Sean - secrets to be revealed?

tid: omkring 2 om natten
sted. angerforge
omgivelser. gyder...
vejr. koldt, månelys, skyfrit.

Koldt. Tomt. Dødt.
Mørket gled ind over hendes blik, da hun passerede endnu et lig.
Blodet havde ramt hende i store kaskader da hendes daggert havde gennemboret mandens hals.
Blod, i form af tårer gled ned af hendes kinder - men hun græd ikke.
Hun smilede dyrisk mens hun passerede videre ned gennem den mørke gade.
Snart - meget snart - ville endnu en angribe hende. Hvis ikke en, så to. eller tre.

Lyden af Tændstiks venner der nærmede sig var nem at genkende.
Rasende, hævntørstige. Perfekt.

''kom nu, jeg har ikke hele natten!'' grinte hun lavt, inden en huggede hende ned bagfra.
Hun bed sammen, på vej til at rejse sig, men hun blev holdt nede af to andre. Tre til kom gående med store smil.
''Nephthys... Neph, Neph, Neph..'' en mand rystede på hovedet af hende.
''jeg troede du havde lært at du ikke forråder mig?'' Hans hjørnetænder glintrede i månelyset.
''Kain, det var ikke hende!'' en ung mand stod frem og så bønfaldende på lederen - Kain.
''Stille! Hun slog din bror ihjel - og hun vil slå flere af os ihjel hvis hun overlever!'' Neph bed sammen.
Hun var naglet fast til jorden, med en mand ved hver arm og ben. Hun var omringet, af alle slags væsner der havde noget ondt i sig.
Pis da også!
''Tag hende ned til torvet, så hænger vi hende der. Så kan alle få et godt syn når de vågner!'' To mænd fik hende op og stå. De andre forlod dem, så der kun var to der slæbte afsted med hende.
En havde en kniv mod hendes strube, en anden holdte fast i hendes hår.

hun blev slæbt afsted gennem gaderne ned mod byens torv.

Sengen var dejlig blød og varm. Den lovede flere timers drømme...Hvis han havde kunne sove så længe. Han var gået tidligt i seng, fordi han var træt. Men som altid, sov han kun få timer før han vågnede igen og ikke kunne sove mere.
Det var ikke fordi han ikke havde brug for søvnen, det havde han, men han havde været jaget så længe, at han var van til ikke at sove så længe af gangen. Det kunne blive lig med døden.
Han havde ligget og stirret op i loftet i det lille hus i næsten time, bare tænkt. Til sidst stod han op, skyllede sig lidt i noget vand der stod i en skål ved siden af sengen og tog tøj på. Han fæstede kniven ved det ene ben, som han plejede, dækkede den med buksebenet.
Han lod en kam glide gennem håret og gik så nedenunder. Det meste af huset sov, men få mænd var vågne. Som altid, evig vagter til at holde øje med tingene. Og nogle var selvfølgelig ude i byerne, på opgaver han havde givet dem. Tjente penge til dem alle.

Der sad tre ude i køkkenet og spillede kort over kopper af kaffe og nogle småkager.
De hilste på ham da han kom igen, han nikkede tilbage og tog en kop vand og drak det.
Det hele var fredeligt...
Da en mand brasede ind af døren og løb direkte ud i køkkenet. Han viste der altid sad nogen der...
Det tog ham et øjeblik at få vejret, så han kunne tale. Imens så de alle på ham, spændt på nyhederne. Sean havde altid nogen ude i byen til at se hvad der skete, så han altid var opdateret...
Og han viste dette måtte være vigtigt eller stort, ellers havde han ikke skyndet sig sådan.
"Kvinden...Hende der kom h-her..." manden rejste sig lidt op igen og sank sit spyt. Han så direkte på Sean.
"...Hun har slået ihjel i nat...forskellige folk...Men nu fanget...ført mod torvet for at...blive hængt..." De stod alle et øjeblik og kiggede. Så gik det op for Sean at han mente nephthys. Det var den eneste tilfældige kvinde der havde været her...Altså, tilfældig for mændene.
De havde dræbt tændstik og smidt ham ud i gyderne. Så havde folkene, der fandt liget næste morgen, taget sig af resten.

