I am speaking the truth! I do not wanna kill Camille. jesus fucking christ T! - Blair, og Tristan (rækkefølge, C, B, T)

"Sebastian.." - underlig dyrisk mande stemme
.. "Sebastian, vågn op" - underlig dyrisk mande stemme
"Knep dig selv luder, og tag din bitch med" - Castle

Castle kiggede sig omkring, med en bankende smerte i hoved, og et ordenligt blåt øje, hvilket gjorde han ikke kunne se ordenligt, da han andet øje jo var lavet af glass, så kunne kun se med det blå øje. han kendte ikke hvem stemmen tilhørte, det sidste han kunne huske, var den lille pige, Blair... Blair. hvor var hun? han kiggede sig nu omkring i rummet, han så det var et helt indelukket lokale. der var kun en dør, ingen vinduer. her var en stol foran ham, ca fem meter fra ham, men der var ingen, som stod og bød ham velkommen. han så ned af sig selv, han var nøgen, ikke ene eneste tøj genstand, og tænkte, det sikkert var et eller andet psykologisk trick, men for hans skyld, måtte de danse tango på borde, hvis de troet det hjælp dem.. men med hvad? hvem havde han nu gjort sig populær med? sikkert en eller anden halvfed franskmand. det er altid halvfede franskmænd. ej, okay, det er det ikke, men folk plejer at reagere på samme måde, når de får at vide, de er en halvfed franskmand.
Castle kiggede sig mere omkring, ved siden af stolen, var et meget langt bord, der var alt på, læder piske, stålwirepiske, gummislange pisk,
dildoer i mange størrelser og former, nåle, store og små nåle tydeligvis, og det var så fint lagt i orden, som var det et eller andet sadist tag-selv bord.
men det var ikke kun det. der var sy tråd, oven i købet i forskellige farver, ej,det var da en luksus, han aldrig havde oplevet før, han måtte endelig huske at takke deres dekoratør.
Men, der var mere på bordet. der var jern, varmt selvlysende jern, der var holdt oppe af en holder, der hyggede sig over en varm flamme, der holdt jernet den helt rigtige temperatur. Castle var dog ved at få et føl på tværs, da han så af træ holderen, som man havde hånden på, når man brugte jernet, så man ikke skulle brande fingerne til smeltet ost, den holder, den havde my little pony figure over alt på den, og Castle kunne ikke forstå, han var blevet tævet, af en gruppe børnehave børn, med en sindsyg smag for fri time hygge... eller hvad fanden de var.
Men, hyggen var ikke over endnu, der knive i alle former, som man skulle tro, at middelalder market havde tilbud idag, også var der økser, køller, og svær, som havde de tænkt sig, at henrette ham flere gange.
Castle mærkede en hånd på hans ryg, og en vanskabning kom til syne, Castle var ikke engang sikker på, han kunne give en film perferrence , der passede til. den må arbjede for den lille pige, eller også er det omvendt tænkte Castle, måske er fiske mand, leder over powerpuff emo girl, nurh, nok om det.
Fiske manden, begyndte at tale, og hans ånde, fik castle nakkehår, til at rejse sig. "Du..." Fiske manden, bliv lidt utilfreds... da Castle begyndte at snakke midt i skurkens berømte enmands tale "Ligner en der kunne trænge til noget sort kaffe?" castle fik et hårdt klap i baghoved, og Castle havde nu en ide, om hvorfor det føltes mindre behageligt deromme, fiske mand, kunne nok ikke vente med at drikke af alkoholden, inden gæsterne kom.
Fiske manden prøvede igen, han lød meget seriøs, i en tone, der ikke ville blive modsat, uden der kom konsekvens, han stemme var kold og bisk "Jeg..." forhelvede Castle, giv dog manden en chance, for at tale ud. ej, det skete ikke, Castle begyndte at afbryde den usling af en mand, der prøvede at være dominant "Du behøver ikke undskylde, selv min eks glemte det engang. du skal nok lære det" sagde han hurtigt, også faldt en ordenligt lussing, og Castle spyttede en klat blod ud, sammen med noget spyt, og Castle rettede blikket mod manden, og mumlede for sig selv, men gjorde det så højt, at fiske mand, ville kunne høre det "Shizzel, min eks slog hårdere end det" fiske manden, troet at Castle snakket til sig selv, og bliv derfor endnu mere fornæmet over det, og rejste sin store klo agtige hånd, for at slå igen, indtil en dominant og monster under sengen, agtig stemme, og mens den grufulde tone, talte, rystede jorden under en fødder, og man kunne være ved at vælte, hvis man ikke støtte sig op af væggen. udover det, mens stemmen talte, kom der torden lyde, som var det klimaks, i en eller anden horror film. stemmen kom fra en lille pige, ikke mere end 9 år gammel, ved siden af et stort træ, hun havde en lille sort kjole på, med små mønstre på, der lignet symboler fra en gyser film. hun havde langt hvidt hår, der sluttede halvvejs ned af hendes ryg. hun havde nogen sorte øjne, men de pupiller, som burde være, sorte, de var helt hvide, så det var nogen store sorte tomme huller, med en hvid prik i midten. nogen alt opslugende sorte huller, der føltes, som om at ens sjæl faldt ned i et bundløst hul, når man fanget den lille piges blik. i hænderne, holdt hun en glas krukke, med låg på, hvor deri, fly en lille skygge rundt, som nærmest lignet en drage, men denvar lavet helt ud af skygge, og den flyv hvileløst rundt. Den lille pige havde nogen kul sorte læber, og nogen blanke hvide hugtænder, ikke kun to, men alle hende tænder var sådan.
øjnene var stive og peget stift ud i luften, som var hun de limet fast sådan, og kunne hun ikke dreje dem, men kun hoved. bagved den lille pige, sad en lang rødhåret kvinde, Tristan havde set hende før, den rødhåret kvinde, havde hjulpet Tristan ind i Dé Minions villa engang. kvinden med det lange rødehår, sad og messet et eller andet på drage sprog (hvis jeres karaktre kan forstå det, vil jeg gerne uddybe hvad hun siger, over pm) kvinden så ud til være i en form for trance. hun sidder i samme tøj, som hun havde, da hun hjælp Tristan i Dé Minions ville, en kappe, der dækket hele kropen, og en hætte, hvor man kunne se hendes, lange røde hår, kom ud af. udover det havde hun en halskæde, med en drage figur i, der var lavet af guld, eller, den var ivertfald farvet som guld, om det var guld, var umuligt at se bare sådan lige.
Fiske manden kiggede på den lille pige, og stillede sig så over i et hjørne.
Castle var lamme slået af den lille pige, en skræfuld aura var omkring hende, og selv Castle, som ellers altid, grinet, slåset, eller var flabet, ud af alle sine probemer.. udover dem han kneppede eller spiste sig ud af. men nu, sad han, og stirret, som en god artig japansk skole pige, og alt hans badass power, forsvandt, som duk fra solen.
Den lille pige, havde givet Tristan besked, på at Castle var her, og at det var hendes for tidlige fødselsdags gave til ham. stedet var gemt i et meget godt placeret baglokale, og Tristan havde fået af vide, hvordan man fandt det, og hvornår han skulle være her.
Den lille pige gik et par skridt tilbage, og Castle, tog en dybindånding, som havde han ikke ture trække vejret da hun var tæt på ham.
Castle sad på sine knæ, helt nøgen, og med armene ud til siden, der var spændt fast med kæder af stål, der holdt hans arme stærkt. mens at han bliv holdt på sine knæ, da han havde nogen metal låse, om sine ankler, der gjorde han ikke kunne rejse sig derfra.

