Sorry for bringing this too you, but.. brother. I am gonna kick your sorry ass. \\Nyra

( Den omtalte Valentine, dog er hans øjne helt raw farvet )




Regnen hammede mod ruderne, i endeløse hårde mængder, som var himlen selv knækket og tvunget til at afgive sin sidste vrede og glorværdighed, i en kæmpe meningsløs vandmængde, der efterlod folk målløse, våde, og tankfulde grundet de voldsomme regndråber der fandt vej til deres liv på denne mørke aften. ingen ville kunne benægte skønheden i dråberne der blidt kærtegnede de mange overflader som verden havde at byde på, ej heller kunne man gøre andet end at stoppe sin dag, for at tænke, filosofere, overveje, betydningen af ordet tryghed, for selvom det hastighedsfulde vand fra himlen ingen tanker havde om omsorg eller behjælpsomhed, ændret det ikke på følelsen som disse ædle dråber kunne ligge over en som et varmt tæppe der dækket en, og beskyttede dig for omverden, som var det et ubrydeligt skjold, givet af guderne selv. den falske ide om tryghed fra de beroligende dråber fik de smukkeste øjne frem hos de mest gustne væsner, hvem kunne ikke nyde øjeblikket i sådan et vejr, hvem kunne ikke føle sig selvsikker nok til at være dem selv, være intet andet end hvad ens hjerte sagde til en. hvilket slags levende væsen skulle der til for at kunne benægte denne harmoni... man skulle være beboer i Humvita. ja. her var lidt omtanke og tryghed fundet i de yndefulde dråber, og de bliv istedetfor set som en irriterende faktor der ikke var der af andre grunde end gøre dem våde, og gøre alt de lavet mere besværligt.

Men det var ikke kun regn der regeret natte himlen, nej torden og lyn rassede som var himlen en slagmark, og lydene fra eksplotioner af ild og lyn drevet sammen, gav genlyd gennem de næsten tomme gader, og vagterne kom næsten til at stå på tær, vergang et ´bang´ flyv til deres øre, fra den åbne og lumske natte himmel. det var med blandet følelser at ens skridt, ville blive skånsomt brugt ned de asfalt belagte gader, for regnen havde jo for nogen en beroligende charmen, men torden og lyn som havde himmel og jord gået i åben konflikt, gav et helt andet indtyk af denne aften.

Anything else sir? - tjener
(silence) - Valentine
Very well good sir, I just take my leave then - tjener

Valentines sjæleløse ansigt, har blikket rettet ud af det store dobbelt vindue, der fylder hele væggen i den fine penthouse lejlighed på hotellet Lé Díamond. hans altid iagttagende raw farvet øjne, ser på de skødeløse regndråber er køre både hurtigt og langsomt ned af den spængsikkere rude, og det stille og overvejende sind ligger forsat sine skumle og uetiske planer, med som altid ukendte formål, for alle andre end ham selv. Valentine er en mand af elegance og dominas, hans aura ligger tykt i luften som en havet rundt om en sten på den dybeste bund. Valentine var en mand dybt respekteret og frygtet af de få der tør viske hans navn,

for resten er han et spøgelse, et mysterie, en ukendt. sådan er han for de fleste, men hans små planer og strategier påvirker dem som regl alligevel. Valentine står lige nu med ryggen til det store åbne stue lokale, og tænker i hans eget lille stille sind, for i sandhed venter han. han venter på sin lille bror skal komme på et ´uventede´ besøg, for Valenrtine var ikke en mand der nogensinde spillet med terninger, han lod intet komme bag på ham, intet overladt til noget så simpelt som tilfældighed. og hans udspekuleret hjerne fortalte ham hans lille bror ville hoppe på sporne lagt ud til ham, som en fugl der fulgte brød krummer, og det ville lade ham blive ført til Valentine, hvor Valentine ønskede det, når han ønskede det.

