When you find yourself teetering on the edge of oblivion, mine will be the hands taking pleasure in giving you the final push.

I den dybeste kælder, i den store og velbevogtet Dé Minion Villa, sidder en mand, er lænket til den kolde sten mur, og det eneste i hans omgivelser, er sandet under hans fødder, og det tygge og stål belagte jern kitter, der adskilder hans lille vente lokale, fra den underjordiske arena. men.. det var jo den eneste måde at komme ind, medmindre man havde en mindre hær, og havde i tankerne at tage villaen, med storm. lejesoldater og privat vagter var som fast tilbehør til væggen, på alle andre sektioner, end denne her gemt væk under villaen. og hvis man skulle snakke med Isabelle uden aftale, eller ville finde noget i hendes villa, så lyder det måske dumt, men.. at kæmpe for sit liv i en arena, og blive behandlet som slave i utal af tid. den eneste måde at gøre det på. Isabella, havde ingen rigtig politik indflydelse, eller noget ligende, ej heller ville hun have det. det eneste hendes organisation gik indfor, var penge, penge, og flere af dem. og det havde gjort Isabella Dé Minnion mere rig en sakref, og derfor nok den rigeste, men hun ville aldrig få en by at kalde sin egen, eller en officiel hær, men pengene til at skaffe det, havde hun rigeligt af.
Isabella havde en privat arena, og det var nok det tidspunkt, i hendes liv, når hun var tættest på slaver. ellers gjorde hun alt for at være så langt som dem, som overhoved muligt, hun kunne ikke tage fornemmelsen, af de afskydelige skabninger.
Isabella var ikke kommet, ej heller, skulle hun det idag. kampene idag, var bare for at fjerne de kedelige kæmpere, så der var noget godt at se på, når Isabella ville komme. dog var der 20 privat vagter, der skulle lave det praktiske arbjede, af at sætte slaver ind i arenaen, og se dem tæve lyset ud af hinandens øjne. eller prikke dem ud med våben.
En kvinde var inde hos en af slaverne, hun havde gemt sit ansigt, bagved en sort hætte. hun havde en sort tæt siddende kjole på, og en halskæde, med en drage figur i, der var lavet af guld. hendes kjole havde ingen mynstre, eller ligende, den var bare tæt siddende, og både elegant, og praktisk på samme tid, pågrund af det. ud af hætten, kunne man se noget langt rødt hår, der var lagt ud til siderne, for ikke at ødelægge hendes syn.
Kvinden kiggede på manden, der stod lænket op af væggen, og sagde med en lys sød stemme "Vagterne henter dig, om 20 minutters tid.. bare følg med. overlad det med at få dig ovenpå til mig okay?"

Man kunne ikke sige at han brød sig om at side klistret op ad en fugtig stenvæg. Heller ikke kunne man sige at han nød at skulle til muligvis at kæmpe for sit liv for at komme ovenpå, men det var noget han var villig til at gøre. Han måtte bare møde hende. Kvinden der var nøglen til mysteriet i det Underworld havde vist ham. Den eneste nøgle der var i live rettere sagt. Hans mor.
Tristan løftede hovedet og kiggede på kvinden foran ham. Man kunne se tydelig skrammer efter at have haft en lille slåskamp med vagt, det var også sådan han var endt her. En vagt blev til to, som blev til... 34? Han havde ingen ide.
Han rykkede lidt lænken om hans arm og kiggede helt op. Han kunne høre noget der lød som ... jublen? Et sted, og han havde en lidt træls ide om at det nok snart var ham de heppede på.
Han slog blikket lidt ned igen og ramte kvinden igen.
"Jo hør sweetie.. Hvem er du igen, og hvordan ved du hvad jeg vil? Ikke at jeg klager over hjælpen.." Svarede han og spyttede til siden ned på stengulvet.
"Så har du tænkt dig at fortælle mig din plan, eller er det en overraskelse?" Fortsatte han med et anstrengt skævt smil.
En højere jubel lød ovenpå, og noget han kunne have svoret var et skrig.

