Help me...//Matt//

Matt rullede kærligt på øjne, og bevarede det charmerende smil. Han kiggede op på Arian, han vidste udemærket godt at han rodede.. Det var der intet nyt i..
"Mange tak, Arian." Han utalte hendes navn, smukt og flydende som flodens strøm.
Han smilte blot til hende, med nogle ustyldige øjne.

Hun grinte kærligt og nejede foran ham.
"Det var da så lidt Matt," Hun udtalte hans navn, præcis som han havde udtalt hendes.. Smukt og flydende.. Hun kiggede ham i øjnene et kort øjeblik, før hun kiggede væk igen, for ikke at rødme foran ham..
Pokker tag at han var så tiltrækkende..
Hun kørte en hånd igennem det røde hår, placerede det i den ene side og gav sig til at kigge rundt igen.
"Så Matt, hvad laver du i fritiden hvsi man kan sige det sådan?"

Han kunne lide hendes grin, det måtte han indrømme det var som der kom varme indeni ham.. Han elskede den måde hun udtalte hans navn på- Hun kiggede ham i øjne men kiggede hurtigt væk igen..
"Tja ikke så meget, jeg jager og fæller træ." Om han havde andre hobbyer jo han lavede også glimrende mad. Dejligt når man var varulv for så kunne man jo blive ved med at skubbe mad ind i sig.
"Hvad med dig?" Spurgte han yderst høfligt, og blinkede med det ene øje for at være lidt ekstra charmerende.

Gjorde han det egentlig taget med vilje? Var han så charmerende for at drille hende, eller var det bare hans natur at være sådan? lige meget hvad, så virkede det underligt nok på hende.. De øjne han havde.. Der var et eller andet fangende ved dem, som når en bi havde fået øje på det sødeste honning..
Hun smilte en anelse genert, men skubbede det væk igen eftersom det ikke nok ikke var så interessant at se på en som var genert hele tiden..
Hun bed sig kort i underlæben..
"Ikke så meget," sagde hun og løftede kort på skuldrene. "Passer min bedstefar, leder efter min forældres mordere," Hun kiggede ned i jorden med en trist mine, så snart hun tænkte på dem.. De var der ude et sted.. Moon varulvene..

Han smilte sødt til hende, mest fordi han syntes det var sødt hun blev lidt genert. Matt kiggede nøje på hende da hun snakkede for at vise intrerasse for at lytte til hende. Matt hævede dog et bryn.. Hendes forældres mordere.. Hvem mon det kunne være?
"Måske kan jeg hjælpe dig, jeg kender mange. Hvilken race?" Spurgte han og stillede sig lidt op af væggen, man kunne se at han faktisk gerne ville hjælpe hende.

Hun kiggede op på ham, eftersom han var højere end hende, hvilket bare fik hende til at føle sig en smule hjælpeløs.. Men hun skubbede hurtigt tanken væk og pustede ud, da hun ikke vidste om hun kunne fortælle ham at morderene faktisk var hans egen race.. Varulve..
"Varulve," sagde hun og bed lidt hårdere i sin underlæbe. "De er varulve.. Og det er min mostre og morfar og mormor," Hun kiggede skamfuldt ned i jorden.. En skam lå over hende som en tung sky, hver gang hun tænkte på at de var i familie fik det hende lyst til at råbe og skrige.. Hvordan kunne de gøre det.. Mod deres egen datter..

Han kiggede ned på hende, han var lidt ligeglad med det var hans egen race han var vred nok på den i forvejen. Men at hendes forældre blev drabt af hendes egen moster og morfar.. Det var jo forærdeligt!
"Nogle varulve er bare bæster." Han kunne mærke vreden af at tænke på det var hans venner som havde drabt hans kæreste. Han trådte lidt væk, faktsik den anden ene af stuen tog et stykke brænde og knækkede det over for at komme af med vreden. Han pustede ud og var mere afslappet igen.
"Hmm, jeg er ked af det på dine vegne det må jeg indrømme." Sagde han og slap træet og vendede sig imod hende igen.

