Laberintens gåder ~ Matthew

Tid: Det er ikke til at vide, hvad tid på dagen det er, da grottens mørke gør det umuligt at vide.
Da de placeres i grotten er det midt på dagen.

Sted: Inde i The Caves og The Sand, placeret midt inde i hulesystemet, uden nogen viden om, hvor de befinder sig.

Omgivelser: Et tæt mørke, og grottens vække, hvor der nogle steder er glatte stenvægge, og andre steder er de grovere og mere skarpe.

Mørket var tæt og det var ikke muligt at se en hånd frem for sig. Man mistede hurtigt enhver form for tidsfornemmelse i dette mørke, hvis man da ikke i forvejen var i tvivl om det. I mørket hørtes en svag snøftende lyd, der kom fra en person. Det var Sophia, hvordan hun var endt der, vidste hun ikke. Mørket omsluttede hende, og hun havde aldrig følt sig så alene. Siden hun havde været helt lille havde mørket skræmt hende, frygten for hvad der kom frem i mørket. Det havde dog været til at holde ud, hendes bror Telford havde været der. Hans stemme havde altid beroet hendes sind, fået frygten til at forsvinde. Nu var ikke engang hans stemme at finde, hun havde prøvet at række ud efter hans sind, men der var kun stilheden. Det at hun ikke engang kunne få kontakt med sin broder, gjorde hende blot mere nervøs. Hun havde trukket benene op og havde armene rundt om dem, mens hun sad nervøst og rokkede. Sophia var langt fra frygtløs, nu prøvede hun at holde tårerne på afstand. Hvorfor og hvordan hun var endt her vidste hun ikke, hun havde ikke den mindste erindring om det. Hendes hoved føltes tomt, som om nogle havde tømt det. Faktisk vidste Sophia heller ikke, hvor hun befandt sig. Hun var vågnet op i mørket, med en snurrende fornemmelse i hovedet. Hvor længe hun havde befundet sig, i hvad der virkede som en grotte vidste hun ikke. Det virkede som flere dage, men det kunne blot have været nogle få timer. Ensomheden gjorde det blot værre for hende, gjorde mørket værre. Spørgsmålene trængte sig på, hvad var der sket? Hvorfor var hun her? Hvordan var hun endt her?
Hendes øjne prøvede at vænne sig til mørket, men det lykkedes ikke. Trods synet ikke var nyttigt, var hørselen, og den virkede til at være skærpet. Da hun hørte nogle lyde, nogle skrabene skridt holdt hun forskrækket vejret. Frygten for at et monster nu ville angribe hende, som han sad forsvarsløs, gjorde hende ude af stand til at foretage noget. Selvfølgelig var der en mulighed for at lyden kom fra en anden person, men hvem skulle det være. Havde der i al den tid Sophia havde siddet skrømt og snøftende været en anden person?

//Håber det kan bruges//

Kjolen hvor hun om livet har hun et hvidt forklæde med en enkelt lomme i.