(Fiske mand ) som ikke er fisk! xD
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det der med at få en besked og på en måde blive lykkelig for det, og på den anden måde tænke lidt 'Åh du gode gud nej'.. Det var lidt sådan Tristan havde det med hans 'tidlige fødselsdagsgave'. På den ene side var det rart at have Castle trængt op i et hjørne med alt det han havde hørt, men på den anden side så vidste han bare at den lille pige havde gjort alt for meget ud af det... han kunne fornemme det... Det eneste han ville var at tale Castle lidt til fornuft hvis han prøvede på noget, og ellers så skulle han ikke være bleg for at gøre det på den hårde måde, men det var osse det.
Sadly, viste det sig at han havde helt ret da han endelig fik banet sig vej til det udvalgte sted og trådte ind af døren. Han havde simpelt et par sorte bukser og en mørkerød rød striktrøje på, samt et par sorte slidte sko. Fra højre skulderen og ned til hans venstre hofte hang et brunt læderbælte med hans våben i. Han behøvede ikke skjule dem så godt når han skulle her ud.
"Lad os se hvad har vi her.." Mumlede han da han trådte ind i rummet. Det første der ramte hans blik var en nøgen Castle og han skyndte sig at få hænderne frem foran sig med ordene. "Jesus dude! Få da noget tøj på!" Så fik han øje på den lille pige og smilede til hende. "Hvor sødt af dig med en fødselsdags gave, men jeg må sige du har overdrevet det lidt... Han må gerne få noget tøj på, jeg har ikke tænkt mig at torturere den stakkels mand... " Sagde han hurtigt og nikkede rundt i resten af rummet. Hvad havde hun lige tænkt med de dildoer? og nålene? Seriøst den pige havde mental issues nogle gange. Han rystede på hovedet og fik øje på fiskemanden. "Glimrende.. Og fiskepinde til frokost?" Mumlede han og gik lidt længere ind i rummet.

Castle, kiggede mod den tygge træ dør, når den langsomt gik op, og da han øjen fanget Tristan, bliv han helt lettet, og tænkte, at det var en hurtig backup, men så.. snakkede han, som om han vidste, at Castle ville være her, dog ikke at han ville være nøgen, og Castle, sad og måvet lidt, hvad fanden, hvorfor skulle Tristan.. arh.. Camille. det kunne han da ikke mene, det var bare en enkelt bombe, ej okay, det var et par sprængladninger, men stadigvæk, det her var lidt at overreagere.
Castle prøvede, at ryste hans hænder, kun for at ryste de store jern kæder, og sagde så "Jesus har intet, med det her at gøre" hvorefter han skulle til at understrege, han ikke kunne tage tøj på sådan her, men en lille håndbevægelse, fra den lille tynde svage pige håndled, fik Castle, til at få en seriøst flænge, der gik helt fra øjebrynet, og ned til overlæben, og man kunne se ind til Castles kød, i den centimeter brede flænge, som om, nogen havde skåret i ham, med et rivejern. Castle havde dog en for stor rebel til at ikke være flabet overfor den lille pige, og tilføjet istedetfor, det andet han ville sige "shizzel, du er verdens væreste stylist" Den lille pige, skulle til at bevæge håndledet igen, men rettet blikket mod Tristan, som var hun en dukke, og dejet så resten af kroppen, efter hendes hoved, havde lavet en 260 graders drejning. torden, og små rystelser, kunne høres, og mærkes, i det lille lokale, når hun sagde med en død og åndeløs tone "Tillykke brormand.."
Castle så med et spørgende blik på Tristan, og prøvede at forstå, hvad fanden, der skete.
fiske manden holdte sig bare i baggrunden, og ville ikke reagere på Tristans kommentar, det turde han ikke, æresfrygt for både den lille pige, men også for Tristan, havde holdt hans tunge lige i munden, men han havde dog fundet et tæppe, og lagde det over Castle, da det så ud til Tristan, ville det. på nuværende tispunkt, vidste fiske manden ikke, om Tristan var en drage, eller hvad han var, men han tog ingen chancer.

Lige efter Blair var vågnet i den kolde skovbund var hun gået på jagt efter Castle. Det var hele hendes skyld, hun følte sig utrolig skyldig i hans forsvinden. Hun havde været på så mange steder hun kunne for at finde Castle men uden held. Hun havde prøvet alt hun kunne for at finde ham. Blair var på vej op mod det vilde svin for at slappe af. Det var ved at blive sent og hun kunne ikke lede flere steder før det blev mørkt, så hun måtte lede igen dagen efter. Hun tænkte konstant på ham, mest på det øjeblik de havde ingen han blev flået ud af deres lille hytte. Hun håbede virkelig han var okay, hvis han ikke havde det godt ville Blair være endnu mere forpint. Hun drejede ned af vejen hvor det vilde svin lå på. Hun glædede sig til at indtage deres beroligende drikke der altid gjorde hende i godt humør og samtidig afslappet. Blair sukkede opgivende da hun nærmede sig kroen. Hun glædede sig skam til at slappe af, men hun var så træt af hun ikke kunne finde Castle, når nu det hele var hendes skyld. Hun åbnede døren og stod et øjeblik i døråbningen før hun satte sig op i baren. Hun ventede på at en bartender kom hen til hende for at tilbyde hende en drink. En drink hun helt klart ville sige ja til. Hun lagde få mønter på disken og tog imod deres røde alkohol. Hun tog en slurk af den da et mindre brag afbrød den konstante stilhed der lå i kroen. Der var ikke så mange derinde på den tid. Hun kunne høre det kom omme bagfra. Hun skulle derom, det brag var ikke normalt. Det skyldtes den lille pige de mødte i skoven, det var ikke til at tage fejl af. Blair rejste sig hurtigt fra baren og gik over mod det der nu var omme bag ved. Hun blev stoppet af to store vagter, det var måske kun for ansatte? "Jeg skal derom. Lige nu. Hvis du ikke lukker mig derind skal jeg nok selv komme derind." Lød det vredt fra hende da hun igen prøvede at komme imellem vagterne der blot rystede benægtende på hovedet. Hun tog fat i en tot hår og snoede den om hendes finger mens hun slappede af i knæene og smilte sødt til dem. "Vil i ikke nok?" Det hjalp stadig ikke at gøre sådan. Det hjalp altid. Hun gik hen imod baren igen, men skulle nok komme derom. Hun listede helt op til væggen ved siden af åbningen de dækkede. Hun ventede på at de rykkede sig den mindste smule så hun kunne komme forbi dem. "I har pause nu." Lød det fra en af de andre ansatte. Det gjorde det hele meget lettere. Blair gik igennem åbningnen da de var gået. Hun gik ned af den smalle gang, hun ikke anede hvor førte hen. "Castle! Castle, er du her!?" Det var måske ikke så smart at råbe det, hvis hun så blev stoppet af andre. Men hun blev nød til at finde ud af om han var der.