Sean overvejede om dem Nephthys havde slået ihjel, havde været andre der havde været med til at ødelægge hende liv og om det nu også var dem der havde fanget hende...
Han stilte glasset på bordet.
"Væk Jimmy og saml gutterne. Vi har en større mission i nat" De nikkede og lidt efter løb alle mændene ud til hver deres afdeling af huset.

Sean stod og tænkte lidt, da Jimmy kom ud til ham. En lidt ældre, erfaren mand. Altid klædt i praktisk, mørkt og varmt tøj. Altid med våben på sig. og så havde han styr på sine mænd.
Sean satte ham hurtigt ind i planen. Dræb mændene, red nephthys. Skete der hende noget, ville han selv få det at mærke.
Han nikkede og løb ud til sine mænd. Sean viste de snart ville være spredt på forskellige pladser, rundt om torvet.
Det var på tide han selv kom af sted og tog situationen i øjesyn...

Så han forlod huset, sammen med flere mænd der forsvandt i skyggerne. Han gik direkte mod torvet, uden at vide hvad der ventede ham. Alene gik han. Han ville gerne ses...han ville gerne bringes direkte ind i det hele.

''Du ved godt at du selv er uden om det her!'' knurrede den ene mand der slæbte hende afsted.
Kai stod ved et stort træ midt på torvet, et træ der havde været et samlingspunkt i flere århundrede. For henrettelser, for opråb, for en masse.

men nu blev det hendes død, desværre.
''du kunne lade være med at slå ham ihjel!'' snerrede den anden mand, manden der havde kniven mod hendes strube.
''han kunne lade være med at møde op her igen!'' hvæsede hun, men tav da hun fik et ordentligt ryk i håret. Smerten jog gennem hende.

De nærmede sig træet, Kai's smil blev større og større.
Endeligt fik han skovlen under hende.
Hendes sko var for længst røget af - og hendes fødder var flået til blods af gadernes rug sten.

Hun kunne knap støtte på fødderne, og røg derfor ned på knæ da hun blev smidt foran Kai.
''Du slog en af os ihjel- en af dine egne. Det slipper man ikke fra hos os og det ved du.'' han smilede hoverende.
''min kære Nephthys Storyteller, endelig er det din tur til at dø. Så kan du også få lov til at se din lille skodbror at se igen.'' hun så op på ham med et brændende had i øjnene.

''ved du hvad?'' han rettede på sin ene sorte handske.
''ikke nok med at du var en elendig kælling i sengen. Du er også en kælling nu. Jeg skulle have slået dig ihjel da jeg havde chancen.'' Hans klamme smil bredte sig.

Rundt omkring kunne man skimte skygge, eller... Det virkede som skygger, efter de slag hun havde fået af hendes små venner.
''Kain...'' hviskede hun, øm i halsen af at hive efter vejret.
Han så på hende, nysgerrig.
''hvis der var nogen der var dårlig i sengen, så var det dig.'' hun prøvede at rejse sig, men blev holdt nede på knæ af de to mænd der havde slæbt hende afsted.
En man d sad på en af de øverste grene og bandt hendes løkke.

''Beklager Nephthys, men dit eventyr slutter her.'' sagde han kort og koldt, inden han forsvandt for øjnene af dem.

Nu var der kun hans mænd tilbage.

Sean gik op langs gaderne, hurtigere end han normalt ville gå. Han havde glemt jakke og natten var kold, men i det mindste klar. enlig flot og stille.
Her var tomt for mennesker, og andre væsner, heldigvis. Så kunne de forhåbentligt gøre dette i stilhed, uden folk til at opdage dem...
Han gik hurtigt og holdt øje med skyggerne. Rundt omkring bemærkede han flere af sine mænd sende ham en tommel op. De var klar.

