Why do you fight? //Avery

Vejr: Oprejst måne, masser af vind, kulde, en del skyer.
Tid: ca omkring klokken 12 om midnatten.

Vinden var stærk i træernes blade, i græssets strå, i pelsen på de dyr der var omkring i den kæmpe store skov. Månen stod højt og skindede så godt den kunne ud over de aske grå træer der gjorde Ashen Wood Forest. Duften var klar i skoven og lyset kunne gå igennem bladende. En vidunderlig nat og vidunderligt vejr til at være ude i naturen... ude i naturen og jage!

Det tyk brunede, skulder langt hår blafrede let i vinde, imens rustningen han bar lå stramt ind til hans krop, hoppede en smule med hans muskler der blev bevæget heftigt, imens benene sprang og løb over skovens natur bund.
Musklerne var varme under rustningen, rigtig varme, og ånden der kom ud mellem læberne var næsten damp, lungerne var en smule trætte af at havde løbet i 3 timer nu, med rustning på og i en god fart.

Sværdet fløj igennem luften, hurtigere end hvad han løb, for det var ham som kastede den, rundt og rundt svingede den indtil spidsen fløj direkte forbi hans mål som nåede at dukke sig og satte sig lige i træet foran hans mål, der stormede forbi alt hvad han kunne.

Tøjet var i laser, håret stod tilbage som en storm på en mark, imens øjnene lignede noget der blev jaget af et spøgelse, et spøgelse der faktisk kunne dræbe ham, godt nok var han hurtig, men musklerne var ved at være godt tømt for alt hvad der hed energi, gispende og prustende hostede han sig af sted, imens benene føltes som gele men løb alligevel af ren vilje for ikke at dø. Det var endnu en elver der havde krydset den forkerte vej med Casuel, og nu havde prøvet at slippe væk i 3 timer. Hele 3 timer som nu føltes at havde været forgæves, for skønt Casuel havde en menneskelig krop, men det var en krop der havde overgået de fleste prøvelser der fandtes for et menneske, og havde overgået det for længst, han var kun halvt træt lige nu, skønt de havde løbet i så lang tid.

Casuel rev sværdet ud af træet da han kom springene forbi, og stormede efter den langørede elver som bare skulle dø i hans øjne, og hans sind, og det var uanset hvor langt og hvor hurtigt han skulle løbe, så skulle han nok få fingrene i ham.

Den kraftige vind slog ud imod hende. Men på trods af at den piskede hen over hendes ansigt, så var det for Avery som kærtegnede den hendes mælkehvide hud i lange strøg, idet hendes hud for længst havde vænnet sig til den voldsomme behandling. Hendes hår glitrede i måneskinnet, og omringede hendes ansigt som en næsten lysende glorie af lyst fehår, der lod hendes smaragdgrønne øjne stå tydeligt frem på hendes ansigt. Om hendes læber bredte sig et muntert smil, samtidig med at kulden omkring hende stædigt forsøgte at trænge ind under hendes hud og lade kuldegysninger løbe ned af hendes krop. Desværre havde den påtrængende vind ikke taget højde for at Averys celler var døde, og at kulde ingen effekt havde på hendes krop. Ikke længere.
Byttets skridt smældede imod jorden, og trommede imod hendes øregang. De dunkede i hendes krop, og tvang hendes hugtænder til at glide ud og ramme hendes underlæbe. Sulten bevægede sig i små stød omkring i hendes tanker, og trak en brændende fornemmelse frem i hendes hals som var umulig at ignorere. Hungeren trak i hende - hvorfor løb de altid? Kunne de ikke bare acceptere deres skæbne, og lade være med at tvinge hende til at spilde energi på disse nytteløse jagte? Sulten drev hendes skrift hurtigere, og gav hende en fart der var på nippet til at være smertelig.
Hendes blik piercede ryggen på den mørkhårede engel der panisk knækkede samtlige grene på sin vej. Hun kunne høre englens puls der hamrede hårdt og inderligt, og hun kunne nærmest føle frygten der hangt tykt i luften. Averys skridt vandt ind på englens. Der var ikke mange meter tilbage. Hun kunne næsten strejfe englens hår, hvis hun blot strakte fingrene helt ud. Hendes fingre berørte let englens arm. Og så snoede de sig rundt om, og tvang englens skridt til at stoppe op. Triumfen hamrede igennem Averys krop.
Paniske fodtrin afbrød hendes koncentration, men disse tilhørte ikke den skrækslagne engel der rystende og pustende kæmpede for at slippe fri fra Averys ubrydelige greb. Bag det flyvende hjerte fra et skræmt individ og de tankeløse skridt, kunne hun svagt ane lyden af et mere roligt åndedræt - Blev endnu en jagt udspillet under disse træers blomstrende kroner, og dette blege månelys?
Averys blik klistrede til punktet i det tætte mørke, hvor lydenes ejere syntes at være tæt på hinanden, og selvom hendes nattesyn gennemborede mørket var de endnu for langt væk til at hun kunne nå dem med synet. Uden at have bemærket det, havde hendes fingres greb løsnet sig om byttets rystende arm, idet hun umærkeligt syntes at gøre sig klar til mødet med disse to nye aspekter i hendes liv.

Crixus rystede. Han ville ikke dø. Han havde ikke gjort sig fortjent til at dø! Kvindens hvis stærke fingre holdt smerteligt hårdt fast i hans arm, fik hans hjerte til at banke af frygt. Hvis han havde vidst at den lyse hud stammede fra hendes vampyrdød, så havde han aldrig tilladt sig selv at gå med hende! Han ville bare have en sjov aften - godt nok havde han nært været sin kæreste utro, men dette kunne ikke være Guds straf?
Men ét blev han suget ud af sin paniske tankegang, da han mærkede blodet strømme igennem den arm hendes fingre havde lukket blodtilførslen til. Hans blik sivede ned imod denne kvinde, men hans hjerne turde end ikke overveje at hun havde givet slip. Men hendes opmærksomhed syntes rettet langt væk, og med ét følte han Guds vilje og guddommelighed falde på hans hjerte endnu engang - han var fri!
Hans ben satte igang, og hans løb startede forfra - på trods af de værkende ben der nægtede ham at føle nogen befrielse ved nogle bevægelser.

Avery bemærkede først at hendes bytte flygtede, da han var idiotisk nok til at løbe ind foran hendes blik for at slippe væk. Hans skridt buldrede direkte imod lydenes kilde, og ikke nok med at hun nu var nødt til at fange denne engel endnu engang - hun var også nødt til at spilde unødvendig energi på dette tåbelige individ. Hendes hoved tiltede en smule til siden, imens hun betragtede englen løbe.
Hendes skridt ramte jorden lydløst, da hun fløj igennem natten endnu engang. Hendes blik skimtede et mørkhåret hoved foran sig, og duften af panisk blod nåede hendes sind, sekundet inden hun greb fat i denne persons hoved og rev det til siden, så halsen var blottet - uden at lade tankerne strejfe at dette væsen havde været på vej imod hende, og ikke væk fra hende.
Hendes tænder sank ned igennem hans hud som en kniv i blødt smør, og stak sig ned igennem blodåren. Den varme, tyktflydende væske der bredte sig i hendes krop, lod lettelse strømme igennem de selvsamme årer da hun mærkede den. Den spredte en varme og en følelse af velbehag i hendes krop, og lod hende synke ned i en kortvarig følelse af ekstase. Og hvad Avery endnu engang måtte indrømme var, at denne følelse af ekstase var meget lig liderlighed. Hun sank dybere ned i denne følelse, og blev opslugt af blodet der gled ned i hendes hals og fyldte hendes sult ud med mæthed.
Men der var noget galt. Blodet havde en nærmest klistrende sød bismag, der mindede hende om at drikke en skål med varmt chokolade. Sulten tvang hende til at drikke væsnet tør, men da hendes læber forlod hans endnu dampende varme krop og lod hans udtørrede krop lande på jorden, måtte hun lave en grimasse. Engleblod var på ingen måde så sødt, og hun manglede den friske energi disse væsners blod tilførte vampyrers kroppe.
Hendes blik fandt det udsugede væsen - Det var ikke hendes engel. Det var en elver! Hun afskyede elverblod - det var alt for sødt og kvalm, og samtidig langt mere vandigt end andre racers blod. Hvorfor havde hun suget en elver tør for blod? Det var en engel hun havde bragt herud!

Hans skridt stormede af sted, som en hest hove bar Casuels fødder ham over den let fugtige jordbund, og efterlod tydelige afmærkninger efter sig. Men det betød intet for ham, for var der nogen som fulgte efter ham ville de være sikker på at møde hans klinge på et eller andet tidspunkt, og det var aldrig et godt syn. Skønt han blot var et menneske som var transformeret til et skyggevæsen, var hans aura var næsten lige så grusom og ond som en dæmons, frygtindgydende, ond og lystende efter at dræbe. Man kunne næsten høre grinet han kom med imens han jagtede den stakkels elver.

Casuel sprang og hoppede rundt og kunne se sit bytte komme tættere og tættere på, imens hans smil så også blev større og større, han kunne næsten føle følelsen af hans sværd gennembore elverens spinkle krop og flå dele af ham, til at der ikke var meget mere der lignede elver. Han små rystede af nydelsen over tankerne om hvad han ville gøre med elveren, *Hævnen er sød!* var næsten det eneste som gik igennem hans tanker.

Øjnene blev undrende dog en smule, godt og vel var han kun et skyggevæsen, men efter alt det her jagt, havde han et ret godt syn efter rystelser i ting omkring ham, og længere fremme kunne han næsten fornemme noget komme imod ham, noget som løb lige så skræmt som hans bytte, men imod ham. Han kunne ikke sætte ord på sin følelse, men pludseligt kunne han også se noget længere fremme, noget med et par vinger der i hvert fald havde svært ved at skjule sig i en skov som denne.
Hans blik blev med et koldt, og utrolig hadefuldt, han kunne se at englen kom løbende mod ham, flygtende fra et eller andet som ikke kom ham ved, ikke ud over at hans bytte løb mod personen. Han skulle skynde sig nu og derfor strammede grebet godt om sit sværd. Han løb direkte mod englen, som ikke så ud til at have set ham over hovedet, og med et let brøl sprang han direkte mod englen. Sværdets spids ridsede jorden, sigtet mod englens krop, Casuels anden hånd greb også om sværdet, og i luften tvang han sin krop til at tviste sig op ad, hvor sværdet i hans hænder blev løftet fra jorden. Han gav et suk fra sig, ide han følte klingens blad gennem kløve englens krop nede fra og op, det store moment og styrken i hans arme, var nok til at klingen flænsede både hud, knogler og muskler op, nede fra underlivet og op igennem maven og igennem brystet, hvor den endte med at flække englens kranie i to, så blodet sprøjtede ud som et springvand. Casuel var halvt rundt i luften, og så let lod fødderne ligge sig på englens bryst, og et hårdt skub fik ham vendt sig helt rundt i luften, og englens tvedelte krop blev skubbet hårdt ned i jorden, så blodet blev sprøjtet ned på langs af den vej hans offer var.

Han landede med et bump på fødderne, med et næsten tilfredsstillet ansigt, tilfredsstillet af følelsen over at hugge en engel midt over. En lille savl dråbe gled fra hans mundvig af nydelse, men han skyndte sig nu at komme til sig selv igen, og så frem mod sit bytte. Casuel fik meget store øjne.. hans offer stod der, i armene på en kvinde, og fik suget sit blod!? Han kunne nu mærke sit blod løbe op og koge på et meget højt punkt, han næsten dirrede af raseri og kæmpede en stor kamp for at holde sig i ro. Han begyndte stille at gå imod sit offer og damen, dog først efter at havde taget fat i de to halvdelen af englens hår, og stille trække ham med sig, "Jeg... tror... du har.. fået fat... i den.. forkerte!" kom det fra ham i en meget hidsig tone, man kunne godt høre på ham at han lagde låg på sit kogeri, men han var nu også ved at kåge over noget så grusomt. Hans hånd knugede om sværdets håndtag og var klar til at gennembore blodsugerens krop hvert sekund det skulle være. Men han ville også gerne have et svar.. og det skulle der snakkes for at få vidste han.

Casuel smed let de to halvdele ned foran den anden jæger, og sendte hende et utrolig koldt blik, med styrke bag som overgik et menneske til hver en tid, men han havde svært ved at hamle op med dæmoner og andre væsner som var stærkere end ham næsten uanset hvad han gjorde, men han var stadigvæk ikke bange af sig, frygt var ikke noget han havde følt i alt for lang tid, om hans modstander så var 10 gange større eller stærkere end ham. Casuels frygt var som sunket i jorden, han følte sig kun.. vred, rasende, lystende til at flå sin modstander fra hinanden som var det sytråde.

