Keep running in circles - Nicolas

Det var som at skrue tiden uendelig langt tilbage, til først hun havde lært sandheden om sin far. Første gang hvor hun havde ledt efter ham, hvilket nok gjorde det umådelig lettere at følge spor om ham nu end før. Kai mente selvfølgelig at det nok skulle gå og at Nicolas ville komme tilbage. Gemma kunne dog ikke bære tanken om at noget dårligt ville ske, hvis hun bare sad og gjorde intet. Derfor var hun i Firewood Village lige nu. Det var første stop på rejsen, hvorefter det var gået op for hende at skoven ville være det perfekte sted at forsvinde væk - specielt hvis du var en varulv eller bare et dyr. Hvis hun ville forsvinde ville hun nok også vælge det sted. Måske Nicolas havde været i skovene hele tiden, Gemma var ikke ligefrem glad for steder hun ikke kendte - hvilket også forklarede hvorfor hun ikke var rejst derud - specielt ikke alene. Ikke efter ingen af Kais vagter var kommet tilbage, og Kai selv var kommet tilbage uden held end andet rygter om Andrea skulle være derude. Kendt som en fjende mod alle shapeshiftere og en ret så brutal person at møde hvis man var fjende. Hvilket hun var enig med Kai om ikke lød specielt meget som Andrea overhovedet. Gemma var derefter gået efter en af sine seneste ledetråde, en vampyr som førhen havde givet Gemma mange ledetråde omkring sin familie - forskellen var blot at denne gang var Gemma ikke den Gemma - og hun havde været nød til at gå ind i sin fortid for at finde den voldsomme opførsel igen. Det var underligt men ikke ubehageligt. Så da hun kom ind i kroen da kort før natten faldt på var hun sikker på at hvis hendes far var her - ville han ikke kunne slippe hende lige med det samme. Desværre var det heller ikke ligefrem en rolig aften, folk var vrede og det kunne mærkes som en hård vind så snart man åbnede døren. Her var mindre slagsmål, og stole fløj igennem lokalet. Måske i sidste ende det ikke ville være så nemt at finde Nicolas igen. Alligevel valgte Gemma at gå ind i slagssmålet. Hvis Nicolas var her måtte hun ikke misse ham lige nu, ikke efter alt den tid hun ikke havde kunne finde ham. Gemma havde ekstremt behov for at vide at han var okay. Hun skyndte sig ned på hug så snart en stol var lige ved at ramme hende, og ligeså hurigt var hun oppe for at gå videre.
"Dad, are you here?" Spurgte hun lidt ud i larmen. Mest fordi hun også vidste Nicolas havde god hørelse, hvis han var der ville han da kunne hører hende.
"Look at you, looking for your father. Why not look for me?" Spurgte en og greb fat i Gemmas arm. Gemmas normale instinkter var at blive bange, eller de var ikke normalle det var en advarsel for hendes dårlige periode. Dog takket være hvor hendes hjerne havde hende lige nu, så løftede hun blot på et bryn.
"I'm sorry. Me, with you?" hun lo lidt og stoppede så, "sorry I shouldn't laugh.. it's much more sad than funny," tilføjede hun og rev sin arm til sig. Så brugte hun sin evne og løftede sin hånd - og med en faks bevægelse løftede hun fyren op og kastede ham væk ind i en mur. Så fnøs hun lidt af ham, "idiot," mumlede hun før hun så ledte videre. Et lille smil formede sig på hendes læber, som hun egentlig var ret stolt af sin handling. Blikket var umådelig opmærksom på alle pludselige bevægelser, hvilket næsten var til at få ondt i hovedet af.

Det kom stadigvæk bag på hende at hun havde reageret på den måde, det var første gang i mange år. Men det føltes fantastisk, kriblede stadigvæk i fingerne efter at hun havde brugt sin evne. Hun ønskede at nyde den ydeligere, magten. Suset af den sneg sig ind på hende, og hun så på sin far da han kom frem og truede idioten. Det fik hende næsten til at ryste halvt på hovedet. Gemma kunne mærke hun havde manglet Nicolas bare så snart hun så ham i øjnene, smilet på hendes læber blev større så snart han kommenterede på hvad hun havde haft gjort ved herren. Hun blev modtaget med armen om hende i et halvt kram, og det var vel også okay - men Gemma havde ikke tænkt sig at lade ham slippe med det. Måske krammede ham kun hende halvt, men hun havde været så urolig og faktisk nærmest ude af sig selv. Derfor modtog han et kram fra hende med begge arme svunget tæt ind til ham, og hovedet lagt tæt ind til ham. Et suk forlod let hendes læber, og hun lukkede øjnene hårdt sammen før hun åbnede dem og slap ham.
"I have been looking for months," mumlede hun og kløede sig kort i nakken. Måske ikke ekstremt søgt som her den sidste uge - men der var også sket andre ting. Verden stoppede ikke blot fordi få ting skete. Så sank hun en klump og rystede let på hovedet.
"So I might have something else to shine up your night," startede hun og spildte virkelig ikke tiden. Gemma vidste ting kunne ændre sig på ingen tid - og hun ville ikke ende ud i at tiden pludselig løb ud. "We might have a lead.." tilføjede hun og så sin far i øjnene. Måske var Gemma en smule overraskende her. Folk havde været så fokuseret på hendes usikkerhed og bange væremåde, at man ikke nåede at se hvem hun var under det. En person som var alt andet end det hun udstrålte når hun først og fremmest endelig havde fundet det frem igen. Når alt kom til alt var hun sin fars datter - også selvom han måske ikke havde set den side af hende endnu - så var det der, ventede blot på at blive sluppet fri igen.
"I have the best contacts in town, maybe be over a 1000 years old.. but if they could help me find you - we can find them.. they just need the right motivation," pointerede hun med et lille skævt smil.