Tristan skulle lige til at sige noget til Castle, men da pigen bevægede hånden igen og flængede Castles øjenbryn kiggede han istedet på hende og sagde først lidt bestemt.
"Det er nok, jeg skal nok tage over her fra.", men smilede så til hende og gik hen for at køre en hånd over hendes hår. "Good job, vil du ikke over til din ven, han ser lidt ... forskræmt ud?" Tristan nikkede til fiskemanden og tilføjede hurtigt. "Så kan du hjælpe hvis noget går galt, jeg vil bare gerne lige snakke med Castle" Han sendte hende et varmt smil og gik et skridt hen imod Castle igen.
"Længe siden.. Længe siden.. Du ved Sebastian man høre de mest forundrende ting om dig for tiden" Begyndte Tristan og satte sig ned på hug foran Castle, lige langt nok væk til at kæden ville forhindre ham i at kunne nå Tristan hvis han prøvede. Han skulle til at sige noget mere, men et kald fra den anden side af døren fik ham til at se op.
"Der man det.. Har du inviteret kæresten osse?" Tristan løftede et øjenbyn og havde hurtigt strakt en hans cannon i retning af døren med et 'klik' som hentydede at den var ladt. Ikke fordi han havde tænkt sig at skyde hende så snart hun kom ind. Bare så han havde styr på hende også.
"Herinde, du kommer bare ind!" Råbte Tristan ud af døren og smilede lidt ironisk til CAstle med hovedet på skrå.
Normalt var Tristan et meget elskeligt menneske. Han var varm og venlig for dte meste, social og underholdene, det måtte Castle vide fra deres gamle verden, men lige nu var han rasende indeni. Hvilket han også var ret sikker på Castle vidste. Der var ingen der skulle slippe godt fra at få Camille til at få det så skidt.

Den lille pige trak et lille smil for første gang, over sine små kul sorte læber, og tonefaldet, bliv noget helt andet, som en jordbær dronings, så lille og uskyldig, som kunne en helt nyfødt baby tale, som selv Cruella de vil, fra The Hundred and One Dalmatians, ville kunne få et smil frem, af at høre på. "Raw, du rar" efter hun bliv nusset i håret, danset hun hen ved siden af fiske manden, og løb rundt om ham, mens hun prikkede ham i siden, også den anden side, og sådan forsatte hun. langsomt, mens hun lavet den barnlige leg, bliv den sorte kjole rød, og læbernes sorte farve, smuldret og bliv helt normalt hud farvet, og hendes øjne, bliv mere og mere lysseblå, og det lange hvide hår, bliv sort, med en orange stribe i. fisken manden kiggede uforstående på Tristan, og prøvede helt præcist, at finde ud af hvad Tristan gjorde.

Castle kiggede på Tristan, med et stort smil, fra øre til øre, ikke nødvendigvis, fordi han var glad, smilet havde en lidt anden betydning. han skulle til at svare roligt på det Tristan sagde, men han nået det ikke, før Bliars stemme kom til hans øre, og det satte et sæt gennem ham, så meget at han rystet, og han fik så en heeeelt anden respekt for Tristan, hvis han stod med den handcannon, når Blair kom ind, så skulle Castle nok få lagt de nåle på bordet til brug alligevel. Sebastian så på døren, der stadig ikke var gået op, og bad Tristan, pænt, ikke underkastende, men pænt, så pænt han kunne, når hans hjertet pumpede dobbelt så hurtigt, og når han enlig bare ville tæve Tristan nu, og afgøre det mellem dem, ikke at han havde noget mod Tristan, men hvis Blair skulle se ind i det pistol løb, så kunne han meget hurtigt så det. "Cambell forhelvede, du har ikke brug for det der" Castle var måske lidt små forelskede i Blair, det bliv han nok nød til at indrømme overfor sig selv, men han var fandme ikke den slags sukkersøde og lysserøde kærlighed, han havde en lidt anden forståelse af kærlighed, og syntes den normale model var sindsyg, en god grund, for stærke mænd og kvinder, skulle blive svage, dumt, hans forelskelse var anderledes, men ingen skulle lægge en gun mod hans pige, og han var ligeglad, om de så havde en god grund til det, hvis Tristan ikke kunne holde det her mellem dem, burde han havde en baby rangle, og ikke en gun. selvom Castle må indrømme at Castle, havde gjort det samme, bare den anden vej rundt.

Blair sukkede opgivende da hun ikke kunne høre Castles stemme. Hun gjorde så meget hun kunne for at finde ham igen, men det var ikke gået godt for hende. Måske skulle hun bare droppe det? Hvis hun så fandt ham, hvad skulle hun så gøre? En stemme afslørede hvor de var henne, hun havde hørt de dæmpede stemmer der talte indbyrdes. Blair fulgte lyden af stemmen og gik hen imod en trædør der kort efter stod på klem. Blair lukkede døren bag sig og så sig omkring for at finde ud af hvad der rent faktisk skete derinde. Hun så på ham der stod nær Castle. Hun gik et par skridt over imod dem, men stoppede så da hun så pistolen i hans hånd. "Vil du skyde mig? Så gør det. Jeg har ikke mere indhold i mit liv. Men hvis du vil gøre mig noget, så slip Castle fri først. Det her er ikke hans skyld, jeg er skyld i det hele og hvis du skal gøre noget ved nogen er det ikke ham. Det er mig." Blair gik længere hen imod dem og var kold over for den pistol han havde i hånden. Hun nærmede sig Castle og lagde en hånd på hans. "Undskyld, det hele er min skyld. Jeg ville bare hjælpe.. jeg.." Blair kunne ikke forklare alt det hun havde gjort, hun så op fra Castle igen og over på det rimelig klamme væsen der stod sammen med en lille pige. Blair kunne ikke kende hende, men hun gik ud fra det var den lille pige fra skoven. Ellers var hun gået derfra. Blair så over mod ham den anden igen. "Hør her. Jeg ved ikke hvem du er, og jeg er også ligeglad. Men du lader ham gå nu, ellers skal jeg personligt sørge for du fortryder det her. Måske er jeg ikke en stor stærk mand med en masse våben og muskler. Men jeg kan sagtens klare dig, tro mig." Blair så strengt på ham, hun gjorde det sikkert værre igen. Men hun blev nød til at prøve. "Jeg vil gøre alt du ønsker for at han bliver fri." Blair fandt hurtigt ud af det måske ikke var en alt for god idé at true ham, så hun valgte at tilbyde hende selv i stedet for. Blair så afventende på ham for at høre hvad han havde at sige. Han blev nød til at slippe Castle fri, hvad han så end ville gøre ved Blair.

