Guess I have morals, even as a vampire. Or maybe you're just too cute to kill ~ Daniel

Chester havde haft brug for en af de her nætter i lang lang tid. Nok det sidste halve års tid. En nat, hvor han bare gik amok, og jagede alle dem, der var dumme nok til at gå på den samme gade, som ham. Uden tanker, vildt og dyrisk. Uden at behøve at bekymre sig om konsekvenserne for sine handlinger. Han var så træt af alle de konsekvenser. Det var nemlig sådan, at det var alt, der styrede hans liv for tiden. Både af frygt for at såre Celeste, at miste sit 'gode' ry som mesterskabsvinder, at få sin skytsengel på nakken. Der var alt for mange, der var imod ham, der dræbte. Hvilket var fuldstændig åndssvagt. Han var en vampyr, at dræbe var hans instinkt, hans måde at leve på. Hvorfor skulle han lige pludselig at have skyldfølelse over det? Hvorfor havde han pludselig skyldfølelse over det? Nej, det var ikke skyldfølelse. Han var stadig selvisk. Det eneste problem var, at han kunne komme i problemer, når han ikke fulgte reglerne. Intet andet. Det var i hvert fald, hvad han prøve at overbevise sig selv om. Hvilket netop var derfor, han havde brug for en nat som denne.
Så det var, hvad han havde brugt sin nat på. At slå ihjel fra højre til venstre. Detaljerne var ikke vigtige, faktisk kunne Chester nok ikke en gang huske det, selv hvis han prøvede. Han havde ladet sig selv give slip for en gang skyld. For første gang i lang lang tid. Bare ham og sit bytte.

Og Chester var tilfreds. Mere end tilfreds. Han var glad og fløjtede, som han slentrede ned ad gaderne af Firewood Village med sin nu røde skjorte. Den havde været hvid, da han havde taget hjemmefra. Hvorfor han lige havde valgt at tage hvidt på den dag, vidste han ikke. Det var nok endnu en af de gange, hvor han var ligeglad med konsekvenserne. Det ramte ham i hvert fald ikke lige nu. Den kunne altid bare smides ud, når han kom hjem.
Det var efter den tanke, at fornuften ramte Chester som koldt vand i ansigtet. Hjem. Hvilken tid på dagen var det? Kunne han overhovedet nå hjem, før solen stod ham?
Dette spørgsmål fik han hurtigt svar på. For som han vendte vej imod udkanten af byen, så han det. Solens første stråler var allerede ved at strække sig over byen, langende ud efter ham.  
Pis, pis, pis.
Han kunne bestemt ikke nå hjem. Han kunne ikke en gang nå hen til kroen, der var på den anden side af byen. Han blev bare nødt til at finde det første og bedste. Og det første, han fik øje på, var en bager. Den måtte da vel være åben nu, ikke? Det var egentlig ligemeget. Han måtte bare slå dem ihjel, som nu befandt sig derinde, hvis de gav ham flere problemer. Og så gemme sig derinde, indtil solen endelig var væk igen.
Så måtte han bare slå dem ihjel, som nu befandt sig derinde, hvis de gav ham flere problemer.
Han skyndte sig hen til bageren og uden overhovedet at tøve åbnede han døren op. En klokke ringede, som den gik op, og han trådte ind i en hyggelig lille bager. Duften af nybagt brød fyldte rummet. Chester havde elsket nybagt brød som menneske. Nu sagde det ham intet. Men duften var dog stadig behagelig.
Han nåede at tage et par skridt og se rundt i rummet, før han stoppede. Hans blik landede på en bestemt person.
Hov. Der var der sørme en person. En ung mand, et menneske. Formegentlig ham, der ejede butikken, eller i hvert fald en, som arbejde her. Chester kunne nemt slå ham ihjel på under et sekund. Men måske skulle han lige se, hvordan han reagerede først. Et lille smil gled frem på hans læber, venligt og høfligt, men det matchede ikke hans mørke øjne. Han gik længere ind i butikken, nærmede sig mennesket, med henkastet manér.
"That smells wonderful,” sagde han, nærmest som en hilsen, "Are you open?"

For Daniel, så var det bare en virkelig almindelig dag. Han havde gået i seng dagen før klokken 21:30, og var ikke vågnet før lidt i 5. Det var bælgmørk udenfor - så han havde været nød til at tænde stearinlys for at undgå at snuble, da han tog sig et bad. Nu duftede han af lavendel. Hans tøj var endda også ny vasket - han havde hentet det hos vaskeriet dagen før, så det lugtede ikke længere af røg og dej som det plejede. Det var en god dag, tænkte han. Det var svært og tænke andet. Fuglene var allerede begyndt og synge da han begyndte og ælte dej. Døren stod åben - ikke fordi der kom kunder på det her tidspunkt, men nogengange var der alligevel folk der rejste kortvarig gennem byen på dette tid af døgnet, og som gerne ville have morgenmad med på vejen.

Det var alligevel meget idyllisk at se solen stå op mens man stod og lavede bagværk til dagen derpå. Døren til hans have var åben og fuglens sang derfra var som baggrundsmusik til det arbejde han var igang med.  Han følte sig altid som verdens heldigste mand når han stod der. Han var frisk, vågen og glad.

Da døren sagde en lyd, så kastede Daniel straks sine øjne på personen som nu var inde i hans butik. Han øjne placerede sig på den røde skjorte. Det var nok en som havde været ude i byen, og nu var på vej hjem. Muligvis til en sur kone, og et par vågne børn. Det ville give god mening at købe et brød med til dem, og eventuelt kage til børnene. Daniel smilede, han strøg sin hånd gennem sit hår - så der kom lidt mel på hans pande. Han duftede stadigvæk af lavendel. "Certainly!" Han kiggede på skjorten igen - nu hvor manden var kommet tættere på. "Wine, right? I have a bucket with soap and water if you need it. " Det måtte være pinligt og komme hjem med vin på skjorten.