Endelig nåede han torvet. Han kunne se en større forsamling af mænd. Her var flere end han havde troet her ville være. Godt han havde taget ekstra mænd med. Han fortrak altid at vinde og ville helst være klar på lidt af hvert...Forhåbentligt kunne dette overstået så lydløst som muligt.
Han stoppede op i skyggerne et øjeblik, da han hørte...Ja, han måtte væres deres leder, fortælle nephthys at hendes eventyr var forbi. Så forsvandt han. Seans øjenbryn gled sammen i en undren. Hvorhen? ville han pludselig dukke op med flere folk? Det burde han ikke, han viste sikkert ikke at Sean og alle hans mænd var her...Men hvor så?
han besluttede sig for at finde ud af det senere. Nu skulle han redde nepthys. Han så hun blev holdt nede af nogle mænd. En sad i træet og gjorde en løkke klar. Der stod flere spredt over torvet. Han smilte lidt. Dette skulle nok gå.
Han viste at hans mænd ville være klar, så snart han trådte frem...

Så det gjorde han. Med månen bag sig, trådte han tydeligt frem, så de kunne se ham. Han gik ret målbevist over mod dem. Dette skulle blive en overraskelse...
og det blev det vel også. håbede han.
for i det samme, som han håbede de fleste så mod ham, dukkede en del af hans mænd frem. De tøvede ikke et øjeblik, men gik direkte til angreb og ville dræbe flere af mændene, forhåbentligt inden de opdagede hvad der var sket.
Sean satte farten op og løb næsten hen mod Nephthys, hans kniv glimtede i hånden på ham...Utroligt skarpt stål, at noget af det stærkeste og skarpeste metal i denne verden. Håndtaget havde forskellige tegn og symboler, af sølv.

Alt skete for hurtigt til at hun kunne opfatte det hele.
Kai var væk, en mand kom gående, flere kom og nu var alt i et blodbad.
Hun lod øjnene glide kort i mens hun prøvede at rejse sig. Umuligt med de fødder hun nu havde.

Hun satte sig derfor op, og stirrede nu direkte på Sean, som var på vej mod hende.
Hun stivnede - hjalp han hende eller Kai?
Hvordan fanden kunne hun tvivle?!

Hun havde svært ved at holde øjnene åbne nu.
I løbet af tre sekunder lå hun på siden, på jorden på vej ind i ubevidstheden.

Han sprang direkte på den nærmeste mand, med en kølig rolighed som ville skræmme selv den mest hårdkogte morder. Han stødte kniven direkte i hjertet på den første. Han snurrede rundt og inden den næste kunne nå at gøre noget, havde kniven skåret sig igennem halsen på den næste.
Sean stod nu ved siden af nephthys, som var faldet til siden i en let bevidstløshed. for nu. det var nok også det bedste, selv om det hurtigt kunne komplicere det.
Han begyndte nu at høre råb og så sig omkring på de kæmpende mænd. Satans! ikke så meget larm...det kunne vække byen!
Netop som han tænkte det, begyndte de nærmeste huse at tænde lyset. De skulle væk nu...Lige nu!
Han havde glemt manden op i træet, som sprang på ham.Han mærkede vægten og faldt forover, men han slap ikke taget i sin kniv.
Han mærkede en underlig smerte skære gennem hans skulder og han kom med et dårligt tilbageholdt smertensudbrud.
Han væltede omkring og borede sin egen kniv ind i siden på manden, som fik ham til at slippe sin egen kniv.
Sean skubbede ham væk og tog hurtigt livet af ham.
I det samme kom Jimmy og nogle få mænd over til ham. de havde slået de fleste ihjel, men nogle stykker var stukket af.
Jimmy så lidt bekymret på Seans skulder. Men Sean rystede bare på hovedet.
"overfladisk...Hurtigt, inden byen vågner helt...bær Nephthys...Tilbage til huset!" Lidt efter var hans folk forsvundet igen. De havde lært ikke at sætte spørgsmålstegn ved Seans kommandoer.
Jimmy havde personligt taget Nephthys op i favnen og løb nu ned gennem byen med flere mænd efter sig.

