The Final Countdown//Sean//

T: 20.32
O: Folk fester og drikker.
V: Indenfor: Varmt! Udenfor: halv lunt.
P: Sorte shorts, en brun læder jakke og en blå T-shirt. Flade sko, og hår som profil billed.

Hvis der var noget Julianne elskede, så var det at feste. Men det var ikke det hun var kommet for, hun havde fulgt en mystisk person. Hun kiggede rundt, alle dansede og grinte. Julianne kiggede rundt til alle sider.
*Hvor blev han af?!*
Hun kunne ikke se ham længere, hun havde lyst til at dræbe ham! Julianne gik videre ind på diskoteket, når hun fandt ham ville det ikke ende så godt. For ham håbede hun, hun var ikke sikker på andet end hendes mod var med hende.

Hun var ikke van til at være her i byen, det var hendes første besøg. Og dette diskotekt så bare virkelig fedt ud! Hun bed sig i læben, men gav ikke op. Hun blev ved med at lede, hun gik en smule rundt, og fik øje på noget. Det var sikkert ham, hun gik over imod ham. Meget disktret, og stille.

Sean havde tilbragt starten af natten på at gå rundt i byen. Han kendte hver en gade, hver en gyde og hvert et hjørne, men han gik tit rundt og kiggede alligevel. Ting kunne forandre sig.
Desuden skulle han tjekke et hus. Han ville se om der var lys i vinduerne...Til hans stor fryd var der. Godt. Så viste han hvad han skulle lave senere.
Denne halvt lune aften havde han nogle let stramme, sorte jeans på. en sort skjorte, som var åben op ved halsen. Hans mørkebrune hår, som så næsten sort ud her til aften, strittede let som altid.
Hans grålige øjne gled over omgivelserne med samme evne at bemærke hver eneste ting omkring sig. Eller næsten. Det var svært at se alt.

Men han var ved at blive sulten. Han havde ikke spist i nogle dage nu, for travlt med at flygte fra noget specielt stædige gruppe folk, som helst så ham død. Men det skulle han ikke bekymre sig om nu.
Han gik til diskoteket og gik indenfor. Varmen slog næsten imod ham, der var fuldt af folk som dansede, snakkede, drak...Og hvad de nu ellers lavede.
Han stoppede op og så smilende ud over massen. Nu skulle han bare vælge sig et offer. En nydelig kvinde, som gerne ville i seng med en mand denne aften. Eller måske for fuld til at sige nej. Det fandt han ud af.
På et øjeblik forsvandt han i mylderet, indtil han dukkede op nede i den anden ende af rummet - Ved baren. Han købte en lille drink, som ikke desto mindre var stærk. Den havde en sød smag. præcis som han elskede det.
Han satte sig på en stol med front ud mod rummet. Nå, hvem skulle være den uheldige i aften?

Hun fik øje på noget spændende, en mand yderst flot. Han sad bare stille med sit flotte mørke hår. Hun hævede et bryn, hvad ventede han på? Hun trak på skulderen, og gik imod ham. Hun var ikke fuld eller havde sexglade lyster, men hun gik imod ham. Hun var ukendt i dette sted. Men alligevel gik hun imod det ukendte.

Julianne gik med elegante katteagtige bevægelser imod ham. Hun kom hen til hans bord, og satte sig stille foran ham. Bare af nýsgerrighed for hvem han enlig var. For an var intet menneske, det var stensikkert. Hun kiggede ind i hans hvidblå øjne, de var fantastisk smukke.

Han havde siddet med ryggen mod baren, på en stol og så ud over rummet af dansende mennesker og væsner, mens han nippede til sin drik.
Men pludselig bevægede en helt speciel kvinde ind foran ham og nærmest skreg på hans opmærksomhed. Han ventede dog lidt, bare for sjovs skyld. Han var her ikke for at småsnakke, som mange piger underligt nok troede. Men det var også mest dem der fandt han tiltrækkende og bare gerne ville i seng med ham...Hvilket jo enlig var hvad han søgte, mad. men bare ikke hvem som helst...
Nuvel, tilbage til kvinden her.
Han drejede enlig hovedet lidt for at se på hende, som hun sad der og studerede ham. Og smilte svagt.
"Godaften, My lady" hans stemme gled gennem luften mellem dem. Blid, mystisk, dyb.
Som hans blik var lige i dette øjeblik.
"Du virkede ret målrettet. Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han, tog en lille tår af sin drik og lod endnu en gang blikket glide over omgivelserne.