Valentine i sin prægtige sorte læder long coat, der gik fra skuldrene og nedefter. indenunder den havde han en brystplade lavet ud af femten små lag stål, den havde en gennem borende rød krystal der var implateret i midten af stål brystpladen. Valentines lange hvide hår hang ned elegant og løst ned siderne af hans hoved, og mildt rammer hans veltrænet brede skuldre. Valentines øjne er kolde, øde, og ikke mindst raw farvet, og de viser godt hans tomme ansigtsudtryk, der udviser en dominant tom personlighed, hvor på man kan se over hele hans ansigt, at der ingen følelser er, han ligner et helt spøgelse for mange, grundet den meget hvide hud, og det sjælesløse udsende. Ved Valentines side oppe af vinduet, står der en svær med en masse antikke og gamle symboler, på det slagkraftige og frygtindgydende svær.

Man kunne høre den mild vind gå gennem den store dyre lejlighed, den gik som en slange over alt, og tog alt i sit livsglade favn, og man kunne føle en pirrende fornemmelse når den friske vind prikkede til ens nøgne hud. det ville man ivertfald normalt, men i denne gunkle lejlighed lige for tiden, ville den milde vind ikke prikke pirrende, den ville overvælde dig. man fik en kvalmene fornemmelse over hele kroppen, når ens næsebor bliv fyldt af den gustne og tunge luft, som nærmest var kvælende for så mange, og det føltes som om noget var dødt her. der var godt nok ikke nogen lugt, men fugtigheden i luften kunne bare vende maven på så mange. Valentine så dog ikke ud til at have noget mod det, han så ud til at kunne lide alle de nedren fornemmelser, for tros alt, var det som om at lige meget hvor han var, gjorde han det skummelt, uhygeligt og ubehageligt at være der sammen med ham.

En lyd kunne ligeplusenligt blive hørt fra den anden side af lejlighedens meget tygge stål belagte dør ud til gangen, og Valentine fik ikke så meget som et smil eller en mine i ansigetet, han kigget bare mere lodret, og rette ryggen mere ud, hvis den overhoved kunne det, da han jo stod gentle mand perfekt i forvejen, med hænderne omme bagved ryggen i et løst greb, og med ret ryg. Valentine gav ikke døren et eneste blik, heller ikke da den meget stille lavmelte lyd udenfra, bliver til en meget rubust og høj lyd, da noget stort bliver slået mod dørens stål overfalde, og den indbruds sikkere dør falder til gulvet med et kæmpe brag. der kommer noget røg fra væggen resterne der dækker over hvem end der har brudt døren ind. Valentine kigger stadig ikke på noget af det, han studere regnen der passere ned af hans vindue, og viser han ikke kunne være mere ligeglad med hvem fanden det var.

nogen store bristiske militær støvler med stål på hælene, kan nu høre ind igennem lejligheden som en lav torden, og ud af smulleret fra væggen, kommer der en skikkelse til syne. manden der kom frem, havde et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på den store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema. Manden så ikke just venlig stillet ud.

En frygtløs og rå stemme kom frem fra den ny ankommende, og den ellers store stue, bliv hurtigt fyldt af lyd fra den vrede og dæmoniske stemmer der kom fra manden. "Valentineeee!" Man skulle tro at en stemme så stræk ville få bare et eller andet frem på Valentines ansigt, men intet skete, som var han så død som han kunne se ud. Manden der var kommet ind hed Rafael, og havde et umådeligt stort raseri i kroppen rettet mod Valentine, og der var intet han ikke ville rive kødet fra knoglerne, hvis det stod mellem ham og Valentine, ivertfald ikke mens Rafael var i dette humør, men dog stod Rafael blot der, og kigget med et blodtøstigt blik på Valentine. Rafael tog nogen dybe indåndinger, og sagde med hævet stemme med råbte ikke lige nu "Your pretty barbie girl ass, should have stayed in the old world" der bliv holdt en kort pause, hvor Rafael ventede på en reaktion fra Valentine, men ingen kom fra den stolte mand, så Rafael forsatte "Why did you save the girl? roleplaying the knight on the white stallion? or have you just grown soft dear brother.." Valentine sagde intet, men vendte sig roligt og i sit eget stille om.

