what do we say now - sean

t: omkring frokost
s: Firewood, politistation
o: hvad der nu end er.
v: tørt og halvlunt.

Hun rystede hurtigt på hovedet, som om hun nægtede sig selv at indse hvad der blev sagt. Og alligevel var det som om at den kære politimand nægtede at fatte at hun ikke hørte efter.
Hun var anklaget for indbrud og mordet på en gammel mand.
Og hun var skyldig. Men kunne de bevise det? Hun tog bare hvad der retmæssigt var hendes.

''Nemesis...'' sukkede betjenten. Hun stirrede nu på ham, med giftige øjne.
''vil du holde mig her længere? Jeg har andet at lave.'' hendes tone var flabet, og direkte ligeglad.
''du kan gå. så snart du aflevere den ring.'' han så på ringen der hang i kæden om hendes hals.
''det var min mors. den tilhører mig.''
''du tog den fra dødsboet.''
''nej.''
''du kendte den afdøde?''
hun tav og rejste sig.
''farvel''

hun forsvandt ud af døren og ud på gaden, hurtigt.

Politistationen. Et ord der ellers hørte til en anden tid, et system som endnu ikke burde være her, når man havde vagterne. Han forstod det ikke helt. Det passede ikke ind. Han stod over for stedet og kiggede på bygningen, der rejste sig over de omkringliggende huse. Stor, magtfuld, farlig...Og dog måtte han grine. Han kendte hovedkvarteret for byens vagter, han havde været der mange gange og han var kommet ud, uden problemer, hver gang. Han lod en hånd glide gennem det mørke hår. Han rettede kort på den mørke kappe der lå om hans skuldre og skjulte hans skikkelse i mørket omkring ham, i skyggerne, hvor solen ikke havde sine stråler.
Almindelige jeans, en mørk trøje. Et bælte med små ting og sager. De mørke øjne og de fire ar hen over ansigtet. Alt så ud som det plejede. Mere eller mindre.
Grunden til han var her nu, var fordi han havde modtaget et rygte om en bestemt kvinde, som skulle være blevet taget til fange. Eller i hvert fald bragt derhen. Ingen viste rigtig hvorfor, men beskrivelsen fik ham hurtigt til at tænke på Neph. Og for sin egen nysgerrigheds skyld, stod han nu her og kiggede. Til han faktisk så Neph forlade stedet. Han smilte svagt og listede sig ind og ud af skyggerne, til han kom over vejen og hen ved siden af Neph, ikke mere end som en skygge der pludselig kom til syne.
"Hvad skulle du nu der?" smilte han let og så på Neph med livlige øjne.

''shit!'' hun sprang baglæns, i ren forskrækkelse over at se sean stå ved sin side.
Hun tog sig til hjertet, for at få hjertet til at falde til ro.
''helt ærligt? Jeg er mistænkt for mord, og så lister du dig bare ind på mig!? Hold kæft hvor er du streng!'' grinte hun og så lettet på ham.

''hvad jeg skulle? Tjoo, en gammel 'ven' af familien blev fundet myrdet i morges, og jeg er den sidste han blev set sammen med.'' hun trak på skuldrene, men skjulte lidt halskæden under hendes kant på toppen.
Han kendte vel til ringen, men vidste han også at den var blevet stjålet og hun havde taget den tilbage?