Hun kunne se vreden i hans øjne, den brændte som en flamme der aldrig vil gå ud, den var evig indtil der en dag ville komme en glæde af vand og slukke den..
Hun sukkede kort og ville sige noget, men gav et lile gisp fra sig, da han pludselig havde brækket et stykke træ over som var den ikke andet end en tynd gren som et lille barn knækkede over.. Hun tog sig hurtigt sammen igen og smilte skævt, hvor hun derefter langsomt gik hen imod ham med rolige bevægelser.
"Det gør mig også ondt på dine vejne Matt," sagde hun stille og kiggede op i hans smukke øjne. "Men, så har vi vel noget tilfælles, vi ved hvordan det er at miste nogen,"

Matt løftede lidt på skuldren og nikkede til hende.
"Ja så der da noget tilfælles." Svarede han kort og kiggede nøje efter hendes reagtioner. For han ville jo heller ikke skræmme hende med sin vrede..
Matt tænkte sig hurtigt om.
"Sulten?" Spurgte han med en yderst charmerende stemme og hævede et bryn som kun gjorde han mere charmerende.
Han ventede på hun svarede, og håbede da altid hun sagde ja. For det ville være en smule meget pinligt hvis hun sagde nej. Matt kiggede kun på hende, og med øjenkontakt.

Hun grinte kærligt, efterfulgt af et blik ned på sine fødder.. De var stadig bare.. Hvorfor var det at hun aldrig nåede at tage sko på`? Hver gang hun ikke blev jagtet havde hun sko på, men så hver gang hun ikke havde sko på, besluttet de sig for at jagte hende.. Altså helt ærlig, kunne man være mere uheldig..
Hun kiggede op på ham igen, skubbede alle tanker væk om bare fødder da han endnu engang sendte hende sit charmerende smil og et løftet øjenbryn der bare gjorde det endnu mere charmerende.
"Mon ikke," sagde hun lystigt..
Kinderne var ved at blive røde, så hun kiggede hurtigt væk så han ikke skulle se det.. Pokker tage den rødmen..

Han bemærkede kun hun havde bare fødder fordi hun kiggede ned på dem, han fik et smil frem. Det var da altid noget hun ikke bare var en af de tøser som skulle være perfekte inden de forlod huset. Han smilte faktisk kærligt af det.
"Hvad har du så mest lyst til?" Spurgte han og kiggede på hende med et varmt smil.
"Hvor vi skal ud og jage." Sagde han, men for at se hendes reagtion drillede han hende bare. Også for at lære hendes grænser lidt at kende, se hvem hun virkelig var.
Matt smilte skævt til hende imens han ventede på en reagtion.

Hvad havde hun lyst til... Tjoh, hun kunne komme på en masse lækre retter, hvilket fik hende til at smile, inden det egentlig gik op for hende at han lige havde spurgt hende om de skulle tage ud og jage..
Jage? Det havde hun aldrig prøvet før, hun var ret så sikker på at hun ikke kunne finde ud af det, men ja, hun kunne vel altid forsøge.. Der var en første gang til alt..
"Jage," sagde hun med en overrasket stemme, hvor hun derefter kløede sig i nakken. "Altså, jeg har aldrig jaget før, men hvis du siger det så.." HUn løftede på skuldrene og kiggede op på ham igen, med et skævt og venligt smil..

Han grinte lidt ikke ad hende med hende, fordi han lige pludselig fandt det sjovt at drille.
"Jeg driller bare, jeg har alt hvad jeg skal bruge til resten af ugen." Sagde han med et skævt smil og blinkede med det ene øje. Han klappede hænderne sammen og gned dem imod hinanden.
"Nå hvad har du løst til, der fisk, okse, fjerkræ osv." Sagde han, og smilte. Matt spiste næsten altid op så det var en masse at vælge imellem fordi han jagede så tit som han gjorde. Matt kiggede op på hende igen med et smil.