Hun sank en enkelt gang, og kiggede ham i øjne. Måske var det ham hun ledede efter, hun ledede efter en som havde dræbt en af hendes venner. En dæmon som passede til hans udseende.
"Godaften."
Hendes stemme svarede mystisk.
"Målrettet for at finde min venindes dræber, og beskrivelserne passer på dig."
Hun ville ikke anklage, så derfor sagde hun det meget stille men lidt koldt.
Hendes øjne havde sorg og mystisk i øjne.
"Så.."
Hun ventede blot på svar, men havde en klar fornæmelse på det var ham.

Han grinte svagt, ikke for at være respektløs, men fordi han ikke kunne gøre andet. Han tog afslappet endnu en tår af sin drik, før han stilte resten på bordet bag ham. Så så han på hende igen, men nu meget mere alvorligt end før...Og dog, alligevel så...mystisk.
"Jeg har slået mange ihjel. både for at overleve og for at få penge og spænding. Ved du hvor kedeligt et liv bliver, når man har levet længe nok?" smilte han, som om de havde en ganske almindelig samtale.
"Jeg må dog sige jeg har oplevet et par stykker der kan betegnes som forholdsvis høj, muskuløs, mørkt hår og øjne" han så lidt på hende
"Men fortæl mig om det. Så kan det være jeg kan fortælle dig om det er min ære at have gjort det" han tirrede hende. Han kunne ikke lade være. På det sidste var han begyndt at føle med folk, dog bare ikke hvis de var fremmede. Så var de ligegyldige. Som hende her.
Hvis hun ønskede hævn, hvor var hendes våben så? Med alle pentagrammerne?
Nej, han så ikke selv som i særlig stor fare. Måske lidt, men det var han jo altid. Der var altid nogen eftetr ham.

Hun kiggede på ham, han var mystisk. Hun elskede mørke øjne, det var virkelig en af hendes svagheder. Men en af hendes styrker var hendes stædighed. Hun kiggede ham i øjne, med et alvorligt blik.
"Jeg kom over til min venindes lejelighed, da hun lavde i hendes seng nøgen. Og jeg så en som lignede dig springe ud af vinduet. Hun var død, hendes sjæl suget ud."
Julianne lagde armene på kors, hen over bordkanten. Hun hævede et bryn, som blot ventede på et svar. Han tirrede hende, men det gjorde nogen bare.
Hun var bevæbet, eller hun havde en lille pistol og en skarp dolk. Plus hendes næver, og viden om 7 års kampsport. Det havde været nogle hårde år, men hun var trænet til at kæmpe imod de hårdeste og sejeste racer. Også selvom hun vidste at hun blot var et menneske.

Han så lidt på hende, som om han tænkte sig om.
"sisi..." mumlede han så, tog sin drik og drak resten af den. Normalt kom folk efter ham, hvis han havde været på en opgave. et dræbe nogen for penge og spænding, var noget han gjorde. Men at dræbe for at spise...var en ting han skulle. Blev nød til. Han kunne ikke bare lade være, en dæmon kunne ikke bare sulte. Tilsidst ville de bare miste styringen og spise hvem som helst der lige var i nærheden.
Når han gjorde det, nød han det. Men når han bagefter sad og tænkte tilbage...Så han sig selv som et monster. Ikke på nogen mere negativ måde...Men han ville gerne bytte. Bytte sin måde at spise på væk, for hvad som helst. Han var træt af at blive jagede af det, blive bedømt og frygtet...Og at opgive hvad andre ellers så som en vigtig del af ens liv. Men han var dæmon, skulle leve evigt indtil nogen dræbte ham.
Han trak svagt på skuldrene.
"Jamen, så har det nok været mig" han sendte hende et lille smil.
"Der er få andre der spiser på samme måde som jeg, men har ikke mødt nogen her. så æren er min" han stilte det tomme glas på bordet.
"Beklager sweetie...Eller du kommer måske for selv at opleve det? Leder faktisk efter det perfekte offer..." han gjorde en gestus ud mod lokalet.
"..Eller vil du lede sammen med mig?" han blinkede kort. Enlig var han mere spændt på hvordan hun ville reagere. Sket var sket, han var van til det. Van til at folk kom bagefter og krævede erstatning eller hævn. og han var van til bare at blinke til dem og bede dem gå den anden vej...Eller dø.