Hun så roligt på ham, og begyndte så at gå videre.

de ord, den sætning, der kom ud af Nephs mund, var ikke typisk hende. Men han viste intet ved det, selv om det undrede ham. hvad havde forandret hende denne gang? Den sære, tunge lugt af blod der hang over hende, som ved vampyrer? Men hun kunne da ikke være vampyr, kunne hun? Ikke fordi det jo enlig betød noget.
Han smilte let. han havde jo selv undergået en forandring...Som nok havde forandret ham mere end han viste.
Hendes små bevægelser kunne hun dog godt have sparet sig. De gjorde ham faktisk bare opmærksom på at hun måske prøvede at skjule noget.
"En 'ven', siger du?" han smilte let, som om hun slet ikke var blevet overrasket over hans pludselige opdukken.
"Jamen så har vi mere til fælles. Jeg er altid eftersøgt for mord, om jeg har lavet dem eller ej...Måske fordi jeg har beordret de fleste alligevel" han smilte og blinkede let, som om det hele faktisk bare var en leg. Men det var det jo også for ham.
"Hvad skjuler du der om halsen?" spurgte han, med en stemme der ellers lød ret ligegyldig. Hans blik lå på et eller andet foran ham.

''min mors ring.'' sagde hun med en smule tøven i stemmen.
den ring, som manglede fra den døde mands bo. Den ring han havde stjålet fra hende natten før han døde.

Hendes hals var knastør, og hun var ved at springes efter at finde et menneske. Men hun lod være. Hun prøvede at holde sig i skindet.

''du er altid eftersøgt for et eller andet. Mest af alt for at være en værre hjerteknuser!'' grinte hun og prikkede ham roligt på skulderen.

Hun lukkede øjnene kort, og prøvede at ignorerer den brændende tørst i halsen.

Han trak let på skuldrene.
"Det vil jeg ikke benægte" smilte han let og lod kort blikket glide ned over hende.
"Jeg kan se og lugte du har skiftet fra at være en ulv til en blodtørstig væsen. Hvordan skete det?" spurgte han roligt. Hun var sulten, han fornemmede det lige så let, som han kunne se om andre dæmoner var nye eller gamle. Nye vampyrer var også at frygte, de var vilde og havde en del at lære.
Han lod blikket glide omkring sig for at se hvor der var folk omkring dem, bare så han viste det, hvis hun mistede kontrollen.

''hvordan det skete? Det kan vel være ligemeget, kan det ikke? Hovedsagen er vel at jeg overlevede.'' hun trak på skuldrene, men så alligevel lidt væk fra ham. Han måtte vel være en smule muggen. Hun havde lovet ham for længst at hun ikke ville lade det ske.

''jeg havde en... ting. Som en vampyr gerne ville have.'' hun trak på skuldrene.
Hun bakkede hurtigt lidt ind i skyggen, da en sky gled væk fra solen og efterlod solens stråler friske mod jorden.

Hans måde at beskrive hende... Ulv... Var det sådan han havde set hende...? Et kort øjeblik kunne hun mærke et stik i hjertet.

Set fra hans egen side var det ikke blevet brugt til at beskrive hende som sådan, men mere som...et symbol, på den race hun var før. Hun havde kunne skifte til en ulv. Nu var hun et blodtørstigt væsen. For ham var det bare en måde at sige det på, så han tænkte ikke over at det kunne blive opfattet anderledes.
Han studerede hende kort da hun søgte ly for solen og smilte svagt. Arason havde haft et sværd der kunne forvandle folk fra vampyrer tilbage til deres oprindelige race. Men den kunne det kun få gange og de gange var sikkert brugt nu. Det skulle heller ikke undre ham, hvis hun holdt af at være et nattens væsen, blodtørstigt. På en måde var de jo bare kommet tættere på hinanden...
Men hun ville nu leve længe, ligesom ham selv. og det ønskede han ikke for hende. Hvis hun bad om det, skulle han nok slå hende ihjel. Som en vennetjeneste.
"Ah, og hvad var det? dit sikkert lækre blod?" spurgte han tilbage, ligeglad med den måde hun havde undgået emnet, som om han var en fremmed person der ville have hemmelige informationer. Det var sikkert alt det her...vampyr-fis, der forvirrede hende lidt.

Hun rystede på hovedet.
''Det er ligemeget hvad det var. det er overstået nu.'' sagde hun, inden hun så lidt rundt.
Hun var for tiden ret træt af at være blodafhængig, men hvis det var det der skulle til for et længere liv. Så fint.