Tristan blev siddende ved siden af Castle et øjeblik og kiggede lidt ligegyldigt på ham. "Jamen kære Sebastian, jeg har i den grad brug for det her" Smilede han bredt tilbage og hans smil falmede igen.
"Men bare rolig, jeg har skam ikke tænkt mig at skyde hende. Nej nej, vi kan bare ikke have hun begynder på noget vel?"
Døren gik op og en yndig lille sag kom ind og lukkede den efter sig. "Vil du ikke låse døren for mig?" Spurgte han sødt hen imod pigen der stadig legede med fisken. Så kiggede han på pigen igen da hun sagde noget.
"Som jeg lige sagde vil jeg kun skyde dig hvis jeg finder det nødvendigt, du har ikke gjort mig noget endnu" Svarede han så høfligt han kunne og lod hende sætte sig ned ved siden af Castle imens han selv kom helt på benene. Han hørte ikke rigtig efter hvad de sagde til hinanden det lyd ikke som noget han kunne være med i, men han slog dog ud i et stort grin da pigen begyndte at ...hvad?.. true ham? Det tog et par sekunder inden han stoppede med at grine og nu sad ved siden af pigen, hans pistol var gemt væk igen da han lagde hovedet på skrå og stadig smågrinene svarede. "Du tror du kan true mig? tro mig sweetheart, at snakke sådan der hjælper dig ingen steder hen" Han kiggede et øjeblik strengt tilbage på hende inden han grinede hen imod Castle igen. "Har du hørt det? Det er en sjov en du har fundet der, hun tror hun kan få mig til at fortryde det, tror hun kan klare mig? oh please..." HAn stoppede med at grine og kiggede nu rimlig alvorligt og temmelig vredt på pigen.
"Du ved INTET om det her.. Men hvis du tror du kan slippe ham fri ved at klare mig så værsgo og prøv... Hva Castle, så kan det være vi kan blive even igen? Hvis jeg skræmmer hende lidt eller hvordan er det? nej?" Han sukkede og rejste sig idet han halvhjertet mumlede noget i stil med. "Jeg er ikke interesseret i hvad du har at tilbyde.." Til pigen og gik så hen imod den lille pige igen. Smilede til hende og nikkede imod den lidt større pige.
"Hvad siger du til at lege lidt med hende her imens jeg snakker med manden? Ikke noget der skader hende, men meget gerne lige få hende til at blive i den anden ende af lokalet?"

Castle, sagde intet. han kiggede bare på Tristan, ikke vredt, ikke tomt, han kiggede bare, og sagde intet til hverken Blair, eller ham. han ventet.. til de var alene.
Den lille pige havde tullet hen, som en lille balet tøs, og låst døren, da Tristan bad om det, og stod der, og kiggede på det hele, og rynket bare på næsen af Blair, når hun truet Tristan, hvad forventet hun? at han ville kravle ned foran hendes fødder, og tude? ih altså, sådan var Tristan da ikke.
den lille pige nikkede gentagende gange, som havde Tristan lige spurgt hende, om hun ville have en is, da han spurgte om hun ville lege med kvinden. det ville Thyrix, da gerne. pigen så hen på Blair, og sagde med en lille genert stemme "Er du træt?" i samme øjeblik, som de ord, kom ud på den anden side af hendes læber, så for Blair, stod hun et helt andet sted, som vinden kan føre blade væk fra træet, stod Blair, nu væk fra samtalen i baglokalet af kroen, og helt sikkert til hendes store overraskelse, stod hun i en slik butik, der havde alt fra boljer, til vingummier og karameller. butikken var stor, meget stor, nok på størrelse med en Bilka forretning i den virkelige verden, og det var fordi, der skulle være plads, til alle former for gotter og lækkerier, som kunne ødelægge tænderne, men hjælpe på lykken. Den lille pige, trak i Blairs bluse, som et hvert lille barn, på fem, ville gøre, for at få opmærksomhed, hun stod med en pose blandselv slik i den ene hånd, og sin sandvanlige glass krukke, i den anden, og sagde med den sødeste pige stemme hun kunne komme op med, for at bede så pænt så pænt "Må jeg få det her? be om" den lille pige prøvede sig med nogen hunde øjne, mens hun rystede sin blandselv slik pose, der havde for omkring 200 gram i. alt sammen chokolade.
MEN, for alle andre, end Blair.. var Blair, stadig i det lumske baglokale, hun var bare drættet om på gulvet, som var hun besvimet, og den lille pige, var forsvundet.
da Blair var besvimet, lod rebellen Castle, sig ikke sætte i forhandling situation, og sagde så overbevisende, som han kunne, og måske mente han hvert ord af det. "Camille.. et navn på en luder droning, som jeg vil aflive, som en silokone bryst bicth hun er. kom nu, gør hende stolt, skyd mig, tag det liv i fange skab, som du er udeafstand til at tage i kamp, din lille vatpik, hvor stor er den enlig? truer kvinder med en cannon, for at kommentere, for at aldrig ville kunne gennemboer dem naturligt. Gør Camille stolt, kom nu, skyd en nøgen bundet mand. du har intet forhandlings middel, så gør nu bare det, du ved, jeg ville gøre i det sted."

Blair vidste godt der ikke var meget at gøre for hende. Hun kunne ikke redde Castle lige meget hvad hun end gjorde. Hun havde tibudt sit liv for at redde ham, men det var ikke lykkedes. Blair ville gøre alt der stod i hendes magt for at befrie Castle fra de lidelser han måske ville blive påført. Hun sukkede da ham fyren bad den lille pige holde mig væk derfra. Lige pludselig var hun væk.
Blair så sig forvirret omkring i den store butik. Hvordan kunne hun hele tiden få hende væk derfra? Blair satte sig på hug foran pigen. Hun var faktisk slet ikke så forfærdelig hvis man behandlede hende som et barn skulle behandles. Blair aede en tot af pigens om bag hendes øre. "Søde. Jeg kan give dig alt den slik du vil have. Jeg kan give dig en mor. Du vil gerne have mor ikke?" Blair sendte hende et sødt smil for at underbygge hendes teori om, at man sagtens kunne få snakket pigen til fornuft hvis man ikke var bange for hende. Blair var ikke bange for hende. Hun aede pigens skulder for stadig at være sød ved hende og behandle hende med respekt og omsorg. Det fortjente en hver lille pige, ond eller ej. Blair troede heller ikke på hun var ond, hun havde bare aldrig haft en ordentlig familie der passede på hende og gav hende omsorg. Det fortjente den søde lille pige der stod og tikkede om slik foran hende. Et større smil spredte sig på hendes læber.

