Running away.. But from what? - D12.

Sted: The Path of The Gods.
Omgivelser: En meget ensom vej.
Tid: 01:42
Vejr: Køligt, men man overlever.

Destiny løb igennem skovbunden, hun var på flugt fra noget. Eller nogen, hun skulle bare væk fra det der forfulgte hende og havde gjort det i en times tid. Hun var godt forpustet, men hun overlevede. Det var jo ikke svært for hende, slet ikke når hun var varulv. Hun mærkede mange kviste og træstumper der knaste under hendes fødder. Hun syntes det gjorde ret så ondt. Men det var ikke så let at ignorere det. Men hun prøvede, fordi det var ingenting i forhold til hendes andre prøvelser. Hun løb op af en mindre bakke og væltede, for at ryge op på vejen. Hun vidste ikke hvor hun var endt. Men hun vidste bare at hun skulle væk fra det der forflgte hende. Destiny begyndte at løbe igen og løb hen imod.. Ja, hvad hun nu kunne finde. Hun ville bare væk. Destiny væltede over en sten og slog en skade på hendes knæ. Hun vendte sig op og så hvordan det lynhurtigt healede. Det havde hun ikke set før. Hun blev siddende og begyndte at pille træ og snavs ud og af hendes fødder.

Kulde...
Det bedste D12 vidste...
Kulden omfavnede hans krop på en behagelige måde, hvilket fik ham til at være stærkere. En god opladning inde i sin maskine, også var han ligeså god som ny. Men en tur ude i solen, ville straks udslette hans kredsløb hvis han blev der for længe.
Han kiggede sig omkring, med sine mørke øjne. Det mørke hår var ved at blive en smule længere end sædvanlig. I hvert fald langt nok til at dække hans pande, når det blev vådt og til at rive i.
Uniformen der var på hans krop, var meget ubehagelig at have på selvom den ikke var for stram. Men, den var tung. Tung og belastende.
Lyden af et bump fangede hans opmærksomme blik. Måske var det vampyren han var blevet sendt ud for at dræbe..
Med truende bevægelser, gik han hen mod lyden. Blikket var stift rettet mod det der skulle vise sig.
Han tog sin pistol op af lommen og skulle lige til at affyre, da han så at det ikke var hans mål, men en pige der var faldet. Han puttede pistolen på plads i sit våbenbælte.

Destiny var så sikker på hun ville blive skudt igen. Det var efterhånden en vane for hende. Hun ville selvfølgelig ikke gerne blive skudt, men hun var bare rimelig vant til det. Det gjorde stadig utrolig ondt. Hun så ned i vejen og ventede bare på at høre skuddet, men der skete ikke noget. Destiny så op igen da der ikke skete noget. Hun rejste sig op og stod et øjeblik og så på ham. Hun kunne ikke finde ud af hvad han var. Der var en menneskelig duft over ham, men det var ikke så voldsomt så det var ved andre mennesker. Nå.. Men Destiny var ikke specielt kendt ved de dufte der var ved de forskellige væsener. Hun gik hen imod ham og lagde hovedet på skrå i en undren, det var tydeligt at se hun undrede sig. "Tak fordi du ikke skød mig." Hun nikkede mod hans våbenbælte. Destiny stod med et smil og så på ham.

Denne pige.. Han kunne ikke se hvilken race hun var, heller ikke lugte. Men det var heller ikke andre racer han var ekspert i at genkende, men vampyre og deres duft af tørt blod og sometider fyrreskov.
"Jeg dræber ikke andre racer," sagde han og kiggede næsten ned på hende, da han var meget høj. Omkring de 1,88 cm. "Hvad laver du herude?" Han kiggede sig omrking, for at vise at han mente ude i skoven. "Der er en farlig vampyr herude, så jeg råder dig til at skynde dig i sikkerhed,"
Han havde tit oplevet uskyldige blive dræbt af en nådesløs vampyr, så hvorfor ikke advare hende om den når han havde chancen.