han havde ikke travlt. han gik med langsome skridt, men ikke hen til Rafael, men hen mod sofa bordet, og uden at bøje sig ned, tog han en bøtte hals bestiller op, og kastede den i en overnaturlig hurtig bevægelse, selv for væsner, hen mod Rafael, og den ramte bare med et klask mod læder jakken, da Rafael slet ikke havde nået at kunne gribe den, og hals bestillerne flyv til alle sider udover de pæne ny pudset træ gulv. Dog havde Valentine ikke bevæget sig sådan rigtiget, det var ikke en voldsom bevægelse, blot en hurtig en. Valentine sagde med en høflig men overstående, stemme sagde "Velkommen, og velbekomme"

Rafael tog håndlet lidt frem af, og en middelmådig lang jern kæde faldt til gulvet, udover den lille del som han havde grebet til håndfladen, som svar på Valentines åbenlyse fornærmelse. Rafael tog endnu en dyb indånding, og gik et skridt mod Valentine og sofa bordet, og stilte sig på den modsatte side end Valentine, og havde en fast og målrettet blik som boret ind i Valentine. Rafael sagde med en mere rolig stemme, dog stadig smøret ind i had "I will give you one last favor.. in the memory of the my mortal bounds towards you, as family.. Die with the little honor you have left" Rafael kiggede meget bevidst på Valentine, og tog et mere fast greb på jern kæden. Valentine havde stadig ingen følelser i ansigtet at se, men hans læber åbnet sig til at fremsige en lyd, men det var ikke hans stemme, det var Nyras stemme der bliv efterlignet perfekt "Du vil finde din kvinde væk" Valentine holdte et skunds pause, også forsatte han med Camilles stemme istedetfor "Dine veninde død" han holdte ikke nogen pause denne gang, men stemmen bliv bare sin egen igen i en flydende overgang, ", Thi du er blevet svag"

Rafael stod med vrede i hele ansigtet, og vidste Valentine tog fejl, Rafael var blevet stærkere siden sidst, hans krop og styrke var kun udviklet af at komme til Underworld, og der skulle ikke stå nogen forfærdelig michael jackson wannabe med misfarvet hår og fortælle ham andet. Rafael svingede kæden for første gang, den bliv kørt op i luften, og skulle ramme ned over Valentine så en klippe sten ramte et lille barn, men Valentine tog fast om Rafaels håndled med den ene hånd, og brugte en ufattelig styrke, der rev Rafael ned på knæ, og var ikke istand til at kunne rejse sig fra denne ydmygende position. Valentine rev kæden ud af Rafaels hånd, og man kunne høre hvordan flere af Rafaels finger brækket af den enorme styrke som Valentine brugte. Rafael så op på Valentine med et vredes fyldt blik, men hans ansigt bliv slået væk af en kæmpe syngende knytnæve, og Rafael bid tænderne sammen og kiggede nu ned i jorden igen, og før han kunne trosse Valentine, og kigge op igen, kunne han mærke sig selv flyve gennem lokalet, og ramme ind gennem den tygge baton væg. Rafael lå nu i badekaret med støv fra væggen udover det hele, og med et hævet ansigt fra knytnæven der sagde spar to. Rafael kunne knap nok se på den ene øje pågrund af hævelsen. Rafael rejste sig op igen, og kig frygtløst mod Valentine igen.

Valentine havde stadig ikke nogen følelser i ansigtet, og ikke en eneste sved dråbe eller tegn på adrenalin i kroppen pompede, hvilet betød han knap nok lagde kræfter i at lege vildt med hans lille bror. Rafael slog med en lige højre mod Valentine, men Valentine bukkede sig elegant under næven, og tog et fast greb ved armen, og rev den rundt, og brutalt smed Rafael op af den pansede rude i vinduet. man kunne se nogen flækker komme i ruden, men ikke noget slemt, dog kunne man se på Rafaels deforme krop at Valentines brutalitet havde brækket ivertfald to rippeben, udover ansigt skaderne, og de brækkede fingere.