Averys blik klistrede til den døde elver, imens forvirringen summede i hendes tanker. Men tunge skridt afbrød hendes bliks fangede tråd til hendes nyeste offer, og trak det op til en mand. En stor mand. Men det var ikke ved denne mand hendes blik dvælede i første omgang, men ved de to blodige klumper der endte i et bånd af hår - som den store mands fingre var klemt sammen omkring. Duften af engleblod sivede ud fra disse klumper, og indtog hendes tanker og lod hendes sult blusse op endnu engang. Bloddunsten trak streger af raseri igennem hendes tanker, der syntes umulig at slette med det samme.
Hun hørte hans ord, men hendes tanker registrerede dem ikke ordentligt. Hendes tanker var fuld af forfærdelse over det fantastiske blod der blev forurenet af skidt og sten, og blot blev opsuget af den grådige jord i stedet for at blive opslugt af hendes systemer og bringe hende nyt liv og energi. Avery bemærkede knap hvordan manden syntes at være ved at sprænges af et vildt raseri, idet hendes blik sad fast ved det blod der forsvandt fra hendes rækkevidde uden nogen synlig grund - og hendes blik syntes ikke at kunne flyttes derfra.
"Min engel! Mit engleblod! Hvad har du gjort ved det!?"
Forfærdelsen gennemrystede hendes stemme, da hun lagde en slank hånd imod den hånd hvori han holdt bundtet af englens blodige hår. Hun gik i knæ, og lod det indtagende grønne blik betragte de sidste rester af hvad hendes muskler endnu værkede en smule fra at have jaget. Hendes fingerspids strejfede blot netop det blotlagte blod, så denne fingerspids blev farvet i en rødlig kulør, hvorefter hun gled op i stående stilling.
Avery var spinkel i forhold til denne mand. Hendes krop syntes lille og slank, og den lyse hud med de rødlige læber syntes blot at gøre hende yndefuld på en måde der endnu gav hende et lille skær. Om hendes skikkelse blafrede en grøn sommerkjole, der strammede let om hendes barm og derefter flød ud som bølger i et hav, der komplimenterede hendes skikkelse. Ikke et glimt af frygt syntes at nærme sig hende, da hun stod og betragtede denne mand der tydeligt var større og stærkere end hende selv. Ikke engang et strejf af nervøsitet kunne skimtes i hendes ansigt.

Hendes blik sad fast i hans i nogle sekunder, imens månen lagde sit dødningeblege skær ned over dem, og badede dem i dette sølvfarvede lys. Hendes indre kæmpede en inderlig og intensiv kamp, om hvorvidt hun skulle angribe denne mand. Hvor kunne han blot spilde blod som var det en leg? Avery var ikke modstander af vold, ej heller af at lade uskyldige dø. Men en engels blod var noget af det mest dyrebare, og at han lod det gå til spilde på denne måde var skandaløs.
Og at han lod hendes engel gå til spilde sådan var utilgiveligt!
Hendes hånd sitrede for at få lov at klaske imod hans kind, og efterlade et rødt mærke for hans bedrift. Hvad der ville passe sig var, hvis han fik lov at finde hende en ny engel og jagte denne ned til hende, så hun kunne få lov at få den påkrævede energi. Men noget hviskende sivede ind i hendes hjerne, med et budskab der fortalte hende at han højst sandsynligt ikke var så nem at overbevise. Noget ved hans barske udseende der tydeligt viste at han havde et hårdt liv, fortalte hende at han ikke bare sådan kunne snoes om hendes lillefinger som hun ønskede det.
Avery lod en hånd løftes en smule, hvorefter hendes fingre knyttedes og dannede en hård kugle. Armen spændtes en smule da den blev trukket bagud, men fløj så frem for at ramme denne mand i ansigtet med denne knyttede næve - med en kraft kun en vampyr kunne frembringe. Samtidig forlod et næsten stønnende hvæs hendes let skilte læber, og tvang hendes simrende blik til at virke tydeligere end det syntes at være ellers.
"Du har ødelagt mit engleblod! Vor kunne du! Medmindre du havde tænkt dig at spise din elver, så er det ikke det samme!"

Han vidste udmærket godt hvad hun var, og det var også en af grundene til han ikke havde hoppet på hende endnu, skønt hans hånd dunkede næsten efter at give hende en knytnæve lige i fjæset. Han skulle lige til at gå i fjæset mod hende da hun så pludselig knyttede sin næve og gav ham en lige i fjæset.
Han følte det hele som var det et slowmotion, hver lille knor der ramte hans kind, med en styrke han bestemt ikke havde regnet med, og en hurtighed han ikke kunne nå at reagere på. Hele hans krop blev løftet af slaget, og smidt bagud som var det en racket der blev fyret af. Han fløj igennem luften indtil et træ stoppede ham med en tyk stamme. Han ramte ind med hovedet først og let bumpede ned på jorden igen, hans blik var dybt overrasket imens hans ene hånd lå på sin kind, hele hans sind var chokeret, sådan en lille krop med sådan en styrke!? "wow..." kom det ud af ham imens hans hoved virkelig lige skulle bruge tid på at samle sig igen, det her havde virkelig kommet bag på ham som en snigende morder.

Han så på pigen med store øjne, men knugede sine hænder samtidig, han var blevet overgået af en pige!? slået så langt af en pige!? Der gik ikke lang tid før han var kommet op igen, en smule rystende efter slaget men stående som en solid sten stadigvæk. Casuel gispede en smule nu, han følte sig en smule omtumlet af slaget, men med et satte af og stormede mod pigen, hans blik sagde intet andet end død over den lille tøs der havde slået ham så hårdt nu. Han greb hårdt om sværdet på vejen men lage ud med at smide en hård næve mod hendes fjæs. Han bed tænderne hårdt sammen, imens en lille smag af blod fyldte hans mund, han fik det lidt underligt ved smagen af sit eget blod. En smag som fik hans eget hoved til at spinne en smule rundt, og løsnede hans slag lidt, smed ham lidt ud af balance.

Han kom til at tænke på i sin korte tidspunkt han fløj igennem luften, med sin løsnede knytnæve der var direkte på vej mod pigens ansigt, hvad hun enlig var, den kolde blodsugende race hun bar på og som nok gjorde hende ret supperier over ham, mund han havde mødt en som kunne slå ham? mund han havde mødt en der kunne gøre en stop til hans elver massakre? Han vidste jo stadigvæk ikke om han havde dræbt den rigtige elver endnu, han vidste bare at han havde dræbt flere end hvad han kunne huske nu. Han kom til sig selv igen, og brølede sit kriger brøl og strammede nu knytnæven helt igen og satte en hver muskel i stram med slaget mod hende.

Små stød af chok bevægede sig rystende igennem hendes krop, idet hendes blik fulgte manden der fløj væk fra hende, grundet hendes slag. Vreden der endnu simrede i hendes krop, måtte have ladet hendes fulde vampyrstyrke sive op til overfladen, og blive smældet ud igennem det slag hun netop havde leveret i sådan en grad hun ikke engang selv havde ladet sig selv tro hun ville. Hun havde naturligvis vidst at styrken lå i hendes krop, men hun måtte indrømme at det chokerede hende let at hendes krop havde ladet hende bruge denne styrke nu. Dog lod hendes læber samtidig det karakteriserende muntre smil bevæge sig henover hendes læber, hvilket beviste at hun intet problem havde med at hun havde slynget ham ind imod et stort træ, og tydeligt skadet ham.
"Af en stor mand er du ret nem at kaste rundt med."
Hendes hoved tiltede til siden, idet hun trak smilet der huserede på hendes læber et stykke mere ud, og lod tænderne glimte i månelysets skær. En latter blev pustet ud igennem de skilte læber, idet han kæmpede sig op på benene. Hendes blik løb henover hans knyttede næver, og gled derefter op på hans vrede ansigt. Noget ved ham morede hende, men ikke på den hånlige måde der lå til hendes natur - han var faktisk morsom. Selv da han pludselig satte i løb og tydeligt havde en voldsom trang til at skade hende, kunne hun ikke lade være med at finde ham lettere morsom istedet for skræmmende.

Avery gjorde ikke mine til at ville flytte sig væk fra denne mands skudlinje, da han fløj imod hende med knyttede næver og et hævngerrigt blik i øjnene. Istedet vippede hun nærmest nysgerrigt hovedet til siden, som troede hun ikke for alvor at denne mand kunne finde på at slå hende. Hun var blevet skudt på og prøvet stukket ned mange gange, men aldrig havde nogen kunne få sig selv til at slå hende med deres bare næver.
Avery var en lille og spinkel pige. Hendes kropsalder var tyve, og dette var tydeligt, men hun havde dette skær af skrøbelighed omkring hende som fik folk til at være forsigtige omkring hende. Derfor var det mere forvirringen og forbløffelsen der sendte tråde igennem hendes krop da hans knytnæve ramte hende, end smertens fangearme der bredte sig igennem hendes ansigt, og tvang hende til at vakle adskillige skridt bagud og vælte ned på det bløde græs, hvor hun landede.

Han havde slået hende! Han havde rent faktisk ignoreret den skrøbelighed der var om hende, der fik hende til at ligne gammelt og kostbart porcelæn i manges øjne, og havde givet hende et slag så kraftigt at hun havde bidt hårdt sammen om sin tunge så den blødte kraftigt! Så kraftigt et slag at hun var væltet om i græsset, hvor hun nu sad med et lettere chokeret blik!
"Du .. Du slog mig!"
Chokket var malet i hendes ansigt, og i et langt øjeblik havde hendes blik blot fanget hans, hvor hun betragtede ham. Den metalliske smag fra sit eget blod var knap så lækker og behagelig som smagen af andres blod, og gjorde hende lettere svimmel grundet giften deri.
Vent .. Giften i mit blod ...
Det muntre smil klistrede endnu engang til hendes læber, da hun mærkede tanken slog ned i hende - Det var så åbenlyst. Den metalliske smag fra blodet i hendes mund, og hendes evne. Der var ingen anden løsning end hvad hendes tanker formede imellem trådene af tanker i hendes sind. Så simpelt. Hun trak sig elegant op i stående stilling, og trådte nogle dansende skridt nærmere. Med ét greb hun fat i hans hoved, og trak det så tæt på at hun kunne presse sine egne læber imod hans. Hun pressede stædigt den blodige tunge ind imellem hans læber, så blodet fra hendes krop ramte hans.
Med det samme ville han mærke en dyb smerte som blev han slået ihjel, og han ville føle at hans krop fysisk blev slået ihjel. Så snart han troede døden overmandede ham, ville hans hjerne lukke ned og han ville besvime midlertidigt.

Han små gispede og følte da hans næve ramte hendes ansigt, skønt hun så så skrøbelig ud, veg han ikke for at bruge fuld kraft mod hende, han vidste at selv skrøbelige skabninger kunne være dødens farlige. Casuel stod nærmest hævet over hende da hun var faldt på rumpen ned, stod og så ned på den unge pige som lige før havde slået ham ind i et træ lige før. Han kunne stadigvæk smage sit blod, smage hvordan hans mund blødte, og det gled lidt ned af hans mundvig. Kort lod han hånden tørre sin mundvig.

Casuel kunne ikke lade være med at komme med et håndligt grin, "som en lille pige er du ret let at ramme" kom det spydende fra ham, og let trak han på smilebåndet hånligt til hende, "og ja du slog mig... så slår jeg dig til plukfisk... blodsuger" sagde han en smule irriteret til hende og hævede sig en smule mere for at se rigtig godt ned på hende og havde sit kolde, døde blik. Han lod sine hænder knytte som om sværderts skafte og kunne selv mærke hvordan hans hænder blev små hvide af det, og hænderne næsten rystede af spænding om hvordan det her skulle gå. Han vidste hun ikke ville gå ned efter så lidt, så han stod bare og ventede på hun kom op igen.