Kvinden kiggede mod lyden af skriget, og lod Tristan snakke færdig før hun svaret. hun havde ´hele´ tyve minutter, så hun kunne vel godt sluder med ham lidt, men ikke særlig meget. hun havde ikke fortalt sit navn endnu, eller vist sit ansigt, og det havde hun heller ikke tænkt sig. hun smilede lidt sukkersødt, men det kunne man ikke se pågrund af den mørke hætte. hun satte sig ned i skræderstilling op af væggen foran Tristan, og den mørke skumle hættes sorte hul, prøvede at fange hans blik, og den milde stemme kom igen. "Jeg har ikke fortalt dig planen.
for havde jeg gjort, ville du have bedt om et alternativ. men den skal nok få dig ovenpå." hun nussede lidt med sin halskæde, og tog noget tørt kød, frem fra en meget lille lomme, der var gemt i hendes kjole. hun tog et stykke op til hætten hul, og tyggede på det, og da hendes bid var knaskede færdig, holdt hun resten af det tørre kød i hånden, og snakkede videre. "og no offence honey, men du skal ikke kalder mig sweetie." Pigen kiggede op mod Tristan igen, for at se om han forstod seriøsiteten, i det hun sagde.

Han fnøs og lænede hovedet lidt tilbage. Et alternativ... Han havde været længe nok i branchen til at vide at der ikke var noget nu, og heller ikke noget turning back. Han var langt forbi point of no return.
"Jeg har ikke brug for et alternativ... Hvis det for mig ovenpå er jeg tilfreds... Hvorfor hjælper du mig?" Fortsatte han lidt mistænksomt og betragtede det tørre kød. Han var lige ved at få kvalme. Det så langt fra godt ud.
LIge nu ventede han bare på at minutter ville tikke forbi. At han ville finde sig selv ovenpå . At han ville kunne tage hjem. Til et tomt hus uden Asmodeus vel og mærke, og det var trist, men han havde taget sin tid til at sørge over det. Nissen ville have haft han skulle komme videre, ville han ikke. Hvad mere seriøst var at det var ved at æde ham op inde fra at det var hans skyld Asmodeus ikke var mere. Det ville han ikke tænke over nu. Han ville tænke på morgendagen hvor han havde lovet at samle Camille op. Hun ville spørge til de skrammer, men han ville kunne komme udenom.
En hæs kort latter kom fra ham da han kiggede på hende igen.
"No offence taken, men sweetie, jeg kalder dig lige hvad jeg vil" SVarede han igen og prøvede at fange hendes blik selvom han ikke kunne se hendes øjne. Der var en alvor i hans stemme. Han tog ikke imod odre lige nu. Ikke nogen der ikke fik ham til hans mål.

Pigen rystede på hoved af Tristan, og gad ikke diskutere med ham, hvis han ville spille en stor dreng, måtte han gerne det, det var hans sag, det vandt bare ikke hendes respekt, ikke at han behøvet den, og hun var alligevel her ikke for at skabe nye venner, så hvis han være respektløs var det hans sag. hun kiggede ned i nogen få sekunder, og kiggede så op igen og snakkede til ham med samme søde tonefald, man kunne tydeligt høre, at hun ikke var god til at med at skifte stemme, eller tonefald. "Jeg har mine grunde, og du har dine."
hun tog endnu en bid af det tørret kød, og lagde resten ned i lommen, og nussede videre med sin halskæde, og kiggede mod kitteret, og sagde "Held og lykke." hun lød ikke særlig urolig, men på samme tid, var der stadig nervøsitet i hendes stemme nu.
hun tog nogen sten frem, fra en anden lille lomme, stenen var malet gule, og nogen få af dem var røde. de var ikke store, det var små krus størrelse sten. hun fjernet sin hånd fra halskæden, som ellers havde hvilet der noget tid nu, og begyndte at tegne Luck, i mindre udgave, og kun i to farver, hvorefter hun sluttet af, med at skrive ´luck´ med de sidste små sten. hun brugte ikke rigtigt tid på det, hun kørte bare hånden over dem, end enkelt gang, også da hånden var kørt hele vejen over, havde stenene fundet deres plads i tegningen.
hun kiggede tilbage på Tristan, og sagde "Vi har alle vores grunde, til hvad vi gør. nogen grunde, er bare ikke vores egne"

