Finally alone ...//Nico//

Sted: Firewood Village - Firewood Park
Tid: 01:00
Vejr: Trækker op til regn
Omgivelser: Træer? Det naturlige i en Park..
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Isobel brækkede hurtigt halsen over på et egern hun havde 'leget' med i et stykke tid..
Hun tog blodet fra egernet og smed det så væk bagefter.. Det var de eneste blod hun havde fået i et stykke tid, og hun følte sig svag..
Hun hade ikke været særlig aktiv i det sidste stykke tid, hun var gået i stå. Hun kunne ikke finde næste spor, og hvis hun ikke fandt næste spor så kunne hun ikke komme videre, så ville hun aldrig finde dem som dræbte hendes familie, og den som lod hende gå..
Hun sukede lidt, og var gået ubevist hen til et træ og sat sig..
Hun følte sig utilpas dernede, og kravlede derfor op i det store træ.
Hun kiggede lidt ud over hele parken.
Hun kunne ikke forstå at nogen folk syntes at parken virkede uhyggelig om natten.
Alt mørkt i hendes øjne var fantastisk, det mørke og det skræmmende var en smuk ting.
Følelesen af at stå i mørket, at blive omringet af mørket var fantastisk for hende..
Selvom hun kunne gå ude i solen, fortrak hun stadig mørket...
En vind pust fik fat i hendes hår og legede med det, vinden lod håret falde blidt på plads igen..
Der gik ikke langtid før det begyndte med at regne.
Regnen piskede mod Isobel hud, hun rejste sig op i træet og stod lidt og nød den kolde regn mod hendes kolde hvide hud.
Regnen fik hendes hud til at se lysere ud end det allerede var, det fik hendes hud til at skinne som små diamanter.
Da hun ville hoppe ned fra træet, gled hendes fod..
Et lille hyl undslap hendes læber da hun gled ned fra træet.
Det var lidt underligt, da vampyre jo for det meste ikke faldt på den måde, men dette var bare ret uheldigt for Isobel..

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Nico kiggede op mod den overskyede og overordentlige grå himmel, det trak op til regn. Fandens også. Han skulle gerne nå hjem, eller hjem var vidst for meget sagt, til hans mestres skib, inden det begyndte at regne. Mestre... tænk, at de tvang ham til at kalde dem det. Bare fordi han var lærlingen. Egentlig burde han vel være beæret. Det var jo kun de færreste der blev antaget i Zantos Píarton, Underworld's berygtede og nyligt genforenede piratklan. I århundreder havde den berygtede klan ikke været samlet og gjort havene usikre, men de fredelige tider var forbi. Zantos Píarton var samlet igen og gjorde havene usikre. I spidsen var de to dæmoner, Benjamin og Alítheia, det var deres lærling han var. Egentlig underligt at det blev en simpel Draconaier som Nico, der var blevet lederne af Zantos Píarton's lærling.
En regndråbre ramte hans hår og trillede ned i hans pande for derefter at fortsætte ned over hans ansigt, og så kollidere mod jorden.
De uhyggelige blå øjne, der kendetegnede Nico, gled rundt i parken, søgende efter et tegn på liv. Intet. Men det ville også være underligt, når klokken jo var hvad den var. Og Nico's påklædning passede heller ikke ligefrem til klokkeslættet. Det passede mere til omkring 18-tiden. Men Nico havde et eller andet med fint tøj. Han skulle se præsentabel ud, ligemeget klokkeslættet. Ikke en af de gaver hans læremsterer, der ikke havde lært ham særlig meget, holdt af. Men de elskede hans ivrighed og at han var så naiv. Og ja, at han kunne forvandle sig til en drage. Hvem ville ikke kunne lide det, hvis personen var på deres side? Sandsynligvis mange.
Han standsede op ved lyden af et hyl og et bump. Var der alligevel andre? Muligvis. Hylet kom jo ikke bare af sig selv, ej heller bumpet. Der måtte være andre end ham selv i parken denne nat, eller tidlige morgen. Spørgsmålet var så bare, om den nyopdagede person var en der var venligt sindet eller ikke. Forhåbentlig det første, Nico hadede at slås i regnvejr. det var så... vådt.

Hun ramte jorden med ryggen først.
Den kolde fugtige jord, græsset som selv vokser videre hvis der havde været en brænd, hvis det var blevet slået kæmpede det videre og blev ved med at gro.
Intet kunne stoppe græsset, det ville altid være der.
Det havde ikke selv valgt at leve videre efter der var sket noget med det, sådan var græsset bare, det skulle leve, det skulle gro og det kunne ikke gøre noget selv for at stoppe med at gro.
Det mindede lidt ligesom Isobel.
Kold.
Hun lever videre selvom hun allerede er død, kæmper videre og hun har ikke selv valgt det, dog kunne hun godt gøre sådan at hun døde, det var det eneste græsset og hende ikke havde tilfælles..
Hun kunne foreksempel bare lade sig blive fanget af Uriel..
Den gamle vampyr som havde været efter hende i flere hundrede år.
Hun reagerede forholdsvis hurtigt på manden som stod lidt væk fra hende.
Hun kravlede hurtigt hen bag træet, da hun havde fået en lille forsmag på hvad det var han var...
Vinden havde ført hans lugt hen til hende..
''Draconianer..''
Hun mumlede lidt for sig selv, rejste sig op og stod med ryggen mod det store træ.
Man kunne høre regnen falde hårdt og ivrigt mod den kolde jord.
plask plask plask..
Ifølge Isobel var Draconianer noget af det værste i verden, næst efter varulve.
Det vil sige.. Ikke alle varulve var nogle forfærdelige hunde, hun havde mødt en som hun synes om.
Men hun var sikker på at der ikke fandtes en Draconianer som hun ville synes om..
Hendes gule kjole var blevet våd.. Rigtig ved faktis, dog ikke så beskidt selvom hun jo havde landet på jorden, men bladende havde dækket for regnen, så der var ikke så vådt under træet.
Hun vendte forsigtigt hovedet og kiggede lidt hen på manden.
*Hvorfor gemmer jeg mig!*
Det spørgsmpl slog ned i hende som et lyn, hvorfor gjorde hun det?
Hun var jo ikke ligefrem bange for ham, så hvorfor dog gemme sig.
Hun trådte forsigtigt fra fra sit skjule sted, og så direkte over på ham.
Hendes isblå øjne borrede sig ind i ham, studerede ham..