Han gemmer sig. Men ikke længe endnu. (Jacob)

S: startsted: En kro i Doomsville. Senere Valley of the dead.
T: eftermiddag
V: overskyet, men det regner ikke. Fugtigt. køligt.
O: skiftende. se indlæg.

Sean havde siddet på kroen den sidste time og stirret ud af vinduet. Der var gået tid nu, han var kommet sig rimelig over sine sår efter at være taget til fange. Han havde klargjort sin klan til både vinter og krig. Necromanceren...Det var ikke til at vide hvad han planlagde, trods Sean nød at bruge tid på at prøve at gætte. Ville han vente til vinteren havde gjort folk kolde og sultne? Slå til når folk var mest svage? lade vinteren komme med nye soldater til hans hær? Det ville være et smart træk. Han havde sendt spioner ud, hvoraf de fleste var døde, men enkelte var kommet tilbage på det sidste og havde sagt det samme. Et sted nær valley of the dead havde der været lovende spor. Men skulle han søge ud og tjekke det eller blive i byen? Han havde længe ønsket sig at møde necromanceren....Skabe sig en god position, så han ville overleve uanset hvem der vandt krigen. Drage fordele. Men han havde ikke kunne finde ham. Måske ikke før nu...
Han var klædt i nogle sorte bukser og en sort trøje. Han havde lette, men vandtætte sko på. En bælte, hvor i en dolk og nogle forskellige punge hang fra. Og endelig den mørke kappe, der gjorde ham anonym. Det mørkebrune hår strittede let, men pandehåret hang som altid ned over hans pande. De mørke øjne studerede omgivelserne, som altid. Armbåndet om det ene arm var der stadig.
En næsten tomt glas foran ham, som indeholdte resten af det vand han havde bestilt.

En ung mand gemt under en hætte, nærmede sig kroen med afslappet bevægelser og hænderne godt gemt væk i hættetrøjens lommer. Blikket var rettet imod jorden. Han testede om de barre fødder var blevet til cement, for de føltes nøjagtig ligeså tunge som det. Et enkelt suk undslap, hvor han derefter løftede hovedet og spejdede rundt med de nu samme, gamle krystalblå øjne. Kroen var det første han fik øje på. Larmen derinde fra tydede på at en masse væsner havde besluttet sig for at finde ly til natten. I alt den tid der havde været krig, var det blevet sværere og sværere at finde et sted og være. Dem der før levede i skovene, var nu nød til at flytte ind til byen og det galte blandt andet også Jacob. Han hadede det. Byen var ikke et sted for ham. Savnet efter skoven var ved at æde ham op. Når man snakkede om mad, så var det vidst på tide at han ledte efter noget at spise. Han satte farten lidt op hen imod kroen. Da han åbnede døren derind til, kiggede han en enkelt gang rundt under sin hætte, og da det ikke lå til at nogen bemærkede man kom ind, listede han lydløst videre ind imellem vrimlen af væsner. Den indre dæmon knurrede efter mad! I det øjeblik han troede at han skulle gå på jagt, kom en fuld mand hen til ham, lagde en hånd på hans skulder og Jacob havde det som om at hans ansigt smeltede under den klamme ånde!
"Giver du.. ikke.. en drink?" Efter de ord faldt han til jorden. Gulvet mødte så glædeligt hans ansigt. Jacob så forvirret ned på ham, inden han sparkede forsigtigt til ham. Det forudsagde ikke andet end manden mumlede et par uforståelige ord.. Jacob himlede med øjnene, inden han så rundt i kroen. Blikket kørte rundt indtil en velkendt skikkelse fangede hans blik. Sean. Han var fristet til at gå hen til ham, men kom i tanke om, at han ikke længere lignede sig selv og at han ikke ville kunne genkende ham alligevel. Et irriteret suk forlod ham. Langsomt gav han sig til at søge efter et bytte i blandt væsnerne.

De mørke øjne gled over de kendte omgivelser. Op mod himlen. Ville det regne igen? Det havde regnet meget på det sidste, så det skulle ikke undre ham. Men det så ud til at holde sig lidt tilbage nu, hvilket han var taknemmelig for. Han trak vejret dybt og drak resten af indholdet i sit glas. Hans blik gled fra vinduet til folkene i kroen. Gled over de kendte ansigter, som de fremmede. Kroerne var nok nogle af de få der stadig tjente, trods krigen. Folk havde brug for en opkvikker og noget at spise. Et sted, hvor alt ikke handlede om krig og overlevelse. At more sig, at snakke. Han lod hånden glide igennem det mørkebrune hår og bemærkede en tyk mand, der lå fuld på gulvet, udslukt som et lys. Og den unge mand der skyndte sig videre. Han havde fornemmet nogen havde set på ham...Kunne det være denne mand? Han kunne ikke se hvorfor. Han blev nysgerrig. Han var en smule rastløs. Han rejste sig, lod glas være glas, og gik op til baren, kun fordi han bedre kunne se manden herfra. Noget ved mandens bevægelser virkede dog genkendeligt...Hans gang virkede bekendt. Han studerede ham, som erfaringerne havde lært ham det, uden at blive opdaget. Håbede han da. Det var på tide at få lidt sjov. Helt uprovokeret skubbede han til en forholdsvis muskuløs mand ved baren, som gled ned på gulvet. Hans venner blev provokeret, en af dem smørrede sine ærmer op, mens han stirrede på Sean med en sur mine.
"Skal man provokerer? Kan man ikke være der?" Knurrede manden. Sean sendte ham et afslappet smil.
"Selvfølgelig. Nu kan jeg" svarede han flabet.