''Jeg tror måske at jeg skal lette røven væk herfra, inden der kommer en eller anden idiot fra politistyrken og arresterer mig igen.'' sagde hun roligt, inden hun strakte sig.

''Og bare til din orientering, jeg tvivler på at mit blod var lækkert.'' sagde hun, med en stemme der var allermest i det drillende hjørne.

Han så lidt på hende. Hun gad ikke snakke om det og svarede så ligegyldigt, at han faktisk begyndte at føle sig irriteret.
"Hvad har jeg nu gjort, som gør mig fortjent til ikke at vide det?" spurgte han kort, en smule afmålt. Hun var ikke den eneste der havde forandret sig, den eneste der kunne lege ligegyldig. Neph var ikke Neph længere...Selv hendes drilleri var anderledes. det var en anden ting han havde frygtet ved det. At hun netop ville forandre sig så meget. Han troede ikke hendes liv var godt nok til hun gad leve det i lang tid. Men han måtte have taget fejl. Kendte han hende overhoved?
Han var ikke stoppet op, da hun var listet ind i skyggerne, medmindre hun var stoppet op. Havde hun det, fik hendes kommentar ham til at trække på skuldrene. Faktisk uanset om hun var eller ej. Trak han på skuldrene. Det var ikke hans problem.

''Jeg har virkelig ikke lyst til at tale om hvordan og hvorfor det skete, Sean... Det er et kapitel i mit liv, jeg vil have overstået. Jeg er ikke den kvinde, som jeg var da du mødte mig. Du er en af grundene til at jeg gjorde det her. Jeg ville ikke ende som den gamle tudse, som hende du passer når hun er ved at dø af alderdom. Jeg ville ikke væk fra dig!'' frustrationen over sulten og at hun ikke turde fortælle ham hvad der skete, gjorde at hun havde lyst til at skrige.

''Undskyld...'' sukkede hun og hvilede sig kort op af en mur, gemt væk fra solen.
''det var ikke meningen at lyde sådan...'' sagde hun stille

Han så kort på hende og rystede så på hovedet. Han virkede ikke særlig...følelsesmæssig involveret i det her. Mere som om han så på.
"Jeg er ligeglad med hvorfor du gjorde det, andet end jeg tvivler på det var en ren heltegerning. du må også have haft en personlig grund til at gøre det, for det leder folk mere end at gøre noget for andre. Og sådan har jeg det ærlig talt også selv. Jeg vil ikke have du skulle blive et blodtørstigt bæst der skal leve ret længe, med mindre nogen er heldige nok til at dræbe dig. Det er for lavt at falde. Du har ødelagt resterne af dit liv, for noget jeg ikke tror du har en ide om hvordan er. Men det kan vi altid snakke om, om 500 år." svarede han afmålt og lod endnu en gang blikket glide over hende og hendes krop.
"I det mindste kan du fortælle mig hvorfor. Hvad holder dig tilbage?"

Den sved! Hun så ned, væk fra ham, sammenbidt. Selv hans tonefald var som en lussing.
''Ødelagt mit liv? Mit liv, Sean, blev ødelagt længe før Nicolas satte tænderne i mig..'' hun så igen på ham.
''Hvad der holder mig tilbage? dig...'' sagde hun så, tøvende.
''Sean, du opfører dig som om du er mig overlegen. At du ved alt, og jeg er en uvidende lille finke. Var det bedre, at jeg var død om tyve år, så du ikke længere hang på mig!? Hvis det ikke er din holdning, så fortæl mig hvad der så er - for lige nu, der er det som om du hellere så mig død end levende.'' hun trak vejret dybt ind, og bed sammen igen.

Hun så ned igen. Hendes stemme rystede, som om hun græd uden at græde.