Det næste hun gjorde kom dog helt bag på ham, han havde selv aldrig været forbandet før så da hun pludselig kom op og direkte kyssede ham og brugte tungen krævende stod han nærmest måbende og vidste ikke hvad han skulle gøre over hovedet og var som lammet. *hvad i?.... hvad sker der lige her?* tænkte han dybt overrasket, og kunne mærke en smule varme stige i ham ved det hun gjorde... lige indtil hendes forbandelse gik i ham, og han begyndte at ryste kraftigt i kroppen, smerte! Han gispede og stille falde ned mod knæene, smerte der jog igennem hans krop som blev han flænset af en krog! Han kunne mærke det så tydeligt.. skønt ingen stod og huggede i ham!? Han så fortvivlet rundt og kom let ned på alle 4, *HVAD SKER DER HER!?* tænkte han før hans øjne falde på pigen igen.. *hendes værk.. hende...* han nåede ikke at tænke mere da han begyndte at hoste og føltes som om han nærmest blev kvalt af dødeligheden og røg helt ned på maven, og lavede nogle små spjæt.. Han følte hans krop blev kold, som om livet trak sig fra ham. Han små rystede på hovedet, "nej....nej.........NEJ!" råbte han og knugede sit svær i smerten, billeder af hans døde kone flashede foran hans øjne, deres vidunderlige tid sammen.. men også dagen hvor hun blev myrdet, blev opsprættet som en gris, vreden var stor i ham. Han kunne dog mærke smerten var ved at tage overhånd i ham, så før han var helt færdig, greb han sværdet af alle kræfter han havde tilbage og kylede det direkte mod pigens mave, hvor efter han besvimede... alt blev mørkt for ham...

*er jeg død nu?...* tænkte han i sin drøm, han så sig omkring, han var på en eng, fyldt med strå, hans kone var der.. hun var gravid.. gravid med hans barn... hvor han elskede hende... han ville over til hende... han ville holde hendes hånd.. men noget hev ham tilbage igen.. han kunne ikke.. han måtte finde morderen... og pludseligt føltes det som en tornado slugte ham i sig, kylede ham rundt og rundt og rundt..

Indtil han følte han landede hårdt på græsset... "uhm en maveplasker.." mumlede han og så sig omkring... "jeg er tilbage?" mumlede han utroligt undrende til sig selv og kløede sig meget undrende i nakken, det havde ellers følt meget underligt.. men han kunne mærke kulden igen.. dog vidste han ikke hvad der var sket.. hvor lang tid han havde været ude.. hvor var han?

Rystelserne der forplantede sig i hans krop, fik hende til at danse nogle skridt tilbage. Disse små stød af smerte igennem hans krop, betød nemlig at der ikke længere var brug for at hun holdt blodet presset imod hans krop, men at hun nu kunne lade smerten brede sig som en løbeild inden i ham, helt uden hun behøvede at hjælpe den. Den indbildte død der jog igennem hans krop rørte hende ikke et sekund, idet hun havde set noget lignende dette syn utroligt mange gange før - så hendes medlidenhed for ofrene var fordampet sammen med følelsen af triumf. Dette var det nødvendige for at få ham til at ligge stille, selvom det også var en forrygende hævn for det engleblod han havde spildt på den fugtige og beskidte jord.
"Ingen kalder mig en blodsuger."
Denne sætning var hvisket udover hans krop, selvom det var højst usandsynligt at han kunne høre hendes ord igennem den smerte der flænsede hans indre op. Alligevel var det som havde hendes læber en trang til at give denne mand grunden til at han nu lå og skælvede af smerte for hendes fødder, som om at hun faktisk ikke kunne gøre det uden grund længere. Måske var det fordi hun havde brugt en højst bemærkelsesværdig metode til at få blodet til at berøre ham, men hun kunne ikke se hvorfor det gjorde at hun følte sig tvunget til at fortsætte sætningen.
"Og ingen ødelægger mig engleblod. Hvis du bare havde ladet englen være, så var det her aldrig sket."
Hun lod øjnene glide i, og gemte i et kort sekund ansigtet i de slanke hænder, imens hun ventede på at smerten ebbede ud af denne mands krop. Så hun bemærkede heller ikke sværdet der fløj imod hende, før det ramte hendes side og snittede et rimeligt stort sår i hendes side, hvilket tvang blod til at løse ned over hendes sommerkjole.

Avery havde egentligt haft en plan om at trække ham med ned i hendes kælder, så hun kunne vise ham hvorfor man ikke angreb vampyrer som hende, men blodet der strømmede ned over hende svækkede denne tankegang kraftigt. Især fordi hendes krop snurrede en smule da hun mistede blod, og selvom der langtfra forsvandt nok til at det ville slå hende ihjel, da vampyrer skulle miste mere blod end mennesker for at dø af det, så var det alligevel nok til at hun ikke kunne tåle det.
Sværdet lå endnu i græsset for det var faldet da det havde snittet hendes side op, og det glimtede i månens lys - Den måne der langsomt ville blive overtaget af solens stråler, der snart ville kravle frem fra horisonten og sprede sine dødelige stråler ud over Averys krop. For Avery selv havde ikke længere kræfter til at trække væk fra solens stråler, for der gik ikke lang tid før alt energi var ude af hendes krop.
Hendes knæ knækkede sammen, og med et hvæs gik hun i knæ. Hun forbandede blodet der vældede ud af hendes side voldsomt, idet den trak hende imod besvimelse - men denne besvimelse ville ende som døden for hende, idet solens stråler ville nå hende inden hun kunne slå øjnene op endnu engang. Hun lagde en hånd til støtte imod den besvimede mands brystkasse, men havde ikke kræfterne til at skubbe sig op i stående stilling.
"Så fik du alligevel slået mig ihjel, fremmede."
Hun vidste at han ikke kunne høre hende, da hun lod ordene sive ud mellem sine læber lige så lavt som et åndedræt. Besvimelsen oversvømmede hendes tanker, og hun sank ned over manden.

Øjnene missede en smule imens han kunne se at natten så småt var ved at gå på held.. han følte dog stadigvæk at kulden havde ret godt fat i ham, men nu havde solens stråler heller ikke fundet over horisonten endnu og derfor ikke var varmende. Han skulle til at sætte sig op men følte så noget tungt var over hans krop og gloede ned.. *Hende!? hvad i alverden???* tænkte han undrende og gloede en smule undersøgende på hende, og opdagede så hendes sår.. *så lidt for at slå hende ud?* tænkte han lidt undrende men også morsomt for ham. Han skubbede hende en smule til side så han kom op og sidde, "vampyrer... de dør ved dagslys ikke?... det mener jeg i hvert fald at huske.." mumlede han lidt for sig selv..

Casuel ville utroligt gerne bare efterlade hende der og lade hende blive grillet af solens lys, men efter at han var kommet op og stå og ville gå, kunne han ikke... Han stod og så lidt på hende imens han følte lidt at han måtte gøre noget.. hun havde trods alt slået ham.. og han ville i hvert fald ikke lade sådan en tøs vinde over ham også gå bort! *hvorfor skal det være sådan her!?* tænkte han irriteret og tog så og satte sit sværd i skeden og løftede den tynde vampyr op i sine arme og begyndte så stille at gå med hende.. Han så sig omkring, han skulle hurtigt til at finde et sted for hende at være skjult, for han kunne begynde at mærke at hans ryg blev små varm af solens opstigning.

Hans øjne fandt pludselig et stort hul i en lille høj og skyndte sig ind i den.. hullet var dog ikke ubeboet men den fortrød hurtigt at ikke havde flygtet for Casuel fik hurtigt gjort en ende på dens liv og fik lagt pigen helt inde i hules indre, forbundet hendes sår som han havde givet hende, hvor han så satte sig og bevogtede fronten, hvis der var en ting der ikke måtte ske var det at nogen andre skulle dræbe hende før hun var klar til at kæmpe og han ikke fik fornøjelsen af at slå hende ihjel. Dagen gik langsomt, alt for langsomt i følge Casuel, han var nær faldet i søvn af ventetiden, ikke ud over nogle få kriger som havde været forbi havde der ikke sket noget som helst.

Natten begyndte så at komme igen.. Solen lagde sine sidste stråler ned i horisonten, og som hver solstråle forsvandt blev Casuels blik gradvis koldere og koldere og mere kampklart. "er du vågnet?" spurgte han så ind i grotten da solens sidste stråler havde forsvundet i horisonten.

Hun ventede på at de varme stråler ville ramme hendes krop, og smerten ville gennemrulle hende som en tsunami. Hun ventede på at mærke den brændende fornemmelse af ild der slikkede henover hendes krop, og tvang hende til at forbrænde til aske i den brændende glaskugles skær. Men denne smerte fortærede ikke hendes krop, og hun følte sig ikke omringet af en ulidelig varme der fik hendes krop til at syde og boble. Istedet følte hun den kølige fornemmelse af skygger der legede på hendes ryg, og langsomt bevægede sig over hendes krop med sine drillende fingre. Langsomt tillod hun sine øjne at glide op, og betragte omgivelserne der ikke var blændet af hendes eget brændende kød. Hvad skete der dog? Var hun ikke død eller ved at brænde ihjel?
Fugten og køligheden var de hulelignende omgivelser hang tykt i luften omkring hende, og blev suget ind i hendes krop for hvert åndedræt hun tillod sig selv at tage. Hendes hoved snurrede en smule, men det var ikke den første følelse der overmandede hende, og tvang hende til at springe et af sine åndedræt over; Smerten fra det helende sår i hendes side, hamrede igennem hendes krop. Hun vidste at hendes sår ville hele hurtigere end for et menneske, men det tvang ikke smerten fra det dunkende sår væk fra hendes tanker og bevidsthed.Hendes fingre svævede omkring såret, og strejfede blidt hvad der burde være et vådt sår, men blot føltes som fugtigt stof.
Hvordan ...?
En lyd skyllede ind over hende, der brød ind i hendes forvirring og forstyrrede dette. En let skramlen fra metal der bevæger sig imod metal, som fra en ...
Rustning?
Da hun løftede blikket, kunne hun se den selvsamme mand som hun havde påført smerte, stå uden for hulen med ryggen til. Foran ham var lysstråler ved at krybe tilbage til sit skjul, og overlade verden i mørkets magt. Avery flyttede lydløst på sig, men lyst var ikke forsvundet dybt nok ned i mørkets kløfter, til at hun kunne bevæge sig udenfor i den friske luft. Istedet lod Avery sig selv sidde op af en af hulens vægge, og lagde hovedet på skrå så hun kunne betragte denne mystiske mand der havde såret hende og reddet hende.

Avery havde endnu ikke fundet en grund til at han havde reddet hende, da mørkets skyggekrigere havde overtaget verden, og havde ladet lyset blive kvalt. På nogenlunde samme tid, snoede mandens stemme sig igennem hulen og tillod hende at se at der nu var sikkert udenfor - idet han ellers ikke havde nogen grund til at tale til hende. Men hun gjorde ikke mine til at rejse sig.
"Hvorfor reddede du mig? Jeg kan simpelthen ikke finde en grund. Jeg slog dig. Jeg brugte min evne på dig - hvorfor vil du stadig hjælpe?"
Hendes stemme havde fuldstændigt ændret struktur, fra de sætninger der var blevet smidt ude på slagmarken. Stemmen snoede sig nu nærmest blidt og nysgerrigt igennem hulen, og lød for første gang som noget hendes lille og uskyldigt-udseende krop kunne frembringe. Hun lænede sig forover, og kravlede en smule fremad idet hun ikke kunne stå oprejst i hulen endnu. Der skulle ikke mange skridt til, før hun kravlede forbi denne mands skikkelse - endnu så charmerende på alle fire og med røven i vejret. Istedet for at rejse sig, drejede hun omkring så hun sad i græsset.
"Hvem er du?"
Hun regnede ikke med at han var fredelig - langt fra, de ville højst sandsynligt ende med at genoptage den halvfærdige kamp. Men blodmanglen i hendes krop gjorde hende svagere end hun ønskede, hvilket gjorde at hun ikke ville starte denne kamp selv - men hun ville dog kæmpe når han lod det første slag falde. Ingen tvivl om det.

Han så kort tilbage mod hende da han hørte der var liv i hende og sukkede en smule lettet op men gav hende et koldt blik, "hvorfor skulle jeg fortælle min fjende det?" spurgte han hende så stille undrende. Roligt lænede han sig tilbage og støttede sig en smule på armene og ventede på hende.

"Hvem jeg er... hvem jeg er.... for det første så var jeg et menneske.. men ikke mere.. jeg er det man kalder et skyggevæsen.. for det andet.. så hedder jeg Casuel.. Casuel Vasuna.. mit mål ved livet er at jage og dræbe den langørede onde elver som... dræbte min kone" sagde han så stille og gloede tilbage på hende og så hun var kommet tæt på. Han rynkede en smule på brynene og forstod ikke hvorfor hun turde komme så tæt på når hun var så afkræftet? Casuel sukkede let og rystede på hovedet, "jeg vil ikke angribe når du er så afkræftet som du er nu.. hvil og heal din krop.. så du er klar... til når jeg angriber dig igen" sagde han og med de sidste ord sendte han hende et dødsens blik. Han lod det dog stille falme da han så væk igen og lod blikket hvile ud i den nye nats begyndelse.