Hun kunne ikke lade være med at sukke en anelse lettet ud, hun havde jo aldrig jaget før, så hvis han ville jage med hende kunne han godt regne med at hun ville være som en klods om benene.. At jage, var ikke lige noget hun stod i kø for at gøre, men hun måtte indrømme at hun fandt det interessant at han jagede.. Næsten som en jungledreng, bortset fra at han havde en hytte.. Men, pyt med det..
Hun smilte til ham og puffede kærligt til ham.
"Drillepind," grinte hun og sendte ham et skævt smil, der skulle forstås som et tegn på at det var i orden at hun drillede.. "Hmm, okseskød eller nej, fjerkræ," Hun bankede tænksomt på læben. "Jeg ved det ikke, jo, fjerkræ," Hun sendte ham et tilfredst smil.

Matt grinte lidt.
"Fjerkræ bliver det," Sagde han med en lidt sjov stemme. Med det samme han trådte et skridt ud i køkkenet kom et lille firebenet plysboldt løbende. Den lille ulveunge Greeg, den kom logrene med den lille hale og var næsten ved at vælte omkuld da han hørte Matt var på vej ud i køkkenet. Dog løb han ind i Arians ben og væltede ned på bagen og kiggede op på hende med store uskyldte hvalpe øjne.
Matt kiggede ud.
"Arian mød Greeg, Greeg mød Arian." Sagde han kort men venligt og gik igang med madlavningen.



Greeg:

Hun følte sig pludselig en anelse flov over det hun lige havde sagt, med at hun ikke kunne bestemme sig.. Hun håbede ikke at han fandt hende mærkelig, nu skulle hun heller ikke blive alt for bange og genert. Hvorfor var hun egentlig så bange for hvad han tænkte om hende? Kunne hun ikke være ligeglad, ligesom hun var med så mange andre?
Hun fulgte med ham ud i køkkenet, det var længe siden hun havde set så fint et køkken, så hun bemærkede slet ikke den søde ulve unge kom vraltende indtil den var helt henne ved hende.. Da Matt præsenterede ham, kiggede hun hurtigt ned og fik store øjne.
"Åhh, hvor er han bare sød," sagde hun med en kærlig stemme og bukkede sig ned, for at nusse den lille ulveunge bag øret..

//Kan ikke se ham //

Greeg nød at blive kløet bag øret og slikkede hende på hånden.
Om Matt fandt hende skør, enlig ikke hun var bare speciel og det var der ikke mange piger som var ifølge ham. Matt begyndte at stege en kylling, den var pilet for indvolde osv. Det havde han gjort da han havde fanget den. Greeg kiggede op på Matt og lorgrede mere med halen end før, skønt det næsten ikek var nogen hale.


//Hva så nu? XD//

//Nu kan jeg adorable!!//

Arian kunne ikke dy sig.. Hvor var han bare nuttet, det var som at se en omvandrende hårtot, den havde ikke engang en hale endnu.. Den var næsten lige blevet født kunne Arian se på den, hvilket bare fik hendes hjerte til at smelte..
"Hvor er du bare dejlig hva?" sagde hun kærligt og nussede den en sidste gang på hovedet, inden hun rejste sig op for at kigge til den mad Matt var ved at lave.. "Det dufter skønt," Hun smilte til ham og stillede sig helt hen ved siden af ham, imens hun betragtede ham lave mad..

//Super //

Greeg nød at blive beundret og nusset, og satte sig ned da hun rejste sig op og lagde hovedet en smule på skrå som alle kælne dyr næsten gjorde når man ikke snakkede med dem mere. Matt kunne mærke at hun kiggede på ham, han havde dog intet imod det måtte han indrømme. Det varede ikke længe før maden var klar og han serverede den store kylling på et fad og satte to tallerkner og to glas med vand på sofabordet. Han smed sig i sofaen og klappede på den til hun bare skulle komme og sætte sig.
"Bare føl dig hjemme Arian." Sagde han og indføte hendes navn i sætningen for at gøre det mere intimt, eller hvad det hed. For at hun kunne være sikker på at det ikke bare var noget som han gjorde med alle og end hver for det var det jo langt fra.