Sean lod kort blikket glide over de mørke omgivelser. Han bedømte flere lig over det hele. Sikke et syn byen ville vågne op til! Men det var gået ganske godt...nu skulle han bare finde ud af hvor mange af han egen han havde mistet...
han begyndte selv at løbe. Blodet farvede hans T-shirt. Det smertede for hver bevægelse han tog. Han måtte have stoppet blodet...

Hun vågnede med panden ind mod en fremmed mands brystkasse.
''... Sean!'' gispede hun, og så rundt. Det sidste hun huskede var Sean.

''Hvor...!?'' hun vred sig endnu mere for at komme ned - hun skulle finde Sean.
''Sæt mig så ned!'' knurrede hun, inden hun vred sig endnu mere.

Blodet dryppede fra hendes fødder, hvilket gav en ubehagelig følelse at klister.
''Sean...'' mumlede hun da adrenalinen igen aftog og hun gled sammen igen. Bevidstløs

Jimmy så ned på kvinden som begyndte at være urolig. Han holdt hende nogenlunde, mens han smilte svagt til hende.
"Rolig, mylady. Sean kommer om lidt. Jeg bringer dig i sikkerhed" hun kaldte på ingen andre end Sean. Hende og cheffen måtte have et tæt forhold...så var der intet at sige til han ville redde hende. Han havde ellers ikke forstået hvorfor de skulle blande sig i den anden bandes opgøre...Men han forstod sjældent sin chef. Han havde så mange tanker og viste så meget at det undrede ham hvis nogen som helst kunne!
Endelig så de huset, som de gik ind i.
jimmy forlangt varmt vand og bandager bragt ovenpå.
Han slæbte hende oven på, hvor han gik ind i et lille tomt værelse. Hun en seng og et enkelt skab fuld af kapper.
Han lagde hende på sengen og ventede et øjeblik, da nogle mænd og to kvinder kom gående.
De havde deres egne få læger i huset, da Sean fandt det bedst. MEst praktisk. og Jimmy gav ham ret.
De skyllede Nephs fødder og forbandt dem. Skyllede det værste blod og skidt af hendes ansigt og hænder. Ellers lod de hende være. De bragte lidt vand ind, hvis hun skulle vågne og være tørstig.

Der gik lidt tid, før sean endelig nåede hjem. Som altid, helst alene.
Han trådte ind af døren og sørgede for nogen låste den efter sig.
Han vadede direkte ovenpå, mens han med store smerter trak sin T-shirt af. Det klisterede til hans hud, af blod.
Jimmy kom ham i møde.
"Mission fuldført. Deres kvinde ligger i værelset lige derinde. Lægerne har set til hende, hun virker stadig bevidstløs, men ved det faktisk ikke..." Sean nikkede kort.
"Godt. Find ud af hvor mange og hvilke mænd vi mistede. skaf dem af vejen som aftalt. Gør hvad i finder bedst for dem. "Jimmy nikkede og så kort på sin Chef.
"Såret...skal lægerne ikke..." Sean rystede hurtigt på hovedet og smilte svagt.
"Nej, det går" Han hadede læger. Han skulle nok klare sig.

han gik ind på sit værelse, smed den ødelagte T-shirt på gulvet og tog en slidt frem. Han tog den på. Den ene skulder blev straks gennemvædet af blod.
Han sukkede svagt.
Han ville lige tjekke til Neph...så måtte han tænke på sig selv bagefter..
så han gik ned af gangen, ind på det lille værelse og satte sig i en stol ved siden af hendes seng, mens han ventede på hun kom til sig selv...

