv dagligt over ikek at kunne finde den.

" Jeg trænger til at finde mig selv igen" endte hun så mere kort fattet ud.

" Det betyder der er et par løse ender jeg også vil tale med dig om, hvordan vi gør det...hvis jeg tager afsted. Min plan er at tage til Eric herfra...og så Sakref til sidst.
Og...eh...så er der jo dét med Elyas?" Kom det så lidt forsigtigt ud, starten på det anyway.

Han lyttede og blev siddende, hvor han var, mens hun snakkede. Hvad angik vinen, var han slet ikke interesseret. Han drak faktisk kun vin, hvis der var noget af fejre eller han skulle lege rigere, end han så sig selv. Og lige passede situationen til ingen af delene. Ved det meste så han bare på hende, udmærket klar over han ikke fik alle detaljerne, men alligevel nok til at forklare det for ham. Så alt i alt...Flygtede hun fra et mislykket kærlighedsforhold. Eller...to, faktisk. Resten var bare undskyldninger. Og havde han ikke selv overvejet det, flere gange? i starten, da han var kommet til denne verden, havde han søgt andre, som også kom fra verdenen og spurgt om de viste noget nyt om deres gamle hjem...Til sidst viste han at han ville blive her, blev uinteresseret. Og til sidst næsten glemt den fandtes, med undtagelse når han huskede på hans forræderiske bror. Og han havde overvejet at tage "hjem", en gang eller to. Men han huskede sig selv på at for det første gik tiden anderledes, fra her og på jorden. For det andet havde han intet at vende tilbage til. Ud over en bror, der burde være død. Intet. Alle han havde kendt, ville være døde nu og han orkede ikke at starte forfra igen. Han havde jo haft hjælp til at finde sig til rette, her. Men han havde ingen den anden vej.
Så han droppede ideen og fokuserede på noget mere relevant.

Hans første ide havde da også været at foreslå hende at hun kunne lade op hjemme hos ham. Men han huskede sig selv på at for det første ville de nok nærmere drive hinanden til vanvid og for det andet skete der nok for mange skumle ting i hans nærvær, til hun ville finde det særlig afslappende. For det tredje ønskede hun jo mandlig kontakt...En form for kontakt han ikke kunne eller ville give hende.
Men han sagde intet...Først til sidst virkede det som om han blev rigtig interesseret - Trods han havde lyttet tålmodigt end til da.
Elyas. hvor vovede hun at trække hans nevø med ned i støvet? Hvis der var en ting, folk ofte undervurderede, var det hans trang til at beskytte dem der var ham nær...Han slog gerne ihjel for det. Et af hans største kvaler var faktisk ingen gad at modtage hans beskyttertrang, ud over Alane, som netop havde lært at accepterer det. Og hun var også den eneste. Elyas accepterede det, for det meste, men Dae lokkede ham i unoder...

Det virkede så nemt at diskuterer hvad hun skulle huske, inden hun forlod denne verden, måske for stedse. Men han havde lyst til at sige noget, et eller andet, der ville få hendes mening til at vælte til den ene side, hvor hun ville blive. Men han var tom for ideer. Når alt kom til alt var han dårlig til sådan noget og folk hadede ham som regel. Han havde intet at tilbyde hende, ud over flere episoder med dødende folk og ødelagte ting.
Ham kom i tanke om hendes skole. At den ikke var kommet op at køre. Måske var det en ide?

Endelig tog han vinen, men han drak endnu ikke af den. I stedet kørte han glasset rundt mellem sine hænder, mens han vædede sine læber. I et øjeblik vandrede hans blik ned på drikkelsen, før de gled op på Cam igen.
"Du har mange værdier, som er værd at respekterer. Og du er en kvinde, som jeg respekterer. Du ofre dig altid for andre, selv om det virker som om du flygter, så snart det handler for meget om dig..." det blev sagt med et svagt smil, for at lade hende vide at han ikke klandrede hende for det. Han gjorde det jo selv.
"...Så når du siger sådan noget, må man ikke andet end tage det alvorligt. Og accepterer det. Jeg har intet at tilbyde dig, som vil ændre din mening, selv om jeg ville ønske jeg havde. Jeg kan højst tilbyde dig min sikkerhed, mit hjem og mit venskabelig selskab. Og evt. hjælp med at få din skole op at køre. Det ville måske holde dig beskæftiget, men om det ville fungerer som en langvarig løsning ved jeg ikke..." Hans blik vandrede igen. Rundt på forskellige ting. Nu var det sagt, om end en smule vagt. Hvis det var noget hun var interesseret i, måtte hun selv gribe frøet.
"Jeg må desværre afvise dit tilbud. Elyas bliver hos mig" svarede han så, lidt kort, på hendes ide. I en stemme der fortalte, at han ikke havde tænkt sig at diskuterer det. Selv om han viste at hun ville gøre det, hvis hun virkelig følte for det.

Han var skarp, right on spot Sean.
Hans tanker og hans overvejelser. Man kunne modstå alle de bump der end måtte være på livets snoede vej, havde man kærlighed i baggagen. Det var i hvertvfald Camilles lille lomme filosofi.
Hun var en selvstændig pige, een der både kunne tænke og handle selv. Hun behøvede ikke en mand for at føle sig hel. Det havde hun bevist et utal gange , især i sin gamle dimension. Men at bære rundt på ulykkelig eller uforløst kærlighed, det havde alligevel tavet fusen på hende, og vist sig en langt større byrde end hendes fantasi og forstillingsevne havde rakt til.

Camille lod hendes ord, svæve lidt rundt...og hun fik sat en pæn del af vinen hurtigt til livs.
Seans tilbagemelding var som hans tanker meget precise. Camille var lidt af en ekspert i at please andre, ikke fordi hun nød at tage offer rollen, som nogle mennesker solede sig i .De talte til højre og venstre om hvad de gjorde for andre og hvilken pris de selv betalte.
Camille derimod var nærmest ikke til at slå et ord af, og kun meget få blev lukket ind i de følelser, dette efter de nærmest have sparket døren ind .
Hun gjorde de ting af een eneste årsag : fordi hun rigtig gerne ville have de mennesker og væsner hun elskede , dem der havde vundet en del af hendes hjerte og var i hendes innerkreds, at DE var glade og tilfredse.
Når det så kolliderede med hvad hun selv havde af drømme, håb eller behov så masede hun dem tilside i processen, til hun havde sikret sig at andre var glade.
Så kunne hun så åbne lidt og kigge på sig selv. Og her ville hun somme tider opdage at dét hun sad tilbage med , ikke nødvendigvis gjorde HENDE lykkelig.
Andres lykke var vigtig, men den kunne kun opfylde hende i en vis udstrækning .
Hun måtte have sig selv med også, for ellers løb hun tør for glæde og energi.
- og ja....hun havde en tildens til at løbe....flygte måske enda når det kom til de svære ting om Camille selv. Så hun vidste jo godt at hun ikke var en håndfuld for alle mænd at jonglere med.
Kun få ville hun spille op mod hende.
Sin egen værste kritiker var hun , en rolle hun ikke kunne vriste sig ud af efterhånden.
Så Seans velmenende ord, satte en smule kulør i de blege kinder, der ellers var forsøgt pudret rosa , i dagens anledning af bordel besøg.
" Tak... " sagde hun . Hun var lykkelig over Sean kunne mærke hun var oprigtig og ikke var kommet for at klynke og klamre sig til ham, som hun var sikker på mange fruentimmere havde tildens til.

De klare øjne blev større, ved hans tilbud og hun smilede svagt tværs over bordet til ham.
" Ville du gøre det for mig ? ...åbne dit hjem? ....jeg ville drive dig til vanvid , inden ugen var omme " lød det varmt, mens hun strøg sin hånd over Seans.

Faktisk misundt hun Alane en smule her. Sean var hende meget hengiven, kunne hun plukke ud af tidligere samtaler med Sean .At han var lidt overbeskyttende kunne de fleste kvinder godt lide,Camille kunne ihvert fald .
Det var langt bedre end al for stor tiltro til hun kunne klare hele verden på egen hånd. Det kunne i en travl hverdag blive opfattet som ....ligegyldighed. Men måske var det bare fordi hendes indre stod på skøjter lige for tiden. Ellers ville hun måske påstå at hun KUNNE klare hele verdenen.. Lige nu havde hun brug for tætte faste rammer, for at kunne mærke de var der, selv om hun sprællede imod .

" Jeg tror at der ville komme for mange kvinder under dit tag , Sean" sagde hun og havde et lille drillende blik på, trods hun var helt på det rene med han ikke ønskede dén slags selvskab af hende.
Nu skulle hun så bare ikke gøre ham vred, når snakken kom til Elyas.
" Jeg ...satser på at få portalen åben, og....jeg vil bede dig om at lade mig bringe Elyas med hjem. Til hans mor og hans far. Zean ville ikke tilgive jeg efterlod Elyas her, og jeg VED han også er din familie...jeg VED du har taget ham til dig, men Zean ER hans far...og han elsker Elyas" sagde Camille så blidt det lod sig gøre, da hun bragte navnet på hans brom frem i dagslyset.
Det måske mest sprængfarlige samtale emne mellem Sean og Camille.

han forstod det som et afslag. Hun ønskede ikke hans hjælp til noget som helst, trods hun havde pakket det ind i nok så pæne ord. Han nikkede kort til det og lænede sig tilbage i stolen, mens hans blik søgte deres hænder, da hendes kildede hans. Han fjernede sig ikke...Men han lagde heller ikke op til mere. Det var en simpel bevægelse, helt normalt for folk, når de snakkede sammen - Især for kvinder. Kvinder søgte ofte mere kontakt end mænd.
Men hvis man så tilbage i tiden, undrede det jo heller ingen. Det var dog nogle gamle roller, som ingen længere ville kendes ved, selv om tingene havde fungeret meget bedre den gang. Ikke fordi mændene måtte slå, men fordi folk viste hvad deres rolle var. Nu farede folk rundt over det hele, til højre og venstre, og blev sure hvis man nævnte at nogen var bedre til noget, end de selv var.