"Tak..." mumlede han da hun ønskede ham held og lykke. Han var ikke sikker på hvor meget hun mente det, men om ikke andet så havde han brug for det. Det ville ikke blive nemt at nå ind til sin mor og befri hende, for ikke at nævne få hende ud.. Og hvem vidste hvad der gemte sig derinde..
Han slog sine lysebrune øjne ned på hendes tegning, hvad var det? Helheden formede sig for ham og han rynkede på brynet. Hun kendte til Luck.
"Jeg går ud fra du ved mere om mig end jeg ved om dig.." Sagde han så og nikkede til tegningen med stenene.
"Hvad går den tegning godt for?" Spurgte han til sidst. Hun virkede ikke os en person der ville skade ham, men det der kunne godt ligne noget sygt voodo noget, og det havde han lært at holde sig fra.
Luck lå lige nu og sov trygt derhjemme. Den havde ikke hørt han tog afsted og gudskelov for det. Ellers havde han ikke fået lov at tage afsted.

Kvinden rystede på hoved af Tristan igen, og opløste tegningen, for derefter at kigge op på tristan igen, og svaret "Beklager, jeg går ud af en stor selvstændig mand, som dig, der kan tale ned til mig, selv kan regne ud hvad tegningen er." hun lagde ikke skjul, på det var hendes lille hævn, for at kalde hende sweetie. hun ville jo gerne Tristan, det var ikke det, men hvis han troet, at det gav plus points, at være provokende, så havde han fundet den forkerte pige. hun lagde hånden over stenene igen, og denne gang, formet de sig lidt langsommere, og det var Tristan selv, der denne gang, kom til syne. og pigen sagde i et mere venligt og sødt tonefald "Kan vi ikke snakke bedre til hiannden? be om hon? det er måske dine sidste øjeblikke. og vil ærligt talt ikke spilde din tid.. eller min egen." hun tog det tørre kød frem igen, og samlede stenene sammen, og lagde dem i lommen. og tog en bid af sit kød.

Han smilede halv fornøjet, eller han prøvede. Han svarede ikke på det første, men nikkede bare. Selvfølgelig kunne han godt se hvad det var. Gåden var hvordan hun vidste noget om Luck. Han brød sig ikke om at en af denne Isabellas folk kendte for meget til ham.
"Jeg kan ikke se hvordan at kalde dig 'sweetie' ikke er at snakke pænt til dig, så medmindre jeg skal overøse dig med komplimenter, så kommer vi nok ikke til at snakke pænere til hinanden" Svarede han og rystede på hovedet. han kunne ikke lide den måde han sagde det måske var hans sidste øjeblikke. Han kunne ikke finde ud af om hun undervurdere ham, eller det virkelig var så hårdt deroppe.
"Nah.. Jeg er stærkere end jeg ser ud, jeg overlever... nok" Smilede han lidt træt og kiggede sig omkring. Hvor blev de vagter af?
"Ja undskyld min uhøflige tone.." Indrømmede han endelig og fortsatte.
"Jeg plejer ikke normalt at være sådan, men lige nu er jeg en smule... Presset.. Hvis du kan saætte dig i min situation"

Hun nikkede, hun kunne godt sætte sig i hans situation, hun var jo ikke så fysisk stærk, og hun var en stor pive mås, så frygt bed sig let fast i hende, og måtte anderkende han så alt taget i betragtning var ret venlig.
hun tog en bid af sit kød, og sagde så "Jeg er blevet voldtaget fra en alder af 5. sweetie var min herre på det tidspunkt, måde, at tiltale mig."
hun tog den sidste bid af kødet, også var det væk, hun børstede hænderne af, og rejste sig op, og gik lidt rundt i det lille rum, men hun forsatte "Undskyldningen er ikke nødvendig. generalt bare rart, at når nogen ikke vil kaldes noget, at andre så vil respektere det"
hun gik helt hen til Tristan, og sagde så "Du vil møde tre minotaurer deroppe, fuldt panser, vrede som ind i helvede, og er berygtet for at spise de faldne modstanere. du vil komme derind uden våben, og vil ansigt til ansigt, med nogen af de mest atlestiske minotaurer, Jester kunne støve op.. jeg undervurdere dig ikke Tristan."
hun svaret ikke på mere, da vagterne kom gående, og man kunne høre de tungt armeret skidt komme tættere og tættere. hvorefter en dør åbnes, og to store orker, går mod Tristan, pigen går bare forbi.. nej.. igennem dem, som var hun både usynlig, og kunne gå gennem ting. orkerne reageret ikke på det, og den ene sagde til Tristan "Du må være den nye." så nikkede han mod den anden ork, og de begyndte at rode med nogen nøgler.

