Hej du - Victor

Zela gik ned af de mørke gyder, hun havde lige bidt øret af en ork, som ikke helt forstod at hendes krop, ikke var et bosted til hans hænder. ikke at hun havde noget mod berøringer, og slet ikke fra orker, de var dejligt dyre ligende, i forhold til alle de her hvid hudet skabninger, de var alle så... hun kunne ikke sætte en finger på det. problemet med orken, var mere at hendes krop var ikke hendes egen ejendel.
Zela gik ned af gyderne, men noget tøj, der svare til det, på profil billedet, en tyg, men elegant og smuk læderrustning.
det var sen nat

”nå nå da da det er dig jeg kan takke for den ekstra kunde med det manglende øre” Victor havde fulgt efter pigen i noget tid nu han havde nægtet orken en behandling og i stedet ’aflivet ham’ han stod med sin vandre stok i den ene hånd og i den anden havde han en kanyle med en gul væske i ”ja han sprallede lidt men der efter blev han helt… stille”
han smilede med de filede tænder der sad i hans mund, der sad et stykke kød fast og lilla blod løb ned af en af hans tænder ”ja de smager ikke godt men jeg var sulten” en sadistisk latter løb gennem ham og fyldte gyden med en grufuld kulde

Zela kunne mærke den kolde og grufulde kulde, som lagde sig i gyden tungt og ubarmhjertigt.. det var føltes som hjem. hun vendte sig om mod manden, og hun så hans flotte tænder, og tøvet da ikke med, at vise ham hendes, hendes kridt hvide tænder, spidsere end vampyeres tænder, fordi sortelvere kun spiste rådt kød, så skulle hendes tænder kunne klare både knogler, og hårdt ikke stegt kød. der var dobbelt så mange tænder som i et menneskes mund, da de lå i to lag som en hej, hun havde dog ingen kød eller blod på dem, de var helt rene.
hun kiggede mistroisk på ham, og sagde så "Smagte det ikke godt? jamen se lyst på det, så passer de til resten af dig" hun rystede på hoved, så det lange hår, piskede fra side til side, og hun afsløret så et smil, ikke venligt, ikke provokerende, mere for at vise, det ikke var jagt aften, og hun ville ikke skade nogen unødvendigt iaften, det ville hendes frøken ikke kunne lide, og hun ville ikke skuffe hende. så hun prøvede at undskylde sin fornærmelse med et smil, der ikke lige var til at vurdere, også sagde hun tilføjet til det hun lige havde sagt "En skam.. han var ellers pæn" hun havde ingen sympati med ham.

hvis man blinkede kunne man ikke se at han bevægede sig men han var helt henne ved pigen ”lad mig se de fine bisser” han tvang hendes mund åben ”imponerende to rækker tænder” han smilede og gav slip igen ”mine undskyldninger jeg er nysgerrig af natur” han så ned på hende ”når du kommer hjem så hils Zafira” han smilede igen ”ja det er rigtigt jeg ved det” han så på pigen og satte sin stok i jorden. Slyngplanter formede sig bag ham til en stol og han satte sig i den ”nå hvad betalte hun så få dig, en håndfuld bronze mønter?” han så på hende mens han lod sine arme hvile på hans lår mens stokken stod mellem hans ben ”tja jeg har selv ikke været på markedet på det sidste da Azazel ikke bryder sig om slaver” han smilede ved tanken om sin forlovede ”har Zefira for resten fået invitationen til vores bryllup” han så på pigen med de gule reptil øjne der nærmest kunne skære gennem diamanter.

Sortelveren tillod han rørte ved hendes kæbe.. hvis hun havde været hjemme i sin skov var det en anden sag, men hun stod ved sin ære, og som der stod i hendes trosretning, når man var have underkastet sig, og følt lænken om sig, var ens plads ved sin herres eller frues side, og man gjorde sig selv til den perfekte tjener, og hvis denne ukendte mand ville røre hendes kæbe måtte han gerne, bare han ikke gik over hendes frøkens grænser. sortelveren var ikke nem at få til at underkaste, tværtimod, hun var meget dyrisk og vild, men hun havde underkastet sig Zefira, så det var ikke hendes egen vildskab, hun skulle tage højde for, men hendes frøkens tolerance.
hun reageret ikke på han kendte til Zefira, hun vidste jo ikke hvem Zefira kendte, så det overraskede hende ikke, men at han ikke kendte prisen, var sjovt. sortelveren stillede sig helt som en god lille soldat, eller som en lille japansk skole pige, når den ukendte mand, så ud til at være en bekendt af Zefira, så hun viste manden sin fulde respekt, og svaret på spørgmålene "1 guldmønt.." "bliv hun betalt for at tage mig, slavehandlerne fortjente ikke min respekt, så jeg nægtede at underkaste mig, og til sidst ville de bare af med mig, og bliv tvunget til at tilbyde penge for mig" "nej, det har hun ikke. ikke så vidt jeg ved"

Victor så på pigen ”ja jeg har mødt din slags sorte elvere før i hader at mænd styre jer. Jeg forslog engang en alliance med en klan af dem men da dronningen afslog lod jeg nogle beviser forplante sig i deres by og gav et tip til en horde orkere der slog hele klanen ihjel” en kold latter løb igennem gyden da victor morede sig ved at se civilisationer styrte i grus ”ah ja men jeg er en ny mand nu skaber jeg spild mellem naboer og venner i stedet for to klaner for det er ikke sjovt at se på.” han lænede sig tilbage ”det er meget underligt jeg havde ellers sørget for at hun ville få en invitation” han tog en kårre frem og pegede den mod pigen ”ved du hvad det her er” et smil bredte sig over hans ansigt så man igen kunne se de knivskarpe tænder.

En klan sortelvere? og han bliv afslået af deres droning uden af spytte sine indvolde ud? de må være svage tænkte hun. hun havde virkeligt et had til vilje svage skabninger, og bestemt mænd som var vilje svage. men fysisk svaghed, var skam også forfærdeligt. hun rystede på hoved, og synets den er mand, mest af alt lyd som en forvirret gamle kone, som snakket på livet løs, om en masse ting, som enlig ikke var noget værd, troet han virkeligt, at han var så sej, eller lavede han sjov. sortelver pigen, var meget smuk, det var sortelvere rigtig tit, det var en del af deres charme. hun kiggede på kåren, og tænkte tilbage, det var ikke et sortelver våben, så nej, det havde hun ikke, eller jo, nogen der lignet meget, men det var vist ikke det. men hun var jo ikke dum, det var et våben, spørgmålet var om han ville høre det, eller navnet på det.. nok om det. hun smilede bare roligt og betyggende til ham, som en tiger der skulle til at bide et hoved af, også nussede hun hans hage, med sin ene hånd, og sagde "Søde skat, hvor fandt du den. du kunne skære dig, pas nu på" hun begyndte at grine