Shadow Wood. - Ettina-

S: Ashen Wood Forest.
O: En tæt mørk skov, lyden af en flok hestehove som tramper mod jorden og månen som lyser ned imellem træernes blade.
T: Nat.
V: Klar stjernehimmel.

Lyden af en flok hestehove klakkede mod jorden, rungede i hvert et hjørne i den velkendte skov Ashen Wood Forest. Månen skinnede, skabte sin egen stemning på sin vej og hvis man hørte godt efter, ville man kunne hører lyden af en varulv som hylede imod månen. Men, det man kunne hører mest var de stærke heste som løb på grusstien og vrinskede med alt deres pragt. Hope løb inde imellem træerne, så langt væk fra grusstien som muligt, han vidste at denne hestevogn ikke kunne fører noget godt med sig og desværre havde han ikke lært at kæmpe og måtte derfor løbe sin vej, selvom det pinte ham at han ikke kunne gøre andet.
For et kort stund, stoppede han op og pustede ud, for lige at få vejret. Han havde løbet i snart et kvarter, lige siden han havde kunne hører hestevognen klakken mod jorden. Pludselig kunne han ikke længere hører hestevognen hvilket fik ham til at kigge sig over skulderen. Havde de mon givet op?
Han rettede ryggen og fortsatte med at kigge ned ad en lille skråning, for at tjekke om det nu kunne passe. Men, hans tanke skulle snart blive modbevidst. En flok mænd kom løbende op ad skråningen, med rustinger og våben, så de kunne ligne dronningens vagter. Hope gispede kort, men tøvede ikke med at løbe sin vej. Han fortsatte så hurtigt han kunne op ad skråningen, forhåbenlig kunne de ikke følge med alle de rustninger som de nu havde på. Vagterne fortsatte med at jagte denne dreng og ville ikke give op før de havde ham. Bakken blev stejler og stejler, så Hope engang imellem var nød til at tage fat om et træ for at trække sig selv op. Hjertet sad i halsen på ham og han kunne snart ikke mere.. Men han nægtede at give op og fortsatte op ad bakken.

Ettina var ude og jage som sædvandligt på denne tid af dagen for mad skulle hun have. Der var ihvertfald få der ville kunne leve uden og få mad og drikke. Hun kunne høre nogle hestehove der var nogle km væk fra hende, men alligevel lød som var de lige under hende. Hun havde sin grønne trøje med hætte som hun havde over hovedet for, at skjule sine røde øjne og sit kridhvide hår og et par grønne tætsiddende bukser som var meget lette alligevel, for hun skulle kunne være smidig og Hun kiggede hen imod lyden og begyndte og springe fra træ til træ oppe i træernes kroner. Hun var svær og få øje på fordi træernes blade og hendes grønne tøj faldt sammen og hver gang hun landte på et træ kunne man ikke rigtigt høre det for det var så lavt som hvis det var myrer der gik på jorden.
Hun stoppede op i et træ ved skråningen for lyden af hestevognen forsvandt og i stedet hørte hun fodtrin et barns og nogle voksne mænd og rustninger der larmede. Hun så drengen kæmpe sig op af skråningen med nogle mænd i rustninger løbende efter ham. Hun sprang ned på den niderste gren i det træ hun var i og hang sig i benene og tog fat om livet på drengen med en hånd og trak sig derefter op og stå på grenen. Hun klatrede længere op i træet og satte drengen ned så han sad op af træets stamme "Bliv der og være stille"
Hun tog sin bue og pile og ladet buen med en pil og sigtede på afskåringen mellem deres hjelme og resten af rustningen. Der var et lille glop ved halsen så det gjaldt bare om og ramme præcist så var de ude af verdenen. Hun sigtede på den foreste lige mod hullingen imellem hjelmen og resten af rustningen. Hun affyrede og ramte præcist. Manden skreg en sidste gang og døde. Ettina smilte stort hun elskede lyden af dødsskrig fra mænd. Hun fortsatte på samme måde med resten af mændende til hun havde fået skudt dem alle. Hun vendte sig om mod drengen og kiggede ned på ham.

Vagterne fortsatte med at følge efter ham, som en kat efter en mus. Hope havde en fornemmelse på at han aldrig ville slippe væk, medmindre han var meget heldig. Disse vagter gav ikke så let op desværre. Bakken var snart slut, men Hope kunne snart ikke mere, så lige da han skulle til at tro at det hele skulle ende katestrofalt, var der pludselig en som tog fat om livet på ham og trak ham med op i et træ. Hvis han ikke vidste bedre, ville han have troet at det var en af vagterne som havde lært at klatre, men i stedet for at bedømme hurtigt, kiggede han op og så til sin overraskele en kvinde holde om ham og tage ham op i træ. En masse spørgsmål kørte igennem hovedet på ham, men i stedet for at sige noget, lukkede han bare munden i og stod fast på den gren hun havde stillet ham på. Hun bad ham straks om at være stille, hvilket fik ham til at være glad for at han ikke havde spurgt hende om alt muligt. Vagterne kunne ikke forstå hvor drengen blev af, men gad egentlig ikke at spekulere så meget over det, så snart de kunne hører at der var en af dem som faldt død om. Snart var de alle døde, lå på stribe med en pil igennem dem og en blodsø ved siden af. Hope sank kort da han så alle de døde mænd, men rystede blot på hovedet og kiggede hen på kvinden som havde reddet ham. Pludselig kiggede hun hen på ham, hvilket fik ham til at synke endnu en klump som sad fast i halsen på ham. Han fremtvang et halv kvalt smil og havde lyst til at sige et eller andet, men kunne ikke komme på noget at sige, men alligevel fik han tvunget et ord frem.
"Tak,"

