Noget tid efter...(Nephthys)

S: gyderne
O: huse, skraldespande, underlige folk og dyr
T: aften
V: køligt, overskyet, småregn

Han efterlod liget ved siden af det andet. Det var færdigt, han havde klaret opgaven og nu skulle han sådan set bare tilbage og kræve sin betaling.
Mens han tørrede blod af sine hænder, da han gik væk fra gerningsstedet, tænkte han på en anden opgave, en der var meget større og meget svære. En som virkelig ville bringe hans liv i fare...Nemlig selveste Isabella. Han havde opnået en stilling hos hende, men nu skulle han så finde en måde at ødelægge hendes liv, uden selv at dø. Hvis han da bare kunne nøjes med at slå hende ihjel! Men det ville hans arbejdsgiver jo ikke have...Han sukkede svagt.

Denne kølige aften havde han nogle mørke bukser på, som var lidt slidte så de bare kunne smides ud. En sort T-shirt. Han havde ingen trøje på, mens aftenens begivenheder havde hjulpet ham til at holde varmen. Det hele var plettet lidt af tørknet blod.
Hans mørkebrune hård strittede mere end normalt. De mørke øjne funklede.
Det var, alt i alt, en ganske almindelig aften...

Selvom det småregnede havde hun ikke gidet at tage ordenligt tøj på.
Sorte shorts og en træningsbh.
Typisk hende, givet det faktum at hun egentlig aldrig blev set om natten i gyderne.

Hun sprang fra mur til mur, tag til tag.
Hun havde på det sidste ikke kunne sove om natten - om det var på grund af hendes fornemmelser om Sean der lavede ballade, eller om det bare var almindelig insomnia, det vidste hun egentlig ikke.

Hun sad på en tagtop, og så på Sean mens han gik, tavs som hun var.
Ja, om han egentlig havde set hende eller ej, det vidste hun ikke.
Kort piftede hun efter ham, inden hun sprang ned og landede foran ham.

''davs. På arbejde?'' hun så nysgerrigt på ham.

At kun at have BH på i et koldt vejr, hvor det tilmed regnede...Var ikke noget han regnede med folk gjorde tit. Men Nephthys forstod at overraske ham, det havde hun altid gjort.
Han havde været begravet i dybe tanker og planer, da Nephthys pludselig kom dumpende, springende som en kat kunne have gjort det. eller måske mere en abe...
Han forstod dog at skjule sin overraskelse, som altid. Et smil gled over hans læber.
"Var" svarede han let.
"Hvad med dig? Hvad laver du her, midt om natten, næsten uden tøj på?" spurgte han og lod kort blikket glide ned over hendes krop. Han havde dog pli nok til ikke at lade nogle forkerte tanker ramme sig...Selv om det tiltrak ham. som hun stod der, halv nøgen overkrop, våd...

''trængte til lidt fred fra de andre. De tager livet af mig.'' Hun smilede lidt til ham.
Hun satte sine hænder på sine hofter.
''tør jeg spørge hvor mange du skulle ordne denne gang? Eller vedkommer det ikke mig?'' sagde hun roligt på ham.

Man kunne skimte alle de ar hendes krop bar som minde om hendes tid hos Kain.
Dog, grundet den våde overflade hendes krop havde fået, var det svært at skælne ar fra regndråber.

Han så lidt på hende. så voksede han smil en anelse, selv om det var sært melankolsk.
"Åh...Det vedrøre kun klanen...Som du så smukt har opgivet" det var tydeligt han forventede en eller anden reaktion på dette. Det var ikke sagt af en tilfældighed. Han følte lidt hun skiftede klan, som andre skiftede sokker og han brød sig ikke om det. Betød intet, noget som helst for hende?
Hun havde godt nok sagt hun ikke havde det så godt i denne klan, af en eller anden grund han aldrig rigtig havde fået fat i...Men havde hun det så øjensynligt bedre i den anden?
han sukkede svagt, hvorfor gik det ham overhoved på!
Det endte med han gik forbi hende og begyndte at gå videre. han var...fornærmet? Utilfreds? Over det valg også. Og det havde han tænkt sig at vise hende.