Han trak på skulderen. Havde aldrig givet meget for barndoms historier. Det var et overstået kapitel nu.
"Jamen så er det jo fint du kan se på det navn nu, som jeg en 'ven' som sikkert for flået hovedet af om lidt... kaldte dig" Svarede han og gav for første gang et rigtigt smil til hende. Han var en venlig person inderst inde.. Han havde bare ikke meget til overs for så mange ting.
Han sank en klump. Godt nok. Intet pres.. eller JO ! Han sukkede og rystede på hovedet. Han troede nok på sig selv til at vide at han nok skulle overleve.

Tristan smilede flabet op til vagten og spyttede ned i jorden igen.
"Ham den nye... Det er sjovt du siger det.. Din mor kaldte mig det samme igår" Grinede han. Han vidste udelukkende at det var en lam joke, men den var også kun til for at provokere. Han kunne lige så godt få det sjovt med det her.

Ham den anden ork slog sig selv på knæet, og peget på Tristan, mens han grinte højt "Han er sjov!" Den anden ork, grinte knap så meget, men gav bare en grimasse der ikke så tifreds ud til Tristan, og løsnede den sidste kæde, mens han sagde "haha.. meget sjovt. fortæl den vits til din første modstander." orken gik mod gitteret, og låste det op, mens den anden ork, stod i døren, ikke at Tristan ville få så meget ud af at løbe, andet end at slå med flere vagter, og medmindre han ene mand ville give dem tæv, var der nok ingen vej uden om.
ham orken der stod i døren, han grinte lidt færdigt over joken, mens han næsten sagde konstant "din mor" og grinte videre. orken der stod i porten ud mod arenaen, han åbnede en lille lue, og så at der ikke var nogen våben dernede, og vendte sig så mod Tristan, og sagde "ingen våben idag." han så ud til at være kommet over joken, og gav Tristan et lille klap på skudren "held og lykke. tæv de langben"
Tristan ville kunne se hans tre tårn høje modstandere stå inde i arenaen, og hvis/når Tristan gik derind, ville kitteret lukke bag ham.

Tristan grinede tilbage til orden der faktisk grinede af hans joke og kiggede så på den anden. "Jeg tror jeg finder på en anden joke til mine modstandere" Svarede han fornøjet, som var det bare en almindelige dag på legepladsen.
Han fulgte lydigt med som kvinden havde sagt og gjorde ikke rigtig noget ud i at prøve at flygte. No use anyway.
Han kiggede ned i den tomme våbenkasse og trak på skulderen igen. Nogen ville nok betragte det en dødsdom, men ikke ham, våben ville alligevel gøre ham mere klodset.
"Det går nok.. Våben er overvurderet!" Svarede han og trådte videre ind i arenaen med et " tak.. "
De store modstandere så ikke just venlige ud. Han sank en klump og gjorde sig klar. Hvis der var en vigtig ting han havde lært så var det aldrig at angribe først hvis man kunne komme til det.
"Ey Drenge ! Så er jeg her ! Ked af hvis jeg lod jer vente!" Råbte han til udyrene og sank en klump mere.

Orkerne, lukkede og låste gitteret igen, og gik så ud af rummet.
De tre minotaurer stod og knyttede deres næver, de skulle godt nok ikke vise nogen nåde til nogen, de ville gerne overleve selv tak, så de kunne komme til at slås mod de stækere modstandere, til de rigtige kampe.
Den første og største minotaur, sagde "Hvor er vores modstaner?! din lille mide" også begyndte de to andre at grine. den største minotaur, åbnede munden for at sige noget nyt, og det var han også fint igang med, men en lille bille kravlede op af halsen på ham, og han spyttede den ud, og fik det største ´wtf´ ansigt. de to andre minotaurer kiggede på Tristan, og havde ikke opdaget det, men de stoppede med deres jern hårde koncentration, da huden fra den største af dem.. rejste sig.. fra hans krop, og bliv til hud farvet biller. der kravlede ned af hans krop, og han stod helt forundret, og ikke særlig behageligt, og var for lamslået til at bevæge sig, hvorefter de kødet der var under huden, bliv til små edderkopper, tusindben, og alle mulige former for insekter. og han faldt ned til jorden, som en sten og rollede rundt, men han bliv mindre og mindre, da hans krop, i mest bogstavlige forstand stak af.
De to andre minotaurer ventede ikke på det var deres tur, og satte deres lange ben i løb.. eller.. det prøvede de. men deres store ben, var som smeltet fast til sandet, og de kunne ikke sætte et ben foran det andet. de kiggede begge mod Tristan, også som lyn fra himlen, faldt kæmpe sten, der havde været en del, af det meget meget meget meget høje luft, som man ikke engang kunne se med det blotte øje, faldt der sten ned fra, to store sten der fik minotaurerne til at sige knæk, hele vejen ned igennem kroppen, og de var knust til døde. og publikum jublede løs

