Sean - secrets to be revealed?

Han fandt hurtigt en kvinde, som kunne gå an. Han følte ikke for en længere omgang, så han manipulerede med hende. Det endte meget godt, han fik i hvert fald spist. Lod den døde, nøgne kvinde tilbage.
Han mærkede energien bølge gennem hans krop igen. Og smilte lidt. Han havde det meget bedre. skulderen smertede stadig, men det gik vel an.
Han gik hjemad igen.

Han gik ind i en af stuerne og spurgte om de havde hørt noget til Neph. De rystede på hovedet.
Han gik ovenpå og bankede på hendes dør.
"Neph? Er du vågen? Er du okay?" spurgte han gennem døren, han ville ikke bare brase ind, hvis det var et dårligt tidspunkt.

''jeg har det fint...'' sukkede hun frustreret og gled ned og ligge på ryggen tværs over sengen.

''kom bare ind, du har set værre end en pige i en blodig kjole.'' sagde hun, inden hun satte sig besværet op igen.

Hendes hår var uglet, og lignede en fuglerede. Hendes kjole var plettet af indtørret blod, og hendes fødder var i bandage.
Hun sukkede stille, inden hun så mod døren

Han åbnede døren og trådte ind. Han lod kort blikket glide over rummet, som af en elelr anden grund virkede rodet.
Han lod blikket glide over hende et øjeblik. Også på bandagerne.
"enden bløder du mere end jeg troede, eller også har du været stædig nok til at gå rundt, selv om jeg helst ville forbyde dig det" sagde han med et lille smil.
"Nuvel. Jeg går ikke ud fra du har det særlig godt her..." han så lidt på hende for enden at få det bekræftet eller afkræftet.
"...så jeg vil gerne hjælpe dig hjem...eller hvor du nu skal hen"
Han havde tænkt over det. Han ville stadig gerne hjælpe hende med problemerne, men det blev ikke her.

Hun så lidt på ham.
''jeg er ude om en time..'' svarede hun, og prøvede at virke overbevisende.
''jeg skal bare lige have ryddet op efter mig.
Hun rejste sig op og gik - med en smule besvær - hen til der hvad hun havde siddet og syet. Hun begyndte at samle papir og tråd samt nålen og afrevet stof op.
Hun så ikke rigtigt på ham, mest af alt fordi det var en ubehagelig situation for hende.

Han smilte lidt til hende. Han fornemmede hun ikke havde det særlig godt lige nu.
"Du kan lade det ligge, hvis det er. Jeg kan sende nogen op for at rydde op." han så lidt på hende.
"Desuden vil jeg gerne...følge dig hjem. Hvis jeg må?" det kom fra den del af Sean som bare gerne ville være hendes ven.
Hans blik gled over nål og tråd, samt bandagerne. Havde hun brugt dem til sine fødder? Han havde ikke troet det var så slemt, lægerne havde sagt det mest var overfladiske sår. Måske skulle han tage en snak med dem på et tidspunkt...De måtte være mere end overfladiske hvis de skulle sys.
Tanken om at få stukket en nål gennem hud, gav ham næsten et kuldegys, men han undertrykte det. Det var han god til, at undertrykke ting.
Han smilte lidt, som han stod der i døren.

''det kræver jo at jeg havde et hjem at blive fulgt til.'' sagde hun roligt, inden hun så på ham.
Hun gik hen til ham, tøvende.
''hvordan har dine sår det?'' hun så på ham, mens hun stod knap tredive centimeter fra ham.
Hun var et rod, for at sige det mildt. et rod, som slet ikke burde eksisterer i hans liv

"Du har et sted du vil hen til. Jeg vil gerne følge dig derhen" svarede han blidt. Han havde mest lyst til de snakkede om hvad de skulle gøre ved Kain, men på en måde havde han ikke lyst til lige nu. Han ville gerne slappe lidt af og nyde hendes selskab.
Hans smil forblev konstant, selv da han svarede hende på det andet spørgsmål.
"Den klager lidt...men jeg tror den klare det"

//Min krea er lidt død//

Hun så lidt på ham, og rystede på hovedet.
'' der er ikke nogen steder jeg vil være lige nu, udover med hånden begravet dybt i en hvis vampyrs brystkasse.'' sagde hun med et lille smil.

