Love... hate such a fine line - Assorian

Sted: Gyderne. Doomsville.
Tid: Midnat.
Vejr: Bliver beskrevet.
Omgivelser: Bliver beskrevet.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Gyderne. Det mest berygtede sted af dem alle. Der var mange rygter om stedet. Mange endda. Rygter om voldtagede kvinder. Børn der aldrig kom hjem. Det største var ofrene der siges at kunne høres i mørket - deres ånd stadigvæk levede der. Mon det var sandt? Hvem vidste?
Efter hun havde mødt Assorian før, havde hun tænkt meget - men havde ikke planlagt at besøge ham. Og deusden efter hendes møde med Ramsay igen - så vidste hun ærligtalt ikke hvad hun skulle sige til Assorian. Det var ikke ligefrem fordi, at hun var typen der gav sit hjerte ud til verden - faktisk påstod de fleste mennesker, at hun intet havde - men hvad de ikke vidste.. havde de ikke ondt af. Selvfølgelig havde Josette også en blød side, det havde alle. Hun gemte den dog altid væk, til når hun var sammen med Manning eller sådan noget. Eller bare når hun var alene.
Der var en let vind denne nat. Specielt omkring centrum af gyderne. Faktisk var det mere fordi Josette var fløjet derind. Selvom hun fik revet sine vinger ud for nogle år siden, så brugte hun sin evne til at flyve. Det var da også mest praktisk.

Josette var landet direkte i et blodbad. To dumme fulde unge knægte sloges. Lidt derfra sad der en kvinde, de sloges sikkert om hende. Josette rystede på hovedet. Det var jo næsten Ramsay og Assorian om igen. Hun lagde armene overkors og betragtede slagsmålet. Pigen og hende fik kort øjenkontakt. Josette gjorde sit for ikke at vise sin medlidenhed, men alligevel så valgte hun at bruge sine evner ved så skubbe sine arme ud til siden. I den bevægelse opstod der et vindstød mellem de to fyre, så de fløj til hver deres side, og ramte ind i en mur - så de besvimede. "Rejs dig op og smut. Inden jeg ender med at skade dig også." Sagde hun så og kastede lidt med hovedet til tøsen skulle løbe. Tøsen tøvede kort men løb så. Josette kiggede på de to fyre der lå bevidstløse på jorden, og rynkede kort på næsen i foragt. Så lukkede hun øjnene, og kunne mærke nogle i nærheden ved hjælp af vindens sprog. Ja hun talte på en måde vindsk.

Assorian får et rasende anfald af had, hvilket får ham til og gå ud og køle ned, hans såkaldte "ven" er imod ham og holder med en som Assorian hader hvilket får ham til og blive rasende, han ved sgu da ikke hvad der skete?! Det var ham den anden der havde begyndt og irritere og forsat, hvor Assorian så gjorde igen EN gang, og så beskylder hans ven Assorian for at have gjort det flere gange hvilket ikke passede! Han så det ikke så han kan bare lukke sin fede røv i!. Hadet var stort så Assorian gik udenfor, klokken lort om natten.. iført sin jakke begav han sig ud i gyderne bare for at blive rolig igen.

Assorian gik og gik og var stadig sur, han går forbi nogen mænd som er klart ude på ballade de går imod Assorian, "lille ven du ser lidt sur ud? har din mor glemt og kysse sin elskede grimme søn?" siger en af dem mens de andre griner. Assorian kan mærke hadet komme dybt nede, der begynder og komme røgskyer ud af hans hænder og han råber "ikke nok med at jeg skal blive beskyldt, men at der kraftedme kommer nogen mongolunger og begynder og spille sej, nu er det fandme nok nu lader jeg det hele gå ud over jer!" Assorian laver en røgsky som er forgiftet, som gør mændene svage og hoster helt vildt, han forvandler sig til sin skyggeform og sniger sig bagved mændene og skærer halsen over på dem. Han får tågen til og forsvinde og forvandler sig til sin menneskelige form, kigger sig bag, og tænker "det har de fandeme godt af..

Han går videre hen ad gyden, og så ser han hende igen.. Jo kommer gående men han er så fanget i sit had og det kan ses i hans ansigtsudtryk at han er sur og nede, men går lige forbi.. Mon hun dog så ham? Så hun han var nede? er hun pisse ligeglad? eller følger hun efter..

