Another Vampire i shall kill.//Layla//

V: Stærk regnbye og tordenvejr.
P: Uniform.

D12 havde fået endnu en mission. At dræbe en vampyr med navnet Layla. Hun skulle have helt mørkt hår, med brune øjne..
D12 havde aldrig mødt hende eller set hende. Men det var heller ikke det han var kommet for. Alt han skulle var at dræbe.
Dræbe. Dræbe. Dræbe.
Han kiggede op mod himmelen og lod nogen af de kølige regndråber ramme hans ansigt. Den gled langs hans kindben og ned over hans læber. Han nød det. Det var dejlig køligt.

Layla elskede at sidde for sig selv, det var nu også det eneste hun havde gjort i flerre år.
Hun var ikke som de andre vampyrer hun var sin egen vampyr race, hun skulle sidde i solskinnet pga. Den ring hun havde fået af de heske som engang hjalp hende.
Hun sad på oppe i et træ, tæt op af den faste stamme. Her sad hun i læ for stormvejret, hun fik øje på en mand som kom gående. Hvad ville han mon?

*D12, dit mål er i nærheden,*
D12 hørte sin herres ordre og kiggede efter sit offer. Hans mørke øjne var udtryksløse. Regnen havde gjort hans mørke hår vådt, så det klistrede på hans hovedet. Nogen få hårlokker faldt ned over hans pande.
Han kiggede frem for sig. Det gav et sus i hans krop, da han fik øje på sit mål. Layla.
*Skyd når jeg giver ordre D12* sagde hans herre, med en kold stemme.
Det var kun D12 der kunne høre sin herres stemme.

Layla fik øje på ham, hun havde set ham engang før.
Ja det var den der vampyrjæger, det her skulle nok blive sjovt.
Især fordi hun ikke var som de andre vampyrer. Kors og vievand sagde hende intet.
Kun træsdolke, som han sikkert havde med sig.
Layla trak elegant på hendes skulder, og sprang ned på jorden foran ham.
"Davs? Har vi nogensinde mødt hinanden."
Hun smilte venligt til ham, og låste op for hans øjne. Hun kunne se de var følelses kolde, eller næsten. Hmm.. Måske kunne hun låse op for nogle?
Uden altså at blive skudt først..
"Kommer du tit her?"
Hun gik rundt om ham, og snakkede meget venligt.
Bare for at vise sin venlighed, sollyset ville snart komme. Måske ville han tro at det ville dræbe hende, men han ville tro fejl.

Den listige pige vampyr, sprang med elegante bevægelser ned foran ham. Hun prøvede at snakke med ham. Hvis hun dog vidste at det var spild af tid.
Med en kold og stiv bevægelse, tog han en trædolk op af sit bælte og skjulte den i hånden.
*bevar roen D12. Solen kommer snart. Vent*
D12 hørte sin herres ordre og holdte dolken skjult i sin hånd. Den kønne pige vampyr gik rundt om ham, som var han et bytte hun skulle nedlægge. Dog havde hun ikke et snu ansigt på, men et venligt.
Han kunne høre at hun snakkede til ham, men han hørte ikke efter. Det eneste han lyttede til var han herres ordre. En enkelt ordre.

Hun smilte stort, og så hvordan han træk en trædolk op.
Hun kunne hører en hvisken, det kom fra hans hørersnegl. Hun kiggede nysgerrigt, og hurtigt og ubemærket fjernede hun den. Og knuste den som en brødkrumme, hun smilte for sig selv. Og forsatte rundt om om ham, hun stoppede op foran ham. Hendes læber smilte venligt, og hendes brune øjne lyste varm til ham.

Det gav et sæt i ham, da hun tog hans høresnegl. Som et lyn, tog han dolken op og truede med den, imens han havde hoppet et skridt tilbage.
Han ignorede det venlige smil.
Det føltes underligt for ham, at han ikke længere kunne høre sin herres ordre. Den beordrende ynkelige mande stemme.
Hans øjne lyste udtryksløst, da han kiggede på hende. De var mørke og der var ingen følelser at se.
Han kunne mærke, at han følte sig forsvarsløs uden sin herre. Men det kunne han ikke vise til vampyren.

Hun hævede et bryn, og lagde hovedet lidt på skrå.
Han var højere end hende, så hun kiggede op på ham.
"Slap da lidt af?"
Hun kiggede ham i øjne, hun vidste han stod med en trædolk. Men hun fokuserede på hans øjne, så komme som hendes øjne kunne se ud.
Men hvis der var noget hun kunne finde ud af, så var det at holde masken.

Skulle han slappe af?
Hun var en underlig en.
Han fortsatte med at være udtryksløs, med dolken i sin hånd. Bag en af skyerne, dukkede den ventede sol endelig op.
D12 bemærkede det og sænkede sin dolk. Han regnede med at hun snart ville stå i flammer. Præcis ligesom de andre vampyre.
Solens stråler ramte hende, men det gik ikke som han håbede. I stedet for at bryde i brand, stod hun stadig med det venlige smil.
Hans udtryksløse ansigt, udviklede sig til et forvirret blik.
Hvorfor brød hun ikke i brand? Var hun ikke en vampyr?

Hun kiggede op på solen, og så ikke bange ud.
Hun håbede at han ville tro at han tog fejl.
Men uden hørersneglen vidste han måske ikke hvad han skulle gøre.
Hun åndede lettet ud, og smilte stadig til ham.
Hendes muskler slappede af.

Der var et eller andet galt. Måske havde hans herre taget fejl? Hvis hun var en vampyr, havde hun stået i flammer ligesom et bål.
Med en rolig bevægelse puttede han dolken tilbage i sit bælte.
Det måtte være en fejl.
Han kiggede ned på hende, med et uskyldigt blik. Varmen fra solen fik ham til at kigge efter et skygge sted. Han måtte ikke få det for varmt.
Han kiggede en sidste gang på hende, inden han vendte sig om efter et skygge sted.

"Seriøst var det det? Er jeg virkelig ikke mere vær?"
Hendes stemme var skuffet, og var ikke længere venlig.Hun løb med fart op foran ham, og sparkede ham hård så han fløj tilbage i et af træernes tykke stammer.
"Nu det min tur, til at have det lidt sjovt!"
Hun gik nærmere ham, og sparkede ham igen da han var kommet lidt op og stå.
der var ikke nogen til at kigge på dem, så lige nu passede det Layla perfekt.
Det var hævn for at ville dræbe hende, hun ville ikke dræbe ham.
Det gad hun ikke lide nu.

Det gav et sæt i ham, da hun sparkede ham hårdt ind i et træ. Hans herre havde ikke taget fejl. Den kraft kunne en vampyr kun eje.
Da han ville rejse sig op, sparkede hun ham endnu engang så han væltede igen.
Hvordan kunne han have mistroet sin herre? Hans herre tog aldrig fejl?
Inden hun nåede at angribe igen, rejste han sig hurtigt op og sparkede hende så hun røg nogen meter tilbage. Ingen skulle tro at han var så nem at besejre. Det føltes underligt for ham at angribe, uden sin herres odre på det. Men hvis der var nogen der angreb ham, vidste han udmærket godt at han skulle forsvare sig selv. Om han havde fået odre eller ej.