Do you think you can handle me? Ha! I don't think so! //Benjamin//

Sted: Omegnen rundt om Dragons peak - Valley of a thousand Winter. Tid: 14:00 Omgivelser: Sne... Tøj: http://images4.fanpop.com/image/photos/19900000/India-Eisley-the-secret-life-of-the-american-teenager-19981740-364-466.jpg

En knurrende lyd var det eneste Isobel noget at opfange inden en usædvanlig stor sne ulv sprang på hende, det var ikke lige det hun havde forventet, så det kom som en overraskelse for hende. Ulven havde væltet hende omkuld, så hun lå nede i det hvide kolde sne. Ulven stod oven på hende, med dens store hårde poter som den nærmest havde gravet sig ind i hendes tynde sommer frakke.. Den bed ud efter hende, og ramte hende en gang i halsen. Et lille vredes skrig forlod hendes læber, inden hun skubbede ulven af hende og brækkede halsen over på den. Hun sad lidt på knæerne i det smukke sne inden hun rejste sig op og så sig lidt omkring. Der var ikke særlig meget at se, da sneen rigtigt var ved at tage til, det eneste hun sådan lige kunne se var sneen som kom lige imod hende og ind i hendes øjne. Hun prøvede at undgå at kigge op for meget så hun ikke fik sneen i hendes øjne, hun kunne alligevel ikke se særlig langt frem, og hvem skulle der ellers gå der ude i det snevejr? Der var nok ikke ligefrem nogen hun kunne støde på sådan lige...

Sne. Sne. Sneen faldt.
Langsomt. Dalende. Små fjer fra englenes vinger.
Godhed. Så rent, så uskyldigt. Små, søde engle.
Iskolde. Koldere end ham. Så kolde, at han fik dem til at smelte. Ødelagde dem, tilintetgøre dem ved hans varme. Varme. Ondskab. Renhed. Kolde. Hørte orderne sammen? Han var ond. Ond helt ind til benene. Han havde dræbt, han havde farvet hvid rød.
Han lod sit hoved falde bagover, kolden næsten brændte gennem hans tynde trøje. Verdenen var sort, hvid. Han lå med udspredte arme, som en falden engel. Som snefnugene. Og det hele var så absurd, så morsomt og så fuldkommen latterligt at et smil formede sig på hans kolde læber.
Han lå. Og lå. Og lå. Og liggede.
Skrig skar huler i stilheden, også selvom de rene, dem som endnu ikke var blevet beskidte ved at røre ved jorden, prøvede at holde lyden væk, så kom den.
Han trak vejret, stak hænderne i lommerne og overvejede i nogle minutter om det var besværet værd. Og så, før han vidste af det, satte han den ene skridt for det andet.

Han lød en hånd glide gennem sit hår, men det faldt ikke på plads af den grund og fnugene farvede alligevel sort hår hvidt. Endnu en løgn. Alt var en løgn. Virkeligheden var en løgn.
Sort ville altid være sort, og han var sort, helt ind i sjælen.

//Ændringen af profilbillede passede godt ind her, ikke? //

Hun lyttede til den knasende sne, vær gang hun trådte ned i det. Hendes fodspor blev hurtigt sneet til igen så det så slet ikke du til at der havde været nogen..
Hun stoppede op, da den knasende sne begyndte med at lyde anderledes.
Men selvom hun stoppede, var lyden af sneen der stadig. Hun prøvede at kigge op, men der var modvind, så vinden blæste alle snefnugende lige tilbage i hendes øjne.
Åh ja.. De smukke snefnug som havde ventet langtid på at dale ned på jorden, og smelte.
Ikke en snefnug lignede en anden, nej de var allesammen forskellige, de var allesammen helt igennem fejlfrie..
Men var der over hovedet nogen som var det?
Sneen begyndte så småt med at falde til ro, så hun kunne se lidt længere frem end før, dog ikke særlig meget længere.

Hun satte sig ned i sneen for at lytte, hun ville se om hun kunne finde ud af hvor lyden kom fra, men det var besværligt da vinden lavede små lyde..