Ikke så langt fra ham, kunne han dufte en sjæl der var på rangen til at forlade kroppen. Den duftede himmelsk, loggede hans næse og som et rovdyr der havde duftet blodet, spændte han musklerne og gik langsomt derhen imod. Han sørgede for at han ikke fik sin vægt lagt for meget ned på gulvet, så det knirkende gulv ville afsløre at han var ved at nærme sig. Sjælen tilhørte ingen ringere end en ældre herre over i hjørnet, der engang imellem tog en sip af sin vin, med et fjernt udtryk i sine blodskudte øjne. Jacob var klar til at angribe lydløst, stjæle sjælen og forlade ham hurtigt, så ingen bemærkede at det var ham der havde dræbt ham. Desværre, bestemte et par mænd sig for at starte en slåskamp, hvilket forudsagde at en af dem ramlede ind i Jacobs ryg. I en hurtig forsvars reaktion, sprang Jacob op på et af bordene og fik en ung kvinde der sad ved det til at vine op. De krystalblå øjne strålede af forvirring i stearinlysets belysning. Han så sig omkring og da det gik op for ham, at det blot var et par fjollede mænd der var oppe at toppes, himlede han med øjnene og rystede på hovedet. Hurtigt var han nede af bordet igen, med det resultat at en af mændene slog ud efter ham. Med nød og næppe lykkedes det ham at undvige, ved at gå i bro. Da ryggen blev ret igen, kiggede han forskrækket rundt og blev bare mødt af en ny knytnæve der kom imod ham. Denne gang valgte han at stoppe den på en anden måde. Han gjorde sin hånd klar, løftede den op foran mandens ansigt og inden knytnæven snittede Jacob, lod han sin is strømme ud i en stærk stråle, så manden ikke nåede at flytte sin hånd. En hånd af is fik nu manden til at hylle op af forskrækkelse. Jacob smilte bare lumsk, puttede hænderne i lommen og gik hen imod baren, mens han på vejen undgik de forskellige ting der kom flyvende igennem krostuen. En enkelt gang snittede en næve hans arm, men det var ikke noget han ville bide mærke i. Han satte sig i baren og kiggede rundt.. En enkelt gang fik han øjenkontakt med Sean. Han sendte ham et venligt nik, en lille form for hilsen, selvom Sean egentlig ikke vidste hvem han var..

Han var alt for opmærksom på disse ting. Der var intet uskyldigt over denne mand, som først havde virket så dejligt bestemt og målbevist, men som lidt efter blev forstyrret og måtte deltage lidt i kampen. Der gik ikke lang tid før de fleste sloges mod alle der endnu stod på bordet, hvilket gjorde at ingen længere var interesseret i Sean, som passende havde sat sig ved baren og ikke længere lignede en der havde startet det hele. Han havde bestilt noget at drikke og havde fået det. Han havde manipuleret kvinden bag baren til at ignorerer slåskampen og bare opvarte ham selv.
Hans mørke blik gled over manden, som...Brugte is? Dette var interessant...Øjnene...De var så blå...
Alt dette mindede ham om Jacob, en ung dæmon so havde virket usikker på sig selv, slet ikke så selvsikker som denne mand gjorde. Noget sagde ham at noget havde...undgået ham. At noget ikke var som det plejede og at han burde finde ud af det snart. Noget ved denne mand, som både virkede genkendeligt og fremmed.
Nogen lagde en hånd på Sean for at gokke ham en i nødden, men Sean greb fat i hånden, gled rundt i en glidende bevægelse, greb fat i mandens nakke og smadrede hans hoved mod baren, så manden gled bevidstløs ned på gulvet. Så vendte han sig igen, kun for at modtage et venligt smil fra manden, næsten...som om de kendte hinanden. Var dette en ukendt fjende?
Han tog en tår af sin drik og så afslappet rundt på den store slåskamp. Før han sendte manden et venligt smil. Så tog han sin drik og gik tættere på manden, kun for at placerer sig ved siden af ham. Han slog kort ud med armen, som om han ville vise ham kroen.
"Ups" lød hans kommentar med et svagt smil og et udfordrende blik.