Han havde været helt klar på kamp. Kunne sagtens have klaret sig. Han havde været oppe imod langt værre.. okay det var svære fjender, men ærlig talt så havde han klaret værre og klogere modstandere.
Han havde dog aldrig set sin modstander blive til bilder og kryp og det gav ham kuldegysninger. Han lavede et kvalmt ansigt da den største af dem faldt, og kiggede så forvirret på de andre to.. Var de bange for ham? Også gik det op for ham, de troede han havde gjort det!
Han nåede dog ikke at gøre noget før taget faldt ned over dem og gjorde ham til sejrherre denne gang, Det tog et par sekunder, men så hoppede han rundt i arenaen og buggede for puplikum. Han havde en slående mistanke om at en vis miss sweetie var indblandet her, men lige nu kunne han kun spille med.

Publikum råbte alle mulige ting, til Tristan ære, som de altid gjorde til sejre herren, dog syntes de, at det han lige gjorde, var mega fedt! og det kunne man godt både høre og se. folk kastede med rådne ting, efter stenene, hvor minotaurerne lå under. de havde jo ikke rigtigt nogen lig at kaste efter.
mens Tristan hoppede rundt, og buggede, ville han ligepluseligt, kunne se at han bliv.. skildt i to. en kopi af ham, sprang frem fra hans bryst, og forsatte med at bugge, mens hans egne ben, som minotaurerne, bliv tvunget til at stoppe, og hana ben gik et par skridt bagud, og han ville ikke være istand til at kunne stoppe det, og han hørte nu en kold stemme, der lød som en horror films "Rolig honey.." en dør poppede frem fra ingenting, den så tung ud, og lavet af egetræ. døren stod på åben og Tristans kunne nu bevæge sine ben igen, og stemmen sagde "Min del er slut.. du har en time, så kan jeg ikke holde ilutionen af dig oppe mere, og derefter vil hele villaen vende på den anden ende. skynd dig"

Tristan kunne mærke en underlig følelse i kroppen og før han vidste det sprang en kopi ud af ham. Den dansede videre omkring. Klar til sin næste modstander. Der gik et par sekunder efter hans krop selv var gået bagud til at han kunne bevæge benene igen. Hvilken skræmmende følelse ikke at have kontrollen. Han var altid den der havde kontrollen. I sidste ende i hvert fald.
Man kunne ikke ligefrem sige han var bange. Han havde en hel fin ide om hvad der var ved at udfolde sig.
"En time.. Got it" Mumlede han og vente sig imod den store egetræsdør. Så den ville få ham ovenpå? Godt så. Så skulle han bare finde sin mor.. Det var lettere sagt end gjort.
"Thanks dear" sagde han så og åbnede døren.

//Sorry længden, men vidste ikke lige hvad der var på den anden side af døren XD //