''skal du nu til at køre på det igen?'' hun himlede med øjnene.
''og jeg skulle gøre hvad, helt præcist? Jeg hører ikke hjemme i jeres klan! Og det ved du godt Sean. Skulle jeg blive i en klar jeg ikke ønsker at være i, blot fordi du er fornærmet over at jeg ville vælge noget andet?'' hun så efter ham.
''Hvem er det nu der flygter?'' hun så kort, skarpt på ham.

''men fint. Hav en god nat, Sir.'' hun sprang op på et tag igen, og begyndte endnu engang at klatre rundt

Han flygtede ikke. Han gik bare. Og selv hvis han skulle vende om, ville det ikke have nogen virkning, da hun netop selv var forsvundet.
Det var ikke hans skyld hun åbenbart ikke havde det godt i klanen. Han viste ikke at hun ikke hørte til. Han viste at han mente hun gjorde. Hun var god til de ting hun kunne...At hun var i en anden klan, følte han næsten var...forræderi. på en måde følte han at hun havde svigtet ham...
Lige meget hvornår de end ville mødes i fremtiden, ville han være tvunget til at se hende som en mulig rival eller fjende. Og det havde han ikke lyst til.
Men det måtte hun selv om. Hvis hun så gerne ville være i sin lille klan, som en gang for længe siden vist var med til at gøre hendes liv surt...
Han sukkede svagt. Hvad var det enlig han var så irriteret over? At hun endelig havde taget ansvar for sit liv og gjorde som hun selv havde lyst til? åbenbart.
At hun kaldte ham sir, gjorde ham bare vred.
En ellers dejlig aften, ødelagt!

Han kolliderede med en lille pige. Hun var ikke mere end 6 år, klædt i en hvid lille kjole, som passede yndigt til hendes mørke hår og store dådyrøjne.
"Undskyld, Sir, jeg så dig slet ikke!" men hendes lille stemme irriterede ham bare. Der var det sir igen...
før han viste af det, greb han fat i hendes arm og hamrede hende ind mod den nærmeste væg. Hun begyndte at græde og skreg af smerte, men lige dette sted i gyderne, var tomt lige nu. bortset fra de to.
"Gå aldrig, aldrig, ind i en irriteret dæmon, lille pige!" vrissede han. Og lod så sin vrede gå ud over pigen...som ingen mulighed havde for at forsvare sig...
Han slap hende, men begyndte at slå på hende, sparke på hende, til blodet gled ned over hendes og hun til sidst virkede helt livløs...Måske var hun det også...Sean var ligeglad.
Hans øjne var mørke som aldrig før. Han følte sig som det han var. Dæmon. og hvor gjorde det godt!

Nephthys, som havde fulgte efter ham kort, frustreret, så hvordan han tæskede løs på den lille pige.
Hun blottede tænder, truende og rasende. Hun sprang ned bag ham, og gik ind foran ham,
''hold så op!'' knurrede hun, mens hun stod beskyttende over den lille piges krop.
Hendes øjne var stærkt gule, og hendes tænder længere end en ulv hjørnetænder.

''Sean, man slår aldrig børn!'' hendes stemme var hård og kold.
''og specielt ikke mennesker! Hvad fanden går der af dig!?'' hun gav ham et hårdt puf i brystet for at vise ham at hun var seriøs.
Hun vendte sig om og tog den lille piges krop i sine arme, og så kort og hårdt på ham.

''skrid med dig.'' knurrede hun og begyndte at gå med pigens krop i sine arme.
Om pigen var i live eller ej ville hun ikke kunne konstaterer før hun havde noget bedre lys, og en der var vant til at beslutte den slags.

Nå, nu gad hun pludselig godt være der?
det slog klik for ham. Han havde altid været god til at kontrollere sine følelser, holde de uønskede nede, lade resten komme frem som han selv syntes. Men han havde mistet kontrollen mere og mere på det sidste. Som om de bare ville ud og han kunne ikke stoppe dem, før det var forsent, før de tog kontrollen.
Han havde været lige ved at slå Neph, da hun gik ind for an ham. hendes vrede gjorde intet andet end pirre ham, gav ham lyst til at fortsætte.
Så til helvede med det hele! Hvad betød noget som helst? Han kunne ikke lade være med at grine. Han fik lyst til at finde et nyt barn...Bare for at irritere Neph, som hun altid forstod at irritere ham...Og fordi lidt opmærksomhed var bedre end intet...
"åh, ja...Red den lille pige...Men jeg vil vædde med du ikke kan redde alle!" og væk var han. Han løb gennem gyderne. Han viste hvor der boede en lille familie, han viste det, fordi han havde slået nogle mænd ihjel ved siden af deres hus og helst skulle undgå de så eller hørte noget.
En lille familie, far mor og deres to børn. Den ene på 10, den anden var spæd...Født for et halvt år siden.