Det undrede ikke Jacob det mindste at det havde været ingen andre end Sean der havde startet denne lille slåskamp, imellem kroens mange mænd. Nu tumlede kvinderne forvirret rundt, få af dem løb op på deres værelser, mens andre forsøgte at få deres mand på andre tanker, ved at råbe og skrige af ham, så deres stemmer var ved at knække. I det øjeblik Jacob ville åbne munden, bare for at sige en lille kommentar til hans ups, kom en slingrende mand ham i forkøbet og tumlede hen ad baren, med hovedet først ned i det hårde træbord. Han gled langs bordpladen og væltede ned på gulvet. Her lå han helt stille og kun en rysten fra ham engang imellem, afslørede at han stadig var i live. Jacob løftede på et øjnebryn af ham, inden han løftede blikket hen på Sean. Han gjorde et enkelt løft med skulderen, en lille hilsen til at han ikke anede hvor manden kom fra eller hvad der overhovedet lige skete der.
"Ups? Det må du nok sige, du har sat hele kroen i kaos," med de ord kiggede han rundt i kroen. Han så derefter hen på Sean igen. Det ene øjenbryn var løftet i en kæk grimasse. "Men, der skal også så lidt til nu til dags,". Fronten lod han nu vende ind mod barens bordplade. Sulten inde i ham startede igen med at knurre, så det gik op for ham at han ikke havde fået det han kom for. Heldigvis kunne man ikke se det på den unge dæmon. Ud af sin øjenkrog så han hen på Sean. Han var fristet til at fortælle ham at det var ham, Jacob, han snakkede med, men ville han overhovedet tro på ham? Samtalen skulle dog gå et sted hen. "Har jeg set dig før?" Han drejede hovedet så hele hans ansigt var blottet i lyset. "Du forekommer mig så bekendt,"

Sean fjernede sig let, så manden kunne falde videre uden at ramme ham. hans blik gled kort ud over kaosset og kakafonien af larmende kvinder der skreg og mænd der råbte bandeord. Det var kaos, men snart ville alle dem, der ville slås, være bevidstløse eller sejrherrer og så ville tingene blive rolige igen. Vagterne havde andet at tænke på, end et uskyldigt slagsmål. Kvinden bag baren hældte noget nyt væske i Seans glas. Han smilte charmerende til hende og hun rødmede let, da Sean tog sit glas og drak af det. Han gjorde en kort bevægelse mod kvinden, da han så mod Jacob, forklædt som en fremmed mand.
"Kan jeg byde på en drik?" smilte han let, som om han slet intet havde med slåskampen at gøre, men at det mere var ren tilfældighed. Han havde helt ret i at der intet skulle til. Folk var så anspændte for tiden og ikke alle formåede at tackle det lige godt.
Han studerede dæmon lidt. For han kunne mærke, kunne dufte, at dette var en dæmon, hvis han da overhoved havde været i tvivl. Faktisk havde han ikke rigtig tænkt over det, han havde bare vidst det. Som han kunne fornemme hvilken race de fleste andre væsner var.
Han så længe på denne mand, som både var bekendt og fremmed. Hvad sagde hans instinkt ham? Hvad sagde hans fornemmelse? At denne mand var bekendt og nærmest drev gæk med ham...Og hvordan skulle han reagerer på det? Han kunne ikke sætte navn på manden. Ikke endnu. Men han ville løse mysteriet, koste hvad det ville. Han smilte afslappet til dæmonen.
"Min rang er høj. Du kan have set mig aftegnet, i et kort glimt eller simpelthen hørt så mange beskrivelser af mig, at jeg virker bekendt. Der er mange muligheder. Måske har vi tilfældigvis gået forbi hinanden på vejen, måske har vi tidligere snakket sammen, uden jeg fandt det værd at huske. Måske er du en jeg kender i forklædning, måske er du en fjende og kender mit ansigt, efter at have spioneret på mig..." han tog sit glas, men uden at slippe manden med blikket. Søgende efter hver eneste reaktion, der kunne fortælle ham om han ramte rigtig...
"...Det er noget du må fortælle mig" han blinkede svagt til manden, som var de gamle venner. Som om han trygt kunne stole på ham.
"Jeg løber ikke med sladder"

Hvis bare Sean vidste at det var ham der sad foran ham lige nu. Den dæmon han engang havde arbejdet sammen med. Jacob havde aldrig bedt om at få en nyt udseende og det havde ikke været det nemmeste at få det gamle igen. Så, hvis han ønskede at skulle snakke med dem han engang havde kendt, skulle han til at fortælle baduljen om igen! Det gjorde ham ikke noget at Sean lod som om at han intet havde med slåskampen at gøre, for ham var det bare en typisk Sean reaktion. Til spørgsmålet om drinken, nikkede han og sendte ham et smil. Han kunne godt drikke noget. Det var mest sulten der pressede på, men mon ikke en drink kunne gøre det hele lidt lettere.
"Det kan du tro du kan," svarede han på spørgsmålet.
Først da drinkene kom hen til dem, besluttede han sig for at fortælle ham det, hvis han ønskede at tro på. For han måtte indrømme at det var meget underligt for ham at Sean ikke vidste at det var ham.
"Nej, det er jeg heller ikke typen der gør," sagde han og førte svagt drinken op til sine læber. Derefter stillede han den tilbage på bordet.. "Jeg må heller indrømme det her overfor dig, om du så tror det eller ej," Han så hen på Sean med et kækt smil. "Mit navn er Jacob, engang havde jeg hvidt hår og helt bleg hud, en forbandelse forandrede mig og derfor kan du ikke kende mig, men jeg kan kende dig," Det var en stor mundfuld, det var han udmærket klar over, nu galt det bare mere om Sean mon troede på alt det han sagde.