Sean var nu også en af dem. Han havde en tendens til at være lidt for perfektionistisk, oplært til at gøre tingene perfekt, for ellers faldt der brænde ned. Hans far havde været ret...Hård, på det punkt. Hvilket havde resulteret i at Sean let blev sur, hvis folk nævnte han ikke gjorde noget godt nok. Han var dårlig til kritik. Dette havde dog ikke så meget med dette emne at gøre.
Han havde tilbudt og måtte affinde sig med der ikke var mere at gøre.
"Du misforstår, Cam" lød hans svar, trods han udmærket viste hvad hun havde hentydet til.
"Selv om Alane er kvinden i mit hjem, er hun også den eneste. Hendes hjerte er stort. Hun vil ikke have noget i mod en gæst, i et af gæsteværelserne, også selv om det var en anden kvinde..." hans blik gled ned mod gulvet i et øjeblik, da han overvejede hvor godt dette egentlig var - Sidst han og Alane havde været sammen, havde han netop ikke kunne holde sig for sig selv. Men hans blik gled snart op på Cam igen, da han smilte svagt.
"...Når det bare er for at hjælpe. Og ikke for noget, så tager jeg ikke min brors rester..." kommentaren om hans bror faldt ikke i god jord. Hans hånd forlod bordet og gled ned i hans skød, da han knyttede den. En opmærksom tilskuer, ville kunne se at hans øjne nærmest blev mørkere af undertrykt vrede. Men så voksede hans smil bare.
"Jeg havde håbet at overtale dig til at blive. Men hvis du absolut skal af sted, får du ikke Elyas med dig"
Han kunne have kommet med en lang tale om hvorfor, at hans bror ikke fortjente at have en søn, at han selv var begyndt at holde af drengen...osv.osv. Men det var et ømt punkt og han viste at kom det til et valg, ville Cam være loyal over for hans forræderiske bror. Hun skulle bare vide hvilken mand han var, hvor lidt hun kunne stole på ham...Og Elyas var også bedre uden ham. Nej, han ville ikke kommenterer på det, for han ønskede ikke deres sidste snak blev til et skænderi om en mand, som han nok aldrig skulle se igen. Eller, faktisk skulle han aldrig se ham igen, for han kom aldrig tilbage efter sin søn. Ellers ville han da være kommet tilbage, i stedet for at lade sit barn, det der burde være ens kæreste, rådne op et andet sted.
Det endte med at Sean rejste sig op og gik over til vinduet. Han trak let gardinet til side og lod blikket glide udenfor. Han var dårlig til at sidde stille, når tingene generede ham.
"Mit tilbud om hjælp vil forblive åbent, skulle du ombestemme dig. Men vær venlig ikke at fornærme mig yderligere, ved at bringe min forræderiske bror op til samtale" hans stemme var overraskende formel.

//Jeg har ikke kode på Camille - så svare dig lige med frøken dæmon her . ~ Camille//


Camille spejlede sine bevægelser i hans og lænede sig også tilbage.
" Du misforstår min Sean...jeg tvivler ikke på Alanes hjerte , jeg ved du ikke ville vælge en tilfældig kvinde, men en af en god støbning...og det er ikke formerne jeg taler om her " smilede hun blegt til ham.
" Jeg tror bare jeg er rigtig dårlig selvskab lige nu , og vil ikke trække det ned over nogen." Hun trak lidt på skuldrene. Camille var åben som en bog , det meste af tiden og alligevel mere privat end de fleste , når det kom til de mere private sager som kærlighed.
Hun gav ikke sit hjerte ud let, og hendes korte tid i underworld var et forhold gået itu...og det hun bagefter troede skulle være en sikker havn og hendes fremtid, var ikke andet end et luftkastel opbygget af hendes latterlige hjerte.
Hun betragtede Sean. Tankerne gled tilbage til da hans bror agerede mentor for Camille.
Hun burde havde været en bedre elev, dengang....i starten. Hun burde havde lært at Zean havde ret, at de alle havde ret...at et hjerte kun var i vejen og overlevelse var nemmere hvis man var foruden.problemet med det var bare at fjernede man hjertet...var der ingen Camille.
Så hvad fanden skulle hun stille op med sig selv ?

Sean havde ikke pakket Elyas kuffert og ønsket dem en god rejse hjem. Nope.
Han så ikke spor glad ud , og hans mørke øjne synes endnu mere tillukket nu.
Camille kunne egenlig godt finde på at blive lidt vred over at blive set på , at blive opfattet som 'nogens rester'- var der noget HUN ikke var , var det et afsuttet bolche.
Seans meget direkte udtalelse tog fusen på hende , og Camille øjne fyldtes med forundring.

" Skal det altid være mellem os Sean...at der var en tiltrækning mellem Zean og jeg ?"
Ja ok....der var nok en hel del mere end tiltrækning, men planeterne havde ikke stået i deres gunst.Zean var gift og imens han plejede sit forhold, voksede Camilles bekendtskab med Tristan. Men hun elskede Zean og gjorde det stadig....også selv om deres liv var adskildte nu.Endnu en ulempe...de få mænd der var lykkes i at tænde en fakkel i Camille hjerte- de lod faklen brænde for evigt, så det ud til.

Camille strøg et hårstå væk fra sin kind. Hun prøvede at aflæse dæmonen foran hende, hvilke var det samme som at forsøge mane Zeus ud ad skyerne.
Han virkede næsten en smule aggressiv, lidt som en tirret bi der overvejer at fare på en med sin brod imens den råber 'geronimo!'
Camille sukkede langtrukkent og lænede sig frem over bordet , for at komme tættere på den hidsige bi dæmon.
" Hør - Vi have ikke et forhold...ikke et fuldbyrdet et...vi har aldrig været på en date" hakkede hun det ud i sten for ham . Ikke for at underminerer hendes følelser for Zean, for de var urokkelige- men fordi Sean åbenbart så hende som en letbenet fruentimmer der havde ligget i med hans bror. Og det passede altså ikke.
Camille havde kun haft een oplevelse af den slags, og det var med Tristan lige  inden han forsvandt.

" Vi er nød til at snakke om det her med Elyas...for det er ikke sikkert du får din vilje Sean - og jeg tvivler på du har lyst til at smide mig i din fange Dungeon, hvis du har sådan en? Det skulle bare ikke undre mig " mumlede hun. Hvis manden havde en fange kælder ville hun ved gud trække...nej...bide ham hårdt i hans øre !
" Jeg kan ikke tro du ønsker vi skal være modstandere? Vi må finde en nødløsning...og med al respekt, så ER Elyas ikke din søn....og JEG fik ansvaret for ham. Jeg OVERDROG ham til dig...og nu ...NU beder jeg om ham igen " sagde hun og forsøgte se så lille ud som mulig, for ikke at optrappe en konflikt her. Hun var meget glad for Sean, men de havde også et meget...energi...ladet forhold...eller relation hed det vel.
Hendes blik gled over Sean . Nu skulle han altså ikke hidse sig op! Hun orkede ikke flere vanskelige mænd der mente de skulle bestemme alt.
Camille var udmattet i sine følelser og i sit sind - derfor havde hun nok en lidt mindre nuanceret tanke konstruktion, end hun normalt ville rykke rundt med.
Det var bare træls , at skulle kæmpe hele tiden. Uden at se på flasken , fim hun den i sin  hånd. bum.
Lidt misbrug af telekinese, but wth ....hun var tørstig.
Glasset blev fyldt, og hun rakte flasken ud i fredsgave til Sean.

Han smilte svagt af hendes kommentar om gode former. Det havde Cam altid været hurtig til at kommenterer: Alle de kvinder han mon snuste op og, indirekte, spiste. Hun blev aldrig træt af det og det var også fint nok, så længe det blev holdt lidt på afstand. Han ville ikke snakke om det, ikke med Cam i hvert fald, og så længe hun lavede sjov viste han at hun i det mindste ikke ville løbe skrigende væk fra ham. Selv om det på visse punkter ville være nemmere, hvis folk bare gjorde det.
"Netop fordi du er dårligt selskab, har du brug for et sted hvor du både kan være dig selv, men samtidig have selskab, når du har brug for det. Man har ofte brug for nogen til at hive en ud af den sure skal" selv om det måske lød klogt, var det ikke et råd han selv fulgte. Faktisk fulgte han sjældent sådanne råd, men gjorde som det passede ham, uanset hvad folk sagde til det.

