Haha normal day for me until now (Jane=Privat)

"Tjo, jeg har nogle ting jeg skal lave. Men ja den laver jeg også, det ligemeget om jeg er hans datter lige der. De pligter skal fuldførres, men man lærer at leve med det." Hun trak på skuldren, med et roligt smil. Som hendes far var leder eller ej, var han stadig hendes far.

Han smilede lettere hånligt. "De får deres liv serveret på et sølvfad. Hvis de har problemer kalder de bare på far og så kommer han og klare det lille problem. Til gengæld en som mig. Jeg har intet. Hverken søster eller bror. Eller familie eller venner i det hele taget. Jeg har intet. Jeg har måttet klare mig de sidste 15.000 år alene. Så undskyld jeg siger det men de er opvokset med den berømte guldske en hvis meget smuk del af dem." Sagde han roligt og så på hende fortsat for at se hendes reaktion på de ting han sagde.

Jane trak lidt på skuldrene.
"Ja hver har deres mening." Hun så ingen grund til at overreagere, han var rolig.
Jane mærkede nogle prikke hende på skuldren. Og hun vendte hovedet imod personen, Amazons far. Han ville sikkert have sin datter tilbage, det var klart. Men Jane gav ikke nogen af hendes slaver væk frivilligt. Jane kunne se vreden i hans øjne, dette menneske vidste ikke hvad han var oppe imod. Eller gjorde han? Jane spærrede øjne op da hans næve ramte hendes krave ben. Hendes øjne borrede sig ind i hans, af vrede. Kort efter skreg han af smerte, og faldt på knæ.
"Please.. Stop!" Skreg han, me nJane var vred. Og kunne mærke hvordan hendes blodårer trådte frem af den smerte som manden havde ramt hendes kvageben med. Den opseverede ind i hendes hud, og hendes øjne blev en smule rødere. Årene trådte så meget op, at det gjorde mere ondt end hvis hendes har gav hende et slag for at være ulydig. Jane slap manden lettere, da hendes årer lignede sig selv. næsten utylige i den blege hud.

En hurtig refleks ville have hjulpet. Men Zann havde ikke set på hende det korte øjeblik. Men da et klonk fra nogen slå på en knogle kom reagerede han hurtigt. Og med en hurtig refleks. Så han manden lide. Men det var som om at Jane slap magten igen. Zann reagerede instinktivt som om det var naturligt i hans krop. Han hoppede ned. Og greb fat i denne mands tøj. Og med en svag anstrengelse kastede Zann denne mand ud af det nærmeste vindue. "Det ikke for at være uhøflig men det var måske en god idé at gå herfra." Sagde han roligt og tog sin pung frem og lagde penge til drinkende og erstatning af ruden. Hvorefter han vendte blikket mod hende og ventede på om hun ville med. "Hvis de ikke har noget at lave kan jeg leje et værelse her og gå der op og snakke i stedet for at sidde hernede. Og blive overfaldet hele tiden." Sagde han roligt og høfligt til hende.

Jane rettede ansigtet imod ham, og nikkede og fandt det som en god ide.
"Ja jeg har en del fjender."
Hun svarede roligt og med en høflig og æjel stemme.
Manden kravlede væk, og mere hørte de ikke til ham. Kun folk som sad og snakkede, om de to dæmoner. Folk trak lidt væk, men hver kro havde deres folk som ville vædde med de kunne besejre dem. De kendte ikke de to dæmoner, men det ville være en fejltagelse at undervudere dem.

Han smilede roligt. "Så skal vi leje et værelse eller gå herfra og så kan jeg følge dig sikkert hjem." Sagde han roligt med et smil. Mens han fortsat så hende i øjnene. "Jeg mener hvis de gerne vil hjem så vil jeg gerne være så høflig at følge dem sikkert hjem." Sagde han roligt. "Fra nu af skal jeg nok reagere lidt hurtigere så jeg kan forsvare dem for at blive slået." Smilet var stadig på hans læber. Ikke helt neutralt. Svagt. Men kun svagt venligt.

Jane hævede et bryn, hun skulle da mene hun godt kunne passe på sig selv. Slag gjorde hende blot stærkere. Men Jane havde intet imod at blive behandlet med fornuft.
Jane ville bruge sin evne inden, men ellers havde hun sine slaver. Som holdte sig væk ligenu, pga. Jane havde sagt ok for det.
"Tak men, det behøver du ikke. Jeg klare mig." Jane vidste også hendes far ville være glad for mere beskyttelse af hans datter. Men Jane fandt sommetider det lidt overdrevet, da hun ikke fandt sig i andre end hendes far satte en prik på hende. Jane kunne kun huske engang hun var kommet til at bruge sin evne på hendes far. Det var da hun fik den, og ikke kunne styre den. Men nu kunne hun styrre den, og elskede at bruge den på andre.

Han smilede roligt. "Jeg er her for deres hjælp." Sagde han roligt. Og bukkede sig kort for hende for at være høflig. "Men hvad synes de så vi skal lave nu når vi ikke skal være her mere." Spurgte han roligt med et roligt smil rettet mod hendes ansigt. Stadig svagt venligt.

Jane kiggede lidt forsigtigt op ham.
"Okay?" Svarede hun kort og smilte tilbage til ham.
"Det ander jeg ikke, har du nogen ideer?" SPurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.