Tristan smilede og vinkede da pigen forsvandt og Blair væltede rundt. Han vidste ikke helt hvor de var taget hen, men det var nok et sted i drømmeland. Bare den irriterende trunte var væk så var han glad. Ikke at han havde noget imod hende, hun skulle bare ikke blande sig.
Han kiggede tilbage på Castle ved det han sagde og var rimlig udtryksløs et øjeblik da han igen sad på hug foran Castle. Da han var færdig med at snakke gik der ikke mange sekunder før Tristan havde hamret sin knytnæve så hårdt ind i Castles kæbe som han kunne. "Hold kæft." Var det eneste han sagde da han trak hånden til sig.
Han grinede lidt og nikkede ned imod Castles ben som var dækket af tæpper. "Større end ... det der... i hvert fald.. Hold da op med at sidde der og lade som om du ikke kan noget. Den kæde om dit ben sikre dig kun fra ikke at stikke af, den begrænser dig ikke for at kæmpe. Hvis det er det du vil, jamen så skal jeg med glæde sætte dig på plads." Han smilede kort og rejste sig. Gik hen og løsnede kæden et paromgange om en stolpe den var undet rundt om. Nu skulle han kunne bevæge sig rundt.
"Jeg siger det her for din egen skyld Sebastian. Ingen, og jeg gentager INGEN, rører min pige og slipper fra det. Hvis du skulle få den gode ide at krumme ´´et eneste hår på Camilles hoved så skal jeg vise dig at det ikke er noget problem at dræbe den trunte du render rundt, og dig for den sags skyld..." Han kiggede vredt hen på manden og hvis man anstrengte sig ville man kunne se små blå lysglimt begyndte at danse om hans hænder der var knyttet ned langs siderne. Så fik han et lidt blødere udtryk.
"Du er ikke den Sebastian Castle jeg kendte.. Du ville aldrig gøre Camille noget..."

Castle tog sine slag, han var her ikke for at blive skudt, underkaste sig, eller andet, han var her med kun det formål at flygte, og hver handling han gjorde, var for at skabe ham tættere på lige præcis det.. eller.. det ville være den normale ting, for at gøre, nå han vågnet et ukendt sted, og fanget, og han var ikke ligefrem dårlig til det han gjorde, men denne her gang, havde flugt ikke været hans ønske, nu.. ville han give Tristan en røvfuld, fysisk, eller verbal, dident matter. Castle havde bare sådan en lyst, til at uddele, ord, eller knytnæver.
Castle kiggede over på fiske manden, og den rødhåret, kvinde, og regnet med at Tristan, ivertfald den Tristan han kendte, ville slås alene, Tristan var en god jæger, som ham selv, og havde ikke brug for en ål, og et jordbær for at lege som en voksen.
Castle valgte ordne først, ikke fordi han ville det mere, end at slås, men, Tristan, havde hjulpet ham, med at få rigtig mad, da han sad i den latterlige rollestol, og spiste mose mad, og selvom hans hænder kløet nu, så kunne man vel godt kalde det, en form for respekt, for fortiden, inden han muligvis, skulle tvinge Tristan, til at miste alle sine tænder, og få æren af at spise dem alle sammen igen.
Castle gik lidt frem og tilbage, men fjernet ikke sit jæger blik fra Tristan et eneste sekund, mens han talte, og hvis Tristan gik for tæt på imens, ville han kaste hele sit korpus, mod Tristan, med benene først, og sigte mod Tristans mave gulv, også rolle op på benene igen, hvis han ikke skulle ramme. "Hvad er der sket med dig? du arbjeder sammen med monstre, fiske mand, og dukke pigen, de ting som dem, du skulle rette din vrede mod, som du trænet til, ikke lege far mor og børn.. stop med at kald hende trunte, hun er meget værre end det, og hvis hun stod mellem mig, og mit mål, havde jeg skudt hende selv, så at kalde hende for ´min´ er sku en ringe fortegelse." han strammede sine hænder sammen, og lod sine finger få lidt varme, og forsatte "Camille.. havde gået ned til helvede, bankede på enhver ild belagt dør, og tævet satan koldblodigt, hvis han var en trussel mod Camille. det var dengang, så kom jeg her, hvorfor ved jeg ikke, men det er jeg.. den sammen.. nej, jeg ville rive hoved af hende, vil skære hende i stykker, og æde resterne. og var fandme tæt på, hvis ikke den lille bicht, havde stoppet mig, så havde jeg set Camille blive til bacon..." Hvis ikke Tristan var gået tættere på, på en truende måde, så sluttede han sin sætning om død og ødelæggelse, og lagde sine kort på bordet "Lag Blair gå. jeg dør ikke Camille noget mere.."

I den store slik butik, havde den lille pige, rystede på hoved af Blair, og sagde så, med en mere seriøs, og mindre nuttet stemme "Søde. hør her.. du kan ikke være min mor, du er ikke en drage. lag nu være med at være skør" pigen vendte sig om, og kastede sine egne tanker til side, familie eller ej, hun kunne ikke tage nogen til sig på sådan en måde, ikke uden de var en drage.. at hun lænkes efter en familie, var underordnet, det kunne hun ikke. hun bid sig selv lidt i underlæben, og sagde så "Min brormand, sagde vi skulle lege.. hvad vil du lege?" hun skiftet tilbage, til det mere barnlige, og håbet ikke Blair, ville blive mindre venlig, fordi hun ikke måtte være hendes mor.. selvom.. ej, ideen var tosset, det var helt utænkeligt!.. sådan måske.
pigen tog Blair i hånden, og begyndte at lyde helt hyber "kom kom kom kom kom kom" også gav pigen slip, og løb som en gal, ned mod karamellerne. ordne om en mor, skulle bare lige druknes i en masse leg, så var pigen glad igen, regnede hun med.