Hm? Var manden foran ham sindssyg? Nej...Hvordan skulle han da vide han havde...Han kendte, en der hed Jacob? Måske var det bare et heldigt gæt, Jacob var jo et ret normalt navn. Og måske drev manden bare gæk med ham. Det var der kun en måde at finde ud af. Ved at stille spørgsmål.
Han tog endnu en afslappet af sin drik, som om det at ens venner...Ens bekendte, om ikke andet, pludselig skiftede udseende hele tiden. Så så han tilbage på ham.
"en historie der er en fjende værdig, som ønsker at komme tæt på mig. Du må gøre det bedre end det. Hvis du virkelig er min gamle ven, vil du nok forstå min mistænksomhed" han blinkede let til ham, med et lille smil.
"Først og fremmest, hvilket forbandelse? Og for det andet...Nævn noget kun han og jeg kan vide" forlangte han da. Som et bevis. Hans mørke øjne forlod ikke manden foran ham.

Det kom ikke bag på Jacob, at Sean valgte ikke at tro på ham, medmindre han havde et ordentligt og overbevisende argument. Jacob ville ikke engang selv tro på det hvis han stod i den situation. Hvor tit kom man lige ud for at dem man kendte, lige pludselig ændrede udseende, fra den ene dag til den anden? Aldrig. Nemlig, han skulle have et godt svar, fortælle ham noget som kun de to vidste noget om. Et kækt smil formede sig på hans læber. Han vidste allerede hvad han skulle sige til ham..
En af hans hænder greb om hans drink, mens den anden hvilede på barbordet. "Det er en form for forbandelse der fandtes i en væske. Min fjende kom ved et uheld til at hælde det udover mig. Jeg er ikke sikker på hvad væsken var beregnet til, men, uanset hvad, så ændrede den mig til det her," Han spredte kort armene ud for at demonstrere sin pointe. Derefter lod han dem hvile på baren igen. "Jeg ved det lyder usandsynligt, jeg ville heller ikke tro det hvis jeg var i dit sted, men, jeg kan fortælle dig, som jeg er sikker på at kun en Jacob ved," Han lænede sig lidt tættere på, så Sean bedre kunne høre ham når han hviskede. Dette her var ikke informationer for alle og en hver. "Du er leder af the shadow Clan, din klan og min tidligere, besejrede en fælles fjende i en grotte,"
Han lænede sig tilbage igen. De krystalblå øjne så spørgende på Sean. Troede han mon på ham?

Han så lidt på Jacob. Enhver forbandelse kunne laves om eller kunne udløbe, så at sige. Men de kunne også være evige. Han studerede de nærmere detaljer ved denne mand, der kaldte sig Jacob, for at finde tegn på den gamle Jacob og for at lære hans nye udseende bedre at kende...Hvis det var ham. Han tog en tår af sin drik. Kampen omkring dem var ved at dø ud, de fleste havde skader, havde forladt kroen, eller lå bevidstløse på gulvet. Sejrherrerne fejrede det med en drik.
Sean blev rigtig nok nysgerrig, da denne mand lænede sig frem, trods han ikke kunne lade være med at tjekke om manden gemte en kniv i ærmet eller andet i den dur. Dog fik han leveret sin meddelelse, uden at Sean fattede mistanke om noget og han kunne roligt læne sig tilbage igen, mens han tænksomt studerede denne mand. Han havde nu tænkt på den gang da han frøs en mand ihjel i en kro i byen, men dette kunne vel også gå. Hans egen klan var ikke taget til fange eller ønskede at gøre ham noget, jacobs...kunne han ikke vide, men han tvivlede på det. Dog...
Han smilte let til ham og hævede sit glas.
"Der er vist kun en måde rigtig at få sat det her på plads. At arbejde sammen. Man kan ændre udseende, men det kræver mere at ændre personlighed, såvel som den måde man gør ting. Rejs med mig ud og find necromanceren, om ikke andet fordi det kunne være sjovt, og lad os se hvad jeg bedømmer dig til at være" han smilte så selvsikkert og bestemt at han håbede det ville skræmme en evt. bedrager. Hvis han trak sig, ville han dræbe ham. Gik ham med...Jamen så tog de af sted.

Sean var ikke til at gennemskue om han troede på ham, eller om han inderst inde tænkte at Jacob forsøgte at gøre nar af ham. Det ville være dumt at gøre nar, og, hvorfor skulle han det? Han havde ikke bedt om at få skiftet sit udseende, det skete bare og på langt sigt, så det ikke ud til at han kunne få sit gamle igen.
Han løftede sit eget glas i en gestus. Nysgerrigheden for hvad Sean tænkte var begyndt at brænde inde i ham. Han sad bare og ventede på at han skulle sige noget. Dræbe stilheden med sin stemme. Da han endelig sagde noget, stillede han glasset fra sig, så hen på ham med sine krystalblå øjne. Over det venstre øje var øjenbrynet løftet i en spørgende grimasse. Selvfølgelig ville han tage med Sean ud og finde necromaneren! Hvordan kunne man sige nej til det? Det var jo en fantastisk mulighed! Desuden, hvis han sagde nej, ville det ikke ligne ham og derved ikke bevise overfor Sean at det var ham?
Han rejste sig. Det selvsikre smil Sean sendte ham, blev kun gengældt. I de krystalblå øjne strålede en kæk grimasse. "Jamen, hvad sidder vi så her for? Skal vi komme af sted? Jeg kunne godt tænke mig at snakke med denne necromanere," Han smilte selvsikkert, foldede armene over kors, ventede bare på at Sean ville komme med en form for reaktion.