//Jo det gør det da //

Efter skriget var der ikke meget. Her var så stille. Et kort øjeblik overvejede han at gå væk. At lade de personer som befandt sig nogle hundred meter væk være i fred. Stilheden var alligevel ikke noget, som han havde meget af, men nysgerrigheden vandt og han fortsatte.Han ville
muligvis fortryde det. Faktisk var han overbevidst om, at han ville fortryde det.
Sporet efter ham ville forsvinde om lidt. Underligt. De spor han satte plejede aldrig at gå væk. Gerningerne var der altid. Ikke at fortrød dem; hvis du ikke kan se dig selv i øjnene bagefter,
hvorfor så gøre det? Ham følte ingen skam.
Men det var underligt rart, at hans fodspor ikke kunne findes igen. Ingen udover skoven ville vide præcis, hvor hans fødder havde været. Renhed havde dækket dem, ikke blod.
Han stak hænderne i lommerne, forbandede sig selv over sådanne tanker, sukkede,
lukkede øjnene kort og satte farten en anelse op.
Snart kom han til stedet; liget en varulv lå i sneen, dens blod farvede renheden. Og uanset hvor mange snefnug der landede på det varme, dryppende blod ville blive dækket. Det ville aldrig blive dækket. Det var endnu et spor, som aldrig ville blive slettet. Og det var varulvens sidste.
Dens lugt sammen med en syrlig fang i luften. Og det kunne virkelig kun på betyde en ting. Om nogle meter ville han støde på en vampyr. Gad han det her?
Denne vampyr havde nok hørt ham komme, at vende om blive betyde, at han var bange og bare tanken var så dum, at han kom fnyste. Så ganske rigtigt stødte han på den sorthårede, smukke udødelighed efter lidt tid og langt som virkede passende var
”Hej.”
Hvad skulle han ellers sige? 'Jeg så liget af en død varulv for lidt siden, en af dine fjender? Giv mig en highfive, for han var også min!'. Så hej blev det.

Et svagt Hej, blev båret af vinden fra en andens mund til hendes lille, fine øre, og ikke nok med det, vinden bar også lugten af hvad det var hen til hende.. Lugten af dæmon fyldte alt luften omkring dem ud, det var noget af det eneste hun sådan lige kunne lugte sig frem til, også selvfølgelig blodet. Hun var ikke ligefrem typen som mødte dæmoner til hverdag, så hvilken slags dæmon det var kunne hun ikke lige analysere sig frem til. Hun stod med ryggen til den fremmede lille, pus, men det var kun kortvarig. Efter lidt tid vendte hun sig om i en yndefuldt, men dog skræmmende og truende bevægelse. Hun lagde hovedet lidt på skrå, mens hun plantede et smukt, og lusket smil på hendes ansigt som snart ville blomstre som gjaldt det livet. Det var ham som hun havde hørt, spørgsmålet var bare hvad han ville? Et hej var ikke ligefrem det hun havde forventet, men rent faktisk havde hun slet ikke forventet at der var nogen.. Et lille sølle hej forvirrede hende.. Det var svagt, men hun stilte altid det samme spørgsmål til sig selv, hver gang at der var nogen som snakkede til hende. Hvad skulle hun sige? Komme med en spydig kommentar, eller noget helt andet? Hun var ikke ligefrem den person med flest ord i munden, hendes ord lagde mere i hendes handlinger.
Lige da hun løftede hendes hånd tog sneen og blæsten til igen, hun lavede en lille håndbevægelse i luften som i hendes verden betød hej.. Men det var jo ikke alle der levede i hendes verden, det var jo kun hende, så hun fik også fremsagt noget..
''Hej..'' Hun havde trukket sit hej lidt ud så det blev hængende lidt i luften.
I et øjeblik overvejede hun at vende sig om og den anden vej, men hvorfor dog droppe et muligvis godt selskab? Så mange spørgsmål... Så lidt svar...