"Du ved.. det slag du gav mig kom virkelig bag på mig.. og.. det du gjorde bagefter.." sagde han stille og knugede sine hænder hårdt "det var ikke pænt..." sagde han stille men så så undrende mod hende "men hvad i alverden var det du gjorde mod mig? jeg følte jeg skulle dø.. igen.." sagde han og havde virkelig et undrende blik, han kendte ikke til magi på den måde, han havde ingen anelse om det var da hun snavede ham hun havde forhekset ham samtidig.

Stille vendte han sig så pludseligt mod hende og så på hende roligt med sit kolde blik og lagde selv hovedet på skrå, han var en smule forandret nu hvor han ikke jagede eller noget, han var mere rolig og nede på jorden, og ikke den dræbe lystende skyggemonster han normalt var når folk mødte ham. Nu ville han ikke gøre hende ondt.. ikke ved mindre hun selv ønskede det og angreb ham. Hans blik begyndte at blive små borende, "der er dog en ting jeg undre mig lidt over... du virker... underlig.. jeg har ikke den samme lyst til at dræbe dig som jeg har med de langørede.. jeg har lyst til at dræbe dig for mig selv.. kun mig.." sagde han roligt mod hende og sendte hende så et is koldt blik "jeg vil vinde vores næste kamp.. du får mig ikke igen" sagde han og kom så med et let koldt men tilfredst smil "nu ved jeg jo du kan noget mærkeligt værk så nu passer jeg på" sagde han og lod smilet blive større og mere selvsikkert. Han knyttede sin næve foran hende "du får ikke lov til at vinde over mig bare fordi jeg er en laver stående race" sagde han veltilfredst mod hende og begyndte så at grine højt, men kort og klappede i lige efter.

Han kunne føle det her var anderledes end normalt, han følte ikke den samme had som han gjorde normalt over for andre racer, hun virkede faktisk en smule som ham.. kold.. allerede død inden i.. han kunne ikke sætte ord på det men hun virkede virkelig interessant på en måde han kun havde følt for rigtig mange år siden.. han kunne bare ikke huske hvornår det var og i hvilken sammenhæng det var i, hvilket pissede ham en smule af. Han havde selv taget overdelen af rustningen af og sad derfor lige nu i kun bukserne og bar overkrop, med sværdet ved sin side, det havde nemlig været varmt så rustningen havde været alt for varm at have på, så hans hud var blevet en smule mørkere i farven og var dækket en smule af sved, så huden glimtede en smule i nattens svage lys. Han havde en langsom vejrtrækning, siden han ikke havde lavet meget andet end at sidde der, men hans krop var stadigvæk super mærket op af hans rigtig lave fedt procent og af musklernes, i forvejen, store størrelse. Han havde dog små ar rundt omkring på kroppen, ar som var kommet efter kampe han havde udkæmpet.

Et pust af latter forlod hans læber, da han ridsede op at de var fjender. Avery følte ingen trang til at være på vagt overfor ham på dette tidspunkt, selvom hun godt vidste at han kunne angribe når det skulle være. Hun lod blikket løbe henover de mørke træer, der havde klatter af skygger klasket henover sig som havde en skyggemassakre fundet sted under disse træer. Månen malede jorden i en svag sølvgrå farve, og en blid vind bevægede græsset i svajende bevægelser. Natten var smuk, men Avery bemærkede ikke sådanne smådetaljer. Naturen var en rodet bunke af ting man kunne falde over hvis man var uheldig, og lyde var noget der hæmmede hendes høresans for at finde et bytte.
"En fjende .. Ja. Men hey, hvem kan ikke lide en mand i uniform?"
Noget muntert flakkede igennem hendes blik, idet et kort nik imod rustningen rystede hendes hår. Avery var et muntert individ, men det var helt simpelt den maske hun så længe havde danset med der var smeltet fast til hendes ansigt. Munterheden var blevet en stor del af hendes personlighed, selvom hun sjældent mente denne munterhed fuldstændigt - hun overbeviste dog tit sig selv om at munterheden var ægte, selvom den blot var en utroligt tæt maske. Om Avery selv havde været et muntert menneske da hun levede, kunne hun ikke huske.
Og hun var vel egentligt også ret ligeglad i længden.

"Elvere? Slå dem ned for min skyld, de smager hæsligt."
Hun trak benene op om sig, og lagde armene omkring disse ben så de blev holdt tæt til kroppen - efter hun pænt havde strøget kjolen på plads så hendes trusser ikke blev vist af denne stilling. Hun var trods alt en kvinde så selvom hun kæmpede, kunne hun ikke lade være med at få blikket til at glide et par gange over hans overkrop, før blikket fandt hans øjne igen.
"Blev din kone slået ihjel af en elver? Er det ikke meningen sådan nogen skal være sådan helt .. Fredelige, og alt det? Din elver er nok en svartelver der er blevet udstødt af sin klan. Man kan jo mærke om en elver er en svartelver, Casuel."
Luft blev igen suget ind imellem hendes læber, da hun trak luft ind for at fortsatte sin sætning, da det gik op for hende at hun endnu ikke havde præsenteret sig selv. Som hun sad dér, med et yndigt smil på sine læber, syntes hun ikke at være så svag som blodmanglen havde gjort hende. Istedet var det som månelyset skabte en næsten fysisk glorie i hendes lyse hår, og legede med skyggerne så den mere attraktive side af hendes lille krop blev vist tydeligt frem i skæret.
"Goddag Casuel."
Med ét stod hun på benene, og selvom blodpletten på bandagen så voldsom ud i sølvskæret, og så ud til at trække sig ud imod kanten af bandagen så syntes Avery ikke selv at bemærke dette. Istedet trådte hun de få skridt fremad, der skulle til for at hun stod helt over ved Casuel - og så gjorde hun noget, som kun Avery kunne finde på at gøre ved en fremmed fjende: Hun lænede sig hurtigt en smule frem, og lod læberne blidt strejfe hans kind som en hilsen. Sekundet senere stod hun nogle meter væk, afslappet lænet op af et træ som var intet sket - med en hånd langt over såret, der sendte dunkende smertetråde op gennem hendes krop.
"Mit navn er Avery Althaia Melora, men hvis du kalder mig mit fulde navn bliver jeg sur."
Hun blinkede drillende til ham.
"Du har nok opdaget at jeg er en vampyr, ligesom du har hilst på min evne."
Avery var ikke en af de slags personer man kunne gøre sig klog på, og det blev tydeligt som hun stod dér, badet i måneskinnets bløde lys og trukket ud i en svaghed hun ikke ønskede. Dog blev det langt tydeligere senere, men det gik der noget tid før han fandt ud af.
Nu løftede hun langsomt en hånd imod vejret, og snoede fingrene omkring en nyusprungen kvist, som var det et tegn på hvordan livet blomstrede konstant på trods af modgang. Hun strammede hårdt sit greb pludseligt, og et smæld fór igennem den tyste skov da hun knækkede denne gren af træet og lod den dumpe ned på jorden under sig.
"Du hjælper mig, fordi du vil kæmpe imod mig i min stærkeste tilstand? Jeg kan ikke bestemme mig for om jeg skal finde det charmerende eller frastødende."
Hendes blik bevægede sig langsomt opad, og fandt til sidst Casuels blik. Den skræmmende atmosfære hans ord havde sat op, var blevet gennemhullet af den måde hun tydeligt tog let på alt han sagde, og fordrejede det så ordene pludseligt syntes lettere morsomme og kunne passe perfekt på enhver sætning hun smed efter ham som et svar.

En tand gled frem fra sit skjul, og bed sig fast i hendes underlæbe da hun hørte hans ord - samtidig med at noget der næsten kunne minde om dårlig samvittighed flakkede over hendes ansigt.
"Det jeg gjorde bagefter? Kysset eller smerten?"
Den dårlige samvittighed var forsvundet ligeså hurtigt som det havde glimtet imod hendes hud, og nu syntes kun et drillende og muntert smil at sidde tilbage på de efterladte læber. Hendes blik forsvandt dog kort da han fortsatte sætningen, idet hendes øjenlåg gled ned foran hendes blik.
"Det er giften i mit blod. Jeg havde bidt mig i tungen, så jeg kyssede dig for at få blodet over på din hud. Da mit blod rørte din hud ... Det var dér du følte at du døde."
Hendes øjenlåg bevægede sig op fra hendes øjne, så synet igen fandt sin vej tilbage til hendes krop. Men så snart han begyndte at snakke om at slå hende ihjel igen, forsvandt alle spor af denne tristhed i samme sekund væk fra hendes blik, og blev erstattet af noget ubestemmeligt. Hun prøvede forgæves at tvinge et grin væk fra hendes læber, og rystede så på hovedet så fehåret bevægede sig i små bølger omkring hendes ansigt.
"Så er det bare synd at du ikke kommer til at slå mig ihjel. Nogensinde!"
Hendes hoved fløj med ét imod siden, som havde hun bemærket noget. Og så var hun væk. Bag hende bevægede grenene sig svagt i vinden fra den fart hun præsterede, men ellers var der helt tyst i natten. Stilheden lagde sig over stedet, og jorden syntes næsten at bevæge sig slingrende idet skyggerne bevægede sig henover den. Stjernene blinkede leende ned imod Casuel, der nu var blevet forladt af Avery.

Løbende skridt bevægede sig henover jorden, og pludseligt stod hun kun nogle få skridt fra Casuel endnu engang, med den grønne kjole flydende omkring hendes krop fra hendes pludselige bevægelse. Hendes ene hånd var klemt hårdt sammen af smerten fra de pludselige bevægelser, der havde skabt en hamrende smerte i hendes side, og havde ødelagt sårskorpen så blodet begyndte at strømme ned af hendes side endnu engang.
Fra hendes anden hånd dinglede en kanin, hvis hoved dinglede mistænkeligt til siden som var halsen brækket - hvilket den højst sandsynligt også var, da blodet langsomt spredte sig ned over dens hals. Hendes ansigt var forvredet i en grimasse af ubehag og væmmelse.
"Kanin! Uf, jeg hader dyreblod."
Men hun havde brug for blod, idet hendes kræfter ellers ville komme tilbage med en svimlende langsom hastighed. Hun spredte læberne, og lod hugtænderne glide frem fra sit skjul, så de kort strejfede hendes underlæbe. Kort efter borede hun disse tænder ned i kaninen, og sugede.
Det alt for tykke blod med en utroligt ubehagelig bismag varmede hendes muskler, selvom en kvalm fornemmelse samtidig bredte sig i hendes krop. Blodet der var begyndt at flyde ned af hendes side, stoppede langsomt samtidig med at blodet forsvandt fra den hvide kanin. Med et sæt trak hun hovedet til sig, og lod kaninens endnu dampende krop dumpe ned på jorden under hende, imens hun hostede og skar en grimasse af tydeligt ubehag.
"Argh! Dét er altså klamt siger jeg dig."

Han havde et meget undrende blik da hun nævnte uniform, han havde aldrig rigtig set sin rustning som en uniform, bare som normalt tøj at have på. Han gloede let over på sin rustning og tilbage på pigen med et meget undrende blik og pegede let på sin rustning.. "det er mit normale tøj" sagde han så stille og så på hende med sit undrende blik. Han begyndte dog at skule en smule til hende "joh tak du dræbte den sidste jeg ville havde dræbt" sagde han og fnøs kort en smule fornærmet over hun så nu sagde at han sagtens kunne dræbe dem.
Han fik dog store øjne da han så pludselig mærkede hendes læber let strejfede hans kind hvilket fik ham af ren refleks nu til at give et hop med rumpen væk fra hende, og så på hende med et meget varsomt blik, efter hendes læber havde ramt ham en gang var han meget forsigtig nu.
Hans læber gentog hviskende hendes navn "Avery..." og så en smule tænkende ud "Avery..." gentog han igen..

Et smil gled dog over hans læber igen, det var nu overraskende nok at det var sket to gange så hurtigt efter hinanden, men han kunne ikke lade være. Faktisk gik han over og begyndte helt at grine, han måtte næsten holde sig for maven for ikke at få for ondt over latter, han kunne ikke huske hvornår han sidst havde grint så godt, hun var virkelig en underlig en syntes han. "om du finder det charmerende eller frastødende er op til dig, jeg finder dig bare ret interessant, anderledes, og vil finde det uværdigt for dig at blive dolket ned imens du er såret hårdt" sagde han og nikkede bekræftende, "jeg har ikke mødt en så stærk kvinde som dig, du er virkelig speciel" sagde han sandfærdigt.
Han fik et ret overrasket blik da hun så begyndte at snakke om sit blod, og begyndte nu at forstå hvorfor hun direkte havde snavet ham da de sloges og kunne mærke en lille varmende følelse i sin mave blusse en smule op, han ville så gerne slå hende meget hårdt for det snav hun gav ham, han syntes ikke det var fair at hun havde overfaldet ham sådan.