På den anden side af døren, var der en lang gang, med et rødt tæppe af det fineste silke, og væggene, gulvet, og loftet var af ny poleret marmor, som var så rent og og smukt, at man kunne spejle sig i det. langs væggen, var der gamle krigs rustninger, fra kendte og mytiske riddere. udover det, var der malerier, og andre genstande af både stor økonomisk, men også historisk værdi.
Der var mange døre ned af gangen, alle sammen af tygt egetræ, med flotte håndskåret elver mønstre. der fly små krystaller på væggene, der lyste op, de så ikke ud til at sidde i noget, det var mere som ren magi lys, der var bare flyv en centimeter fra væggen. en masse vagter og tjenste folk, gik frem og tilbage, og der var hele tiden gang i noget bevægelse, men ingen af dem, reageret til noget Tristan gjorde, og hvis han væltede noget, ville tjenste folk komme og gøre rent, men han kunne ikke taget fast i noget, kun lige puffe til ting, ikke tage noget i hænderne, udover lidt fysisk påvirkelse, var han som et spøgelse.
Det så ikke ud til at være slaver, men betalte frie væsner, som var tjenere, nok fordi Isabella var for fin til at lade sig være i samme hus som dem. tjeneste folkene, havde en håndsyet victoriansk vest på, og sine moderne jakkesæts bukser, og havde alle sammen sort kort hår, der var lavet til slik hår. Vagterne var mange, virkeligt mange, og de var alle sammen forskellige, men de havde alle i Dé Minion mærke sat fast til skuldren, af enten stof eller ligende.
Tristan ville kunne høre en konstant messen, som ikke kom noget sted fra, men som bare var der, og man kunne nemt mistænke at pigen, han tidligere havde mødt, skulle messe for at holde det kørende. men ordne hun sagde, var ikke nogen Tristan kendte.

\\ Beklager det langsomme svar

Han befandt sig nu i en gang. En prægtig en af slagsen. Den var som magisk med flydende lys fra væggen og eksotiske elvermønstre på væggende. Han beundrede det smukke marmor og malerierne. Hvad havde han forventet? Han havde forventet en mørk og skummel gang med slaver der rendte rundt og ja... Meget mere skummelt, men når han tænkte over det så gav det mening. Isabella var en af de rigeste mennesker i underworld og var sikkert for fin til at omgås slaver.
En messen kunne høres og selvom han kiggede sig omkring efter den så kunne han ikke se nogen der messede. Det måtte være pigen fra før som holdt det kørende på den måde. Han måtte skynde sig, han havde kun en time.

Tristan tog et par skridt fremad og stivnede da en vagt kom lige imod ham. På undelrigvis synes han ikke at se noget og gik lige forbi..
*Spøjst* tænkte Tristan og fortsatte forundret. Jo flere han gik forbi jo mere gik det op for ham at de ikke kunne se ham.
Han puffede til en glasvase med en sjov facon ved siden af ham og den væltede ned på tæppet og smadrede. Nogle tjenestefolk var straks henne og rydde op, men så ham stadig ikke.
Med en rysten på hovedet fortsatte Tristan længere ind af gangende. Han prøvede at få fat i et dørhåndtag for at komme ind af nogle af dørende, men kunne ikke få fat i håndtaget, så derfor måtte han bare følge gangen.

Et væsen kom frem, det var stort og hvidt som kridt, det havde ikke en menenske form, det flyv over jorden, og istedetfor arme og ben, havde den lange hvide stinger, som bliv spidse som spyd for enden, og væsnet havde ingen mund, men øjne nok til at man ikke var itvivl om der var over halvtreds, de var selv lysende blå, og selvom de havde propiller, så kunne man ikke være itvivl, den så på en ting.. Tristan.
Den svævet langsomt mod Tristan, og en forskræmt pige stemme, som var den mystiske pige fra tidligere, stoppede med at messe, og hviskede isetdefor, til Tristan "Tristan" hun nået ikke at sige mere, før den store vanskabning, brugte sin ene spyd arm, til at tegne en cirkel på væggen ved siden af den, og det tog mindre end et sekund, og endnu mindre tid, før et sort hul, poppede frem på væggen, hvor den store cirkel var lavet, og pigens hvisken bliv lavet til et smertefuldt skrig, og lyden fra hende stoppede, men Tristan forbliv hvor han var, og så spørgelse agtig som før, men det hvide væsen flyv forsat mod ham, og hvis han begyndte at bevæge sig væk fra den, i ligegyldigt hans tempo, ville det føltes som en uendelig gang, og han ville ikke komme længere væk fra den, men den kom barne skridt for barne skridt, tættere på ham. og stadig uden at reagere på ligegyldt hvad Tristan sagde eller gjorde, stoppede den en meter fra Tristan, og brugte den ene spyd arm, og risset ind i væggen, med tydelige bogstaver. ´Du har brudt regl nummer et.´ den skrev nedenunder. ´påvirk ingen fysiske ting´ den hvide ting, trak sig tilbage, Tristan ville være som lammet, mens den brugte den ene spyd arm, til at prikke i Tristans håndflade, og en lille blod dråbe, uden smerte som sådan, kom frem, hvorefter Tristan ville kunne røre sig igen, og den flyv med et meget hurtigt tempo igennem væggen, og forsvandt. pigen messede stadig ikke, og Tristan kunne da umuligt have en hel time nu. han så et navn på en ekstre store og glorværdig dør, hvor der stod Frøken Dé Minion på, og det var den eneste dør, som stod åben.
derinde ville man kunne se. en kvinde i en stor blå prinsesse kjole, af de finneste stof, og med smykket af små safire sten, som var det glimmer. kvinden stod alene derinde, og kiggedet tomt og koldt ude af vinduet, og havde ingen følelser i ansigtet. hun havde sit mellem korte brune hår sat op, og redt tilbage. hendes hud var blød og så ikke ud til at havde været udsat for noget, nogensinde.