''Dine mænd lader til at tro at der er noget mellem os. Har du intentioner om at fortælle dem noget andet? På denne måde udstår det jo direkte som om du har noget kørende med mig.'' sagde hun, og smilede drilsk til ham

Han smilte lidt.
"jeg kan modsige dem, men det forhindre dem ikke i at fortsætte med deres tanker. Set fra deres side, må dette også være ret underligt. normalt reddet og huser vi kun betydningsfulde personer, som betyder noget. Har en betydning. De ved ikke om du har en betydning, jeg har intet fortalt dem. De ved kun du betyder noget for mig og de acceptere det. Men jeg kan ikke ændre deres tanker" svarede han roligt.
Han gjorde tegn til at om de skulle gå...medmindre hun gerne ville blive?

Hun så lidt roligt på ham.
''en forældreløs morder? Yeah right, der er meget betydningsfuldt over mig.'' hun grinte kort inden hun forlod værelset uden at sige mere.

Hun så tilbage på ham, og rystede kort på hovedet inden hun begyndte at gå.
Egentlig, ville hun helst bare springe i armene på ham - men det ville støde ham endnu mere. Derfor gikhun bare videre, uden at sige noget. Dog smilede hun hele tiden

Han grinte svagt og lukkede døren efter hende. han fulgte med hende ned. Han bemærkede at hun lignede en med smerter, hver gang hun satte sine fødder mod jorden, men tvivlede på at hun ville lade ham bære sig hjem...Især når han nu havde en skadet skulder.
Han stak hovedet ind i en af stuerne for at se om der var nogen, det var der heldigvis. nogle mænd sad og snakkede. En af dem så op på ham.
"sørg for værelse 3 bliver gjort rent og pænt" manden nikkede, så trak Sean sit hoved til sig igen, smilte lidt til nephthys og gjorde tegn til om de ikke skulle forlade huset nu...

Hun så på ham, med et lille smil.
"Tak for hjælpen i går, Sean.." sagde hun stille, dybt taknemmelig.
Havde han ikke været der havde hun hængt fra et træ og dinglet nu.

Hun gik ud på gaden, uden at sige meget mere. Hendes bandager var blevet svagt plettede igen, mere end før, af blodet.

Han så lidt på hende med et smil.
"Det er i orden Neph...så er mit venskab pludselig ret praktisk, eller hvad?" smilte han og puffede blidt til hende. De var kommet ud fra huset og gik nu på gaderne. Hvorhen viste han ikke, han fulgte bare efter hende.
Han referede til, at de ikke lige frem havde været perlevenner før, selv om det gik bedre nu. Men på en mere humoristisk måde, da han så det som om de havde lagt det bag sig.

Hun så lidt på ham og smilede lidt.
Perlevenner havde de aldrig været, og hun havde været lidt af en strigle.
"Ja, det er ret så rart at have en der kan tage sig af en når er sådan et fjols som jeg" grinte hun inden hun smilede roligt til ham.

"hvor vil du så hen nu? Jeg har ikke travlt"

"Umiddelbart var tanken at følge dig et sted hen, for at være sikker på der ikke skete dig mere lige nu...Og ellers tage tilbage, slappe af og tænke. Det er jeg jo så god til" smilte han blidt. Men trak så lidt på skuldrene, selv om det mest var på den ene.
"Ellers har jeg ikke nogle planer...måske en tur rundt i byen for at se om der sker noget nyt, hvad med dig?"