Hun knyttede sin ene næve, og fik bare lyst til at slå den i hans kønne ansigt.
Men så tænkte hun på hendes enlige mål, at finde Arason. At hendes veninde var død pga. denne mand gjorde vel ikke en forkel. Hun at det havde været en af hendes eneste venner. Nu havde hun kun Arason tilbage, hvis han da stadigvæk var i live. Men Julianne håbede selvfølgelig han var i live.
*Sweety?*
Hun rullede øjne af ham, og hævede sit ene bryn. Hun grinte hånligt, hans offer, th.
Hun fnøs og lagde sine arme overkors.
"Ellers tak, jeg skal ikke være dit offer. Men tak for tilbudet."

han smilte lidt til hende.
"så lidt...du fik faktisk lov til at vælge" svarede han og lod blikket glide rundt i lokalet. Kvinden her ved siden af ham var vred og såret, men et eller andet holdt hende på dette rolige, afventende stadie...Og han higede efter at finde knappen der fik hendes temperament til at eksplodere, så de komme over det her og han kunne spise i fred...Og dog. At lege var jo også sjovt.
Han kendte Arason. de havde faktisk for nyligt haft en hyggelig lille sladder. Især lille.
Hvad hendes forhold til ham var, viste han ikke...Han havde snakket om nogen der havde reddet ham, men han havde glemt navnene et øjeblik. Han huskede kun den der forandrede ham.

Efter et øjeblik hoppede han ned fra sin stol, lod blikket glide kort over på hende.
"nå, mylady. Jeg har ikke hele natten. Hvis du vil sidde og se sur ud, skal du have æren. Til gengæld vil jeg finde mig et mere...forlystende selskab" han smilte til hende på en måde så der ikke var tvivl om hvad han mente.
Han begyndte at gå ud mod de dansende mennesker, tydeligvis fordi han havde besluttet sig for et offer...

*Mænd!*
Hun rullede øjne af hans lille smil, og kiggede efter ham. Hun kiggede efter hans bevægelser da han begyndte at gå ind imellem de dansende unge væsner. Et offer hvorfor lede efter et offer, det var jo forkert. Forkert at dræbe andre uden grund.
Hun startede sin evne, hun foluserede kun på at den skulle ramme ham.
Følelsen af smerte, smerten hun satte på ham. For at få ham til at føle den størte smerte han havde prøvet. Ikke at hun ville gøre ham noget rent fysisk. Nej hendes evne ramte ham blot indeni hans hjerne, så den snød ham. Men smerten ville kunne mærkes. Hun havde brugt den imod dæmonen Rafal.

Han havde været på vej hen mod en lille samling kvinder, som stod og snakkede sammen. De smådansede og drak nogle små drinks, grinede af et eller andet...
Sean havde været få meter fra dem, de en underlig følelse ramte ham indeni. Det var enlig ikke smerte som sådan, den rent fysiske smerte som han kendte og var efterhånden rimelig god til at undertrykke.
Nej, det var som om den genkaldte alle de psykiske smerter han havde oplevet gennem tiden, alt hvad der psykisk gav smerter...ingen billeder, ingen tanker for at forstå det...bare tanken.
Han sank ned på knæ og tog sig til hovedet, da hovedpinen bredte sig og til sidst gjaldt hele hans krop. Af hele sin vilje kæmpede han for at undertrykke den pludselig smerte, som næsten lammede hans krop lige nu. Folk omkring ham stoppede i deres dans og så bekymret og nervøst på ham.
"Hey mand, er du okay?" spurgte en und fyr nervøst, da han prøvede at nærme sig ham.
Men sean bemærkede ham ikke.

Ud af smertens tåger, fik han endelig sat en lille sammenhæng sammen. Kvinden. Det måtte være kvinden.
Midt i smerten mærkede han adrenalinen der pumpede gennem hans krop, og vreden. Den dybe vrede han ellers sjældent lod komme frem, da han foretrak rolighed og kontrol.
Jamen dette gale kvindemenneske fattede jo intet!
Det lykkedes ham et få rejste sig nogenlunde, han havde grebet fat i den unge dreng fra før og brugte ham som støtte til at komme op og stå.
Han vendte sig om og så hen mod kvinden med nogle sære, kolde øjne. Og de så ingen andre end hende...
Og pludselig var det som om det gik den anden vej.
hun var ikke den eneste der kunne manipulere med følelserne. Det lå til hans race.
Der ud over havde han en evne der gjorde at han også kunne manipulere med tanker og billeder, inde i folks hoveder...
og lige nu brugte han al sin viljestyrke på at sende det retur. Han sendte hende billedere af hendes venindes krop, som lå død foran ham.
Han sendte hende den dybe følelse af sorg og smerte. Mere smerte. Mere smerte end han normalt ville have brugt.
Det var som et spejl...
og her var de så! to væsner som prøvede at tilføje hinanden mest mulig smerte...
Denne egoistiske, uvidende kvinde, som angreb når man vendte ryggen til. Kujonagtige kvinde, som angreb uden at tage sig af hvorfor.
Han tvivlede på om det overhoved var dette hun ville, eller om hun bare så det som en bonus. han havde lyst til bare at slå hende ihjel.

