Bad timning? Not sure - Benjamin

Dag: mandag
Tid: 22:45
Sted: Gågaderne blandt de mange huse
Vejr: Køligt lidt vind
Omgivelser: Folk hist og her, vandre rundt i grupper tæt sammen så der ikke sker dem noget.


Den var køligt og ikke just lyst længere, men det hindrede ikke folk i at gå imellem alle de mørke huse der tornede op langs gaderne. Folk holdt sig i grupper, gik tæt sammen og summede i snak om hverdagen og sladder. Ikke noget nyt. Gaderne var fugtige som om der havde været tåget og tågen så lige var forsvundet. Det gjorde brugstene lidt glatte hist og her. der var lys i gadelygterne der stod på næsten hver en gade, de lyste dog kun op lige omkring dem, de nåede aldrig ind i gyderne og krogene. Der herskede skyggerne og mørket.
Natten var begyndt at melde sin ankomst imens det blev køligere og mørkere. Perfekt for en del af de mørke og onde væsner der lurede. Og perfekt til at strække sine ben i.

Det havde været et stykke tid siden hun sidst havde opholdt sig i en by. Hun holdt normalt til i udkanten af byerne eller i skovene. Det var mere naturligt ville man nok mene, men ligeså meget hun holdt af skovene og udkanten af byerne, holdt hun af at vandre rundt i gaderne om natten. Det var så roligt og behageligt ikke for trykkende, og heller ikke for fredfyldt. Alt kunne ske... Den tanke elskede hun...
Godt nok var hun ikke en trussel for nogen ville hun selv mene, men det endte da tit med hun blev udsat for sultende vampyre og dæmoner der ville passe deres områder, eller prøve at få en bid mad.

Den sorte panter gik roligt hen over brustenene imens den næsten gik i en med de sorte gyder den passerede. Alice vidste godt at en panter inde i byen ikke var normalt. Men hun havde længdes efter at kunne vandre rundt på frifod i den skikkelse hun holdt mest af.
Hun hørte fortrin der sendte en taktfast klang imellem murerne. Alice skiftede skikkelse og blevigen menneske. Den spinkle, blege og sorthårede pige. Hun var ret uskyldig at se på som om hun aldrig havde gjort noget forkert og aldrig havde sagt noget grimt. Hun var elegant og på samme tid sjusket med det pjuskede store sorte hår.

Hun passerede en lille gruppe unge mennesker der gik og snakkede, imens hun nysgerrigt lyttede efter deres snak ikke at hun fik noget ud af det. Hun rystede på hovedet og fortsatte i en roligt tempo. Hun kunne se en del flere grupper af væsner og mennesker der gik længere fremme. Hun sukkede og satte farten op så hun kunne komme forbi dem i en fart så hun igen kunne tage form af en panter. Hvad hun ikke vidste var at hun gik direkte imod en masse fordrukne mennesker. De snakkede højt og lo, imens det langt fra kunne gå lige. De kom lige imod hende og nogle af mændene kom helt hen til hende og tog fat i hende, det begyndte at råbe til hinanden imens det skubbede lidt rundt med Alice. Alice blev lettere utryk ved det, og krympede sig lidt. Hun havde mest af alt lyst til at skubbe dem væk, men hun var ikke stærk nok til det og det ville sikkert heller ikke gøre situationen bedre.
Hun så rundt på resten af flokken som bare snakkede og råbte til hinanden imens da andre stadig skubbede rundt med hende og prøvede at holdtfast i hende. Hun forsøgte at komme ud af deres greb uden af gøre noget for voldsomt.