Blair lyttede til hendes ord og var stadig overbevidst om at hun kunne overtale pigen til at hjælpe hende hvis hun brugte de rigtig metoder. Hun nikkede til hendes svar og fulgte hende da hun løb af sted med hende. "Vi kan lege gemmeleg, vil du være med til det søde?" Spurgte hun og sendte hende et sødt, moderligt smil. Hun ville gøre alt hun kunne for at den lille pige ville blive en del af Blairs familie. Ikke kun fordi hun på den måde kunne hjælpe Castle, men hun kunne også hjælpe pigen. Uden en mor havde hun aldrig en chance for at op til at være en selvstændig voksen. "Vi kan også lege far, mor og børn? Eller mor og barn må det så være." Blair så smilende på hende og aede hende over hovedet. "Bare fordi du er en drage, behøver din mor ikke være en drage. En mor er ikke nødvendig din rigtige mor, en mor er en der tager sig af dig. Jeg vil gerne tage mig af dig." Blairs stemme var lys, så den var børnevenlig.

//Undskyld kreaen.//

Tristan lavede flere gange en lille trækning i mundvigen, men gik hverken tættere på Castle eller sagde noget til det først.
Han smilede ved det han sagde om pigen. Hvor underholdene at alt hun ville var at hjælpe ham og han ville med glæde skyde hende hvis det var.
"Ah ja, charmerende pige ikke? Ville med glæde gå satan imøde for sine mål" Han rystede på hovedet og blev hvor han var, mere rolig denne gang.
"Jeg holder ikke på hende. Hun blandede sig selv, men hvis hun har lyst til at gå kan hun bare gøre det." Tristan kiggede igen rundt i lokalet. Virkelig barbarisk lokale faktisk. Så kiggede han tilbage på sin gamle 'ven' da han talte m camille igen.
"Overbevisende.. Jeg håber du ved at hvis du bryder dte løfte der så bliver jeg nød til at slå dig ihjel for alvor? Hvorfor prøvede du at dræbe hende anyways?" Tristan lød helt casual nu, som snakkede de om hvad hans mor ønskede sig til jul.

//Jeg smutter i aften og er først hjemme igen og kan svare onsdag eller torsdag, så ved i det ;I //

\\Iorden T. Stay Nice. \\

Castle var forberedt på det spørgsmål, hvorfor.. som man spurgte en serie morder om, efter de var fanget, og Castle havde lige så lidt forstand på hvorfor, og havde ingen god grund, dårlig grund, eller det som lignet, ikke engang et påskud, eller undskyldning, men før han havde set sig om, som en dreng, der møder sin livs kærlighed til en fest, men glemmer at spørge til hendes navn, og ligesplusligt, sidder og kigger på en tog billet, der føre væk fra festen og pigen, han ellers gerne ville møde igen, det var lidt den underlige fornemmelse, han havde når han sad bundet til en stol, med Sean og Camille foran sig, og glemte at spørge sig selv, hvorfor.. hvorfor planlage han hendes død, det glemte han, og pluseligt, stod han med C4, og shutgun, ladt og klar til opgaven. fortryd han det? nej enlig ikke, han syntes stadig Camille skulle dø, og en smertefuld en af slagsen, men, han havde ingen grund til hvorfor, og Camilles ord, sad stadig og holdt ham fra at jage hende igen.
Castle trak på skuldrene, som han ikke vidste hvad sin mormor ville have i julegave, og sagde i samme rolige tonefald, som Tristan. "Øhm, I dont know, the little magic elf told me" Tristan snakkede som om at dræbe ham, var noget han kunne, og det fik et lille smil frem, men Castle lod den ligge, det her var ikke en kamp på muskler, ikke før han var sikker på, om Tristan var hans modstander eller ej.
Castle slappede mere af i sine hænder, og forsatte "Nu bliver jeg nød til at spørge, var alt det her nødvendigt. du ved. en enkelt snak over to burgere, burde vel være en del nemmere at arrangere, end det her."

i slik butikken, havde den lille pige, fundet den hylde hun ville have slik fra, og peget ivrigt på hylden, som var for højt oppe til hun kunne nå den, men stoppede, da Blair, begyndte at snakke sådan til hende igen, og pigen sukkede, og lagde sine arme om Blairs liv, og pressede sit hoved mod hendes mave, mens hun smilede fra øre til øre, og sagde "Men men men men men men... jeg en drage... jamen altså.. suk altså" hun satte sig opgivende ned, og trak Blair med ned, og sidde med hende i hånden, så da sag overfor hinanden. pigen sad i skræder stilling "hvad ville brormand ikke sige? han er jo en drage, og ville måske blive sur på mig .. og det vil jeg ikke have nej." nogen skygger, to langtsomt form, ikke langt fra dem, trak alle skyggerne, fra alle steder, i rummet, og de begyndte at flyve rundt i cirkler, som var det en tornado, men der kom ingen vind derfra, og den lavet ingen lyde, det så bare kraftigt ud, og langsomt, bliv de omrejsende skygger, der flyv ring i ring, de kom i form af en mand, i støvet jakkesæt, der så ud til lige at være taget ud af skabet, efter mange år, hvor det ikke har være brugt. jakkesættet var ellers sort, skjorten var helt hvid, næsten helt unaturlig ren/hvid. og slipset var sort. på hans fødder var store herre sko, som ikke havde været puttet længe, og det kunne man se, da der var mudder på, og han efterlod et lag mudder, over alt, hvor han gik. manden stod fem meter bagved den lille pige, og han talte et underligt sprog, om Blair nok ikke kendte, medmindre hun havde lært dragernes sprog "Thyrix, Sharix, yuo aer nepu." manden gik et skridt tættere på, men bliv oplyst, som til luft, da pigen lavet en håndbevægelse, men han tog bare form igen, også svaret pigen "Sharix, burde kende sin plads." manden trådte et skridt tilbage, og sagde så,i samme døde tonefald som før, og denne gang, forsvandt alt barnlighed fra pigens ansigt, og hun hoppede op, og så på ham, som en hersker så på sin hund. da han sagde "Thyrix, domedi yuo Camille. sh..." han nået ikke længere, før pigen så på ham, med de koncentret øjne, og sagde hjerteløst og sadistisk, som ville hun rive hjertet ud af brystet på ham, og spise det "Jeg.... tager mig af det. et ord til, og jeg tager det som en udfordring.. hvis nogen af jer, tvivler på, at jeg stadig ønsker at straffe tyven, så lag endelig vedkommende stå frem. Camille, vil blive taget af, når tiden er inde.. smut så, butikken har lukket Sharix. og hvad angående min familie,tager jeg dem, JEG vil. tro ikke du skal rådgive mig på noget, tag det op med højere magter, eller forlad emnet forblive i mørket" Manden bukkede ydmygt, og forsvandt så, ved at hans hud og tøj bliv helt skygge sort, så han bare var en sort figur, hvorefter han bliv opløst til skygger, der fandt deres rigtige sted i butikken.