Julianne vidste enlig ikke hvorfor hendes kræft havde overtalt hend til at angribe.
Hun kunne mærke sorgen i hendes veninde ramme hende, men selvom den var voldsom. Så vidste hun at hendes veninde ikke altid havde været der for hende.
Julianne hævede et bryn, og holdte masken. Hun ville ikke blive uvenner, men det var de tydligvis. Dørene gil diskoteket åbnede, og vinden blæste dramatisk i hendes blonde lokker.
"For at skifte emne, ved du så hvor jeg kan finde Arason?"
Hun ville gerne finde ham, det var hendes eneste sande ven.

//Jeg vil gerne gøre opmærksom på...Nej, det lød formelt...Men du er altså ikke den eneste der kan give smerte^^ Det føler jeg lidt, når du køre igennem på den måde. Sean er ældre end Julianne og bla. derfor ofte stærkere end hende, som tilmed er nyfødt vampyr....Jeg er ikke ude på at diskutere eller noget, gør bare opmærksom på det...Da det for mig virker som om jeg er den eneste der rigtig bliver skadet lige nu^^...Der ud over går jeg ud fra hun stopper med at påføre ham smerte, siden hun taler til ham//

Ikke blive uvenner? Hvad havde hun tænkt sig? Hun angreb ham! Hvordan skulle det gøre dem ikke-uvenner?
Hun var jo totalt åndsforladt!
Sean rettede sig op. Smerten var ikke længere så slem, når hun lettede på den. Han havde nu bare en tryggende hovedpine. en bivirkning, kunne man vel kalde det.
Han grinte svagt og gik hen mod hende igen.
"Fejt..." kommenterede han
"...At angribe en der står med ryggen til dig. Men du ved måske ikke bedre?" hans øjne var kolde. Hårde, kolde. Han var vred inderst inde, men mange års prøvelser havde lært ham at kontrollere den. Han ønskede bare at påføre hende smerte...helst meget af det.
Han lod billederne glide væk. Og lod følelsesmanipulationen tage over i stedet...
Han ville berolige hende. Og helst en hel del. Ofte forhindrede det andre følelser i at blive for aktive, så han havde mere styr på en person.
"Og hvorfor, når du angriber mig på den måde, skulle jeg dog svare dig på det spørgsmål? Hvad vil du ham overhoved?" åh, hun havde valgt den forkerte til det her. Han var alt for stædig til at ville sige det.

//Sorry det var fordi jeg havde tænkt mig at de skulle komme op i hende som phykisk smerte Havde bare misforstået det lidt, havde skam planer om at nævne det //

Julianne kunne mærke smerten stadig sad om hendes hjerte, selvom hun holdte masken. Kunne hun tydligt mærke det indeni hende, som mange andre ting sad det hårdt på hende. Det mindede hende om sin barndom, den havde ikke været en fornøjelse. Hun fjernede smerten fra ham helt, og åndede lettet ud.
"Undskyld nogle gange er min evne ikke til at styre, også er det bare vreden som tager over."
Hun sukkede lavt, det havde ikke været hendes mening. En bølge af skyl ramte hende, og fik det til at vendes i hends mave.
"Jeg leder bare efter min ven."
Hun svarede lavt, men uden et smil.

//Okay...Han giver også psykisk smerte, men blev bare lidt...skuffet? Over at det virkede til ikke rigtig at have nogen virkning //

Hans blik hvilede stadig lige hårdt på hende.
"såe? Det kan alle jo sige" Lød hans svar bare. Det var tydeligt han ikke købte den. Eller havde lyst.
Han gned sit hoved et øjeblik og bestilte noget stærkt. Alkohol kunne bruges...de bedøvede nerverne, til en vis grad, og fik smerten til at gå væk.
Han fik hvad han havde bestilt og tog en god tår af den.
Han så på hende igen.
"Din ven? Hvad vil du med Arason?" spurgte han. Han kunne have ladet som om han ikke kendte personen, men det var vist forsent nu.

//Ej nu får jeg det dårligt... Ej undskyld..//

Julianne fortrak ikke en mine, hun betragtede hans bevægelser nøje.
"Bare se ham igen, jeg er den eneste som har kendt ham siden han var lille."
Hendes øjne fulgte ham, man måtte aldrig vende ryggen til. Især ikke noget som kunne blive ens død.
Hun kunne hører på ham at han kendte Arason. Men hvorfra?

