The great dragon//Wendigo.

Alane havde befundet sig heroppe en gang før i hele hendes liv, hun havde næsten ikke set stedet heroppe på grund af nogle hændelser som hun nægtede at tænke på. Hun havde besluttet sig for at rejse herop igen. Hun havde hørt så mange historier om en prægtig drage statue som skulle siges at være en nærmest vogter f det her sted og hun havde nu gjort det hendes mission i dag at finde den. Den måtte være utrolig smuk med alle de historier der gik om den.

Den blide blæst som lå over hele landskabet heroppe var beroligende, alting heroppe bar så harmonisk i stedet for det kaos resten at verdenen omkring det var. Det var helt utroligt men også enormt dejligt. Hun trængte til den beroligende følelse som stedet her gav. Rolig bevægede Alane sig gennem landskabet. Hun havde en sort t-shirt på som hang og blottede den ene skulder men det var også det eneste sted den var løs, resten af trøjen var forholdsvis tætsiddende. Udover den bar en par grålige cowboy shorts med huller hist og her. Det lange hvidlige hår var sat op i en hestehale og hendes fødder bare som altid.

Ikke ret lang tid efter stod hun foran statue , den var så smuk at den nærmest virkede levende, det var som om at hun et kort øjeblik kunne mærke den ånde ned på hende. De grønne øjne betragtede det store dyr foran hende eller dyr var måske så meget sagt, en statue var nok det rigtige udtryk. Kort så hun sig omkring for at se om der egentlig var andre heroppe. Hun havde gået helt i sine egne tanker.

Wendigo sad i op ad en sten i mørket og var næsten helt gemt i mørket fordi hans tøj var mørkt og hans sorte hyttetrøje dækkede for det meste af hans ansigt, kun hans øjne kunne ses og da de var blå var de jo ikke helt lyse nok at se i det mørke landskab.

Han tænkte lidt på at gå videre efter sin tur. han havde været ude på jagt efter mad men ingen folk at se og dermed ingen mad. han lagde hans hånder på hans mave og lænte sig tilbage, lukkede sine øjne og slappede bare helt af i hele kroppen. Han tænkte lidt på hvor han skulle gå hen, ikke fordi han ville have et hjem men bare fordi han synes tingende var blevet kedelige.

Han faldt i søvn i et kort sekund og blev så vækket af nogen lyde, Han vidste ikke helt hvad det var og var for træt til at se hvad det var, "Det er nok bare et dyr eller sådan noget.. " tænkte han og lukkede sin øjne igen og prøvede at sove men det lykkes ikke.

De grønne øjne var fikseret på den store drage foran hende, den var så smuk og betagtede, den virkede næsten som om den var levende og hvert eneste øjeblik ville den bevæge sig og højst sandsynligt æde hende. De historier hun havde hørt var drager altid brutale og farlige bæster som brændte byer ned og hvad andet vidste hun ikke rigtigt. Men det var som om at denne drage gav et skær af venlighed fra sig hvilket var underligt, men også beroligende. "Gad vide om du en gang har været levende", hun havde en stærk fornemmelse af at bag den hårde sten var der en stor sjæl som var indespærret.

Alane så sig kort omkring, det var som om at der var nogen i nærheden men det var nok bare hendes lettere paranoide jeg som sagde at der var nogen. Efter kort tid hvor hun havde stået og kigget rundt over landskabet satte hun sig ned så hun lænede sig op af den store statue. Hun fandt hurtigt sin fløjte frem og satte den for hendes læber. Snart var luften fyldt med sirlige og eksotiske toner. Melodien var lokkende og dragende, det var som om der blev fortalt en historie og en lettere hed og forførende romance. Alane kunne se det for sig og et lettere skævt smil lagde sig over hendes læber som hun forsatte med at spille.

Wendigo sad lidt op ad stennen da han kunne høre et hjerteslag ikke så langt væk fra ham, "Hmm.." sagde han meget lavt og lænte sig lid frem så han kunne se over på en statue men han kunne ikke se nogen, måske sad der nogen i det høje gras eller måske var det bare ham der hørte syner eller, måske endda hans eget hjerteslag.

