Its speaking//Abaddon//

T: 19
V: mørket er ved at tage over, der er vindstille
O: træernes hvisken
S: på den anden side af skoven
P: sorte bukser, sort top og bare tæer

Skylar havde gået helt til den anden side af skoven og var ved at være godt træt, hun var kravlet op i et højt træ men sad godt nok på en gren der kun var 10 meter oppe over jorden, hun sad med hovedet lænet op af det hårde træ, hun kiggede kort ud over skoven, som langsomt var ved at blive overtaget af mørke, der var en lille smule diset rundt omkring, men det var ikke meget. Hun sukkede dybt og lagde bene over hinanden og kiggede op på himlen, eller hvad der var at se af den, træets grene og blade, dækkede en stor del af hendes udsyn til himlen og dens stjerne der glimtede perfekt denne aften.

Der var helt stille ikke en vind rørte sig, det var som alt var gået tidligt i seng denne aften, der intet liv lige nu, det var dødt og kedeligt, men det var nu også rart med lidt stilhed nogen gange, Skylar var bare van til lidt mere gang i den, især om aften, hvor hun var rastløs og virkelig havde brug for et eller andet selvskab.

De velkendte hjerteknusende lyde fra torden vejr begyndte at sprede sig gennem skoven fra nogen store brutale skridt fra nogen solide militær støvler som med hvert eneste skridt bragt lyd fra sig som selve helvedes lyn og torden, og man kunne høre langtvæk hvordan disse selvsikkere skridt et for et lod skoven vide hvor de kom fra. Men støvlerne sad ikke på hvilken som helst selvglad stodder med et ego på størrelse med rundetårn, denne mand, denne dæmon, var tidligere dæmon race leder, føre som cæsar sit eget lille dæmoniske imperium med den maskuline jernhånd i føresædet.. Men han var som beskrevet tidligere. Men at undervurdere de blodtørstige øjne, og de overarme som var hver 50 kilo muskel masse, var som at klæde sig i tøj lavet af bøf og besøge en tiger. Den stålhårde brystkasse var belagt af en silke blød sort skjorte, og udover den, en læderjakke så praktisk og effektiv som dens ejermand. Dæmons øjne var som to sorte grotter, endeløse, skumle, og skræmmende, som slog ens hjerte endnu et slag, som stod man og kigget ned i et tomt sort hul, og kunne mærke rædselsen af at føle.... den kigget tilbage. Rafael gik sjældent i skove.. faktisk for tiden gik Rafael ikke overhoved for fornøjelsens skyld, at arbjede mod Isabella var et tidskrævende job, og nu med Camilles forslag, hende ønske til hvordan han skulle gøre ting, havde han kun været meget ineffiktiv, Camille metode var på ingen måde lige så god, men... Han ikke gå mod hendes ønske. ikke nu, det var ikke tid til at diskutere internt mellem dem, men når Isabella lå for hans fødder, ville Rafael ikke lade Camille og hendes smeltet smør hjerte tilgive det hele, Rafael ville ende det med Isabella, men at diskutere med Camille om det nu var ikke tiden.
Rafael gik med en skovl på skuldren, han havde noget grave arbjede at se til.

Skylar trak bene op til sig og holdte om det, hun manglede noget, noget der betød noget for hende, hun glæde sig til de blev morgen, så solen igen kunne overtage verden og bringe lys over hvad der var tilbage af hende. Mørket havde vundet over lyset og skoven var nu under mørkets magt.
Hun ville væk herfra, bare gå en lille tur, hun hoppede ned fra grenen og landte let og elegant på den hårde og kolde jord, hun valgte bare en vej og gik, hun havde ingen planer om hvor hun ville gå hen, hun ville bare væk, hun manglede noget nyt i hendes liv, det var ved at gå død.
Hun kiggede på vært træ hun gik forbi, alle lignte hinanden i mørket, alle var mørke og ikke så venlige som om morgnen, men sådan havde det hele tiden været hun havde bare ikke lagt mærke til det før nu, hun havde altid kunnet sove når hun var træt, men ikke i aften, hvorfor ikke..
Imens hun gik sank hun dybt ind i sine egne tanker og holdte ikke øje med hvad der forgik rundt omkring hende, det var en dum ide at synke så dybt ind i ens egne tanker, især når hun vidste hvor dybt hun kunne komme, at hun overhovedet ikke ville vide vis hun selv blev overfaldet, sikkert lidt efter men ikke i starten, men hun gjord det alligevel.