//såså, det er slet ikke så slemt...Ville bare høre jo. Ingen problemer...//

Han grinte svagt.
"Sikke spøjst...I ser begge ud til at være ret nye vampyrer...." et lille smil gled over ham, men ikke ligefrem et venligt ikke. Han fandt det faktisk lidt sjovt, at nogle, som hun påstod, der skulle være barndoms venner, begge var blevet vampyrer.
"Og hvorfor, om jeg må spørge, kan i have kendt hinanden hele livet, men uden du ved hvor han er nu? Og hvad får dig til at tro jeg ved det?" han tog endnu en tår af sin drik. om det var psykisk eller ej, hjalp det lidt på hans hovedpine. en sjæl senere kunne nok hjælpe helt på det, så han fik sin energi tilbage...Men han måtte vente til dette var overstået.

//Gud er vi så langt fremme i tiden nu Troede vi tog den inden hun var blevet vampyr Spiller den lige ind på ny så //

Julianne tænkte mere og mere over hvad hun skulle sige. For Arason var enlig mere end en ven nu, det var hendes partner. Den mand hun elskede.
"Rent faktisk var det Aramantha som forvandlede os begge, mig først og så ham bagefter. Vi kom sammen fornylig, hvis du ikke tror mig så spørg ham selv."
Hun trak på skuldrene, og viste at han ikke ville fortælle hende deet. Men det var hun jo selv udenom.
"Jeg blev væk fra ham? Det kaldes at han springer meget rundt frem og tilbage. Fri som en fugl."

//Ah...undskyld, viste ikke vi fortsatte med dig som menneske...du har været vampyr så længe, at jeg har glemt hvornår du enlig blev det og så forvirrede det mig^^//

"Jeg kender navnet på denne vampyr" smilte han. Han prøvede så vidt muligt at holde dig opdateret med sådanne ting. Det var svært i længden, men når Arason på en både var hans...chef...Var det alligevel en nyttig viden.
"Men selv om han...flyver? rundt, ville han mon ikke have givet besked, hvis du betyder så meget for ham?" spurgte han med et lille selvsikkert smil. Han ville ikke sige det. Og han ville helt klart ikke stole på hende!

//det okay, det også nemmere for mig at emne hvis hun var vampyr¨¨.//

Hun rullede øjne af manden, hun vidste Arason elskede hende. Det skulle en åndsvag dæmon ikke komme at bilde hende noget andet ind. Hun vidste Arason var ude og stjæle, og han havde The shadowclan. Men hun vidste også at det var ikke en ting man skulle sige til alle. Det mente hun ikke.
Og hende og mandens forhold var ikke en dans på røde roser.
"Jeg ved hvor han er for det meste, jeg ved hvor han holder til. Men det ikke et sted jeg kommer. Jeg mødes med ham engang imellem."

Han prøvede ikke at bilde hende noget som helst ind. Han argumenterede bare for hvorfor han ikke ville fortælle hende det.
Han så lidt på hende. Hans hovedpine var ved at forsvinde og han tog endnu en tår af sin drik.
"Åh, jamen så burde du jo også vide hvor han er...Ikke?" smile han. åh, han kendte alt til klanen. Han var højre hånd i den. Arasons rådgiver, om man ville...medleder, ville andre nok kalde det.

//Ah...og min krea er ikke så stor lige for tiden^^//

Julianne rullede øjne af manden her. Hun vidste ikke hvorfor hun blev her, mere eller mindre spild af hendes tid. Men hun skulle finde Arason, med eller unden denne mands såkaldte hjælp. Julianne tog blikket fra ham, og kiggede rundt.
"Jeg ved hovr han var igår, men han sagde kun en kunne sige mig hvor han var idag."
Hun hævede et bryn, og kiggede rundt.

Han grinte kort og studerede hende lidt. Så trak han på skuldrene.
"Jeg aner ikke hvor han er. Vi mødes nogen gange...Men helt ærlig, jeg stalker ham jo ikke" smilte han roligt.

//Ikke så meget krea...Sorry//

Julianne måtte give manden her ret, hun stalkede jo heller ikke Arason. Og trak derefter på skulden.
" Nårh ja.. Det jo rigtigt." Hu smilte forsigtigt, og kiggede lidt på ham. Og måtte indrømme han var kønnere tættere på. Men enlig bare køn, men det var der mange som var.