The Wood//Victor//

T: 20:23
V: Solen er gået ned, det regner og tordner og der er koldt
S: Ashen wood Forest i en lille hule
O: Et bål, Træer
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Skylar sad i en af hendes huler under en lille forhøjning, hun havde lavet et lille bål, da det var blevet ret koldt. Der kom store brag for vært sekund, og regnen silede ned i store dråber med fuld kraft.
Hun var blevet lidt gennemblødt og kold inden hun nåede at søge i ly. Der lugtede mærkeligt af vådt jord der næsten var blevet til mudder, det var heldigvis nogenlunde tørt inde hos hende.

igennem den silende regn kunne man lige skimte en skikkelse i det fjerne. denne mand var gennemsølet i en blanding af vand, mudder og blod ud over hele den kappe der hang bag ham. dette var den første dag med hans nye tortur middel og det havde virket som en drøm. hans smil var forvredet i et grotæskt smil efter som en flænge viste lige ind til de skarpfilede tænder der kunne bide en arm rent af. Victor var navnet på denne gentelman.

Skylar frøs selvom bålet var på sit højeste, hun rystede svagt over hele kroppen, denne aften var ikke lige en aften hun skulle havde sovet i en af hendes huler, vinden strøg lige igennem. Hun slukkede bålet, det sidste der var tilbage var kun en smule røg, hun gik ud af hulen og op på den forhøjning den var bygget under, hendes hår blev hurtigt vådt.

som en stor mør skygge stod han nu lige foran hende "nå nå nå hvad har vi her" han sagde det med en hæs men drillende stemme. hans øjne blev stift på den pige der stod over for ham "en smuk skov ikke" hans stemme skjulte ikke at han stadig var befængt med blod og mudder.

Skylar fik et chok da der lige pludselig stod en fyr foran hende, hun kiggede lidt forvirret på ham da han talte, ikke et smil plantede sig på hendes læber, hendes ansigt var helt stift. Hun nikkede "Jo" hendes stemme var utydelig selvom det kun var et enkelt ord, det afslørede bare hvor dårlig hun var til at tale.

"hvad var det" han stillede sig hen til hende "Tal højere så man kan høre det" hans smil var grotæskt roligt og nærmest morderisk kølig. de gule øjne borde sig ind i hendes og nærmest hypnotiserede og holdt hende fast i hendes sted "nå tal højt og tydeligt hvad er dit navn"
han lænede sig op af sin gamle stok. hans ben var dårligt efter at hans sidste møde med en varulv med en kniv.

Hun sank en klump og gentog så ordet "jo" det var en lille stemme men kunne sagtens høre den. Det løb hende koldt ned af hendes ryg da hun så hans smil, og hun fik kuldegysninger af hans øjne, hun kunne ikke kigge p ham uden at vise ham at hun var usikker og bange for ham.
Hun kiggede ned i jorden da hun svarede "Øh.. Skylar" hendes stemme knækkede, hun var bange man kunne høre det på hendes stemme da den knækkede, hun var ynkelig og hun vidste det godt men hun kunne ikle lade vær, han var skræmmende, der var noget over ham som fik hende til ar blive bange for ham.

"nå øh Skylah hvad laver en elver helt her ude i sådan noget tøj" han gik rundt om hende og rettede på hendes holdning. hans øjne så på pigen med varme øjne "hvor kommer du fra min ven" hans stemme blev lidt blødere da han selv huskede da han selv var hjemløs. han smælede med tungen "dit tøj er jo øde lagt barn har du levet under en sten"

han trak et målebånd frem og begyndte at tage hendes mål omkring taljen og hendes højde "stå stille" mumlede han med en spydig stemme "hør her jeg ved hvordan det er tro mig" han så på pigen igen med bløde øjne "du minder mig om min søster" hans smil blegnede igen "godt dine mål passer" han trak en smaragd grøn kjole frem "en lille souvineir fra en lille landsby" han gav den til pigen "du har brug for at lære takt og tone min fine elver" han tog ordenligt fat om sin stok igen "hvis du har lyst kan jeg lære dig i læge kunsten samt et tag over hovedet" han holdt sin ledige hån frem "nå min pige hvad siger du" han smilede og viste de skarpe tænder der lige var blevet filet

"øh" hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, hun blev lidt overrasket da han begyndte at rette på hendes holdning,"skoven" hun rettede på sit tøj og kiggede ned af sig selv, han havde ret det var faktisk ødelagt hun havde bare ikke lagt mærke til det før nu, hun havde altid troet at det var fint nok, men hun havde boet under sten i huler og i træer "ja" hun boede i en sten hule så man kunne godt sige hun boede under en sten.