Den her by var det udsette mål til udryddelsen. Det var her ham og hans klan ville slå til næste gang. Byen var ikke særlig stor, havde intet forsvar og afskåret mere end de andre. Men penge var her, ingen tvivl om det. Han havde efterhånden set det meste af den. Her var mange fattige mennesker, men nogle af husene så nogenlunde velhavende ud. Ak ja, det skulle nok være et succesful plyndringstogt.
Det var faktisk sjovt. Synet af byen var som et billed. Om nogle dage ville byen brænde og de rare mennesker som smilede venligt til ham på gaden, ville ligge på den med lukkede øjne. De kendte ham ikke, hans wanted-posters var ikke noget herud. Endnu. Her gik han, planlagde deres undergang og de anede intet. Og det rørte ham ikke. Ikke det mindste. De fleste ville kalde det skræmmende, unaturligt, men det var også præcis, hvad han var. Ingen overraskelser der. Desuden kunne man anderledes med den opvækst han havde haft.
I en egoistisk verden, vinder den egoistiske.
Alt i byen ville forandre sig. Den udseende, menneskene, dens lugt. Lugten var lige nu frisk blandet med en ikke helt så behagelig luft, men alt i alt var altid fint. Perfekt. Om en uge ville det ikke betyde noget. Ilden ville have brændt det hele, af det som klanen havde efterladt.
En blond pige, stødte ind i ham, hun rødmede, nejede, undskyldte. Han forsikrede hende om det var okay og fortsatte. Stakkels pigebarn.
I et butiks vindue fik han øje på sig selv. Han havde mørkt tøj fra top til tå, hans hår var uregerligt og et eller andet over ham råbte fremmed. Teknisk set var han også halv-alien, så det var okay. Alligevel passede han ind. På en eller anden måde.
Han fortsatte. Han også en af de eneste, som gik alene her på gågaden. De fleste gik i par, som om dette var stedets for kærlighedens fødsel eller også gik ham store grupper på fem og hviskede-teskede om rygter og hemmeligheder. Som alle sammen ville være ligegyldige om et par dage. Så synd, så synd. Stakkels, uvidende, naive mennesker.
Han regnede ned af en sidegade, hvor er der ingen mennesker var.
Og så skete der noget han ikke havde regnet med. Som selv han ikke ville have gætet. En sort, elegant panter forsvandt om det ene hjørne. Han hævdede det ene øjenbryn og satte efter den. Ved hjørnet gik der lidt tid, før han så den igen. Den bevægede sig langsomt og gled næsten ind
sine mørke omgivelser. Han havde modvind, så der var ingen chance for, at dyret ville opdage ham, så længe han holdt afstand. Sikke en fin aften det ville gå hen at blive.
Flere mennesker kom til, mens Benjamins blik blev hængende blev panteren. Som han havde regnet med – seriøst, hvor mange almindelig pantere ser man i en by? – forvandlede dyret sig. En sorthåret, køn pige kom i dens sted. Hun var spinkeltbygget og så mest af alt meget svag ud. Hmm.
Menneskerne passerede, kun før at der skulle komme værre. Efter nogle minutter løb pigen ind i fordrukne mænd. De samme mænd, som Benjamin havde drukket sammen med nogle timer siden, hvis han tog meget fejl.
Efter meget kort tid, kunne han godt gætte, hvad ville ske i nærmeste fremtid, hvis hun ikke fik lidt hjælp. Han sukkede. Det var op til ham at være dagens helt, hvor fantastisk. Helt fan-fucking-tastisk. Han var på ingen måde helte-typen, men der ingen andre i nærheden. Og ærlig talt, gad han ikke være vidne til voldtægt. Han sukkede igen og satte kurs mod flokken.
Alkoholen måttte virkelig have svækket deres sanser for, der fik lang tid, før de fandt ud af, at han var der. Og på det tidspunkt, var de alle sammen inden for hans cirkel. Altså var det alt, alt forsent.
”Hey! Gutter, var det ikke ham som *hik * slog Garven ned?” og pludselig var al opmærksomhed rettet mod ham, i stedet for shapeshifteren, selvom de stadig holdt fast i hende.
”Jo... Det skal han... sgu! Få betalt!”
Benjamin smilede til dem og nikkede en enkelt gang. Mændene stivnede, spærrede øjnene op og gispede efter vejret. De slap endda panteren.
”Pigen er med mig. Og nu vil I gå jeres vej. Forstået?”
Den formuede anfører nikkede. ”J-ja, men fj-fjern de... knive!”
”Selvfølgelig”.
De gik. Efterlod ham med pigen. Fedt. Hvad nu?