Han sad stille og gloede efter Avery, han prøvede lidt at se væk men kunne ikke rykke øjnene fra hende, var det af ren sikkerhed? eller kunne han direkte lide at se på hende? Han kunne ikke selv få sig selv til at bestemme, men han kom hurtigt op og stå da hun pludselig forsvandt.. *hvor er hun!?* tænkte han og greb omkring sit sværds skafte og gloede omkring før hun så pludseligt kom tilbage.. og med en kanin?? Han måtte glo en ekstra gang imens han slap sværdskaftet og gik hen foran Avery roligt imens hans blik var i hendes. "du har brug for bedre blod.." sagde han roligt og så lidt rundt før han vendte blikket mod hende igen.. "jeg har ikke lyst til at skulle være din babysitter hele tiden nemlig" sagde han og vendte sig hvor han gik tilbage til hulen, med en let latter og smil der fik hans ansigt til at se en smule varmere ud end hvad øjnene viste. Han satte sig ned igen og lænede sig op af hulens væg "men for nu, hvad med at jeg ser på dit sår igen?" spurgte han hende roligt "du mister jo mere blod end hvad du kan nå at indtage" sagde han med et lille fnis og lagde hovedet en smule tilbage mod vægen og sad med knæene bøjet let og op ad, imens fødderne havde et godt tag på bunden, og armene lå en smule slapt til siden, han var en smule træt af at vente på hun skulle komme sig helt, men han tænkte at det nok ville betale sig godt når hun engang var healet helt, og han så kunne få sin dødskamp som han sådan ønskede..

Han sad lidt og var begyndt at små nynne, en æld gammel melodi som gik lidt på en danserytme, yndefuld og elegant, men samtidig super god rytmisk, han kunne i hvert fald selv lide den, den mindede ham en smule om hans hjem nemlig. Han fik dog et lidt undrende blik *hvorfor?.. er jeg sådan her?* tænkte han meget undrende og stoppede med det samme at nynne. Han var for første gang i lang tid, i godt humør imens han ikke slagtede elver.. ellers var det normalt det eneste som kunne få hans glæde frem som en racket.. han elskede at dræbe elver, det var bare så befriende! "jeg har lyst til at dræbe en elver.." mumlede han stille..

Avery kunne ikke lade være med at lade en næsten uhørlig latter forlade hendes læber, da hans forvirrede blik fandt hendes. Da det derefter gled over imod rustningen og forvirringen forstørredes, voksede Averys latter ligeledes til hvad der var en smule højere end et tungt åndedræt. Averys humør var ikke så letskifteligt som for mange andres, og hun fandt utroligt mange ting morsomme - uden set hvor lidt der så kunne sammenlignes med noget sjovt i denne ting. Dog var det blot denne sammenklistrede masse af ubrugte følelser, der kolliderede i noget der kun kunne minde om en maltrakteret og forvrænget version af glæde og muntre kommentarer. Og hun i virkeligheden var et levende mareridt der dansede på to ben som en engel - det var der ingen der vidste.
"Hvis dét er dit normale tøj, så skal du minde mig om at tage dig ud at shoppe engang. Altså, når jeg har slået dig ihjel. Det er sikkert også meget hyggeligt at trække et lig rundt i butikker, tror du ikke?"
Ikke én tone af ironi eller jokes strejfede hendes stemme, da hun lod ordene falde tænksomt. Med ét bevægede hun hånden i et hurtigt ryk som slog hun det hen, og vippede derefter hovedet til siden - dog havde det smil der nu blomstrede på hendes læber ændret sig en smule, så der var små strejf af forvirring malet ind i dette betagende smil.
"Det er mit navn, ja."

Et let chok bevægede sig henover Averys ansigt da Casuel begyndte at grine - rimeligt voldsomt - men der gik ikke mange sekunder før hendes egen klingende latter blandede sig med hans. Hendes latter derimod kom at den lette forvirring han havde skabt, samt så mange andre begivenheder der havde ladet latter være standardsvaret der stod på repeat i hendes krops instinkter.
"Jeg er meget anderledes fra både alle kvinder og vampyrer du nogensinde har mødt, elverdræber. Men om det betyder at det er uværdigt at jeg bliver dolket ned i besvimet tilstand .."
En skuldertrækning bevægede hendes krop en smule, men ellers lod hun ikke sig selv trække flere bevægelser henover hendes sår. Sårskorpen syntes fin og nem at bryde, hvilket hun også beviste da kun få bevægelser knækkede en fin revne deri - dette kunne hun dog ikke se for den fugtige og blodige bandage der var svøbt omkring hendes krop. Hvad der også var svøbt omkring hendes krop, var den fugt der hang tungt i luften og satte sig på indersiden af hendes lunger når hun trak vejret. Hvis hun havde brug for ilt og ikke bare lod sine lunger fyldes og tømmes af vanens skyld, så havde hun fundet denne fugtige og vandholdige luft ubehagelig. Men nu syntes dråberne af fugt der lagde sig imod hendes hud og langsomt banede sig vej ned i hendes kavalergang ikke at være andet end behagelige kærtegn imod hendes lyse hud.
"Stærk? Ser jeg stærk ud, Casuel?"
Hun bevægede sig nogle skridt væk, og drejede omkring i en næsten dansende bevægelse, der mindede en smule om en pirouette. Om hendes krop fløj den grønne kjole omkring, og var gået i ét med landskabet hvis ikke mørket havde farvet jorden en gråliggrøn farve istedet for denne friske grønne. Hendes hår svævede ligeledes omkring hende, så hun lignede i de få sekunder en farverig tornado.
Så snart hendes blik landede på ham igen, kunne man se hvordan blodet der allerede var begyndt at løbe, nu banede sig bestemt vej ned over hendes krop endnu engang. Men hun syntes ikke at bemærke det.
"Desuden tror jeg ikke du skal snakke om at andre er stærke. Se på dig selv!"
Der havde sneget sig noget der kunne minde om bebrejdelse ind i hendes stemme, idet hun slog en hånd ud imod hans blottede overkrop. Ubevidst bevægede hendes blik sig kort ned imod hans overkrop i den samme bevægelse, inden den igen fandt hans øjne - uden hun selv havde lagt mærke til hvad hendes syn igen havde bestemt sig for at den ville registrere.

Sekunder inden Avery lod den pjuskede, døde kanin falde imod den spirrende jord, fandt hendes blik Casuels idet han havde træt hen til hende. Det bløde dump der nåede hendes skærpede sanser da kaninen ramte fandt hende, men hun lyttede mere til skyggevæsnets ord end til kaninens ligegyldige lyde. Hendes øjenbryn bevægede sig imod luften, idet hun nikkede til hans ord som var det en selvfølge - hvilket det også var.
"Bedre blod? Ja tak. Men prøv du at find noget bedre blod ude midt i ingenting. Jeg havde en engel, men den mulighed er udelukket nu. Mange tak for det!"
Hendes stemme havde for en gangs skyld en smule i bid i sig, og et skær af noget der kunne minde om en let irritation. Avery lod aldrig vreden overtage og kunne forholde sig rolig i de mest pressede situationer, fordi hun helt simpelt havde ladet andre ting overtage hendes krop som var hun et hylster der skulle udfyldes.
"Babysitter? Så er jeg nok den vildeste baby nu nogensinde vil opleve - og du er nok den mest skræmmende babysitter et barn kan få. Du vifter jo med dét der sværd som gjaldt det dit liv!"
Hendes blik fulgte hans ryg, da han forsvandt ind i hulens mørke. Dog kunne Averys blik gennembore mørkets tag som var det en spejlblank overflade i vandet. Hun gjorde først ikke mine til at følge ham ind i hulens trange mørke, men da hans ord berørte hendes sår syntes hun selv at huske det. Hendes blik fandt den blodige klump der engang havde været en bandage, idet såret derunder var gået ret voldsomt op efterhånden - Avery havde aldrig været god til at holde sig i ro.
Tøvende trådte hun nærmere ham, og bevægede sig under under hulens tag hvor skyggerne regerede. Hendes skridt var langsomme og elegante, da hun fortsatte sin gang. Hun var derfor ikke mange centimeter fra ham, da hun lod sig glide ned af væggen.
"Se du bare på mit sår, Casuel. Men det kommer ikke til at hele ordentligt - hvis du har en trang til at slå ihjel, så lad os kæmpe nu. Jeg er svag og sulten, men det betyder ikke at jeg ikke har en chance. En chance burde være godt nok."
Hendes stemme var rolig, ligesom hendes kropsholdning der var afslappet på trods af de ubehagelige ord der strømmede fra hendes læber. Hun ville ikke gå ned uden en kamp, men hun ville heller ikke blive passet som en slagtegris der skulle fedes op. Hun vippede hovedet en smule til siden, og havde endnu ikke lagt blikket på Casuel fra da hun trådte ind i hulen.
Selv havde hun ikke bemærket at hun sad sådan, at han sad på den modsatte side af der hvor hendes sår var. Hendes blik var rettet imod den modsatte hulevæg, og syntes fjernt i disse sekunder, som var hun på en rejse tilbage igennem minder der fandt deres vej til overfladen af hendes tanker. Det var hun dog ikke.

Han kunne ikke lade være med at få en god latter efter det hun sagde omkring at tage ham med ud og købe tøj ind, han følte virkelig ikke selv han havde brug for tøj over hovedet, han havde sin rustning og den var fin nok til ham. Han kunne dog ikke lade være med at føle en lille prikken i hjertet da han kom til at tænke på tøj, for hans afdøde kone kunne nemlig også godt lide at købe tøj til ham, skønt han var en yderst simpel fyr. Han fik dog store øjne af det næste hun sagde og havde virkelig svært ved at ikke sige noget imod hende, han syntes hun bestemt var værd at vente på, ikke fordi hun var af nogen speciel race, men hun i sig selv var speciel, hun i sig selv var værd at vente på.
Han gloede kort ned af sig selv, han syntes ikke han så så synderlig stærk ud. Okay han havde 6pack og stort bryst men det var da alt hvad han rigtig kunne byde på syntes han selv, når han så ned af sig selv. Men han havde heller ikke set sig selv i et spejl for rigtig lang tid, han havde kun en meget lille ide om hvordan han enlig så ud nu.

Han ventede med at gøre noget før hun havde sat sig, og et lille smil kom kort over hans læber før det forsvandt igen i kulden, hvor han så stille så på hende og lod sig sætte på den anden side af hende, den side hvor hendes sår var efter hans sværd. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over det, at han kunne havde nået at såre hende før han selv besvimede. Han så stille på hendes side og bandt forbindingen op han havde lagt på hende, han rynkede lidt på øjnene da han så det, og så stille på hende, hvor han så rev op i hendes kjole i siden så han kunne få hendes talje blottet, dog uden at rive hendes kjole helt over.
Han rakte ud efter en trøje han havde liggende på jorden, og rev fra underdelen af den en lang bred strimmel af, "det er den eneste trøje jeg har under rustningen" mumlede han til hende, hvor han så lagde strimmelen om hende, hvor han kort kom ret tæt på da han skulle have det rundt om og havde læberne kort strejfe hendes kind, næsten kærligt. Han bandt så en stor hård knude der lå lige mod såret og pressede ind på det så der i hvert fald ikke kunne komme noget ind, og der var en god stor kugle hun kunne bløde i hvis hun ikke kunne holde sig stille, "jeg vil ikke dræbe dig sådan lige.. du er mere værd end det" sagde han stille til hende med en stille og bitter kold men rolig stemme. Han rømmede sig let "og du ser ikke så stærk ud, men dit indre er stærkere end mit" sagde han så roligt og så på hende.

Han sad lidt og så på hende imens hans ene hånd lå stille på knuden han havde lavet, stille tog han så fat i enderne og begyndte at blidt sno dem rundt om båndet om hende og berørte hendes halv bare mave blidt med sine stærke hænder, hun havde en meget fin og glat hud syntes han, og lod kort sin hånd blide mod hendes maveskin før han tog den til sig igen. Han havde et kæmpende blik, han ville utroligt gerne kæmpe imod hende, men han ville også gerne passe på hende, plus hun mindede ham lidt om...
Han rejse sig pludseligt og måtte gå ud for enden og stå med siden mod væggen, og med ryggen mod Avery, han gnubbede let omkring sine øjne og så svarsøgende op mod himlen, han ville så gerne have svar til det hele.. hvor morderen var, hvor hans kone var endt, himlen eller helvede? Om hans fremtid over hovedet ville få nogle lyspunkter..

