The sun is gone. //Sean//

S: En park
T: Solnedgang
O: Mennesker går rundt og snakker og der er nogle træer og bænke.
P: Det sædvanlige: en hvid t-shirt, sort skjorte udenover(Knappet op), cowboy bukser og sorte converse sko.

Nille sidder på en bænk og ser solnedgangen, hun er afslappet efter lang tid.
Solnedgangen gjorte noget ved hende... Gjorde hende tryg og varm.
Hun smiler da hun ser en lille pige løbe rundt med sin hund, hun bliver helt blød om hjertet da pigen griner.
En tåre triller ned af hendes kind, hun skynder sig og tørre den væk.
Hun nynner en sang hendes mormor sang for hende da hun var lille.

//Jeg vil lige hurtigt gøre opmærksom på at vi skriver i 3. persons datid. F.eks. bliver sidder til sad. smiler til smilede osv //

Solnedgang. Luften var kølig, men vejret klart, et typisk tegn på det snart ville blive vinter.
for Sean betød det ikke så meget. Vinter eller sommer, han havde stadig de samme opgaver at lave. Han lod blikket glide over byen.
Denne sene eftermiddag, eller begyndende aften, havde han nogle mørke jeans på og en sort skjorte, som var åben oppe ved halsen. Ud over havde han en mørk jakke, som dog var lynet op.
Normalt glemte han sin jakke, men han havde husket den i dag.
Hans mørkebrune hår strittede let og de mørke øjne gled over sine omgivelser med en vis ligegyldighed.

Det endte med han gik mod parken. Han ville sætte sig og se solnedgangen, for en gangs skyld. Han trængte til at slappe af, der var slet alt for meget de sidste par dage og han var ærlig talt ret forvirret.
Han sukkede svagt, da han trådte ind på gruset og gik mod bænkene, som lå inde midt i parken. Ved den lille sø.
Da han nåede derhen, sad der allerede en del på de forskellige bænke. Kæreste par, primært, som ville se solen gå ned sammen...
Et øjeblik savnede han sin egen kvinde.
Han satte sig på en af de bænke, hvor der kun sad en i forvejen. Kort lagde han mærke til hendes lugt, som fortalte ham at dette var en shapeshifter.
Han lod blikket glide over omgivelserne, fra de lille pige, til himlen der begyndte at sprede et orange lys.

//Årh, jah det da rigtigt, undskyld jeg er stadig lige forvirret over hvordan jeg skal skrive men tak fordi du lige siger det //

En mand havde sat sig ved siden af Nille, hun blev langsomt urolig, for der var noget ved ham hun ikke kunne tyde.
Hun prøvede og bruge sin evne for at få ham til at lade som om hun ikke var der, men som regel hvis det ikke virkede får hun et spark i maven.
Hun krymper sig sammen fordi hun lige netop nu får det spark.
Først ville hun ikke snakke til ham, hun ville bare ignorere ham men hun blev mere og mere nysgerrig over hvem han var.
Hun kiggede på ham og tjekkede hurtigt om han havde våben.
Hun begyndte og røre ved sin ring, det var en sølvring med en sort panter på men med blå øjne.
"Nyder du solnedgangen?"Hun hviskede, men højt nok til at manden kunne opfatte det.
Hun havde armene over kors og betragtede ham med frygt og nysgerrighed i øjnene.

Hans ansigt, der ellers havde været en blanding mellem afslappethed og pinsel, glattedes til et generelt varmt udtryk, da han kiggede over på hende. Og sendte hende et lille smil. Han bemærkede hvor skræmt hun virkede, men også nysgerrighed, så han valgte bare at forblive afslappet, så hun kunne se at der intet var at frygte.
"Jeg prøver, hvad andet kan jeg svare?" smilte han og så op mod himlen igen et øjeblik.
Så så han på hende igen.
"du behøver ikke frygte mig.Jeg har spist..." han viste ikke om hun viste hvad han var. Det betød vist heller ikke så meget.
"...Men du ser også nysgerrig ud, er der noget jeg kan hjælpe med?" han virkede venlig.

Nille mærkede en uro brede i sig, var han en vampyr?
"Du kunne starte med at fortælle mig hvad du er"hviskede hun.
Hun rejste sig op, hun havde brug for at røre sig, hun var urolig og når hun blev det, blev hun rastløs.
"Du kunne også fortælle mig hvad du hedder"Hun kiggede ham i øjnene.
Hun pillede ved sin ring og satte sig igen.
Nille kendte ikke til at være afslappet, når hun var, så var det sjældent eller også var hun tryg ved en, men denne mand virkede afslappet. Hvordan kunne han være det?
Hun kunne jo være en trussel?

