Jeg har endnu ikke set nogen som dig. Interessant. (Tiffanie)

S: skoven
T: eftermiddag
V: overskyet og køligt.
O: træer, buske og diverse dyreliv.

Han var et bymenneske. Han var afhængig af byerne og deres virke. og alligevel gik han nu her ude i skoven. Han var skam ikke faret vild, det gjorde han så godt som aldrig, nejnej, han var faktisk på job.
En person havde mistet sin pige. sidste spor havde peget mod skoven og nu skulle Sean så prøve at finde hende eller flere spor.
Vejret var køligt, vinteren var på vej og de fleste træer havde ændret farve på bladene. de grålige omgivelserne, af træernes bark, blev kun brudt af de endnu grønne buske med overmodne bær.
Fugle fløj rundt og gjorde klar til den kommende vinter, dyr tøffede rundt og forsvandt fra hans vej.
Denne eftermiddag havde han nogle let stramme bukser på og en varm trøje. Det mørkebrune hår sad en anelse strittende, som altid. De mørke øjne gled over omgivelserne efter spor...Her var normalt ikke noget i skoven, i hvert fald ikke nogen der ville vise sig. Så han forventede ikke at møde nogen, så skulle det lige være pigen. Dog var han stadig opmærksom.

Tiffanie levede i de forskellige skove, hun tog aldrig ned i byen. Der ville hun slet ikke kunne overleve. Mest fordi hun nu var en del af naturen, hun kunne hører den. Og bekymrede sig om den, og derfor måtte hun blive og vogte over den.
Fodtrin fik hende til at reagere, hun vågnede op. Hun havde sovet lidt, efter at have brugt natten på at komme herud. Hun stod som et træ, og selvom det lød mærkeligt så var hun usynlig for endhver sjæl. Med en lydløs bevægelse skiftede hun sig om til en kvinde. Nemlig hende selv.
Hun kastede ud med sit store brune hår, og hendes øjne flakkede rundt. Hun kunne hører skridt fra en som gik foran hende. Naturen sov ligenu, så den sagde ikke meget. Hvilket gjorde hende svag. Med smukke flydende bevægelser gled hun imellem skoven træer. Hendes tynde krop gled imellem de tætte stammer uden problemer. Tiffanie var enlig bare meget smedig, og lidt af et slangemenneske.
Tiffanie stillede sig bagved en stor stamme fra et af skovens mange træer. Og fik øje på en mand. Det mørke hår stritede en lille smule, imens hans mørke øjne søgte noget. Men hvad vidste hun ikke, hun vendte hovedet lidt på strå og kiggede nysgerrigt på.

Sean stoppede op og bukkede sig ned. han fjernede nogle blade...Det var rent held at han havde opdaget et spor efter et fodaftryk. Lille nok til et barns. Måske pigens? Han håbede det. Der var intet blod omkring det, men det betød ikke at hun kunne være i problemer eller skadet. Han håbede på det sidste, for så ville han finde hende hurtigere.
Han havde sendt flere mænd ud i skoven for at lede. De var spredt over det meste af skoven, sine mest betroede mænd, som ikke farede vild, som kunne overleve og finde spor. Jægere, kort sagt.
Han rettede sig op og bevægede sig længere ind i skovens dyb, da han fik en fornemmelse af at han blev overvåget. At nogen eller noget holdt øje med ham.
Det fik ham til at stoppe op igen. Han ventede lidt, måske for at høre noget. Men da han ikke hørte noget, lod han blikket glide rundt på sine omgivelser. Umiddelbart var der intet. Men fornemmelsen var der stadig. Så hvor gemte personen sig mon? Eller...det noget?

Hun gemte sig bag træstammen da han kiggede imod hende.
Hun åndede lettet ud, da han ikke opdagede hende. Hun kiggede forsigtigt ud igen, og smilte skævt af ham. Hun fik øje på noget det, en mand som sigtede på hende med noget. Hun spærrede øjne op da et skud ramte hende i armen. Og hun faldt sammen under hendes ben, og tog sig til armen. Hun kiggede op imod manden, måske troede han hun var skyld i noget? Men hvad? Hvorfor skulle hun skydes. Manden kom hen til hende, og løftede hendes hage op så han fik øjenkontakt med hende. Hendes øjne var bange, hun var ikke van til at blive skudt på eller angrebet. Manden tog en kviv op af sin lomme, som om hun var et eller andet farligt væsen. Tiffanies hjerte bankede vildt af sted, og hendes hænder rystede.
Hun rejste sig utrolig hurtigt, men mandens kniv ramte hende i maven. Tiffanie bed tænderne sammen, og satte i løb. Men stoppede op lidt foran den mand hun havde overvåget, og kunne næsten ikke forsætte. Men hun ville ikke vise sig svag, og gik ind imod skovens træer. Men hendes skridt var svage og svajende.

//Husk nu der er begrænsninger, selv for væsner, hvor meget de kan tage, og så stadig løbe deres vej...personligt ville jeg nok være blevet liggende, hvis jeg både var skudt i armen og havde en kniv i maven...//

Seans fornemmelser havde været rigtige. Der havde været nogen. Der lød et skud, som fik ham til at kigge hen mod nogle af træerne. Lidt efter så han en mands person, som stod med et gevær. Han var klædt i kamuflagetøj, var rimelig høj og bredskuldret. Han lignede mest en jæger, men det ikke en af hans. De angreb ikke på den måde.
Han gik straks hen mod kvinden, som kom besværligt hen imod ham, med blodet løbende både fra arm og maven.
Manden så ned mod dem. Ville han løbe efter og dræbe dem begge? eller var han af en eller anden grund kun interesseret i kvinden? Han kunne jo bare skyde, hvis det var det.
Han greb fat i kvinden, inden hun kunne nå at gå fra ham.
"Hey...rolig...Sæt dig hellere ned, end at spilde dine kræfter på dette...Jeg tager mig af manden, spar på kræfterne og holdt godt til ved maven, så du ikke forbløder også..." han viste ikke hvordan han skulle hjælpe kvinden. De var forholdsvis langt fra byerne, især hvis han skulle bære hende. Hans mænd var spredt ud over skoven, men det var ikke sikkert de mødte nogle af dem.
Men nu gjaldt det manden.
Han rejste sig op og så mod manden, ville lade ham tage det første skridt...