Destinys smil falmede da han ikke virkede til at være en type der smilte. Generelt. Hun så på ham med et øjenbryn hævet. Andre racer? Så hvilke andre racer?.. Hun fik hendes svar kort efter da han nævnte en vampyr. Han havde sikkert ret og hun burde forsvinde der fra. Men hun var sikker på hun stadig kunne klare den vampyr. Lige meget hvad den så kunne. "Det skulle man tro ikke? Jeg ser så uskyldig ud. Men det er jeg ikke. Den vampyr kommer bare frem om den så tør. Jeg kan med lethed nedlægge den. Hvis den vil have kamp, skal den nok få kamp." Hun var ikke bange for nogen vampyr. Men hun ville nok godt kunne blive forskrækket over den, da hun aldrig havde mødt en. Eller måske have hun? I så fald vidste hun det ikke.

D12 kiggede på hende med et imponeret blik.
Det var en modig sætning hun lige havde sagt. De fleste piger han havde mødt, stak enden af med det samme eller begyndte at græde og tigge ham om at følge dem hjem. Men hende her, ville tage kampen op mod dette væsen.
Det gik en smule op for ham hvilken race hun var.
"Bestemmer du selv," sagde han og kiggede på hende med et mystisk blik. "Du er en varulv ikke sandt?"
Det måtte hun være..
En varulv var en vampyrs modstykke og mente derfor at de kunne klare dem, det samme gjorde vampyrene. Men sådan var det jo med modsætninger, de ville overgå hinanden lige meget hvad.

Destiny nåede at opdage hans imponeret blik, men så hurtigt væk for at hun ikke så ud til at stirre på ham. Hun så hen imod skoven igen. Hun vidste ikke om der ville komme en vampyr, men lige meget hvad var hun likke bange. Ligesom hun ikke var bange for mennesker, dæmoner eller hvad der ellers fandtes derude. Hun så over på ham, da han talte igen. "Jo.. Hvordan ved du det? Ja.. Ikke for at være uhøflig, men nu er jeg jo varulv og har bedre lugetsans. Jeg kan lugte menneske. Men ikke så kraftigt som ved andre. Ved du hvorfor?" Hun sendte ham et smil, for ikke at virke uhøflig og fjendtlig. Det var hun på ingen måde og derfor behøvede han ikke tro det.

Han vidste det.
Kun en varulv ville have sådan et syn på vampyre, eller det troede han da.
"jeg er ikke et menneske," sagde han og rettede på sit våbenbælte. "Jeg er skabt til at dræbe vampyre og lever derfor ikke," Han kiggede på hende igen, med et udtrykslødt, så han viste at han ikke lavde sjov, men at han mente hvert et ord han sagde.

//Undskyld kort svar //

Destiny så på hende med et forvirret blik. Hun kunne ikke helt se hvorfor han kun skulle dræbe vampyrer og hvad mente han med at han var 'skabt' til det? Hun lagde igen hovedet på skrå. "Så du er ikke et menneske? Men jeg var sikker på jeg kunne lugte menneske.. Nå.. Ja selv en varulv tager vel fejl ind imellem. Og hvad skal det sige at du er skabt til at dræbe vampyrer?" Hun vidste ikke helt hvad hun skulle tænke. Det gav ingen mening at han ikke var et menneske, men stadig havde menneskeduften. "Hvis jeg må spørge selvfølgelig." Hun ville ikke være for uhøflig og lige frem.

Skabt..
Ordet forvirede ham også selv, men det var hvad herren havde fortalt.. At ahn var skabt til at dræbe vampyre, for at hævne herrens familie og at han i virkeligheden var et andet menneske hvis det kom til stykket.
"Jeg er på en måde et menneske, men er blevet lavet lidt om så jeg på en måde også er en robot," fortalte han og kiggede endnu engang sig omkring, hvis vampyren nu skulle dukke op. "Jeg vil ønske at jeg kunne fortælle mere, men min herre vil straffe mig hvis han finder ud af at jeg fortælle endnu en person om mig selv.."
Herren kunne ikke længere tillade at D12 fortalte andre om ham selv, så han var begyndt at straffe ham hvis han gjorde det. Straffen var at han ville sætte ham ind i et varm rum, indtil han næsten var tæt på at overophedet..