Han studerede denne selvsikre mand, som rejste sig og virkede mere end rejselysten. Gad vide om han havde overvejet alvoren i dette...Men på den anden side, så ville det være hans egen dumhed der slog ham ihjel. Han nikkede let og rejste sig op.
"Godt. Jeg har nogle rygter at gå ud fra, det har jeg altid, men alt i alt...Nej, lad os diskuterer planen på vej ud af byen, når ingen kan høre os" smilte han og nikkede kort for sig selv, før han slyngede kappen om sine skuldre og gik mod udgangen. Lidt efter havde han forladt den stemningsfyldte kro og stod i den friske luft. Det kunne ligne det ville regne, men det ville ikke gøre ham særlig meget. I et øjeblik overvejede han deres muligheder, men valgte så at holde det hele så spontant, som det havde virket til at være, trods han havde leget med tanken selv, i længere tid.
"Heste. Dem finder vi lidt ned af vejen, mod porten. Og for nogle sølv åbner vagterne gerne porten for os og lader os passerer. Så jeg spørger dig...Mangler du noget?" han vendte sig om mod ham med et lille smil.
"...For det er ikke sikkert vi kommer tilbage med det samme og heller ikke sikkert vi overhoved kommer tilbage. Det hele afhænger af vores held, uheld og vores evner. Samt, hvis det lykkes os, necromancerens humør"

Han fulgte med Sean ud. Hans bevægelser var rolige og dog kunne han ikke lade være med at spænde en smule. Det var tanken om at møde selve necromaneren der gjorde ham en smule anspændt. Han var udmærket godt klar over hvilken fare det kunne bringe ham i, men, af en eller anden grund, var han ikke så bange som han ville have været før i tiden. Ligesom Sean, tog han sin hætte over hovedet. Den tunge luft lagde an til at de kunne regne hvert minut det skulle være. Han kiggede frem for sig. Som altid, placerede han hænderne i hættetrøjens lomme. Til det Sean før havde sagt, havde han sendt ham et nik, men nu, hvor han spurgte ham om han manglede noget, var han klar til at give et andet form for svar.
"Jeg behøver ingen hest, jeg har skam min.. egen form for ride dyr," sagde han med et skæv grimasse. "Og, hvis det ikke gør dig noget, vil jeg gerne ud at jage hurtigt, inden vi tager af sted,". Hænderne i lommen, foldede han på kors over brystet. Seans ordvalg fik ham til at spænde en anelse mere. "Lad os håbe vi kommer hjem i live," Han sendte et svagt smil, inden han vendte ryggen til ham, puttede fingrene i munden og piftede en enkelt gang. På de kolde sten, kunne man nu høre hestehove. Det varede ikke længe før Choice, sølvmaren, kom til syne på gaderne og med en rolig galop var på vej hen imod dem. Den sølvskinnende manke lignede bølger i vinden. Hun sænkede farten, da hun var kommet op på siden af Jacob. Nu stod hun ansigt til ansigt med begge dæmoner. Under den hvide pels kunne man ane de gigantiske muskler spændtes.
"Sean, hils på Choice," sagde han og så skiftevis fra Choice til Sean.
Choice vrinskede lavt. Dog var det nok til at afsløre de spidse tænder..

Han så lidt på denne mand, der kaldte sig selv for Jacob. Så nikkede han let, mens han lagde mærke til den måde han spændte i musklerne på. Selv følte han sig endnu helt rolig, var det fordi han havde levet længere? Havde han nemmere ved at se den evt. død i øjnene fordi han allerede havde levet en pæn del år eller var han for selvsikker på sin egen styrke? Han var ikke helt sikker.
"Så må du jage" burde han selv gøre det? Ja. For en sikkerhedsskyld, så han var fuld af energi. Så ville han tage et smut hjem alligevel og ordne nogle småting.
Han studerede dette dyr, der kom ridende. Skinnende som en måne, med flagrende man og musklerne der bevægede sig under huden. Da hesten stod hos dem bukkede han let for det, med det i hovedet af de var dygtige kampheste og altid mere intelligente end man skulle tro. Dette var tredje gang i hans tid i Underworld han havde mødt en.
"Godaften" smilte han let til hesten, som var det i sig selv et menneske. Så henvendte han sig til Jacob igen. Selv havde han kun prøvet sig med en hippogrif, men var endt med at sælge den. Han havde endnu ikke fundet et dyr han fandt værd at beholde. De fleste døde alligevel fra ham.
"Så foreslår jeg vi mødes i morgen tidlig ved porten mod vest. Jeg har hørt der er lidt færre undeads i dagslys end om natten, lad os håbe det er sandt." sagde han med et lille smil. Selv havde han tænkt sig bare at tage en hest fra den nærmeste stald, der holde ud af løbe lidt. At ride et godt stykke med en rytter. Så måtte manden her beholde sine skinnende dyr.

