What the...? - Haden.

Sted:AshenWood Forest.
Omgivelser: Meget, meget stille.
Vejr: En kølig morgen.
Tid: Morgen?
Påklædning: En grå hættetrøje og høje hæle.

Adriana lå i den kolde skovbund og sov, hun vågnede altid de mærkeligste steder når hun havde været i byen natten forinden. Hun vidste slet ikke hvordan hun var endt der eller hvorfor, samtidig vidste hun ikke hvis trøje hun havde på. Det var en meget underlig fornemmelse at vågne op og ikke ane hvad der var sket. Hun rejste sig op og børstede det væreste skidt af hende, hun kunne vel lige så godt begynde at gå, hun måtte vel møde et velkendt sted på et tidspunkt, nu håbede hun bare på der ikke kom andre væsener som kunne skade hende så let som ingenting, hun var ikke bevæbnet, så hun kunne ikke beskytte sig på nogen tænkelig måde. Adriana satte sig op af et træ da hun pludselig blev meget svimmel.

Adriana kunne hurtigt fornemme en aura man ikke fandt ved hvem som helst, ved en dæmon eller vampyr, det var mest oplagt at det var en af de racer. Adriana fik et chok da der lige pludselig landede en person foran hende. Hun fandt det lidt sødt at han troede hun var bange for ham, det ville hun være hvis det var et par 100 år siden han havde fundet hende, men hun var ikke den samme som den gang. "Jeg gik bare en tur i et håb om jeg mødte en der havde tænkt sig at holde mig fanget op mod et træ. Giver det ikke mening?" Adriana sendte ham et flabet smil, han var ikke den eneste der kunne lege den leg. Hun lagde hovedet en smule på skrå og kom til at se dum ud, hvilket også var meningen. "Dele hvad?" Hun lød meget uvidende. "Hør, jeg vil gerne dele ud af mit blod. Så tag nu bare hvad du vil have og smut med dig, så går vi begge her fra uskadet." Adriana lagde hovedet på skrå igen for at studere ham nærmere, hvis han ikke stod og legede med hende ville han være en hun gik efter, han så jo godt ud.

"hvordan for dig til, og tro at dit blod er godt nok til mig?" han grinede lidt af hende. og kyssede en gang på halsen. Han gav slip på hende og gik et par skidt bagud så der kom lidt luft imellem dem.. hans øjne kiggede op og ned af hende.. Han´s udtryk så ud, som om han var lige glad med hende. " så du har mødt en del, vampyr?" han smilede skævt til hende, så den en spidse genstand kom frem. Haden kunne enlig godt lide, hun ikke var en af de tøssede tøsser, som er bare ville have ham, eller blev bange ligeså snart han kom tæt på.




//sorry, det blev en smule kort//

Adriana udstødte en form for fnis, der dog lød hånende. Han burde vide hvad hun var. Men hun vidste ikke helt så meget om vampyrer, men de skulle have skærpet sanser, mente hun nok. Hun ville gerne fortælle ham at hun var engel, men det var sjovere at lege med ham. Nu hvor han prøvede at lege med hende. "Du vil gerne have mit blod, det er godt nok til dig. Men fint, nok så må du undvære." Hun var ikke vild efter ham, han så da meget godt ud, men han var lidt for kæphøj for hende. Hun var dog heller ikke bange for ham, han kunne godt dræbe hende hvis han ville, men hun kunne også godt forsvare sig selv, hvis det blev nødvendigt. Men hun så ham ikke rigtig som en trussel. "Jamen det har jeg da. Mange der skræmmede mig noget mere end dig." Sagde hun provokerende, hun havde hørt noget om at vampyrer gerne ville have at deres ofre var bange. Noget med adranalin eller sådan noget. Hun gik hen til et træ og tog et stykke træ af, hun sørgede for at det var spids nok til at hun kunne stikke et lille hul på hendes finger, det var nok til at det begyndte at bløde og han fandt ud af han gerne ville have hendes blod.

//Det helt i orden:)//

Adriana var ret imponeret over at han ikke blev fristet af hendes blod, han havde mere udholdenhed end hun lige havde regnet med. Hun mærkede blodet flyde ned af hendes hals, det føltes meget underligt, ikke noget man følte hver dag. Hun fik et chok da hun blev kastet op i luften, hun nåede ikke at obsevere at hun landte på jorden før det var sket, hun følte meget smerte, men hun prøvede at komme op at stå, men det var svært for hende. Hun mavede sig vej hen til græsset og fik vendt sig om på ryggen. Hun trak vejret besværet, ikke fordi hun ikke kunne få vejret, men fordi hun var chokeret. Så meget havde hun da heller ikke gjort ved ham, han behøvede ikke at smadre hende sønder og sammen. Hun havde ikke tid til at tænke på den fornærmelse han kom med, hun var også ligeglad med hvad han sagde. Hans mening betød ikke noget for hende. "Hvad skulle det til for?" Hun så ikke over på ham, men bare op i himlen.