Selvfølgelig skulle de snakke om hans bror. Hans mærkede hvordan hans selvkontrol gled mellem hans usynlige fingre, da han prøvede at holde fast i den. Han fik kun lige fat i en lille stykke og holdt krampagtigt fast i den, mens han trak vejret dybt og lukkede øjnene lidt. Zean var som hans kryptonik...Eller hvad det sære ord, de nu brugte for ens svaghed, blev kaldt. Selvfølgelig var der Alane, Elyas...Endda Dae...Men bare navnet Zean kunne få ham til at gå helt amok. Og han var ikke tilfreds med det.
"Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad i har lavet. Om i laver det, aldrig har eller vil..." Sean vendte sig om mod Cam med armene over kors, da han lænede sig op af vindueskarmen. Han følte sig rolig nok nu, til at vende front mod hende.
"Pointen er at du vil være loyal over for ham, fordi i har følelser for hinanden" Utroligt hun ikke havde kunne regne det ud? Han havde troet Cam altid var med på hvad tingene skjulte og betød. Men ingen var vel perfekt og han gjorde det vel heller ikke nemt for hende.
"Beklager hvis fornærmede dig" hans stemme gled ned på at ligegyldigt niveau. Det var en undskyldning, men personligt mente han ikke at han havde sagt noget forkert, trods han kunne høre beskyldningen i hendes stemme.

Og derfra skiftede han straks emne, inden det ville gå alt for galt. Han kunne høre at hun var træt og ikke orkede det her. Dog fik hendes ord ham ikke til at slappe af. Han forblev tavs, efter hun havde snakket. Han ville ikke skændes med hende, han ville ikke ende med at være en af hendes fjender, endnu en mand hun ikke kunne sammen med, selv om det virkede...Umuligt, ikke at ende der, lige nu. Han tænkte over det i længere tid.
"Jamen så tag ham"
Mere sagde han ikke. Ingen vrede blikke, inden drillende eller tvetydige kommentarer. Han tog heller ikke hendes flaske, hendes lille forsøg på at bekræfte de blot var venner og burde holde fred. Han blev stående hvor han var og så direkte på hende.
Hvad han tænkte, dog, var helt andre ting. Tanker han holdt for sig selv. Følelser, han ligeså holdt for sig selv. Han overvejede at sige mere...Men besluttede sig for at lade være.

/på Camilles vegne //

Omløb var der da stadig i det lille hoved af hendes.
Så han kastede ikke perler for svin, og Camille tyggede skam en ekstra omgang på hans tilbud.
Hendes øjne afslørede kun varme da hun endte op med at takke ham.
Han var meget generøs overfor hende og et sted derinde i hendes formørket sind, der blev hærget af grå skyer, lysnede det en smule op, grundet ham.

" Det er meget sødt af dig, Sean, og fakta er at hvis jeg ikke kan få portalerne til at åbne sig, så kommer jeg jo ingen vegne , uanset hvad....og så vil jeg stå uden tag over hovedet.Jeg tror ikke jeg kan bo i skolen ...ikke lige nu " sagde hun stille.

Den mindede hende om Eric. Den korte tid de havde været der sammen.
De håb hun havde haft om en fælles fremtid. Hendes meget lyse øjne blev sløret af tåre, men hun kæmpede stædigt , fast besluttet på at ryste al det triste af sig, og hun fik blinket dem væk, inden de nåede at efterlade våde spor ned af hendes kinder.Camille havde gået op og ned af Eric i en mindre evighed....og ja...de var tætte, men Eric have ikke elsket hende. Aldrig udtrykt følelser i nærheden af dette og aldrig set på Camille på den måde en mand gør hvis han er forelsker eller bare begærer nogen. De få gange de havde kysset og været i berøring, havde han mere virket til han bare var nysgerrig...på det tekniske eller kvinder i almindelighed...ikke ved at få gele i knæene over Camille. Desværre havde det forholdt sig meget anderledes for hende.

" Kan jeg ikke åbne dem, vil jeg enormt gerne tage imod dit tilbud...hvis det til den tid gælder stadig " smilede hun til ham. Så skulle hun nok være så usynlig som det overhovedet lod sig gøre, så hun hverken generede Alane eller Sean.
Hun ville sikkert sidde og hygge sig i hans køkken. Det var et af de steder hun faktisk fandt helt enormt afslappende.

Så var freden også forbi, da emnet Zean kom på disken.
Camille sukkede og lavede noget der lignede en sur trutmund med læberne, da hun så Sean lægge armene over kors.
" Arh gider du lige!! Tror du ikke jeg VED du er helt ligeglad om jeg så var i seng med halvdelen af Underworld OG din bror på samme tid! " pep hun lidt..." jeg tror da ikek du har sådanne...interesser i mig..." Rullede med øjnene og løftede opgivende hænderne over hovedet.
" Jeg er godt klar over det er et spørgsmål om at tage parti mellem jer- hvad jeg derimod ikke har afdækket er hvad kampen består af ? Hvad repræsenterer i ?
...og noget helt andet er Sean- jeg har en dum vane med at støtte ALLE mine venner ! Selv når de ikke er på samme side " hun sendte tanker tilbage til Tristan og Zean . Dæmonen og dusørjægeren. Der havde hun da passet på dem begge, mente hun selv. Og det samme med Samuel og Tristan. Eller Aleck og Tristan...Og Rafael....hun havde vist en tildens til at finde venner der ikke alle elskede hinanden, men det forhindrede ikke Camille i at give sit bedste til dem.

" Jeg ville aldrig sælge dig ud " sagde hun stille, og slog blikket ned i bordet.
Vidste han ikke det? Hvorfor ...vidste han ikke det?
Sean havde tavet en kugle ment for Camille- da Castle gik amok og stadig var påvirket af dragerne.
Hvordan skulle hun nogensinde kunne vende ryggen mod ham ?
Hun ville sikkert heller lade dem skade hende, frem for hinanden , hvis det nogen siden blev aktuelt at skulle stå imellem Sean og Zean.
Og fred ikke var en mulighed at opnå.

" Så tag ham ? Bare sådan ...just like that ? Du vil lade mig rejse med ham ?" Camille kom op at stå. En umiddelbar lettelse og glæde over ikke at skulle kæmpe med Sean væltede ind over hende, og først der blev hun klar over hvor i stor grad hun havde frygtet dette.
Hun for over til Sean, og ville falde ham om halsen i et kram , hvis ikke han holdte hende en arms rækning væk.
Takken ville dog lyde det samme uanset..." årh Sean ...tak...tak fordi du giver mig lov" ville hun halv snøfte , da hun var bevæget over han ville tillade hende det.

" Jeg vil sende en brevdue med besked om hvor Elyas skal møde mig og hvornår...jeg skal først til Sakref og havde hans hjælp....og noget helt andet er.."
Hun ville dumpe ned på hans skød- hvis det var muligt - og eller tilbage til sin stol..
Camille havde et eftertænksomt blik nu, og ville prøve at holde Seans øjne fast.
" ... De tre hængninger der netop er eksekveret..hvad ved du om det ? Og hvad er dine tanker om det?"
Der var ingen bagtanker, men hun vidste Sean var en mand med stor indflydelse og magt. Måske han lå inden med en viden her.
Og så var hun nysgerrig om han igen stod med den forkerte holdning i baglommen.
Altsår...den hun fandt forkert.

Han var tilfreds, da hun tog imod hans tilbud. Omend hun dog ikke opgav sin ide om at rejse væk. Han viste at rejste hun væk, ville Tristan, en mand hvis selskab han nød, også forsvinde. De to var forbundet og det ville virke helt sært hvis den ene var her, uden den anden. Intet bandt dem hertil...Andet end hinanden. Men nu var han jo heller ikke så meget sammen med Tristan, at det ville gøre den store forskel. Og hvad ville det ellers betyde? Ingen hyggelige eller vrede samtaler. Ingen interessante synspunkter at dele. Men heller ikke de to så hinanden nok til at det betød jordens undergang. Han drejede hovedet og hans blik gled ud i mørket udenfor, afsøgte det for hver en detalje der kunne have en betydning. Han kom pludselig i tanke om hun faktisk havde stillet ham et spørgsmål. Hans blik gled ned mod gulvet, da han med et svagt smil svarede hende.
"Selvfølgelig"

Camilles udbrud var morsomt. Det var blandet med lige dele humør og seriøsitet...Det var i hvert fald sådan Sean tolkede det. Og han havde været tæt på at smile, men smilet falmede inden det overhoved nåede at vise sig. Hendes bestemte, kvindelige stemme nåede ham og mindede ham om en mor, der irettesatte sit barn. En følelse han havde haft hele aftenen. Han var vred, helt inderst. Men selv om han var vred over hendes opførsel over for ham og de ting hun forlangte af ham, var han samtidig bange for at skræmme hende væk. Hvorfor? Han havde været så godt i gang med at skræmme alle andre væk fra sig, og da Cam alligevel snart forlod dette sted, burde han så ikke være ligeglad?
Men af en eller anden grund var han det altså ikke. Folk gik altid fra ham, når de blev sure nok. Så han ville udsætte det øjeblik så længe som muligt. Omend han blev mere og mere utilfreds og Cam så ikke ud til at opfatte det.
"Du vil altså kende til det, før du rejser og aldrig mere skal se mig? Hvorfor...Så du kan fortælle min bror alt om mig?" han var mistroisk. Havde altid været det. Og lige nu virkede det som den eneste måde han kunne beskytte sig selv lidt.
"Min bror ved ikke jeg eksisterer. Og jeg vil være lykkelig for at det heller aldrig sker" bekendtgjorde han.
"Vores problemer er noget i familien. Og stadig et punkt jeg ikke ønsker at diskuterer unødigt" hvad han netop mente dette var.
"Desuden vil jeg slet ikke tvivle på at så snart du kender detaljerne vil du enden få medfølelse med mig, hvad jeg ikke kan bruge til noget, eller blive vred på mig. Er det sådan du ønsker at rejse fra mig?" spurgte han og prøvede at bruge logik og følelser til at undgå emnet.