Choice kiggede vurderende på Sean. Øjnene var lige så borende ind i huden som en dolk. De var store og deres farve lignede en ravsten i solens skær. Da Sean bukkede for hende, gjorde hun selv et yndefuldt buk med sit hoved, der afslørede de spændte muskler i halsen.
Jacob kunne godt se og mærke på Sean, at han stadig ikke helt troede på ham, angående det med at få en ny krop eller snarer det at han var Jacob. Det bebrejdede Jacob ham nu heller ikke. Havde han selv stået i sådan en situation, ville han heller ikke falde for den, specielt ikke med det samme. Han nikkede til det med at de skulle mødes i morgen tidlig. Rygtet om at der skulle være færre vandrende døde om dagen, kunne man kun håbe på var sandt. Han smilte kort til Sean. Et venligt smil der også kunne betyde det en aftale. "På gensyn i morgen tidlig," Han gjorde et høfligt nik til Sean, inden han vendte ryggen til ham og satte i løb ind i byen, for at finde det bytte han var kommet efter i starten. Choice så efter Jacob med højt løftet øre. Hun gik hvor det passede hende, men kom altid hvis Jacob kaldte på hende. Et sidste øjekast på Sean med de borende øjne fandt sted, inden hun satte i galop igennem en anden retning end den Jacob var løbet.
Hendes hove der ramte jorden gav genlød i mørket.

Det var tidligt om morgen. Solen var kun lige på vej op af sin søvn. Et par få stjerner hang stadig på nattehimlen. Den mørkeblå nattefarve gjorde også sin kamp imod solopgangs stråler, for at blive der bare i et par timer mere.
Jacob stod med en hætte over hovedet. Armene var foldet på kors over brystet. Kulden forsøgte at bide ham med sine små tænder, men han bed ikke mærke til dem. Det kunne han takke sin is evne for. Da han åndede ud, dansede en røgsky af hans ånde ud af munden på ham.
Ikke så langt fra ham, stod Choice med hovedet højt løftet og ørene stik rettet op i luften.. De ventede begge på Seans ankomst.

Han så dem begge forsvinde. Hestens, eller sølvmarens, øjne havde...psykisk, stukket til ham, men han var van til borende blikke. De fleste sendte ham sådanne blikke, fordi ingen fandt det særlig sandsynlig han var en man kunne stole på. Med god grund.
Så forsvandt han selv hjem.

Næste morgen var han tidligt oppe. Han var mæt og han var klar, efter at have vasket sig og pakket de sidste ting, samt valgt noget varmt og praktisk rejsetøj. Han betalte for en stærk hest, høj og stolt. En ung hanhest, som godt kunne være lidt hidsig og mest af alt skulle trænes til militæret. Men Sean reddede ham fra den skæbne, eller i hvert fald udsatte den, da han sadlede den op og selv svang sig op på den. Den var lige så spændt som han selv var. At taske hang over hestens bagdel, indeholdt et ekstra tæppe, noget skiftetøj og ekstra vand og mad til hesten, i tilfælde af de intet frisk græs eller ukrudt fandt til den. Så satte de kurs mod den aftalte port. Han var blevet opdateret på rygterne igen, bare for en sikkerhedsskyld, men det hele virkede...Lovene.
Han fik hurtigt øje på Jacob, eller manden der påstod han var Jacob, og han stoppede op foran dem. Han nikkede let, som en hilsen til mand og hest.
"Godmorgen" hilste han
"Klar?"

Choice løftede hovedet. Hun kunne fornemme Seans tilstedeværelse. For at signalere til Jacob, vrinskede hun lavt og stampede kort I jorden med sine skarpe hove. Jacob gjorde som Choice og løftede hovedet. Han fik med det samme øje på Sean, der kom med, som altid, selvsikker bevægelser hen imod dem. Først da han stod foran dem, rejste Jacob sig op og strækkede sig kort. Han var mæt og udvilet. Klar til at tage af sted.
"Godmorgen," sagde han med et høfligt nik. Han mærkede hvordan Choice spændte ved Seans spørgsmål. Nok virkede hun stærk, men, det betød ikke at hun ikke også kunne gå hen og bliver nervøs. "Så klar som man nu kan være," Jacobs stemme var rolig. Noget inde I ham frygtede dog det der skulle ske. De levende døde var ikke de nemmeste at slippe af med. Det kunne han huske for tiden ude I Thousand Winters. Lige meget hvor mange man slog ihjel, kom der altid flere og alle havde lysende øjne, der så på dig som et byttedyr og pestilens. Men, han ville ikke vende ryggen til, kunne han hjælpe med at få det hele normalt igen, så ville han gøre det. Han savnede skoven, sit hjem, han følte sig ikke rigtig hjemme her I byen. "Hvad med dig? Klar?" Han så på Sean med løftet øjenbryn. Ikke at han tvivlede på om Sean var klar, men, man kunne jo alrdig være sikker. vel?

Han smilte let til dem og gjorde et svagt kast med hovedet, mens han vendte hesten med tøjlerne.
"Altid. Fald nu ikke bagud" smilte han let drillende, da han satte kurs mod porten. Han gik ud fra manden ville følge med. Når de først havde forladt porten, var der ingen vej tilbage, så dette ville blive et punkt der kunne bevise om Jacob var Jacob eller ej. Gik han ud fra.
Ved porten blev de stoppet af nogle vagter. Sean havde dog været opmærksom på dette problem, men stoppede alligevel hesten, der skrabede utålmodigt i jorden med den ene hov. Vagten skævede kort til hesten, før han lod blikket glide op til Seans ansigt.
"Holdt! Hvad er jeres ærinde uden for byen? Der er farligt og folk skal helst holde sig inden for porten. Byen kan ikke garanterer sikkerhed udenfor murene!" vagten havde sagt det alt for mange gange, lød det som.
"Kære vagt, vær viis om at vi ved hvad vi skal og hvilken fare der er involveret" Vagten så lidt fra den ene til den anden.
"Det er på eget ansvar!" sagde han så bare og trak på skuldrene, lod dem komme lidt hurtigere ud, end hvis Sean ikke have betalt manden tidligere. De åbnede porten lige nok til at de kunne komme ud, skyndte sig at lukke den efter dem...Hvis Jacob valgte at ride med.
Udenfor lignede det umiddelbart sig selv. Marken, som dog ikke var tilsået men mere stod bare hen. Ingen så meget som en levende eller død person...Lige nu.