Fem-seks minutter efter han havde sat sig, begyndte hendes øjenlåg at lette sig svagt.
Hun krøb sammen, og prøvede at trække sine fødder til sig. Men stoppede da de gjorde ondt.
''Sean...?'' hun så rundt, forvirret. Hun fik sat sig lidt op.
''Sean!'' gispede hun. ''du bløder!'' hun fik sat sig helt op, bed hårdt sammen da det sveg i fødderne.

''af med trøjen. Lad mig se.'' sagde hun, uden nogen form for diskussionsargument i hendes stemme.
''kom så.'' hun vidste at han kunne klare det meste, men knive fra vampyrer var direkte livsfarlige fra alle.

Hun så på ham, afventende. Smerterne i fødderne voksede for hvert sekundt hun sad op og lod blod strømme til fødderne.

Han smilte træt til hende og rejste sig halvt op, for at forhindre hende i at rejse sig op.
"Rolig Naphthys...Lig bare og slap af. Det tror jeg dine fødder har det bedst af" sagde han og satte sig selv ned igen, i håb om at gøre hende mere rolig. Han så lidt på hende og rystede på lidt på hovedet, selv om hun lød ret bestemt. Han havde aldrig været god til at følge andre hverken mindre eller større kommandoer.
"Jeg har det fint. Jeg er mere interesseret i hvordan du har det?"
For at være ærlig, var han træt. Og lige meget hvor mange han prøvede at ignorere det, smertede det i hans skulder, det sveg...Han håbede bare ikke der var betændelse i det.
"Hvad skete der enlig? Hvordan havnede du hos dem?"

''jeg fortæller dig det hele, og mere til, hvis du smider trøjen og lader mig se på det sår. Hvis det er lavet som jeg tror, så det renses hurtigt.'' sagde hun og så alvorligt på ham.
Det var ikke normalt at han talte sådan til hende. Han var træt, og det kunne ses.
''lad mig nu bare se om det er okay..'' sagde hun bedende.

Han så lidt på hende. Til sidst sukkede han. Han rejste op og med en smule besvær, da han ville skåne sin skulder mest muligt, tog han sin T-shirt af. Han lod den falde på gulvet ved siden af stolen, som han trak lidt tættere på sengen, så hun kunne få lov at se.
"Fint...noget for noget. Det kan jeg leve med" mumlede han. Normalt var det den måde han selv forhandlede på...hvis han ville opnå noget. Eller have andre til at gøre noget.
Han sukkede svagt og så lidt frem for sig, ventende på hun blev tilfreds og de kunne snakke.
En bloddråbe gled ned over hans bryst.

Hun greb fat i den nederste kant af hendes kjole og flåede den af.
Så dyppede hun den i vandet som var blevet stilt til hende og vaskede blodet af hans skulder.

''Han hedder Kain..'' hun begyndte forsigtigt at rense såret.
''Tændstik og Kain var bedste venner, sammen med mig... Kain tog mig til sig efter min families død.. Det er først for et halvt år siden at jeg fandt ud af at han var ansvarlig for min families død..''
Hun dyppede igen det afrevne stof i vandet og vaskede igen såret.
''Kain var der... den aften jeg blev voldtaget af Tændstik.. Han gjorde intet i starten, men legede så med efter lidt tid.. Jeg var ikke mere end 11...'' sukkede hun.
''efter det, var jeg deres ejendom. Jeg blev optrænet til at slå ihjel. At stjæle. At skaffe informationer..'' hun sukkede kort.
''man forråder ikke kain, og slipper levende fra det. Han vil slå mig ihjel for at skade hans ven. for at forråde ham.'' sagde hun og så på ham.
''Kain har brugt mig, som vagthund, som slave, som sexlegetøj, som...'' hun tav.
''han misbrugte mig. Og lokkede mig i et baghold her i nat ved at skifte udseende til Tændstik. Jeg troede han var død, og..'' hun så ned.
''jeg faldt for mit eget trick. Og jeg burde hænge fra et træ lige nu..'' sagde hun stille, og på kort på hans sår.
''du slap let, i forhold til hvad de kunne gøre ved dig med en inficeret kniv.'' sagde hun stille.
''det skal bare sys. Jeg kan godt, hvis du giver mig lov?'' hun så på ham, afventende.

