Colors of the wind.//Tiffanie.//

Solen skinnede mildt, ned igennem træernes blade så kun få solstråler slap igennem. Nogen få fugle, fløj legesygt rundt imens de sang en glad sang. Lyden af deres sang genlød i hele skoven, på en dejlig frisk måde.
*Vampyren skulle være her ude et sted,* sagde D12 herre.
D12 kom luntende på stien, med hans herres ordre i sit hoved.
"Men herre, det er høj solskin?" sagde han, med en stemme der var en smule forvirret. "Vampyre kan ikke tåle solskin?"
*Nej, det ved jeg da godt!* brummede hans herre irriteret. *Det er også meningen at du skal blive derude til i aften.*
D12 nikkede og stoppede op, da han kom til en sø der skinnede som de klareste krystaller.
"javel herre," sagde han.
Med rolige bevægelser, gav han sig til at gå langs søen. Fuglene sang stadig deres muntre sang og nogen svaner slappede af på den klare sø.
D12 smilede for sig selv og satte sig ned i græsset, for at vente til det blev aften.

Tiffanie gik rundt imellem de forskellige planter, hun var et med naturen.
Hun kunne tydligt hører den, det var stemmer som ingen andre kunne hører.
Ikke engang skovelverne kunne forstå planterne, men det kunne Tiffanie.
Hendes langeben, bevægede sig smukt og stille ind imellen trærnes stammer.
Fuglene sang så vidunderligt smukt, imens de fløj rundt imellen trækronerne på de høje træer. Solens ståler fik blandene til at glimtre.
Tiffanie kom med flydene bevægelser, hen til den krystal klare sø.
Hun satte sig på sine knæ, og kiggede ned i vandet. Hun tog sine hænder ned i vandet, og i håndfladerne holdte hun nåedet vand som hun drak.

D12 kiggede sig omkring, for at finde et sted han kunne være. Han bemærkede hurtigt pigen, der bøjede sig ned efter det klare vand.
Nysgerrigt løftede han på et øjenbryn og betragtede hendes bevægelser. Han kiggede ud på søen igen. Han kunne ikke forstå hvorfor hun drak af den. Vand var ikke noget han behøvede, heller ikke mad. Da han var en halv robot, var disse ting ikke vigtige for ham, som havde han været et rigtigt menneske.
Han kiggede hen på hende igne, for at se om hun stadig var der.
Hvad var hun mon for en?

Hun kiggede ned i sit spejbilled, og smilte svagt af sig selv.
Hun havde en masse tegn placeret på kroppen, som repræsenterede modernatur.
Hendes mørkebrune hår, faldt ned over hendes øjne.
Men med en smuk hånd bevægelse, lod hun sin hånd glide igennem det flotte hår.
Naturen skreg til hende, da en vampyr listede rundt ude i skoven. Og torturede naturen, med en lille pige.
Med en utrolig hurtighed var hun oppe og stå, hun kiggede ind imod de mørke skygger af træerne. Hun kunne ikke se eller hører ham, men det kunne naturen. Og den skreg om hjælp nu, men Tiffanie var ikke ret fysisk stærk. Hun måtte tænke hurtigt, ud af hendes ene øjenkrog fik hun øje på en mand. Som sad og slappede af?
"Du skulle aldrig kende en vampyrjæger?"
Hun var meget direkte i hendes tale, for specielt god var hun ikke.

Pigen rejste sig op og rettede sit blik ind mod skyggerne. D12 fulgte hendes blik. Det gav et sæt i ham, da han kunne skimte en vampyr, efterfulgt af et skrig.
Han kiggede op på pigen, imens han rejste sig hurtigt op.
"Jeg er en," svarede han kort og rettede igen blikket mod skyggerne.
Vampyren var snedig. Den havde gemt sig inde i skyggerne, for at vente på at et uskyldigt væsen skulle komme forbi.
Han lod sin hånd glide ned af sit bælte, for at tage sin pistol der affyrede træ pinde. Med en proffesionel bevægelse, tog han den op og sigtede ind mod skyggerne. Hans vejrtrækning var rolig. Han måtte ikke ramme forkert.
Da vampyren bevægede sig, affyrede han et skud og ramte den tæt ved dets hjerte, så den straks faldt om af lammelse.
Den var ikke død endnu.

Tiffanie løb hurtigt derind, og hendes hurtighed var utrolig imellen træernes stammer.
Hun kom frem og så på vampyren, og så over på den lille pige som var banket gul og blå. Tiffanie kiggede på pigen, og vidste ikke hvad hun skulle gøre.
For hun var jo ikke en eller anden heale mester.
Tiffanie healede sig over længere tid, så hvad skule hun gøre?
Vampyren vrissede og hvæste af hende, og prøvede at få fat i hendes ben.

D12 fulgte med hende, da hun løb ind imellem træerne med en utrolig hastighed. Det forbløffede ham over hvor hurtig hun var. Han kunne nsæten ikke følge med hende.
Da de fandt vampyren, lå der en pige med blå og gule mærker på sig. Hun hev ihærdigt efter vejret.
D12 kiggede fra pigen og hen på vampyren, der prøvede at tage fat i pigen med det brune hårs ben.
Med en hurtig bevægelse, tog han en dolk frem og stak den hårdt ned i dets hjerte. vampyren sidste skrig genlød i hele skoven.

Skovens reagerede og stod sille i et split sekund.
Tiffanie vidste pigen ville gå hen og dø, hun lyttede til naturen stemme.
Og tog en skarp pind, og stak den i pigens hjerte. Selvom det pinte Tiffanie at slå ihjel, vidste hun at pigen ville leve videre, i naturens ånder. De ville tage pigen til sig, og beskytte hende indeni hjertet af naturen. Tiffanie kiggede ned på liget af den lille pige, og lod sin hånd kærtegne pigens kind. Da en af hendes tårer landte på pigens kind.
Tiffanie kiggede ned i pigens tomme øjne, og tørrede sine egne øjne.

D12 lyttede, da han kunne høre vinden suse forbi hans øre. Det var som om at den talte, hviskede.
Han kiggede hen på pigen, der havde stukket en skarp pind i hjertet på den lille pige. Den lille piges heven efter vejret stoppede og hendes øjne blev langsomt tommme. Hun var død.
D12 smilte skævt, da pigen med det brune hår strøg den lille over hendes kind. En tåre trillede ned på kinden og afslørede at hun græd. Det måtte ikke være nemt for hende at slå ihjel, men pigen havde været død alligevel. Vampyren havde tæsket hende gul og blå, så hun nærmest ikke kunne få vejret.
D12 betragtede pigen, for at se hvornår hun stoppede med at få vand til at rende ud af hendes øjne.
Hvad betød det egentlig, når der kom vand ud af ens øjne?