Han gav et let suk fra sig, og roede kort rundt i sit hår med sin ene hånd imens han kom med et frustreret grynt og knugede sin anden hånd, "kender du det.. når ens indre.. prikker og opføre sig underligt fordi man pludselig har mødt en person der har givet en, en ordenlig røvfuld?" spurgte han hende indirekte og med ryggen til, men højt nok til at hun sagtens kunne høre det. "når ens indre.. er i oprør.. den vil dræbe personen, men vil også passe på personen" sagde han roligt og så ud af hulen.
"Avery.. få det sår holdt under ro så det kan vokse sammen igen, også skal jeg nok skaffe dig noget føde" sagde han roligt og smilte lidt, "og skal nok lade være med at komme med en elver til dig" sagde han roligt.. "det er en ordre"

Averys blik flakkede ikke imod ham da han rejste sig, og trak sig over på den anden side af hendes stillesiddende krop. Det var som havde hulens mørke lagt sig under hendes hud, trukket lange snore omkring hendes krop og tvang hende til at sidde som var hun frosset fast til den fugtige jord. Månens blege lys trak streger over hendes krop, og var måske grunden til at isoverfladen der pludseligt havde lagt sig over hendes krop krakelerede og afslørede en lille og næsten ubetydelig bevægelse. Hun bevægede hovedet en smule til siden, så månets skær lagde sig henover halvdelen af hendes ansigt og oplyste det halve smil der nægtede at give slip på hendes læber.
Men så snart hans fingre begyndte at binde bandagen op, sendte det små ryk af smerte ned gennem hendes talje og tvang smilet væk fra hendes læber - hvilket var en sjældenhed. Hendes øjne gled i, og langsomt lod hun hovedet læne sig bagover så hendes baghoved ramte den hårdt sammenpressede jord der fungerede som en væg i denne sandede hule.
Averys blik blev dog blottet et kort sekund da han flænsede et lille stykke af hendes kjole for at blotte hendes talje, og fik dermed et frit udsyn til såret der syntes at være gået ret dybt ind. Hendes tænder blev synlige da hun bed sig fast i sin læbe, men blev så opmærksom på endnu en lyd af tøj der blev revet i stykker. Hendes blik blev trukket den vej, hvor de fik fat på Casuel der rev et stykke af sin egen trøje af. Ordene der nåede hende fra ham, trak ord ud af hendes læber.
"Du skal ikke ødelægge det for min skyld Casuel ... Nu tvinger du mig jo til at shoppe."
Hendes hoved vippede en smule til siden endnu engang, hvilket denne gang resulterede i at hendes ansigt nærmest glimtede i månens strålede der kærtegnede hendes hud blødt og blidt. Hun skilte endnu engang læberne for at lade ord komme ud, men nåede ikke så langt før noget helt andet afbrød den ordstrøm hun havde tænkt sig at få til at løbe ned over hende.

Avery kunne uden problemer håndtere smerte - det var ikke det. I kamp reagerede hun knap på et sår, fordi hun ikke havde tid til at pleje det på det tidspunkt. Dog var Avery sjældent i kamp - dels fordi hun ikke var specielt dygtig med våben, og dels fordi hun foretrak at gjorde kort process med nogle. Med andre kunne hun lade dem lide i mange timer, med et lille smil på læben.
Hun kunne skade sig selv for at lade blodet vælde op, uden så meget som at blinke og når hun vidste at det var for sin overlevelses skyld så havde hun ingen problemer med at lade smerten rulle igennem sig - nok fordi adrenalinen pumpede i hendes krop på disse tidspunkter, og overdøvede smerten.
Men nu hvor hun sad stille i noget der kunne minde om en behagelig - dog lettere forvirrende - stilhed, så virkede den smerte der fandt vej til hende pludseligt langt værre end den ville have været i kamp. Det var også derfor et lille ryk gik igennem hendes krop da han lagde strimmelen imod hendes sår, og snoede den rundt om hendes krop. Stik af smerte bredte sig fra såret, men hun fortrængte det hurtigt. Hun ville ikke lade et sår vinde denne kamp ..
Da hans læber strejfede hendes kind, bevægede hun automatisk hovedet en smule til siden, hvilket resulterede i at hendes mundvige kort berørte hans læber. Hun hoved bevægede sig derefter nedad, så hendes blik istedet lagde sig imod den del af hans trøje han nu bandt om hendes talje. Men så snart han bandt en knude der pressede imod hendes sår, gjorde hun noget som hun end ikke selv havde forventet:
Hendes fingre klemte hårdt sammen i et sekund, hvorefter de med det samme sprang opad og lukkede sig om hans hånd. Hendes fingre strammede i nogle sekunder om hans hånd før hun fik håndteret denne nye form for smerte og kunne trække den om i baggrunden af hendes tanker. Først da gik det op for ham at hun faktisk holdt ham i hånden, og kunne med et lettere akavet ansigtsudtryk løsne sine fingres greb om hans hånd, og lade dem falde ned.

"Casuel .. Gav du mig lige et kompliment?"
Smilet der var at finde i hendes stemme var ikke det flabede, muntre jeg der netop havde snurret rundt ude foran hulen - dette smil havde ikke den samme klang af latter, men var nærmere en drillende venlighed. Hendes blik gled kort op i hans, før det bevægede sig forbi ham og ud i natten. Men så snart hans hånd berørte hendes maveskin, fandt hendes blik igen vej til ham. Hun lagde ikke blikket imod hans hånd, men betragtede lettere forvirret hans ansigt da han lod hånden løbe derover.
Så skubbede han sig pludseligt væk, og gik med lange skridt væk fra hende som havde han brændt sig på hendes hud. Først gjorde hun ikke mine til at ville følge efter ham, men så snart han igen talte til hende, havde hun ikke anden valg end at skubbe sig op i stående stilling op træde henimod ham. Hendes skridt stoppede omkring en meter bag ham.
"Jeg er ikke den slags person der sidder stille Casuel. Og du behøver ikke finde føde til mig, det kan jeg godt selv. Jeg ved det gør de fleste væsner dårlige at tænke på det."
Smilet bevægede sig igennem hendes stemme som en tsunami, og den latterfyldte stemme var tilbage i hendes toner. Der var intet tegn på at hun følte den mindste form for tristhed ved dette afsky mange væsner fandt ved vampyrer.
"En ordre? Og hvordan vil du få mig til at adlyde? For det er ikke så nemt."

Han stod lidt og tænkte på det hun havde sagt, og gav et lille fnis fra sig.. et fnis som lød en smule barnligt, især kommende fra en stor stærk mand som Casuel.. "måske vil jeg gerne 'shoppe' ?" kom det stille fra ham. Casuel lod hånden blidt glide igennem sit hår og kunne selv ikke helt forstå at han faktisk virkelig havde givet hende en kompliment, det lignede ham slet ikke, det var kun i hans fortid han havde været god til den slags. "Jah.. det ser ud til jeg faktisk gjorde" kom det fra ham, med en smule overrasket stemme, men også på en måde.. glad? i tonen.

Han vendte sig mod hende i et hurtigt ryk da hun sagde at hun havde svært ved at høre, og han sendte hende et strengt og overlegent blik, imens han trådte den sidste meter væk mellem dem og stod helt tæt på hende, hans ånde over hende, brystkassen der bevægede sig tæt mod hendes læber, højden var svær at tage fra ham. Han kunne føle en dominant vrede over sig, han ville bestemme over hende.. "husk hvem det er der har det fint og hvem det er som forbløder som et vandfald" sagde han og stille hævede et drillende øjenbryn, imens han holdte sit skarpe blik på hende. Han tog stille hånden op og lod den stille glide igennem hendes hår blidt med sine store fingre, hvor den startede blidt på hendes kind, også let over øret på hende, og let om på nakken hvor han blidt men afmærkende greb en smule fat i hendes hår, men slap igen "Avery jeg finder føde, du sidder på din fine ende og prøver at holde blodet i dig, ellers bliver jeg bare nød til at give dig mit jo" sagde han og så på hende med et roligt blik nu, de brune øjne der var omkredset af mørke som et sjæleløst hul, havde begyndt at få en lille flamme i sig, en ekstrem lille flamme, men en som varmede kraftigt hans blik op.

Han vendte sig igen og gik ud af hulen med heftige skridt "Og jeg kan ikke afpresse en død vampyr for tøj" sagde han let før han drejede af og kom ud af synsfeltet. Hele hans rustning bortset fra bukserne, og hans sværd havde han dog ladet være tilbage, for han vidste ikke om hun selv ville få brug for at beskytte sig? måske? Man vidste aldrig hvem der kom omkring på disse kanter....


Casuel kom stille gående tilbage, han små gispede, små svedte, og med en ordenlig klump over skulderen. Hans hænder holdte godt fast på klumpen som små vred sig i hans greb. Smilet var på Casuels læber, ikke det rolige eller latterfyldte smil, men ondt og håndeligt smil, et smil som kun Casuel kunne smile med sit onde indre. Han gik hen til hulens åbning, smed den store bevægende klump ind og sukkede stille ud, imens han tørrede sig for panden. "Jeg siger dig.. at jage sådan en ting ned.. uden at dræbe den er hårdt" kom det stille fra ham. Han måtte selv sætte sig ned imens månens lys let afslørede klumpen, som ikke var mere eller mindre end et normalt menneske. Dog var der specielle ting som havde fået ham til at vælge lige præsis den mand der.. hele kroppen var alt for stor, og han lignede en der virkelig havde forhøjet blodtryk, hvilket fik ham til at tro at han sikkert havde en masse blod Avery kunne bruge. Han havde dog været super tung at bære hjem, han vejede jo en hel del og det gjorde det ikke meget nemmere at han også bevægede sig som en geleklump der blev prikket til.

Fniset der nåede Averys ører trak et skævt smil frem på hendes læber, idet det syntes så malplaceret i Casuels mund. Hendes hoved bevægede sig imod siden, men gjorde ikke mine til at træde nærmere ham. Hans ord lod endnu en lyd passere Averys læber, selvom det denne gang syntes at have mere tilfælles med en latter.
"Måske tror jeg ikke på dig?"
Hendes stemme var nærmest legende og havde en klang af noget der kunne minde om den slags munterhed hun altid bar rundt på - men munterheden havde et strejf af noget ukendt, som ikke engang Avery kunne finde et svar på. Tonen i den næste sætning han smed ud til hende, skimtede en smule forvirring i hendes krop, men den var væk så hurtig at det syntes som havde den aldrig eksisteret. Men så snart han vendte sig om i et ryk, kunne hun ikke tvinge blikket væk fra ham igen, idet der var et eller andet ved hans blik der holdt hende fast i disse afgørende sekunder.
Hendes brændende blik fulgte ham med øjnene da han trådte nærmere, og hun bemærkede ikke den lette irritation der bevægede sig i hende, da hun lagde mærke til at hun måtte lægge nakken tilbage for at se ham i øjnene da han stod helt nær hende. Hun kunne godt mærke denne dominante tilgang han havde, men Avery var ikke sådan at bestemme over.
"Husk nu hvis blod man ikke kan røre uden at besvime af smerte."
Den drillende klang der var at finde i hans blik havde smittet til hendes stemme, og blev nu skubbet ud i form af hendes ord. Hun bevægede sig ikke da hans finger strøg henover hendes kind, og bevægede sig om i hendes hår. Hun havde en svag trang til at sno armene om hans håndled, men hun bekæmpede den uden problemer idet hun ventende betragtede hans legen med hendes hår. En svag rødmen blomstrede ud på hendes kinder, men fordi der var underskud af blod i hendes krop var det næsten usynligt.
"Hvad får dig til at tro at du kan få mig til at sidde stille? Jeg er ikke typen der bliver opvartet af andre."
En trækning fór over hendes ansigt.
"Casuel, skyggevæsners blod er ikke specielt delikat. Det får du mig aldrig til at tage imod."
Hun hævede sigende et øjenbryn, men han forsvandt i samme sekund.

Hun skilte læberne på hans ord, men han var helt tydeligt på vej væk. Hendes pande trak sig sammen i en let forvirring, men der gik nogle sekunder før det gik op for hende hvorfor hans hurtige skridt førte ham væk fra hende. Dette frembragte et let hvæs af overraskelse og irritation, og tvang hende til at træde nogle hurtige skridt frem for at stoppe ham fra at finde et væsen til hende.
"Casuel stop!"
Hendes stemme blev afbrudt hun trådte ud og hulen, og blev mødt af et syn af intethed. Hans skikkelse var væk - hvilket var ret imponerende, da det måtte være ret svært at skjule så stor en skikkelse. Hendes blik bevægede sig omkring træernes skygger i nogle sekunder, før hun snurrede omkring og trådte over til den efterladte rustning og det glinsende sværd istedet.
Hun gik i knæ, og lod nysgerrigt en pegefinger glide henover æggen på sværdet, hvilket med det samme skar en rift i den selvsamme pegefinger. Hun rev med overraskelse flakkende i øjnene hånden til sig, og lod blikket glide henover blodet der piblede frem fra såret nærmest fredeligt. Hun skubbede sig glidende op i stående stilling, og bakkede fra sværdet hvorpå rester af blodet fra hendes finger blandede sig med resterne af blodet fra hendes talje.
Hun blev opslugt af hulens mørke, idet hun gled ned i siddende stilling - alene med skyggerne.