Han viste ikke hvad han skulle sige til, hvorvidt hun aldrig ville sælge ham ud. Hans blik gled igen ud af vinduet. Ville hun ikke? Hvor mange havde sagt det...Og havde været til at købe, hvis blot man havde penge nok eller truede deres kæreste? Ord betød meget...Men kunne samtidig være tomme. Man skulle passe på hvilke af dem man valgte at tro på. Hans blik gled tilbage til Cam. Han viste at hun mente det, men han viste også at kom der et valg...

Hendes glæde faldt ham fremmed. Hans arme gled fra hinanden, for at forhindre hende i at træde over hans personlige grænse. Han flyttede sig og gjorde tydelige tegn til at et kram ikke var på sin plads. Ej ville han sætte sig og lade hende sætte sig på ham...
Han var overrasket over så glad hun var over det. Var hun bange for at rejse alene? Eller var hun bange for at Zean ville slagte hende, når hun kom tilbage, ved at sige at hans søn...Var hos en fremmed mand?
Hun var ivrig. Det faldt hendes slet ikke ind at det var uden glæde at han havde sagt det. Tingene gled fra ham. Folk tog ting, aller mest vigtige folk, fra ham. At hun nu tog Elyas fra ham...Sårede ham. Og beviste blot hvor lette folk var at manipulerer rundt med.
Hun ville altså ikke tøve med at tage drengen fra ham.
"Hvis drengen selv vil" tilføjede han halvhjertet, overbevist om hun alligevel ikke ville høre hvad han sagde, midt i alle sine planer med at fjerne ham.
Han følte det hele banke på hans mur og true med at ødelægge den. Hvis det skete, var han ikke sikker på hvad han ville gøre ved den fremmede kvinde foran sig.

Hun fik ikke lov til at holde hans øjne. Han brød sig ikke om at være her, at han var sulten, gjorde det slet ikke bedre. Hans blik gled ud af vinduet. Han havde ikke længere lyst til hendes selskab, men ønskede blot at være alene. Alene med sine tanker og sult.
Om ikke andet så han alligevel over mod hende et øjeblik. Endnu et punkt hvor han mærkede vreden ulme i sig.
"En af dem tilhørte min klan" lød hans flade svar.
"Jeg har bedt nogle mænd liste derned og skære kroppen fri, så vi kan begrave ham. Men han så det komme, han viste hvad han skulle gøre for at slette sine spor og ikke blive fanget. Han havde mad i klanen. Men han kunne ikke slippe sine gamle venner, hvis evner ikke var gode nok til at blive en del af klanen..." han så ud af vinduet.
"Vores job er blevet mere farlige. De fleste af os står til at dø, hvis vi bliver fanget nu. Min indflydelse hos vagterne og forsigtigheden er to vigtige ting nu. Vi må holde lav profil til tingene bliver mere rolige..." han bed kort i sin kind, hvad han normalt kun gjorde, hvis visse ting virkelig bekymrede ham.
"Jeg ved meget mere...Men meget af det ved du vel også, fra den lokale avis" tilføjede han og så tilbage på hende.

Camille smilede skævt og purrede op i Seans hår med sin ene hånd - lyn hurtigt - da han så klart og tydeligt viste at hverken kram eller andet hørte sig til.
Det var okay . Camille var efterhånden så vant til en dagligdag hvor de enste følelser folk omkring hende viste , var vrede...eller surhed. Så at blive afvist i et tilfælde af momentan glædes udbrud, var helt okay for hende. Ikke noget hun ville blive mopset på Sean over anyway.
Istedet fik hun grebet ud efter flasken, og igen fyldt sit krystal glas op med den smagfulde rødvin.

Imens hun lod gangen beskylle, log hun sine øjne scanne over Sean.
Han så ikke glad ud. Men det var nok heller ikke hans ønske list de var ved at opfylde her.
Hun tog en tår mere, og beholdte vinen lidt i munden før hun sank.
Det var sky heller ikke Camilles ønskesedel, men mere hendes redningsvest de var ved at puste op her.
Det faldt hende ind at der kunne være mere i det her , for Sean. Hans alvor og manglende glæde var helt dykket ned under havets mørke og uafslørende overflade igen.
Intet var tilbage af hans lidt legende natur da hun havde givet ham bindet for øjnene.

Hun rømmede sig, for lige at klare halsen .
" Jeg sælger dig ikke ud ...og kan jeg på nogen måde undgå at fortælle Zean om dig , så vil jeg. Men så skal du live mig ikke at forsøge skade ham , kan du det ?
Det vil fair ... Jeg beskytter dig og din hemmelighed...men så holder jeg også hånden lidt over din bror?" Forslog hun.

" Elyas skal nok have lov at ytre sin mening ...desuden kan man ikke tvinge folk gennem portalen, det lidt af en rough tur, og jeg kan ikke udsætte ham for det, hvis han ikke selv har et ønske om at vende hjem til Dawn og Zean igen "
Camille regnede bare med Elyas ville være indstillet på det.
Han elskede Sean ...det vidste hun godt, men at det skulle kunne erstattet hele hans relation med hans forældre ?

Camille omfavnede mange folk og gik ofte ud af sin egen vej , for at glæde dem, for at få andre til at føle sig godt tilpas og være glade.Ikke for at skulle roses for det -nej .
Ofte talte hun jo ikke engang om det. Men at lukke folk helt ind i hendes hjerte , det gjorde hun kun med få. Og når de var der havde hun virkelig problemer med at hviske dem ud derfra igen, havde hun fundet ud af.
Hvordan man holdte op med at elske ? Hun kunne finde ud af at lade vær - sådan nogen lunde...men at holde op igen, havde vist sig nærmest umuligt.
Og for hver en grund hun fandt for folk kom til at såre hende, havde hun ti undskyldninger ....på deres vegne.
Ja, ord var i sandheden den ægte slange i paradisets have.

Camille der var begyndt at blive lidt bekymret for Sean, der virkede som alverdens utilfredse følelser havde fået hold i ham, var da lettet over at han ikke ligefrem var tilhænger af hængningerne. Det var frygteligt og helt forfærdeligt at det så var en af mændene fra hans klan.
" Det...det er jeg virkelig ked af!" Skyndte hun sig at slå helt fast.
" Jeg kender som du ved...herskerinde af Doomsville, Morladin...og kan ikke tro det er hans ide det her ! Mon vi kan ...gøre noget, et eller andet for at forhindre det sker igen? Et modangreb ...et lille mytteri ved næste planlagte hængning?" Var hun begyndt at tænke højt.
Og det så ville blive et vi eller et i ? Det var i hvertfald svært at vende ryggen til tre afsluttede liv, der på bestialsk og advarende vis, hang til offentlig skue.
Hun havde dog overvejet at vende tilbage efter besøget her, bare for at skære dem ned. Om hun kunne begrave dem på egen hånd ? Hun kunne sikkert ikke engang få dem smidt over den høje Valens hest hun havde .

Igen ...hun sad fast i Seans mørke. Det var ikke kun i hans øjne, der kun nødsaget mødte hendes.Mørket synes at hænge over ham, svæve omkring ham og omgive...eller måske omringe ham ?
" Du... Hvordan går det ellers med dig ...og dit liv ?" Spurgte hun stille og ærgede sig tavst over ikke at have spurgt før.
Sean var dog så privat en dæmon og blev ofte ret irriteret på Camille når hun pyldrede, så om det hjalp lidt på humøret eller skubbede ham over kanten, var ikke til at vide. Sean var langt mere kompleks end de fleste hun kendte.

Han vendte tilbage til sit vindue, da Camille havde trukket sig lidt tilbage igen. For at være ærlig, ville han nok kunne vende det her og smile lidt igen, omend måske uden at mene det. Men tanken om at hun tog Elyas fra ham, mørknede hans lyst til overhoved at prøve at være i godt humør. Hun kunne lige så godt tage Connor med i købet, nu hun var i gang. Og derefter sørge for at Alane ikke gad ham mere. Men derefter ville han også være alene...Tre personer, så få...Havde han ladet på en indvirkning på sig. Selv om Connor ikke helt talte med, havde han alligevel en form for faderlige følelser for ham...
Nej, det passede ikke. Listen var på fire. Xander...
Hans tanke om at han havde en søn ude i byen var lige ved at få ham til at smile. Drengen var modig, dygtig. Og forbandet stædig...

Han tvang tankerne tilbage til emnet og besluttede sig endelig for at sætte sig over til Camille, på den modsatte sige af bordet, på en stol. Endelig trak han flasken over til sig og hældte op i et glas, mere af lyst til at fuld og glemme, end for at hyggedrikke. En sjælden lyst. Han tog en tår og konstaterede at den slet ikke var stærk nok til det formål. Ikke uden et par flasker, i hvert fald. En anelse skuffet, men stadig oplivet af tanken om Xander, skubbede han flaske og glas væk fra sig.
"Jeg gør ham intet...Så længe han aldrig viser sig her igen. Dette er mit territorium" Det måtte hun kunne forstå.
"Om Elyas så bliver her eller ej. Om du bliver her eller ej. Aldrig må han vise sig her!" hans stemme kunne ikke være mere bestemt. Det var tydeligt, for det bestemte blik i hans øjne, at han end ikke ville tøve med at gøre alvor af det. At hun ikke skulle gøre sig håb om at snakke ham fra det.
"Viser han sig, er han en død mand. Hvad han allerede burde være" kommenterede han en smule hårdt.