Han sad der lidt og kiggede over på statuen, "Nahh..!" sagde han og lænte sig tilbage og lyttede til den musik der kom da han lænte sig tilbage. Nu sad han meget godt så han ville ikke til at stå op eller kiggede på statuen igen for at se ingenting. Han lukkede bare sine øjne og lyttede til musiken i luften.

Dt varede ikke længe før musikken stoppede. Let rejste hun sig igen og begyndte at gå rundt. Stedet begyndte at kede hende. Nogle høje sten ikke lagt fra hende fangede hendes opmærksomhed, måske hun ville kunne se mere af dette sted deroppe fra. Det var vel et forsøg hver. Stedet her fangede nemlig hendes interesse mere end de fleste andre steder, der var noget mystisk over det. Fordi det var så gammelt og urørt et eller andet sted.

Hun satte i løb men som hun kom tættere på stenene stoppede hun med at løbe, hun strøg det hvidlige pandehår ud af øjnene og begyndte så at kravle op af de store sten. Hun havde ikke synderligt svært ved det eftersom hun var vant til at klatre i skovene men også på bjergene. Let lod hun de grønne øjne vandre omkring for at se om der var nogen i nærheden.

Han kunne ikke høre musikken mere men han var lidt ligeglad fordi Han næsten var ved at falde i søvn af alt stilheden i området men han slog så sine øjne op igen da han hørte nogen eller noget klatre op af den sten han sad ved, "Det er sikkert bare en dæmon eller et dyr.." tænkte han lidt til sig selv men ville stadig ikke tage den chance, han kiggede op på toppen af sten men kunne ikke rigtigt se noget.

Det mørke gras tog næsten fat i ham fordi han også havde sort tøj på og fordi man kun kunne se hans øjne var han jo næsten helt usynlig i det mærke gras. Han var blevet lidt sur over alle de lyde der kom så han ikke kunne komme til at sove eller slappe af på nogen måde. Han kiggede lidt mere op på toppen af stenene for at prøve at se hvem eller hvad der var deroppe da hans øjne begyndte at lyse rødt i alt det mørke rundt om ham.

Alane kom endelig hele vejen op til toppen af de høje sten eller klipper, hvad end man nu ville kalde dem. Hendes øjne lod sig glide over landskabet og tog hele synet ind. Det var smukt selvom det egentlig var så øde og goldt et sted taget i betragtning med den frodige regnskov som lå ved foden af bjerget. Det var egentlig underligt at den ikke strakte sig op af bjerget. Hendes øjne vendte sig mod dragestatuen atter engang, den var forunderlig at se på, så smuk og betagende. Selv herfra så den helt levende ud. Tænk hvis den var levende og en dag spredte sine vinger og bare fløj hen over Underworld. Sikke et syn det måtte være.

Roligt gik hun lidt rundt for at se det var alle synsvinklerne, dog stoppede hun op da hun hørte noget puslen under sig, nok fra en afsats under hende. Forsigtigt gik hun hen til kanten og lænede sig en lille smule ud over den for at se hvad der var under hende. Ved første øjekast så der ikke ud til at være noet men da hun kiggede bedre efter så hun de røde øjne, øjne så røde som blod. Hvem var det der lå nede i græsset?

Hans Røde øjne kiggede lidt rundt på den store sten og da fik hans blik fanget en person i mørket. han sukkede let da han kunne føle at der ikke var nogen fare der og han satte sig tilbage ind mod stenene og hans øjne blev normale igen.

Han vidste ikke helt om han skulle prøve og slappe af igen eller om han skulle være mere vågen for at se hvad denne nye person ville. Han kunne mærke hans sult komme lidt mere, "grrrrrrrrrrr" sagde han med en lidt ondt og tog sine hende til hans mave og da and også lænte sit hoved mod stenene så han kunne se toppen af den og så også så han kunne se personen på toppen.