Han grinte let, mens han studerede hende. Hun var så åbenlyst skræmt, og han havde på en lyst til at skræmme hende endnu mere...Være det monster, som han var blevet født til at være.
Af en eller anden grund lod han være. For nu. Dette var morsomt nok.
"Så mange spørgsmål! Er det ikke lidt uhøfligt, at spørge om så meget, når jeg ikke ved det samme om dig?" smilte han
"Jeg kunne jo sige det samme. Hvad er dit navn?" spurgte han tilbage.

Hun kunne mærke han morede sig, der var noget ved ham der fik til at gøre ting hun aldrig ville gøre.
Hun smilede drilsk.
"Jeg svarer først når du har svaret mit, er du en vampyr?" Hun fik et drilsk glimt i øjnene, hun var bange for et ja, men havde jo sagt han havde spist? Hun ville gerne besvare hans spørgsmål og fortælle hvad hun hed.
Hun lod være, for hun ville ikke fortælle noget om sig selv før han havde svaret.
Hun var skræmt over at han fik hende til at føle og gøre noget hun aldrig havde prøvet før.
Hun rejste sig op igen og gik rundt om bænken, så hvis han svarede jah og angreb hende, kunne hun let kravle under bænken og nå at skifte form.

Det irriterede ham lidt at hun ikke kunne blive siddende, hvad skulle al den aktivitet til for?
Nuvel. Han viste jo hvad hun var, så det var vel næsten kun fair han fortalte hende hvad han selv var.
"Jeg er dæmon" svarede han så bare og vedblev at smile lige åbent og venligt. han så op på hende, som hun gik rundt om bænken. Spændt på hendes reaktion. Hun virkede jo ret skræmt i forvejen og det at han var dæmon, havde nu aldrig gjort nogen rolig. Det endte ofte med at folk sad og skævede til ham, som var han en bombe...Men han vel van til det. Et eller andet sted.

Hun begyndte og grine, hun var utrolig lettet.
"Dæmon? Hvilken slags? " Hun smilede til ham, og valgte at besvare hans spørgsmål om hendes navn,"mit navn er Nille, og hvad er dit?" Hun var ikke længere bange, hvilket hun burde være men hvis han ville gøre hende fortræd havde han gjort det.
Hun satte sig på bænkens ryglæn og opdagede at de var alene udover en familie der var på vej væk.

Han så lidt på hende. Og hvorfor nu dette? Fandt alle andre væsner så meget farligere? Det måtte hun selv om. I så fald viste hun ikke bedre. At tro man ikke ville gøre noget, bare fordi man sad og småsnakkede, kunne hurtigt koste en sit liv. MEn det fandt hun måske ud af...på et tidspunkt. En dag. Måske allerede her i aften?
Solen var efterhånden ved at forsvinde helt.
"Du griner, som om jeg var en klovn. Må jeg spørge om hvorfor du finder min race så morsom?" spurgte han med et lille smil, men enlig passede det ham dårligt. Han var af de folk, der hadede når folk grinte af ham.
"Hyggeligt at møde dig...Mit navn er Sean" normalt passede han på hvem han sagde sit navn til, men efterhånden havde han så mange fjender, at det at skifte navn ikke længere virkede.

"Det må du undskylde, jeg frygtede du var vampyr,"Hun smilede svagt, hun ville helst ikke såre hans følelser"så da du sagde at du var dæmon blev jeg utrolig lettet, for vampyrer kan jo godt lide shapeshifteres blod"Sådan, nu havde hun afsløret sig selv, og hvor var hun dog dum.
Sean kunne jo kende en vampyr der ville nyde hendes blod!
"Godt at møde dig også, du virker flink nok" Nille begyndte og rødme, hun var ikke god til at snakke med andre, hun sagde tit om hvad hun mente om folk.
Nille lagde først mærke til at solen næsten var væk nu.

Hans øjenbryn gled op i panden, i en kort undren, inden de gled på plads igen.
"Lad mig se...Du ser, at et væsen der vil have dit blod, er meget mere skræmmende end en dæmon, der kan spise din sjæl, korrekt? du ved godt du vil dø af begge dele, ikke?" han så lidt på hende.
"For at svare på din spørgsmål er jeg Incubuc..." han smilte nu en smule lumsk.
"...Og hvis du ved hvad det er, ved du også jeg kun lever af kvinder" han var en smule spændt på hvad hendes reaktion nu ville være. i forhold til hendes mening om ham, svarede han ikke. Det var jo hendes valg at mene det.

" Jah jeg er mere bange for vampyrer end dæmoner"Hun begyndte og blive sig selv igen, men kun lidt.
"Jeg ved jeg kan dø af begge dele og jeg kender din race,"Hun lænede sit ansigt tættere på hans,"men hvis du ville tage min sjæl havde du allerede gjort det" Hun lænede sig væk fra hans ansigt igen.
Hun vidste godt at han syntes hun var mærkelig, men hun kunne lide det.
Dette var første gang hun havde provokeret en der var stærkere end hende, normalt ville hun trække sig tilbage og løbe men hendes dyriske side vækket noget inde i hende som hun aldrig havde prøvet før, hun følte som om hun skulle vise sig for Sean...
Spørgsmålet var bare om hun irriterede ham så meget at han ville dræbe hende?