Valentine viste stadig ingen tegn på sved eller ansængelse, og tog en arm om Rafaels liv, og en anden om hans nakke, og dansede så som en ballet danser i to sekunder rundt om sig selv, før han så kastede Rafael tværs hen af gulvet. Rafael glid hen af gulvet, men rejste sig bare op igen, dog med en masse smerte og besvær. Rafael tog sig til sin blødene næse og stormet så mod Valentine igen, men bliv mødt af en knytnæve lige i ansigtet, der skød over halvdelen af Rafaels tænder ud til alle sider, og flere af tænderne kom Rafael til at sluge. Rafael faldt til jorden som et stykke gammelt kød, og da han skulle til at ´overveje´ at rejse sig op igen, mærkede han sin læder jakke blive respeklsøt revet af, også bliv han rejst op af Valentine, der smækkede Rafael på siden af ansigtet med sværet der lige før havde stået helt henne i vinduet, den flade side af sværet ramte ham på siden af hovedet, og Rafael faldt endnu en gang til jorden. og denne gang bliv silke skjorten revet af, hvorefter Rafael kunne mærke svær skaftet havde et symbol på undersiden, det kunne han mærke fordi Valentine havde brugt magi til at gøre sværet orange af varme, hvorefter han brande mærket Rafael i nakken med billedet af et kranium med åben mund, med et ´V´ i munden.

det var Valentines symbol. Rafael skreg i smerte, og skulle til at rejste sig op igen, da en støvle bliv brugt til at sparke ham i maven, og man kunne høre flere af Rafael knogler give efter for Valentines styrke. Rafael faldt om på ryggen og så Valentine stå over ham og se koldt ned på ham. Rafael kunne ikke besejre Valentine, det var gået op for ham nu. Rafael var blevet mast under et tivoli paris hjul, men ikke en eneste knogle knækkede.han havde været i kamp med vampyrens leder, men ingen smerte var så slem som bare et enkelt slag fra Valentine. Rafael rejste sig dog stadig op, og denne gang gav Valentine ham lov. dog da Rafael var komme på benene, bliv sværet brugt til at slå Rafaels knæskal i stykker, og man kunne se hvordan bliv slået ind af, og hvordan den indenvendi knækkede i to hvis ikke flere dele. Rafael var dog fast besluttede på at holde sig på benene denne gang.. eller benet.

Rafael bliv slået op af vinduet, og en Valentine lænede sig indover den udmattede Rafael, og begyndte at spise hans øje ved hjælp af kun tungen, og flået øjet ud af hoved på ham, og derefter sparkede Valentine vinduet op, men kastede ikke Rafael ud... endnu. "Skift til din dæmon form" rafael nægtede i smerte over hans mange skader. Valentine tog et bære fra lommen, og åbnede den, og hælte en base ned over Rafael, og man kunne høre den flittige lille base lege med hans nøgne mande bryst. Rafael kunne ikke lade være med at gro vinger, af smerten, hvorefter Valentine gik om bagved Rafaels ryg, og rev den ene vinge af med et brutalt og hurtigt ryk, men lod den anden blive på.

Valentine tog Rafael over til det åbne vindue, og uden at give så meget som et sidste ord til rafael bliv han smidt ud af lejligheden, og var nu i frit fald mod jorden. Rafael landede ned i en af byens mange søer, som Valentine havde planlagt, for Valentine havde noget andet i gære for Rafael, end noget så kedeligt som døden.. men det må vente tænkte Valentine, og forlod lejligheden.

