I hate this place.. yet i love it.

Elizabeth lavede en grimasse da han gav hendes nakke et klem og så vredt op på ham "Din.. lille.. lede... skiderrik!!" råbte hun arrigt og havde virkelig lyst til at give ham nogle tæv. Han skulle virkelig ikke tro at han kunne spille smart.
Hendes øjne blev en anelse større da han bukkede sig ned til hende, og hun frøs fuldstændig på sin plads da hun kunne mærke hans våde tunge på hendes bare hud omkring hendes øre og da hun kunne mærke hans ord sive ind i hendes øre og under hendes hud, og efterlod gåsehud.
Hun spilede sine øjne helt op ved hans ord, og så skræmt og bange op på ham, og rystede så benægtende og stædigt på hovedet "Nej! Du skal ikke røre mig!" peb hun hårdt og i det samme sekund lagde hun en hånd på hans brystkasse, og lod den hånd gå op i flammer, så han blev brændt. Hun vidste godt at det ville gå galt for hende selv, men hun håbede på at han ville give slip, og hun kunne nå at flygte.

Valgûl grinte lavmælt, ved hendes kommentar. "Når. når hvem vil dog havde troet at du havde sådan en arrig mund." han smilte overvenligt til hende, og grinede flabet af hende, da hun frøs under hans berøring, og han prøvede på ingen måde at holde et tilfreds støn væk, da han kunne se frygten i hendes øjne, og det flabede smil blev blot større da han peb, lige indtil at hendes blev plaseret på hans bryst kasse, han noget dårlig nok at reagere før det var ilden var på ham, på ren refleks kastede han hende væk med alt sin magt, og råbte ud i natten, hans råbet lyd mærkeligt, som om en dyp stemme, og skrigende stemme råbte på samme tid helt synkront, næsten lige så hurtigt som det var sket, opløste han i skyggerne, og efterlod intet spor at han havde været der, dog var han der stadig, han havde blot smeltet sammen med skyggerne, og var i dette øjeblik på vej over med englen med fuld fart, han var rasende. *HVOR VÅGER DET FJERKRÆ AT RØRE OS PÅ DEN MÅDE* sådan lyd et rasende kor inde i hans hovedet som tekede om hendes død, dog havde han være planer i vente for hende..

Elizabeth så vredt på ham over hans flabede og hånlige måde at snakke til hende på. Hun kunne dog ikke lade vær med at grine hånligt selv, da hun brændte ham, men gispede så højt da han kastede hende væk fra sig. Hun så forskrækket over på ham, og tog hurtigt sine hænder op til ørene da hans stemme var utrolig stærk og høj.
Pludselig, var han bare væk. I et lille splitsekund, så det bare ud til at han var forsvundet. Hun tog sine hænder ned, og rejste sig så hurtigt op. Hun ville ikke tro på at han bare ville lade dette passere, og hun begyndte langsomt at gå baglæns og ville ikke nyde noget, og holdt øje med alt omkring sig, og turde ikke tænke hvad han havde i planer om at gøre ved hende, når han fik fingrene fat i hende.

Valgûl lo lavmælt for sig selv ved synet, han drak det nærmest, frygten var sød, han løb hen imod hende, og materialiseret bag hende, hvor han hurtigt greb fat i hendes håndled, og tvang dem om bag hende, før han lænede sig ned til hendes øre, hvor han hviskede i hånlig tone.
"Ikke smart gjort lille engle, slet ikke smart gjort, ser du det gør faktisk ondt at blive brændt, og vis det gør ondt på os, er det så ikke kun retfærdighed, at det vil gøre ondt på dig.. Men nu er vi så gavmilde, at vi blot såre din værdighed." Det sidste hviskede han i lumsk tone og som på kommando ved ordne, lukkede han det sidste kropslige mellemrum, så han kunne føle hvert et hjørne af hendes krop, han sukkede tilfreds ind i hendes øre, og lod hurtigt sin lange tung, køre hurtigt hen af hendes kind, hvor den efterlod et tyndt spor af salvia, lige hen til hendes under læbe, hvor den kort kørte hen af den, før den hurtigt tog tilbage igen. "Så er du klar til din straf lille engle, vis du nu er sød kan det være vi gør kort." Han lo hånligt i hendes øre, før han lænede sit hoved ned ved siden af hendes, så hun kunne så det flabede smil der spredte sig over hans ansigt.

Elizabeth havde ikke kunnet nå at gøre noget, inden at hun mærkede ham bag ved sig. Hun så ned på sine håndled, hvor hun kunne mærke hans kolde hænder. Et lille gisp slap ud af hende, da hendes håndled blev tvunget bag hendes ryg. Hun bed sig hårdt i underlæben og prøvede at høre på det som han sagde, men prøvede dog at slippe fri.
Hun stoppede og stod fuldstændig stille idet det sidste stykke imellem dem blev lukket, og hun kunne mærke hans kolde krop ind mod hans, og kunne mærke hvordan hendes hjerteslag blev hurtigere.
Noget vådt og koldt kørte hen over hendes kind og derefter ved hendes læbe, og hun vidste derefter udemærket at det var hans tunge. Hun rystede svagt ved det, men forholdte sig ellers nogenlunde roligt.
Straf? Hun prøvede igen at komme fri, men måtte så give op, og sukkede. "ja..." hviskede hun trist og opgivende og lukkede sine øjne langsomt i.

Han hævede kort sit ene øjenbryn, ved hendes besejrede svar, det tog ofte længere tid, men det blev hurtigt erstattet med et sadistisk smil. "Det gik hurtigt lille engle, vant til blot at underkaste dig andre var? Er du altid det svageste det led? Eller har et lille styk af dig måske lyst?" Et ondskabsfuld smil spredte sig over hans læber da han var færdig, han tog en dyp indånding af hendes scent, før han udåndede igen, en iskold ånde, der bragte lugten af død, han bragte langsomt sine hænder væk fra hendes håndled, og lod dem køre pirrende op af hendes arm, før han hviske i hendes øre, "Men nu du er så god en hvalp, så skal vi nok gøre så du også kan få det.. Sjovt." I en hurtig bevægelse bragte han sine hænder ned til hendes hofter, hvor han tog hårdt fat, for at holde hende, han lagde sit hoved på hendes skulder, hvor han slikkede sig langsomt om munden, før hans blod røde øjne, så ind i hendes.

Elizabeth åbnede øjnene for at se op på Valgul og fik et meget hårdt og alvorligt udtryk i ansigtet. Hun rystede på hovedet af alt det han sagde, men smilte så hånligt ad ham "Ville bare være sød ved dig. Du er lidt af en ynkelig lille ting, så fik lidt ondt af dig" sagde hun med et skævt smil. Hun mærkede hans kolde ånde ind mod sin hud og rystede svagt af den lugt der førte med. Hans hænder befandt sig ikke længere ved hendes håndled, og hun fulgte hans hænder op ad sine arme, og prøvede at holde den hånlige maske hun havde sat op, og hørte hans hviskende stemme i sit øre. Sjovt? Det ville ikke blive sjovt for hende, men hun skulle nok oss sørge for at det heller ikke blev sjovt for ham. Et lille overrasket gisp lød fra hendes kølige læber, og hun mærkede hans hænder imod hendes hofter, og hun lagde hurtigt sine hænder op til hans brystkasse for at skubbe hårdt til ham, i håb på at slippe fri, og brød ikke øjenkontakten, som han havde skabt mellem dem.