Rafael lod de kæmpe støvler få deres velfortjente pause, da han kom til en busk, et bevis på skovens grønne paradis, så yndig og prægtig, hvordan kunne man ikke nyde dette skønne syn af skoven... man slår det med en skovl, hvilket præcist var hvad den store dæmon begyndte at gøre, der var ingen Green Peace aktivist gemt i maven på ham, han lagde hele den brede skuldre ind i hver af sine hug, og endelig da busken var jævnet med jorden kastede han skovlen til den ene side, og bøjet sig ned i benene, så han sad tæt ved jorden, og begyndte at rode i den fine muld jord, hvorefter der kom et brev til syne fra der hvor busken stod. Rafael tog brevet ind i sin læderjakkes inderlomme, og rejste sig op i sin fulde voldsomt højde. Rafael kunne høre en lyd bagved sig, men som tidevand, vendte han sig meget roligt og velovervejet stile om, han var fuld af selvtillid, og havde ingen grund til at skynde sig, at hænge vedkommende bagved ham op i et træ og efterlade dem til at rådne, var skam ikke noget man havde travlt med. endelig fik Rafael vendt sig om, og der bagved ham, stod en lille pige, en pige som var kommet ud af ingenting som ren luft. Pigen havde en lang sommerkjole på med en masse sortelver og skovelver mønster på, og noget langt gyldent hår som en eller anden mini version af en disney prinsesse. Pigen havde nogen mandel brune øjne, og en glass krukke mellem hænderne, hvor der fløj en lille skygge figur rundt som lignet en drage. Den lille pige havde et drilsk smil på læberne, og et glimt i øjet der bare skrig af legesyghed.
Rafael havde set pigen før, once upon a time, han lod sin hånd glide til sin lange stål Ulacks gemt under læderjakken på ryggen, men selv med alle hans maskuline kræfter kunne han ikke få den ud af sit cover, som var syet fast til hans rygsøjle. Rafael gav slip på det læderbelagte skaft på sit våben, også kom en lille uskyldig stemme fra pigen frem, så nuttet som en sommerfugl, og så varm og rar som en sommerdag midt i december "Nurh. Heeeeej" Rafael var her ikke for at snakke med den lille kælling, han ville hellere brække nakken på hende og pisse ned i hendes hals for at ydmyge hende, efter det... møde.. de havde haft sidst. Rafael slog en næve mod den lille pige med samme fart og styrke som en lastbil med 220 kilometer i timen, som havde der stået en mur af 100 meter sten foran pigen, bliv hans næve stoppet få centimeter fra hendes uskyldige lille pige næse, også kunne man se hvordan det lange gyldne hår så overraskende og sikker som en atom sprængning en lørdag efter middag i london, hendes hår centimeter fra centimeter bliv kridt hvidt, en sådan hvid farve at man havde taget den direkte ud fra et eventyrland, den blege gennemboerende farve var helt utrolig over fantastisk. Og i samme øjeblikke som hendes glade og bløde silke hår bliv dødt og øde som en snemark, kunne man se hendes mandel farvet øjne mistet sin barnlige sjovhed og morskab, og nogen øjne så biske og lumske at selv Rafael var en wannabe julemand i forhold til den grusomhed pigens dybe øjne, da de bliv kolde og helt sorte som den mest mørke nat i flere millioner år. Sammen med hendes hår og øjne forandre sit, det samme gjorde hendes sommerkjole, den bliv hvid og sort i samme voldsomme farver, og de lykkelige skovelver symboler bliv udskiftet af gennemkogte faretruende sortelver og nogen andre ukendte symboler. Pigens skygge i glasset bliv helt aggressiv, og slog sig selv som et monster i en gyser film mod glasset. En stemme undslag nu hendes læber, en stemme så sadistisk at selv Rafael, dæmonen med ego der kunne omfavne verden begyndte at kunne få lyst til at sutte tommelfinger og gemme sig væg under dynen for resten af livet, man kunne ihvertfald se hvordan en klump af skræk samlet sig i halsen på ham, selvom han ville kunne gøre Lusifer ræd og søge tilflugt hos sin mor, og at Rafael var frygtløs, var det som om at pigen her vendte maveskindet ud på ham, som om hun spiste hans sjæl ved bare at tale til ham. "Sidste gang. Hvis du skuffer Frøken St.Clair og derved gør Mr Wonder ked af det, skal jeg personligt tage et kig forbi dine nosser med kartoffel skrælder. Når St.Clair siger dræb ingen, mener St.Clair dræb ingen. got it mr badboy?"