Rafael kunne ikke bevæge sig i vandet, det var han for smadret til, og forventede nu drukne døden, for tros han var en fighter, så kunne hans krop på ingen måde bevæge sig mere, og gav sine sidste tanker til Nyra.. troet han ivertfald. Rafael bliv revet i land, men var for træt til at kunne se hvem. og da han var blevet revet i land på den smukke ny klippet træ, kunne han se med sit ene øje en kvinde han havde set på utallige plakater rundt omkring i verden her.. Isabella. og ved hendes side stod en hofnar kaldet Jester. Isabella så ned på ham, også begyndte Jester at snakke, "Frøken Isabella har snakket med herre Valentine, og vil give dem en sidste chance for at fortælle en lille histoie om en pige kaldet Camille.. hvis du er en god fortæller vil du måske ikke se indensiden af et fængsel for resten af dit liv. hvad siger du? er det histoie tid. Rafael brugte de sidste af hans kræfter han overhoved havde på at tage den ene af sine eneste ikke knækket finger op, og viste Isabella pænt hans svar med en løftet finger, hvor i det samme Jester tog et fast greb om kniven i hans hånd, og hukkede Rafaels finger af, og Rafael ville vise smerte, problemet var, at han var besvimet.
__

Rafael våget op i en celle, det var heldigt at Dé Minion havde givet ham noget blod gennem en trakt fra menneske byen for han kunne leve til at snakke senere, men Rafael havde stadig kun lige kræfter til at holde sig vågen selvom at grundet han var dæmon, var sårende udenpå sat sig sammen, og han havde fået nok grimme ar, og knoglerne var stadig brækket, og tænderne var der kun halvdelen tilbage af, og brandemærket var der, og øje var stadig væk, men han levet da.
Rafael hørte Nyras stemme komme gående ned af gange udenfor cellen, og gik udfra Isabelle havde gjordt det offenligt at Rafael var anholdt, han vidste dog ikke for hvad helt endnu, men de havde sikkert en grund, eller også var penge fra Dé minion sikkert grund nok. men Rafael var sikker på en ting, selvom han officelt var fange her, så når Dé Minion havde fået ham på benene igen, ville han sikkert komme et andet sted hen, som sikkert var mindre.... godkendt af loven.

nyra havde fået afvide hendes kæreste var fanget, hun var kommet på besøg og var blevet fuldt der ned af denne person hun ikke vidste hvem det var, og hun var også ret ligeglad bare så længe hun kunne få lov at se sin kæreste. da hun kom hen til cellen var hun ved at græde ved synet af sin kæreste over alle de smerter han havde fået.... *nej hvorfor* tænkte hun og gik hen til trammerne og satte sig på hug... ''må jeg ikke nok komme ind til ham?'' spurte hun med sin søde engle stemme for at få lov til at komme der hen og rødmede hun ville bare hen til ham og inden for hos ham hvem ville gøre sådan ting mod en fantastisk fyr som hendes kæreste hvis hun kunne ville hun gerne det... *han er slemt sårede hvorfor gør de sådan noget hvorfor ham* tænkte hun og så åp ham....

Manden hun var fuldt ned med havde en af byens vagt uniformer på, han havde langt sort hår der hang løst ned af ham, som endte ved skuldrene begyndelse. håret var ikke fint, langtfra. mandens øjne var dyriske blå gennem borende øjne, og havde nogen sindsyg hvide tænder. sammen var de gået ned af de beskidte trin ned til fange kælrenen, og var gået hen til Rafaels celle.

Rafael lå i en pøl af sit eget blod, som var godt igang med at falde fra både mund og næse, og kørte ned af hans hage, og havde gjort hele hans tøj indsmort i den mørke røde væske. Rafael smilede da han så Nyra, men hurtigt forsvandt smilet igen, han ville ikke have hun skulle se ham.. ikke sådan her. Rafael havde det svært nok med at anderkende at have fået tæsk, og det havde gjort rigeligt ondt på hans stolthed, men at Nyra skulle se ham sådan her, var en smerte der langt overgik alt andet. Rafael holdte nogen tåre tilbage, mest af alt havde han lyst til at græde pågrund af hans smerter, men han lod være, sådan var han bare ikke, og slet ikke overfor Nyra.