Han var tilfreds med hendes svar om Elyas, omend stadig ikke tilfreds med hele tanken. Han måtte overbevise Elyas om at blive, koste hvad det ville. Og det skulle nok lykkes...Det håbede han da. Elyas havde jo en ide om at hans far ikke gad komme at hente ham...

Et smil gled alligevel frem, da Camille ytrede sig om Doomsville hersker...Som en herskerinde. Han havde mødt manden en gang, en ganske...lusket person. Interessant person, samtidig. Han gad godt bruge en aften på bare at snakke med ham, for at se hvem af dem der var mest lusket og hemmelighedsfuld. Omend det nok aldrig ville ske. Sean var jo kriminel. Hvad Sakref også vidste, men intet gjorde ved.
Dog viste Sean ikke stor interesse i at lege byens hjælper og frelser.
"Jeg er ikke hersker over byen. Og jeg vil heller ikke blive det, beklagelig vis. Jeg har altid ønsket mit at eje en by. Når det ikke er min by, er det heller ikke mit ansvar. Hvis Sakref er utilfreds, må han hidkalde byens råd og diskuterer eller true sig ud af det. Du må forstå...De er blot bange for at miste deres penge, af folk der sulter omkring dem" kommenterede Sean neutralt og logisk.
"Desuden udrydder det rivalerne...Hvis de er dårligere. Jeg har forbudt de uerfarne i min klan at gøre noget og jeg har bedt mine erfarne om at være ekstra forsigtig. Så dør de...Er det deres egen skyld, for de er blevet advaret. Hvis de ses hængende i galgen...Viser det at de ikke har fulgt ordre og sådanne mænd kan jeg ikke bruge til noget, omend jeg vil sikre dem en passende begravelse." Det lød hårdt. Og det var lidt hårdt, især da Sean foretrak at have sine klanmedlemmer i live...
Det værste var det lige var begyndt at gå godt igen, de fik igen regelmæssige medlemmer, af folk der var sulte og uden hjem, som ønskede at tjene...På en eller anden måde. Og nu ville ingen turde gå den vej.
"Men ren forretningsmæssigt ville det være nemmere hvis reglerne blev ændret. Jeg har allerede nogle ideer om bestikkelser og at...ændre lidt i planerne, for dem der er for stædige til at bestikke. På den ene eller anden måde" Detaljerne holdt han for sig selv, omend han smilte lusket. Dette nød han mest...At brygge hemmelige planer.

Han tog endnu en tår af vinen. Hans mørke øjne spiddede hende, da hun forsigtigt spurgte til hans liv og hverdag. Hvad skulle han svare på det, uden at lægge alle sine kvaler ud på bordet? Og...Xander...Hun ville ikke tillade han havde en ægte søn, efter hvad der var sket med Dean...Lige som hun heller ikke ville havde ladet ham beholde Connor. Men hun smuttede alligevel snart og hvis ikke, gik der kun tid inden rygterne ville nå hende...
"Som sædvanlig. Problemer med klanen. Problemer med folk" han viftede kort med hånden som om det var ligegyldigt det hele.
"Mange ting at tænke over. Folk der forsvinder og folk der dukker op." Her tænkte han på henholdsvis Dae og Xander. Dae var forsvundet, til det bedre håbede han, mens Xander var dukket op.
Han tog endnu en tår af vinen og lod den køre rundt i munden, før han sank.
"Og så er jeg forbandet sulten" Et bandeord gled sjældent over hans mund. Han fandt det i den grad udannet og ville ikke risikerer at gøre det til en vane. Denne gang var det også brugt helt bevidst...Blot en måde at beskrive hvordan han havde det. Og for et trække et smil frem i den ellers dystre stemning, han havde været med til at sprede. Han var ikke altid opmærksom på hvilken påvirkning han kunne have på sine omgivelser...Før det gik op for ham hvor påvirkede folk blev af hans tilstedeværelse. Han var heller ikke nem at overse...Medmindre han ønskede at være det.

Camille var ikke ude på at berøve Sean noget som helst.
Hun havde ville redde den lille søn Sean havde offret , og reddet Seans forkrøblede samvittighed ved samme handling - hvis bare hun havde fået sit flad FØR det skete, og ikke bagefter.Ikke at Sean ville indrømme at samvittigheden var blevet mørkere, men det var heller ikke nødvendigt.Camille fornemmede det.
Hun ville ikke berøve ham Connor, eller nogen anden og hvis hans relation til Alane blev truet , var Camille en af dem der ville daske både Sean- ( hvis det var ham der var på rov ) eller de mænd der forsøgte gøre deres hoser grønne hos Alane- kraftigt over snuden.Hun ville altid væren om kærlighed og om lykken for dem hun kendte.
Oprydning ....hun var i færd med sin fjerkost med at gøre rent og rydde op, de steder det lod sig gøre. Hun var i færd med den mentale forårsrengøring, og Elyas var jo en del af det.Det havde Zean sørget for.

Hun fulgte Sean med øjnene og smilede opmuntrende ,da han besluttede at sætte sig ned og endelig tage plads. Hun smilede svagt, da han fyldte sit glas op.hun huskede den lille stund de havde haft i hans køkken, med de to gamle tjenere.
Det havde været hyggeligt...lige indtil Camille var kommet til at føre et eller andet forkert, og i hast måtte forlade køkkenet, med en Sean med en lidt stive grimasse.
" Jeg kan godt høre du mener det alvorligt her. Jeg ville ønske i kunne finde et neutralt stå sted...men det er jo lidt svært. Zean ved ikke engang du eksisterer , så hvad end han har gjort der ikke stå at tilgive for dig, så giver du ham ingen mulighed for at rode bod på det" sagde hun stille, og prøvede at undvige hans lidt skarpe blik og tone.
" ...men ja, for nu er jeg tilfreds med du ikke sender nogen efter ham i Deepshell...men...skulle han nogen sinde dukke op her, så vil jeg håbe at du...i det mindste for Elyas skyld, ville overveje dine træk omkring ham. Elyas MÅ gerne elske sin far...og det gør han også" sagde hun uden at ville skrue op for hans irritation.

Endelig et lille smil fra den mand læber.Argh Camille opdagede selv sin tale fejl, men lod den hænge i luften .Det kunne jo være at Doomsvilles hersker viste sig have en forkærlighed for parykker og kjoler og ville tiltales Sakrelina ? Tanken var da sjov, om end det var rigtig dårlig humor. ...andre mere mærkelige ting kunne dog ske.
" udrydder rivaler ? Helt ærlig " mumlede hun. Ingen havde respekt for liv mere.
Tænkte alle bare på dem selv ?
" Jeg synes det er meget forkert det der sker, og ....hvis ikke andre har tænkt sig at gøre noget, så må JEG jo sætte en stopper for galskaben ....altså...inden jeg smutter" proklamerede hun. Man kunne da ikke bare se til at folk blev hængt op til skræk og advarelse.Det var som en halvdårlig Robin Hood film- bare uden Robin Hood.
Hun lyttede til hans planer, men sagde intet...ikke lige der.
Hun skulle lige føle dem lidt efter , og se hvad der kunne bruges?
Gav ham bare et par nik, fra kanten af sit vin glas.

Hans mørke øjne lyste af intensitet , som sorte opaler- og fik næsten en lille skælven til at løbe ned af Camilles ryg.
Hvorfor reagerede han så....blev så....nærværende ...koncentreret...hver gang talen lagde sig på ham ?
Som han skulle beskytte noget? Kæmpe for at holde et værn oppe?

Sean brød sig tydeligvis ikke om at udstille sit liv - han trak i snoren ved tanken om at invige andre i det, om man ville.

" Altid så....kryptisk Sean...jeg tror altså ikke du behøver frygte jeg æder dem eller noget! Hvem kommer....og hvem mangler du ? Altsår udover Elyas måske tager afsted."
Camille gned sin overlæbe en smule, og nysgerrigheden kildede hende en smule.
Sean gav bestemt ikke ved dørene.

" Jaaa about that, jeg snød dig jo for en middag.Skal vi...kan du spise uden at du tager livet af nogen ?... Skal vi hente en pige herop...eller en lækker fyr, måske jeg kan deltage ?" Drillede hun ham mildt.
Hun skulle bestemt ikke lave noget hanky panky med en eller anden gut - eller gutinde...nej tak. Men .....Sean var sulten - og hun havde ikke lyst til at slippe ham endnu, gik der et lys op for hende. Hun var ikke tilfreds med hans mørke sind og hans afvisninger. Hun ville gerne en mere munter tid med ham.
" Hvis du nu fik lidt mad, så jeg smide dig over skulderen og tage dig med neden under til lidt øl og lidt banjo....eller hvad de nu plimrer løs på dernede ?" Forslog hun , tunet helt ind på at finde en bedre frekvens at være sammen med ham på.