Fald nu ikke bagud. Den sætning fik ham bare til at ryste på hovedet imens en klukken forlod hans læber. Hurtigt svingede han sig op på Choice, klappede blidt den stærke hals og lod hende sætte i trav efter Sean. Han havde stadig ikke vendt sig fuldstændig til følelsen af at sidde på en hest. Det var underligt at have så mange muskler der arbejdede under sig. Han greb fat i manen og hev i den, da de ankom til porten og måtte tage en sludder med vagterne, for at komme udenfor. Det bed i ham for at komme udenfor byen og dufte duften af skov og frihed igen. Døren gik op, vagterne lod dem komme ud uden problemer og Jacob fulgte trop lige bag Sean. Det så ud præcis som han huskede det. Marken, træerne, stilheden. Det hele så ud som før de levende døde kom. Han var fristet til at blive der og aldrig vende tilbage til byen, men, ved lyden af noget der pilede i buskene bag ham, fik ham til at huske på at de levende døde desværre herskede for tiden. Han sukkede dybt.
"Det ser ud præcis som det plejer," sagde han lavt til Sean, da han var reddet op på siden af ham. "Man skulle ikke tro de levende døde herskede herude," Han så hen på Sean. "Jeg formoder du viser vej?"

For Sean så det hele nu mere dødt, end normalt, ud. Sean lod mistænksomt blikket glide over omgivelserne. Man skulle være en fjols, at tro der intet ville ske fordi det hele så så fredeligt ud. Et fjols han var sikker på den rigtige Jacob ikke var. Derfor smilte han bedrevidende til manden ved siden af sig.
"Åh. Du må da godt ride forrest, hvis du er så sikker på de ikke er her?" svarede han roligt, både drillende og alvorlig på en gang.
"For nu skal vi ned til skoven og følge dens udkant rundt. Over flere marker, vil vi kommer nær nogle klippeformationer" sagde han og pegede den vej de skulle ride mod.

Nok så det fredeligt ud, men, Jacob var ikke en idiot, han vidste de var derude og at man ikke skulle tage det alt for roligt. Choice var et godt eksempel i den sag. Under ham kunne han mærke hvordan den stærke heste krop rystede, var på vagt og spændte hver en muskel. Et kort øjeblik føltes det som at sidde på en hård sten. For at berolige hende en smule, lagde han sin stadige kølig hånd på hendes hals. Desværre hjalp det bare ikke på hendes uro.
Jacob sendte Sean en drillende grimasse. "Jeg er ikke dum Sean, jeg ved udmærket godt at de er her, men, når du nu er så bange for at ride forrest, så skal jeg da nok gøre det for dig," svarede han igen med en drillende klang i sin halvmørke stemme. Han havde dog et alvorligt glimt i sine krystalblå øjne. Da Sean pegede ud imod horisonten, fulgte Jacobs blik fingeren helt automatisk. Et tøvende smil strammede om munden på ham. Det blev en lang tur!
"Godt så," Jacob klappede Choice på siderne med sine ben. Langsomt startede sølvmaren med at trave. "Så lad os komme af sted," Han var på vagt da de red igennem landskabet. Der gik ikke en eneste gang i hvert minut, hvor han ikke drejede hovedet til alle sider, for at undersøge om en levende død var nær dem.
Hurtigt stoppede han Ghoice i at trave ved synet af et væsen der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Ikke så langt fra dem, for enden af stien og starten til skoven, stod en levende død. Sjælen havde forlænge siden efterladt den nu tomme og kolde krop. Den stod bare der, for enden af stien og kiggede ned i jorden, dets øjne var tomme og kolde som is. Den vippede frem og tilbage på stedet som en vælte Peter. Jacob tog ikke øjnene fra den.
"Skal vi angribe og satse på der kun er den, eller, skal vi undvige og ikke tiltrække flere?" Han hviskede det lavt til Sean.