Musestille sad Sophia i den mørke grotte, prøvede ikke at lave den mindste lyd. Hun var rædselsslagen, hvad kunne ikke gemme sig i dette tætte mørke. I den tid hun havde været dernede, havde hun ikke prøvet at undersøge noget, men blot siddet stille. At det var en grotte hun befandt sig i vidste hun knap nok.
Den lette klukken, som kom fra en dyb og rungende stemme, gav hende først et mindre chok, men efter personen havde talt ud, åndede hun lettet op. Sophia antog lyden var kommet fra denne person, og stemmen havde lydt behagelig. Det var ikke gået op for hende, at hun havde holdt vejret, så da hun lod luften sive ud og ind ad lungerne, blev hun en anelse svimmel. Han stemme lød anderledes, den måde han rullede på nogle af bogstaverne. ”Jeg…okay herre…” startede hun tøvende ud, også da hun ikke var sikker på hvilket kan, hvad eller hvem stemmen tilhørte. ”Ved de tilfældigvis, hvor vi befinder os, hvad der er sket” spurgte hun nervøst. Det var tydeligt her at høre frugten i hendes stemme, men også forvirringen. Det at der befandt sig endnu en person dette sted gjorde hende ikke nødvendigvis mere tryg, blot rejste det flere spørgsmål.
Det at denne såkaldte mand, som hun antog den dybe stemme tilhørte, vidste at der var lys i nærheden forundrede hende. Det var ikke til at se, så hvordan han vidste det, kom bag på hende. ”Hvordan kan de vide, at der en gang med lys” spurgte hun mumlende, men grottens rum forstærkede stemmen og gav det en klang.
Varmen fra denne person blev tydeligere, som han nærmede sig. Da grotten var kold og lettere fugtigt, var det ikke svært at fornemme en anden person varme. Hendes første reaktion var at trække hånden til sig, da han lagde sin oven på hendes. Den blide stemme ændrede det dog, Sophia valgte at stole på denne mand. Tillid var ikke noget problem Sophia havde, ofte stolede hun lidt for let på folk, for der måtte jo være en god side i folk, de dårlige sider skyldtes en slem oplevelse. Derfor lod hun ham tage sin hånd, og lod den blive ført op til skulderen, hvor hun holdt fast. Det var tydeligt at mærke denne person var muskuløs, for skulderen var fast og bred. Da han begyndte at rejse sig, måtte Sophia følge med. Hendes lemmer var blevet stive af at sidde i samme stilling, i længere tid. Efter et stykke tid fik hun dog rejst sig op og kunne følge med ham. Hun var ikke sikker på fødderne, og tog ganske små og slæbende skridt, i frygt for at falde. Det lykkedes hende dog, uden at falde, at komme ud af den mørke grotte ved mandens ledelse.
Da de kom ud i en gangen, hvor der nu var lys, tog det hendes øjne noget tid at tilvænne sig. Langt om længe fandt hun ud af, at de befandt sig i et grottesystem. Hun kiggede sig først om i grotten, men da han gav slip på hende, lod hun blikket vandre mod ham. Først nu så hun, hvem stemmen tilhørte. Det var en ung mand, som havde ført hende ud, og ganske køn måtte hun indrømme. Hans krop var velformet og muskler manglede han ikke, dog blev hun chokeret over hans ryg. Arene der vansirede ryggen, ikke blot et men samtlige. Lettere chokeret holdt hun hånden op til munden, hvem kunne dog have gjort den slags. Sophia vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hvordan hun skulle reagerer på dette. Dog, da hun så de lette blodstriber på ryggen ønskede hun at hjælpe. ”Din ryg… hvad er der sket… jeg… du bløder.” startede hun tøvende ud, og det var ikke svært at gennemskue hendes usikkerhed. Hun valgte til sidst at rive forklædet, som hun havde om livet, af og bruge det til efter bedste evne at tørre blodet væk. Sophias hvide ærmer, var af grottens bund blevet beskidte. Forsigtigt foldede hun det sammen og ville til at duppe blodet væk, selvfølgelig kunne manden forhindre hende.
Tørklædet opgav hun dog efter at have ordnet ryggen, og lod det dumpe ned på jorden i gangen. ”De sagde, at de havde været her længere hr. ? Måske kunne de fortælle mig hvad der er sket?” hendes stemme var venlig og hun kiggede på ham med håbefulde øjne. Denne mand virkede til at have mere styr på situationen end Sophia, uden kontakten med Telford følte hun sig så hjælpeløs.

Blodet fra ryggen farvede det førhen hvide forklæde rødt, man kunne se hvordan blodet blev suget op af det og spredtes på det hvide stof. Det tog ikke lang tid at fjerne blodet for Sophia og da det var gjort lod hun det falde mod jorden. Hun var en person der havde det bedst med at tage sig af andre, være i hjemlige situationer, og nu følte hun sig malplaceret. At fjerne blodet fra ryggen var også en måde for hende at føle sig mere i kontrol, hun kunne foretage sig noget, følte sig mindre hjælpeløs. Selvfølgelig var det blot en forestilling, men dette var nødvendigt for en nogle gange. Da hun var færdig så hun hans ansigt og hørte igen hans brummende stemme.  ”Mit Navn er Sophia Maria Johnson” svarede hun og tog hans hånd og trykte den. Hun lagde mærke til den ru fornemmelse, som var en modsætning til hans. Sophias liv havde ikke været hårdt, og mest bestået af husarbejde, så helt ru var de endnu ikke. Matthews ryg og hænder gav hende en idé om at hans liv nok havde været knap så komfortabelt og indebåret smerte og hårdt arbejde.
Sophia havde hurtigt sluppet hans hånd igen og stod nu og pillede ved sin kjole. For første gang kiggede hun sig ordentligt om i grotten, prøvede at finde ud af noget, bare det mindste. Logisk nok befandt de sig i et hulesystem under jorden, men hvor, hvilket og hvor dybt var ikke til at sige. Mens hun kiggede rundt hørte hun igen hans stemme, og hvad han sagde chokerede hende. Over ti timer havde han været fanget nede i den grotte, uden nogen anelse om hvad der var sket og hvorfor han var endt der. Igen hvilede hendes blik på ham, men inden hun nåede at svare, så hun ham gå fremad. Hans ord havde vakt endnu mere uro i den unge pige, ikke nok med hun var fanget der var også mulighed for at blive jagtet af monstre. En nervøs lyd forlod hendes mund og efter kort tid fulgte hun efter ham videre.
Sophia lagde mærke til hvordan hans krop sitrede og først antog hun det var af kulde. Meget tøj bar han ikke, men dog var hulerne ikke ligefrem kolde. ”Hvad er der i vejen? Hele din krop sitrer.” Mumlede hun og prøvede med hurtige skridt at komme op på siden af ham. Det tog lidt tid før hun kom op på siden af ham, eftersom hun var væsentligt lavere og derfor ikke kunne gå lige så hurtigt.
Men de gik igennem grotterne lød en dyb knurren som et ekko gennem hulesystemet, og som de gik igennem lød den til at komme nærmere. Lyden lød ikke til at komme fra en normal kendt væsen, men fra et monstrøst væsen, som længe havde sultet.

//Undskyld ventetiden og at det ikke blev så langt, håber det kan bruges//