Han viste hun fiskede efter det. Hun fiskede efter at vide mere, hun fiskede efter at løse et problem mellem et par brødre. Åh, så mange ting han ikke havde snakket om...Enkelte aldrig, andre ikke i lang tid. Og folk kom ellers nok regelmæssig ind på emnet! Sidste han havde snakket om sin familie var med Elyas, der havde spurgt lidt ind til hans liv og til deres familiearv.
Sean slog let ud med hånden, som om han ville vise hende noget der lå på bordet. Bordet var dog tomt.
"Det er hans egen skyld..." kommenterede han en smule kort. Og sukkede svagt.
"Jeg er ikke fuld nok til at snakke om familieproblemer. Jeg har faktisk ikke engang drukket noget endnu! Så du er lidt for tidlig ude med snøren..." han smilte let og overvejede i et øjeblik at fortælle historien...Men han frygtede hendes reaktion bagefter. Chok? Medlidenhed? Vrede? Ville hun kalde ham en vanskabning eller tro hun viste alt om ham? Og mest af alt...Han var overbevist om hun ikke ville forstå hvorfor han hadede sin storebror.
"Hvis han kommer tilbage, dør han. Elyas er ved at være stor og han er ved at blive stærkere. Han er nået det punkt hvor han selv skal ud i verdenen og kan klare sig uden forældre..." Det var i hvert fald hvad han selv, og så vidt han havde hørt også hans bror, havde gjort. Ventet til de var omkring 17 år og så stikke af hjemmefra.
Hvis han dog bare vidste hvad han efterlod...
Han lod stille samtalen glide videre til herskeren over byen.

"Verdenen ville være et kedeligt sted, hvis der ikke fandtes nogen som dig" smilte han let og tog endnu en tår af vinen, selv om han mærkede garvesyren torturerer hans sultne krop. I et øjeblik gled hans blik ned over hende, ubevidst, da det gik op for ham hvad han lavede og han så væk. Sulten gnavede i ham, men han var blevet god til at styre den, velvidende det sjældent gik særlig godt med bare at overfalde folk ude på gaden.
Han smilte let til hende lidt efter.
"Daenerys...Eller Nephthys, som du kender hende som. Hun er forsvundet..." hans fingre gled over hans armbånd, som han nok burde tage af. Den var ikke længere det samme symbol.
"Vi kan ikke sammen. Tilgengæld..." hans blik ned over bordet et øjeblik i en let tøven.
"...Har jeg fundet Xander...Min ukendte søn" Ja, han vidste det! Alt i alt...Virkede det som om han fik børn til højre og venstre. Men han var også en halvgammel dæmon snart og så kunne det vel ikke undgås...Men han håbede dog ikke der ville dukke flere op.
Hans smil voksede en smule.
"Jeg har taget ham med i min klan. Han er utrolig stædig, men ganske dygtig og en hård, lille gut" fortalte han, inden han nåede at bide tungen af sig selv. Nå ja...Hvad skulle der ske? Cam kunne vel forstå det...

Et let grin gled over hans læber og ud i rummet, af hendes kommentar til hans mad. Han smilte let og så på hende et øjeblik.
"Tingene er ikke så nemme..." afslørede han.
"Jeg spiser stadig folks sjæle, selv om jeg gør det på min egen måde. Hvilket betyder folk dør. Desuden er jeg lidt kræsen...Bare selve tanken om en mand...Giver mig kvalme" han snakkede sjældent om sin mad, velvidende folk ikke brød sig om det. Men hun havde selv åbnet op for emnet og måtte tåle hvad end der kom ud af det.
"Bare sig jeg er gammeldags" drillede han let og blinkede til hende.
Han fornemmede hvor hun ville hen og nikkede let.
"Jeg vil besøge en kvinde længere nede af gangen...Og så kan vi jo mødes nedenunder?" han var ikke i humør eller havde lyst til at feste, så sulten som han var. Det ville ende galt. Men det var rart hun i det mindste ikke så ud til at hade ham for at spise,som han gjorde. Hvad mange ellers gjorde, havde han oplevet.

Det var ikke fordi det overraskede Camille synderligt at Nephthys var forsvundet.
At hun havde ændret navn var derimod ret besynderligt. Men Camille vidste at pigens havde været forblændet af Sean. Hun havde givet ham sin kærlighed og selv om han var fristet noget så grusomt til at elske hende i retur, havde Alane været den han valgte. Og i den proces knust Nephtys. Så kunne de ellers lyve for sig selv - og enda for hinanden omkring HVAD deres forhold var. I Camille øjne handlede det om indestængt og afvist kærlighed der aldrig ville få chancen for at blomstre, og naturligvis ville det ende surt som gammel fløde. Camille slog blikket ned på hans hånd hvor det lille emblem stadig glimtrede i sterin lysets skær..
" Jeg er ked af hun er væk " sagde hun stille. Det var synd for Sean. Som hans ven ønskede hun at se ham udelukkende glad inden i, men hendes kvindesind sympatiserede enormt kraftigt med Nephthys, og ville også have nogle støttende ord til den unge kvinde , skulle hun nogen sinde støde på hende.

" Sean...dit liv er meget...uforudsigeligt! Du har endnu en søn og en voksen en kan jeg høre? Du gode...,du har haft travlt" drillede hun, men det stod klart i hendes blik der glimtrede muntret at hun fandt stor glæde i at Sean også havde dejlige store ting i sit liv, noget der kunne opveje alt lortet der var. Sålænge vægten bare var i vatter, kunne man så forlange mere ?
" Xander...og han er STÆDIG siger du ? Hvor har han dog DET fra jeg forstår det slet ikke " lød hun overrasket og med ret så ringe overbevisning, hvilke nu heller ikke var spor tilsigtet.
" Måske jeg skal til at tjekke en ekstra gang at JEG ikke også har født en af dine unger ?" Kunne hun ikke modstå. Nu var det jo ikke lige fordi hun havde først så helt enormt mange børn...eller havde trukket mænd med i hendes seng. Kun een havde haft den oplevelse og de havde da husket ikke at lave børn ud af det. Hun så lidt væk. Lod tankerne drive væk....helt væk....til et Utopia.
Hvad ville hun havde gjort? Hvad hvis hun havde været gravid med hans barn, Tristans baby? Så ville hun ikke havde været så alene. Hun ville have haft beholdt en del af ham , og netop nu ville hun have haft en lille fyr med det opsigtsvækkende hår På sit skød, eller måske en lille pige med hans nysgerrige kvikke blik hvilende på sig.
Måske havde hun bare alt i alt grebet stort set set hele i sit liv helt forkert an?
Tristan var forsvundet , og der VAR intet barn. Eric havde hun misforstået og troet var hendes vej videre i livet. Men den mand var ikke til kvinder som Camillle, det var helt andre typer han gik for. Og babyer ville kun komme med ham, hvis hun ligefrem fortog en voldtægt, og det var ikke just sådan hun mente det skulle være.

Camille slap de uheldige tanker, og ligepludselig kunne hun bedre tale om Sean spisevaner. Hun rynkede lidt på næsen og ændrede stilling på sin stol, uden at tænke over det, da han nævnte at de altid døde.
Hvad skulle hun gøre? Løbe ned af gange og skrige FLYYGT ? Ja, så ville det jo ende med Sean døde, og han HAVDE faktisk ikke selv valgt det her.
" Du er håbløs gammeldags....mænd er meget bedre end du tror " rejste hun sig op med , og fik rettet lidt på tøjet.
" ok Sean, jeg venter på dig neden under.Med noget alkohol så vi kan få fyret op under den tunge af din " smilede hun lidt blegt , inden hun vendte omkring og forlod værelset.Naturligvis var hun påvirket af havd der ville ske længere nede af gangen om lidt. Og hun måtte i stor udstrækning kæmpe mod impulserne der maste sig på, for at standse det.

Camille trippede hastigt ned af trappen, og styrede i direkte kurs mod baren.
" Cinda..giv mig en flaske gin og noget cognac...eller...bare giv mig noget der er stærkt" slog Camille det hen." ...og to glas!"
Hun ventede til drikkelses ankom og bad Cinda føre det til den regning Camille havde der. Normalt lejede hun værelser for at røve penge fra de fulde og liderligere mænd der kom på stedet. Normalt og normalt...et par gange havde hun benyttet den metode, og det havde da virket ok. Selv om det ikke var foruden risici.
Men det var alt her i livet jo.
Hun fyldte sit glas og smagte på varene. Det var mere lakridsagtigt end hun havde forventet.Bestemt ikke noget af det hun havde ønsket. Måske lidt absinth agtigt?
Det var i så fald rimelig heftige sager, kendt for at brænde de små hjerneceller væk i en kvik step- så hun måtte nok tage det lidt med ro.
Hun skævede mod trappen og mærkede hvordan rasteløsheden sled i hendes led, som symptom på ubehaget ved ikke at bryde ind i Seans dinner.

Et par store mande hænder greb hende pludselig om livet , bagfra og løftede hende op på baren at sidde.
Hun havde vel forventet Sean, men kunne ikke få opførelsen til at passe ind, så hun havde store forundret øjne, da hun så en fyr hun slet ikke kendte stå lænet ind over hende, imellem hende ben.
I hans ene hånd holdte han en cigaret og lod gløden være så nær hendes øjebryn , at Camille kunne mærke varmen fra den svige.
" Stil dig op...og dans for mig" lød hans mørke stemme og han lod næsen ramme Camilles kind sammen med et vådt tobakskys .ewwww.
" Ellers..!" Han vippede svagt med smøgen som et løfte på hvad der ville ske, makkede hun ikke ret- og Camille måtte med lidt gele i sine knæ kæmpe sig op at stå på bardisken, imens lidt fløjten og huen lød fra de mørke kroge.
Var folk idioter? Forventede de hun begyndte at danse? Hun så sig langsomt omkring og lod blikket feje over rummet.
Hell no om hun ville føje en nar som ham. Problemet var bare at hun var her lidt undercover agtigt og de troede hun tjente penge på det stads her, så hvordan skulle hun lige snige sig ud af det her- uden der opstod tumult og uden at en mistanke blev vækket ?