Da den lille pige holdt op med at trække vejret, lod hun pigen glide ud af sine arme.
Sean ville slå flere ihjel, og hun kunne ikke gøre en skid ved det.
Kunne hun overhovedet tale ham til fornuft? Nej... Hun betød knap nok noget for ham, så hun kunne intet stille op.

Derfor sprang hun op på taget igen, og sprang videre mod Seans hus.
Jimmy måtte kunne gøre noget.
Hun tog sig ikke den fornøjelse at skulle banke på. Hun kravlede fra taget ind på Jimmys værelse, med blod overalt fra den stakkels pige.

''Jimmy?'' kaldte hun, da værelset umiddelbart var mørkt.

Sean skyndte sig videre mod huset. han var godt i form og behøvede ikke at holde pause...

Jimmy lå og sov. Og han sov tungt.
Han snorkede og reagerede kun let på sig, da Nephthys kaldte. han var van til at blive vækket, men ikke på den måde.
Der gik lidt tid, så var det dog som om han vågnede alligevel. Hans gamle instinkter havde gjort det, for da han var yngre, havde han altid været opmærksom på sine omgivelser, præcis som Sean normalt var det nu.
Han rettede sig op i sengen og kiggede ud af vinduet...kun for at få et mindre chok.
Han kom snart ud af sengen, greb sin slåbrok og hev den på.
han åbnede vinduet, mens han lod hånden glide gennem det grånende hår...
"Nephthys! Hvad laver du her? og...i blod! Hvad er der sket? hvorfor vækker du ikke sean?" spurgte han, men fik mere og mere en fornemmelse af at noget var helt galt...

''Fordi sean er på vej ud for at slå en eller anden familie ihjel!'' knurrede hun næsten hysterisk.
''Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Det er alt sammen min skyld...!'' hun så på ham med tårer i øjnene..
''jeg ved ikke... jeg kan ikke... jeg ville ikke...'' hun begyndte at hive panisk efter vejret, og krøb sammen i hulkende kramper

"Neph...kom nu ind, inden du falder ned!" han så helt forskrækket ud ved tanken. Når alt kommer til alt, var han jo også kun et menneske.
"Sean...Er han nu ude på ballade igen?" han så på hende med et lille smil, men opdagede hurtigt det nok var mere alvorligt end som så.
Han fjernede sig fra vinduet, så hun kunne komme ind.
Han så tænkt som ud, som han stod der, med nogle begyndende rynker over ansigtet. Øjenbrynene gled sammen i en tænksom mine.
"og sig mig nu...hvorfor er det din skyld?" han kendte ikke sammenhængen og gik ud fra at Sean enden havde fået til opgave at slå den ihjel, eller at han var sulten...eller at Nephthys måske overreagerede. Folk der ikke var van til Sean, kunne godt blive lidt skræmt...

''vi kom op og skændes...'' hun blev udenfor vinduet, det var ikke hendes største ønske at springe ind af et vindue i Seans hus nu.
''han begyndte at gå, og begyndte at tæske løs på en lille pige... En pige som nu ligger død i gaden..'' hun så på ham.
''fordi jeg prøvede at stoppe ham, så gik han videre til en anden familie...'' hun så lidt ned

Han så lidt på hende og nikkede tankefuldt. så lidt efter trak han på skuldrene.
"Hvad skal jeg gøre ved det? Kun Sean ved hvorfor han gør, som han gør. Nok kan jeg tillade mig at behandle ham lidt anderledes, end så mange andre, men jeg arbejder stadig for ham. Lige som alle andre i dette hus. hans ranker går meget længere, end bare os. Ja, jeg ville give alt for at se hvor stor magt han enlig faktisk har!" han smilte kort.
"Men jeg hverken kan eller vil stoppe ham i hans foretagende. Jeg er bare et menneske. Det eneste jeg kan give dig er en bog. en bog med gammel magi, som er beregnet til dæmoner...Nogle magier som enden slår ham ihjel, eller bedøver ham.
Jeg fik den fra en gammel ven, som var dæmonjæger..." han gik tilbage ind i lokalet og kiggede lidt på alle sine bøger, før han tog en ekstra gammel en frem og gik over til Neph med den.
"Jeg kunne også give dig et våben, men med det rigtige våben er du bare helt sikker på at dræbe ham og det tror jeg ikke du er interesseret i"

