A honor to kick your ass - Elizabeth

Det var en rolig aften, og solens sidste stråler var stadig lagt som et tæppe over himlen, og varmede næsten alles hjerte at se op på den gul, røde, orange himmel der så fint og roligt trak sig væk, og man vidste at der ikke ville vare længe før månens lys snart var det eneste som himlen havde at byde på, indtil man igen kunne vågne i sin dejlige varme og blive kærtegnet af den frydefulde morgen sol. men indtil da handlede det om at sige forvel til de milde lys sol kom med, for nu var det snart mørkest tur til at sætte sig fast i vores alles fælles himmel, og derved male os alle i en fælles stemning, som kun det upolret og unikke måne lys kan.
En mild vind kunne mærkes kørende gennem sit hår, og den pirrende forfriskende fornemmelse der både rev og kyssede hårbunden på sin givende og irriterende måde, som kunne føles når man i en stille stund tog sig tid til at føle naturens lydløse visken. Mange syntes dette var en ubehagelig fornemmelse, og mange ville gå så langt at sige de følte sig som et lille nøgen barn der var helt alene i verden, mens de ubehjælpsomt måtte lade sig kærtegne af vindens naturlige charme. men andre så det som en fornøjelse at kunne føle sig levende, og blive pirret af elementerne på sådan en måde. Disse væsner var typisk de frisindet og glade af slagsen. dem der kunne se nydelse i verdens gaver. og i denne tid hvor der ingen krig var, eller ingen sygdom udover det normale var på spil, så var der mange af disse tromodige væsner, der kunne tillade sig at nyde dem selv, verden omkring dem, og deres kære. men hvad med dem som ikke kunne. dem der måtte se langt i tiden, dem der intet følte de kunne give til verden, dem som isetdefor at være glade for der ingen krig var, frygtede for der kom en. dem der ikke kunne søge tryghed i de små lykker i livet, dem der var for bange for en mulig fremtid, til at kunne leve i nuet. heldigvis var der ikke mange af dem. men hvad gjore man med den slags væsner? de svage sindet. brugte man sit eget gode humør og tid på at gøre dem mindre negative, eller lod man dem være med tanken om at alle vælger deres eget liv, og alle har modstand, og hvis der er nogen der lader sig knække, skal man ikke lade sig tage med i faldet?. det var stadig et stort etisk dilemma i mange. hvor vidt går jeg for andre? og hvilken slags folk vil jeg går længst for? og hvorfor.
Det var så langsomt begynde at falde med regn fra himlen, men ikke noget slemt, man kunne knap nok mærke det på nøgen hud, men man kunne godt se at der så ud til at komme mere i løbet af natten.
På denne aften sad nogen få hvileløse sjæle på kroen det brændende træ, og studeret ud af de små huller i træ væggene, der fungerede som vinduer. på den anden side kunne man se små familier og andre mindre gruppe forlade de store åbne pladser, og de mindre smalle gange mellem byens huse, og begynde at tage hjem af, for at finde på noget andet at lave inden klokken bliv for mange, eller regnen satte for kraftigt ind.
Rafael sad i en lang sort robe, der dækkede det meste af hans krop, men han havde ingen hætte på, så han kunne ikke gemme sig helt. ikke at han havde noget at gemme sig for, han ville han dog stadig ikke have for mange øjne i denne middelalder agtige verden tænkte han for sig selv. han havde aldrig været så glad for uønsket opmærksomhed, det havde hans bror Gabriel altid lært ham, og det lå ligeoms derfor bare på Rafael rygrad, at holde sig i baggrunden i en krigs zone, for tag ikke fejl, selvom baren var stille, var den en krigs zone, når man havde lagt sig ud med luder dronningen Isabella, var alle steder en krigszone.
Rafael havde som sagt den sorte mystiske robe på, men han havde stadig sine gamle britiske militær støvler med jern nedenunder på fødderne, og hans gamle keltiske kors om halsen.
Rafael sad med ryggen op mod væggen tæt ved døren, og man kunne sagtens se ham næsten lige meget hvor man stod.
Rafael havde fået øjnene på en pæn ork kvinde, der var et eller andet med disse dyriske og lugtende væsner som han fandt tiltrækkende, men han kiggede væk igen, lukkede sine øjne i for at slappe lidt af, det var jo ikke meget mere end en tre timer siden han var kommet hertil, så han vidste jo nærmest ingenting om verden, og havde kun lidt viden på grund af Viel havde snakket lidt om det, og givet ham den robe han nu havde på. Rafael lod hovedet møde væggen bag ham, og udåndet stille med lukket øjne, og en træt krop. Rafael havde været optaget i lang tid med hele den Dé Minion orgienation, og nu hvor det hele lå lidt dødt for tiden, holdt han en aftens pause.

Der havde ikke rigtig været en grund for at være ude på denne tid. Der var ikke et ærinde at klare, ingen at se, ingen at snakke med. Blot tanken om at gå og aldrig stoppe, havde vakt live i Elizabeth. Den morgen havde hun taget sko og tøj på og gået ud af sin hoveddør og begyndt at gå. Hun havde ikke tænkt så meget over hvor hun skulle gå hen, eller hvem hun mon ville møde på sin færd. Men at gå, var det eneste som havde fyldt hendes hoved.
Det havde været nogenlunde vejr hele dagen, så hun havde blot taget en fin og let kjole i en farve af en rødlig nuance og nogle små sorte sko. Hun havde hele dagen været glad for at hun ikke rigtig kunne føle kulden, da hun havde set vinden tage langsomt til og rive blidt i folk. Osse i hende havde den mødt med en vis charme og havde fået hendes kjole og hår til at bølge let, men hun havde ikke tænkt over den og havde blot flyttet den ene fod, foran den anden. Der var noget ved denne vind som hun godt kunne lide, men vidste ikke hvad. Måske at kunne mærke at hun var i live, eller var det blot bare fordi at den viste hende at hun var udenfor og ikke derhjemme i hendes egen lille verden. Noget var det ihvertfald.
Det havde været som om at der ikke var gået særligt længe før at solen langsomt gik ned bag horrisonten, selvom at hun vidste at der var gået flere timer siden hun havde forladt sit sikre hjem, og gået ud i den farlige verden hvor at næsten alt kunne ske.

En lille dråbe ramte hendes pande. Et til. Og så en til. Hendes lille bobbel blev sprunget, og hun fandt sig selv midt i den milde vind og de små dråber som faldt langsomt til jorden. Hun vidste godt at hun ikke ville kunne nå hjem, og der ikke var sikkert når først mørket stod på over hende. Hendes isblå øjne gik over hendes omgivelser, i en søgen efter et sted at slappe af og få en bid mad, og hvor hun kunne vente til at der atter var sikkert igen.
En lille kro lå ikke så langt væk, og ingen larm kom derinde fra, så hun følte sig sikker da hun nærmede sig den med hastige skridt.
Hun så på døren med et roligt blik, og åbnede den stille i håb om at den ikke ville knirke og ikke give hende alt for meget opmærksomhed. Et lille knirk kom fra den, men det var et hyggeligt knirk, hvis der ihvertfald fandtes hyggelige knirken. Der var ikke mange derinde, og hun havde godt set en mand i nærheden af døren, men gav ham ikke alt for meget opmærksomhed, da hun selv ikke ville have brudt sig om stirrende fremmede. Hun gik derfor hurtigt ind, så varmen ikke ville slippe ud, og gik hurtigt hen til et bord hvor hun kunne sidde i fred for andre, og så lidt træt ud i intetheden og lod sine tanker tage over..