Im lost in a world i dont even know.//Scarlet//

Tågen var tyk og kærtegnede blidt den kolde jord, med sine egen kulde. En hver der begik sig ud i denne tåge, ville fare vild og ende nede i en grøft, da de ikke ville kunne se hvor de går. Træerne stod helt stille, som dronnigens vagter udenfor hendes hovedport. De lignede også vagter. Tågen forvandlede deres tidligere brune stamme grå, samt de frodige grønne blade var ved at blive gråhvide. Træerne stod på lige række ved siden af hinanden og under dem, gik der en sti som slingede sig dybere og dybere ind i skoven.
En krage satte sig på et af de grå træers grene og kiggede sig omring, med sine uhyggelige gyldne øjne. Den fløj hurtigt væk igen, da en man kom løbende på stien med et gevær i sine arme. Små stenene knaste under hans støvler, så det kunne høres i hele skoven at han var på vej.
Hans ånde var som tågen, tyk og kunne tydelig ses. Hjertet pumpede inde i kroppen på ham. Han vidste ikke hvor han var.
For få minuter siden tabte han sin høresnegl, da han var faldet ned i en grøft fyldt med mudder og grene der var rykket af træerne. Hans høresnegl var faldet ud af hans øre på turen ned af skrænten. Og nu, rendte han rundt i en skov uden at vide hvor han var.

Da han havde løbet et stykke tid, stoppede han forpustet op og kiggede sig omkring. Der var ikke andet at se end tåge, træer og en krage der fløj rundt over træernes kroner.
Han sukkede og lagde geværet ned på jorden, for at tage en pause. Det var ikke til at se geværet, da han havde lagt det ned pga. den tykke tåge. Det var ikke engang muligt at se jorden.
D12 sukkede endnu engang og kørte en hånd igennem sit mørke hår.
Hvor var han henne?

Scarlet svævede rundt for sig selv, hun gik i et med tågen imens hun vandrede rundt bare for at svæve rundt. Solen var skjult bag den høje tykke tåge, Scarlet var ikke bange for at falde eller noget, hun var i sin spøgelses side. Og kunn derfor ikke vælte i grøfterne, eller gå ind i et træ. hun ville blot gå igennem det, men stadigvæk mærke suset i kroppen. Hun var ikke blot et spøgelse, men dog en blanding.
En yderst sjælden blanding, af et spøgelse og et menneske. Hendes menneske del, gjorde hende synlig for andre. Men hendes hud var kridhvid, men hun var dog stadig så smuk. Nattens skøøndhed, hvis man kunne sige det sådan.
Hun svævede stille, nydeligt og lydløst igennem skovens.

Hun stoppede op, da en knasende lyd kom imod hende. Hun kunne hører lyden af støvler som knaste de sten de betrådte. Hun havde sidst hørt den lyd da hun var ude at gå med sin far. Men det var flere år siden, nu var han død og han havde levet videre. Hun ældres ikke, hun var ligesom vampyrene hun kunne ikke tåle sollyset. Fordi hun var halvt spøgelse, men fordelen var at hun kunne være i det i maks 4 timer.

Han kiggede sig omkring. Efter hvad vidste han ikke, men noget måtte der da være ude i den skov.
Tågen blev endnu tykkere, så man næsten ikke kunne se noget for sig længere. D12 kunne mærke fortvivlelsen snige sig igennem sin krop.
Han kunne ikke finde rundt.
Hans herres odre var ikke i hans hoved.
En lyd bagfra, fik ham til at vende sig om og tage en dolk op af sit bælte, hvis det nu skulle være noget farligt. Med hjertet der pumpede af sted, stod han i angrebsstilling for at være klar til hvad der end var omkring ham.
Da der ikke var noget at se, tog han dolken tilbage i bæltet og bøjede sig ned efter sit gevær.

Scarlet svævede nærmere ham, han så ikke farlig ud.
Blot bare forvirret og måske skræmt.
Hun kom op på siden af ham, hun var svær at se i den tykke tåge.
Hun var ikke fundet til at forsvinde i skyggerne, for solen var ikke til at se.
Der var helt hvid, næsten gråt.

Da han havde fået sit gevær i hånden, rejste han sig op og kiggede sig endnu engang omkring. Følelsen af at der var nogen, var endnu stærkere.
"Hvem der?" spurgte han koldt.
Hans øjne spottede efter hver en bevægelse. Han kunne ikke se noget, men han kunne mærke at der var noget. En kold vind blæste forbi ham og krøb ind under hans uniform, så han fik kuldegysninger.
"Hvem der?" spurgte han endnu engang.
Forsigtigt lod han sin hånd glide ned over sit bælte, for at være klar til at tage sin dolk.