De fulde mænd fortsatte med at skubbe rundt med hende imens griske og perverse ting blev råbt til hinanden og Alice. Det kunne sagtens udvikle sig til en voldtægt, med Alice som hovedperson... Ikke just noget der ville pryde Alices personlighed, eller hendes minder. I forvejen var hun ikke særlig glad for folks dumskab og de handlinger folk udførte i deres dumskab. Hun brød sig slet ikke om de typer der glemte sin hjerne et eller andet sted i en skuffe. Den eneste grund til det had, var at hun selv måtte overlevet på kløgt og erfaring som gypsy. Ikke ligefrem et let liv, men godt.
Den forsatte skubben rundt med hende begyndte at tage mere og mere form som noget hun langt fra ville være med til. Hun kunne praktisk talt næsten mærke hænder over alt. Hun begyndte at vride sig ud af deres greb, en svær opgave eftersom de var mere en tre personer og at de alle havde fat i hende, på en eller anden måde.
Det var forfærdeligt, ubehageligt til at kaste op over deres store klamme hænder alle mulige steder hvor de kunne finde plads og vej. Hun sagde dog ikke noget, ihvertfald ikke noget man ville forbinde med et menneske. Hun knurrede kunne man vil beskrive det som. Noget som næsten pirrede mændene mere end det skræmte dem. Hun fortsatte med at prøve at sno sig ud af deres hænder, det føltes næsten umuligt... Kun en løsning tilbage... Ikke at hun var meget for ideen om at forvandle sig imens der var vidner, hun prøvede at skjule sin race så godt som muligt for at slippe for sultene vampyre. Men dette kunne ende fatalt hvis ikke hun snart gjorde noget. Det virkede bare så drastisk og så alligevel ikke.
Hun begyndte at ligge an til en forvandling alt imens hun spændte i helekroppen og gjorde sig klar til at springe ud af deres greb og bagefter jage dem væk.
Inden hun så meget som nåede at gøre det var alle mændene stivnet, hun havde ikke hørt hvad de havde sagt hun havde kun mærket dem stivnet, det var også først der hun opdagede at det ringede før hendes ører. Hendes blodtryk var tydeligvis for højt og det fremkaldte en irriterende ringen. Hun hørte dog noget om at de skulle gå. Hun mærkede de slap hende og de begyndte at gå igen. Hun slappede dog ikke af i hendes muskler endnu. Hun stod bare overfor ham og så på ham. Hun kunne ikke læse ham endnu, var han god eller ond. Hun bed sig i læben imens hun kort tænkte på muligheden med at stikke af. - Nej det ville være uhøfligt. Hun ville dog stadig ikke slappe helt af til incase han var en der også bare ville hende ondt.
Hun sank en klump, og stirrede direkte på ham. "Tak, men hvorfor?" lød det fra hende med en lidt toneløs stemme. Hun var forvirret over den fremmedes handlinger. Folk her omkring var ikke så gode at de hjalp andre, og da slet ikke fra en voldtægt det holdt man sig fra og glemte man alt om for ikke at komme i klemme.

//Men, kære Alice, og Marcus. Du må virkelig undskylde mange gange, at jeg aldrig svarede eller dig eller gav dig nogen form for besked om det.
MEN!
Jeg er tilbage fra mit stressende liv på efterskolen, og vil faktisk gerne starte et nyt emne med dig. Jeg forstår, hvis du ikke har lyst til dette forslag.

//

//vil jeg da meget gerne:) men som straf for du bare har forladt mig såååååå skal du lave det nye emne:b///