''jeg skal ikke bedøve ham.'' bed hun ham af.
Hun sprang ned fra bygningen og begyndte at lede efter Sean, hurtigt.
Da hun endelig fandt ham, stod hun stille lidt.

''Sean?'' kaldte hun, tøvende.
Hun gik en smule tættere på ham, tøvende.
Hvad hvis han virkelig var ude på at slå ihjel nu? Så ville hun måske også stå i skudlinjen.

''Sean...'' hendes stemme var nærmest skræmt. Hun rystede som bare pokker.
(regner med at han er færdig i huset på denne tid?)

han så efter hende, da hun pludselig var væk.
så fornærmende hun havde reageret. han rystede på hovedet og lukkede vinduet. Hvorfor var hun kommet efter hans hjælp, når hun ikke ville have den?
Og hvorfor bed hun sådan, det var da ikke ham der havde gjort noget!
Han sukkede svagt og satte sig i en stol med bogen...han kunne alligevel ikke falde i søvn igen...

Sean sad på en bænk for sig selv, han havde lukket øjnene og så ud til at slappe af. Hans tøj var klædt i mere blod end før.
Han åbnede dog øjnene da han hørte Neph komme, hendes stemme...
Men han sagde ikke noget, han så bare på hende.

Nu måtte hun vel tage chancen.

Hun gik hen til ham, stille. Hun var tøvende, selv smurt ind i den lille piges blod og bange for at han ville flippe på hende.
'*Sean... Er du okay?'' spurgte hun med en spinkel, nervøs stemme.
Hun satte sig ved siden af ham, og så ned på sine blodindsmurte lår.
Sajro ville have elsket at se hende sådan - det ville de fleste mandlige personer han kendte. Men Sean var noget andet. Hun vidste ikke hvad han kunne lide. Faktisk vidste hun så utrolig lidt personligt om ham.

''jeg er ked af at jeg snerrede af dig før... Men jeg var ikke mere end seks-syv år da det samme skete for mig...'' hun så lidt på ham.
''det slog klik...'' hun så ned igen.

''jeg vil ikke skændes med dig - at du føler dig personligt angrebet af at jeg valgte det jeg har det bedst med, det kan jeg ikke ændre på...'' sukkede hun.
''du bad mig gøre hvad jeg ville. Hvad jeg har lyst til..'' hun så ned, rystende.

han lyttede, men først virkede det slet ikke som om han havde tænkt sig at svare...
Men så svarede han alligevel.
"Det er mig der skal undskylde..." hans stemme virkede tom.
"...At jeg modarbejder, hvad jeg har prøvet at få dig til, hele tiden. Jeg har hele tiden sagt du skal være stærk og følge dine lyster og skabe dig et liv...Og af egoistiske grunde, modarbejder jeg det nu. fordi det ikke er som jeg vil have det" han så ikke på hende, men mod et fjernt sted.
"Mest af alt føler jeg det er min egen skyld, at du ikke længere gider være sammen med os. Jeg kunne jo bare elske dig...så var du nok blevet. så kunne vi snakke hemmeligt sammen, mens folk ville se underligt på os...Vi kunne lave opgaver sammen og mest af alt, behøvede vi ikke holde hemmeligheder for hinanden. Ved du hvor længe jeg har ønsket det? At have en person, jeg aldrig behøvede at holde hemmeligheder for? Men jeg gætter på der går lang tid endnu. Hvis det overhoved sker. Sandheden er jo der altid vil være hemmeligheder. At tingene altid vil ændres. Jeg var dum nok til at tro jeg kunne gøre noget ved noget af det...
ærlig talt forstår jeg godt du væmmes af mig. Det gør de fleste alligevel"
Han virkede så forsvarsløs, så opgivende lige nu...han sagde det hele med en underlig ligegyldighed, men alligevel var det tydeligt at se at følelserne, til de ting han lige havde sagt, lå derinde og ulmede. på intet tidspunkt så han på hende. På intet tidspunkt bevægede han sig. Han sad bare stille.