"hvad laver du" hun drejede sig lidt men stilte sig hurtigt som før da han sagde hun skulle stå stille, hun nikkede svarende til ham.
Hun kiggede spørgende på ham hvad mente han med han vidste hvordan det var,"gør du" hun smilte svagt til det han sagde "er det en kompliment"
hendes mål passer til hvad, i det han trak den grønne kjole frem gik hun lidt tættere på, den var flot virkelig flot, den grønne farve var som naturen selv Smuk.
Hun tog imod kjolen da han rakte den hende og smilte til ham, "tak" hun kiggede på den smukke grønne kjole og så på ham igen.
Takt og tone... Hun så forvirret på ham, læge kunsten, tag over hovedet, "tilbyder du mug et sted at bo og et job" hun kiggede på den hånd han rakte frem, hun kiggede på ham og overvejede hendes svar, men lagde så sin hånd i hans og smilte til ham, hun kunne da altid sige nej, ikke?...

" præcis min pige, jeg kan lære dig alt jeg ved" han lod sin hånd flyve rundt i luften og en slyngplante voksede op og viste en enkelt sort blomst "fortæl mig min pige om din fortid dine fjender og andre du ikke kan udstå" han lænede sig op af sin stok og duftede til slyngplantens blomst med et smil på læben
"man kan sige at jeg er en mand af naturen" han smilede til sin nye lærling "når ja jeg har tre regler i mit hus. lær dem uden ad elsk dem for deres god hed og overhold dem til punkt og prikke" han så på pigen
"et: ingen drenge i samme værelse som dig. To: hvis du kommer i problemer så sig det for tro mig jeg finder ud af det og til sidst tre: du fortæller enten mig eller Azazel min forlovede hvis du går nogen steder" han smilte varmt som var hun hans egen datter

"i alle de 200 år jeg har oplært lærlinge ville jeg aldrig tro at jeg ville træne elvere" han grinte lidt "det er ikke ment som en fornærmelse men jeres race er meget stædig" han smilede og stillede sig op igen mens han så på pigen "nå få kjolen på og lad os gå hen til dit nye hjem" han smilede da han kom i tanke om "når ja du kan bare kalde mig Victor eller mester du må selv om det" han så op mod himlen og trak vejret dybt.

Hun smilte stort da han fik en slyngplante til at vokse med en smuk sort blomst, hun gik langsomt hen til den sorte men stoppede op ikke langt fra den "fortid er en lang historie" hun trak ned i sit ærme og et stort ar fra en dyb flænge kom til syne hun havde ikke lyst til at fortælle om hendes fortid.
"sortelvere" hun havde ikke så mange fjender på den måde, så mange havde hun ikke mødt.
Hun smilte til ham "det kan man godt sige" hun kiggede på blomsten den var smuk, selvom det ikke lige var en plante som havde natur farve men den var stadig flot.
Regler, selvfølgelig skulle der være regler men de regler han fortalte om mindede om en far der talte til sin datter, hun smilte til ham "du taler til mig som jeg er din datter" ikke at hun kunne lide det hun følte ret tryg men det var lidt mærkeligt da hun altid havde levet uden en far.

Hun grinte lavt "jeg er ikke så stædig" hun smilte skævt til ham "men hvorfor må jeg ikke være i samme rum som en fyr du ved jo ikke om jeg har en kæreste" hun lagde armene overkors og kiggede på ham som en teenager ville kigge på sin far.
Hun kiggede på kjolen da han sagde hun skulle tage den på, hun kiggede op på ham "vent lige her" hun sprang hurtigt op i et træ hvor bladene dækkede hende og tog kjolen på og hoppede så ned foran ham igen og smilte.
"jeg kalder dig Victor" sagde hun roligt "skal vi gå" kjolen passede hende perfekt og sad elegant om hendes former, hun så meget smuk og elegant ud i den kjole og farven passede hende perfekt.

han smilede genkendene til det hun sagde og prikkede sig selv i panden "jeg har brugt hunrede år som teenager jeg ved hvad de tænker. men selvfølgelig er der undtagelser for alle regler" han smilede igen på en varm måde "ingen kan jo komme i vejen for kærlighed. jeg prøver bare at mindske hjertesorger" han lod den lille blomst falde til jorden.

han ventede toldmodigt på at hun klædte om. da hun kom ned igen så han på hende igen "det er en smuk kjole ikke. jeg har altid ment at grønt klæder elvere bedst" han smilede ved hendes kommentar "det glæder mig" han lod en gæstus mod skovbrynet "damerne først" han gik med den lidt vindstødte stok mod det ene ben.

Hun smilte glad, man kunne se at der var noget der *yay* hun nikkede, det var også helt fint at han prøvede at mindske hjertesorger, hun kendte ikke så meget til det men hun havde set mange græde over sådan noget og det så ikke sjovt ud.