Et svagt smil spillede i hans mundvige. Neph...viste hun virkelig ikke bedre? var det ikke hende, der netop burde kende ham bedst og vide han helst skjulte sådanne ting, trods følelserne og tankerne stadig kunne være der?
"Nemlig. Jeg troede ikke det liv var værd at leve...I lang tid" svarede han roligt tilbage.
"Det forvirre mig at du er vampyr. Det havde jeg ikke troet du ville gøre. Men det kan lige så meget være et uheld som noget du selv har bestemt. derfor vil jeg gerne vide hvordan det er sket. Hvad der endte med at blive en forandring på dig og dit liv, meget vel for evigt." han lod blikket glide ned mod vagternes hovedkvarter. Men der skete ikke rigtig noget lige nu.
"Jeg opføre mig sådan, fordi det er behageligt for mig. Men du af alle burde vide det ikke virkelig er sådan" svarede han så til sidst, på hendes sidste spørgsmål, da han kiggede på hende igen.

''jeg ved ikke hvordan noget er, Sean. Jeg ved ikke en skid. Den har du smidt i hovedet på mig før. Jeg bad om at blive forvandlet. Jeg bad om det, fordi jeg ville kunne ligge de ting bag mig, som der skete mellem os på grund af drengen.'' hun tav, og så ned. det sved. Hun havde troet at hun kunne komme over det. Men hun ville sådan ønske at hun kunne gennemleve den nat, bare én gang til. Bare ligge i hans arme, og slappe af.

''jeg savner det..'' fik hun endeligt hvisket.
''jeg savner dine arme.. at ligge, med panden mod din skulder, og slappe af.'' hun krøb sammen. Hun turde ikke engang se på ham, lige nu. Hun stirrede ned på ringen hun trillede mellem sine hænder.

han så lidt på hende og viste straks hvad hun nok mente. i teorien kunne de sagtens...De kunne sagtens være sammen, her, nu...Midt i det hele. Ikke fordi han elskede hende så dybt, som hun åbenbart elskede ham, men han ville kunne leve med det. Men han ville nok føle sig fanget igen, ikke at være så fri...Det havde ødelagt det med Alane. Han havde ikke været fri nok...Og nu havde han Ali. Et mere frit forhold, hvor de sammen uden rigtig at være det...
Men hvis han først gav Neph lov nu, ville hun blive ved. Det var han sikker på.
Han sukkede let og hans skuldre faldt en smule. Hans blik blev mere mildt og virkede ikke længere så stor og truende, som han plejede at være til hverdag.
"Neph...Hold nu op..." hans stemme var mere vild, mere varm.
"Jeg tror ikke det er sådan det skal være, selv om vi har større mulighed for det nu end tidligere. Jeg er interesseret i at vide hvordan du er blevet en vampyr, hvad der skete...men hvis du hellere vil vente, så vent. Men vide det, vil jeg. Om jeg så skal jagte hver eneste vampyr jeg kan få fat i" han så lidt på hende og havde lyst til at kramme hende, men var så bange for hun nok ville søge mere...

Hun rystede på hovedet af ham.
''Du fatter det ikke... det kommer du aldrig til... Jeg vil ikke være din kæreste, hustru eller elsker - sean... Jeg ved ikke engang selv hvad jeg vil mere.'' hun sukkede og så lidt op på ham. Hans stemme... Hun rystede igen på hovedet.

''jeg... jeg skal videre..'' hviskede hun stille. Hun vidste at han ikke forstod..

/skal spise//

Fint. Nu havde han gjort noget forkert igen. Lige så snart han selv mente han gav sig, bare lidt, gik det hele af helved til! hvornår lærte han at følelser og venlighed faktisk aldrig førte til noget?
Han ændrede sig hurtigt. Der var ingen glidende overgang som før, hans skuldre røg op og hans mørke øjne blev igen en blanding mellem kulde, hårdhed og ligegyldighed. Hans stemme igen så rolig og afmålt.
"Så forklar det, i stedet for at flygt" svarede han kort og så efter hende, mens hun gik. Hun ville ikke fortælle ham noget som helst længere. Det irriterede ham overraskende meget.