Han lyttede, men kunne ikke undgå at stramme i musklerne, for at holde smerten ud.
Han koncentrerede sig om bare at lytte, mens hun rensede hans sår. Da hun var færdig, slappede han lidt af igen. såret gjorde ret ondt lige nu, fordi hun havde pillet ved det, men om lidt ville det nok slappe af igen. Han så lidt på hende, da frisk blod gled ned over hans skulder. Han gjorde intet ved det.
"Åh, jamen vi slap jo levende fra det" han smilte svagt. Det var nok en ringe trøst, han viste han nu blev jagtet af endnu en person. En fra eller til...Men det betød endnu en fjende han måtte skaffe sig af med. Kunne han udsætte sine mænd for den fare? på en måde var det jo forsent. Men han havde ikke helt vist hvad han gik ind til.
"Det er jo meget interessant...lige den slags spænding jeg leder efter i hverdagen..." først hørte han slet ikke hendes spørgsmål om at sy det. Men lidt efter huskede han det og rystede blidt på hovedet.
"Nej, bare lad det være. Hader nåle" svarede han kort. Tænksomt.
"så hvad gør vi nu? Slikker vores sår og hvad så? Han kommer jo nok efter os begge nu" han så lidt på hende.

''Kain kommer ikke efter dig - han har intet udestående med dig.'' sagde hun stille.
''undskyld.'' sagde hun stille, inden hun kyssede ham på kinden.

''jeg burde ikke fortælle dig alt det her, det udsætter dig for endnu mere.'' sagde hun, og lagde en hånd på hans overarm, inden hun slap ham igen.
''jeg ved ikke hvad jeg gør. Jeg tager nok væk i noget tid. Ellers finder jeg ham og får det afgjort.'' sagde hun og så på ham.

''tak for hjælpen McGivens..'' hun smilede kort til ham.

Han så lidt på hende. Intet med ham at gøre? han havde slået en del af hans mænd ihjel og taget Nephthys fra ham. Hvordan skulle det ikke have noget med ham at gøre? han troede ikke på hende. Ikke på det punkt. Dette gjaldt også ham nu.
"Endelig, fortæl mig alt. Du ved jeg elsker at...vide alt" han blinkede kort til hende.
Men sukkede så svagt og lænede sig godt tilbage i stolen, mens han lukkede øjnene et øjeblik.
"Jeg vil gerne hjælpe dig. Med at få det afgjort. Jeg syntes ikke du skal flygte rundt, som katten efter musen. Jeg ønsker du skal være katten. Ikke musen." han åbnede øjnene og kiggede på hende.
"Desuden vil han sikkert terrorisere andre her også...Dette er min by." han smilte lidt. Ingen kaldte ham normalt ved hans efternavn og det lød næsten underligt at hun udtalte det. Han kom automatisk til at tænke på den gang han boede der hjemme, hvor de altid blev kaldt familie McGivens. Han hadede sin familie. McGivens indgød ingen gode minder.
Men det var jo også lige meget nu.

hun trak vejret dybt...
''jeg spurgte dig engang...'' hun tøvede.
''never mind. Sean, jeg... Jeg er virkelig glad for at du kom... Virkelig... Men du kom til skade, på grund af mig... Vil du ikke nok bare lade mig syg det? Jeg lover dig at du ikke vil kunne mærke det..'' hun så på ham.

Hun ville ikke tale om Kain. Han var en nar, om før eller siden ville hun nok slå ham ihjel. Ellers ville Sean.

