Efter lang tid, har du så glemt mig? Det håber jeg...For jeg prøver selv på det. (Nephthys)

//Jeg ved det ikke helt...kommer lidt an på hvad neph enlig vil //

Neph ville jo helst af alt bare glemme det hele og være sammen med ham, sådan som hun altid har villet.
Men hun tvivler. Som hun altid har gjort. XD//

//Men...altså, Sean vil bare være venner, men føler det er forsent at det hele er ødelagt og der ikke længere er chance for det, for sidst debare ville være det...ja//

Se nu, hvad gør de? Lader han hende rejse, eller?//

//han vil ikke sætte sig imod det. Han vil tværtimod bare blive mere trist. Hvorfor vil hun enlig rejse? Var det ikke hende der blev sur over han rejste?//

Hun vil hjælpe ved at forsvinde...//

//Jeg ved ike havd vi skal....Jeg ved kun at Sean gerne vil være venner, men at det aldrig vil ske...Er ved at være lidt træt af det evige drama imellem.//

Ved jeg...

//sorry...Men er det så bare det? Nu er det hende der flygter og Sean som bare vil opføre sig endnu mere sindssygt begrund af det? //

Keine ahnung. Hvad vil du?//

//Hvad vil du?
Sean vil helst...ja. være venner jo^^//

//tænker på lige nu. Skal hun gå ind til ham eller hvad gør vi?//

//Det bestemmer du. Det er dig der styre hende
men jeg tænker også på hvad vi gør fremover, for det virker på mig som om vi sidder fast.//

Hun fik pakket færdigt, alt personligt der havde været på værelset lå nu i tasken.
Det vil sige, det som der var tilbage.
Kassen med billederne lå i skraldespanden. De skulle ikke med hende.

Roligt tog hun tasken over skulderen, og gik ned til kroejeren.
"Hvilket værelse har han? Jeg vil lige sige farvel inden jeg smutter." Sagde hun med et charmerende smil.
Kroejeren nikkede blot og skrev hans værelsesnummer ned.
Hun tog imod sedlen, og gik mod hans værelse.

Hun bankede på døren. Tøvende.
Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklarer det.
Hvad med; hey, jeg smutter videre i noget tid. Vi ses! .... Latterligt.

Hun rømmede sig lidt.

Sean sad på sengen med en dyb følelse af han sikkert snart mistede Neph...På alle punkter. Han følte sig tom ved tanken, ved følelsen, han følte sig tom og trist. han kunne jo godt lide Neph, men...fordi hun elskede ham mere end hun burde...kunne det bare ikke fungere åbenbart.
Han sukkede frustreret og havde lyst til at føle smerte i dette øjeblik. Bare for at kunne afreagere, føle det på en måde der var meget nemmere at håndtere.
Han mærkede hvordan kulden nærmest lukkede sig om han, som en kåbe, da der blev banket på døren.
Han rejste sig op og gik over og åbnede døren...og der stod Neph rigtig nok med en taske. Han kunne være faldet sammen i lige det øjeblik, overgive til hvem der end i hele verdenen ville gøre noget som helst ved ham...Og han skjulte ikke sin smerte.
"Neph..." hans stemme forsvandt et øjeblik, så han rømmede sig og prøvede igen.
"...Så du forlader altså stedet...Det er vel min egen skyld. må jeg spørge hvorhen? Måske hvor længe?" hans stemme truede med helt at forsvinde.

Hvad var der sket med ham? Han virkede så... menneskelig.
Hun kunne næsten se smerten lyse ud af ham.
Måske var det bare noget hun forestillede sig?

Hun puffede sig forbi ham og ind på hans værelse.
Da hun endelig stod inde i hans lejede værelse så hun en smule nervøst på ham.

''jeg skal.. jeg mener.. jeg har fået... argh for fanden..!'' hun bed kort sammen for ikke at grine eller tude over hendes ejet lille latterlige optrin.
''jeg har fået besked på at jeg skal videre i en uges tid eller to. Arbejdet sender mig til et nyt bordel et eller andet sted højere oppe af bjerget.'' Hun så kort på ham.

Hun ville spørge hvad der var galt, hvorfor han så ud til at lide sådan.
Var det hendes skyld?
Hun lod tasken glide ned på gulvet, og gik hen til ham.
Hun rakte forsigtigt ud efter ham, for at give ham et kram.