Tristan stivnede da en form for hvidt væsen kom frem. Han stilte sig klar til at forsvare sig da den kom tættere på, men istedet for at angribe ham tegnede den et sort hul i væggen og et højt kvindeskrig fra pigen fra før kunne høres.
Han kiggede forvirret omkring.
"Oh fuck... Really messed up this time.." mumlede han for sig selv og bakkede hastigt bagud, men det var som om han bare ikke kom længere væk, som om et sort hul trak ham til sig i retning af væsnet. "Hør, kan vi ikke bare lade som om du aldrig så mig?" Prøvede han til væsnet som intet gjorde. Han sankt en klump ved bogstaverne i væggen. Arghhh ikke godt.. Han havde gjort noget dumt der. Han ville have vent rundt og spurtet afsted, men istedet var han lammet. Han stod forstenet og kunne kun se til imens det hvide væsens prikkede hans håndflade.
"Hvad har du gang i? og hvad skal det bruges til?!" Udbrød han og prøvede at kæmpe sig fri fra sin stivelse, men det var umuligt.
Han havde troet det var slut nu og væsnet ville æde ham rå, som en sodavandsis på en varm sommerdag, men istedet forsvandt det og han kunne bevæge sig igen. Han stod lidt og kiggede efter det underlige væsen. Havde ikke lyst til at fortsætte. Selv han havde frygt, og omen ikke mange vidste det, så var intethed og det der hørte til noget der skræmte ham.

Han tvang sine ben fremad og nåede en stor sort dør. *bingo* tænkte han og sneg sig ind af døren. Var han stadig usynlig? Ja det måtte han være... Men nok ikke meget længere.
Inde i rummet fandt han præcis hvem han ville finde. En smuk ung kvinde i en blå prinsesse kjole og med halvkort mørkt hår. Han var så fin og delikat som en dukke, og alligevel afskyede hun ham. Han havde hørt de mest væmmende ting om denne 'prinsesse' .. Isabella De Minión.

Isabella vendte sig om, og pluseligt, stivnet hun, i et kort sekund, i chok, over at finde en ukendt mand i hendes rum, men hun skreg ikke, hun rejste bare hoved op, og hævet næsen i stolthed, og lod sine isdroninge øjne hvile på den ukendte mand, selvom.. han mindet hende om noget.. om nogen. oh shit.. i over 10 år, havde intet kunne rokke hendes rolige og kolde sind, men hun manden var jo.. nej. det kunne bare ikke passe. hun gik forbi Tristan, og holdt sin facade kørende, og lod sig ikke vise svaghed, eller ubalance, før hun lukket døren, og hun vendte sig tungt op mod døren, og indså at dette var første gang i mange år, hvor hun rent faktisk skulle vise personlighed, overfor andre, i hendes tid som overhoved for organisationen, har facade jo været alfa og omega. men nu.. hun skulle lige. ud med sin forvirring, glæde, frygt, had? hun troet jo han var død og borte.
Isabella lænede sig op af døren, og sagde så lidt stammende "Tris.. Tristan?" hun kunne ikke andet end at genkende ham på håret. og der var bare noget der sagde.. hun havde ret, selvom hun ellers også var overbevidst om det var en mærkelig drøm.