Fortalte ham hvad? han måtte ærlig indrømme, at selv om han ville vide alt, glippede det en gang i mellem. Han kunne jo ikke huske alt. Neph havde efterhånden fortalt ham mange ting. Men hun fandt det vist ikke videre vigtigt, siden hun opgav det igen.
Han så lidt på hende med et lille smil.
"Jeg kom til skade begrund af mig selv. Jeg kunne jo bare have ladet det hele være" han rejste sig op og samlede sin T-shirt op.
"Slap nu lidt af. sov hvis du vil, jeg kan sende nogen op med lidt mad og rent vand, hvis du ønsker det? Personligt vil jeg...sove. Og nok spise derefter" han så lidt på hende.

''okay...'' hun så ned, ned på sine fødder.
De dunkede og sveg, og mindede hende om at hun nok ikke skulle regne med at kunne danse igen.

Hun sukkede kort.
''godnat Sean. Og tak..'' hun lagde sig ned igen og krøb sammen, uden at sige mere.
Hun ville vente til han var gået - så kunne hun undersøge sine fødder selv.

Han nikkede lidt og sendte hende et sidst blik. Så gik han og lukkede døren blidt efter sig. Han fik øje på en mand, som netop havde stået ude foran døren, for at være sikker på alt var okay.
"Lidt mad og rendt vand til hende. Medmindre hun beder om noget, så bare lad være at forstyrre hende" han så lidt på ham. Manden nikkede og gik. Sean gik hen til sit eget værelse og smed det meste af tøjet. Han stod lidt og mærkede hvordan det dunkede i hans skulder. Det blødte ikke længere særlig meget, men gad vide hvordan det var når han vågnede igen? Sikkert ikke særlig pænt...Det måtte jo være lidt dybt, siden neph. ville sy det. Han viste ikke hun havde lægeegenskaber.
Han satte sig på sengen et øjeblik, da trætheden overvældede ham. han nåede kun lige at ligge sig og trække dynen over sig, før han faldt i søvn...

hun så på ham da han forlod værelset, og derefter på den nye mand der trådte ind.
Hun forholdte sig tavs, og lagde sig til rette.
Hun hadede at han lige inde ved siden af og hun kunne ikke engang gå ind til ham.

Hendes øjne gled i, stille. Hun gabte og faldt i søvn kort efter, mens hun mumlede at hun langt hellere ville sove hos ham...

Manden smilte svagt og listede roligt ud af værelset igen, lod hende sove. Han holdt dog ikke vagt ved hende, da hun ikke var en fange. i stedet gik han ned i køkkenet til de andre.

Timerne gik. Sean sov tungt, for en gangs skyld. Snart havde han sovet flere timer end han plejede generelt.
Drømme kom og gik, en især en vedblev at komme...
*...Hans mor, en nydelig ung dame, klædt i en sort kjole. Det mørke, næsten sorte hår, gled ned over hendes ryg i en stor pærevælling. Hun havde ikke gjort meget ud af sig selv, det gjorde hun sjældent. Hendes øjne var næsten tomme, viste kun tegn på liv, når de så direkte på Sean. Men kun fordi hun troede han var sin bror, Zean. Moren havde givet dem næsten ens navne.
"Zean! Hvordan kunne du løbe væk sådan, mor blev helt nervøs!" hun satte sig ved sengen. Sean var lige vågnet efter en nats søvn, han stirrede på sin mor med had i blikket.
"Gå" sagde han kort. Moren hørte ham ikke, det gjorde hun sjældent, psykisk syg som hun var.
"Zean...Mit lille barn. Jeg vil aldrig lade dig løbe sådan væk igen, du er så uartig!" hun smilte til ham. hendes hånd lagde sig oven på hans krop, oven på dynen....*