Destiny lyttede fascineret til mens han fortalte om sig selv. Det lød ikke rart, ikke at være helt menneskelig. Hvad så med følelser? Dem måtte han vel ikke have nogle af, eftersom han var en der skulle dræbe vampyrer. Det fungerede ikke rigtigt at han havde følelser. Hun så forsigtigt på ham for ikke at virke for uhøflig, hun gik altid meget op i høflighed. "Ja så.. Jeg er fascineret, men jeg har stadig medfølelse for dig. Det må ikke være rart. Men er det ikke svært at leve sådan? Når man ved man kun er skabt til en ting." Hun så kort væk fra ham. "Bare lad vær med at svare. Jeg er bare nysgerrig. Undskyld." Hun trippede frem og itlbage, fordi hun var utålmodig og ikke så nogen grund til at stå der og lave ingenting. Ikke at det var ingenting at snakke med ham, men hun var bare ikke god til at stå stille.

"Jo," sagde han og kiggede hen på hende. "Det er svært, når man ved at man kan så meget andet, men er bundet til at være en dræber..." Han sukkede og rettede lidt på sin uniform. "Jeg ved at jeg har været et menneske engang, og det irritere mig.. Men, jeg kan intet gøre ved det,"
Han tog et våben op fra sit bælte, klar til hvis vampyren nu skulle komme dumpende.
"Du behøver ingen medfølelse.."

Destiny kunne ikke undgå at føle medfølelse. Hun var jo stadig menneskelig, han måtte vel også stadig have nogle følelser så. Hvis han havde været menneske, de kunne vel ikke ændret så mange ting? Joh.. Måske kunne de, følelser ville højst sandsynligt bare komme i vejen for hans 'mening' med livet. "Men hvad så hvis du ikke gider det længere? Kan du ikke stoppe det?" Hun var meget nysgerrig omkring ham, hun havde ikke mødt andre som ham. "Jeg kan ikke slukke for min medfølelse."

Han rystede på hovedet..
"Nej," svarede han. "Jeg kan ikke bare stoppe sådan, min herre er en meget skrap person, han bryder sig ikke engang om at jeg snakke med.. En som dig," Han kiggede hen på hende, med et skævt smil.. "Hvis jeg ikke gør som han siger, vil han sætte mig ind i et rum hvor der er meget varmt, hvilket jeg ikke kan tåle," Han klemte om sin pistol ved tanken om det varme rum.. Han rystede på hovedet og tog sig sammen.. "Du behøver ikke medfølelse, jeg er en robot.."

Destiny blev lige pludselig utrolig vred på ham 'herren.' Han lød som en elendig person. Hun begyndte at skære tænder, i et forsøg på ikke at blive vred. "En som mig? Alt andet end et menneske?" Hun så på ham med et undersøgende blik, som hvis hun kunne få svaret fra at se nærmere på ham. Destiny stoppede med at skære tænder, efter hun var blevet mere afslappet. "For mig.. Er du ikke en robot, du er et menneske med metaldele. Jeg ser dig ikke som en robot."

herrren var ikke ond som sådan, kun overfor vampyre da han ønskede at hævne sin familie medlemmer.. D12 var bare et våben, det der skulle hævne for ham.. Intet andet.. Herren vidste godt at det var muligt for D12 at udvikle følelser, derfor holdte han ham i kort snor, så godt han nu kunne..
"Det var ikke en hentydning til at du ikke er et menneske," sagde han og kiggede rundt, søgte stadig efter sin misssion.. "Han vil bare ikke have at jeg snakker med nogen som helst," Han kiggede hurtigt hen på hende.. Hun så ham ikke som en robot, hvilket fik et overrasket blik på hans ansigt. "Gør du ikke?"