Mørkets stemmer. //Bricko//

Han løftede på det ene øre og forvandlede sig til sit menneske jeg igen.
"Du sagde du havde set en der lignede mig?" sagde han og kiggede sprøgende på hende. "Hvor har du set hende?"

Hun talte på sine fingre. "For et år siden tror jeg." Hun blinkede til ham og smilte drilsk. "Men hvem siger det var hende?"

Han rullede øjne af hendes blinken. Hvor tit havde hun mon ikke lige brugt sin tiltrækningskræft mod andre mænd.
"Så du ved intet?" sagde han.
En fugl der fløj fra et træ fangede hans opmærksomhed. Den baskede med sine vinger op mod toppen af et højt træ. Han smilede da han så, at den var fløjen op til sin rede.

"Jo jeg er skam ganske klog. Men jeg ved ikke noget om din familie, desværre smukke." Hun blinkede til ham og smilte drilsk.

Han smilte drilsk tilbage. "Det kan du vel ikke gøre noget ved."
Han kiggede op på månen og derefter på hende. Hun blev oplyst som en gudinde i det klare månelys.
"Hvad er dit.." Han blev afbrudt, da to store ulve plusdelig stod et par meter fra hende, bag hendes ubeskyttede ryg.
"Pas på!" råbte han og sprang over hende, mens han forvandlede sig til den ildrøde ulv.
De to store ulve var mørkebrune. Deres øjne var kolde og deres mundvige var fyldt med blod. Han sprang mod den ene, der ville angribe. De tumlede rundt på jorden, som en stor hårbolle med skarpe tænder. Den anden ulv ville blande sig og sparng mod den ildrøde ulvs ubeskyttede ryg.

Claires reagerede hurtigt, hun kunne godt klare sig selv. Hun havde ikke brug for en irriternende køn børnehave dreng til hjælp. Men hun tog det træspyd hun havde smidt fra sig og samlede det hurtigt op og stak den ene ulv i halsen. Hun var ikke bange for at dræbe.

Den ene ulv pev og faldt om på jorden, med det dræbende træspyd i halsen. Den ildrøde ulv hørte dens skrig, men stoppede ikke med at fokusere på den anden ulv der stod og blottede sine tænder mod ham. han blottede sine tænde over for den, for at vise at den intet havde at gøre her. Ulven snappede ud efter ham og sprang på ham. De tumlede endnu engang rundt på den fugtige skovbund.

Hun trak sit spyd ud af den anden ulv, hun kiggede på ulvene som moslede rundt som små børn. Dette var bare ikke en leg. Hun løb hurtigt som vinden hen og rev dem fra hinanden. Hun tog sit spyd og stak det i hjertet på den sidste ulv. "Sådan klare en voksen sig, 'lille' ven." Hun trak spydet ud igen og smilte drilsk.

Han rejste sig op og kiggede op på hende. Hun opførte sig som en idiot. Han ville jo bare hjælpe hende også var det sådan hun takkede ham?
Han vendte sig om og luntede væk. Hun var spild af tid. Hvorfor ville han overhovedet hjælpe hende? Hun så ud til at klare sig udmærket fint selv.
*Man prøve at være høflig også får man ikke andet end et slag i ansigtet om, at personen sagtens kan klare sig selv*
Han kom til en lille flod og gav sig til at slubre det kølige vand i sig. Det boblede inde i hans krop, da det kølige vand sno sig igennem hans krop. Han lagde sig ned og gav sig til at slikke sit sår, den ene ulv havde givet ham på bennet.

Hun fulgte efter. "Tak fordi du lader mig tale?" Hun fnøs og stillede sig med armene over kors.

Han gjorde sig igen til et menneske og rejste sig op.
"Jeg kunne regne ud hvad du ville sige?" sagde han og lagde selv armene på kors. Såret på hans højre arm sveg og sendte lyn igennem ham. "Du vil sikkert have sagt noget i retningen af: Jeg klare mig altså fint uden at en dreng som dig skal hjælpe mig."

Hun rakte en finder i luften og ville sige noget men vidste ikke hvad. "Noget i den retning, men jeg ville også sige tak for advarlsen."

Den havde han ikke set komme. Hun sagde rent faktisk tak?
"Det var da så lidt," sagde han og kiggede lidt på såret, der langsomt svulmede op.

"Det sker når mænd slås, en bliver altid såret." Hun rullede med øjne og lagde sine arme over kors.

Han rullede øjne og gik forsigtigt ud i den fredelige flod. Med en blid bevægelse tog han lidt vand op på såret for at rense det. Det kriblede i ham, da vandet løb udenom hans ben. Kriblen voksede op til hans øjne og gav ham et billede af den dag han nær var druknet. Han rystede hurtigt på hovedet. Slog den forfærdelige tanke væk.

"Hvad er der galt?" Hun puffede til hans ryg så han nær var faldet i.

Han rettede sig med lynetshast op og sørgede for stærkere fodfæste.
"Ingenting," mumlede han. "Hvad vil du egentlig? er jeg ikke spild af din tid?"
Han gik op ad floden og lagde sig på ryggen i det bløde græs. Stjernerne var talrie. De fyldte nattehimlen med skønhed.

"Jo enlig, men jeg keder mig og du sjov at drille." Hun smilte endnu mere drilsk end før.

*Sjov at drille?*
Han fortsatte med at kigge på stjernerne.

"Her er meget flottere når der er fuldmåne, eller en formørkelse." Hun kiggede selv derop og smilte.

"Ja, det tror jeg på," tilføjede han. "Det er et dejligt sted du har her, er det virkelig dit helt eget?" Han kiggede op på hende og lagde sit hovede på sine arme.

"Nej men jeg bor alene. Er lidt af en enspænder." Hun blinkede til ham.

Han smilte charmerende. "Javel ja," Han fik øjenkontakt med hende og holdte den. "Hvad er dit navn egentlig?"

"Det fortæller jeg når jeg ved dit." Hun blinkede og smilte charmerende med en klang af forførelse.

Den forførende stemme var som sød musik i hans øre.
"Mit navn er Bricko" sagde han og satte sig op. "Bricko Firenation"