Blair fulgte stadig efter hende og skulle til at tage noget slik ned til hende, men så blev hun rykket ned så hun sad på gulvet. "Hvis din bror elsker dig vil han blive glad for at se dig lykkelig. Du bliver lykkelig af at have en mor, ikke sandt?" Blair ville gerne have en datter igen, hun ville ønske at se hendes datter vokse op, sådan som hun skulle have set Lucy vokse op. Da manden og pigen snakkede sammen, hørte hun ikke rigtig efter. Hun ville bare snakke med pigen så hun kunne få en datter igen. Blair var i det øjeblik meget egoistisk, hun tænkte ikke på at redde Castle, kun på at gøre hende selv tilfreds. Blair rejste sig og satte sig på hug igen for at være tættere på hende. "Hvis du havde en mor kunne hun gøre sådan her." Blair tog hende op i armene og killede hende med den ene hånd. "Eller sådan her." Blair vuggede pigen frem og tilbage i hendes arme. Hun var altså nuttet, selvom hun kunne nogle ret heftige ting. "Jeg kunne fortælle dig historier." Hun kunne sagtens blive ved med at fortælle om ting der ville være godt ved at have en mor.

Tristan slog ud i et kort udtryksløst grin. 'little magic elf told me' bullshit. Han holdt op med at gringe igen og rystede opgivende på hovedet. "Seriøst. Dude. Work with me here... Var der nogem som bad dig om det?" Han løftede et øjenbryn og lagde dte så ned igen.
Et smil formede sig på hans læber ved det næste og han gned roligt sin højre hånd der for få sekunder siden var kolideret med Castles kæbe. "Jeg bestemte ikke konditionerne eller stedet... Men ja, det slag jeg fik ind var helt klart det hele værd, meget tilfredsstillende" Han lagde hovedte på skrå og begyndte at spekulere på hvor Thyrix var blevet af? Men der var jo ikke gået særlig længe siden de forsvandt til drømmeland.

Castle lod selv sine næver falde ud tilen flad hånd, og lod et blik glide hen på fiske fjæs, og lod så sine hænder blive stremt igen, dog ikke for Tristans ære, men mere for den kong næptun der. Castle gik langsomt hen mod væggen, og lod rygsøjlen hvile op af den, og rystede på hoved af Tristan, da hans spurgte om nogen havde bedt ham om det, og svaret "T dreng, for to uger siden, ville jeg ikke skyde Camille for alverdens rigdomme, så vågner jeg i en skov, og er klar til at gøre det gratis. nej, der var ingen der bad mig om det. hende der Isabella med det grimme hår, ville derimod gerne, og tog da også mod pengene, meeen, lysten var kommet før det, så beklager, har ingen af pege finger af. men hvad jeg skal ikke have en uddanelse, for at regne ud, at det skete ikke tilfædigt, jeg dør ikke, og vågner op igen, med så stort et had, ved et tilfælde. nogen vil hende, og de vil hende groft. og tak for slaget, havde sikkert fortjent det, men du er slettet af min julegavekort liste dude.. just so you know."
Den rødhåret kvinde, gad ikke se på det her venskablige pis længere, og sagde så med måske en lidt højere stemme, end hun havde tænkt sig "Mr Wonder, ærede drage, han er ikke vores ven, han er et dumtsvin, som je..." hun bliv stoppet af et seriøst og dominant blik fra fiskemanden, der afbryd hende, og sagde "Det er Mr Wonders skakspil, hold kæft og adlyd ordre Becca, lag dragen tage sig af overblikket" den rødhåret kvinde gik et skridt tilbage, og tog hætten over hoved.

\\Vi har taget Blairs tur i drømmeland over privat besked\\

Blair lå så godt som livløs på jorden, hun sov naturligvis kun, men det var ikke helt det samme. For det første skete det så spontant at man ikke kan kalde det for sædvanlig søvn, men det der var sket var så dejligt for Blair at hun var fuldstændig ligeglad med hvad der skete uden for hendes perfekte verden. Blair vågnede med et sæt og rejste sig op i det lokale hun havde været i inden hun faldt om på mystisk vis. Hun så sig omkring for at finde sig selv igen, det havde været så livligt inde i drømmelandet, så hun havde næsten troet hun var der. Blair gik et par skridt nærmere Castle og ham den anden. "Sønnike!" Sagde Blair og slog armene ud som om hun ville give ham et kram, men lod så armene falde igen. "Ja, nu hvor din søster er min datter må du vel også være min søn, eller hvordan foregår det i din familie? Og forresten, jeg ville sætte pris på hvis du fik din søster herud." Blair så sig igen omkring, det var et underligt lokale, hvad lavede det egentlig bag en kro? Blair gik lidt rundt i lokalet med en nyfunden selvtillid, nu havde hun noget på Castles fangevogter, så hvis han prøvede på noget kunne hun blot bruge det imod ham. Hun gik hen til Castle og lagde en hånd på hans arm. "Din søster, eller min datter, er enig med mig i at du skal slippe Castle fri. Nu."

//Undskyld kreativiteten..//

Tristan rynkede brynet. Det var altså ikke Castle selv der havde haft i tankerne at dræbe Camille, men hvem havde? Det var dumt at spørge Castle selv for han vidste åbenlyst intet, måske skulle hun prøve at spørge Thyrix på et tidspunkt?
"Fair, det eneste jeg ville få af dig i julegave var alligevel et spark i røven" Drillede han og kiggede hurtigt hen på den rødhårede dame og fiskemanden med et hårdt blik, men fiskemand sagde alligevel ordene for ham og han vendte blikket imod Sebastian igen. "Jeg vil gerne være din ven igen, men ærlig talt så drop det der med at dræbe uden at vide hvorfor, det er hverken sundt for dig eller dine omgivelser." Han sendte Castle et lille smil.

Pigen kom på benene til Tristans irritation og da hun slog armene om for at prøve at kramme ham havde han lynhurtigt strakt en arm frem med faretruende gnister der sprang fra den. "Du er ikke i min familie medmindre jeg vælger dig til at være det." Han gav hende hurtigt et elevator blik og tilføjede med et provokerende smil: " and you shouldn't count on that honey ".
Hans smil blev til irriteret et da han svarede. "Thyrix er en selvstændig person og ikke min dukke, hun kan selv komme ud af hendes verden jeg behøver ikke kalde på hende. Sikke meget du ved om din egen datter" Tristan lagde ikke skjul på hans misbehag ved hans lillesøsters valg af familie.

Tristan himlede med øjnene og kiggede på Castle da Blair gik hen til ham.
"seriøst makker, please må jeg ikke nok skyde hende? Bare et lille skud, hun burde virkelig vide at det er hvad der sker når man ikke tænker sig om?" Nærmest tikkede han manden ved hendes side, ikke fordi han behøvede hans tilladelse, men hvis han ville holde sig på god fod med Sebastian, så var det en god ide at spørge først.
Hans arm var faldet ned langs Tristans side igen, men store blå gnister knitrede stadig faretruende fra den idet han til sidst tilføjede.
"Vi er næsten færdige med at snakke, sæt dig og vær en god pige imens.. Og helt ærligt Castle, se om du kan modstå fristelsen til at dræbe min kæreste vil du?" Det første var overlegent rettet imod Blair imens det sidste lidt mere ligevægtigt var rettet imod Castle.