Skylar gik helt forsvundet i sine egne tanker, hun kiggede bare lige ud, og havde et tomt og koldt blik, man fik kuldegysninger bare at se på det, men det tomme blik forsvandt da hun faldt over en lille træstup, der var godt gemt under nogle blade som om det var en fælde, hun faldt hårdt ned på den kolde jord, hun kom hurtigt til sig selv og tog sig til hovedet og gav et lavt støn fra sig, hun kom langsomt på benene igen og børstede noget af snavset fra skovbunden af sit tøj, hun kiggede sig omkring for at se om nogen skulle havde set hende, men der var ikke lige nogen, hun gik lidt hurtigt gennem den mørke og kolde skov, men stoppede op med det samme hun hørte stemmer ikke langt fra hende, ikke dyre stemmer, men menneske stemmer, ved aften tid, *Hvad vil man her om aften* hun gik lidt længere frem og fik et glimt af en meget muskuløs mand, som stod over for en lille pige, hun havde nogle sympoler, der kunne ligne sortelvernes sympoler, fra der hun stod.
*sortelver, langtid siden*
Hun gik lidt tættere på og gemte sig så bag et stort og mørkt træ som Ca. Stod 8 meter væk fra manden og pigen, man skulle have et godt syn, vis man skulle kunne se noget af hendes hår vifte i luften. Hun lyttede stille med til deres lille snak, hun gik et lille skridt tilbage, da hun hørte noget om drab, *Slå ihjel*
Da hun to det lidt korte skridtet bagud, kom hun tilfældigt og meget uheldigt, til at træde på en gren, der gav lyd fra sig da den knækkede. Hun krummede tær, bed sig i læben, og håbede bare ikke de havde hørt knækket.

Rafael vendte sig om mod lyden af den knækket gren som en refleks, men hans endeløse raseri mod pigen gjorde hans sten hårde nakke hurtigt bliv peget mod den lille pige igen, men da han så derhen.. var den satan væk, som havde hun aldrig været der. Rafael var rasende, denne lille luder droning skulle ikke provokere ham.. men at give hende en røvfuld var svært med alt hendes hokus pokus, og Rafael havde stadig ingen ide om whatsoever hvem den lille pige var.
Rafael kiggede mod lyden af den knækket gren igen, og vidste ikke om det var et trick den lille pige havde gjort, men hans næse for sjæle spillet den romantiske og kærtegnende melodi, for hans hørelse, og lugten var som en citron agtig ting, så det var uden tvivl en elver sjæl, de var altid så unikke i deres natur. men lugtede ikke som sortelver, deres sjæle var mere som rådne æg i den varme sol, og det var ikke romantiske melodier men mere en kontant pine. Rafael vendte hele kroppen mod lyden, og sagde så "Kom frem"

Hun knep øjne hårdt i da han vendte sig mod lyden og bad til han ikke ville komme hen til hende, hele hendes krop rystede.
Hun åbnede øjne da hun hørte mandens stemme, sortelver pigen var væk, bare sådan lige *typisk sortelver* hendes blik blev vendt hen på manden og hun tøvede lidt med at komme frem men trådte så ud væk fra træet og stod foran ham et par meter væk, hun stod og rystede over hele kroppen og hende hænder var follet på ryggen, hendes øjne var vendt mod jorden hun turde ikke at se ham i øjne, hvorfor vidste hun ikke rigtig hun følte sig bare bange af en eller anden grund.
//undskyld det korte svar//

Rafael så den spinkle nuttet pige ryste, hun var så smuk som en drøm, silke hud og selv de skræmte rystende bevægelser var som de sødeste danse trin for øjet, som en kontant flirt for sindet.. men hvad havde man forventet? hun var jo elver. Men selv for racen, var hun et syn værd at kigge på to gange. Rafael prøvede at få den voldsomme vrede ud af kroppen, men for en tidligere dæmon leder var det ingen dans på roser at få ham til det, men de beroligende toner fra Camilles stemme lå tungt i hans hukommelse, og selvom hans kløende håndflade tiggede efter at brutalt give elveren en kysse tur med jorden, så prøvede han at holde det tilbage som Camille havde anmodet om. Rafael nikkede mod hende, selvsikkert, afslappet, men stadig dæmoniske og lumsk som han jo var, og stadig med et glimt af vrede i øjnene, som det ikke havde lykkes at fjerne. hvorefter han sagde med den dæmoniske dybe stemme "Slap af frøken"

Slappe af... hvordan kunne hun slappe af han var jo kæmpe, han var en stor kilppe at slappe af var let nok for ham at sige.
Hun stoppede med at ryste og kiggede op på manden med uskyldige øjne og lod hendes arme falde ned langs hendes side.
Hun lagde vægten på det ene ben, hun var lidt nærvøs man kunne se det på hende, den måde hun bed sig i læben på og hun hele tiden skiftede med at kigge på ham og så jorden.
Hendes øjne hvilede endnu engang på ham og stoppede der, hun smilte skævt og kort og det var ikke ligefrem venligt, mere nærvøst og meget svagt, men det forsvandt også kort tid efter det over hoved nåede at blive et rigtig smil.