Hun kiggede kølligt ned på ham "Hvorfor jagtede de dig?" hendes stemme var kold og kynisk. Hun kiggede på ham som kunne hendes øjne dræbe. Hun kiggede rundt. Hun viste, at vagterne og ham her havde ødelagt dagens jagt ved, at skræmme alle dyrerne væk. Hun kiggede spydigt på ham igen. Hun spændte buen fast på sin ryg igen og kiggede ned på mændende der lå døde. Hun smilte tilfreds. Hun var tilfreds med sine skud og hun havde kunnet ramme så præcist som hun gjorde denne gang og alligevel ville det være svært pga der kun var et lille stykke hvor deres rustning ikke var samlet. Hun satte sig roligt på grenen hun stod på og så på drengen "Hvem er du?" hendes stemme havde ikke nogen tegn på, at hun var i godt humør denne dag.

Denne kvinde så ikke ud til at have reddet Hope i helt fri vilje, eller også så gjorde hun det bare, fordi hun havde fundet sig tvunget til at gøre det, for gjorde man egentlig ikke altid det når man så en anden person i farer, følte sig tvunget til at hjælpe. Der var et eller andet over hendes smil som fik ham til at gyse, specielt fordi hun smilte når hun så ned på de døde mænd, men hun havde jo trods alt lige reddet ham, så skulle han frygte at hun ville dræbe ham?
han kiggede kort ned på mændene, inden han kiggede op på hende igen.
"Jeg ved det ikke helt, jeg ved bare at de vil have mig med hen til en grevinde af en eller anden grund," svarede han og kiggede ned på mændene. Da hun spurgte om hvem han var, kiggede han op på hende igen med et forsigtigt smil på sine læber. "Hope og dig?"

Hun kiggede køligt på drengen imens hun ventede på han svarede på det hun spurgte ham om. Hun kiggede rundt i skoven og lyttede til om der var flere der løb rundt i skoven, men hun kunne ikke høre noget eller se nogen så det var der nok ikke. Hun kiggede så på drengen igen "Der må være en bedre grund til du flygter fra dem en den der" sagde hun køligt og så på ham. Hun kiggede rundt kort og så på ham igen *Hope? lyder som en pige* tænkte hun og smilte kort for sig selv. Hun så roligt på ham "Hedder Ettina. Hvor bor du?" hun smilte roligt til ham. Hun kunne måske godt bruge ham som en lille slave. Det skyldte han hende faktisk nu, hvor hun har reddet hans liv.

Et enkelt kraftig vind tog fat i det træ de stod i, så Hope næsten kunne mærke at det var svært at holde balancen, men han stod fast og ignorede tanken om at falde ned. Det var alligevel ikke det væreste som der kunne ske.
Det at hun kiggede kølligt på ham, fik ham bare til at føle sig lille og ubetydelig, hvilket var derfor han ønskede så brændende at blive stærkere, så han ikke længere skulle gå og frygte alt.
"Men, det er der ikke," fortalte han og kiggede ned på de døde vagter. "De jagter mig for at fører mig til en grevinde som vil dræbe mig," Han fortsatte med at kigge ned på dem, men rettede blikket op på hende igen. "Det er i hvert fald hvad de selv har sagt,"
Hope kunne hellere ikke forstå hvorfor de jagtede ham, kunne grevinden ikke selv komme efter ham og hvad havde hun egentlig imod ham?
Der kom et lille smil på hans læber, da hun også begyndte at smile forsigtigt til ham.
"jeg bor ingen steder, jeg stak af fra et børnehjem," mumlede han.
Pludselig kunne Hope hører flere fodtrin rame den hårde jord, hvilket fik ham til at lukke munden i og bare være helt stille.. Endnu en flok vagter kom, men denne gang løb de ikke, men gik i stedet stolte og ranke i skilpadde position, for at beskytte det i midten. En kvinde med et stolt blik og håret sat op i en knold. Hendes bevægelser var kolde og majstætiske, så man var ikke i tvivl om at hun var en man skulle undgå. Hope stod stadig helt stille og kiggede ned på kvinden.