''forklar hvad? At jeg ikke selv ved hvad jeg vil? Jo, jeg ved hvad jeg vil. Hvad jeg ønskede mig. Men for fanden, det kan jeg aldrig få! Jeg beder dig jo ikke om at gå i seng med mig Sean. Eller at elske mig. Jeg beder dig om at behandle mig som en ven, i stedet for som et laverstående encellet væsen!'' hun så direkte på ham nu. Direkte ind i hans øjne.

''Jeg elsker dig, Sean. Det ved du godt. Og for fanden hvor ville jeg ønske at du elskede mig lige så højt.. Men det ved jeg at du ikke gør - og jeg kan ikke tvinge dig. Selv hvis jeg kunne, ville jeg aldrig gøre det..'' Hun så ned.

''jeg er ikke let at finde ud af... det ved jeg godt. Jeg ved at du ville flå hovedet af mig, havde det ikke været fordi du kan lide mig.'' hun prøvede at liste en lille smule dril ind i det.

''Sean, jeg kan ikke forklare hvad jeg ikke selv ved... Og lige nu, kan jeg ikke andet end at gøre dig vred... Så måske... måske er det bedst hvis vi...'' hun så lidt ned og trak vejret dybt ind.
''Måske skulle vi tage en pause..? Det lyder som en dårlig kliche fra en kærlighedsfilm, jeg ved det godt. Men, måske er en pause bedst? Indtil jeg kan forklare migselv uden at gøre dig så frustreret..'' hun så ned igen, velvidende at dette ville skubbe ham længere væk. Fuck, hvor ville hun gerne glemme alt andet og bare kramme ham.

Hvorfor skulle de altid skændes? altid være uenige? Det frustrerede ham mere, end det de 'snakkede' om.
Hvordan kunne hun sige han ikke forstod det, når hun ikke selv viste hvad det var?
Men hun kunne i det mindste fortælle ham om hvordan hun blev vampyr...Han ville gerne vide det. Men så gode venner var de åbenbart heller ikke. så hvem havde enlig mest ret?
"Du ved godt jeg ikke ser dig som et encellet organisme. Du ved godt jeg dig som en person. Endda en person jeg holder mere af, end så mange andre. Du ved også godt at dette bare er den måde jeg er på. Du ved godt at jeg sætter pris på dine meninger og din viden og kunnen. Så jeg ved ikke hvor du vil hen med det. Du har sagt det om mig før, men jeg har ikke tænkt mig at forandre det. Det gør det faktisk nemmere for mig, hvis det du siger er sandt. At jeg opføre mig sådan. jeg er dæmon og jeg har mænd som hellere bør vide de er under mig, end tro vi er ligesindede. Jeg beklager hvis det irritere dig sådan" han så lidt på hende, hans mørke øjne glimtede underlig, da solen kiggede ned mod dem et øjeblik.
"Der er intet at holde pause fra. Et venskab enden er der eller ikke. Du har ret. Jeg forstår dig ikke. Men så er vi vist mere ens end vi troede" Dertil mente han at hun åbenbart heller ikke forstod ham...I hvert fald ikke så meget som han selv troede hun havde gjort.

Intet at holde pause fra.
Hun kunne mærke hvordan noget der mindede om vrede boblede i hende.
''Der er et venskab. Lige nu, er det bare så minimalt, at det er næsten ikke-eksisterende.'' sagde hun, inden hun satte sig op af muren, gemt i skyggen.
''det armbånd jeg gav dig... du gav det til drengen. forsvandt det sammen med ham?'' hendes stemme rystede. Hun var så satans tørstig!