Det var ikke fordi, at hun havde håbet på at støde ind i Assorian, men vidste også at det ikke var umuligt. Der måtte være en eller anden mening med, at hun hele tiden skulle støde ind i ham. Hun sank en klump. Selv djævlen havde et hjerte - det var hvad man sagde ikke sandt? Josette sank en klump da hun kort fik øjenkontakt med ham. Mest af alt fordi, at hun trods alt kendte ham. Og hun ville lyve overfor sig selv, hvis hun sagde, at der ikke stadigvæk var noget fra hendes side af. Men hun ville bare ikke såre ham mere end han allerede var. Det samme galt Ramsay. Hun måtte bare lade dem begge være i fred, måske var det bedst sådan?
Imens hun diskuterede med sig selv, var hendes ben allerede ved at gå efter ham. Hvad hjernen og hjertet sagde og gjorde - tja det var to ekstremt forskellige ting.

Josette indhentede ham, og åndede så let ud. "Hey... hvad der galt..?" Spurgte hun forsigtigt. Et lille bevis på, at hun faktisk bekymrede sig omkring ham. Mon han ville se det sådan, at hun faktisk stadigvæk kunne føle noget. Ligeså koldhjertet som folk sagde hun var - det var hun også, men ikke ligeså meget. Folk som betød noget for hende inden hun blev falden - det var de eneste hun bekymrede sig om - de var det eneste af hende der var tilbage af menneskelighed. Ellers var det kun de faldne engle. Josette lagde en hånd på hans skulder og kiggede ham direkte i øjnene. "Fortæl mig omkring det."

Mens han går videre i raseri mærker han en hånd der tager på hans skulder, det er Jo hun spørger ham om hvad der er galt - først ved han ikke hvordan han skal svare, kan der virkelig være menneskelige følelser tilbage i hende? hvorfor valgte hun dog spørge ind til ham.. han forstod det ikke, forvirret var han igen ville hun bare grine af ham og gå videre og efterlade ham igen? Han kan mærke følelserne for hende komme tilbage men han kæmper og kæmper for at holde dem tilbage for hende, han har lovet sig selv og aldrig vise helt hans følelser for hende igen, så han svarer tilbage lidt afvisende "Det er bare en ven der har været en idiot, ikke så meget end det.." siger han mens han kigger ned i jorden.. kan hun se han lyver? selvfølgelig kan hun det.. hun kender ham inde og ude og ved præcis når han lyver og taler sandt - men uden at han selv ved det så kommer følelserne for hende igen som et lyn og han siger så til hende "tak fordi du spørger ind til mig, det er jeg ikke så vant til mere" han siger det rigtig hurtigt, og fortryder det hurtigt igen.. mon hun dog kunne se at han faktisk åbnede sig op for hende? også selvom hun skred fra ham.. egentlig har han bare lyst og give hende et kram men han holder det tilbage, hvorfor i helvede har han lyst til det tænker han selv? han kigger hende dybt i øjnene for at se om hun lagde mærke til det.. men som han er næsten helt sikker på.. det gjorde hun..

En løgn direkte i hendes ansigt. Ikke at hun gjorde meget ud af det. For hun fortjente vel ikke direkte sandheden. Gjorde hun overhovedet det mere? Josette kiggede selv kort ned i jorden, og kiggede dog op igen da han takkede han. Det var ligeså sjældent hun blev takket som han blev spurgt ind til. Et let oprigtig smil gled henover hendes ansigt imens hun kiggede ham i øjnene. Hun kunne ikke lade hver. Så åndede hun ud. "Hvis du skulle få lyst... så vil jeg gerne høre den rigtige historie." Kort lagde hun hovedet let på skrå. Josette vidste faktisk ikke helt, hvordan hun skulle opføre sig. Det var en blanding mellem hvem hun var nu, og hvem hun havde været. Den pige han elskede var væk for længe siden. En ny mere magtfuld kvinde var slået igennem. Mon han ville kunne forstå det nu. Assorian kunne vel give Ramsay skylden - og det var egentlig også hans skyld - det var ham der havde vist hende vejen til den mørke side. Og hun havde ladet den omfavne hende, men Assorian selv, havde valgt mørket. Så måske han forstod?
Josette lænede sig tæt hen mod ham, og stillede sig kort på sine tåspidser for at lade sine bløde læber plante sig på hans kind. Derefter kiggede hun ham i øjnene og tog hans hånd. "Vil du med et sted hen og tale? Bare lidt mere privat end det her.. væggene har øre." Sagde hun med en overraskende blid stemme - som var de sendt tilbage i tiden.