Hun kunne høre Casuels skridt langt væk, fordi stilheden havde bredt sig som en giftig gas omkring hende. Men selv da han smed den uformelige klump ind til hende, bevægede hun ikke en muskel. Hendes ben var trukket sammen under hendes hage, og de spinkle arme var snoet omkring de selvsamme ben. Hendes blik stirrede fjernt ud i skyggernes døde dans, og hun syntes slet ikke at have registreret at han var nær hende.
Men mandens puls nåede hende på trods af alt gennem den tåge af at ignorere manden der havde modsagt sig alt hun sagde, og hendes hoved blev tvunget imod siden. Hendes blik lagde sig automatisk imod den dunkende blodåre der var at finde på hans hals.
"Jeg sagde at du ikke skulle gøre det! Jeg drikker ikke af ham, Casuel!"
Ordene var ikke så tydelige, idet hendes hugtænder var gledet ud af og skinnede nu i månens lys. Da hun snakkede prikkede den ene hugtand hul i hendes underlæbe, og på trods af alt hendes tanker ønskede, så ville hendes krop ikke gøre andet end at begrave hugtænder i denne mands blodåre. Hendes øjne gled i, da hun kæmpede en indre kamp.
Hendes øjne blev slået op, imens de specielle øjne flakkede søgende rundt i mørkets tunge gardiner af skygger, for at finde noget andet at fokusere på end blodåren der nærmest trak hendes syn til sig. Hendes indre brændte af sult, fordi blodet i hendes krop syntes at være en mangelvare på dette tidspunkt, og det aktiverede den hunger der nu ætsede hendes indre.
Hvor ville hun gerne bide ham. Bare et lille bid, hvor hun kunne mærke den tunge væske søge hendes indre og sprede en behagelig varme. Uden at have bemærket det var hun rykket en smule frem, og havde lagt den sårede finger imod mandens blodåre, hvor hun blidt lod fingeren glide henover. Det var tortur ikke at kunne tage en smagsprøve. Fordi blodet var størknet og derfor ikke smittede af, følte manden ingen smerte ved berøringen.
Hun havde nu glemt sine omgivelser, men havde intet andet end den indre kamp for at lade være med at lade lysten styre hende. Men trangen til blod var for stærk, og til sidst måtte hun se sig slået af trangen. Hun havde langsomt lænet sig ned imod ham ubevidst, og hendes hår kildede derfor hans hud sekunder inden hun besluttede at hun havde tabt sin indre kamp.
Hun lod hugtænderne bore sig ind i den tydelige blodåre, og blodet strømmede samme sekund til. Den varme, fyldige væske fyldte hendes krop og den euforiske - samt lettere vellysne - følelse strømmede ind og bosatte sig i hver centimeter af hendes krop i samme sekund. Den sødlige, berusende smag steg hende til hovedet, men med ét var det væk.
Hun trak hovedet tilbage med et ryk, og lod en finger stryge henover hendes mundvige hvor en lille klat blod havde siddet. Hun betragtede chokeret den udtømte mand på jorden, men kunne endnu mærke den sugende følelse af nyt blod i kroppen.
"Dét var en meget stor smagsprøve ..."

Han kunne ikke lade være med at smile bare en smule, synet af Avery der mæskede sig i den fede mands blod, han syntes det var godt hun havde overgivet sig til blodets vej, og var nu enlig glad nok han ikke skulle tage livet af et menneske, han kunne bedst lide at dræbe elvere. Han følte næsten det så helt sødt ud på den måde hun nærmest overfalde manden dyrisk og satte tænderne i ham hårdt og tørstigt. Han gik stille over til hende og satte sig blidt på hug og kærligt sjovt nok, strøg han hendes hånd blidt til siden, så det ikke blev blodet helt ind i den fede mands blod der sprøjtede en smule fra ham. Casuel endte selv med at få lidt i fjæset men undlod at tørre det af, for ham var det en smule normalt at få bare lidt blod på sig når man slagtede nogle af de langørede. "Jeg sagde jo du manglede mere blod" sagde han stille til hende og holdte stadigvæk hendes hår blidt tilbage da hun så trak sig ud af hans hals, men slap hendes hår så og rejste sig op for at gå ind i hulen, "sådan et måltid kunne du få mange af, hvis du lader mig" sagde han roligt og med sin normale kolde stemme.

Han gik stille ind i hulen og så lidt efter sit sværd som han hurtigt fandt og stille trak med ud.. han så stille på Avery og pegede sværdet mod hende, "jeg vil øve lidt" kom det kort fra ham hvor han så så ned på liget "så jeg vil gerne låne ham" sagde han roligt og greb så fat i hovedet på det nu blod tømte lig og trak det med ud på den lidt åbne plads der var foran deres hule. Han tog en af de lavthængende stærke grene og lod mandens hoved sidde imellem to grene som holdte kroppen oppe. Casuel stod stille.. trak vejret dybt... han trak sværdet op og holdte det oprakt over sit hoved.. Pludselig stormede han mod liget, sværdet lod han nærmest skære igennem vinden, luften som det gled skråt ned af og endte med at dele liget over i to som var liget lavet af smør, og der hvor hans sværd havde været var det glat som metal. Han var dog ikke færdig.. han satte den ene fod tilbage og lod sværdet tage en omgang rundt om ham før han svang ned igen fra den anden side og skar et godt stykke af ligets skulder og skråt ned over brystet.. igen med et totalt rent og magtfuldt skær. Han gloede så stille på hvad der var tilbage og lod sværdet så skære halsen over på liget så det kun var hovedet tilbage som var oppe. Han kunne ikke lade være med at små grine og begyndte at prikke øjnene ud på hovedet med spidsen af sit sværd imens han lavede underlige ansigter på hovedet, til sidst lignede det et zombie hoved som fortællingerne gik på.

Han vendte blikket mod Avery og pegede på hovedet "hvad syntes du?" spurgte han hende undrende og viftede lidt med sværdet i hånden imens han ventede på hendes svar. Han følte dog stadigvæk han var kold i kroppen, skønt han havde brugt en smule koncentration for at hugge så godt, men der skulle mere til at få hans muskler til at blive varmet godt op, han havde brug for en rigtig modstander, en som virkelig også kunne gi fra sig... en som Avery? Han begyndte at små rødme imens han stod der og tænkte med sig selv, og uden rigtigt at tænke over det, borede han sværdet ned i ligets hjerte og begyndte at dreje det rundt der imens han rødmede og var en smule flov. *hvorfor føler jeg sådan en trang til at slås med hende?? hvorfor vil jeg slår med hende specielt?? er det mund skæbnen??* tænkte han genert og til sidst flåede hjertet ud af liget imens han genert kylede det efter lig hovedet.

Averys krop registrerede ikke måden hans hånd strejfede hendes hud for at trække den væk fra blodets bane, men hendes underbevisthed lod det plante sig deri og trække et trådnet af rod under sig. Så da hendes læber blev skubbet væk fra den endnu varme hud, var Casuels blik dét hendes øjne ramte, så snart hun kunne fjerne blikket fra den blege mand der var blevet efterladt på laget af jord. Dråberne af blod der var som røde sandkorn strøget ud over hans ansigt faldt straks i hendes blik, og trak hendes hoved en smule til siden da hun betragtede disse dråber. Hvordan var de endt dér?
Langsomt løftedes hendes hånd og trak sig opad, så hun kunne lade en finger glide henover hans kind hvor én af de utallige dråber sad. I det samme hendes finger berørte den, klistrede den sig dertil og fulgte med hendes finger da hun trak den op til sig selv. Hendes blik lagde sig indgående på denne dråbe blod, sekundet inden hendes tunge snappede ud og fangede den så hendes finger blev vasket ren. Et smil sitrede om hendes læber da blodets smag kortvarigt bredte sig på hendes tunge, og tillod hende at føle den ekstatiske varme blod endnu et sekund før smagen blev begravet og verden vendte tilbage.
"Jeg sagde dig aldrig imod."
Så snart han rejste sig og forsvandt ud af hendes synsfelt, gjorde hun selv mine til at ville løfte sin krop for at trække sig ud af hulen. Hendes blik blev dog hevet op ved hans ord, og få prik af noget ubestemmeligt gled igennem hendes krop da han fortalte at han kunne finde flere til hende, hvis hun blot lod ham gøre det.
"Jeg kan passe på mig selv, Casuel. Jeg behøver ikke folk til at finde mad til mig."

Avery stoppede ham ikke, da hans fingre greb fat i den store mand hvis hud begyndte at se gullig ud, og trak ham igennem den lettere blodige hule. Hun lod ikke så meget som et ord falde da han makabert hang ham op i træet, og på ingen måde gav respekt til dette døde menneske. Avery så ikke mennesker som individer der skulle ligestilles, idet de faktisk var på niveau med hunde for hende; De var nuttede, og de var et fantastisk legetøj, og smagte ret godt som føde hvis de ikke havde været et kæledyr først. Længere var den ikke.
Hendes blik legede med hans bevægelser, da han spændte musklerne og kløvede dette tomme menneske fra hinanden over flere omgange. Menneskets slappe krop dansede med en svampeagtig bevægelse, idet der ikke var mange dråber blod der løb ned af ham ved denne kløvning - Dette syntes uhyggeligt og unaturligt, som var det en scene fra en elendig skrækfilm. Den eneste forskel var at et af de virkelige væsner hakkede mennesket i stykker, imens det andet virkelige væsen betragtede denne ødelæggelse med en let munterhed.
Hendes hoved vippedes en smule til siden da menneskets afskårne, drænede og lettere maltrakterede krop ramte jorden og lod hovedet sidde fast på grenen som en makaber form for grinende græskarhoved. En klingende latter forlod Averys læber så snart han borede sværdets spids ind i øjnene på denne mand, hvilket beviste hvordan hendes humor var forskruet og hvordan hun fandt sådanne detaljer som dette morsomme syntes uforståeligt.

Da han trådte væk så de ulækre syn blev udsat for hendes blik, var der intet tegn på at hun fandt det klamt på noget mulig måde, hvilket hun heller ikke gjorde da hun selv havde gjort værre ting på levende væsner for intet andet end morskabens skyld.
"Mhm, det piftede da op på hans udseende. Især da du sørgede for at få den fedtfyldte krop væk!"
Blinket hun sendte imod ham var fyldt af munterhed og latter, og på trods af den rødme hun netop nåede at skimte da den blussede op på hans kinder, så syntes hun ikke at have nogen idé om hvad der forårsagede denne pludselige hakken i denne stakkels mands hjerte. Om det interesserede hende var en anden sag.
Hun trådte hen imod ham og så snart hun nåede tæt nok på, dansede hun fremad og betragtede hvordan hjertet pludseligt blev revet ud af menneskets krop og fløj afsted. Hendes krop satte automatisk igang og tvang hende til at sætte igang i en fart kun en vampyr kan mønstre, så hendes fingre kunne klemme om det svampeagtige hjerte inden det landede på den fugtige jord der var et lag under dem. Hun snurrede omkring så snart dette organ var klemt imellem hendes fingre, og sendte Casuel et drillende smil.
"Smider du det bare væk? Man kan lege med sådanne ting, Casuel!"
Hun slyngede armen bagud, og sendte hjertet i en flyvende bue imod ham. Hvis han ikke greb den eller trådte væk fra dens bane, ville den klaske imod hans ansigt.