Hendes ord...sved. Han havde lydt svag, ellers var hun ikke kommet med den kommentar. Han var svag...Hvilket gjorde endnu mere ondt at tænke på. Han trak vejret dybt, lidt i smug og holdt vejret længe nok til at hans hjerte gik amok, før han pustede let ud igen. Det hjalp lidt. Han bemærkede at hun også havde set på hans armbånd...Og i en hurtig bevægelse havde han taget den af og lagt den på bordet ved siden af sig. Hun havde forladt ham efter det med Elyas, efter hun var blevet forelsket i Elyas og han havde nægtet hende at se ham, efter hun havde ført ham ud i farer...Der var ingen grund til at klamre sig til et smykke, når det ikke hjalp på noget som helst. Han fandt hurtigt ud af at han var fristet til at tage det let slidte smykke mellem sine fingre. Han sled blikket væk og hen på Cam og smilte let til hende.
"Han er ikke voksen" Det var det specielle ved det. Xander var ganske ung...hvor gammel var han? 15 år eller deromkring.
"...Eller....Det mener vi voksne i hvert fald ikke" tilføjede med et lille smil, velvidende han opførte sig som en voksen og helt sikkert havde oplevet mere end et normalt barn havde. Han havde opdaget en ellers ukendt lyst til at...Tage sig af ham.

Han grinte let af hendes dril. Og rystede let på hovedet. Derefter skiltes de. Han rejste sig selv, smykket røg ned i hans lomme. Han måtte skille sig at med det, men ikke på et sted, hvor den nærmeste kvinde vil tage det og bære det, uden at kende dets værdi. Han forsvandt ned af gangen, mens Camille forsvandt nedenunder. Han havde fornemmede en uvilje fra Camille, angående det at han skulle spise. Men han var alt for sulten til at tænke nærmere over det. Og han kunne jo heller ikke ændre det!
En brunette stod den på i dag. Det gik hurtigt...Som når man slugte maden.

Han rettede på tøjet, på vej ned af gangen igen. Han smilte let for sig selv og følte sig meget bedre tilpas. Han var godt mæt, nok til at kunne rulle ned af trappen og følte sig som et veltilpas rovdyr, der var klar på at sove dagen væk. Han tørrede de sidste rester af læbestift af sin kind.
Han gik ned af trappen og forneden stoppede han op og lod blikket glide over området. Der var ganske fint med folk, folk var begyndt at smutte ud af deres huse igen, nu hvor krigen var slut og folk begyndte at tjene lidt igen. Men hvor var Cam?
Hans blik hele vejen over til baren...Og det tog ham kun et øjeblik at bedømme situationen ud fra hendes kropssprog og specielt den ene mand der stod lige nedenunder hende og næsten truede hende til at danse.
Han var ikke humør til det. Hans vrede kom som en uforudset bølge, hård og ukontrolleret, nådesløs. Han begav sig straks over mod dem, skubbede folk til side, hvis de var i vejen. En enkelt eller to faldt endda. Til sidst var han helt henne ved manden.
Der blev ikke sagt et ord. I et snuptag havde Sean lagde sin hånd på mandens skulder og vendt ham om. Uden et ord blev en knytnæve hejst...Og smaskede lige ind i mandens ansigt. Manden faldt bevidstløs til gulvet, blodet gled fra hans næse og hans mund. En knækkende lyd fortalte at mindst en tand havde forladt sin plads. Sean åbnede kort sin hånd og følte en svag behag med smerten i sine knoer. Han vendte sig om mod resten af mændene, og folk generelt, der stod og huede mod Cam. Opfordrede dem til at følge det op...Opfordrede dem til at komme over til dem.
"Denne kvinde følges med mig. Jeg deler ikke" tilkendegav han og lod blikket glide sigende rundt. De fleste skyndte sig væk eller se væk. Et par overvejede at følge sagen op.
Sean havde udtryk sig på den eneste måde han vidste de kunne forstå. Kvinden var hans. Hvis han var begyndt at ævle om hvorvidt det var imod en kvindes ret eller respekt, havde han talt for døve øre.

Til sidst vendte han sig om mod Cam, da ingen så ud til at følge det op...Lige nu. En af kvinderne bag baren sendte dem et forurettet blik.
"Al ballade må føres udenfor!" forsikrede hun dem. Hun kunne, for Seans vedkommende, ligeså godt tale til en dør. I stedet rakte han hånd op til Cam med et svagt smil, med den tanke at hjælpe hende ned fra bordet. Manden var stadig bevidstløs...Og med den vrede, som Sean havde lagt bag slaget, ville han nok være det i lidt tid endnu.

Det var ikke fordi hun led af klaustrofobi, men rummet føltes alligevel så småt og omklamrende. Som luften var blevet for fed til at inhalerer ned i hendes lunger.
Manden der vippede med sin smøg, havde et usympatisk smil der matchede flammen i hans øjne. Helt klart ikke en fyr hun kunne tale til fornuft.
Der var nogle lange sekunders stilhed....tavs krigsføring ...mellem Camille og manden. Hun søgte så desperat efter en exit, en der ikke ville afsløre hendes undercover rolle, men hendes tanker var som de var blevet pakket i vacum.
En velkendte skikkelse bevægede sig nærmere, og endelig lysnede det for Camille.
Hun kunne altid kalde på Sean og bede ham hjælpe. Manden kunne se i Camilles øjne at der var en ny følelse derinde , han kunne bare ikke tyde den, og opfattede den derfor som mere modvilje og modstand, selv om det var et håb der nu brændte bag de vandblå øjne.
Sean lignede en sort Panther, elegant....smidig...mørk...og med en dyrisk vildskab der kunne slå til anytime. Men Camille havde nu bare forstillet sig han ville hjælpe hende ned med en kæk bemærkning...og væk....og ikke så meget andet.

Hun var netop ved at udtale hans navn højt, lade som hun var overrasket ved at se ham, lige som Sean hånd lagde sig på mandens skulder, og drejede ham rundt.
Hun nåede dog aldrig at sige hans navn højt, 'Sean' forblev på hendes læber,der sitrede svagt lige da en knytnæve faldt ubarmhjertigt midt i mandens lede ansigt.
Camilles krop trak sig lidt sammen, gav et lille gip da det hele gik så hurtigt og uforudset.
Slaget fra Sean var ret brutalt, og de besynderlige lyde fra den gurglede mand, bekræftede det blot.
Med en lys hånd over de dirrende læber og store forundret øjne , stirrede hun ned på Sean. Hun havde set ham kæmpe før, set ham in the line of fire- enda tage Castels kugle for hende. Men hun kunne ikke mindes at have set ham SÅ direkte , så stålfast som nu. Han overtog simpelthen rummet, hele Seans kropssprog signalerede at folk skulle blive væk.....og ellers var det på eget ansvar.
Der var ingen der synes turde gå imod ham nu.
Camille stod ubevægelig, da han vendte sig og adresserede den broget flok,der sad enten målløse eller små huende. De fleste mænd tog det roligt omkring en nævekamp, men de kunne nu også godt se hvornår det var et smart triks at holde sig væk....og ham der stod klar nu, og lige havde sendt Billy Mason i gulvet, ham skulle man ikke messe med, hvis man ikke ønskede alvorlige skræmmer.
Hendes øjne susede over den nu lidt stille flok, men alle forholdte sig i ro....Sean havde fået sit budskab igennem, så det ud til.
Camilles hjerte hamrede som det skulle ud af hendes bryst, da hun lagde sin hånd i Seans, for at lade ham tage hende ned , fra den ucharmerende bardisk.

" Du gode gud , Sean....han trækker vel vejret ?" Mumlede Camille,der lige holdte lidt ekstra fast i hans arme, før hun til sidst slap ham og lige rette lidt på tøjet.
" Tak... Jeg havde ellers rimeligt styr på ham " lød det muntret, og de ville begge vide at det var en underdrivelse der ville ville frem i livet.
Havde Sean ikke dukket op der, havde Camille haft alvorlige problemer, det var helt sikkert.
Camille vendte sig mod barpigen , jajaja...hun havde en pointe, men det var et bordel, og deres klientel var derefter. " Vil du have jeg skal bede alle gæsterne pakke sammen og forlade stedet?" Lød det derfor irriteret. Ville de undgå ballade, burde de rationerer deres alkoholiske udskænkning til folk. Når sprutten gik ind, gik hjernen ud. Og her var et par lår nok til at mænd ville kravle ind i kamp arenaen, åbenbart.
Sean havde ikke gjort det for hendes lår....men fordi han var hendes ven, men Billiy derimod....han havde været fuld og tænkte med understellet.
Camille greb flasken inden hun hægtede sig ved Sean arm.
Hun måtte lige følge op på hans claim, så det så ud til hun virkelig var med ham.
Så med sin arm under hans, trak hun ham mod en lille bås, med røde læder sæder, og en smule privat liv. Ihvertfald mere end på den åbne bar.