Han smilede flabet da pigen tydeligvis så ham. Han lod sine mandelbrune øjne ramme hendes isdronningeøjne og slog på samme vis hovedet lidt tilbage i stolthed. Hvis der var en ting han havde så var det da et ego der sagde spar 10.
Han sagde ikke noget først, men lod hende lukke døren. Hele tiden holdt han dog øje med hvad hun lavede. Han skulle ikke risikere en dolk i ryggen. Hvad der undrede ham var bare at hun ikke råbte på vagter og andet for at få ham smidt ud.
"H-hvordan kender du mit navn?" Spurgte han forvirret og hans smil forsvandt til fordel for en forvirret grimasse. Mange besynderlige personer i denne verden havde på en eller anden måde genkendt ham, men at Isabella de Minión skulle gøre det var bare sært.
"Du er Isabella De Minión ikke? En af de rigeste personer i underworld og leder for den største slavehandel i hele underworld?" SKulle han være sikker. Det nyttede ikke han fik informationer ud fra den forkerte isdronning.

Isabella vidste ikke helt hvordan man skulle reagere, hendes selv.. var jo bygget at hun skulle være alene, for at være andet end en facade, og nu var hun ikke sikker på om den skulle brydes endnu mere, eller hvad, hun var enlig bare grundforvirret.
Isabella forstod også hans forvirring, men ligenu, var det mest hendes egen der vari fokus, og hun gentog sig selv, "Tristan?" hun gik hen til sin store drømmeseng, og satte sig ned, og peget mod en stol af fint håndskåret træ, som invitation til han kunne sidde ned. mens hun forsatte med at snakke "Øhm. Hej." hun satte sig i skræderstilling i sengen, i en store kjole, og forsatte, og lagde ingen skjul på hendes tanker i hendes ansigts udtryk. "rig.." hun skulle til at rette på ham, men stoppede sig selv, og skiftede en offenlige tone, til hendes enlige søde unge pige stemme, og sagde "Jeg kender din.. øhm.. vores mor" Isabella havde aldrig i sit liv, troet hun skulle have så en personlig samtale, og slet ikke denne her.
Isabella havde ikke helt ordne, som man skulle bruge, det var jo ikke ligefrem, en nem ting at formulere. men hun håbet han regnet det ud selv, så hun slap for at virke uinteligent, med alt hendes forvirring.

Han var egentlig bare godt forvirret og viftede afvisende med hånden til at side ned. Han havde ikke lyst til at side ned. Han skulle videre hurtigts mugligt og finde..
"vores mor?" Gentog han uforstået og rystede på hovedet.
"Du misser noget der. Ser du jeg er her for at finde min mor, som du har gemt herinde et sted. " Fnøs han og krydsede armene. Et eller andet sted nægtede han at lukke det ind uden det blev forklaret ordenligt.
Han gjorde øjenkontakt igen og sank en smule sammen, hvad havde hun lige sagt? Han vente tilbage til samme spørgsmål som før.
"Hvordan ved du hvem jeg er?! Det var ikke meningen nogen herinde skulle vide noget om mig" Han lavede en anstrengt grimasse og trådte et skidt væk fra hende.

Isabella havde lidt forventet hans reaktion, men hvis han ville finde mor, så var han sku gået forkert, Isabella ville aldrig have den møgkælling under samme tag, som hende selv, og hendes mor, havde fået en ´hyggelig´ lille privat celle, i en nedlagt fæstning. aldrig i livet ville Isabella have hende her.
Isabella vidste ikke hvordan man forklaret det, på en måde så han ville tro på hende.. hell.. hun havde svært ved selv at tro på det som skete nu.
Isabella prøvede at svare igen "[i]vores[/i mor, Tristan. Stina Dé Minion. øhm.. Jeg kan altså ikke forklare det bedre." hun holdt en pause, og sprugte så, for hun måtte bare vide det "Tristan, hvad fanden laver du ... her. du er.. var.. burde være død"
Isabella havde altså brug for noget at drikke, men hun kunne umuligt kalde på en tjener nu.. årh shit. hvad fanden skulle hun gøre? hun kunne da ikke ses med en tilfældig person, det ville ødelægge hendes facede, og hvis hendes mor lærte hende noget, var det at facaden var vigtig. Isabella fik en mere seriøs grimasse, hvordan fanden kom han? og mere vigtigt, hvordan kommer han ud?