Sean vendte sig i drømmen, da en kort smerte i skulderen næsten hev ham tilbage i bevidsthed. Lidt efter vågnede han op med et gisp.
Han havde svedt. skulderen havde blødt lidt og der var nogle røde plettet på lagnet.
Han satte sig besværligt op. Det endte med han samlede sit tøj sammen, gik ud på gangen og listede ned til deres fællesbad, hvor han låste døren.
Han tog et hurtigt bad, selv om det gjorde ondt i skulderen. Han tog tøj på bagefter, rene jeans i mørkt stof, en sort skjorte som han bare lige lukkede op over maven.
Og nu ville han ud og spise...han mindede lidt om et spøgelse i spejlet, syntes han.
Han forlod badet for at gå ud og spise...

Gennem de timer hun havde tilbragt alene på værelset, havde mindre end 20 minutter været blevet brugt på søvn.
Hun sad på en måde der ville gøre enhver anden utilpas, med det ene ben strukket ud foran sig og det andet op på sengekanten. Hun havde pillet bandagen af foden på sengekanten og sad nu med et nål og noget meget stræk tråd hun havde hevet af kjolen og prøvede at lappe sine fødder sammen. Lægerne havde knapt renset dem ordenligt før de havde lagt bandagen på. Og at miste sine fødder var hun ikke interesseret i.

Hun havde et tykt stykke sammenrullet stof i munden så folk ikke kunne høre hendes klynk når hun syede foden sammen.
Overalt på foden var der tråd, syninger og nogle steder stadig åbne sår der ventede på at blive syet.

Hendes søvn havde været urolig, og flere gange havde hun klynket i søvne.
Hun var i et fremmet hus, sammen med fremmede. Hun var hele tiden nervøs for at nogen ville gå ind til hende.

Hun syede videre mens hun bed endnu hårdere om stoffet..

Sean hyrede ikke hvem som helst, til at gøre hvad som helst. om om det var begrænset, hvor mange læger der ville arbejde for folk der gjorde ting, som disse gjorde, havde Sean alligevel fundet nogle gode nogle, der havde fundet det gode i lønnen. God løn...så var det vel ligemeget hvem man arbejdede for?
De havde endda opnået relationer til nogle af mændene og kvinderne i dette hus...
De havde deres eget lille sygerum.

Sean listede gennem gangen og ned af trappen. Solen skinnede nu ind af diverse vinduer. Ude i køkkenet tog han hurtigt en tår vand. En kvinde stod og bagte brød, en anden sad og rensede negle med en kniv ved bordet. En mand sad og læste dagens aviser for nyttige artikler.
"Bos...Her...Artikel om ligene der er fundet. Vi nåede kun lige at fjerne vores egne...vi mistede 5 mænd." sean lod blikket glide over artiklen, men allermest billedet og nikkede lidt.
"Hvad lyder deres forklaringer på?" spurgte han
"De tror der er kommet en ny bande til byen eller at to bander har et opgør...Næsten sandheden, bos" smilte manden
"De ved bare ikke hvem" Sean nikkede lidt.
"Okay...Jeg smutter ud og spiser. Sig det til Nephthys...kvinden fra i går...hvis hun spørger. jeg er tilbage om lidt." og væk var han. ude i byen på vej til at finde en kvinde...

Efter en time med at skifte bandager og sy i hendes egne fødder - en bizar hobby måtte man vel indrømme, var hun næsten klar til at gå igen.
Hun havde ikke tid til at hænge her, velvidende at Kain ville komme tilbage.

Derfor prøvede hun at rejse sig op, men faldt med et brag ned og ligge igen.
Og sådan blev hun ved, indtil hun kunne stå.
Så kom det til at gå, og igen faldt hun. I ren frustration knurrede hun dybt, inden hun rejste sig og blev ved med at forsøge.

Efter tre timers tid havde hun gået værelset rundt et par gange, og det viste bandagerne tydeligt. De var blodplettede og fødderne var ikke tilfredse.

Hun satte sig på sengekanten og lukkede øjnene kort mens hun trak vejret dybt ind.