Running out of time | Luna |

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hendes fødder bevægede sig hastigt igennem skovbunden. Hendes blik faldt konstant over hendes skulder. De nærmede sig hurtigt. Hurtigere end hun kunne løbe. Hun måtte skjule sig. Vienna løb rundt om et par træer der stod tæt. Hun afklædte sig hastigt og gemte hendes tøj i et lille hul ved træets rødder. Hun lænede sig tæt op af træet og tog en dyb indånding, langsomt faldt hendes hud i med træets bark. Man ville stadig kunne se hende, men som en kamelæon, faldt hun i med sine omgivelser. Hun kunne mærke hendes energi tage et dyk, og hun håbet sådan de snart ville forsætte videre, så hun kunne forsætte sin færd i fred. Hun vidste godt hvem de var, og hvorfor de var efter hende. De ville afslutte hvad de havde startet.

Da de kom til hendes fars hytte, var de ude efter blod. Hun prøvede at beskytte sin far og bror, men det var umuligt for hende. Hendes far ville have hun løb. Hun var den eneste af de tre, der kunne forvandle sig til et lille dyr, så hun nemt kunne komme væk. Hendes far var en ulv og det samme var hendes bror. De ville ikke kunne stikke af lige så nemt som hende. Hun gjorde som han sagde, og løb af sted uden mændene opdagede hende. Da hun vendte tilbage senere, var hendes bror død. Hans krop var nærmest ikke en krop længere. Hans lemmer var spredt i rummet. Hendes far derimod, lå med det sidste åndedræt. Han fortalte hende med det åndedræt, hvor stolt han var af hende, og hvor meget han elskede hende, selvom hun ikke var hans biologiske datter. Det knuste hende fuldstændig. Mændene var kommet tilbage, og havde jagtet hende ud i skoven.

Så der stod hun, klemt op af et træ med en tidsramme, der gjorde hun ikke skjule sig fra dem i evigheder. Mændene forsatte ligefrem, og Vienna kunne igen ånde ordentligt ud, som hun fik hendes naturlige hudfarve tilbage. Hun begyndte at klæde sig på igen, men var varsom for enhver lyd omkring hende.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Luna løb igennem skoven. Længere og længere væk fra sin flok. Jægerne skulle ikke have en adgangs billet til hoveddøren jo. Hun fortrak at gøre dem trætte til de besluttede sig for at give op. Hellere det end at slå dem ihjel. At slå ihjel var ikke noget hun gjorde medmindre det var allersidste udvej, og selv der prøvede hun at finde på noget andet at gøre. Luna stod stille op af et træ da andre jægere kom. Heldigvis opdagede de hende ikke. Derefter gik hun stille videre. Hun så sig omkring. Luna var måske ikke den store kæmper, men hun havde ekstrem gode talenter indenfor faget. Hun brugte dem bare ikke på det som andre måske ville. En duft fangede hende. En fært af sorg hang i luften. Det gjorde hun fulgte den. Luna havde ikke haft tid til at kigge efter andre lejre i denne del af skoven. Hun havde haft travlt med alliancen med Niylah. Og egentlig at tilbringe tid med hendes bror Wade efter hun havde fundet ud af, at han var i live. Halv bror, men stadigvæk bror.  Jægerne skulle blot drives væk, men det var nu godt at få udforsket noget af skoven.

Hendes bevægelser var ikke lydløse, men heller ikke nogle man ville bemærke. Luna vidste, hvordan hun skulle begå sig, og hvert eneste af hendes skridt virkede planlagte. Hun fik øje på en skikkelse fremfor sig som stod klemt op af træet.
"I'm not gonna hurt you okay? The hunters are gone. They ran off." Sagde hun og så ærligt på kvinden.


//Beklager det ikke så gode svar.. xD

Vienna var hurtigt klædt på, men blev stående klemt op ad træet. Hun havde endnu ikke haft tid til at sørge. Hun tog en dyb indånding, og mærkede den varme fornemmelse af tårerne der dukkede op i hendes øjne. Kun enkle formede sig til egentlige tårer, da en stemme fik hendes opmærksomhed.

Hun tørrede hastigt tårene væk, og så imod kvinden. Hendes duft indikerede hun var en shapeshifter. Vienna havde været omkring dem hele sit liv, så hun kendte duften godt efterhånden. Hun smilede til kvinden, men man kunne tydeligt mærke tristheden bag smilet. "Tak". Hun trådte væk fra træet, men var varsom med hendes skridt. Hun havde i løbet af den seneste dag lært, at hun måtte træde varsomt i verden, hvis hun ikke ville opdages af alle. Hun rakte en hånd frem imod hende. "Jeg hedder Vienna." Hendes smil sad der stadig af ren høflighed. Men hun havde intet at smile over.