Som han kunne gætte selvfølgelig kunne hun se at han løj, hun har jo været sammen med ham engang - flere dage i træk var de sammen.. han så hendes smil, et lille smil men et smil et smil som han har haft savnet og se længe fra hende.. havde hun fået noget af sin gode side frem tilbage igen? eller er der noget skjult.. mistænksom er han igen og begynder og mumle lidt mens han snakker men så tager hans følelser over igen og han begynder og snakke normalt "det er bare en ven der har beskyldt mig for en masse lort, og så slog jeg også nogen mænd ihjel, da de irriterede mig og snakkede til mig, han tænkte nok det skulle ikke undre hende, men så gør hun noget han ikke havde set komme.. hun kysser ham på kinden, han føler hendes bløde læber på hans kind og han har godt nok savnet det, det røde røg fra hans hænder begynder at komme frem og han tager hurtigt sine handsker på, bemærker hun røgen? - "der er lidt koldt så jeg har lige handsker på" siger han hurtigt, og begynder og tænke på sin far.. skulle hun fortælle hvad han blev beskyldt for? af sin ven og den anden fyr? hans følelser kom som et lyn sendt fra himlen efter kysset "okay.. " siger han og kigger ned i jorden  "hvor kan vi gå hen?".

Det med at slå ihjel var ikke noget hun var van til at høre fra ham. Eller jo. Lysten til at kvæle nogle - det havde han da sagt en del gange - og selvfølgelig ville dagen komme, hvor ord blev til handlinger. Det var ikke noget nyt med hans handsker, men for hans skyld lod hun som om, at hun ikke så det. Så kørte hun en hånd henover de fyldige bløde krøller, og tog så hans hånd derefter. "Kom med." Smilede hun let og førte ham med sig. Hun åbnede en dør til et lille hus. Efter de var kommet ind lukkede og låste hun døren. Gardinerne var rullet for. Det eneste der lys der var, var fra pejsen. Dens bløde orange skær lyste rummet op. Josette gik ud i det lille køkken og tog noget whiskey frem. Så satte hun sig hen i sofaen med flasken, og rykkede så der var plads til ham - selvom det var der i forvejen. Josette førte flasken op til sine læber og tog en stor slurk af den stærke væske. Derefter satte hun den på bordet foran dem. "Du tager bare... der mere af det." Sagde hun så med et smil på læben. Hvis han spurgte nu ville hun fortælle ham hele sandheden, han skulle virkelig spille sine kort rigtigt - specielt hvis han ikke ønskede, at hun skulle lukke helt i igen. Det var svært nok for hende faktisk at vise, at hun havde et hjerte.

Hun tager hans hånd og de går væk fra gyderne hvor han dog længes efter at gå hånd i hånd med hende, han kunne lide det men han var stadig mistænkson og vidste ikke hvad hun ville  men han følte noget, som om.. som om hendes hjerte igen var åben for ham, han kunne fornemme det eller kunne han? hun er jo mesteren i og kunne skjule sin følelser specielt for ham efter det hun gjorde - nu længes han mere og mere efter sandheden fra hende, hvis de nu fandt ud af det kunne de to være mørkets kriger sammen.. men vil hun det? vil hun kun være venner? han længes efter svar og følger med glæde efter hende, de kommer mod et hus, ikke et stort hus men et lille flot og sødt hus.

Hun ved hvad han kan lide, hygge ved pejsen, flammernes skær fra pejsen der lyser værelset op ligesom en smuk solnedgang, gardinerne som er trukket for hun ved lige hvordan Assorian han kan lide når der skal hjemmehygges.. hun tager noget whiskey og tager en stor slurk, "jo tak du ved jeg ikke kan modstå alkohol når det er søde", søde?! det røg ud af ham og han rødmer han rødmer så meget at det røde røg kan ses lidt ud af hans handsker, og han kæmper for at få det væk men det kan han ikke, det kommer ud, men han er faktisk ligeglad lige nu, han skifter hurtigt humør, og han spørger.. "det jeg fortæller til dig nu min søde Jo er noget jeg ikke har fortalt til andre.. men af en underlig grund så.. så stoler jeg på dig, at du vil holde min hemmelighed.. det handler om.. min far.."