Hun gned sine hænder mod hinanden, rystende.

han så lidt på hende.
"Er det det du bedømmer vores venskab på? Materielle ting?" spurgte han og gjorde intet for at skjule kulden i sin stemme. Den var ustyrlig. Havde været det siden ritualet.
"Jeg har nydt at have min ven tilbage...Jeg er åbenbart den eneste der ser det venskab vi har. Og du har ret. Det skal gå begge veje før det faktisk er et venskab. Det med drengen ødelagde det hele. Hvor naivt af mig at tro det ikke ville betyde noget mere" han ville gerne gå. Forlade hende her. En person var dum nok til at gå forbi, en ung kvinde som gik og læste i en bog...
på kun et øjeblik havde Sean grebet fat i hende, tvunget hende gennem manipulation med hendes tanker til ikke at skrige, revet hul på hendes hud på halsen og skubbet hende hen til Neph.
"Spis dog i stedet for det pjat. Lad det være den sidste gerning jeg skal besvære dig med!" vreden var i hans stemme, skønt hans øjne virkede lige døde og ligegyldige...Eller ikke døde...Bare dæmoniske.

Blod!
Hendes krop skreg efter det, og alligevel... Hun havde andet at tænke på.
Hun greb kvinden, men hjalp hende blot op og stå. Så dækkede hun det værste af såret, og lod kvinden gå videre.

''For det første, så drikker jeg ikke af mennesker der ikke har gjort mig noget.''
Hun så direkte på ham.
''for det andet, ja, drengen ødelagde meget... Jeg spurgte kun om det armbånd, fordi jeg ville vide om jeg skulle få lavet et nyt til dig... Jeg spurgte ikke fordi jeg så det som symbolet på vores venskab...'' Hun så ned igen.

''Jeg ved at du er en dæmon. Og jeg ved, at du let bliver vred. Og bliv så vred du vil.'' hun så op på ham igen.
''Men jeg vil ikke finde mig i, at du smider en eller anden kvinde i hovedet på mig, som om jeg kun tænker på blod!''
Hun bakkede væk fra ham, og sukkede.

''jeg bor på kroen, så hvis du vil snakke, så er jeg der..'' sagde hun stille

Han grinte. Hvordan kunne han andet?
"Er det omvendt psykologi? Fordi du vil opnå noget, jeg ikke vil give dig? Der hvor du vender det hele rundt og får det til at lyde som om det er mig, der ikke gider dig?" han så på hende og lyset legede i hans øjne et øjeblik, før sløret gled for dem igen. Han rystede kort på hovedet.
"Du er sulten. Du er tørstig. Og du er en ny vampyr. Det er vist på tide du begynder at tænke på hvad du er. en vampyr. Et væsen der lever af blod. Hvis du skal vente på folk får lyst til at gøre dig skade, mister du enden kontrollen eller dør af sult." han så kort på hende. Lige hvad der angik var der ikke meget forskel hvad angik vampyrer og dæmoner.
"du skal ikke lave en ny. Det er trods alt dig der snakker om vi ikke har noget venskab..." en ny tanke ramte ham...Snakke. Om hvad dog? Hvad skulle han snakke med hende om, siden hun ikke selv gad snakke? Hun gad ikke fortælle ham noget. Hvorfor skulle han så fortælle noget tilbage? Han havde intet at sige. Han holdt kortene tæt, nu mere end nogensinde før. For han var blevet forrådt, snydt, af alt for mange folk der påstod de var tætte på ham. Men han ville ikke lade sin manipulere på den måde igen. Han var en archdemon.

''fint, jeg laver ikke en ny.'' sagde hun, inden hun bare så på ham.
''pas på, ellers er det dig jeg springer på.'' snerrede hun lavt. Hun hadede at han blandede sig i hendes sult.

Hun begyndte at gå, stille. Langs skyggerne, for at undgå unødvendig omgang med solen.
Hun mumlede mens hun gik, stille.
''hvorfor kan jeg ikke gøre noget som helst rigtigt..''