Hun nikkede ivrigt og smilte til ham "den er smuk" hun kiggede ned af sig selv så hun kunne se kjolen og drejede rundt en enkel gang, hun kiggede smilende op på Victor og begyndte at gå langsomt af sted, hun kiggede på Victor som gik der med sin stok "er der noget galt med dit ben" hun kiggede på benet og så op på Victor igen.

han smilede til hende "første lektion: aldrig stol på varulve med knive, det går aldrig godt" han smilede til hende mens han gik mellem træer og grene kom han til at tænke på hvad Azazel ville sige "de første par nætter kommer du nok til at sove på loftet, vi er ikke pakket helt ud endnu men så snart opbevarings rummet er tomt kan du sove der" han slog et kors over hjertet "du har mit ord som gentleman" han bukkede som en gentleman og fortsatte.

ved skovbrynet stod en karret i sort træ "vær så artig at sæt dig op bagi" han smilede og satte sig på det forreste sæde lige bag ved den gamle kusk "hey Victor hvem er din ven" gryntede den gamle mand "spar dig Daniel hun er min nye lærling" de grinede lidt og så hjalp Victor Skylar op i deres karret "den gamle gris her er Daniel vi har kendt hinanden i flere år nu" den gamle mand smilede et tandløst smil til dem begge "hvor til Victor" Victor så på den gamle mand "hjem"

Hun smilte svagt "av" hun kiggede forud så hun ikke kom til at gå ind i noget.
Hun nikkede lidt tøvende *loftet* det lød hyggeligt da hyggeligt hun smilte til ham "okay"
Hun grinte lidt af ham da han lavede et kors på brystet, hun synes han var ret sjov hun grinte igen da han bukkede rigtig elegant som en gentleman.

Skylar kiggede på den flotte karret og kiggede så på denne Daniel, hun kunne ikke lide ham der var et eller andet over ham.
Hun så forvirret på både Victor og Daniel da de begyndte at grine, Skylar gik helt hen til karreten og kom hurtigt op da Victor hjalp hende op, hun satte sig ved siden af ham og kiggede på ham, hun var lidt genert det kunne ses i hendes øjne.
Hun nikkede svarende da han fortalte at Daniel og ham havde kendt hinanden nogle år, hun kiggede stadig på Victor hun havde ikke så meget lyst til at kigge på Daniel, om det var fordi hun var genert eller om det var noget andet vidste hun ikke helt.

han mærkede hun ikke kunne lide Daniel "ved du hvad Daniel vi tager den bare på gå ben ind til lands byen ingen tager skade af lidt gang" Daniel nikkede forstående der var noget ved deres forbindelse der kun kunne beskrives som psykisk.
Victor steg ud af karreten "kom så Skylar" han bredte læberne i et smil "du ser ikke ud til at du ikke kan gå" han hjalp hende ud af karreten og Daniel forsvandt i den anden retning "jeg forstår godt du ikke kan lide Daniel han er gammel døds rytter. han plejede at køre ligene til kirke gården" han smilede igen "men lad os nu komme vidre hvis vi går nu kan vi nå Firewood inden det bliver mørkt" han begyndte at gå hurtigt i forhol til at han støttede sig til stokken "nå hvordan var din barn dom lad mig høre" han lyttede til hvad hun havde at sige som en god mentor skulle.

Skylar gik ned til Victor da han var gået ned og sagde hun også skull komme ned, det tog åbenbart ikke med Daniel alligevel, det passede hende også fint nok da hun ikke var helt tryg ved ham Daniel.
Hun smilte til Victor, han havede vidst regnet ud hun ikke kunne lide ham "det havde du regnet ud var" hun kiggede ned i jorden, det var ikke høfligt ikke at kunne lide andre men sådan var det at nogen ikke kunne lide andre og andre ikke kunne lide nogen.
Hun gik raskt til lige ved siden af Victor da han sagde at de nok kunne nå firewood village inden det blev mørkt og det ville hun være glad for hun var ikke så vild med mørke.
Hun kiggede op på ham, hvad skulle hun sige, hendes familie forlod hende midt i en krig nogen soldater fandt hende og torturerede hende men hun slap fri løb ind i skoven og levede så der, ja hvorfor ikke sådan var det jo nemligt.
"min familie efterlod mig midt i en krig tæt på vores lille landsby, efter noget tid i huset fandt nogle soldater mig og torturerede mig, lavede dybe flænger i min hud, men jeg nåede at flygte inden de buret mig inde, jeg flygtede ud i skoven og har lever der lige siden" hun kiggede op på ham med et svagt smil.