Han grinte af hendes ord og det at hun lænede sig tættere på, som om hun håbede han ville trække sig tilbage. Han blev dog siddende. Hans øjne funklede. Hun var jo som et legetøj!
Han havde dog endnu ikke stemplet hende som mærkelig. Han satte spørgsmål tegn ved hendes logik. Det var det hele.
"Den sætning kan hurtigt koste dig dit liv, det ved du godt ikke? Tro mig, der er mange måder at få mad på. Mange måder at jage og spise på...Hvorfor skulle det, at jeg umiddelbart snakker med dig, redde dig fra døden?" spurgte han. Han løg ikke. Han havde tit snakkede med sine ofre først. Manipuleret med dem på flere måder. Snydt dem. Og de havde ofte følt sig så trygge...at det endte i deres død.
Han viste hun prøvede at provokere ham, hvilket han fandt dybt komisk. Så han kunne ikke andet end bare grine. Han fandt hende hverken som en trussel eller noget andet. Hvorfor skulle hendes åbenlyse provokation så faktisk provokere ham?

" Jeg ved jeg er ved at skrive min egen gravsten, men tror jeg ikke du kan lokke mig" Hun smilede svagt.
Hun hoppede ned og stillede sig midt på stien og skiftede form.
Panteren med de blå øjne står der hvor Nille stod før men hun er væk, hun er panteren.
Panteren har et drillende glimt i øjnene og den blotter sine tænder mens den kigger på ham.
Den begynder og løbe, håber på at han følger efter den.
Den stopper op ved et træ og hopper op på det.
Panteren bliver til Nille igen, hun har stadig sit tøj på.
Hun sidder på en gren og læner sig mod træet, hun har armene over kors.

Han grinte igen. Lokke hende? Han viste ikke hvor hun fik sine...malplacerede forestillinger fra. Han havde mødt flere som hende, som tog sådanne ideer. Han gad enlig godt se den dag, de vågnede fra deres drøm...
"lokke? Jeg behøver ikke lokke...Igen, lyder det som om du ikke forstår detaljerne i en jagt" smilte han og virkede fuldstændig ligeglad med, at hun gik hen og forvandlede sig. Han måtte indrømme hun havde nogle dejlige blå øjne som panther. Men hvad hun end prøvede på, blev han dog siddende. Han lod blikket glide op mod himlen.

Sean fulgte ikke efter hende, hun var faktisk ret ligeglad også, nu var hun fri for at tænke om han ville dræbe hende.
Hun sukkede tilfreds, da hendes dyriske side forsvandt og hun blev den Nille som var bange og forsigtig igen.
"Hvad har du gang i?" Hun snakkede til sin dyriske side, den kom ikke så tit og styrede hendes instinkter.
Hendes dyriske side ønskede Sean kom men hendes menneske side håbede ikke.
Hun kiggede på sin ring, hun havde altid elsket den.
Hun kiggede på himlen og nogle tårer trillede ned af hendes kinder.
Hvorfor græd hun altid når hun var alene? Hvorfor?
"Sean?" Hun råbte, hun håbede at hun ville holde op med at græde hvis han kom, hvis ikke ville hun nyde månen og sikkert falde i søvn her selvom hun helst ville hen til en ordentlig skov.

han så hen mod træet, som enlig ikke var særlig langt væk. Solen var nu gået helt ned stjernerne var begyndt at komme og mørkede sænkede sig...
"Nille!" kaldte han tilbage. Der gik lidt tid, så rejste han sig endelig og gik over mod træet. Dog stoppede han ikke op ved træet, men gik videre.
Han lod en hånd glide gennem sit hår, hans tanker gled allerede videre...de tænkte ikke længere over hans nye møde, men mere over andre problemstillinger, som stod meget tættere på ham. Et af dem var gået op...to faktisk, så han følte sig lidt mere afslappet og lettet end før...
Men en af hans arbejdsgivere var kommet med en ret besværlig mission, som han skulle klare...og han viste endnu ikke helt hvordan.

Det var nu ikke fordi hun ikke var interessant. hun var...sin egen, på en måde. men virkede på en måde også ret ny til det hele. Men folk var jo forskellige, han var måske bare for van til gamle lig, der stadig vandrede omkring, alvorlige og med kolde sind. Han smilte lidt af tanken...Nu han tænkte over det, var han jo også selv lidt et gammelt lig...