Den rødhåret pige fik et stort spørgmåls tegn, da kvinden rejste sig op, og gav ... Mr Wonder et kram? hun var lige ved at grine, men dækkede hurtigt sin mund til med hendes hånd, men en lille flabet mene, kunne ikke holdes tilbage, det var altså sjovt. fiskemanden derimod, som var tro mod dragerne, viste ingen tegn på det var underholdende, men trak bare en stor kniv, der var på størrelse med en menneske overkrop, den var lavet af en form for knogle, den var bare helt sort, og skarp som stål. men fiskemanden rykkede sig ikke, ikke endnu ivertfald, han ventede på Mr Wonders tegn.

Castle skulle til at svare på det første Tristan sagde, men bliv som andre i rummet, optaget af blair der spontant rejste sig op. Castles første tanke var ´cool nok´ hans næste var ´det gjorde hun bare ikke´ den efter det var ´nu det nok! vuggestuen bliver næste stop. gad vide om de tager kontant?´. Castle ville ikke blande sig i det der, hun var en stor pige. Castle lod bare sin store krop, glide ned af væggen, og han slog hoved mod væggen, og tog en cigarat, og en ligter frem, og liggede den tændte cigarat i mundvigen.

Den rød håret kvinde afbrudte deres samtale, efter Tristan havde sagt det med Thyrix, og tilføjet hurtigt, inden fiskemanden kunne nå at åbne de klamme læber han havde. "Rent faktisk Mr Wonder, kan Thyrix ikke selv komme ud. men det tager en kort formular at få hende ud. uden tillladelse eller tilkaldning, kan hu.. kan Thyrix ikke" hun prøvede at bukke hoved i ydmyghed, og gik så et skridt tilbage, hun syntes det var lidt sjovt, det var ikke længe siden hun havde hjulpet ham med at komme ind i Dé Minions villa, og den gang var han blot .. normal. en brik i et større mønster, som hende selv, men nu var han en af de meget større brikker, og langt hævet over hende.

Castle hørte nogen ting, bliv sagt til ham, og han kastet et blik over røgen af den tændte cigarat, og viftede med hånden, som havde Tristan spurgt om han måtte tage et par øller ud af køleskabet. Castle tog et sug af smøgen, og sagde så med en lidt mere afslappede tone, han følte ikke længere som blandt fjender, det var også lidt svært at se Tristan som en fjende uden at grine sin røv i laser, det havde de haft en for positiv fortid til han kunne se Tristan sådan, særlig længe af gange ivertfald, var svært at tage det 100% seriøst "forhelvede nej" han lagde en hånd på bordet, som stod ved siden af ham, og tog en af de mange tortur knive, og kastet den i et underarms kast over til Tristan, for at han skulle gribe den. Castle vidste ikke om Tristan fanget at skud ville kunne få forkerte øre fra kroen herind, og han ville gerne undgå at forklare... alt det her overfor by vagterne. de kunne godt, var han ikke usikker på, men han gad ivertfald ikke. så kunne Tristan sætte kniven i hendes lår, eller whatever, Castle vidste godt at Tristan kendte ham selv godt nok, til at vide han havde følelser for Blair, så mon ikke hun slap med livet i behold? ville ivertfald være rart.
Castle hørte det sidste og nikkede "I try. promise. but only because she belong to you " det kunne lyde som en eller anden røvslikekr kommentar, men det var faktisk rigtigt nok, Castle havde ingen god vilje mod Camille, og skulle han undgå at skyde hende mellem øjnene, var det ikke for hendes egen skyld.

Blair kørte videre på den selvtillid hun havde fået fra drømmeverdenen. Hun så på ham fyren med et hævet øjenbryn, hun skulle nok finde på noget at sige hen af vejen. "Jeg har ikke meget lyst til at være i familie med dig. Kun din søster. Jeg vil ikke være i familie med folk der tager andre til fange. Det er lidt langt ude." Blair så sig omkring og lod hendes blik falde på fiskemanden og den rødhåret pige der stod i hjørnet og lavede et eller andet, som Blair ikke rigtig vidste hvad var, men hun var også ret ligeglad. Hun gik rundt i rummet og vendte blikket mod Castle da ham den anden sagde noget med at dræbe Blair, eller noget i den stil. Det lød langt ude, hvorfor skulle han ønske at dræbe hende? Det havde bestemt ikke virket som om han havde haft lyst til det ved deres første møde. Så hvorfor komme med sådan noget pjat? "Hvorfor skyder du så ikke bare? Du behøver ikke spørge nogle om lov. Hvis i to har planlagt at gøre det af med mig, så gør det dog. Jeg er ikke bange for døden." Blair vendte nu blikket mod den anden. "Lad nu bare pistolen sigte mod mit hovede og gør det af med mig, det er jo det du gerne vil. Men husk lige på at din søster var ret glad for mig derinde, så hvis du gør det af med mig nu, så bliver du ret upopulær hos hende. Og hvis jeg husker rigtigt, kan hun nogle ret heftige ting.

Tristan kom helt til halvhjertet at grine af hendes tåbelige ord. "tro mig følelsen er gensidig" Svarede han og frydede sig over at hun seriøst lige havde sagt det der. Hun ville ikke være i familie med nogen der tog folk til fange ? Det var jo netop Thyrix der havde taget Castle til fange.
han vente sig imod Becca og sagde kort for hovedet. "Er du sød at tilkalde hende? Og fortælle hende at hendes nye 'mor' åbenbart ikke har lyst til at være i familie med nogen der tager folk til fange".

Den snotdumme tøs var ved at gå ham på nerverne. Hun kunne ikke en gang fortolke hvad han sagde ordenligt. Samt at hun ikke anede hvad hun lavede. Hun valsede bare rundt og troede hun havde styr på det hele. Tydeligvis ikke.
"Wait op.. Jeg sagde aldrig jeg ville dræbe dig, bare skyde dig, der er en forskel. Stop med at bede mig om det i might just give in. " Svarede han lidt kedsommeligt og lagde pistolen væk ved Castles ord. Han havde ret. Et skud ville få hele baren herhen. Istedet greb han kniven der blev kastet til ham og sendte den idet han greb den direkte videre så den landede lige imellem kvindes storetå og den ved siden af for istedet for at bore sig ned i hendes hud, borede sig ned i hendes sko.
"See that Castle? Jeg ved ikke om det er held eller karma!"