Han kunne ikke lade være, det var simpelthen for svært at holde sig fra det, især nå det var Avery som sagde det, det gjorde det hele lige den tak bedre så han ikke kunne holde igen med at grine. Han var nu også ret enig med hende, det klædte personen at få skåret den fede krop væk "det har du nu meget ret i" sagde han men syntes også hans lille 'make over' havde gjort en god del på udseendet.
Han gloede dog undrende efter Avery da hun havde grebet hjertet han havde kylet med og gloede undrende på hende. Han lagde hovedet undrende på skrå da hun sagde at det stadigvæk kunne bruges og forstod ikke helt hvad hun mente, det var jo bare et hjerte? et udtømt hjerte endda, så det kunne ikke bruges til at sprøjte hinanden til i den røde farve? Han fik dog store øjne da hun kylede hjertet direkte mod hans fjæs og hurtigt slap han sit sværd og greb hjertet med begge hænder.. næsten.. han havde ikke helt taget højde for at hjertet kunne være ret glat i det, så da han prøvede at gribe det gled det imellem hans hænder og røg lige i fjæset på ham med et ordenligt klask og stille gled ned af fjæset på ham. Han greb det på vejen ned men havde et ret rødt ansigt af blod nu, med et ret overrasket blik i øjnene. Han skulede dog mod Avery og satte det ene ben foran og med en god overhånd kylede han hjertet mod hende igen og havde sigtet imod hendes ansigt.
Samtidig tog han så af og susede mod hende, lige bag hjertet, han havde et stort smil på læberne og et dødbringende blik i øjnene som han spurtede mod hende. Han gav dog et hop til sidst for han kunne være mindst synlig muligt for hendes blik, ved at hjertet ville tage det meste af hendes opmærksomhed og syn, håbede han i hvert fald. Han stoppede dog op lige op foran hende og direkte lod sine læber glide mod hendes hurtigt før han lod sine kinder, hvis han ramte, glide mod hendes for at smører hendes fjæs ind i blod så han ikke var den eneste som var indsmurt, "du slipper ikke gør du!" kom det muntert fra ham hvor han skyndte sig ned og greb fat i den fede mands ene arm af den lille del han skar af og satte det på hovedet af Avery grinene og skyndte sig så at stikke af igen med en stor latter og løb mod hulen.. men satte af og sprang op og klatrede op på hulens top hvor han vendte sig rundt igen, mod hende, "hahaha blodarmehat" sagde han leende og havde et stort drillende smil over læberne. Hun var nu rar at lege med, en leg han ikke havde prøvet, men en leg som virkelig morede ham, og gjorde ham glad.

Averys blik klistrede til det glatte, endnu varme hjerte der strøg igennem luften som et projektil, og hendes klingende latter fyldte tonerne fra skoven ud da hun betragtede det røde organ lægge sin retning imod hans ansigt. Hun havde altid haft et godt boldtøje, selvom hun på ingen måde forstod sig på de blanke skydevåben der ville sende kugler ud omkring hende som kuglefragmenter hvis hun så meget som strejfede dem med en pegefinger. Men da hans hænder hev sværdet væk og fløj opad for at lukke fingrene om hjertet, syntes hun at knække sammen af manglen på luft da hjertet fortsatte igennem hans hænder og smaskede ud på hans ansigt.
Blodet der satte sig i tynde kager og gled ned af hans ansigt i små strømme vakte latter i hende, og dette sprang til syne da hendes latter ikke et sekund svandt ind. Det store smil der dansede på hendes læber forsvandt ikke fordi hjertet blev sendt på retur igennem luften, idet hendes hånd blot skød op og fangede den så hendes fingre næsten syntes at klemme de sidste dråber af blod ud igennem hjertet. Hun bemærkede derfor ikke Casuel der i det samme satte og af fór imod hende, før hendes nysgerrighed blev vækket af den måde han kun var et par meter fra hendes krop.
Det truende blik der lå i hans blik havde ingen effekt på hende, idet hun vel egentligt godt kunne have nået væk hvis hun havde haft ønsket om at undgå hans løb - idet hendes vampyrhastighed oversteg den hastighed der bragte ham tættere på. Dog havde hendes tanker ikke et sekund strejfet muligheden for at hans reaktion på blodet der drillede hans ansigt kunne være hvad der skete i næste sekund;
Hans læber der berørte hende sendte chokbølger igennem hendes krop, for selvom hun selv havde gjort det for nogle timer siden og at hans formål tydeligvis var at smøre blodet gnidende ind i hendes ansigt - og dette formål lykkedes da også, da hendes hud blev gnubbet godt ind i den tykke væske.
"Blod? Din hævn er at give mig mere af den blod jeg elsker?"
Munterheden snoede sig igennem hendes sætning i legende ryk, idet ordene i sig selv gav mere end mening. Hendes tunge trak sig ud over gled henover læberne, hvor de snappede blod ind mellem læberne. Derfor reagerede hun heller ikke på at han forsvandt for at skære armen af den maltrakterede krop, men idet armen landede på hendes hoved reagerede hun endelig som vågnede hun af en søvnlignende tilstand. Hendes hånd rev armen væk fra dens balancetilstand på hendes hoved, hvorefter hendse blik klistrede til den leende mand på hulens tag.
"Du er en død mand!"
Hun trak endnu en latter frem, før hun bevægede sig fremefter i en sløret skikkelse der syntes spøgelsesagtig på grund af den fart der skulle til for at nedlægge den afstand der var imellem dem på så kort tid som hun gjordet det. Med ét stod hun foran ham og viftede drillende med den afhuggede arm, hvorefter hun forsøgte at få skubbet den ned i bukserne på ham - vendte sig og stod med ét lænet op af det samme træ hvor det afhuggede hoved var placeret.

Han stod og lo hånligt af hende til sidst, han elskede at drille hende, han følte hun var lidt på hans level, og derfor følte han at de fungerede så godt han ikke blev pist af på hende. Han fik dog et let chok da hun så pludselig stod foran hans fjæs og prøvede at stoppe armen i bukserne på ham hvor han gloede undrende på hende, "jamen jeg er allerede død?" kommenterede han undrende til det hun sagde og surmulede en smule over at have en arm hængene ud af bukserne og begyndte at dingle lidt rundt med den før han rev den ud af bukserne og sprang ned fra taget af hulen i en flot salto og som fødderne fæstnede sig mod græsset kylede han armen direkte mod hende som en pind mod hende og skyndte sig mod hende igen, samme taktik, nøjagtigt, det sidste stykke sprang han så han kunne flyve lidt i luften før tyngdekraften tog fat i ham og trak ham ned af. Han var dog forberedt, og lod sig rulle sammen og lavede et lille rul på græsset og hoppede op igen.

Han stod dog bare der nu, "nu skal jeg også have nye bukser" sagde han anklagende til hende men med et lille fnis over læberne, "så den 'shoppetur' håber jeg kommer snart, for det ikke så rart at have blod i bukserne, især ikke når det går igennem helt ind til det hele" sagde han og gloede ned på der hvor hun havde stoppet armen ned hvor der var kommet en stor blodplet lige på skridtet. Det så ud til at være ret fugtigt og han så ikke ud til at nyde den form for fugt så meget, men han var klar til at springe på hende hvis hun skulle finde på at drille ham igen. Hans øjne havde et let glimt i øjet efter Avery, men vendte sig så med ryggen til hende og små gloede rundt "du ved godt hvor der er en sø ikke?" spurgte han hende undrende og gloede kort tilbage på hende med et spørgende blik, han tænkte han nok kunne vaske bukserne rene så den røde plet ville gå væk, hvilket den nok aldrig ville gøre, men det vidste Casuel ikke endnu.

Casuel tænkte lidt om hvor lang tid han skulle hænge ud med Avery.. han måtte jo også videre på et tidspunkt for at jage elverne.. han måtte ikke glemme sin passion, sit mål med livet.. Hans øjne så lidt søgende på Avery.. han ledte lidt efter et svar på sine spørgsmål, han ville jo gerne blive.. men han måtte også videre.. hævne sin kones død for en hver pris.. en hver pris.. han begyndte at små tvivle på det med pris, han begyndte at tvivle på hvor meget han ville give for at se hans morder død.. Det føltes ubehageligt at tænke på det, det var som hans hjerte blev drejet om en ekstra omgang end for meget... hvad skulle han dog gøre? han havde jo normalt været kold nok til at afvise folk men Avery? kunne han over hovedet det?

"Det skal ikke forhindre mig i at slå dig ihjel en gang til, honey."
En kort latter rindede ud imellem hendes læber, der var bemalet med bloddråber fra den udtømte krop der var blevet hakket i stykker. Hendes tunge bevægede sig snigende ud fra munden, og snappede hurtigt de sidste bloddråber væk fra de fugtige læber, og tillod et let smil at danse imod hendes mundvige. I virkeligheden var Avery kold som en isstature, der blot havde fået udhugget de bløde konturer og runde kurver. Selv hendes kropstemperatur var afspejlet af isens kolde liv, og sjældent flakkede ægte smil henover hendes yndefulde ansigt. Smil flakkede tit henover hendes læber, men sjældent fandt noget der rent faktisk mindede om glæde vej til hendes krop. Hun var som en skal af en iskold skønhed, der nægtede at krakelere og vise det sande indre.
Det indre der var rådnet, og derefter dækket af is og tomhed. Averys følelser var blevet pakket dybt væk, og om de nogensinde fandt vej tilbage til livet, var mere end tvivlsomt - det var noget nær umuligt at tænke sig til. De muntre smil der fandt hende, syntes i langt de fleste tilfælde at være lettere sadistiske. De blev trukket igennem hendes krop af blod og smerte hos andre individer, og kun den forførende smag af blod syntes at kunne vække ægte følelser i hende. Hendes liv havde trukket sig sammen, og efterladt intet andet end et ydre der brusede af latter over smerte - selvom denne latter ikke engang kunne finde sig som ægte.
Derfor var det også chok der rullede igennem hende, da Casuels bevægelser tvang den voksagtige arm til legende bevægelser, og dermed fik et ægte smil til at indtage deres savnede plads imod hendes læber. Hendes ene buede øjenbryn løftedes let da han rev armen op, men det syntes umuligt at slette det faktiske smil fra hendes læber i disse sekunder. Hendes facade var kort krakeleret, men der ville forhåbentligt ikke gå mange sekunder før masken gled på plads, og afslørede intet andet end falske smil og hån endnu engang.
Men det skete bare ikke. Hvad var der galt?

Hendes krop reagerede i samme sekund armen var blevet løsnet fra Casuels fingre og havde påtaget sig ruten imod hende, idet hun bevægede sig blot et skridt til siden som en skygge der blev revet til siden i vampyrfart. Hendes hoved drejede let, idet hun betragtede armen der hamrede ind imod det træ hun afslappet havde været lænet op ad, som var det en sky der langsomt kravlede henover de blå skyer. Intet interessant. Som noget der skete hver dag. Og alligevel kunne hun ikke flå det lille smil der havde krøbet sig vej på hendes læber af.
"Du har vel ikke kun et par?"
Hendes blik gled langsomt fra armen der var dumpet ned på jorden, og op på den blodsindsmurte Casuel. Det smukke, ægte smil var langsomt begyndt at falme igen, idet intet godt kunne vare evigt. Dog var det endnu et mere falsk smil der sitrede imod hendes læber, selvom at det - nu hvor han havde skimtet hendes ægte jeg - hverken var lige så smukt eller sigende som det andet. Det var nu tydeligt at det var falsk, selvom Avery kunne have været skuespiller i verdensklasse, hvis hun ønskede det.
"Blod er behageligt alle steder, Casuel. Alle steder."
Hun løftede langsomt en hånd og lod en ishvid finger strejfe mundvigen, og selvom der ikke havde siddet en blodklat, så blev fingeren alligevel farvet lettere lyserød. Hendes blik strejfede kort de blodige plamager på hans bukser, før et tænksomt smil dansede imod hendes læber. Hvad der havde udløst dette sitrende, uforståelige smil var ikke til at sige, selvom det på ingen måde nåede hendes flydende, gyldne blik.

Selvfølgelig vidste Avery hvor der lå en sø. Hun kunne mærke fugtigheden fra søen lægge sig imod hendes næse, og den ubehagelig lugt af vand gennemborede hende. Hendes øjenbryn hævede sig let, idet hendes blik flakkede til den ene side et sekund, for at spejde igennem træerne, og finde den glatte overflade fra tusinde sammenpressede vanddråber.
"Selvfølgelig."
Et lille smil trak sig henover hendes læber, sekunder inden en enkelt bevægelse med fingeren, tilskyndede ham til at følge hende. Hendes lange, glidende skridt syntes som svævede hun ubevægeligt henover jorden, idet hun bevægede sig imod den glitrende overflade hendes blik havde strejfet, og hendes sanser havde fundet. Hendes skridt var vedholdende i nogle minutter, hvor hun helt simpelt bevægede sig fremad uden at vende sig for at finde Casuel bag hende eller ej, idet hun regnede med at han fulgte hende. Hvorfor ellers spørge?
Hun stoppede pludseligt op, og hvis man ikke havde bemærket det tidligere, så stod hun få centimeter fra kanten til en mindre sø, der kun strakte sig 7-8 meter af et glitrende vandspejl. Ikke en bevægelse var at finde i overfladen, og vandets rolighed syntes at strække sig ned til bunden, der var tydelig fra overfladen. Hun snurrede omkring, og sendte ham et let smil.
"Smider du nu bukserne?"