hun betragtede hver og en bevægelse han tog, var opmærksom på hvordan han lavede sin mad, hvis hun nu selv en dag skulle stå og lave mad i dette køkken, eller ikke lige præcis dette køkken, bare et køkkken generelt.. Åh pokkers, nu kom hun til at kludre rundt oppe i sit hoved.. Hvad pokker blev det næste..
Hun sukkede irritabelt af sine egne tanker, men ikke så højt så han ville kunne hører det.. Da Maden var færdig, fulgte hun med ham ind i stuen.. Der var stadig dejligt varmt, helt tilpas.. Hun smilte venligt til ham og satte sig ned ved siden af ham, med lystige bevægelser.
"Okay Matt," sagde hun kærligt og smite charmerende til ham. "Tak,"

Matt smilte skævt men kærligt til hende.
"Du behøver ikke at tanke." Sagde han bare venligt og tog noget mad på tallerknen og gav sig til at spise. Varulve var kendt for deres store appetit, så derfor var det en ektra stor kylling han havde fanget.
"Du tager bare alt det du vil have," Sagde han med en virkelig glad stemme. Hans øjne strålede imod hende, med disse krysataller som lyste af venlighed og omsorg.

Bare tag hvad hun ville have. Hun nikkede kort og kiggede på maden, pludselig virkede hun nervøs, som var maden forgiftet, men det var nu ikke derfor, han var bare nervøs for om hvor meget hun kunne tage uden at han dømme hende. Matt virkede dog ikke som en der dømte andre, så hvordan kunne hun overhovedet tænke sådan om ham? Hun var desværre bare så mistroisk, men til sidst gav hun op og tog noget mad over på sin tallerken, ikke for meget, men heller ikke for lidt. Hun smilte skævt til Matt, inden hun begyndte at spise og nyde smagen af den lækre kylling.. Hun kiggede i hans øjne og havde nær fået noget galt i halsen, men slugte det og kiggede væk..

Han betragtede hende meget, men Matt var meget ærefyldt. Så han var god til at skjule det, hans blik gled over et billede på komoeden af Serena. Hans datter, cirka 1 år gammel. Boede ved hendes mor, også hans bedste veninde. Matt kiggede tilbage på Arian, da nogle sparkede hovede døren ind. Matt rejste sig hurtigt op, varulvene havde åbenbart ikke været så dumme som han havde troet, selvom deres lille overraskelses angreb var ret langsomt. Matt havde en hemmeligbag dør. Han trak Arian hurtigt op og stå, så hun stod bag ham. Han gik lidt tilbage.
"Inde i det rum er der en hemmelig udgang, flygt" Sagde han alvorligt og så på Arian. Måske var deet sidste gang de så hinanden, men hendes liv var det vigtigste ligenu.
Matt begyndte at slås imod de andre.

//Tænker vi kan tage et nyt emne, og afslutte det her. //

Pludselig blev døren sparket ind og straks kunne hun dufte den sure duft af Moon varulvenes håndlangere. Selvom de kunne fører hende til selve Moon varulvene, så ønskede hun ikke at de skulle vise hende derhen på den måde, som de havde tænkt sig at gøre. Nemlig ved at dræbe hende. Arian sprang op af sofaen, gjorde klar til kamp så hun spændte i hele sin krop, da Matts skubben pludselig fik hende ud af koncentration. "Nej, matt vent!" Hun lød stædig, men stadig skræmt. "Jeg kan hjælpe dig.. jeg vil ikke bare efterlade dig!" Hun kiggede på ham med sine brune øjne, tikkede ham om at følge med hende. Men, så snart hun kunne se alvoren i hans øjne, kiggede hun ned i jorden og sukkede kort, inden hun løb ud af døren og forsvandt. Man siger at hvis man kigger sig over skulderen, så er det forbi man bekymre sig om personen og det gjorde Arian, op til flere gange endda.. Hun fortsatte med at løbe igennem skoven, med bare tæer og en frygt for at hun ikke skulle se ham igen..

//Kan vi da godt, kan se du er vampyr så OUT//

Hun var i sikkerhed, og Matts vrede blev brugt imod disse ulve. Til de stak halen imellem benene og løb langt væk. Matt var en af de få varulve som havde levet længere end mange. Han havde overskredet denne alders grænse, dog viste han også at det ville ske endag at han ville dø. Han kunne ikke leve evigt.

//Out ^^