Han grinte kort, på en måde der næsten virkede vanvittigt.
"Selvfølgelig...Bare arbejde..." Eller flugt. Hvis man flygtede for nogen, kunne man altid finde på en undskyldning. Men hvorfor tvivlede han så meget på hende? på de ting hun sagde?
Han så lidt på hende og havde hun kommenteret at han virkede menneskelig, var han nok blevet fornærmet. Han var en dæmon og langt væk fra at være menneskelig.
Han tøvede lidt, da hun rakte ud efter ham. Hvad skulle denne gestus betyde? Snød hun ham eller ville have ham til at føle det endnu værre? Et slags farvel...Fordi hun i virkeligheden aldrig kom tilbage?
Han kunne ikke gøre for det, tanken om og følelsen af at nogen forsvandt fra hans liv, som han ikke ønskede det, eller af svigt over det, gjorde han så mistroisk.
Han var bange for hvad der ville ske hvis han krammede hende.
MEn måske var der også en svag chance for hun kom tilbage, hvis han faktisk krammede hende...Måske en lille chance for hun ville se ham igen, fordi hun huskede at han jo godt ville være nær hende...ikke?

Det endte med han tog imod hendes gestus og lagde armene om hende i et tæt kram. Måske klemte han lidt for hårdt. Han viste det faktisk ikke. Han havde bare ikke lyst til at give slip igen.

Hun bemærkede hans tøven, og vidste ikke hvad hun skulle lægge i det.
Men da han endelig tog imod krammet holdte han sig tydeligvis ikke tilbage.
Men pokker tage det, de havde vidste begge to brug for det.
Hun lod sine arme glide om hofterne på ham, og lagde panden mod hans brystkasse.

''jeg ved at du tvivler på mig... og jeg forstår dig godt. Men tro nu på mig, jeg kommer igen..'' hviskede hun mod hans brystkasse, velvidende at han kunne høre hende.

Hun aede hans lænd lidt. Tøvende

Han følte sig alt for skrøbelig, for svag lige nu. Hvis han så på sig selv, ville han få kvalme. Hvorfor opførte han sig sådan her? Han brød sig ikke om det. Folk fik et forkert indtryk af ham...og ærlig talt var mange ting gået galt på det sidste. alt for mange.
Han sukkede lidt, da hun snakkede. Hun kom tilbage, han skulle tro på hende...og det kunne han vel også godt...åh, han viste det ikke helt, han var forvirret lige nu. Det krævede alt hans vilje styrke, og det var ikke lidt, for at han kunne stå har med hende i sine arme, uden bare at bryde sammen og lade verdenen passe sig selv.
Han var ustabil og han var træt af det.
Han slækkede endelig på krammet, så hun kunne gå hvis hun ville. Han viste ikk ehavd han skulle sige, så han så bare på hende...

Hun rystede på hovedet da han løsnede krammet. Hun havde ikke lyst til at slippe ham.
Så trak hun vejret dybt og ønskede inderligt at det bare var de to. Ingen fjender, ingen hæmninger.
Men hun kunne intet gøre.
Hun ville ikke give slip, det var hun ikke klar til. Ikke endnu.
Men hun kunne mærke hvor... belastende... det var for ham, at stå med hende i armene.

Hun slap ham, langsomt, uden at se ham i øjnene.
''så... vi ses..'' sagde hun, med en falsk opmuntrende tone. I virkeligheden bandede hun inderligt over at hun ikke kunne blive i hans arme for evigt.

Hun rakte ud efter sin taske igen

Han mærkede hvordan hun nærmest gled fra ham og han ville ønske han bare kunne sætte sig ned sammen med hende og bare snakke. Have det godt sammen, som før alt det her skete.
Men ville det nogensinde ske igen?
Han så lidt på hende og greb kort ud efter hende, lagde en hånd mod hendes arm, der var ved at tage tasken. Men hvad ville han enlig?
"Det håber jeg" et svagt smil, som han ikke selv viste hvor kom fra. så trak han armen til sig igen og fjernede sig så hun kunne gå...

Da han placerede hånden på hendes arm placerede hun en hånd ovenpå hans.
''det lover jeg.'' smilede hun tilbage.

''og ladnu være med at lave noget dumt mens jeg er væk'' grinte hun med et lille varmt smil.
Hun døde lidt indeni, bare ved at se hans smil og vide at det ikke kom fra sjælen.

Hun tog sin taske over skulderen igen, og så ham kort i øjnene.

Han så lidt på hende.
"Umuligt. Det er alt for kedeligt at opføre sig ordentligt...Hvad ar vi dog regler for?" hans joke lød lidt flad. Han viste ikke hvor hans indre energi blev af, hvorfor han følte sig så tom nu...Det var som om nogen havde hevet alle følelser og tanker ud af ham, så han bare var en zombie.

Hun vidste at han ikke ville bryde sig om det hun nu ville gøre så hun skyndte sig;
hun gik hen til ham, stillede sig på tæer og kyssede ham kort på kinden, tæt ved mundvigen.

Hun bakkede hun væk og gik mod døren

Nej, han brød sig ikke om det. det var alt for tæt, det betød alt for meget...De ville ikke blive et par. Han ville gerne holde det på en venskabeligt plan...Selv om det endnu ikke havde ladet sig gøre.
"Vi ses..." mumlede han og lod hende gå...