Vagten rystede på hoved af Nyra tros hendes søde blik, og sagde til hende "Nej frøken, det er for deres egen sikkerhed." Rafael havde ikke mange kræfter, og mest af alt prøvede han bare at få luft nok i lungerne til at leve, men Rafael trossede smerterne for at se på Nyra med sit ene øje, og prøvede at undskylde for hun skulle se ham sådan, ved at se på hende med samme glimt i øjet, som han havde, da de var sammen. og uden lyd kunne han lige få læberne til at vise små tre ord frem med memik, for han var for afkræftede til at tale, han ville så gerne sige det til hende, men ordne kunne bare ikke komme lige nu, og han måtte jo kæmpe mod smerten bare for at kunne holde sig vågen, og være her med hende... han prøvede at fortælle han elskede hende.

Nyra græd og rørte ved hans hånd det var det eneste hun kunne nå, hun så på manden ''han gør mig ikke noget din....'' sagde hun vredt og og rejste sig og og ville gerne hjælpe ham ''jeg elsker også dig skat'' sagde hun og sendte ham et luft kys... ''hvem gjorder det her han skal ikke skade dig'' sagde hun og tørte sine øjne og tog og satte sig ned til ham igen og tog hans hånd ''jeg ber dig lad mig komme der ind'' sagde hun...

Rafael hørte hendes ord, og selvom han elskede hende, bliv han nød til at deje hoved fra hende, han ville ikke have hun skulle se ham i ansigtet sådan her, og det kunne man godt fornemme på ham. men han holdt stadig hendes hånd, og man kunne se hvor dejligt det var for ham at holde hendes hånd i hans.

Vagten rystede igen på hoved og sagde lidt vredt nu og dyrisk, da hun selv havde hævet sin stemme mod ham "Beklager frøken, men vil ikke risikere din sikkerhed."

Nyra så på ham og var vred ''sæt mig i fængsel jeg vil bare ind til ham'' sagde hun stille og græd ud hos sig selv og så ned i sit skød og tog hans hånd ''jeg vil gerne hjælpe dig ud skat'' græd hun... hun så på vagten ''lad ham gå og tag mig istedet'' sagde hun og så på ham og ville gerne bytte plads med ham for at han kom i sikkerhed...

"Det kan arrangeres" sagde vagten, også fra mørket i den anden ende af mørket kom Isabella frem i en lang blå kjole med en stor skyggevæsen vagt bagved hende. Vagten forsatte "Dé Minion organisation er villig til at droppe anklagerne, hvis tilgengæld du vil tage Rafaels plads i et lukkede fængsel, bare rolig, det er ikke meget mere end tre ugers tid, hvis det er dig som tager straffen. men for ham er det livstid. hvad siger du?"
Rafael hørte samtalen, og pressede Nyras hånd, han ville tydeligvis ikke lade hende tage noget som helst tid for ham, det ville han ikke tilbyde den han elskede, men han var forsvag til at sige noget imod det.

Nyra så på dem og holdte for sin mund ''hvad....'' hvisked ehun og holdte om hans hånd ''ja det er orden med mig'' sagde hun og holdte refaels hånd tæt med tåre i sine smukke øjne og ville ikke miste ham, hun elskede ham virkelig meget at hun ville ofre hendes fri hed for ham... så han kunne være fri det var det vigtigste for hende....

Rafael kunne gøre alt lige nu for at Nyra havde taget de ord i sig igen, men han ikke engang sige noget mere, og havde knap kræfter til at holde sig vågen nu, og faldt nok snart bevidstløs om.

Vagten tog et papir frem, og lagde det foran Nyra.

´Jeg Nyra, race engel.
Tager hermed Rafael dominatix juridiske korrekte dom, og skal efter aftale være i Dé Minions privat fængsel. ´

Vagten nikkede til papiret og sagde dyrisk "skriv under isåfald"

Nyra så på rafeal og skrev under med et smil på sine læber... hun så på ham med et smil på sine læber og rejste sig hjem med et smil på sine læber...

Vagten råbte efter hende "Vi finder dig i morgen tidlig på din hjem adresse, og sætter Rafael fri derefter, når du er i vores varetægt, og bare rolig herre Rafael.. Jeg skal nok personligt tage mig godt af hende"

\Out?