Nille hoppede ned af træet og løb hen til ham og stoppede så så hun gik i samme tempo som ham, man kunne se hun havde grædt fordi hun blev med at tørre tårerne væk i skjorten.
"Hvor skal du hen?" Hun kiggede på ham, hun smilede ikke, hun så bare nysgerrig ud.
"Og må jeg komme med?" Hun var en smule bange for ham ja, men også lidt tryg.
Hun vidste godt hun måtte tilbage til skoven og se til sine sårede dyre venner, men hun var så nysgerrig, at det var kvælende.

han så lidt på hende, da hun pludselig gik ved siden af ham. han smilte svagt.
"Jeg troede du havde sat dig det mål, at provokere mig" svarede han først
"Men jeg skal intet mindre end ud og kigge. For det opmærksomme øjne, kan en aften i byen være nok så fornøjelig...Om du vil slå mig følge, er op til dig selv at bestemme" han viste ikke hvorfor. Han var pludselig slået om i en lidt ældre måde at udtrykke sig på. Det skete en gang i mellem, det kunne være svært at være født et tid og snakke som dem, for så at skulle følge med i forandringerne i sproget, med tiden. Nogen gange var det bare meget lettere at tale som man ville!
"jeg har svært ved at se det...Er du mest nysgerrig eller bange for mig? Mit gæt er det første" sagde han så, mens de gik igennem parken.

"Jeg... Min dyriske side tog over... Undskyld og jeg vil ikke være alene... Så jah jeg vil gerne slå dig følge, og ... Jeg er lidt bange men mest nysgerrig."Hun kiggede rundt i parken, hun undrede sig ikke over hans måde at snakke på var fra en anden tid, hun var vant til sin mormors sædvanlige sludren som havde noget ældre over sig.
"Hvor vil du så hen?" Hun lagde armene over kors.

//Laver vi så et nyt emne og siger dette er færdigt eller hvad? //

//Det betyder ikke så meget.
Nogen vil gerne skifte sted, hvis de i emnet bevæger sig videre, men jeg er lige så van til emner, der kommer ret vidt omkring //

han havde ikke ventet hun besvarede hans spørgsmål så slavisk, men det gav ham på en måde bare en fordel. han var da sikker på at høre, hvad han havde lyst til.
Han så sig lidt omkring på de nærmeste træer og buske. en enkelt kærestepar kom gående imod dem. solen var jo også kun lige gået ned, så det var jo stadig tidlig aften.
"hm...enden den lokale kro eller diskoteket" svarede han, måske en anelse kort. han viste ikke helt hvad han skulle sige, om de kunne have en normal samtale eller om hun ville forfølge ham resten af natten...
"Hvorfor er du enlig så alene?" lød hans spørgsmål så.

Hun stivnede, ingen havde spurgt hende om det før.
"Jeg... Har den her evne... Jeg kan få mennesker til at lade som om jeg overhovedet ikke er her, hvis jeg går direkte forbi dem så kan de ikke se mig fordi de vil ikke og de kan ikke og, derfor vidste jeg du ikke var menneske, fordi du ikke ignorerede mig. Jeg er ikke alene... Joh jeg har ingen venner faktisk men... Jeg er ny her, og jeg har som sagt ingen venner fordi jeg er ... Nu er jeg lidt ond mod mig selv men jeg er stille og forsigtig og noget af en bangebuks."Hun havde givet ham den lange forklaring"Og for at svare på dit spørgsmål er jeg ligeglad, du vælger." Hun smilede svagt til ham.

//Så siger vi bare at vi fortsætter emnet fordi så er vi fri for at skulle lave et nyt .//

Selvfølgelig bestemte han hvor de gik hen. Det var jo hende der fulgte efter ham. Hun begyndte at undre ham, selv om hendes lidt lange forklaring lukkede op for nogle af mysterierne og forklarede lidt af det.
"Ny...hvad med familie? Det er folk ret opmærksomme på, af en eller anden grund. Hvad med din familie?" han forventede næsten en eller anden tragisk fortælling. det havde de fleste...inklusiv ham selv. Faktisk havde han vist kun mødt få der havde haft et nogenlunde normalt liv, i forhold til familien.
Han valgte ikke kommentere hendes liv og det med hendes venner. Det var ikke noget han viste noget om og derfor kunne han heller ikke tillade sig det. Hvis det var hendes egen tolkning, måtte det jo være sådan.

"Mine forældre er døde og jeg holdte aldrig af dem, jeg er enebarn og den eneste der var som en mor for mig var sjovt nok min mormor" Hun mærkede tårerne presse på ved tanken om hendes mormor men hun tog sig sammen.
"Hvor er vi på vej hen?" Hun ville helst ikke snakke om sin familie, men hun kom i tanke om et spørgsmål eller to.
"Hvor er din familie? Og hvorfor lader du mig gå med?" Hun kiggede undrende på ham.
Hun lagde mærke til at han ikke kommenterede sit mærkelige liv, det satte hun pris på.