" Jeg ser det har gjort underværker for dit humør at få noget at spise" små drillede hun, da hun slap hans arm , og satte sig ned.
Seans knoer var røde med uden der var gået hul.
Forstuvning ? " Er din hånd ok?" Ville hun vide.
" Sikke en idiot han var....tak Sean , jeg skylder dig en tjeneste " kom der et ægte smil frem . Sikke dog en klodset og underlig verden de levede i.

Hans blik gled over Cams lettere forskrækkede udtryk. Åh ja, hun var jo ikke van til alt det vold, tog jo afstand fra det. Men han følte sig i stødet, en del af hans nuværende frustrationer havde ligget bag slaget. Så det, kombineret med den svagt undertrykte respekt for hans styrke, der nu herskede i rummet, fik hans humør til at toppe. Og at hjælpe en kvinde ned fra bordet...Hvad var der ikke at elske i dette ene øjeblik?
Hans blik gled kort ned over manden, egentlig ganske ligeglad med mandens skæbne. Om han nogensinde kunne spise almindeligt igen. Han smilte svagt for sig selv. Ja, han var fuldstændig ligeglad med manden, han kunne være død uden det generede ham. I stedet gled hans blik op til Cam og hendes irriterede kommentar til bardamen. Han var vidst ikke den eneste i krigshumør, omend Cams krig var 10 gange mere fredelig og uden vold. Kvinden bag baren glippede let med øjnene over den uventede besvarelse.
Hun formåede ikke rigtig at leverer et passende svar, førend alkohollen var sikret og de havde trukket sig tilbage.

Han fulgte sikkert Cam hen til den lille bås. Han var i godt humør, et lille smil var plantet på hans læber og hans mørke øjnene skinnede svagt. Først da Cam bragte det op, kiggede han ned på sin hånd og lod hurtigt den anden hånd glide over de rødlige knoer. Nok var han stærk, men han var ikke usårlig. Han åbnede og lukkede kort hånden, før han holdte den op foran Cam med et svagt smil.
"Jeg er ganske solid. Der skal mere end et par rådne tænder til at lave hul på min hud. Og endnu mere for at knække mine knogler" det lød nok så selvsikkert. Men han ville med glæde slås med alle mænd til stede, hvis det tilfredsstillede hende. I stedet greb han fat i flasken. Glas var der ingen af...Og betød det noget? I et snuptag havde han vredet proppen af og taget en slurk. Han så lidt på hende.
Han brød sig ikke om tanken om at...hun skyldte ham en tjeneste. Han var personen der udnyttede det til fulde, venner eller ej. Og hans hjerne var også allerede i gang med at overveje hvilken tjeneste der ville passe ham bedst. Hans første tanke var at bede hende lade Elyas være...Men der var en anden tjeneste der faktisk passede ham bedre. Han smilte svagt og tilbød hende flasken.
"Der går lidt tid før alkoholen virker og du kan få min livshistorie, som vi aftalte...Men jeg ved hvilken tjeneste du kan gøre mig..." Men han vidste også svaret på det. Men hvem kunne klantre ham for at prøve?
"Bliv"

Han lænede sig tilbage og lod blikket glide over omgivelserne. De fleste var nu vendt tilbage til deres gøremål. Piger, der havde travlt med at tilfredsstille alverdens mænd. Afklædte kvinder der serverede alkohol for de mænd, der ikke orkede selv at hente det. Folk der dansede. et par der forsvandt pjattende op af trappen. Luften emmede af sex og alkohol...Af alle steder, var det nu her de sad. De ville nok blive forstyrret af en kvinde eller to. Ved den tanke greb han flasken igen og tog endnu en stor slurk. Det kunne kun gå for langsomt.

Sandt at sige var hun en rigtig lille freds elsker.
Men Camille havde set en del gennem tiden , været vidne til grove groteske sager og med adskellige drab på sin egen samvittighed, var hun ikke en sart lille mimose.
Hun var dog stadig ikke hærdet så hun kunne se vold eller brutalitet, uden at mærkes af dette, og det kostede derfor store anstrengelser at forlade den smadret mand , og følge med Sean. Hun havde bare ikke overskud til at gøre manden til hendes omsorgsproblem, ikke nu.
Et par af de ansatte var ved at trække ham væk, flytte ham over i et mørkt fjernt hjørne.Der lå han skærmet for alle nysgerrige blikke, til de vidste hvor medtaget han var, om kæben var total smadret eller hvad? Det var svært at sige sålænge han var bevidstløs.

Styrken , kraften ... Velbehaget skinnede ud fra Sean.
Han havde alles opmærksomhed trukket til sig. Kvinderne sukkede efter ham, den mørke prins der ville forsvare deres 'dyd' eller havde den for sig selv anyway
Mændene skulede....men turde ikke tage kampen op med ham.
Camille slev, følte sig bare....tryg.
Hun var lette over Sean havde afbrudt de nederdrægtige trusler om at brænde hende med cigaretten , hvis hun ikke dansede. Det var selvfølgelig aldrig kommet så vidt, for så havde Camille slået ham ned , med hjælp af telekinesen. Men så var hendes cover også nedbrudt for altid, og HVIS nu hun ikke rejste. Så behøvede hun alle hendes små alias'er . De hjalp hende...Camille selv...til at forblive anonym.

Hun havde spottet at Sean var i bedre humør nu. Han så helt ud til at nyde det.
Hun kunne ikke modstå at serverer en humoristisk lille sætning..." Døden klæder dig ,Sean" smilede hun da de satte sig.
Han havde sådan set bade nappet en dame og nakken et mand, på ganske kort tid.

Hun fulgte ham åbne og lukke den forslået hånd, og kunne se der hverken var noget brækket eller en forstuvning. Det havde hun ellers troet, da det var noget af et mega punch som Sean havde leveret. " Du er noget for dig selv " kom et lille smil , og de klare vandblå øjne lagde sig nysgerrigt tilrette på ham.
" For din livshistorie...uden noget fejet under gulvtæppet, er det lige før jeg siger ja "
Rystede hun på hovedet. Hun var meget i tvivl om hvad hun skulle. Alt var freakin kaos, og måske....måske bar hun alene ansvaret for det hele. Den del kunne hun næsten blive kvalt af at tænke på.
Så hun ignorerede det, for nu...løb måske for ansvaret?
Ignorere måtte hun også alle de letafklædte damer.
Det var SLET ikke Camille at opholde sig et sted som dette.
Hun brød sig ikke om spor af der hun så. Ikke om damerne og ikke om mændene.
Alene det at det var kotume næsten at have sex midt i fælles lokalet, var en stor mundfuld for den lidt bly unge dame, men hun skubbede det væk. Kiggede væk.
Alligevel var det underligt at sidde her....midt i hor og hopsa ...sammen med Sean.

Camille rakte ud efter flasken og trak den til sine læber, der blødt tog imod.
En stor tår, og hun tørrede munden med håndryggen, og satte flasken ned på bordet, mellem dem.
" Sean....jeg ved ikke om jeg kan ...blive her. Eric og jeg... Kan ikke finde melodien og det river mit hjerte i stykker. Men du forstår det ikke vel? Den her...altopslugende kærlighed hvor man vil gøre alt for den anden...men...alligevel falder det ikke i hak"
Der var hverken fordom eller bebrejdelse at finde i Camilles stemme.
Hun gjorde noget der skete meget sjældent, hun åbnede døren op...indtil hendes følelser ...ucensureret. Stort set.
" jeg ved ikke om jeg KAN være her , når det ikke er med Eric" hviskede hun og kiggede ned på bordet, hvor en knast blev hendes fokus .
" og nu...nu fortæller du så Tristan er tilbage...jeg har ingen ide om hvordan jeg skal forholde mig til ham, jeg TØR ikke forholde mig til ham. " hun rynkede på næsen..det var svært at lukke nogen ind, men hun ville gerne...ville gerne lade Sean få et indblik .Så kunne han altid grine sig selv i hjel eller løbe skrigende væk.
" ... Ser du med Tristan er jeg bange for hans kærlighed er væk...det ville jeg ikke ane hvordan jeg skulle tackle..men...hvad mere er...så er jeg rædselsslagen for den IKKE er, for ....ja ...Eric..Tristan...Tristan...Eric...you see? Hvad skal jeg? lyve for dem? Vælge en og hviske jeg kun elsker ham ? Lyve for den anden og sige det er slut, når det hele lever stærkt inden i mig ? Når jeg sidder alene og føler mig...egoistisk og grim...så ser jeg kun en udvej og det er at smutte.
At tage mig selv væk, når jeg ikke kan tage en af dem væk.
Jeg er alvorligt bange for at jeg virkelig har fucket op.
En sætning fra en sang meldte sig i hendes tanker...
* I didn't mean to hurt anyone - i really thought we were just having fun .You put the gun in my hand, so now ...run*
Camille smilede trods de triste øjne, fast besluttet på ikke at dræbe AL god stemning, kunne det undlades.

" nu skal du give mig noget af dig selv " hun hævede begge bryn...nej det lød da vist lidt forkert...smilet blev større..." Og hvis det er FOR meget, så bare NOGET om dig selv " sendte hun et drillende smil, denne gange en smule mere glad. Hun svingede en smule i stemningslejet, det sad og hyggede på en gynge.