Ettina lyttede roligt til det drengen fortalte. Stukket af fra et børnehjem? Forældreløs? Måske døde eller ikke ville have ham? Han kunne godt bruge et andet hjem. Hvor han blev beskyttet og samtidig trænet i og kunne klare sig selv. Men hver hjælp til sin pris. Han ville godt kunne blive en dygtig kriger med tiden det kunne hun se på ham og hjælpe ham kunne hun også godt. Men kun hvis han blev hendes ejendom. Hun kiggede ned da hun kunne høre nogle trin. Hun kiggede køligt på drengen og pegede ind mod stammen som tegn på han skulle blive stående der og være helt stille. Hun kiggede ned på soldaterne igen. Hun fik øje på en eller anden dame i midten. Var hun så vigtig siden hun ikke ville kunne klare sig selv? Et ondt smil bredte sig på hendes læber. Hun ville gerne se hvor magtfuld denne kvinde nu var siden hun skulle beskyttes. Ettina slyngede sig ned på grenen under dem. Hun tog sin bue som hang på ryggen. Hun tog en pil og sigtede på en af soldaterne. Lige ved halsen hvor rustningen og hjelmen ikke rørte hinanden *Aldrig har det været så hyggeligt, at være på jagt* hun smilte ondt og skød pilen efter vagten. Hun ramte perfekt. Hun hørte mandens dødsskrig og faldt om. Hun elskede lyden af folk der skreg en sidste gang inden de døde. Hun fortsatte sådan indtil der ikke var flere mænd hun kunne skyde. Der var kun kvinden tilbage som stod alene og forladt midt ude i ingenting mellem døde soldater. Et stort ondt smil bredte sig på hendes læber. Hun havde dsv ikke flere pile tilbage, men det ville sikkert være hyggeligt og tage en nærkamp mod hende.

Han gjorde som hun sagde og blev stående på grenen, ved at sende hende et nik og stille sig længere ind på grenen. Først havde han troet at hun også ville blive stående, men da hun hoppede ned fra træet, havde han nær råbt efter hende at hun skulle blive, men slugte sine ord og bare stod helt stille oppe i træet.. Han vidste ikke hvorfor, men han syndes ikke at hun skulle rode sig ud i noget, bare pga. de var efter ham, men hun så ud til at klarer sig fint, så han fjernede helt sin bekymring og stod bare helt stille oppe i træet. Alle vagterne faldt på stribbe, hvilket bare fik grevinden til at fortrække en mine, men hun så ikke ud til at være bange for selv at blive skudt og det var også tydelig ingen tegn på at hun ville sørge over disse vagter.
Hun sendte ettina et snobbet blik, med hænderne foldet bag ryggen.
"Jamen, har du en god grund til at angribe mine vagter?" spurgte hun og løftede koldt og ligegyldigt på et øjenbryn. Hun kiggede op i træet hvor Hope var og et lusket smil bredte sig over hendes læber, da hun kunne fornemme på det hele at han var deroppe.. Hun rettede blikket mod ettina igen.

Hun kiggede koldt på grevinden *Sikke en snobet tøs. Hader dem, menhvor god er hun så i kamp?* Et lusket smil bredte sig på hendes læber. Hun kiggede undersøgende på grevinden. Det sagde tydeligt snob hendes tøjstil. Hun lignede nærmest en kludedukke der var presset i et alt for lille tøj. Det her skulle nok blive spændende. Hun Gik tættere på grevinden. Hun så roligt på hende "Har de nogen god grund til og jagte små drenge og i min skov?" hendes stemme var kold, kynisk, bestemt og havde en klang af leder typen i sig. Hun fulgte grevindens blik op i træet. Man kunne sagtens se Hope her nede fra. Hun kiggede på grevinden igen.
Hun kiggede rundt på de døde vagter. Hun havde så ondt af dem. Eller nej faktisk ikke de jagtede i hendes skov og endda en dreng. Meget kunne hun finde sig i, men at jagte i hendes skov uden tilladelse var over hendes lig. Hun kiggede koldt på grevinden. Hun gik rundt op grevinden og nær studerede hende.

Hope bemærkede at grevinden kiggede op på ham med et lusket smil, så han nær havde givet slip på træstammen, bare i chok af at hun fik øje på ham og måske ville angribe ham. Men, så snart hun kiggede væk, faldt han en lille smule til ro igen, men ikke meget, da han stadig havde på fornemelsen at hun kun ønskede ballade, selv overfor Ettina nu, som egentlig ikke havde gjort noget.. Eller, hun havde dræbt hendes vagter, men også kun fordi de vel var i hendes skov. Grevinden gav sig til at kredse om Ettina, imens hun i sin øjenkrog stadig holdte øje med Hope oppe i træet, som ventede hun bare på at der skulle komme den mindste lille forstyrring for ettina, så hun kunne hoppe op og tage ham.
"Drengen der tilhører sådan set mig, han er min slave," sagde hun og smilte lumsk til Ettina, viste ingen tegn på frygt. "Det er en lang historie som du nok ikke skal rode dig ud i, og jeg lover at forlade skoven, hvis bare du giver mig lov til at tage drengen med mig," Hun stoppede foran Ettina, så hun stod ansigt til ansigt med hende. "Skal vi sige det er en aftale?" Hun rakte en hånd hen til hende, for at se om hun ville trykke dem og godkende aftalen.
Hope spændte hver en muskel i sin krop og gjorde sig klar til at springe væk fra træet, hvis det nu skulle ende med at Ettina sagde ja til at hun måtte tage ham med sig..
Grevinden stod med et lumsk smil på læben og ventede på et svar.