''jeg væmmedes ikke ved dig.. Aldrig..'' hun så på ham.
''og du kunne ikke bare elske mig, og selvom du kunne så skulle du ikke. Du har ikke de følelser for mig. Sådan er det jo bare.'' Hun så på ham.

''hvordan ville du da have det? At jeg var i Arasons klan, sammen med dig? Det ved du godt jeg ikke kan..'' hun så på ham kort igen og så derefter ned på sin hænder.

"Men hvad nu hvis? Det er det jeg tænker på...Jeg ser dig som en ven...Om end en meget tæt en. Og det er nok for mig. Men hvad nu hvis..." han sluttede aldrig sætningen, han sukkede og rystede på hovedet. Han lod hænderne glide ned over ansigtet, som om han ville fjerne noget...
Han lod hænderne falde tungt ned på sine lår. og smilte svagt, af sig selv. Hvor var han ynkelig.
"Nej..." svarede han så.
"...Jeg ved kun du ikke vil. Og det er også nok. Længere væk fra mig...Men må jeg i det mindste vide hvorfor? Og selv om du måske føler du gentager dig selv, hvorfor?" spurgte han og så endelig på hende. Mens han øjne virkede nærmere tomme, end noget som helst andet.
Han skulle aldrig have sagt ja til den klan...Han skulle være løbet skrigende bort. Men sket var sket og han ville ikke flygte fra det.

Hun så på ham, og så derefter lidt ned igen.
Hvordan kunne han overhovedet spørge?
''Jeg kan ikke holde det på et professionelt plan, når du er i nærheden. Jeg bliver en lalleglad tøs, fordi jeg får sommerfugle i maven..'' sukkede hun stille.
Hun fumlede rastløst med hendes fingre.

''jeg er så glad for dig, at jeg ikke kan fokuserer på det klanen ville have mig til... Jeg kludrede i tingene. Det kan jeg ikke gøre hvis vi ikke arbejder sammen.'' sagde hun stille.
''er det svar nok?'' hun så lidt på ham.
''eller vil du høre mere om hvor uprofessionel jeg egentlig kan være når jeg er forelsket?'' hun himlede med øjnene af sig selv.

Han nikkede kort af hendes ord. Så var det hans skyld. Selvfølgelig. Havde han forventet andet? Det var utroligt de stadig sad og snakkede! skændes de måske ikke evig og altid? En person havde en gang sagt man kun skændes med dem man holdt af, eller i hvert fald interesserede sig for...Men han var snart ikke så sikker.
Og hvad så nu? Hun ville gerne holde sig langt væk fra ham, han ville gerne nyde hendes selskab...Kom hun da aldrig over det? måske ikke før en anden kunne komme og tage den plads hun ellers ville have reservere til ham. han sukkede svagt.
Det virkede helt umuligt, i hans hoved, at de overhoved kunne være sammen. Hvorfor insisterede han overhoved på de skulle være venner? De kunne jo ikke finde ud af det alligevel!
han sagde ikke noget. For hvad skulle han sige?
Hvad som helst ville sikkert bare gøre det hele værre...igen.

Hun så lidt på ham.
''Sean, bare fordi jeg ikke kan arbejde med dig, kan jeg sagtens være din ven.'' hun så på sine hænder igen.
det var hans beslutning, ikke hendes.

Hun rejste sig stille.
''kom-'' sagde hun, inden hun tog hans hånd. Hun hev ham blidt op og stå.
''jeg vil vise dig noget...'' hun slap ikke hans hånd.

Hendes hånd var kølig. Han undrede sig lidt over den pludselige kontakt, men fandt den siden behagelig. Det endte med han rejste sig op, uden meget mere vilje end en kludedukke. så han fulgte efter hende, mens han overvejede hvad de mon skulle.

Vejret var stadig køligt, men han havde været alt for sindsforvirret, til at ligge mærke til det. Men hvis han mærkede ordentlig efter, ville han mærke hvor kold hans krop enlig var. ikke fordi han bekymrede sig særlig meget om det lige nu.
Den stille regn, regnede stadig.