Han studerede manden, uden direkte at stirre på ham. Han kunne dog ikke lade være med at grine lavt, af hans drillende kommentar. Han var snart ikke i tvivl længere...Dette var Jacob.
"Kun de dummeste er mest ivrige efter at bevise dem selv, i stedet for at vente og være tålmodig" svarede han tilbage, som var han en viis mand. Hvad han dog godt viste han ikke var og nok hellere ikke passede i en rolle som.
Han klappede let sin egen hest, som prustede nervøst. Også den kunne mærke stemningen og fornemmelse af evig fare til alle sider.
Han satte selv hesten i trav og fulgte med Jacob. Turen var ikke så lang igen, men den var heller ikke kort. Det ville også være dumt hvis necromanceren placerede sig lige foran byen, som han ønskede at erobre. Han blev nød til at skjule sig. Det var også grunden til han ville af sted om morgenen.
Da havde reddet lidt i stilhed, da deres første forhindring dukkede op. En ud af mange, gættede Sean sig til. Han stoppede sin hest og studerede den vaklende skikkelse et øjeblik. Så lod han blikket glide ind over skoven, så ud over de tomme marker og enge på deres anden side. Så nikkede han let for sig selv og trak en lang kniv frem.
"At den dør, betyder ikke der kommer flere. Lyd tiltrækker dem, det er jeg sikker på, så at gøre det lydløst burde kunne gøre det" han så på Jacob med et svagt smil. Hesten han red på ville ikke kunne lide det.
Han satte den i galop mod zombien. Den red straks af sted, øjnene rullede lidt og den savlede. Selv om der kun var en levende-død, sagde dens instinkter at den burde flygte.
Sean red forbi den og perforerede dens hoved, inden den overhoved nåede at vende sig om mod dem. En let smattende lyd fulgte og en sort masse dryppede fra den lange kniv, der hang ned til siden i Seans arm. Han stoppede op og vente hesten for at tage sig bytte i øjesyn. Han elskede at tænke på sig selv som en farlig fjende og sådan en ting her sikrede kun at holde hans selvtillid oppe. Så så han smilende mod Jacob, som ville han sige at sådan skulle det gøres. I hvert fald når der kun var en...Og ikke flere, som i samme øjeblik vandrede ud af skoven. Sean havde ikke set eller hørt dem, men hestens prusten fik ham til at vende blikket. Og se disse levende-døde komme vraltende.

Jacob kunne ikke andet end at ryste på hovedet over Sean vise kommentar. Nok var Sean en kløgtig dæmon, men, det gjorde ham ikke til den vise mand der levede oppe i bjergene sammen med pumaerne i harmoni.
Det vaklende væsen fik Choice til at vrinske lavt. Ud af mundvigen kunne Jacob spotte de knivskarpe tænder blive trukket frem, i et forsøg på at skræmme den døde. Den døde var dog bare langt fra til at skræmme. Trods alt, var den død. For at berolige hende en smule, lagde han endnu engang sin kolde hånd på hendes hud, med det resultat at hun bare begyndte at trippe utålmodigt. Hun signalerede til ham at de skulle komme væk og det skulle se at være nu!
Før Jacob overhovedet nåede at svare på det Sean sagde, havde han sat sin prustende hest i galop hen imod det vaklende væsen, der heldigvis ikke nåede at registrere ham, før det var forsent og den sorte, tykke masse strømmede ud af hovedet på den. De skulle rammes i hovedet. Uden det, kunne de ikke 'leve videre', hvis man kunne kalde det det. Jacob skulle lige til at sende Sean et smil igen, da et syn fra skoven fik det til at løbe ned af ryggen på ham. Ud af skoven kom en hel flok døde nu til. Alle knurrende med længslen efter sult. Hurtigt sparkede Jacob let til Choice for at få hende til at løbe Sean i møde. Til at starte tøvede den kloge hest, men, satte alligevel til sidst i galop hen imod armene på de døde. Hun prustede og vrinskede højt, viste sine tænder. Ud af munden hang der savl, mens sved fik halsen til at være våd. For hurtigt at hjælpe Sean, lavede han en barriere af is krystaller lige foran zombierne. Det var ikke nok til at holde dem væk for evigt, men, det var nok til at Sean og Jacob kunne slippe væk.
Han drejede Choice mægtige krop rundt. Hun stod nu side om side med Seans hest. "Skal vi se at komme væk, eller, vil du blive hængende?"
Allerede nu var zombierne ved at banke sig igennem isen. Lyden var som glas der splinters. En af zombierne fik mast sit hoved igennem et lille hul i isen, dog fik den ikke lov til at nyde sejren længe, før Jacob havde formet en istap og kastede den så den ramte lige imellem øjnene.

Adrenalinen pumpede i hans ører og gjorde hans krop varm og klar til hvad som helst, skærpede hans sanser. Han havde vendte sig om, med hesten, i en hurtig bevægelse og hesten stejlede af disse nye farer. Dens øjne rullede rundt, så det hvide stod frem. Sean brugte et øjeblik til at få kontrol med dyret og på den tid havde Jacob skabt en minimur af is og bedt dem om at komme væk. Nu.
I et øjeblik overvejede han at blive, men han viste at de ikke kunne vide hvor mange der gemte sig inde i skoven og der i teorien kunne være en hel hær. Han nikkede kort, gjorde omkring og jog hælene i siden på hesten. Hesten tøvede ikke, men sprang afsted med stor iver. Sean kunne næsten ikke få den til at bremse op, da han ved sikker afstand stoppede halvt op, bare lige for at se sig tilbage et øjeblik og for at tjekke om Jacob nu også var med. Is. Han var efterhånden ikke i tvivl længere. Dette var en af hans få ven...Nej, bekendte. Han glemte hele tiden han ikke have venner. Ikke når alt kom til alt. Og det var bedst sådan.
"Mindste prøvelse. Jeg tror vi møder mange flere på vores vej. Vi må håbe vi snart møder på en klogere en, der kan vise os sikkert til deres Herre" smilte Sean, da han satte kursen igen.