"jeg har en hvis vampyr der skal losses så hårdt i røven at han kunne gå for at være en hjemmesko." sagde hun, fuldkommen alvorligt.
"jeg skal blot have noget andet tøj først, så han ikke genkender mig med det samme."
Hun smilede varmt til ham.
Hendes ryg var ved at tage livet af hende - noget. Ans læger heldigvis havde overset. Et lille inficeret sår på ryggen som var begyndt at brede sig.
Men hun ville ikke vise det før Sean var væk. Så han ikke begyndte at være overbeskyttende.

Han nikkede lidt.
"Tja, man kan vel næsten lige så godt få det overstået. Ved du hvor han bor henne? Eller holder til, mere præcist." spurgte han og så lidt på hende. Det var jo helt rimelig vigtigt at vide, hvis man ville finde ham.

Nææh... Somregel myrder jeg bare en eller anden, ellers sender han bud efter mig fordi han mangler en snack eller en skøge." sagde hun med et skuldertræk.

Han nikkede lidt. dagen så ud til at blive en smule kølig, men dog klar. Nogle skyer trak dog op ude i det fjerne og lovede om regn senere.
Folk var i gang med dagens opgaver. Der gik folk hist og her, til eller fra arbejde eller andre ting.
Og her gik de. Midt i andres normale hverdag. Og snakkede om en mand de gerne ville finde og dræbe.
"Jamen så har jo noget at begynde med. Hvor vil du enlig hen?" spurgte han og så på hende igen.

''jeg skal jo finde noget tøj, det klare jeg jo nemt nok. Og så skal jeg have min venindes eksmand til at se på mine fødder inden jeg tager min næste beslutning.'' sagde hun med et lille smil.
Hun strakte sig kort og så på ham.
''hvad med dig? hjem og planlægge?" spurgte hun roligt

"Dine venindes eksmand...er han da læge?" spurgte han, nysgerrigt.
"Men ja. Rimelig meget det. Jeg tror ikke jeg skal lave meget mere end at tænke de næste par dage, for min skulders skyld.
jeg skal ordne nogle ting for klanen, Arason har givet lyd fra sig...Jeg er midlertidig leder, indtil han har fået styr på sit nye liv. Men vi skulle mødes...Om lidt under en møde, i shadowflame dictrict" sagde han.

Hun nikkede stille.
''jeg hører ikke så meget fra klanen mere... Ikke efter Kains første besøg..'' sagde hun og trak på skuldrene.

''så vil jeg lade din skulder heale i fred. Og nej, han er bare en ven - som jeg stoler meget på..'' sagde hun stille.
Hun vidste hvor meget hun kunne tillade sig at fortælle om Sajro og hans arbejde.

Han så lidt på hende.
"Først besøg? Dette var altså ikke første gang? Hvorfor har jeg ikke hørt noget?" han havde ikke tænkt sig at gå nu. Ikke når hun bare lukkede op for nye hemmelige. Især ikke når der var noget om klanen som han åbenbart ikke havde fået at vide! Han følte en underlig vrede bølge igennem sig...Det var ikke for sjov skyld han var højre hånd i klanen eller skulle lege leder en gang i mellem. Han havde brug for at vide sådanne ting. Og alligevel havde ingen fortalt ham det...brød klanen sig ikke om ham?

Kain besøgte mig bare, for at finde ud om jeg vidste hvor Tændstik og Patch var. Han gik efter et par timer. Det var ikke noget at alarmere dig for. Klanen kender ikke til Kain overhovedet. Det er nok rent tilfældigt at klanen vælger at holde mig på afstand.'' hun så lidt ned.
Hun kunne næsten mærke det på ham at han blev vred.

han rystede svagt på hovedet. Måske var det også fordi hun selv holdt sig lidt på afstand? Det skulle han ikke bedømme. Det var ikke hans bord. Han så lidt ned i jorden foran sig, mens de gik lidt i tavshed. til sidst stoppede han op.
"Nå...Jeg må tilbage...Jeg regner med du kan klare dig herfra" han virkede ret tankefuld og på en måde stadig lidt vred.