Adriana blev irriteret over hans provokerende toneleje, hun havde lyst til at slå ud efter ham, men hun kunne ikke slå ret hårdt så det var ikke noget værd. "Nej. Jeg har det helt fint, jeg ligger her bare fordi jeg elsker at ligge på græs og se på himlen og ligne en idiot. Selvfølgelig sårede du mig." Adriana vendte hovedet væk fra ham. "Fjols." Hun sagde det højt nok til han muligvis hørte det, men hvis han ikke gjorde var det lige meget. Hun så undrende på ham da han løftede hende, som om hun var en genstand der ikke måtte gå i stykker. Hun himlede med øjnene, hvad skulle hun lige svare til det? Hun så overhovedet ikke sig selv som en prinsesse. "Prinsesse? Ha! Jeg er ikke en prinsesse, jeg føler mg ikke som en prinsesse og jeg vil aldrig blive behandlet som en prinsesse. Så hold op med at kalde mig det." Hun fik kæmpet sig op at sidde. Det var ikke let, men hun skulle nok klare sig.

Adriana klemte øjnene sammen. Hun ville ikke finde sig i at han bare gjorde med hende hvad han ville, hun skulle nok give ham igen. Selvom det ikke var så let for hende at gøre noget mod ham. Hun tvang sig selv til at rejse sig op og gå hen imod ham, men hun kunne godt fornemme at hun blev nød til at komme hurtigere af sted. Hun fik sine vinger skubbet ud af hendes ryg og fløj op i luften. Hun fløj hen og landte bag ham, hun svingede armene om ham i et forsøg på at vælte ham, selvom hun nok umuligt kunne få ham væltet. Han var stærkere end hende, selv i hvis han var et menneske. Men som vampyr kunne hun umuligt nedlægge ham, men det betød ikke at hun ikke ville forsøge.

Adriana sukkede, han troede at hun prøve at kramme hende, hvor var hun ynkelig. Hun stod lidt tilbage og prøvede at finde ud af om hun skulle blive eller gå. Hun valgte at blive, så hun satte sig ned på græsset og prøvede at beslutte sig. Hun så over på ham da han kiggede på hende, hun vidste ikke helt hvorfor han kiggede, fordi han ville se om hun led, det gav god mening. Han virkede nu ret ondskabsfuld, men sådan kunne Adriana også være indimellem, så måske var han slet ikke sådan alligevel. Hun fik et af hendes kendte syn, et af de syn der ville dræne hende for energi, hun havde aldrig lært at forstå de syn, mange af dem gav ingen mening for hende, måske skulle hun prøve at fokusere mere på dem, men hun havde ikke lige frem lyst til det på det tidspunkt. Hun vendte tilbage til skoven og det havde taget alt hendes energi, så hun faldt bevidstløs om på græsset, hun var ikke i livsfare, men det krævede noget tid at få hende til livs igen.

Adriana var helt væk, så hun opfattede ikke at hun blev flyttet på, hun troede stadig hun lå på græspletten og var helt væk. Hun ville vågne kort tid efter når hendes krop igen havde genvundet den energi hun havde tabt. Hun begyndte svagt at vågne, det første hun lagde mærke til var at hun lå meget blødere end hun huskede, dernæst lyden af en aktiv bruser. Så slog hun langsomt øjnene op og et sløret syn af et loft kom til syne. Hun satte sig forsigtigt op og så sig omkring, der var mange roser, det gjorde stedet anderledes og unikt, hun havde aldrig været der før, men hun kendte heller ikke voldsomt mange i Underworld, hun var mest for bare at være alene. Adriana rejste sig fra sengen og gik lidt rundt i rummet, hun gik hen imod døren der skjulte på stedets ejer der tog et bad. Hun slog forsigtigt døren til side og så kort hvad der skete, men fortrød så hendes valg og lukkede den hurtigt og, desværre, også larmende i. Hun gik hen til sengen igen og lagde sig ned og prøvede at lade som om hun stadig var bevidstløst.

Adriana åbnede det ene øje da han kom ind i rummet igen, hun lukkede det dog hurtigt da han kom hen imod sengen. Hun satte sig op og tog en dyb indånding, bare for at fortælle sig selv hun havde dummet sig igen. "Ja, jeg har det fint nok. Det er blevet en gammel vane, så jeg føler ikke længere nogle eftervirkninger." Et svagt smil flød over hendes læber, hun kunne ikke helt finde ud af hvad han drak, vampyrer kunne vel godt drikke andet en blod, eller kunne de? Men højst sandsynligt var det blod, det så noget tykkere ud end vin, som var hendes næste gæt. Hun så sig omkring og kom til at smile over roserne, hun gik straks udfra roser måtte betyde noget for ham, måske havde han kendt en som elskede roser, en han havde mistet? Ja, men der var alt for mange muligheder og gæt.